Alle Punditokrater og de fleste af vores læsere interesserer sig stærkt for, hvordan det går i verdens fattigste lande. Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan de eventuelt kan klare sig bedre og udvikle sig hurtigere. Hvis man taler med ’almindelige’ danskere, vil de ofte sige, at det er en tragedie, men vi gør vores – vi er jo et af de lande i verden, der giver mest ulandshjælp. De fleste af vores faste læsere vil desværre vide, at hjælpen er helt uden virkning, som vi før har skrevet om (læs her og her).

Der er nogle problemer ved at modtage ulandshjælp, der sandsynligvis er praktisk umulige at slippe udenom. For eksempel medfører større mængder hjælp såkaldt ’Hollandsk Syge’, der skader landets eksportsektor, og i de fleste ulande svækker hjælpen også de politiske incitamenter til at føre ansvarlig politik. Men selv når økonomer, der har arbejdet årevis med disse problemstillinger, accepterer hjælpens iboende problemer, har de fleste stadig håb: For vi lærer de af vores fejl, gør vi ikke? Og når vi gør det – siger argumentet – bliver vi bedre til at give hjælp så den alligevel giver udvikling fordi kvaliteten af vores hjælp stiger.

I en ny artikel, der kommer snart i det samfundsvidenskabelige tidsskrift Economic Policy har William Easterly sat sig for at teste idéen om, at vi er blevet bedre til at målrette hjælpen. Easterly, der er den tidligere cheføkonom i Verdensbanken som blev lempet ud af forretningen da han blev for kritisk overfor ulandshjælp, er i dag professor på New York University – et af USA’s absolut bedste universiteter – og leder af deres center for ulandsforskning. Han er således en af verdens førende udviklingsøkonomer, men også en af de stærkeste kritikere af ulandshjælp, særligt i den form den gives i dag. I artiklen, der har titlen ”Are Aid Agencies Improving?”, spørger Easterly om der er tegn på, at donorerne lærer af deres egne fejl og af nye forskningsmæssige indsigter.

Easterlys artikel illustrerer en måde at svare på spørgsmålet på, ved at se på om hjælpen i højere grad gives til særligt fattige lande, om donorer har lært at koordinere deres indsatser bedre, om der følger modkøbskrav med hjælpen, om der gives mindre fødevarehjælp (der er problematisk ved at underminere landenes egen fødevareproduktion) og mere teknisk assistance, og om man i højere grad tager hensyn til nye indsiger såsom at handel, ansvarlig politik og gode institutioner er vigtige for udvikling.

Lad mig sige det med det samme: Det er ikke en artikel man skal læse, hvis man trænger til at komme i godt humør! Der har været en tendens til at de store donorer giver relativt mindre fødevarehjælp, men den udvikling skete ovenpå hungerkatastroferne i midten af 1980erne, og hjælpen er rettet mere mod fattige lande nu end den var i starten. Men det sidste skift skete i midten af 1970erne, og ingen andre indikatorer er forbedret over årene. Med andre ord gør ulandsdonorerne som de har gjort i 40 år. Det rent ud sagt skrækkelige er, at Easterly i en tabel der lister formuleringer fra Pearson-komiteen og fra den britiske Afrika-kommission, IMF, Verdensbanken og FNs udviklingsprogrammer side om side, viser at de forhold, Pearson-komiteen i 1969 identificerede som stærkt problematiske, er de samme som store donorer i dag peger på som uløste problemer. Man har kendt til problemerne siden slutningen af 1960erne, men har fuldstændigt ignoreret dem, eller har i det mindste ikke haft viljen til at ændre på noget.

En anden måde at spørge, om hjælpen er blevet bedre, er at se på om dens effekt på ulandes økonomiske vækst er steget gennem årene. Tabellen nedenfor angiver således resultatet af at gennemføre en standard vækstanalyse for seks fem-års perioder siden 1970. Der er kontrolleret for statslig størrelse, handel og investeringsforhold, og for regionale forskelle. Første søjle angiver perioden, anden søjle angiver hvor meget væksten vil stige (i absolutte procentpoint) ved en stigning i ulandshjælp på 10 procentpoint, og den sidste søjle angiver den såkaldte t-statistik, der er et mål for hvor præcist vi har målt effekten; som en tommelfingerregel skal t-statistikken være mindst 2.

Tabellen demonstrerer to nævneværdige forhold: 1) Ulandshjælpen har i ingen periode været ’signifikant’ forbundet med landes økonomiske vækst – selv den pæne koefficient i perioden 1970-1976 har kun en t-statistik på 1.32, og kan derfor ikke skelnes fra et rent nul; og 2) Der er ingen positiv tendens, snarere tværtimod, for selvom ingen af estimaterne er statistisk forskellige fra nul, bliver de faktisk mindre med tiden. Så selv hvis man så stort på statistisk præcision, ville man ikke kunne hævde at hjælpen har fået større virkning gennem de senere årtier.

Den deprimerende bundlinie fra Easterlys studie og vores lille empiriske øvelse er, at ulandsdonorer som Verdensbanken eller Danida ikke synes at lære af deres fejl. Ulandshjælpen har ikke virket, virker ikke nu, og der er ingen tegn på at det bliver bedre. Med andre ord er ulandshjælpen i en strengt økonomisk forstand helt ligegyldig. At nyere forskning så viser, at den endda har stærkt problematiske negative effekter på landes økonomiske frihed er en anden sag, som jeg ærligt talt ikke orker at skrive om her. At bedrive udviklingsøkonomi er i sagens natur én lang række skuffelser, som man aldrig bliver immun overfor. Dem, skuffelserne berører direkte, er trods alt verdens fattigste mennesker.