Chavez jernnæve rammer pressen

I weekenden lukkede Venezuelas folkevalgte præsident Hugo Chavez TV-stationen RCTV. Chavez vurderede offentligt, at stationen var blevet ”en trussel mod mit land”. TV-stationen er Venezuelas ældste og meget populær hos befolkningen, men altså ikke hos Chavez, som har måttet opleve stærk kritik fra netop den side. CNN bliver sandsynligvis også sagsøgt, og en anden TV-station – Globovision – er tydeligvis i fare for at blive lukket, da de formastede sig til at bringe billeder af de protestdemonstrationer, der brød ud efter Chavez lukkede RCTV. Vores venner på 180 Grader har skrevet om sagen, bl.a. her og her.

Chavez, der ellers er noget af en mediedarling i mange vestlige lande, har modtaget stærk kritik fra flere fronter. Europaparlamentet og den internationale NGO Reporters sans Frontières har udtrykt stærk bekymring, og Human Rights Watch fordømmer hans handlinger. DRs Orienterings Sydamerika-ekspert Niels Lindvig mener derimod, at det er helt acceptabelt. Det bemærkelsesværdige i hans udtalelser er blandt andet, at Lindvig vurderer at ”intet land i Sydamerika har så udstrakt ytringsfrihed som Venezuela”. Er det virkeligt sandt?

Svaret er selvfølgelig nej, når man ser på de rapporter der kommer fra internationale NGOer. Reporters sans Frontières rater Venezuela nummer 19 af de 22 latinamerikanske lande i deres 2006-undersøgelse, med en score på 29 på et kontinent hvor det typiske lande scorer 15 (jo lavere, jo bedre). Bredere set står det også sløjt til med menneskerettighederne i Venezuela. I Cingranelli og Richards store datasæt, hvor de sidste målinger endda er fra 2004, altså før Chavez amokløb, ligger Venezuela på linje med Cuba! Grunden er, at selvom Cuba er et kommunistisk diktatur – noget Chavez ikke har nået endnu selvom han ved enhver lejlighed udtrykker sin beundring for Fidel Castro – er at landet scorer lavere end Cuba på det specifikke indeks ’fysiske integritet’ (en score på 2 af 8 mulige, hvor det typiske sydamerikanske land scorer 5), der bl.a. måler politiske fængslinger, politiske drab og forsvindinger osv. 

Eksemplet er et af flere på, at Orientering, der på mange måder ellers er et godt program, på nogle områder har en mærkværdig, gammeldags marxistisk indstilling på specielle områder. Hvordan Niels Lindvig kan hævde, at Venezuela har ytrings- og pressefrihed overstiger simpelthen min fatteevne. Men måske kan nogle af læserne oplyse mig?

12 tanker om "Chavez jernnæve rammer pressen"

  1. LuckyLibertas

    Det viser at DR er et museum, med en stor afdeling for marxisme og en forbavsende velbevaret samling støvede effekter.

    Svar
  2. Lars Hvidberg

    Nu gætter jeg bare, men mon ikke Lindvig et eller andet sted har den gammeldags marxistiske holdning, at kommercielle medier ikke er “rigtigt” frie, fordi de jo er afhængige af sponsorer, reklamer og købere.”Rigtig frie” medier er derimod fx statsmedier, der bedriver public service og dermed ikke skal underlægge sig markedets krav om efterspørgsel, men derimod kan skrive “sandheden” om hvad der foregår. Det er i hvert fald en type frihed, Lindvig selv har været flink til at udnytte…

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    Der er noget, du helt har misforstået, Bjørnskov. Chavez har skam ikke lukket RCTV. Som Lindvig siger til 180 grader: ”Jeg mener faktisk ikke, man kan sige, at RCTV er blevet lukket. De har bare ikke fået fornyet deres sendetilladelse”Så hvad er egentlig problemet!

    Svar
  4. Lars Andersen

    Jeg tror du har ret Lars. Og det hjælper bestemt ikke, hvis medierne er amerikanske. I en artikel i LOs Kontrast om Brasiliens præsident skriver Lindvig:”Internationale medier – især store og angiveligt seriøse aviser somFinancial Times og Wall Street Journal – bidrog til dæmoniseringen af Lula…”http://www.lo.dk/smcms/Baggrundsstof/Internationalt/7187/7188/Index.htm?ID=7188

    Svar
  5. Christian Hallum

    Chavez er i gang med at trække Venezuela i en uhyggelig retning, ingen tvivl om det. Og det er godt at se at der er kritik af det (også af Lindvigs tåbelige kommentarer). Men det minder i uhyggelig grad om en lignende sag som i sin tid ikke fik mange borgerlige til at koge over, sådan som jeg har oplevet på flere borgerlige blogs der alle synes at være umådeligt forarget over Chavez’s træk. Sagen jeg tænker på er Paul Bremer’s lukning af en Irakisk avis i 2004 ud fra begrundelsen at avisen (som blev anset som et talerør for muqtada al-sadr) havde til hensigt at bekæmpe koalitionsstyrkerne og overkaste regeringen. Bemærk, hvor ens begrundelserne i de to sager er. En anden lignende sag var den kurdiske ROJ tv-station som skabte splid i mellem Danmark og Tyrkiet i 2005. Tyrkerne ville have Fogh til at lukke tv-stationen, som sendte fra København. Fogh stod fast – men siden kom det frem at også amerikanerne havde presset hårdt på for at få tv-stationen lukket. (se bl.a. http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2006/06/19/072349.htm). Begrundelse: De modtog angiveligt penge fra en terrororganisation (bemærk at protesten ikke bestod i deres indhold – eksempelvis opfordring til vold – men i deres finansiering).Min pointe er ikke at sige at Bush og Chavez er at sidestille. Blot vil jeg gerne minde om, at vi holder fat i, hvad der er relevant. At Chavez er et røvhul og diktatorisk er forventeligt. At USA i disse år i kampen mod terror begynder at vise de samme tendenser er bekymrende – og det er her jeg lidt føler, at der har været et svigt fra de borgerlige. Det er bekymrende hvor let flere centrale frihedsrettigheder har kunnet blive trådt under fode i terrorkampens hellige navn disse år.

    Svar
  6. Niels Westy

    Lars Andersen skrev:”Jeg tror du har ret Lars. Og det hjælper bestemt ikke, hvis medierne er amerikanske. I en artikel i LOs Kontrast om Brasiliens præsident skriver Lindvig:”Internationale medier – især store og angiveligt seriøse aviser somFinancial Times og Wall Street Journal – bidrog til dæmoniseringen af Lula…”Som (bilder jeg mig selv ind efter at have beskæftiget mig med landet gennem 20 år) kender af Brasilien, kan jeg sige, at der bestemt ikke var tale om demonisering af Lula – da han stillede op første gang til præsidentvalget i 1989 lykkedes det ham bl.a. at rose Adolf Hitlers økonomiske politik, og ved de efterfølgende to valg (hvor Fernando Henrique Cardoso vandt på et socialdemokratisk program) mindede retorikken om den Hugo Chavez anvender i dag. Da han endelig vandt var det som Lula light, dvs. stærkt nedtonet i sin retorik – et valg han vandt primært på grund af middelklassestemmer. De dele af hans politik der eftrfølgende er blevet fremhævet som værende med til at øge velstanden for landets fattigste er for øvrigt stort set identisk med den politik forgængeren lancerede og stærkt inspiret af den politik som den konservative regering i Meksiko fører. En politik som Lula før magtovertagelsen betegnede som (og det er negativt ment) neoliberalistisk.Det skal medtages, at ordet ikke helt har samme betydning i Latin Amerika som i Europa), hvis vi skulle følge den latinamerikanske brug af ordet står de europæiske socialdemokratier (inkl. socialisterne i Spanien, Frankrig og Portugal) for en neoliberalistisk politik.

    Svar
  7. Jesper Skov

    Jeg er helt enig med Christian Hallum i, at alt for mange borgerlige har været stille som graven over Bushs udemokratiske og borgerrettighedskrænkende fremfærd. I stedet har der været masser af undskyldninger overfor Bushs beslutninger da det åbenbart er vigtigere at være imod venstrefløjens holdninger end at holde fast på idealerne og principperne.

    Svar
  8. Christian Hallum

    John:Koalitionen var hverken i krig eller borgerkrig i Irak da Bremer personligt underskrev dekretet om at lukke avisen. Chavez giver sig ud fra at være demokrat og er da også valgt ved et frit og fair valg, hvilket er anerkendt af neutrale aktører. Bush har forsøgt at lukke medier ned i områder der ikke er præget af ustabilitet, jf. mit eksempel med ROJ tv. Du mener at Bush’s indgreb er ok fordi der er tale om sikkerhedspolitik. Det er sjovt, fordi det er nøjagtig samme begrundelse som Chavez bruger. Det er det ældste trick i bogen at bruge behovet for sikkerhed og stabilitet til at undergrave befolkningens rettigheder. Man bør altid være på vagt overfor argumenter om denne type og jeg mener i den grad, at Bush har misbrugt denne type argumenter. Chavez blev rent faktisk udsat for et kupforsøg som mislykkedes og der synes at være enighed om, at RCTV i nogen grad bakkede op om dette forsøg. Avisen i Irak blev beskyldt for at ville destabilisere den Irakiske regering og blev, ligesom i Venezuela, lukket uden rettersag eller mulighed for at forsvare sig. Jeg synes i høj grad at de sager kan sammenlignes (selvom der selvfølgelig er forskelle). At situationen ikke kan overføres direkte til amerikansk indenrigspolitik er for så vidt ligegyldigt. Som du siger handler det om værdier. Og når det kommer til kampen mod terror og USA’s udenrigspolitik har der altså de sidste år været tendenser der viser samme værdier som dem Chavez står for.Vi skal passe på, at vi ikke bruger eksempler som det der foregår i Venezuela til at klappe os selv på ryggen og overbevise os selv om, hvor dumme de er i de varme lande (og dermed hvor gode vi er i vesten). Vi bliver nød til at indse, at vi indenfor de seneste år selv har brugt beskidte knep i kampen mod terror og forholde os til dette. Nogle vil givetvis mene, at sikkerhedspolitik kan legitimere indgrebene, men jeg er af den klare overbevisning, at det ikke kan.

    Svar
  9. John

    Christian Hallum: “Men det minder i uhyggelig grad om en lignende sag som i sin tid ikke fik mange borgerlige til at koge over [… ] Sagen jeg tænker på er Paul Bremer’s lukning af en Irakisk avis i 2004 ud fra begrundelsen at avisen (som blev anset som et talerør for muqtada al-sadr) havde til hensigt at bekæmpe koalitionsstyrkerne og overkaste regeringen.”Nej, disse sager minder i uhyggelig grad IKKE om hinanden. Koalitionen i Irak var/er i krig. Venezuela giver sig vel ud for at være et demokrati? Og i tilfældet, at Chavez ikke giver sig ud fra at være demokrat (jeg indrømmer, at jeg ikke ved det), så er det vel netop en af pointerne med indlægget her. Bush har ikke lukket medier ned i demokratiet USA, der trods alt endnu ikke befinder sig i en tilstand af borgerkrig. Bush kan på ingen måde sammenlignes med Chavez og tilstanden i Venezuela på ingen måde med den i USA. The Patriot Act skyldes sikkerhedspolitik. Chavez’s hårde hånd minder mere om en mellemting mellem demokrati og krig, nemlig revolution (er der ikke noget med, at folk med Chavez’s politiske ståsted kalder sig revolutionære?). Som tilhænger af Irak-krigen skal jeg være den sidste til at tage afstand til revolution og de midler, der anvendes til at gennemføre den. Jeg vil langt hellere vurdere situationen ud fra en værdimæssig betragning, og Chavez’s værdier kan på ingen måde sammenlignes med Bush’s. At der er nogle på det statsstøttede DR, der synes at mene det, er en skandale. Du skøjtede vist lidt vel hurtigt hen over nuancerne?

    Svar
  10. John

    Christian Hallum:”Koalitionen var hverken i krig eller borgerkrig i Irak da Bremer personligt underskrev dekretet om at lukke avisen.” Selvom dette teknisk set skulle være rigtigt (og det antager jeg gerne), kan jeg næppe se, at det skulle have nogen indholdsmæssig relevans. Min pointe var, at Venezuela og Irak er i HELT forskellige tilstande, og at sammenligningen med nedlukningen af den irakiske avis er helt ved siden af.Du synes dog også at anerkende dette, når du går videre til eksemplet med ROJ TV. Du skriver:”Bush har forsøgt at lukke medier ned i områder der ikke er præget af ustabilitet, jf. mit eksempel med ROJ tv.”So jeg skrev i min forrige kommentar, så har man ikke i USA set lignende nedlukninger. Bush har først og fremmest ansvar for USA, og ønsker man at vurdere Bush’s politiske ståsted, finder jeg det mere relevant at se på USA end Tyrkiet. Dertil skal USA’s støtte (i det omfang den var der) til nedlunkningen af ROJ nok ses i sammenhæng med, at USA forsøger at gøre, hvad USA kan for at bevare et godt forhold til Tyrkiet. Dette er selvfølgelig, hvad man nok kan kalde kynisk realpolitik. Men hvad er der galt i det, så længe fordelene ved den opvejer ulemperne? Venstrefløjen i Danmark er jo varme tilhængere af FN. Det er jo kynisk realpolitik, så det brager! Mig bekendt er Zimbabwe lige blevet formandland for komiteen for økonomiske udvikling (eller sådan noget lignende) i FN, og Libyen sad en overgang i spidsen for menneskerettigheder i FN! Christian Hallum:”Du mener at Bush’s indgreb er ok fordi der er tale om sikkerhedspolitik. […] Det er det ældste trick i bogen at bruge behovet for sikkerhed og stabilitet til at undergrave befolkningens rettigheder”Hvad er det egentlig lige, du antyder? At Bush og republikanerne plus en del demokrater er gået sammen om at ville udspionere den amerikanske ydre venstrefløj for at tage dem i at ville plotte terrorangreb på den amerikanske befolkning? Venligst hjælp mig ud her, hvis jeg skulle have fået noget galt i halsen.Christian Hallum:”Du mener at Bush’s indgreb er ok fordi der er tale om sikkerhedspolitik. Det er sjovt, fordi det er nøjagtig samme begrundelse som Chavez bruger.”Hvis Chavez har ret i, at TV-stationen opfordrede til terror og/eller væbnet modstandskamp mod Chavez’s styre, bebrejder jeg ham ikke (hvis vi for et kort øjeblik holder det værdimæssige ude af billedet). Men det er vel nok værd at have in mente, at ledere med Chavez’s politiske ståsted, generelt har udvist en langt mindre tolerant holdning til ytringsfrihed end kapitalismens ledere. Christian Hallum:”At situationen ikke kan overføres direkte til amerikansk indenrigspolitik er for så vidt ligegyldigt.”Det, synes jeg, er sjovt, at du skriver. Du gør ellers meget ud af at sammenligne Bush med Chavez, se næste citat nedenfor. Jeg finder det væsentligt, at vi lige holder proportionerne i orden. Igen Bush har først og fremmest ansvar for USA, og ønsker man vurdere Bush’s politiske ståsted, finder jeg det mere relevant at se på USA end Tyrkiet eller nogen som helst andre steder, hvor han fører realpolitik. Udviklingen i USA er ikke i nærheden af den vi ser i Venezuela, hvor Chavez synes at ligne mere og mere en diktator, som ikke skal kunne bllive afsat (jeg hørte noget om dette for nogle måneder siden på P1 Orientering, og så må det jo være rigtigt).Christian Hallum: “Og når det kommer til kampen mod terror og USA’s udenrigspolitik har der altså de sidste år været tendenser der viser samme værdier som dem Chavez står for.”Hvis man ønsker, at få abort inden 9. uge, fordi der er en betydelig risiko for, at barnet får et alvorligt handicap, er det ikke det samme som at gå ind for, at alle handicappede skal i udryddelseslejr. Og i øvrigt har jeg ikke set Chavez støtte demokratibevægelser verden over. Var det ikke noget med, at han for et par måneder siden i forbindelse med et G8 topmøde (eller sådan noget lignende) holdt sit eget lille topmøde med Castro, Ahmadinejad og Kom Jong Il?Nej, værdierne er nok ikke helt ens, heller ikke i udenrigspolitikken.

    Svar
  11. Thomas

    Hvad er mest kriminelt; at starte en ulovlig krig eller at nægte at forny en tv-kanal licens, som følge af denne har støttet et kup mod en demokratisk valgt regering?Husk lige på at Chavez er den præsident i Venezuela der er blevet valgt demokratisk ved flest valg. Først i 1998 så i 2000 og senest i 2006, hvor han vandt med over 60% af stemmerne. Forestil jer at TV2 åbentlyst støttede et kup mod den danske regering. Tror TV2 uden videre ville fornyet den statlige tv-licens ? Det tvivler jeg meget på..

    Svar
  12. Lars Pedersen

    Hvilken “ulovlig” krig snakker du om ?Og nu lukker Chavez jo ikke bare en tv-station – sagen er jo den at den at det var det eneste tv-medie tilbage som kom med kritik af chavez – altså er vi nu i en situation med en præsident der regerer pr. dekret, og hvor de medier der skulle agere vagthund er blevet lukket.Desuden er hans valg sejre jo ikke fuldstændig ukontroversielle. Tror du måske det var uden årsag at oppositionspartierne boykottede sidste valg.Men lad os da bare lukke øjnene for hvad der sker i Venezuela. Og når Chavez nu gerne vil være præsident på livstid, så er der da ikke noget galt med det, han vil jo bare folkets bedste, så pyt med at det måske går ud over andres frihed fordi de ikke lige passer ind i det fine socialistiske projekt. Og heldigvis er Chavez jo en hæderlig politikker så der er jo ingen form for nepotisme forbundet med hans styre, der er f.eks. slet ingen i hans familie og hjemby der har nydt betydelig gavn af hans position, ligesom vi ved at korruption er noget nær forsvundet.Nej Thomas, ham Chavez er noget af en guttermand.

    Svar

Skriv et svar