”Para ingles ver”

Hvorvidt Hugo Chavez er socialist efter han proklamerede, at han ville skabe det 21. århundredes socialisme bliver diskuteret en del på diverse venstreorienterede blogs og hjemmesider. Hvorvidt han erklærer sig som værende socialist eller ej er naturligvis underordnet. Det afgørende er hvad han foretager sig, og det er vel slemt nok – se også vores ærede redaktørs nylige indlæg.

Spørgsmålet er også om der er noget nyt under solen, eller om der blot er tale om det seneste kapitel i Latinamerikas “forelskelse” i semi-totalitære ledere – det er i hvert fald ikke svært at finde eksempler der kunne tænkes at være forbilleder for Hugo Chavez – også ud over Fidel Castro og hans totalitære styre.

Fra det 20. århundrede kan nævnes Brasiliens Getulio Vargas og Argentinas Juan Peron. – (Henvisningerne peger på Wikipedia og skal tages med mere end et gran salt).

Det er bemærkelsesværdigt at se hvorledes Juan Peron, der var inspireret af Benito Mussolini kan blive skrevet ind i venstrefløjens ”fortælling” om Latin Amerika, – se f.eks. hvordan en ansat , (Louis Proyect), på Colombia Universitetet beskriver Juan Perons betydning for Argentina – det er da et held at han ikke underviser på universitetet. Argentinas arv efter Peron har været en økonomi, der i løbet af et halvt århundrede er gået fra at være en af verdens rigeste nationer til at være et middelindkomstland.

Meget af venstrefløjens begejstring for Chavez m. fl. er affødt af, at den opfatter valget af Hugo Chavez og andre venstreorienterede ledere i Latin Amerika som et opgør med en påstuleret ”neoliberalistisk” politik i 1990erne.

Men at påstå at de latinamerikanske lande gennemløb en (neo)liberalistisk udvikling i 1990erne kræver dog noget af en omkalfatring af begrebet, hvorefter selv Keynes er ultraliberalist.

Det er korrekt, at en række latinamerikanske lande i 1990erne oplevede en større eller mindre grad af privatisering, ligesom en lang række lande i dag kan beskrives som mindre lukkede end tidligere. Men dermed er alt stort set også sagt, hvis vi ser bort fra Chile, som er undtagelsen på kontinentet.

Som helhed er Latinamerika fortsat præget af relativt høje handelsbarrierer, udpræget brug af administrative løsninger frem for markedsløsninger, ligesom inefffektivitet og korruption fortsat er de to ord der bedst beskriver den offentlige sektor – og det er her uden betydning hvem der har regeringmagten. Udtagelsen er igen Chile, hvis korruption er på niveau med Tyskland og USA.

Hvad der reelt skete i mange Latinamerikanske lande i 1990erne kan bedst beskrives med et brasiliansk udtryk fra det 19, århundredes afslutning, hvor engelske firmaer etablerede landets jernbanesystem. En udbygning der stort set gik i stå efter den brasilianske regering først fastsætte jernbaneselskabernes salgspriser, for til slut at nationalisere hele jernbanedriften.

På portugisisk hedder det ”Para ingles ver”, hvilket frit oversat svarer til det danske udtryk ”for et syns skyld”. Med mindre man altid har dette udtryk i baghovedet er det umuligt at forstå Latin Amerika. Mængden af begejstrede venstreorienterede hjemmesider omhandlende Hugo Chavez og andre af Latinamerikas “neosocialister” (eller Castros Cuba, der i løbet af de sidste 50 år er gået fra at være et af Latin Amerikas rigeste lande til at være et af de fattigste) kunne tyde på at det er der en del der ikke har.

1 thought on “”Para ingles ver”

  1. Søren Korsgaard

    Tilfældet har villet, at en mine bedste venner er en argentiner fra Mendoza-regionen (hvor vinen er ganske god!) – og han har ovenikøbet studeret økonomi i Buenos Aires, hvor en stor del af fakultetet har deres Ph.D.er fra Chicago… de er således Argentinas svar på Chiles ‘Chicago Boys’.Han fortalte mig for nyligt om en tur til Venezuela i 2003, hvor han boede på Hilton. Tilsyneladende havde Chavez’ regering valgt at ekspropriere Hiltons haver således at ‘folket’ kunne dyrke afgrøder midt i Caracas – atter et eksempel på Chavez mislykkede og tåbelige politik.Udsigterne er desværre dystre for en række sydamerikanske lande: Venezuela, Ecuador og Bolivia bliver pt. styret af socialistiske ledere, hvis forhold til demokrati i bedste fald er tvivlsomt. Brasilien plages af en betragtelig (og uhyre ineffektiv) offentlig sektor, hvor ansatte typis kan gå på pension midt i 50erne (og generelt har offentligt ansatte ganske generøse forhold). Argentina er plaget af en inkompetent og populistisk regering, som ikke misser en chance til at beskylde IMF for landets problemer, og – på trods af ihærdige forsøg på at manipulere de nationale statistikker – har regeringen ikke formået at kontrollere inflationen.Generelt ser det skidt ud i Sydamerika. Man kan kun håbe, at de sydamerikanske lande genfinder de relativt liberale politikker, som gjorde dem til nogle af verdens rigeste lande før 2. verdenskrig!

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.