Ideologi betyder noget – bare ikke i Danmark

Et af de mest omdiskuterede forhold i de seneste 15 års makroøkonomisk forskning har været, hvorvidt ulighed er godt eller skidt for landes økonomiske udvikling. Tidlig 90’erforskning pegede på, at store forskelle mellem rige og fattige førte til lavere vækst, men to artikler fra 2000 (af Kristin Forbes og økonomfænomenet Robert Barro) der begge brugte væsentligt længere dataserier og derfor mere avancerede metoder, fandt derimod at ulighed er godt for den økonomiske vækst. Og hvad skal man så tro på?   Denne debat er også relevant i dagens Danmark, hvor Ny Alliance har formastet sig til at tage et lille opgør med velfærdsstatens omfordelingsshow. En skattereform, der indebærer en flad eller fladere skat omkring de 40-45 %, vil alt andet lige føre til større forskelle på fattig og rig. Så lad os for et øjeblik glemme den lidt absurde debat om, hvor meget en flad skat vil ’koste’ den danske stat. For er der nogen som helst grund til at beskytte statens indtægter, når de så ofte synes at blive brugt på populistisk nonsens?

Pointen her er selvfølgelig, at hvis mindre indkomstforskelle fører til hurtigere vækst, som den tidligere forskning pegede på, ville omfordeling gøre de fattige relativt rigere samtidig med at samfundet som helhed også bliver rigere – altså en win-win situation. Hvis Forbes/Barro-fløjen derimod har ret, vil omfordeling gøre de fattige rigere, men føre til lavere vækst, dvs. en situation hvor de fattiges fremtidige perspektiver bliver dårligere. Det er langt fra et trivielt spørgsmål, særligt ikke hvis et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste.

Her kommer så dagens skamløse selvpromovering ind. Jeg har nemlig en artikel på vej ud i det ganske fornuftige tidsskrift Journal of Development Economics, der peger på at begge – på en eller anden måde – har ret. Det hele afhænger simpelthen af, hvilken slags regering man har. Hvis man ser på forholdet mellem ulighed og økonomisk vækst, er der generelt set intet forhold. Men der begynder at ske ting og sager, hvis man deler lande op efter, om de har en højre- eller venstreorienteret regering. Under venstreorienterede regeringer fører ulighed til lavere vækst, mens ulighed er positivt forbundet med vækst under højreorienterede regeringer.

Skal vi så prise os lykkelige for at have en højreorienteret regering – hvis man da kan tillade sig at konkludere på det grundlag? Nej, egentlig ikke. Danmarks ulighed er så lav, og har været så lav siden 50’erne, at ændringer i uligheden eller i regeringens politiske farve ikke betyder noget som helst. Den på en gang underholdende og lidt skræmmende konklusion er nemlig, at for lande med specielt små forskelle på rig og fattig betyder regeringens politiske ståsted intet, så længe man ikke har en brændende kommunist ved roret. 

Med andre ord kan man – lidt ude af tangenten – fortolke fundene som en refleksion på, at økonomisk politik i særligt lige samfund som Skandinavien eller Sydkorea foregår rundt omkring lidt ligegyldigt vrøvl på den politiske midte. Måske er vi dømt til at leve vores økonomiske liv i en slags socialdemokratisk tusmørke, mens knap så lige lande (var der nogen der sagde Chile eller Estland) bliver stadig rigere på en grobund af initiativ, dynamik og et fravær af statslig intervention? Jeg håber det bestemt ikke, men under alle omstændigheder er det da rart at vide, at politik handler om så meget andet. For det gør den da, gør den ikke?

7 thoughts on “Ideologi betyder noget – bare ikke i Danmark

  1. Ugge

    Jeg synes at det er lidt fjollet stillet op, om hvorvidt ulighed skaber vækst eller om det gør det modsatte. Begge dele er med 99% sikkerhed tilfældet.Uligheder skaber incentiver, og alt efter beskaffenheden af uligheden, vil det skabe hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige af slagsen.Den økonomiske ulighed man finder mellem en fattige afrikansk landarbejder, og den lokale korrupte embedsmand, er sandsynligvis væksthæmmende, da den giver incentiv til nepotisme og magtmisbrug.Den økonomiske ulighed man finder mellem kontanthjælpsmodtageren og iværksætteren, er sandynligvis vækstskabende, da den giver incentiv til investering og produktiv indsats.Derfor bør man søge, at øge visse former for ulighed, samtidig med at man begrænser andre.

    Svar
  2. US

    1. “En skattereform, der indebærer en flad eller fladere skat omkring de 40-45 %, vil alt andet lige føre til større forskelle på fattig og rig.”Det kommer vel an på hvordan den finansieres. Det punkt har vi som bekendt ikke fået meget at vide om endnu. Khader lød meget bekymret, da han hørte om de “asociale effekter” det politiske forslag ifølge AL ville have.2. Hvis øget lighed og økonomisk vækst hænger sammen som “tidlig 90’erforskning” fandt, var det så ikke oplagt at stille spørgsmålet, om øget lighed ikke er et _resultat_ af økonomisk vækst, snarere end en driver? Et resultat der i øvrigt ikke behøver have noget videre at gøre med ændringer i de fordelingsmæssige dispositioner fra regeringens side: Hvis et land har to indbyggere, A og B, hvor A tjener 1$ om dagen og B tjener 1000$ om dagen, og A’s indkomst øges med 1$/dag til 2$ sfa. økonomisk vækst, så skal B’s indkomst øges med 1000$ til 2000$ før udviklingen har været fordelingsmæssigt neutral. Med en lav base kan det hurtigt blive pokkers svært for politikerne at holde ligheden konstant, selv hvis de ønskede det.

    Svar
  3. US

    Tak for svaret Bjørnskov.En anden ting jeg kom til at tænke på: Resultatet du har fundet er, at “under venstreorienterede regeringer fører ulighed til lavere vækst, mens ulighed er positivt forbundet med vækst under højreorienterede regeringer”. Altså bortset fra i DK. Har du gjort dig nogen overvejelser om, hvordan man kan forklare den generelle dynamik? Hvis man nu antog at politisk omfordeling generelt førte til _større_ post-transfer ulighed når socialisterne er ved magten, ville forklaringen give sig selv, men mon ikke man er nødt til at tænke i lidt andre baner…

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    @US: Til dit punkt 3 må jeg da sige, at det er helt oplagt at stille spørgsmålet, om vækst skaber lighed. Det har ulighedslitteraturen da også gjort – der er_mange_studier at tygge sig igennem – men den generelle konklusion er, at vækst hverken skaber lighed eller ulighed. Tværtimod er ligheden i et land forbløffende stabil over tid. Post-transer uligheden i Danmark, målt på Gini-koefficienter, har for eksempel ligget ret stabilt omkring 22 siden starten af 60’erne! Så en påvirkning må nødvendigvis gå den anden vej, hvilket da også er det, der diskuteres i denne litteratur.@Ugge: Ja og nej. Pointen er naturligvis, at ulighed_i_princippet_kan have modsatrettede effekter, og at de ikke alle behøver virke i alle lande. Studier som mit viser blot,. hvad nettoeffekten af de positive og negative virkninger er. Hvis man ikke gør det, ender man i den sædvanlige ‘på den ene side og på den anden side’-fælde, og så kunne vi jo lige så godt have læst på RUC. Og så lad mig lige skuffe dig. Der er ingen direkte sammenhæng mellem ulighed og korruption, end ikke i fattige lande.

    Svar
  5. Christian Bjørnskov

    @US: Ja, jeg ahr da gjort mig nogen overvejelser. Helt generelt ville jeg have troet, at der fandtes masser af forskning på området, men er blevet overrasket. Der er kun meget lidt ordentlig forskning i ideologisk motiveret politik. Dit forslag er naturligvis en mulighed, men jeg nævner tre andre i papiret (som man selvfølgelig kan få ved henvendelse til mig). De tre er:1) Hvis venstreorienterede regeringer forsøger at omfordele mere. Det vil sandsynligvis ikke virke, men vil underminere private incitamenter. I samme åndedrag skal det nævnes, at det jo ikke er sikkert at højre- og venstre-regeringer vil_implementere_omfordeling på samme måde.2) En del af ulighedslitteraturen argumenterer for, at ulighed fører til social uro – strejker, demonstrationer osv. Givet at dem, der organiserer uroen, ofte kommer fra venstrefløjen, ville de kunne forvente at få flere krav igennem under deres ‘egne’ regeringer. Det ville så rationelt kunne få dem til at instigere mere uro under venstre-regeringer.3) Venstre-regeringer prioriterer sandsynligvis anderledes end højreregeringer. Hugo Chavez er et forrygende eksempel på en socialist, der prioriterer ‘social retfærdighed’ ved at underminere den private ejendomsret og mere overordnet ‘the rule of law’. Dét kan man være helt sikker på fører til lavere vækst i mange år frem.Hvis nogle af vores begavede læsere (det gælder vel de fleste?) har andre forslag, er jeg bestemt åben for dem.

    Svar
  6. Johan R. Sjöberg

    Jag önskar att det vore sant, att det bara var i Danmark som ideologi inte betyder något, men det stämmer tyvärr alltför väl i Sverige och Norge också. Bara se på regeringen Reinfeldt i Sverige och Stoltenberg II-regeringen här på berget (Norge).

    Svar

Leave a Reply to Johan R. SjöbergCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.