Rationel adfærd

Whaddayaknow! Næste gang vores læseres undervisere, medstuderende, kolleger eller familiemedlemmer siger, at mennesker ikke handler rationelt og ikke reagerer på incitamenter–herunder f.eks. at der aldrig er nogen, der er ledige frivilligt–så giv dem en kopi af denne dags artikel fra Jyllands-Posten, “Sanktioner over for ledige virker”. Den har sågar været omtalt af Danmarks Radio og fortæller om en undersøgelse af arbejdsmarkedsforskeren, lektor Michael Svarer fra Aarhus Universitet .

Han har gennemgået 220.000 ledighedsforløb i årene 2003-2005. Af disse endte ca. 5.400 med, at den ledige blev påført en “sanktion”, fordi vedkommende ikke havde overholdt rådighedsreglerne. Denne bestod i et træk i dagpengene i fra to-tre dage og op til tre uger. Undersøgelsen viser, at der for kvinder, som fik en sanktion, var næsten 100 pct. større jobeffekt end for gennemsnittet af ledige; for mændene øgedes jobeffekten med 50 pct. i forhold til gennemsnittet af ledige. Michael Svarer siger i JP:

“Undersøgelsen viser, at sanktioner har en effekt. Sandsynligheden for at finde job i en bestemt uge steg fra 3 pct. til næsten 6 pct. for kvinder og fra 4 pct. til 6 pct. for mænd for de ledige, der havde oplevet sanktioner.”

Formanden for Arbejdsløshedskassernes Samvirke, Morten Kaspersen, er ifølge JP imod stramninger, men siger dog: “Jeg vil ikke afvise, at sanktioner kan have en effekt.” Mærk lige dagen af i kalenderen.

PS. Nu vi er i gang: Michael Svarer har iøvrigt tidligere forsket i bl.a. rationalitet i forbindelse med ægteskaber.

12 thoughts on “Rationel adfærd

  1. Carsten

    Æh – er det en holdning man forventes at være blevet præsenteret for i det danske uddannelsessystem, det der med at mennesker er irationelle og ikke reagerer på incitamenter? Så er jeg vist gået glip af noget – og jeg har da godt 25 års erfaring, hvis man tæller folkeskolen med, de sidste 12 indenfor filosofi, et “rødt” fag, om der nogensinde har været et.Selv de mest hårdkogte universitetsmarxister er da med på, at stok og gulerod virker. Der hvor der for alvor er uenighed er vel til spørgsmålene om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang man skal anvende incitamenter.

    Svar
  2. Rasmus Kongshøj

    Det er i og for sig ikke overraskende at straf og tvang virker. Sådan er det i de fleste af livets forhold. Imidlertid kommer du let og elegant uden om at sandsynligheden for at den ledige finder et job stadig er lav, når man svinger pisken. 6 % chance er stadig meget lidt.Ligeledes er det farligt at sætte ét hensyn – hensynet til at den ledige får arbejde – højere end alle andre. Det er et vigtigt hensyn, men ligeledes skal vi også tage hensyn til at de ledige er mennesker og skal have en værdig tilværelse. Hvis prisen for endnu højere beskæftigelse er at vi skal påtvinge ledige stor social nød, så mener jeg at det er en pris, der er for høj at betale.

    Svar
  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Carsten:Jeg vil foreslå, at du aflægger et længere besøg ved et par af statskundskabs- eller sociologi-studierne, eller–er det mit indtryk, set på afstand–ved stort set et hvilket som helst studie på RUC. Eller check hvad visse andre arbejdsmarkedsforskere siger. Så tror jeg, at du vil forstå, hvorfor jeg fandt det værd at poste denne kommentar …

    Svar
  4. Nikolaj Hawaleschka Stenberg

    @Rasmus:Ja! Du har helt ret! De ledige er nemlig helt, helt almindelige mennesker, som skal have en værdig tilværelse. Netop derfor er det utroligt vigtigt, at de får et lille skub ud på arbejdsmarkedet, så de kan tage vare på deres egen skæbne.Der er intet som helst værdigt i at leve et helt liv på understøttelse. Tværtimod.

    Svar
  5. Rasmus Kongshøj

    Jeg har i og for sig ikke noget imod at man som ledig skal tage imod det arbejde der er, for at få understøttelse (inden for rimelighedens grænser, man skal ikke sende en mand med diskosprolaps ud at grave grøfter), men mange af de ledige er ikke “helt almindelige mennesker” som kan tage et helt almindeligt arbejde i morgen. Vi har i dag en meget høj beskæftigelse, hvilket betyder at det er de svageste, der stadig er ledige: alle dem med de kroniske sygdomme, misbrugsproblemerne og de psykiske lidelser. Det “lille skub”, som vil kunne få andre i gang, vil kun gøre at de får det ringere.Straffene til ledige rammer ikke kun den ledige selv. Der er i dag børn i Danmark, der vokser op i fattigdom fordi deres forældre hænger fast i kontanthjælpssystemet uden udsigt til forbedring. Det er ikke acceptabelt i et af verdens rigeste lande. Børnene har ikke gjort noget. Derfor bør der indføres nogle minimumsstandarder, som sikrer at alle i Danmark har mulighed for et godt – omend beskedendt – liv.Jeg skal henvise til denne side, http://www.loftsramteeksperter.dk/ekspertudtalelser.htm hvor man kan læse nogle beretninger fra folk, der mærker disse incitamenter på egen krop. Det er ikke indtrykket af nogle dovne lømler, der bare skal i gang, man får – tværtimod virker de fleste af dem som om de virkeligt gerne vil tjene penge selv og komme ud af systemet, men bare ikke kan, for eksempel på grund af sygdom.Når man læser den slags ting, så må jeg erklære mig enig i et livet på kontanthjælp bestemt ikke er værdigt.

    Svar
  6. Kasper Bøgenfeldt

    Rasmus Kongshøj:”Der er i dag børn i Danmark, der vokser op i fattigdom fordi deres forældre hænger fast i kontanthjælpssystemet uden udsigt til forbedring. […]. Derfor bør der indføres nogle minimumsstandarder, som sikrer at alle i Danmark har mulighed for et godt – omend beskedendt – liv.”Men så længe vi taler om folk inde for kontanthjælpssystemet, mener du så virkelig at det kontanthjælpens størrelse, der forhindrer disse i at have “et godt – omend – beskedent liv”? Kunne det ikke tænkes, at i det omfang folk i denne gruppe har et uværdigt liv (og der er sikkert en del), at det hovedsagelligt skyldtes andet end kontanthjælpens størrelse? Mange studerende lever for, hvad der ligger under kontanthjælpens niveau og har alligevel et godt liv. Jeg hørte engang en fra EHL tale om, at der var folk på kontanthjælp, der ikke havde råd til at tage på charter-rejser i sommerferien (personligt har jeg hørt om adskillige, der har). Er det sådan noget, du tænker på?

    Svar
  7. Kasper Bøgenfeldt

    Rasmus Kongshøj, bliver nødt til at komme med nogle tiføjelser efter at have set på dit link. Skal man tro disse historier, man læser derinde, og det kan man sikkert i vid udstrækning, så skal jeg erkende, at her kan der være et problem, men du går for vidt, når du skriver:”Når man læser den slags ting, så må jeg erklære mig enig i et livet på kontanthjælp bestemt ikke er værdigt.”Jeg ville snarere konkludere, at for nogle er livet ikke værdigt på kontanthjælp. De historier, man kan læse på linket, kan jeg ikke tro er repræsentative for kontanthjælpsmodtagere generelt. I nogle af eksemplerne har familien 6 børn, andre tilfælde har den ene af ægtefællerne en særlig sygdom, som koster dyrt i medicin pga manglende forsikring osv.Jeg skal erkende at flere penge i disse tilfælde sikkert ville gøre godt, men jeg synes også, det må være værd at have med, at nogle af disse mennesker har truffet nogle dumme beslutninger. Siden hvornår er det blevet en menneskeret at have 6 børn? Men … når nu problemet er der, synes jeg det ville være fint, hvis man fra systemets side kunne se på, hvad der kunne gøres i det enkelte tilfælde, dels for at forhindre, at det kommer til at gå så galt, dels evt. give nogle flere penge, når det først er gået så galt.Men dit angreb, der synes at være rettet på kontanthjælpssystemet som helhed, er alt for voldsomt for min smag.

    Svar
  8. Rasmus Kongshøj

    Jeg hævder ikke at disse historier er repræsentative for kontanthjælpssystemet. Hvis man er sund og rask og attraktiv for en arbejdsgiver skal man nok kunne klare sig ud af det.Men selvom det ikke er alle der har det så slemt, så er det beskæmmende at den slags overhovedet kan finde sted i et af verdens rigeste lande.Historier om syge mennesker der ikke har råd til medicin, eller bliver sendt i arbejdsprøvninger der gør dem endnu mere syge, viser at systemet er bygget forkert op. Det demonstrerer hvor farligt det er at pålægge mennsker et ideologisk betinget rigoristisk straffesystem, uden at tage hensyn til deres konkrete situation.Men for at vende tilbage til hovedindlægget, så har man ved at pålægge straffe fået en “jobeffekt” på hele 6 %. Flot. Men hvad er man villig til at betale for den jobeffekt? Hvor mange fattige børn eller syge mennesker der ikke kan få medicin vil man acceptere for tre procentpoints stigning? 10.000? 1.000? 0? For man må gøre sig klart at mens disse straffe nok kan give en lille forbedring i jobeffekten, så betyder de for mange andre at deres forhold kun forværres og deres situation kun gøres mere håbløs. Det synes jeg at man i redelighedens tjeneste bør gøre sig klart.

    Svar
  9. Kasper Bøgenfeldt

    Rasmus Kongshøj:”Men selvom det ikke er alle der har det så slemt, så er det beskæmmende at den slags overhovedet kan finde sted i et af verdens rigeste lande.”Denne sætning forkommer mig naiv, og det bør bemærkes, at du nu også har udvidet din kritik til ikke blot at omfatte kontanthjælpsmodtagere, men også fx. hjemløses forhold. Som jeg tidligere var inde på, bør man erkende, at penge ikke løser alle problemer. I mange tilfælde, hvor vi taler om samfundets aller svageste, bliver man nødt til at arbejde med pisk og gulerod, incitamenter og sanktioner (heraf kun nogle af økonomisk art) for at hjælpe dem. Her er det ikke nok blot at give en større kontanthjælp. Det er oftest noget helt andet de har brug for. Og hvis du taler med psykologer, der arbejder på området, vil selv mange af dem erkende, at mange af de aller svageste simpelthen ikke står til at redde. Mange af de aller svageste ønsker slet ikke hjælp fra det offentlige. Nogle gør (og nok de fleste inde for kontanthjælpssystemet), men at tro at man kan fjerne elendigheden i Danmark inden for en overskuelig tidsramme er naivt.

    Svar
  10. Rasmus Kongshøj

    Én ting er at fjerne al elendighed i morgen – det er svært. Noget andet er imidlertid at lade være med aktivt at forøge elendigheden, og det er jo meget lettere.Selvom penge ikke løser alle problemer, så løser de dog nogen. Hvis problemet er at syge mennesker ikke har råd til medicin fordi kontanthjælpssystemet er for firkantet, så er løsningen ikke flere incitamenter, flere krav og mere formynderi – nej, her er løsningen ganske enkelt flere penge (at man så kan mene at lægeordineret medicin burde være 100% betalt af sygesikringen er en anden sag).Det lave niveau for kontanthjælpen (og endnu lavere for starthjælpen) er også et problem i sig selv, da fattigdommen udelukker kontanthjælpsmodtagere fra at tage del i samfundet og fratager dem det overskud, der kunne have været brugt til at få et arbejde. De fleste sociale aktiviteter koster penge, det koster penge at have internetforbindelse og det koster penge at tage på besøg hos folk eller selv invitere nogen. Fattigdommen gør at de fattige bliver isoleret fra samfundet, hvilket gør at de får sværere ved at finde arbejde. Ligeledes er det klart at man ikke har det store overskud til at optræde selvsikkert, udadvendt og attraktivt overfor en kommende arbejdsgiver, hvis man ikke aner hvor pengene til at betale elregningen skal komme fra.Der er desværre nogen som aldrig vil kunne reddes, fordi de er for fysisk eller psykisk syge. Det eneste anstændige er at give dem en førtidspension, mange af dem cirkulerer i dag rundt i kontanthjælpssystemet, hvor de skal kæmpe en årelang kamp for at få en pension. Der er alt for mange eksempler på syge mennesker, der bliver sendt fra den ene udsigstløse arbejdsprøvning efter den anden, selvom det er klart at vedkommende er for syg til at kunne varetage et arbejde. Man skal ikke tro at man gør noget som helst godt ved at fastholde disse mennesker i et system der er indrettet på at tvinge velfungerende sunde og raske mennesker til at gide at arbejde.Men hvis man anerkender at kontanthjælpssystemets pønale dele også har negative effekter (idet det skaber en elendighed, der, udover at være moralsk uacceptabel, direkte modarbejder chancerne for at den ledige kommer i arbejde), så synes jeg det er relevant at gøre sig klart hvor meget elendighed man vil tolerere for at opnå tre procentpoints stigning i jobeffekten. Hvor langt kan man tillade sig at presse folk i den højere sags (beskæftigelsens) tjeneste?For vi er vel enige om at der må være en grænse et sted?

    Svar
  11. Kasper Bøgenfeldt

    Rasmus Kongshøj:”Én ting er at fjerne al elendighed i morgen – det er svært. Noget andet er imidlertid at lade være med aktivt at forøge elendigheden, og det er jo meget lettere.”Vi er enige om, at man ikke kan fjerne al elendighed i morgen, men ovenfor skrev jeg, at det er naivt tro, at man kan fjerne den inden for en overskuelig tidsramme. Er vi også enige i det, eller taler du uden om?Rasmus Kongshøj:”Selvom penge ikke løser alle problemer, så løser de dog nogen. Hvis problemet er at syge mennesker ikke har råd til medicin fordi kontanthjælpssystemet er for firkantet, så er løsningen ikke flere incitamenter, flere krav og mere formynderi – nej, her er løsningen ganske enkelt flere penge …”Delvis enig, det kommer an på den enkelte situation. Eksemplerne i dit link virker meget ensidige. Der kunne være en anden side i nogle tilfælde, fx. kunne det være at for stor en del af budgettet gik til rusmidler. I så fald er problemet ikke blot flere penge. Rasmus Kongshøj:”Det lave niveau for kontanthjælpen (og endnu lavere for starthjælpen) er også et problem i sig selv, da fattigdommen udelukker kontanthjælpsmodtagere fra at tage del i samfundet og fratager dem det overskud, der kunne have været brugt til at få et arbejde. De fleste sociale aktiviteter koster penge, det koster penge at have internetforbindelse og det koster penge at tage på besøg hos folk eller selv invitere nogen.”Nej, her står jeg af. Der kan være eksempler på særlige omstændigheder, såsom særlig sygdom, der kræver særlig dyr medicin, alene mor med 6 børn etc. Men dette er absolut undtagelser. Mange unge studerende klarer deres studier for en brøkdel af, hvad man få i starthjælp og kontanthjælp, og de har alligevel et socialt netværk. Dette skyldes ikke penge men noget helt andet. Problemet ligger et andet sted, og at hjælpe folk til at få et job er nok det bedste hjælpemiddel i denne sammenhæng. For dem, inctamenter og sanktioner ikke hjælper til at få et job, må man så se, hvad man kan gøre her, men penge vil på ingen måde her være kernen i løsningen på problemet. Her er aktiveringsordninger, i et vist omfang skræddersyet til den enkelte, nok den bedste vej at gå (om de er skræddersyet godt nok, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men vi taler nu om problemer, der absolut hører til i marginen, hvilket naturligvis ikke gør det uvæsentligt at diskutere).Rasmus Kongshøj:”Der er alt for mange eksempler på syge mennesker, der bliver sendt fra den ene udsigstløse arbejdsprøvning efter den anden, selvom det er klart at vedkommende er for syg til at kunne varetage et arbejde. Man skal ikke tro at man gør noget som helst godt ved at fastholde disse mennesker i et system der er indrettet på at tvinge velfungerende sunde og raske mennesker til at gide at arbejde.”Her taler vi om konkrete vurderinger, som man skal være inde i systemet for virkelig at kunne udtale sig om. Der er modsatrettede hensyn: På den ene side er det ønskværdigt at gøre “den syge” så rask som muligt. På den anden side skal man ikke spilde ressourcer på at forsøge at gøre “en uheldbredelig” rask. Denne konkrete vurdering af, hvornår hvad er hvad, må overlades sagkyndige. Rasmus Kongshøj:”Hvor langt kan man tillade sig at presse folk i den højere sags (beskæftigelsens) tjeneste?”Du synes her at mene, at folk, der florerer rundt i kontanthjælpssystemet nødvendigvis vil have bedre af at være på førtidspension, formentlig bare fordi de selv påstår det. Igen taler vi om konkrete afgørelser, der bør overlades til fagfolk. Men det hører med, hvis de så kommer på førtidspension, som de ønsker det, er du så sikker på, at de altid også bliver lykkeligere. Er det ikke muligt, at vi her har med folk at gøre, der har det så elendigt, at de vil klage uanset hvilken situation, de befinder sig i. Igen jeg påstår ikke at det altid vil være sådan, men det er en vinkel, der skal med. Rasmus Kongshøj:”Men hvis man anerkender at kontanthjælpssystemets pønale dele også har negative effekter (idet det skaber en elendighed, der, udover at være moralsk uacceptabel, …”og tidligere: “Men selvom det ikke er alle der har det så slemt, så er det beskæmmende at den slags overhovedet kan finde sted i et af verdens rigeste lande.”Her mener jeg det bliver nødvendigt at komme med nogle mere overordnede betragtninger, inden vi ender i en blød nationalsociallisme.Optimalt set bør man efter min mening indbringe et cost-benefit-hensyn her. Kommer vi til et punkt, hvor det begynder at koste mere at hjælpe end vi får ud af det i den anden ende, mener jeg vi bør stoppe op og tænke os om. Igen jeg kender ikke beregningerne på området, men kunne forstille mig, at man kunne komme til et sådant punkt. Hvad er moralsk uacceptabelt? At der er fattigdom i Danmark overhovedet? Ikke at gøre alt, hvad man kan uanset økonomiske omkostninger for at begrænse fattigdom i Danmark, et af verdens rigeste lande?Hvad med fattigdom i udlandet? Er den mindre kvalificeret end den begrænsede danske fattigdom? Hvad hvis fx. en vis mængde penge til uddannelse i et fattigt fremmed land iflg. økonomiske beregninger viste sig at gøre mere godt dér, end den samme mængde penge kunne gøre i Danmark, er det så moralsk uacceptabelt at vælge at pengene skal gå til det fattige fremmede land på bekostning af fattige danskere? For når vi er enige om, at Danmark ikke fuldstændigt kan fjerne fattigdom i Danmark i morgen, så er vi vel også enige om, at Danmark ikke kan fjerne al fattigdom i verden i morgen. Ergo vi må prioritere, ikke?

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.