Myter om USA's sociale tilstand

I store dele af den danske befolkning hersker der en række myter om USA. Ifølge disse myter, er USA et voldeligt, raceopdelt og kynisk samfund, hvor enhver er sin egen nærmeste og alle er ude på en ting: At tjene millioner. De er ligeglade med miljøet mens de kører derudaf på livstruende overvægtig førsteklasse, direkte mod afgrunden mens de rige ikke værdiger de millioner fattige et blik. Det var denne karikaturbillede af amerikanerne, som min nevø havde fået fra sin venstreekstremistiske far før han skulle til USA på sommerferie sidste år. Og selvom det er en karikatur, kan vi vel alle sammen genkende dele af billedet fra den danske debat.

Forleden udgav statsministerens søn, Henrik Fogh Rasmussen, så en bog om ”Amerikanske Tilstande”, hvor han gør op med disse myter. Jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke har læst bogen endnu, men har nøjedes med forfatterens kronik i Berlingske Tidende forleden. Da jeg synes formålet med bogen er vigtigt, skal den lille detalje derfor ikke forhindre os i at skyde et par myter ned her på stedet.

Den første er myten om de fattige amerikanere, altså at der er en stor befolkningsgruppe, der lever i dyb fattigdom. Det er korrekt at USA har større forskelle mellem rig og fattig end Danmark, men man skal aldrig forveksle relativ fattigdom med absolut fattigdom. Og hvis man tager de seneste tal for indkomstfordelingen i de to lande, tjener de fattigste 10 % faktisk den samme andel af nationalindkomsten – 18 %. Det betyder, at amerikanske fattige har en gennemsnitsindkomst på 6465 dollars, mens de tilsvarende danskere må nøjes med 5120 (købekraftskorrigerede) dollars (kilder: Penn World Tables, mark 6.2 og the World Income Inequality Database). Grunden til, at USA er mere ulige er ikke, at de fattige er fattigere, men at de rige er væsentligt rigere. Når man kombinerer det med det forhold, at amerikanerne som gennemsnit er væsentlig rigere, kommer billedet af fattigdommen i USA altså til at se en anelse anderledes ud. De to lande håndterer derimod forskellene på to ulige måder. I USA fokuserer man på at skabe muligheder for de fattigste, i Danmark får de offentlige overførsler og bedøves dermed af systemet, så de ikke ’truer’ en høj fagforeningsbestemt løn for dem med fodfæste på arbejdsmarkedet. (I den henseende er det faktisk lidt skræmmende at bemærke, at den fattigste tiendedel i både Frankrig, Tyskland og Storbritannien tjener noget mere end i USA eller Danmark)

En anden myte er, at USA som helhed er stærkt kriminelt. Mens det som helhedsbillede er korrekt, dækker det dog over store forskelle. I 2005 blev der dræbt 6,9 mennesker per 100.000 indbyggere i Californien, et tal der synes at præge den danske debat selvom det er højere end det totale for USA (på 5,6 per 100.000). Men for det første peger Henrik Fogh Rasmussen helt rigtigt på, at de høje mordrater er koncentreret i relativt små områder – dårlige etniske kvarterer i storbyer som Washington og Los Angeles – og for det andet er der ganske store forskelle mellem de 50 stater. Hvis man vil have et andet billede af landet, kan man tage til New Hampshire eller Vermont – begge i New England – hvor det tilsvarende tal i begge stater er 1,3. I Danmark har den årlige mordrate svinget mellem 1 og 1,5 de sidste femten år, så man må spørge sig selv, om der virkelig er så stor forskel. Faktisk er der færre mord i disse New England-stater end i, for eksempel, Tyskland og Storbritannien, men ingen taler nogensinde om ’tyske tilstande’.

Sidst, men ikke mindst, har jeg ofte, når jeg har været ude at tale om min tillidsforskning, hørt folk udbryde, at der da må være meget lav tillid i USA. Svaret her er, at det vist må afhænge af øjnene der ser det. Danmarks tillidsniveau er ekstremt højt – to tredjedele af befolkningen i de tre skandinaviske lande svarer, at man kan stole på de fleste mennesker – mens niveauet i Storbritannien er 30 % og 33 % i Tyskland udenfor Slesvig-Holsten (50 %) og det tidligere DDR (25 %). I den seneste General Social Survey i USA er niveauet for landet som helhed 35 %, men igen dækker det over store forskelle mellem de ni amerikanske census regioner. Både New England (Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Rhode Island og Vermont), Mountain-regionen – staterne lige øst for Californien, og West North Central, der blandt andet tæller skandinavstaten Minnesota, har tillidsniveauer på cirka 40 %. Det er faktisk mere end ti procent over det globale gennemsnit og altså markant højere end i Tyskland eller England. Som sådan er det vel ikke helt skidt?

Hvis man glemmer myterne et øjeblik og ser på de hårde fakta for USA, er det først og fremmest svært at se det som ét land. For eksempel er den rigeste stat (Connecticut) cirka 80 % rigere end den fattigste (Mississippi), og en række andre forhold varierer også ret markant på tværs af staterne. Vi begår desværre den fejl igen og igen, nøjagtigt ligesom amerikanerne taler bredt om ’Europa’, som om det var et land. Som sådan er det for det første svært at tale om amerikanske tilstande, for hvad er USA andet end 50 stater med en fælles forbundsregering og 200 års forsøg på at blive en nation? For det andet er der, når man ser på tallene, en række af de myter vi går og tror på, der er lodret forkerte. De amerikanske fattige tjener ikke mindre end de danske, og New England staterne har ikke flere mord per indbygger end Danmark.

På en så central parameter som folks tillid til deres medborgere – et centralt mål for et lands sammenhængskraft – er særligt New England tættere på os end de fleste af vores europæiske naboer. Som min nevø sagde, da han kom hjem fra tre ugers sommerferie i USA: Jamen, de er så flinke! Jeg har altid samme følelse af at være velkommen, når jeg kommer til USA – ikke just den samme fornemmelse som når man lander i Paris. Så i stedet for at sige, at vi nok egentlig ikke er så forskellige fra tyskerne, englænderne, eller hvem vi nu siger det om, skal vi måske til at sige, at vi ikke er så forskellige fra dem i New England? Hvis man ser objektivt på det, er det faktisk mere rigtigt end det sædvanlige euro-mantra.

14 thoughts on “Myter om USA's sociale tilstand

  1. Jesper Skov

    Mange tak – der er alt for lidt af sådanne artikler og denne type fakta. De eneste artikler man kan læse i de danske aviser er artikler der bare bekræfter vores fordomme, da det jo er det “vi” gerne vil høre.2 spørgsmål: Jeg har hørt lidt om at de statestikker og anden fakta Henrik Fogh Rasmussen kommer med i sin kronik ikke er helt korrekte, er det noget du ved noget om?Her i juli måned skal jeg til USA, faktisk New England som du skriver så meget om, og i den forbindelse kunne det være fedt hvis jeg lige kunne få læst én bog eller to om USA, sådan nogle gode introduktionsbøger om USA. Kan du anbefale nogle?

    Svar
  2. Erik Kofoed

    Jeg har tidligere skrevet om emnet i en artikel på vu.dk (http://www.vu.dk/content.php?type=10&id=18924)Ellers en god kommentar, Bjørnskov. For der er vitterligt behov for, at de mange myter om USA bliver aflivet. Nuvel – ingen røg uden brand – men mange af de påstande, som bliver udbredt af medierne, er helt ude i skoven.@MLJeg har læst den artikel, du linker til, og den gengiver unægteligt et kritisk billede af det amerikanske sundhedssystem. Det er selvfølgelig også delvist rigtigt; der er store problemer med sundhedssystemet, selvom de forsikrede (og det er vel stadig langt de fleste) modtager den bedste behandling i verden. Jeg har læst lidt om området, og en lang række af problemerne skyldes ikke udelukkende “kapitalismen” eller “de grådige forsikringsselskaber”. Jeg har ingen kilder og det er frit fra hukommelsen, så ret/korrigér mig endelig, hvis jeg tager fejl. Men en af årsagerne til de høje omkostninger er bl.a., at der i visse stater er nogle minimumskrav til forsikringen, dvs. at den mindst skal dække en given række sygdomme. Mange folk har dog slet ikke brug for de store forsikringspakker, men tvinges alligevel til at betale for den, hvis de vil have en forsikring. Ydermere er der nogle skattefordele for virksomhederne ved at udbetale noget af lønnen i form af “health care plans” mv., og man kan naturligvis ikke fortænke virksomhederne i at gøre dette. På papiret og i offentligheden ser det jo også flot ud: “We provide all our workers with good health care” – ikke et øje er tørt. Problemet er bare, at forsikringen ikke nødvendigvis tilpasses hver enkelt, og at medarbejderen derfor bliver overforsikret. Havde man omvendt fået forsikringen udbetalt som ekstra løn, kunne man selv i højere grad designe sin forsikring og evt. spare nogle penge.Samtidig mener jeg også at have hørt, at markedet for forsikring ikke er helt frit. Du kan vist ikke udenvidere forsikre dig i et selskab uden for statsgrænsen. Det giver selvsagt også højere priser.Mvh ErikPS: Harry Browne, tidl. Præsidentkandidat for the LP, har flere gange sagt, at USA havde verdens bedste sundhedssystem før staten begyndte at blande sig. Er der nogen, som har nogle artikler om sundhedssystemet dengang? Anything?

    Svar
  3. Limagolf

    Så man kunne sige at når det gælder mord og vold er danske tilstande attråværdige. Hvad det end er vi gør, fungerer det!Jeg mener ikke at vi her skal stræbe efter Amerikanske Tilstande. Men sandt er det da, at de fleste danskere ikke forstår nuancerne mellem de enkelte stater. Derfor er der nu ingen grund til ligefrem at reklamere for Amerikanske tilstande når det gælder mord og vold.Jeg tager i hvert fald kyskhedsbælte på, hvis jeg nogensinde skal til Alaska!;-)Helt alvorligt, så er det godt at nogen prøver at tage et opgør med de mange myter der florerer om USA. Men man skal ikke overspille mord og vold kortet i denne sammenhæng!/Limagolf

    Svar
  4. Limagolf

    Connecticut har altså en mordrate på omkring 3/100.000 indbyggere eller ca. tre gange så høj some Danmark (ned fra ca. 6/100.000 i starten af 90’erne). Det samme gælder forbrydelser som voldtægt og grov vold.Det er rigtigt at New England staterne generelt har en lav mordrate, men den er i de fleste tilfælde højere end Danmark.Endvidere er det lidt unfair at sammenligne de små rige New England stater, mange af dem uden store byer. F.eks er Connecticuts støste byer Bridgeport, Hartford og New Haven på lidt over 100.000 indbyggere. Vermont har nærmest ikke nogen indbyggere 😉 og der bor kun knapt 40.000 i stenrige Burlington. Vi ved at befolkningskoncentrationen og rigdom spiller en rolle for antallet af voldelige forbrydelser, derfor er det ikke helt uvæsentligt, og noget unfair overfor for Danmark at blive sammenlignet med disse stater.Hvis vi kunne trække de mest voldelige dele af Danmark ud af statestikken, så ville vores mord og voldsrater blive endnu lavere!Med andre ord er det altså et faktum at USA er mere voldeligt end Danmark, men korrekt at det er det meste af Europa også. Til gengæld er USA ekstremt voldeligt i en del stater. Tjek f.eks antallet af voldtægter pr. indbygger i Alaska…Lige når det gælder voldskriminalitet er USA altså ikke et foregangsland, hverken som helhed eller på statsniveau./Limagolf

    Svar
  5. Christian Bjørnskov

    Limagolf, det er da korrekt at New England stikker ud i USA af nogle af de grunde, du nævner. Men som du også korrekt anfører, er det meste af Europa også mere voldeligt. Danmark er faktisk et af verdens mest fredelige lande. tag f.eks. Sverige (2,39 per 100.000), Skotland (2,56), Schweiz (2,94) eller for den sags skyld Litauen (9.38). Grunden til at tage mordrater i New England var, at de er lave, selv i en europæisk kontekst, og at området faktisk er relativt sammenligneligt med Danmark på mange punkter.

    Svar
  6. Christian Bjørnskov

    @Kasper: Ja, der er bestemt højere mordrater andre steder i USA, og andre steder i New England. Mit ærinde er sådan set bare at vise, at der faktisk findes områder i USA der selv på dette punkt ikke er så forskellige fra Danmark. Og mht. at bruge Wikipedias oplysninger på dette emne: Tror vi virkelig på, at mordraten per 100.000 er 0,76 i Grækenland og 0,47 i Marokko, der som bekendt har en stor gruppe islamistiske ekstremister og massive menneskerettighedsproblemer?

    Svar
  7. Christian Bjørnskov

    Som Jakob skriver, kan man sammenligne New England staterne med Danmark, men det er ikke_velfærdsstaten_ der er sammenligningen. På tværs af lande har ‘velfærd’ i den forstand intet med tillid osv. at gøre. Jeg har ydermere lige checket forbindelsen på tværs af de amerikanske stater, og resultatet er, at der ingen sammenhæng er. Med andre ord er det altså ikke velfærdsstaten eller den type forhold, men andre kulturelle faktorer, der gør at vi er ens. Bredere set mener jeg det er værd at bemærke, at uafhængig forskning i langt de fleste tilfælde_ikke_støtter de almindelige, socialdemokratiske ideer om velfærdsstatens gode virkninger.

    Svar
  8. Kasper Wulff

    Jeg kan kun være enig i, at der i DK og Europa er en manglende forståelse for de enorme variationer internt i USA. New England, hvor jeg tilbragte et år af mit liv (nærmere bestemt Cambridge lige uden for Boston), minder da også væsentligt mere om Europa end andre dele af USA.Men, men, men… Uanset hvor meget vold, man gør på data, kommer man ikke uden om, at der selv i New England begås væsentligt flere mord end i Danmark. Når Bjørnskov skriver, at “New England staterne har ikke flere mord per indbygger end Danmark” er det lodret forkert. New England (Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Vermont og Rhode Island) har en mordrate på over 2,3. Selvom det er lavt i en amerikansk kontekst, er det ca. det dobbelte af den danske, og også højt i en Vesteuropæisk kontekst. Den er kun højere i Sverige, Finland og Schweiz (hvor der for øvrigt er et våben i næsten ethvert hjem, da værnepligtige får et med hjem efter tjeneste) – i resten af Vesteuropa er den lavere, de fleste steder endda markant lavere (ovenstående tal fra Wikipedia).At tage Vermont og New Hampshire som repræsentative for New England er helt absurd – der bor under to mio. indbyggere sammenlagt, og der er som nævnt ovenfor ingen større byer. Det svarer til, at lade Sønderjylland, Ribe og Vejle amter være repræsentative for Danmark. I dem var der for øvrigt fra 2000-2006 i gennemsnit godt 5 mord om året, eller en rate på lidt over 0,6 (tal fra Danmarks statistik).Det er uden tvivl en meget vigtig del af billedet af amerikansk kriminalitet, at hovedparten af volden begås i forholdsvis isolerede getthoer – faktisk i høj grad i lidt ‘mindre’ storbyer som Philadelphia, Detroit og Baltimore (269 mord i en by på ca. 650.000 indbyggere). Man kan vælge at behandle dem som statistiske outliers, der skævvrider det samlede billede, men man kan vel også opfatte det som ret problematisk, at sådanne områder overhovedet eksisterer i et i øvrigt ualmindeligt smukt, dejligt og gæstfrit land som USA.

    Svar
  9. Jakob Trane Ibsen

    “Grunden til at tage mordrater i New England var, at de er lave, selv i en europæisk kontekst, og at området faktisk er relativt sammenligneligt med Danmark på mange punkter.” Ja, man kan vel sige, at delstaterne i New England-staterne, navnlig i Vermont, minder om den danske velfærdsstat. De er måske endda mindre ‘amerikanske’ end de andre stater.

    Svar
  10. EAM

    Kære Chr. BjørnskovTak for et oplysende input. Når den danske velfærdsstat diskuteres på diverse danske liberale blogs, hænder det at folk strøer om sig med løsrevne fakta. Kan du henvise til samlet tilgængelig data der behandler vold/mord, økonomi o.lign på en saglig måde, her på nettet? Det ville være rart.Speicelt på liberator har diverse forum-gæster virkelig udlagt data på mange måder.Europæere har et primitivt og forkert billede af USA. Har selv besøgt landet og er meget positivt overrasket og gæstfriheden og stemningen. Jeg har dog, som tidligere officersaspirant, også oplevet hvor arrogant, magtfulkomment og ubehagelig deres coast guard/toldmyndigheder/immigration er. Noget helt andet og paranoidt end når man som dansker flycer derover.

    Svar
  11. Limagolf

    “Kan du henvise til samlet tilgængelig data der behandler vold/mord, økonomi o.lign på en saglig måde, her på nettet?”Du kan kigge i det Danske Politis anmeldelsesstatistik på nettet:http://www.politi.dk/da/servicemenu/statistik/anmeldelsesstatistik/og FBIs ditto:http://www.fbi.gov/ucr/05cius/Begge statistikker er anmeldte forbrydelser, dvs. ikke antal dømte og ikke inkl. det der ikke bliver anmeldt.Der bliver brugt forskellige termer, men mord og voldtægt er vel nogenlunde ens størrelser i både Danmark og USA. /Limagolf

    Svar
  12. Jakob Trane Ibsen

    Hej Christian Tak for dit svar. Du skriver: “men det er ikke_velfærdsstaten_ der er sammenligningen”. Men hvordan kontrollerer du det? At velfærdsstater flest er rundet af en historisk og kulturel sammenhæng er klart, og flere studier (fx Glaeser og Alesinas) har vist, at kulturel homogenitet generelt samvarierer med en ‘tungere’ welfare transfer state (jeg leder efter et neuralt ord, ‘mere udbygget’ er for ladet). Men det understøtter ikke din påstand om, at velfærdsstaten i Vermont ikke har en selvstændig effekt på kriminalitet. Selvom en væsentlig forklaringsfaktor for, at der er en tungere velfærdsstat der, er den kulturelle homogenitet. Såvidt jeg kan forstå er Vermont den stat i USA, der beskatter relativt tungest.Så ja; Vermont er mere kulturelt homogen end Californien og der er et højere niveau af tillid mellem borgerne. OG Vermont har en tungere velfærdsstat end Californien. Den måde du slutter på ville indebære, at kriminalitetsniveauet i Vermont ville være præcis det samme hvis man der gik over til en mere (i amerikansk forstand) gennemsnitlig politisk-økonomisk sammensætning. Men jeg kan ikke se, hvilke ‘hårde og rene fakta’ der understøtter den slutning. Du skriver videre, “at uafhængig forskning i langt de fleste tilfælde_ikke_støtter de almindelige, socialdemokratiske ideer om velfærdsstatens gode virkninger.” Det kan da godt være. Men kan du ikke komme det lidt nærmere, fx ift. spørgsmålet om kriminalitet. Hvad er det din test viser? Under alle omstændigheder forekommer det mig, at Vermont et dårligt eksempel på ‘den amerikanske model’, hvis det var det, der var idéen.

    Svar

Leave a Reply to Kasper WulffCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.