Folkets Hus

Folkets Hus – beliggende i hjertet af Rumæniens hovedstad Bukarest – er det største menneskeskabte byggeri efter Pentagon. Gestalten er omgivet af en plæne, der sine steder henleder tanken på et vildnis. På denne plæne og under denne kolos lå indtil 1980erne en væsentlig del af den rumænske hovedstads historiske midte, dens Altstadt som tyskerne siger. Byen havde et væld af statelige bygninger. Den kunne ikke måle sig med Krakow, Prag eller Budapest, men historiens vingesus var efter sigende ikke til at tage fejl af, når man slentrede langs husenes massive fundamenter. De gamle kvarterer blev revet ned på ordre af en magtfuldkommen tyran, en tidligere bonde og skomager, der i bund og grund foragtede den urbane civilisation, Bukarests gamle Altstadt var en mindelse om. Skomagerens navn var Nicolae Ceausescu.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Ceausescu en dag skulle blive Rumæniens enehersker. Indtil Anden Verdenskrig udgjorde de rumænske kommunister en fortvivlende lille flok; partiet havde næppe over tusinde medlemmer. Der stod afsky om dem både i magtens haller og blandt menigmand. De blev – med rette – dadlet for at ligge under for Moskvas diktat, og de blev forfulgt med alle midler. En kommunistisk partibog var tilsyneladende ikke en genvej mod tinderne, men det afskrækkede ikke Nicolae Ceausescu. Den unge mand meldte sig ind i den fåtallige flok.

Skomageren Ceausescu knyttede fra tidlig færd sin karriere til jernbanearbejderen Gheorghe Gheorghiu-Dej. De tilbragte en rum tid sammen i forskellige fængsler, anklaget for at arrangere strejker. Men Anden Verdenskrig vendte op og ned på situationen. Den Røde Hær banede i 1944-1945 vejen for et kommunistisk fåmandsvælde. Moskva betroede i første omgang magtens tøjler til Gheorghe Gheorghiu-Dej, fordi han var en af de få rumænske kommunister, der havde blot en snert af folkelig opbakning. Nicolae Ceausescu befandt sig som altid blot ét skridt bag Gheorghiu-Dej. Skæbnens uransagelige veje havde fra dag til anden ført skomageren ind i magtens inderkreds.

I 1965 døde Gheorghiu-Dej. Den tro løjtnant stod klar til at tage over, hvor mentoren havde sluppet. I første ombæring indgik Ceausescu i en regerende trojka. De kår blev ham snart for små, og fra 1967 gerådede han sig helt i front som partiets generalsekretær. Det er ganske ironisk, men Nicolae blev ved denne tid opfattet som en af de mest oplyste og liberale kommunistiske ledere. En mand Vesten kunne tale med. Årsagen til det ædle omdømme var enkel: Rumæniens nye leder havde mod til at tale Moskva midt imod.

I 1968 knuste de sovjetiske tanks ’Foråret i Prag’, Tjekkoslovakiets forsøg på at vælge sin egen vej mod – eller måske snarere væk fra – socialismen. Ceausescu var klar i mælet. Ikke blot nægtede han at deltage i invasionen, han fordømte den i stærke vendinger. Dette lille oprør er blevet døbt ’Ceausescu-regimets fødselsmyte’. Efter den tidløse devise: ”Min fjendes fjende er min ven”, omfavnede Vesten Rumæniens nye førstemand. I 1969 aflagde ingen ringere end Richard Nixon, præsident for de forenede amerikanske stater, et officielt besøg i Bukarest. Det var første gang, en amerikansk præsident lagde vejen omkring et medlem af Warszawa-pagten. Året før havde den franske præsident, Charles de Gaulle, gjort det samme. Fra dansk side blev der ligeledes excelleret i kunsten at smigre diktatoren. Skomageren i Bukarest fik tildelt Elefantordenen, og han vandt sig et kor af apologeter i den hjemlige andedam.

Men Vesten var blind. Ceausescu var ingen Alexander Dubcek, han var en ny Stalin. Så meget turde stå klart for enhver, der havde mod til at se den rumænske virkelighed an. Helt galt gik det fra begyndelsen af 1970erne. I årtiets andet år, 1971, havde generalsekretæren aflagt et visit hos to af sine gode asiatiske venner, Mao Tse Tung og Kim Il Sung. Mao var ved denne tid optaget af et selvbestaltet forsøg på at hjernevaske den kinesiske befolkning, en foreteelse kendt som ’kulturrevolutionen’. Kim Il Sung havde givet startskuddet til en personlighedskult, der inden for føje år skulle ophøje ham til en form for guddommelig status. Ceausescu blev vældig imponeret over sine asiatiske svirebrødres udgave af den virkeliggjorte socialisme.

Vel hjemme igangsatte han dét, der siden er blevet døbt ’den lille kulturrevolution’. Bid mærke i tillægsordet – generalsekretæren havde ikke købt hele pakken. Han kom frem for alt hjem med den østasiatiske fornemmelse for personlighedsdyrkelse. I de følgende år blev kimen lagt til den Ceausescu-kult, der skulle gå ganske over gevind i 1980erne. Generalsekretæren samlede en kreds af ’hofdigtere’, der skulle besynge hans og hans ætlinges ædle byrd. Den tidligere skomager blev hyldet som den største tænker, filosof, statsmand og videnskabsmand, menneskeheden nogen sinde havde fostret. Rumæniens statsanerkendte filosofiske opslagsværk brugte mere plads på at dvæle ved Nicolaes tanker, end der blev afsat til den kommunistiske treenighed, Marx, Engels og Lenin – og det var ellers ikke småting.

1980ernes Rumænien blev kendt som ’socialisme i én familie’. Elena Ceausescu var både formelt og reelt styrets nummer to. Nicolaes fire brødre havde indflydelsesrige poster, og hans yngste søn, Nico, blev kørt i stilling som den almægtiges efterfølger. Regimet blev syrligt døbt ’Ceausescu-klanen’. Der var tale om fuldblods nepotisme, og ingen gjorde noget forsøg på at skjule den kendsgerning. For at gøre ondt værre blev Ceausescus storhedsvanvid forstærket af den økonomiske nedtur, der ramte Rumænien i 1980erne. De vestlige statsledere begyndte ved denne tid at kritisere deres tidligere yndlingskommunist for sin brutale regeringsførelse. Generalsekretæren var forhippet på at sikre sig manøvrefrihed i forhold til udlandet, hvad enten det nu drejede sig om Moskva eller Washington. Han bekendtgjorde derfor, at landets anseelige udlandsgæld skulle afbetales før tid. Midlet var en økonomisk hestekur af rang. Importen fra udlandet blev sat i bero. Samtidig blev de rumænske forbrugere berøvet alt, hvad der kunne sælges i det fremmede. Således blev 1970ernes smalle tider afløst af 1980ernes uår.

Meningscensuren var ligeledes kvælende. Skrivemaskiner skulle registreres hos politiet, indehavelse af en ’sort’ af slagsen var en alvorlig forbrydelse. Hvis man undlod at indberette om en samtale med en udlænding – hvor uskyldig den end måtte være – kunne det koste tid i skyggen. Det er svært ikke at trække på smilebåndet i dag, men de paranoide tiltag var blodig alvor. Det er blevet anslået, at hver 15. rumæner i 1980erne var stikker; forræderiske øjne lurede bag hvert et hjørne. Det voldførte samfund var gennemsyret af frygt. Naboer undlod at komme hinanden ved af frygt for følgagtige anmeldelser. End ikke familien udgjorde fredet land.

På sin vis kan man sige, at samfundet ophørte med at eksistere. Berøringsangsten gjorde, at de fleste mennesker lukkede sig inde i deres egen lille verden. De kerede sig udelukkende om overlevelse, ikke om de fælles anliggender. Samtidig levede og åndede de i en verden, hvor løgnen herskede. Når magthaverne bekendtgjorde deres syn på dette eller hint, var der kun én ting, tilhørerne kunne være sikre på: sandheden var en anden. Der var tale om en verden lige ud af George Orwells 1984. Et dysterland skabt af en bonde med mindreværdskomplekser, der hadede intellektuelle og byboere. En tyran, der hengav sig til et lukkulisk vellevned, alt imens menigmand sultede i gaderne neden for hans residens. En tidligere skomager, der lod sit udpinte og afmægtige folk slæbe sten til et vanvittigt bygningsværk, der skulle sikre ham udødelighed. Til Folkets Hus.

Lad os afslutningsvis prøve at indfange de politiske følger af Ceausescus enevældige tilgang til magtudøvelse. I Det åbne samfund og dets fjender gjorde den østrigske filosof Karl Popper opmærksom på, at ukontrollere
t magt er den sikre vej ti
lbage til det lukkede samfund, til diktaturet. Med hans egne ord:

”[M]ens øjeblikkets politiske spørgsmål kan kræve en personlig løsning, så må al langsigtet politik – og især al langsigtet demokratisk politik – tænkes ud fra upersonlige institutioner […] metoden med den personlige indgriben indfører et stadigt voksende element af uforudsigelighed i samfundslivet, og dermed vil der udvikles en følelse af, at samfundslivet er irrationelt og utrygt […] Denne tendens må stærkt forøge systemets irrationalitet, give mange indtrykket af, at der bag scenen findes skjulte magter og gøre dem modtagelige for sammensværgelsesteorien om samfundet med alle dens konsekvenser – nationalistiske og sociale kætterforfølgelser og klassehad”.

Med profetisk klarsyn leverer Popper i disse sætninger en diagnose af ét af Rumæniens væsentligste problemer i verden af i dag. Selve logikken bag det liberale demokrati er, at institutioner, ikke personer, udgør omdrejningspunktet for magtudøvelsen. Det er dette ideal, der finder udtryk i bonmotet om at ’love, ikke mennesker, regerer’. Den anden side af mønten har den britiske historiker Lord Acton sat ord på i sit berømte diktum: ”Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut”.

Rumænien har aldrig kendt til andet end personlig og derfor vilkårlig magtudøvelse. Rumænerne ringeagter fortsat de politiske institutioners evne til at hindre misbrug. Flerpartisystemet leder til fordærv, lyder det endnu fra mange. Der er grund til at tro på, at EU-medlemskabet og demokratiet vil kunne ændre på denne sørgelige tilstand. Men den slags tager tid, og menigmand har ikke for alvor forsaget undertrykkelsens åg – den fribårne rumæner er endnu i sin vorden. Folkets Hus står midt i Bukarest som et jammersminde, en skamstøtte over en despotisk tradition, under hvis vinger det lukkede samfund er blevet næret igennem århundreder.

2 Kommentarer

  1. Jeg kunne ikke være mere enig. Det åbne samfund og en af dens fjender er rigtig, rigtig god.

  2. JM: “Folkets Hus – beliggende i hjertet af Rumæniens hovedstad Bukarest – er det største menneskeskabte byggeri efter Pentagon”Jeg var selv i Bukarest fornylig (for første gang), så denne monstrøsitet og fik også fortalt denne “rekord” af en guide. Det er imidlertid lidt af en tilsnigelse. Det må i bedste fald være den næststørste _kontor_bygning, idet der ellers er flere andre større bygninger. Dertil kommer, at det vist afhænger lidt af, om man opgør efter areal, masse eller noget helt tredje, jf. her:http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_largest_buildings_in_the_worldMen grim og monstrøs er den–selvom jeg må tilstå, at jeg efter at have set Warszawa, dele af Øst-Berlin, flere svenske forstæder o.l., faktisk havde ventet mig det værste m.h.t. Bukarests udseende og i stedet blev (relativt) behageligt overrasket.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑