Sortehavskanalen

Rumænien har en storslået natur, og rumænerne er de stolte indehavere af en mangfoldighed af vidnesbyrd om fortidens kulturelle præstationer. Et vue fra vest mod øst efterlader en serie mindeværdige billeder. Transsylvaniens frugtbare lavland med dets væld af velbevarede middelalderbyer. De yndefulde klostre i Bukovinas dybe skove. Karpaterne med gemytlige bjerglandsbyer og udsigtspunkter, der giver åndenød. Valakiets endeløse sletter. Det tørre og bakkede Dobrudja, hvor vinmarkerne strækker sig så langt øjet rækker. Og sidst men ikke mindst: Donau, Europas vandvej par excellence. Men alt det smukke har fået følgeskab af noget meget grimt. Landet er plettet af en række mindelser om en industrialisering, der lod hånt om såvel fornuft som besindighed.

De kommunistiske partier – fra Østtyskland over Rusland til Kina – var besatte af tanken om at betvinge elementerne. Deres ideologiske kanon tilsagde dem, at vejen mod menneskehedens endelige forløsning gik over sodende skorstene, dæmninger og kanaler. Samtidig overbeviste de skiftende selvherskeres betydelige egoer dem om, at omfanget af anlægsarbejderne var helt afgørende. Stort var ikke bare godt, det var uundværligt.

Vore dages Rumænien vånder sig under de seneste 60 års trang til at sætte sig spor i landskabet. Det er svært at opdrive en provinsby, der ikke er skæmmet af petrokemiske anlæg, bilfabrikker, cementstøberier og dets lige. Mangen en bygning står i dag som faldefærdige skeletter, vidnesbyrd om planøkonomiens perverse sider.

Selv ikke Donau har fået lov til være i fred. Den store flod knækker øst for Bukarest. I stedet for at tage den direkte vej ud til havet fortsætter vandmasserne mod nord. Først 150 kilometer senere, på grænsen til Moldova og Ukraine, løber floden atter østpå for at munde ud i Sortehavet. Den skavank påtog de rumænske kommunister sig at udbedre lige efter Anden Verdenskrig. Løsningen lå lige for – floden og havet skulle forbindes med en vandvej, den såkaldte Sortehavskanal. Planerne var udtryk for de nye magthaveres storhedsvanvid. Det skulle staklerne, der blev sendt til området for at grave, hurtigt komme til at sande.

Projektet var uigennemførligt med de forhåndenværende midler. Op mod 100.000 omkom under tvangsarbejdet, byggeriet blev stillet i bero efter fire års trængsler, og i godt 20 år lå gravearbejdet på is. Men i midten af 1970erne tog Nicolae Ceausescu projektet op til genovervejelse. Det gærede i den rumænske befolkning i disse år. Ceausescu mente, at masserne havde brug for lidt adspredelse. Han sendte i tusindvis af arbejdere og straffefanger tilbage til strækningen mellem Donau og Sortehavet.

Denne gang havde ingeniørerne mere held med sig. I 1984 kunne generalsekretæren åbne den 64 kilometer lange kanal. Den var mere end 100 meter bred og op til 8,5 meter dyb. Donau løb nu ud i Sortehavet ved havnebyen Constanta, og fragtskibe i femtonsklassen kunne smertefrit tage genvejen.

Sortehavskanalen er mindre iøjnefaldende end Folkets Hus. Den ligger trods alt et stykke fra alfarvej – skibstrafik undtaget – og den stræber ikke mod himmelen. Men ret beset konkurrerer den med marmorpaladset i Bukarest om førstepladsen på listen over efterkrigstidens udskejelser. Kanalens tilblivelse er et vidnesbyrd om, at Ceausescus storhedsvanvid ikke er den eneste årsag til Rumæniens genvordigheder i verden af i dag. Det begyndte med hans kommunistiske forgængere, og galmandsværket ligger i hvert fald på ét punkt i forlængelse af den kommunistiske ideologi: tiltagene er børn af den utopiske tilgang til samfundsforandringer. Lad os dvæle ved den rumænske kommunisme og den arv, den har efterladt.

De rumænske kommunister var oprindeligt en ensom flok. Så sent som august 1944 havde partiet blot 884 medlemmer. Alligevel kom de til fadet. Med sig bragte de den revolutionære foragt for virkeligheden.

Fra midten af 1960erne begyndte de rumænske kommunister at opføre sig som klassens uartige dreng, bulderbassen, der turde tale læreren midt imod. Det begyndte allerede under Gheorghe Gheorghiu-Dej. I 1964 udsendte Bukarest den såkaldte ’uafhængighedserklæring’, et dokument der betonede hvert lands ret til at vælge sin egen færd mod socialismen.

Men det er værd at bemærke, at først Gheorghiu-Dej og efterfølgende Nicolae Ceausescu brød med Moskva, fordi Moskva brød med arven efter Stalin. I den såkaldte ’hemmelige tale’ fra 1956 gjorde Sovjetunionens nye førstemand, Nikita Khruschev, op med nogle af den afdøde tyrans værste udskejelser. Tiden var moden til en ny kurs, lød det fra Kreml. Khruschevs udmelding faldt ikke i god jord i Bukarest. De rumænske kommunister ønskede at videreføre Stalins hårde linie. Det forudsatte et opgør med ’slapperne’ i Kreml. At et sådant brud med russerne var populært i den rumænske befolkning, gjorde ikke fristelsen mindre.

De rumænske kommunister var kort sagt ulve i fåreklæder. Det blev tydeligt for enhver i 1980erne, da Ceausescu talte dunder imod de varmere vinde, der blæste fra Moskva. Han afskrev Gorbachevs økonomiske reformbestræbelser, Perestrojka, som en ’højrefløjsafvigelse’, og han nægtede at efterkomme Kremls krav om åbenhed, Glasnost. Kommunistpartiet er ikke nogen diskussionsklub, skal han syrligt have sagt.

I stedet for at igangsætte et nybrud, gik Ceausescu til roden. I Det Kommunistiske Manifest fra 1948 1848 havde selveste Karl Marx opfordret sine proselytter til at afskaffe forskellen mellem land og by. Ceausescu tog ham på ordet. I 1988 igangsatte han en storstilet ’systematiseringsplan’. Målet var at flytte bønderne til fabriksbyer. Fremgangsmåden var simpel. Bulldozere kørte til de udvalgte landsbyer. Indbyggerne fik et par timer til at forlade deres huse, der så blev jævnet med jorden. I stedet blev de hjemløse flyttet til betonblokke rejst i al hast.

Ved denne tid begyndte selv de mest forstokkede vestlige Ceausescu-beundrere at blive noget lange i spyttet, ja efter revolutionen i 1989 var der faktisk ingen ende på forargelsen. Tidligere apologeter udråbte nu Nicolae og hans hustru Elena som skurkene bag alle Rumæniens genvordigheder. De, snarere end kommunismen, havde udpint det stakkels land. Det kunne enhver, der besøgte Folkets Hus i Bukarest, konstatere ved selvsyn. I skyndingen glemte de kloge hoveder, at Ceausescu også var manden bag Sortehavskanalen og systematiseringen af de rumænske landsbyer. De glemte, at Ceausescu var besjælet af den marxistiske tro på social videnskabelighed.

Ceausescus udøvende håndelag lå i forlængelse af en magtfuldkommen tradition for regeringsudøvelse. Men hans politik var også et barn af Lenins læsning af Marx. Sortehavskanalen står som en skamstøtte over et politisk program, der blev undfanget i Kreml, endnu mens Nicolae – født i 1918 – lå i sin vugge. Der var tale om en pervers form for humanisme, der satte idéen i Guds sted. Mennesker, der sidder inde med en viden om det perfekte samfund, vil selvsagt føle, at alle midler er salonfæhige. En så ekstrem idealisme fører altid til menneskeforagt, fordi den med vold vil omskabe menneskene. Et halvt århundredes legen Gud har ikke blot efterladt synlige ar i landskabet. Det har også matret den rumænske folkesjæl.

De rumænske kommunister søgte helt bevidst at skabe et nyt menneske, et homo novus. I en vis forstand kan man sige, at deres bestræbelser blev kronet med succes. Industrialiseringen omkalfatrede så ganske landets erhvervsstruktur. Bønderne drog, mere eller mindre frivilligt, ind til de nye fabriksbyer, der skød op som paddehatte. Rumænien tilbagelagde på få årtier en færd, der havde taget generationer i Vesten. Kommunisterne forcerede, de lod ikke tingene gå deres gang. Deres mål var
at omforme Rumænien til

7 Kommentarer

  1. “I Det Kommunistiske Manifest fra 1948..” Blev det ikke skrevet en smule tidligere?Ellers to rigtig gode indlæg!!

  2. Jørgen Møller.Tak for en fantastisk god beskrivelse af et land som jeg har oplevet (ikke personligt) for mig forekom det som et helved)Du skriver indsigstfuld om det land som nu er i EU. og som der idag er tvivl om de kan kæmpe sig tilbage efter det rædsels regime. Personlig håber jeg at EU. som jeg ikke er en spesiel tilhænger af, kan få landet op af det morads de er havned i.Der har været langt imellem gode indlæg her på Punditokraterne, dette er bestemt et højdepunkt.

  3. Nu forstår jeg bedre hvorfor Flemming Hansen og den “liberale” regering er så forhippet på en Femern bro…

  4. Jørgen Olsen

    14. juni 2007 at 07:41

    Tak for et rremragende indlæg. Mindes et tidligere indlæg hos Punditokraterne om forfatteren Panait Istrait og Rumæniens tragiske historie.

  5. @mbJa, Panama kanalen kostede mange liv, og den blev også påbegyndt 2 gange, MEN der varlangt bedre teknologi tilgængeligt for Rumænien (50 år senere) og et bedre klima. Man KUNNEhave bygget den uden de store menneske tab i Rumænien, men man valgte at se bort framuligheden …

  6. “…var besatte af tanken om at betvinge elementerne.”Ja. I modsætning til Lykke-Peer fik kommunisterne desværre magt, som de havde agt.

  7. Ikke for at forsvare bygningen af Rumæniens kanal på nogen måde, men Panama kanalen kostede også mange liv (ca. 30.000), og jeg tror sgu ikke at den enkelte arbejder personligt valgte at ofre livet på fremskridtets alter. De var der af nød. Men muligvis ikke med en bajonet i nakken. Mange forskellige ideologier, dynamikker og mekanismer kan koste liv og velfærd.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑