Gæsteindlæg: Morten Ebbe Juul Nielsen om den liberale familie

Dette indlæg er et gæsteindlæg fra Morten Ebbe Juul Nielsen, som givetvis vil provokere en del læsere af denne blog. Jeg håber dog, at indlægget vil give anledning til kvalificeret debat om et interessant emne.

Den liberale familie

I: Hvad er Liberalisme?

Jeg er medunderskriver på d’herrer og hædersmænd Jacob Mchangama og Christopher Arzrounis opfordring til at støtte menneskerettighederne ved at bekæmpe den inflation der er gået i de positive menneskerettigheder. Jeg er langt hen ad vejen enig i deres konklusioner: omfanget af postulerede positive rettigheder, der, hvis de skulle tages alvorligt, ville underminere ethvert hensyn til den personlige frihed, er eksploderet. Det gør (menneske-)rettigheder – de fornuftige af dem – til et alt for let offer for kritik. Og, jeg er enig i den underliggende kritik af FN, og diverse ”centre” og ”organisationer”, der for tiden synes at bruge menneskerettigheder til formål, der er alt andet end frihedsvenlige. Som det grelleste eksempel kan fremhæves FN’s menneskerettighedsråd (eller nævn eller kommission eller whatever), hvor et anløbent flertal af blandt andet islamofascistiske røverstater, et rødfascistisk Kina og et kleptokratisk bizzarrokrati som Rusland, nu forlanger ”respekt” for Islam og religion, men især Islam, hvilket betyder, at man ikke må forhåne (læs: kritisere) disse civilisatoriske cul-de-sacs.

Hvad jeg derimod ikke er enig i, er (centrale dele af) de begrundelser, som ligger i dybden af Mchangama og Arzrounis argumentation. Vi er stort set enige om konklusionerne, men ikke om præmisserne. Det handler om forståelsen af frihed, af politisk og menneskelig frihed, og derfor handler det – naturligvis – om forståelsen af liberalismen. Dette pip på bloggen, som Jacob Mchangama har været så venlig både at efterlyse og gøre mulig, handler derfor ikke om menneskerettigheder og FN, men om den liberale grundtanke.

Mchangama og Arzrounis udleder nemlig forsvaret for negative rettigheder og angrebet på positive rettigheder ud fra en række, i mine øjne filosofisk antikverede, standardantagelser inden for klassisk- eller højre-liberalisme, eller slet og ret fra den libertære tradition.

Jeg skal her argumentere for, at denne forståelse af liberalismen er inadækvat. I et land som Danmark, hvor liberale tanker ikke er centrale for den politiske og kulturelle diskurs, kan der muligvis være strategiske grunde til at give retorikken en ordentlig gang gashåndtag, og antage liberalisme i mere ekstreme former for at klargøre en pointe. Men en ting er retorik; en anden hvad der egentlig er sagligt belæg for.

II. Det liberale fundament og tre liberale grundmodeller

Den canadiske filosofi Will Kymlicka har overbevisende argumenteret for at alle plausible politiske teorier – liberale eller ej – deler et væsentligt udgangspunkt, nemlig ”en egalitaristisk platform”: i udgangspunktet har alle personer lige krav på (moralsk) hensyn; og når vi afviger fra denne form for lighed, kan det kun ske når og hvis vi kan give en moralsk robust forklaring på hvorfor lighedsudgangspunktet skal forlades. Vi skal kunne forklare og forsvare hvorfor denne eller hin faktor giver os grund til at forlade ligheden som udgangspunkt.[1] En politisk teori, der uden yderligere forklaring fordrer, at alle rødhårede skal betale ekstra fem procent (eller fem procent mindre) skat end alle andre, eller en teori der udpeger personer af en bestemt race, familie, eller religion som værende specielle (i den ene eller anden retning) er simpelthen ikke relevant.

I denne – beskedne – forstand er alle relevante og plausible politiske teorier ”egalitaristiske”; et begreb der i denne kontekst altså ikke må forveksles med egalitaristiske i en omfordelingsmæssig forstand. Det er et formelt krav til grunde, ikke en tese om fordelingspolitik.

Teorierne fælles platform er naturligvis dannet på baggrund af moralfilosofiske overvejelser. De dominerende og saglige moralske teorier har alle lignende krav for plausibilitet: lige sager skal behandles lige, hvis en faktor er relevant i et forhold er det relevant i alle lignende forhold, osv. Her er der ingen uenighed mellem fx en Kant og en Bentham, der ellers ligger pænt i hver sin ende af det moralske landskab.[2]

Denne egalitaristiske platform er imidlertid byggeplads for radikalt forskellige teorier. Den væsentlige systematiske forskel mellem politiske teorier ligger simpelthen i hvilke faktorer de udpeger som givende os grunde til at forlade den formelle lighed.

Hvis vi snævrer ind til den liberale familie af teorier, kan to ting fremhæves: liberale teorier må, qua liberale, betone individets frihed som en central størrelse for legitimiteten af en politisk teori og politiske institutioner. Der er, groft sagt, to forskellige moralske kilder til denne betoning, nemlig deontologiske intutioner om hvilken form for respekt vi skal vise for individet, og konsekventialiske ideer om hvad der er værdifuldt for personer og hvordan det værdifulde bedst sikres og realiseres – det vender vi tilbage til. Hvad vigtigere er: det følger af det egalitaristiske udgangspunkt at friheden er noget der tilkommer alle i lige høj grad – i hvert fald indtil vi kan pege netop på en robust faktor, dvs., en egenskab ved en person eller et forhold, der legitimerer at vi forlader lige frihed.

Med denne optik præsent kan man skitsere to yderpunkter i den liberale familie, nemlig højreliberalismen eller libertarianismen på den ene side, og den venstreliberale egalitarisme på den anden,[3] og sige, at hvad der karakteriser disse udgangspunkter simpelthen er hvilke (og i nogen grad, hvor mange) faktorer der kan legitimere at vi forlader lige frihed.

Jeg vil begynde med den venstreliberale egalitarisme (herefter: VE). Jeg vil forsøge at gøre ganske kort proces med VE – kortere end berettiget, sikkert. Som repræsentanter for VE – der i sig selv er en ganske broget flok – kan man tage John Rawls, Brian Barry, førnævnte Kymlicka og måske også (gamle?) socialister eller ”analytiske marxister” som Jerry Cohen.

Generelt står argumentet om det sociale og genetiske lotteri centralt i VE. Som det muligvis er bekendt, siger lotteriargumentet følgende: vi kan ikke være ansvarlige for resultatet af ting vi ikke selv er ansvarlige for – hverken for de positive eller de negative resultater. Vi er ikke ansvarlige for vores egen fødsel, dermed kan vi ikke være ansvarlige for de gener vi er udstyrede med. Men vi er heller ikke ansvarlige for at være født ind i denne eller hin familie, land osv., dvs. vores sociale omstændigheder. Men vores gener og vores sociale omstændigheder er altafgørende for vores materielle udkomme i livet. Har du fantastiske gener og en lykkelig og stimulerende opvækst, er der al mulig grund til at tro at du kan levere en efterspurgt vare på arbejdsmarkedet. Og omvendt etc. Men, da du ikke er ansvarlig for dine gener og din opvækst, fortjener du ikke frugterne af dit arbejde (uanset om de er positive eller negative.)

Forskellige VE-teoretikere tillader forskellige afvigelser fra lighed og appellerer dermed til forskellige faktorer som relevante. Rawls tillader ulighed hvis denne ulighed er til fordel for den dårligst stillede repræsentative gruppe i en given fordelingssituation. Andre VE-teoretikere tillader uligheder, der opstår som følge af bevidste og frie valgt – men de hævder generelt, at kun ganske få ting kan være frie og bevidste i den grad der er nødvendigt.

Det er dermed karakteristisk for VE at kun ganske få ting kan begrunde at vi afviger fra lighed. I sin ekstrem kan intet begrunde afvigelser fra lighed, undtagen instrumentelle hensyn til størrelsen af samfundskagen (incitamentsargumenter.) Selv disse kritiseres af den yderste venstrefløj indenfor VE-gruppen, som Cohen, der argumenterer for, at vi skal skabe individer der ikke behøver incitamenter for at knokle løs til fællesskabets bedste. Så forlader man efter min mening enhver plausibel forbindelse til den liberale grundtanke om lige frihed.

Og det er kernen i en liberal kritik af VE (eller, i hvert fald af de mest rene former for VE): den er simpelthen for fjernt fra friheden, den gode gammeldags liberale, individuelle frihed. Nozicks kritik, der kendes under navnet ”slavery of the talented” er og bliver relevant: kan det virkelig være (liberal) retfærdighed, at de arbejdsduelige og –villige potentielt set skal være muntert malkekvæg, til sidste blods- og sveddråbe, for ”det store fælles bedste”? Skal indsats og lovlydighed ikke belønnes? Betyder lige respekt for personer virkelig lige udkomme, eller er andre principper, som fx lige muligheder og et vist, plausibelt minimum af materielle kår til alle, ikke langt tættere på vores robuste intuitioner om social retfærdighed?

Hvor VE-gruppen argumenter for, at kun ganske få – eller ultimativt ingen – faktorer kan legitimere uligheder, følger det omvendt af højreliberalismen at stort set hvad som helst kan legitimere ulighed. Er en person, semipopulært sagt, født med en genetisk og social guldske i rectum, og udfolder denne person sine eftertragtede talenter på markedet med stort held, så kan alle de uligheder der følger heraf legitimeres. Og, naturligvis, også den anden vej: sur røv for lettere retarderede Johnny fra alkoholikerhjemmet på Vestegnen. De eneste måder uligheder ikke kan legitimeres på, er a) dem der opstår ved statens aktive omfordeling, eller offentlige overgreb på ejendomsretten, og b) dem der opstår ved (i øvrigt) illegitim tvang, altså ved lovbrud, eller private overgreb på ejendomsretten. Hvor lotteriargumentet står centralt for VE-gruppen, står selvejerskabstesen og den deontologiske version af distinktionen mellem negative og positive rettigheder centralt for den højreliberale. I tur:

Selvejerskabstesen siger, i en forenklet form, at 1) personer ejer sig selv og deres krop, talenter, evner osv., hvorfor 2) personer har en ret til frugterne af deres egen arbejdsindsats.

Den deontologiske version af distinktionen mellem negative og positive rettigheder siger, igen i en forenklet form, at negative rettigheder (og korrelerede negative pligter) er langt vigtigere end positive. Det er fx langt mere centralt for moralen, at vi afstår fra at skade andre, end det er at vi fx bistår dem eller afhjælper tidligere skade. Vores moralske pligter er først og fremmest negative – ”thou shalt nots” – og kun i ekstremt begrænset omfang positive. Denne version af skellet mellem negative og positive rettigheder går igen i den statsskepsis som er så udtalt for den højreliberale: det er langt vigtigere at staten afstår fra handlinger, end det er at den fx hjælper. Blandt andet derfor ledes den højreliberale hurtigt til minimalstaten.

Dette hastige rids af højreliberalismen – der, indrømmet, forenkler groft – skulle være, om ikke fuldt ud fyldestgørende, så dog genkendeligt. Imidlertid er såvel selvejerskabstesen som skellet mellem positive og negative rettigheder dubiøse:

Selvejerskabstesens grundpræmis er umiddelbart appellerende: selvfølgelig ejer jeg min krop, mine talenter, evner osv. Hvem skulle ellers? Ikke desto mindre er det ikke indlysende, at dette ejerskab giver mig moralsk ret til at disponere frit over kroppen, talenterne osv. For at bruge et klassisk eksempel: hvis halvdelen af befolkningen har to velfungerende øjne medens den anden halvdel ingen øjne har, og vi har en perfekt transplantationsteknologi, har de seende så ikke en moralsk forpligtelse til at donere et enkelt øje hver til de blinde? Og hvis de har en sådan moralsk forpligtelse, hvorfor skulle staten så ikke kunne blande sig i forholdet og tvinge eventuelle prokrastinerende elementer til at donere?

Det centralt svage punkt i selvejerskabstesen ligger imidlertid ikke her, men i overgangen fra udgangspunktet – personer ejer egen krop og talenter osv. – til den substantielle konklusion der drages – at personer har ret til frugten af deres egne talenter osv. Men hvorfor egentlig? Det følger ikke begrebsligt eller logisk. Der må altså være yderligere præmisser på spil – præmisser, der godtgør den konklusion, at vi har ret til frugterne af vores egen indsats ud fra den præmis, at vi ejer vores krop. Det har imidlertid vist sig som en hidtil umulig opgave at levere en sådan præmis, der på en gang relaterer sig til selvejerskab overhovedet (altså, så at sige passer ind i sammenhængen) og som ikke simpelthen forudsætter det der skal bevises.[4] Selvejerskabstesen er hermed ikke en plausibel byggesten for en teori om retfærdighed og moral.

Den deontologiske distinktion mellem negative og positive rettigheder og pligter er endnu mere dubiøs. Distinktionen spiller, mere eller mindre eksplicit, en væsentlig rolle mange steder i højreliberale teorier. Det er en kendt sag, at Isaiah Berlin (”Two concepts of Liberty”) advokerede for de negative friheds forrang for den positive.[5] De negative frihedsbegreb drejer sig, i kort begreb, om ”hvilket område personen selv er suveræn over”, eller, kunne man sige, hvor mange forhindringer der er for en given persons udfoldelse. Omvendt drejer positiv frihed sig om ”hvem der bestemmer” over et givent område, eller, kunne man sige, hvilke muligheder der er for en given person til at udfolde sig. Frihedsbegreberne og rettighedsbegreberne er to sider af samme sag: positive rettigheder er rettigheder til noget, som andre så skal levere, medens negative rettigheder er afståelsesrettigheder: andre har en pligt til ikke at stille hindringer i vejen for personen.

Det er her essentielt vigtigt at stille spørgsmålet: hvad kan begrunde rettigheder? Det står jo enhver frit for at postulere denne eller hin rettighed eller fremhæve denne eller hin egenskab ved mennesket som så væsentlig, at den kan danne grundlag for en rettighed. Som Alf Ross sagde, ”som en skøge står naturretten til rådighed for enhver.” For at tage det mest relevante eksempel, hvad kan begrunde ejendomsretten? Det korte og kontante svar er, at det eneste plausible bud er hensynet til personer, og det vil sige, hensynet til personers interesser og velfærd, og, naturligvis, alles interesser og velfærd. Liberale må nødvendigvis anse frihed som et væsentligt element i personers interesser og velfærd. Derfor kan ejendomsretten, for så vidt den tjener personers velfærd og interesser, begrundes. Men kun for så vidt den tjener personers velfærd og interesser, samlet set og for alle – ellers afviger vi illegitimt fra den egalitaristiske platform. Ejendomsretten er med andre ord hverken fundamental eller ufravigelig. Mennesker er fundamentale.

Dette eksempel illustrerer meget fint hvad der galt med skellet mellem negative og positive rettigheder. Det, der k

an begrunde rettigheder, er hensynet til personers interesser og velfærd som udtryk for den lige respekt, en plausibel politisk teori må udvise for personer. Men, vi kan ikke sige, at negative rettigheder og pligter som sådan er bedre til, eller mere fundamentale, for at respektere personer. Hvis man indrømmer en negativ pligt – jeg skal afstå fra at slå mine politiske personer i hovedet – så gør vi det fordi personer og deres interesser betyder noget, og jeg skal respektere dem som personer. Men det gør ikke negative pligter mere centrale eller mere fundamentale. Personens interesser kan lige så vel tjenes af positive som af negative rettigheder, der er ingen principiel forskel. Der er ganske vist mange pragmatiske og effektivitetsmæssige grunde til at betone de negative rettigheder, da de ofte er nemmere at håndtere, og ikke mindst efterleve. En principiel forskel er der imidlertid ikke.

Da det er personer og deres interesser og velfærd der kan begrunde rettigheder, og da deres interesser og velfærd lige så vel kan tjenes af – eller, faktisk behøver – positive rettigheder, har den højreliberale ikke en sag for minimalstaten ud fra en ide om de negative rettigheders forrang.

Da såvel selvejerskabstesen som ideen om de negative rettigheders forrang er tvivlsomme, står den højreliberale med et begrundelsesproblem. Det kan også udtrykkes mere konkret: hvis friheden (som den højreliberale ser udtrykt i og grundlagt ved selvejerskabstesen og de negative rettigheders forrang) er noget vi skal tage alvorligt, er det noget vi må tage alvorligt for alle, medmindre man vil antage bizarre Nietzscheanske overmennesketeorier eller fx kristne prædestinationsteorier (”Hvis fattigdom ikke var retfærdigt, ville Gud ikke have skabt så mange af dem”.) Men da en entydig fokus på selvejerskab, ejendomsrettigheder og negative rettigheder er forenelig med, at friheden – den reelle, konkrete og for personer betydningsfulde frihed – kommer til at sidde på ganske få hænder, medens masserne har ”friheden til at dø af sult under Paris’ broer”, så tager den højreliberale – ligesom den venstreliberale egalitarist – ikke friheden alvorligt nok.

Dette leder naturligvis til en tredje position, nemlig hvad jeg vil kalde velfærdsliberalismen. Det er svært at finde den helt rigtige etiket, da selve ordet ”velfærd” i en politisk kontekst får mange ellers udmærkede mennesker til at krympe sig. Pointen i ”velfærd” her er ikke at indikere noget i retning af den socialdemokratiske model. Den er, at indikere, at personers interesser og velfærd er det centrale i en plausibel og robust politisk moralitet. Som velfærdsliberalisme må teorien så endvidere hævde, at den personlige frihed er en central komponent.

Velfærdsliberalismen søger, som jeg forstår det, at undvige VE-gruppens underminering af ideer om personligt ansvar ud fra lotteriargumentet og den medfølgende underminering af den personlige frihed, der ofres på fællesskabets alter ved at de talentfulde skal stille alle deres evner og al deres arbejdsindsats til rådighed for det ”fælles bedste”. Den fri udfoldelse af vores evner skal respekteres og belønnes – ikke ud fra ideer om selvejerskab, men fordi udfoldelsen af vores evner i frihed er en væsentlig – den væsentligste – komponent i udviklet menneskelig velfærd. Det er, med Mills ord, en af ” mennesket som et udviklet væsens permanent interesser.” Og netop Mill er en central figur i velfærdliberalismen. Dermed er det også tydeligt, at velfærdsliberalismen må afvige fra højreliberalismen, som jeg har fremstillet den her: til syvende og sidst er det personers velfærd og frihed (deres faktiske velfærd og frihed) som begrunder politiske rettigheder og institutioner, ikke frit svævende rettigheder, der blot postuleres ud i det blå, som en absolut ejendomsret, eller selvejerskabstesen.

Der kan og bør siges meget mere om velfærdsliberalismen, men jeg vil ikke trætte læseren unødigt med det her. Det må række med denne konklusion: velfærdsliberalismen undgår den faldgrube, som både venstre- og højrealternativerne falder i, nemlig, ikke at tage den personlige frihed alvorligt nok. Derfor er det den, og ikke en af de andre fortolkninger af den liberale grundide om personlig frihed, der er og bør være den centrale fortolkning.

III: Strategiske overvejelser

Den passioneret kølige engelske filosofi John Skorupski leverer et køligt passioneret forsvar for John Stuarts Mills relevans i den fine lille bog Why Read Mill Today?. Den er værd at læse, både for libertarianeren, der dog må være sympatisk indstillet i det mindste over for de grundlæggende træk af Mills frihedsdoktrin, men også for den egalitære venstreliberale, der tror vi kan opretholde en (stor) neutral stat, der svæver over vandene uden at få beskidte fingre. Her, og andre steder, skitserer Skorupski et (i mine øjne) præeminent pluralistisk liberalt syn på det non-ideale, rodede og kompromisbefængte politiske liv: Den liberale familie udgør et amalgam, hvis kvalitet udgøres af de enkelte doktriners kvalitet. Den Mill’ske perfektionistiske og individualistiske liberalisme bidrag til dette amalgam er, efter min og Skorupskis og ligesindedes bedste overbevisning, særdeles tungtvejende. Dette i kraft af sin konsistens; sin følsomhed over for menneskelivets kvaliteter og mangfoldighed, og dermed over for det moralskes mangfoldighed; og i sit billede af statens rolle og omfang. Ingen af de ideer Mill bragte til torvs er indiskutable, når de skal praktiseres, og en del af de mindre heldige har med rette ikke overlevet. Men kernen overlever: foreningen af frihed og velfærd som på en og samme tid statens vejleder, grænsesætter og formål.

Men, uanset hvor suverænt vi Millianere må synes dette projekt er, kan det som et liberalt projekt ikke lukke sig om sig selv og tilsidesætte alle andre (liberale) positioner. Den liberale familie har både venstreegalitære og højrelibertære tendenser når det drejer sig om den økonomiske politik og det personlige ansvar. Den rummer både statsskeptikere og statsentusiaster, kulturprogressive og kulturkonservative elementer.

Millianere eller perfektionistiske velfærdsliberale mener blot – ganske ubeskedent – at sidde inde med den bedste fortolkning af liberalismen som en teori om det politiske (om staten, om dens rolle, om vores forpligtelser og rettigheder osv., det vil sige, en teori om politisk moralitet) der sikrer frihed og velfærd, hvilket må være pointen i enhver teori, der både er plausibel og liberal.

Men, ingen kan tage patent på begrebet ”liberal”, og det vil være helt i modstrid med teorien egen ånd at gøre det. Derfor er der plads til alle i familien.

Når det er sagt, er det stadig relevant at overveje hvilke fællespunkter de forskellige familiemedlemmer egentlig har, og, i lyset af dette, overveje hvilke former for fælles fodslag der egentlig er for de(n) liberale sag(er). Dette er aldeles gustent og pragmatisk og det er der hvor den politiske filosofi hører op og den politiske retorik og strategi sætter ind. Her er jeg så læg som nogen – filosoffer er og bliver ikke empirikere – men jeg vil gribe lejligheden og give mit pip.

Begrebet ”liberal” og dens afledninger bruges i den danske (nordeuropæiske?) offentlige debat som bekendt oftest som et skældsord. Der er lidt ”nigger” over det: det er beskidt, og derfor giver det også et kick at erklære sig som liberal. Og jeg skal være den sidste til at løbe fra et vist mål af småpueril fryd over at fremføre typisk borgerligt-liberale synspunkter over for tilhængere af den dominerende antiliberale konsensus. Flere rettigheder er ikke nødvendigvis løsningen på alt. Arbejder man i den offentlige sektor, er man folkets tjener, ikke omvendt. Vi har meget at takke USA for. Israel er ikke den eneste kritisable part i mellemøsten. Kapitalisme er grundlæggende en god ide. At respektere religioner og kulturer er ofte uforeneligt med at respektere personer. Måske er det mere socialt retfærdigt at sætte skatten ned. Hvorfor privatiserer vi ikke kongehuset og tjener voldkassen på det som reality show? Har staten ligefrem en pligt til at understøtte moderne danseteater? Osv. Alt sammen betimelige standpunkter og legitime spørgsmål.

Men man – vi liberale – må spørge om det gør den liberale sag en tjeneste, når (visse) højrelibertære fører sig frem med en hyperthatcheristisk minimalstatsliberalisme (eller endnu værre, med den obskurantiske, Nietzscheinspirerede omgang idioti, der vælder fra Ayn Rand) der dels er filosofisk anløben (eller simpelthen helt i skoven), dels ikke tjener noget formål politisk i en dansk sammenhæng (fordi den er så fremmed og utopisk), dels ikke har meget med liberalisme at gøre, fordi det ikke er doktriner der tager den individuelle frihed alvorligt. Fremfør endelig synspunkterne, men adskil det fra liberalisme.

At skærpe tonen og provokere kan bestemt have sin berettigelse, selv for provokationens egen skyld. Når vi nu ikke har politiske partier, der for alvor vedkender sig liberalismen, og når vi nu har en politisk og kulturel tradition, hvor liberale tanker aldrig har stået rigtig centralt, så er det som indikeret fristende at give det hele en ekstra tand. Man lover jo sin udkårne at man henter månen, ikke at man nok skal hente Søndagsberlingeren og to croissanter, også i regnvejr. Selvom det sidste sådan set er bedre og ikke mindst langt mindre urealistisk. Men danskerne, eller et tilstrækkeligt antal danskere, er hverken så dumme, eller så egoistiske, at de æder en politisk doktrin blot fordi den lover billigere og større biler.

Dermed gør man, tror jeg, liberalismen en bjørnetjeneste (for læsere under 30: det betyder at man skader, ikke gavner) når man bevidst sætter begrebet ”liberalisme” lig med de mest ekstraordinære former for ureflekteret egoisme og moralsk laissez-faire, som nogen gange ligger implicit eller eksplicit i cepos-fløjens (og beslægtedes) programmer.


[1] Såvel Kymlicka som Dworkin indikerer forskellige steder og på forskellige måder, at den samme historie kan fortælles, blot med friheden som udgangspunkt. Det tror jeg de har ret i, men det er mere instruktivt at fortælle historien som Kymlicka gør her.
[2] Jeg holder her relativister og skepticister uden for det gode selskab ud fra devisen ”livet er for kort til damehåndbold og relativisme”.
[3] Kendere af den politiske filosofi kan, og ikke uden en vis ret, påpege at jeg klipper indtil flere tæer og hugger en del hæle, for at få dette regnestykke til at gå op. Ikke desto mindre fastholder jeg metaforikken som en rimelig klargøring af yderpunkterne i den liberale familie.
[4] Dermed ikke sagt at der ikke kan være (vældig) gode pragmatiske og kontingente grunde til at lade os bevare store eller størstedelen af frugterne af vores indsats. De er bare hverken principielle, eller særlig tæt forbundet med selvejerskabstesen.
[5] Og dog indrømmede Berlin, at de to frihedsbegreber var ”to sider af samme sag” og, i korrespondance, at ”negativ frihed er meningsløs uden et mål af positiv frihed.”

14 Kommentarer

  1. Christian Bentsen

    19. juni 2007 at 02:07

    Aloha, godt indlæg men laaaangt… :-)1. At alle politiske teorier skulle hvile på en egalitarisk platform er simpelthen forkert. Socialismen operere jo netop med at krænkelser af den enkeltes ret kan forsvares i det omfang krænkelsen gavner massen. Nu kan man diskutere i hvilket omfang fascistiske ideologier er “politiske” men de hviler bestemt heller ikke på den egalitariske platform. Religiøse ideologier, f.eks. Islam, hviler heller ikke på platformen – Påstanden er altså en ommer.2. Teorien om “Dirty Hands” forsøger netop at give pondus til ideen om politiske vurderinger/teorier ikke skal betragtes som om aktørerne er ‘almindelige’ mennesker men at de har særstatus som bevirker at de ikke skal handle moralskt men hensigtsmæssigt.3. Selvom han er en udskældt herre så kan Justus Hartnacks “Menneskerettigheder” anbefales. 4. For mere om “Dirty hands” er bl.a. Blackwells companions gode. Kappel, Lippert og nu har jeg glemt hvad den tredje hedder har begået et sandt mesterværk i indføring i både Rawls og Nozick.

  2. Normalt er tvangstransplantation sådan en plat stråmand, som man i et provokerende humør kan opstille for socialister: “Hvis folk skal have lige mange penge, hvorfor skal de så ikke have lige mange tænder?”Men her skriver en professor i ramme alvor, at staten har ret til at tvangstransplantere et øje fra mennesker, der har to, til mennesker, der er blinde. Oven i købet en professor, der kalder sig liberal. Det er jo gak.

  3. Christian Bentsen

    19. juni 2007 at 02:42

    Jeg glemte at nævne John Gray – Uomgængelig og har skrevet meget læsværdige bøger og artikler. Pluk: Common to all variants of the liberal tradition is a definitive conception, distinctively modern in character, of man and society. What are the several elements of this conception? it is individualistic, in that it asserts the moral primacy of the person against the claims of any social collectivity; egalitarian, inasmuch as it confers on all men the same moral status and denies the relevance to legal or political order of differences in moral worth among human beings; universalist, affiirming the moral unity of the human species and according a secondary importance to specific historical associations and cultural forms; and melorist in its affirmation of the corrigibility and improvability of all social institutions and poltical arrangements. John Gray – Liberalism (1995)Jeg kan ikke lave lir med teksten og fremhæve så det bliver opsummeret til IndividualismUniversalismEgalitarianismMelorismsom kendetegner liberale doctriner – men ikke alle mulige andre poltiske ideologier.Ses

  4. Søren Korsgaard

    19. juni 2007 at 03:15

    @ Christian Bentsen – 4:Hvis jeg læser MEJNs indlæg korrekt, misforstår du hans pointe med den egalitaristiske platform. Han skriver ikke, at alle politiske teorier rent faktisk hviler på en egalitaristik platform, men at alle relevante og plausible politiske teorier gør dette. Og der er vel at mærke en væsentlig forskel på de to udsagn.MEJN nævner et “lige krav på (moralsk) hensyn” og ikke den enkeltes ret, som du gør – og selv i det tilfælde ville en socialist muligvis hævde, at hensynet til masserne rent faktisk udgør en “moralsk robust forklaring”. Hvad angår fx fascismen, er MEJNs pointe netop, at denne ikke er plausibel.

  5. Christian Bentsen

    19. juni 2007 at 03:31

    @ Søren:Aloha, njjaa, så er det i bedste fald voldsomt uklart hvad der kvalificerer sig som henholdsvis relevant og plausibel politisk teori. Jeg er med på at eksempelvis nazismens poltiske status er diskutabel og formentlig falder uden for kategori – det gør jeg også opmærksom på. Men han skriver altså:Den canadiske filosofi Will Kymlicka har overbevisende argumenteret for at alle plausible politiske teorier – liberale eller ej – deler et væsentligt udgangspunkt, nemlig ”en egalitaristisk platform”: i udgangspunktet har alle personer lige krav på (moralsk) hensyn; og når vi afviger fra denne form for lighed, kan det kun ske når og hvis vi kan give en moralsk robust forklaring på hvorfor lighedsudgangspunktet skal forlades.Når alle personer har lige på moralske hensyn så kan vi sortere Socialisme og f.eks. Islam fra. Feminisme kan også elimineres og det er ikke rimeligt så at sige: “Jaa, men de er ikke plausible – eller relevante”. Så har man jo ikke andet tilbage end det man ønskede at påvise. Nu læser jeg lige hans indlæg igen. Det kan være jeg var lidt for hurtig.Ses

  6. Kære MEJN,Tak for et godt og interessant indlæg, der var som en lidt nostalgisk tilbagevenden til de gamle dage på praktisk filosofi. Du har naturligvis fat i nogle afgørende punkter omkring liberalismens begrundelser, men jeg vil alligevel gerne knytte et par kommentarer:1) Jeg kan ikke se, hvorfor du ikke bare kalder din mellemposition for socialliberalisme? Du citerer Mill og det er åbentlyst en socialiberalistsk position, du plæderer for. Skulle det være fordi, du så argumenterer for, at liberale egentlig burde elske velfærdsstaten? Det er måske værd at bemærke i den sammenhæng, at før Danmark indførte velfærdsstaten lå de fattige altså ikke og væltede sig i skidtet under broerne. (men tilgengæld kan vi nu se tiggere og hjemløse på gadehjørnerne i København.)2) Din distinktion mellem frihed og muligheder virker ikke tilstrækkeligt belyst, men jeg tror at uklarheden skyldes, at vi er uenige om det, jeg vil nævne i punkt r:3) Koblingen mellem politik og moral er problematisk. Der er naturligvis en lang filosofisk tradition for (startende med Platon), at man kan spekulere sig frem til den gode stat, men man overser fra mit synspunkt det centrale: Moralske handlinger kan ikke tvinges igennem af staten. Lige så snart staten skrider ind med tvang, forsvinder moralen. En moralsk handling må nødvendigvis være fri. Tvangen kan naturligvis føre til noget, du vil betragte som en “god” omfordeling, men at instrumentet til omfordelingen i sig selv skulle være godt, eller bare moralsk handlende, kræver efter min mening et stærkt argument.Derfor kan man sagtens være “højreliberal” og argumentere for en meget lille stat, og i øvrigt mene, at det er moralsk rigtigt at “kompensere” uheldige mennesker for deres nitte i lotteriet. Det ville Nozick i øvrigt mene, og jeg kender ingen højreliberale, som ikke mener det. Men derfor behøver man ikke tilslutte sig komblingen til statens mekanismer, netop fordi staten per definition ikke er moralsk eller god, men bygger på vold, uanset om det er en natvægterstat eller ej. Koblingen af moral og statsvidenskab, kan efter min mening hurtigt blive absurd, hvilket især Rawls er eksponent for.Pointen er, at statens virke fører til en masse utilsigtede resultater, som man som filosof slet ikke kan overskue, når man argumenterer finurligt for, at det bedste samfund er det, der stiller de dårligst stillede bedst muligt. Og hvilket samfund er det så, kan man spørge? Svaret blæser i vinden, for lige så snart man begynder at blande muligheder og frihed sammen, er boldbanen åben til den store socialistiske omfordeling. “Velfærdsliberalismen” er i praksis heller ikke nogen filosofisk position, men blot en pragmatisk “tredje vej”, der afhænger af konteksten. Indtil for få årtier siden ville den være blevet betragtet som yderligtgående socialistisk, men fordi samfundet har udviklet sig, som det har, kan man nu opstille en syntetiserende mellemposition og give den et nyt navn.

  7. Argumentet for det moralske i liberalismen er derfor mere finurligt, end det fremstilles, når Rawls og Nozick krydser klinger. Jeg ville hellere se det sådan her.1) Den gode handling kan kun være god, hvis den vælges i frihed. Tvinges jeg til at afstå en traktor til min nabo, er det nok godt for ham, men en god gerning er det ikke.2) Derfor er det afgørende, at hvert individ har en så høj grad af frihed som muligt til at vælge det gode.3) Derfor skal statens rolle (der nødvendigvis må bygge på tvang) reduceres til et absolut minimum, da godheden ellers ikke kan blomstre. Dette er ikke i sig selv en tilstrækkelig betingelse for, at gode handlinger vil blive udført, men det er en nødvendig betingelse. Om de rent faktisk bliver udført afhænger af andre faktorer (fx hvad borgerne opfatter som godt).4) Hvad minimum konkret er, kan man diskutere, og det vil i praktisk også afhænge af, hvad alle kan blive enige om. At holde mennesker fra at slå hinanden ihjel er et godt bud. At udøve godgørende og omfordelende gerninger i borgernes navn er det næppe.

  8. Morten Ebbe Juul Nielsen

    20. juni 2007 at 07:54

    Kære debattører, tak for de mange interessante indlæg og diskussioner. Jeg kan ikke overkomme at kommentere alle punkter – jeg vil høre redaktionen om jeg kan vende tilbage senere – men der er to (i sammenhængen små) ting jeg lige vil kommentere på:1) Jeg er bestemt ikke professor, pt. holder jeg den lidet gloriøse titel af ekstern lektor, og mht. en fremtid i det offentlige er det vist nogenlunde omfanget af en rimelig fremtidsforventning ;-)2) jeg kalder ikke mig selv socialliberal, da den position i mine øjne de facto (om end ikke dybt i detaljen) er sammenfaldende med den stærke venstreegalitaristiske og neutralistiske liberalisme, som jeg ikke mener respekterer den individualle frihed nok.Dbh,Morten Ebbe Juul Nielsen

  9. Spændende kommentar… og skræmmende. Skræmmende at noget du tror, at en gang teoretisering kan bruges som “bevis” for noget som helst. Og skræmmende fordi du på en gang påtager en videnskabelighed… og bruger retoriske trick som at placere sig selv i midten af sit konstruerede univers. Men det der skræmmer mig mest er sætningen:”Men da en entydig fokus på selvejerskab, ejendomsrettigheder og negative rettigheder er forenelig med, at friheden – den reelle, konkrete og for personer betydningsfulde frihed – kommer til at sidde på ganske få hænder, medens masserne har ”friheden til at dø af sult under Paris’ broer”, så tager den højreliberale – ligesom den venstreliberale egalitarist – ikke friheden alvorligt nok.” Kan man på nogen måde tale om en “reel frihed” og “konkret frihed”. Det er da retorisk, subjektivt og politisk. Der er forhåbentlig ingen på dette site, der tror at liberalisme kan “bevises” som en “rigtig” filosofi (hvad det end vil sige). Vi er vel liberalistisk indstillede ud fra praktiske erfaringer, fordi vi ved at kollektivisme i praksis altid har ført til undertrykkelse og magtmisbrug (i en eller anden udstrækning). Der er vel få, der stadig lever i ideen om den utopisk filosofisk “korrekte” frihed eller lighed. Det der virkeligt trykker mig er at, argumentationen er baseret på præmisser, der dybest set er politiske og subjektive, men at de fremstilles som baseret på et akademisk grundlag. Jeg foretrækker til enhver tid den rene vare i form af Frank Aaen eller Pia. Hellere det end Rasmus Montanus.Giv mig et bevis for at en filosofi – ført ud i livet – i praksis mindsker børnedødeligheden i verden, og jeg skal tage den alvorligt. Og dette skrevet af en person, der har efterlevet Churchills proverb om at være kommunist som 16 årig og ikke som 26 årig….

  10. christopher arzrouni

    22. juni 2007 at 10:49

    Kære Morte Ebbe,Jeg ønsker ikke at blive kaldt en hædersmand af dig – for du mener det tydeligvis ikke alvorligt.Især ikke, når du kan finde på at skrive vrøvl såsom: “ekstraordinære former for ureflekteret egoisme og moralsk laissez-faire, som nogen gange ligger implicit eller eksplicit i cepos-fløjens (og beslægtedes) programmer”Hvordan kan du affyre sådan en gang gas og stadig tage dig selv alvorligt som fagfilosof?Du skriver, at det “til syvende og sidst er personers velfærd og frihed (deres faktiske velfærd og frihed) som begrunder politiske rettigheder og institutioner”.Det ville nok være mere præcist og korrekt at sige, at det er magt, som begrunder dem. Sådan er politik. Og den primære liberale opgave består i at forsøge at begrænse politikkens skadevirkninger, herunder dens vilkårlighed.Det mest præcise forsvar, du kommer med for din position, består i sætningen: “Ejendomsretten er med andre ord hverken fundamental eller ufravigelig. Mennesker er fundamentale”Mennesker er fundamentale! Det er jeg da enig i. Men vores syn på, hvori det fundamentale består, er tydeligvis meget forskellig.Du mener åbenbart, at mennesker er så fundamentale, at “man” skal kunne skade dem i bestræbelserne på at (forsøge at) hjælpe andre. “Nogen” skal have ret til at skalte og valte med Hans for at hjælpe Grethe. Tage et øje fra Hans for at give et til Grethe. For det første er denne “nogen” eller “man” altid et andet menneske med sine – bestemt ikke ligegyldige – egeninteresser. Din naivitet er derfor slående. Tror du virkelig på filosofkonger? Jeg troede, at selv filosoffer var nået længere.For det andet: Hvis “mennesker er fundamentale” kunne det måske lige være, at man skulle spørge Hans først, ikke? Altså før man tog det øje, der kunne gøre bedre gavn et andet sted. Dermed kommer spørgsmålet om enighed, frivillighed, aftaler ind i billedet – og således også respekt for mennesker.Jeg synes, at du fuldstændig mangler respekt for mennesker i dine ønsker om at skalte og valte med dem.Dermed modsiger du dit eget påståede udgangspunkt.

  11. Jeg vil egentlig gerne skrive en længere kommentar, men tiden er lidt presset p.t. Så derfor–foreløbig ihvertfald–kun dette, at jeg erkklærer mig enig med Christopher, når hans skriver til dig:”Især ikke, når du kan finde på at skrive vrøvl såsom: “ekstraordinære former for ureflekteret egoisme og moralsk laissez-faire, som nogen gange ligger implicit eller eksplicit i cepos-fløjens (og beslægtedes) programmer”Hvordan kan du affyre sådan en gang gas og stadig tage dig selv alvorligt som fagfilosof?”Altså … Douglas Rasmussen, Douglas Den Uyl, Eric Mack, Fred Miller, Tibor Machan, Loren Lomasky, Jan Narveson, Steven Wall, Randy Barnett, Anthony de Jasay, Leland Yeager, Roger Pilon, Tom Palmer … jeg kunne blive ved og ved, nogle mere kendte end andre, o.s.v. … er bare nogle få af de ganske mange, aldeles seriøse klassisk liberale/libertære filosoffer (rets-, moral- og politiske-), som bare det seneste årti har publiceret i lange baner om de mulige fundamenter for selvejerskab (af en slags) kombineret med negative rettigeheder for et sådant politisk program men uden at repræsentere “ekstraordinære former for ureflekteret egoisme og moralsk laissez-faire”. Nogle repræsenterer sågar relativt sofistikerede aristotelisk/eudaimoniske moralfilosofiske positioner, andre hylder en nærmest pufendorfsk konsekventionalistisk naturretsfilosofi, og endnu andre er nærmest kantianere. Det er muligt, at du ikke kender disse, men så må du dog enten være lidt tyndt belæst i det, du skriver om–eller også må du ikke ønske at forholde dig til deres arbejder (og så ved vi nok, hvad vi skal mene om det).Jeg–der også har et alter ego, som skriver “Groft Sagt”–kan godt forstå nødvendigheden af et vist polemisk talent, men hvis man prøver at skrive noget, der skal være seriøst, og man selv gerne vil tages seriøst, så er dén slags attitude altså ikke særligt fremmende.

  12. Rune Toftegaard Selsing

    24. juni 2007 at 08:22

    Kære Morten Den med ureflekteret egoisme og moralsk laissez-faire er ikke god. Christopher og Peter går efter min smag lige lovlig hårdt til dig, men hvordan, når du egentlig frem til det synspunkt? De fleste liberalister opfatter moral som tilhørende mennesker og ikke stater, og ønsker ikke, at staten skal håndhæve vores moralske præferencer – kun den negative frihed er absolut, og det kan vi passende kalde en etisk præference. Jeg ønsker eksempelvis ikke statslig intervention med det formål, at vi skal tale pænere til hinanden, men derfor er det stadig min moralske præference. Kan jeg få lov at have det synspunkt uden at være skyldig i moralsk laissez-faire? Du afviser de negative rettigheder som fritsvævende postulater, men argumentation udebliver stort set Dit ”klassiske eksempel” med tvangsfjernelse af øjne gør mennesker til midler – i modsætning til hvad du senere hævder, ”Mennesker er fundamentale” jvf. Christopher – og du fastholder heller ikke dette argument som centralt. Men selvejerskabet er for mig (Rothbard) identisk med hele rækken af negative frihedsrettigheder , eller her er jeg måske på afveje? Du nævner ejendomsretten som et tilfældigt eksempel, men den er bestemt ikke tilfældig, idet den som eneste negative rettighed netop ikke er indeholdt, men er derimod en implikation af selvejerskabet. Og jeg er med på, at det er sværere at argumentere for berettigelsesprincippet end for selvejerskabet, men du skylder stadig, at forklare, hvordan du får gjort hele serien af negative rettigheder til fritsvævende postulater. Den anden del af din kritik er tvivlsom:”Men da en entydig fokus på selvejerskab, ejendomsrettigheder og negative rettigheder er forenelig med, at friheden – den reelle, konkrete og for personer betydningsfulde frihed – kommer til at sidde på ganske få hænder, medens masserne har ”friheden til at dø af sult under Paris’ broer”, så tager den højreliberale – ligesom den venstreliberale egalitarist – ikke friheden alvorligt nok”. Ejendomsret og negativ frihed er ukonkret og ureel i forhold til positiv mulighedsfrihed? Eller hvad er du mener, når du skriver frihed. Du mener vel mulighedsfriheden, som er forudsat af velstand. Vi kan diskutere, hvad ukonkret og ureel vil sige, men dit problem er, at den negative frihed er forudsætningen for den positive frihed – ikke omvendt. For hvorfor ”dør masserne ikke længere under Paris’ broer”? Det gør de ikke pga. rå og utøjlet markedsøkonomi, der en direkte implikation af ejendomsretten og den negative frihed. Mills intervention og omfordeling kan teoretisk set (hvis staten var garant for intelligente beslutninger) måske give mulighedsfrihed på kort sigt, men det vil ske på bekostning af den langsigtede velstandsskabelse og dermed mulighedsfrihed for fremtidige generationer. Under alle omstændigheder må dette være en diskussion for økonomer og ikke filosoffer. Så hvis ikke Nozick. Rothbard eller nogle andre kan levere et tilfredsstillende forsvar for ejendomsretten, kan vi trøste med argumentet om, at ejendomsretten er forudsætningen for civilisation.MvhRune

  13. Jeg har skrevet et langt svar på Morten Ebbe Juul Nielsens essay på min egen blog. Det direkte link til indlægget er følgende: http://hairpinbend.wordpress.com/2007/09/11/sv-den-liberale-familieJeg beklager forsinkelsen. 🙂

  14. Morten ebbe Juul Nielsen

    11. april 2008 at 12:23

    Kære Alle,undskyld dette forsinkede indlæg, men jeg vil nu godt lige følge op med en enkelt pointe eller tre:1) Allerførst vil jeg forbeholde mig retten til stadig at kalde Christoffer Arzrouni en hædersmand – uanset at han har set sig noget olm på mig 🙂 For jeg mener at folk der går i brechen for en sag med fredelige og demokratiske midler, og indimellem endda med en vis portion indsigt, kvalificerer sig som hædersmænd. Sorry hvis det irriterer, men so be it.2) Flere af indlæggene siger – eller hviler på – en forestilling om at moral og stat (eller, skulle man sige, individ og organisation) kan adskilles. Det mener jeg er fuldkommen bizart. Men synspunktet bør nok klargøres. Jeg er lige så meget imod moralisme som alle andre. Men moralisme bør vi betragte som det forhold, at nogen *uden god og tilstrækkelig grund* påtvinger deres individuelle smagsdomme på andre. Som fx det er tilfældet med dem, der gerne ser alle former for prostitution forbudt, eller som ønsker at se Danmark forvandlet til et fitness-Sparta af kildevandsgurglende, ikke-rygende, knækbrødsspisere. En art Sverige, med andre ord. Men enhver menneskelig konstuktion – og staten er en menneskelig konstruktion, kan anskues i et moralsk lys, og kan ses som værende udtryk for en bestemt moral. Det gælder også den stat (hvilke, forøvrigt? Jeg har aldrig stødt på en der således indrettet) der “selverklæret” siger, at den ikke er moralsk. Men gu’ er den så! det er et populært træk, som fx kan genfindes hos flere postmodernister, at man erklærer sig “hinsides moralske overvejelser”. Men et sådant punkt findes ikke, når vi har at gøre med ting, der kan påvirke menneskers rettigheder og velfærd, og som vi kunne gøre anderledes. Skellet mellem stat og moral er fiktivt. Det betyder selvfølgelig ikke, at den individuelle moral nødvendigvis er sammenfaldende, eller bør være, komplet sammenfaldende med den kollektive… min overordnede pointe er, at de mere reflekterede Libertarianere, må se i øjnene (mange af dem har…) at Libertarianisme ikke “kan spise sin kage og beholde den”. Enten forfægter man libertarianistiske principper som *moralsk* overlegne – og åbner dermed for en moralsk kritik og diskussion. Og ellers forfægter man libertariaisme som en art pragmatisk svar på visse problemer med statlig intervention osv. – og åbner demed op for en række empiriske indsigelser, fx den indlysende, at en stor og aktivistisk stat altså ikke er sammenfaldende med en totalitær, pace Hayek et al. 3) Det forkætrede Parfit-eksempel med øjentransplantation er selvfølgelig ment som en – undskyld udtrykket – øjenåbnende provokation. Jeg ville ikke, under vores forhold, drømme om at advokere for en statsmagt der var udstyret med sådanne magtbeføjelser. Men, og det er pointen, der er gode moralske (og med liberalisme forenelige) grunde til at sige, at vi, hvis vi var “to-øjede” i eksemplet, individuelt burde tilslutte os en omfordeling. Og det derfor ikke er principielt er forkasteligt hvis staten omfordelte. Det er blot pragmatisk alt for farligt at give fejlbarlige menneskelig kontruktioner som staten den slags magtbeføjelser.Cheers, Morten Ebbe Juul Nielsen

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑