Ja, ja, ja … jeg ved godt, at jeg flere gange har skældt ud på mediernes, politikernes (og forskernes) brug og misbrug af meningsmålinger, men her kommer altså min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende forleden:
Kommentar: Jagten på folkeviljen
Berlingske Tidende 30. juni 2007, 2 sektion, magasin, side 23
Af Peter Kurrild-Klitgaard
MENINGSMÅLINGER. Medierne glemmer med glæde, at de skal tages med et gran salt
Danskerne burde vist efterhånden være mætte af at skulle konsumere meningsmålinger. Der går i hvert fald næsten ikke en dag, uden at medierne med prominent placerede overskrifter genfortæller, hvad befolkningen gerne vil have eller ikke vil have.
Hyppigheden synes at være kraftigt opadgående, og det er sikkert ikke helt uafhængigt af, at der også er skudt en underskov af meningsmålingsinstitutter op i de senere år, som takket være billige survey-metoder og mere villige medier er klar til at levere undersøgelser af synspunkter om alt mellem himmel og jord.
Men tager man dét, og kombinerer man det med en journalist uden viden om, hvordan man læser en tabel, men som til gengæld mangler noget at skrive om, så har man opskriften på en tvivlsom udlægning af »folkeviljen«.
Der er nok af eksempler at tage af sågar fra den seneste uge. En af de mest omtalte avishistorier var her en meningsmåling, som Synovate Vilstrup havde foretaget for Politiken. Den viste altså ifølge Ritzau og det knap dusin medier, der efterfølgende tog historien angiveligt, at De Radikale »stormer frem«. De Radikale var i meningsmålingens procentfordelinger gået frem, alt imens Ny Alliance var gået tilbage, og Socialdemokraterne endog gik tilbage til under 2005-valgets resultat. Pudsigt nok kunne en Catinét-måling kun to dage tidligere sige noget lidt andet. Her gik De Radikale også frem, om end noget mindre, men til gengæld var Socialdemokraterne også gået frem og nu »større end Venstre«.
I det ene originaltelegram fortalte man om en statistisk usikkerhed på 2,6 procentpoint, men det gled ud i de fleste omtaler og påvirkede ikke fortolkningerne. Men anlægger man de samme kriterier, som statistikere som regel gør, viser det sig, at historierne, i hvert fald isoleret set, falder stort set totalt fra hinanden. Udsvingene er i virkeligheden så små, at man reelt ikke kan sige, om Socialdemokraterne er gået frem eller tilbage eller er større end Venstre, og det samme gælder om forholdet mellem De Radikale og Ny Alliance. Dét skrev ingen.
Det er en myte, at man slet ikke kan stole på meningsmålinger, fordi måden, man stiller spørgsmålene på, kan påvirke resultatet.
Men at formuleringerne betyder noget er uomtvisteligt det er bare ikke noget, medierne har tid eller lyst til at tage forbehold for, og et aktuelt eksempel er brugen af meningsmålinger i den standende diskussion om skatter og velfærd.
Den borgerligt-liberale tænketank CEPOS offentliggjorde i forrige uge en analyse, der meget godt afdækker, hvordan måden man spørger på kan give meget store udsving i resultaterne: Man så på ni spørgsmål stillet i meningsmålinger over det seneste halvandet år om danskernes syn på henholdsvis skattelettelser og højere offentlige udgifter. Resultaterne svingede mellem en overvægt på to procentpoint, som foretrak uændrede skatter frem for højere offentlige udgifter, til knap 50 pct.point overvægt som foretrak højere offentlige udgifter frem for skattelettelser. Det har hver gang givet store overskrifter. Men så store udsving i holdninger halvdelen af danskerne, der svinger enten den ene eller den anden vej kan man simpelthen ikke tilskrive holdningsskift. Snarere er der tale om, at formuleringerne spiller en rolle.
Det har CEPOS i samme undersøgelse vist på en konstruktiv måde. Man har fået Catinét til at spørge uden det »ladede« begreb »skattelettelser«, som danskerne historisk ved alligevel aldrig rigtig bliver til noget, og hvor man i givet fald ikke ved, hvem der får lettelserne.
I stedet har man spurgt, om danskerne foretrækker at få flere penge til rådighed til deres egne familier og i stedet få færre ydelser fra det offentlige, eller om de foretrækker at få færre penge til rådighed og i stedet modtage flere ydelser fra det offentlige.
Resultatet er, at 59 pct. af danskerne foretrækker flere penge til rådighed for dem selv, mens kun 31 pct. foretrækker flere ydelser fra det offentlige.
En af konsekvenserne af mediernes misbrug af meningsmålinger er givetvis, at læserne og vælgerne er begyndt at være lidt ligeglade med dem. Samfundet kan såmænd også nok fungere uden meningsmålinger, men det vil være en fejl at hævde, at meningsmålinger slet ikke kan laves ordentligt. Det kan man faktisk godt.
En hammer kan misbruges til at slå nogen ihjel med, men det betyder ikke, at den ikke kan være nyttig til det, den er skabt til. Bare man ved, hvor meget eller lidt man kan bruge den til.
Hørt!For ca. 4-5 dage siden blev jeg i en spørgeskemaundersøgelse stillet over for følgende spørgsmål (den præcise formulering underslipper mig):”Hvilket af følgende velfærdsområder har mest brug for flere penge[ ]Børneomsorg[ ] Ældreomsorg[ ] Folkeskolen[ ] Forskning”Hvor er den med[ ] Ingen af dem skal have en krone mere?Jeg kan lige se jeg bliver taget til indtægt for, at jeg mener det er bydende nødvendigt at forskningen modtager langt flere offentlige midler!
Yes Prime Minister, 1. sæson, 2. afsnit “The ministerial broadcast”.:-)
Aldeles enig – også i at disse idelige rundkastninger af tvivlsomme ‘konklusioner’ på længere sigt vil underminere befolkningens bevågenhed for målingerne!Tilsvarende gælder iøvrigt for de mange ‘undersøgelser’, der ‘påviser’ dette og hint – sædvanligvis ‘påvisninger’, der harmonerer overraskende fint med holdninger/interesser hos den organisation, der har betalt ‘undersøgelsen’!{Hver gang jeg præsenteres for en ‘mystisk’ meningsmåling, beder jeg rutinemæssigt om at få de stillede spørgsmål oplyst – beklageligvis dog som oftest forgæves! :)}
Der er også noget der hedder måleusikkerhed.Jeg læser næsten altid meningsmålingerne over det lange stræk, eller holder mig til Søren Riisbjerg Thomsens poolinger af de foreskellige meningsmålinger.Journalister skal jo stramme. Og især i disse agurketider skal der jo findes noget at gå amok over.