Var Bulgarien og Rumæniens EU-medlemskab en fejltagelse?

Forleden kunne man læse i Berlingske Tidende, at EU ” freder Bulgarien og Rumænien trods stigende lovløshed”. Problemerne er omfattende, og inkluderer blandt andet mere end hundrede kontraktmord i Bulgarien de seneste år, og voldsomme korruptionsproblemer i Rumænien. Ved ikke at gøre noget for at imødegå disse – og mange andre – problemer, bryder landene dermed de betingelser, som gjaldt for deres optagelse i EU per 1. januar i år. Landene kunne i princippet idømmes en form for bøder, men kommissionen har valgt at give en frist til næste sommer til at rette op på de væsentlige problemer. Der er derfor værd at tage et kig på hvordan disse lande klarer sig på en række mere eller mindre objektive indikatorer i stedet for i kommissionens svært gennemskuelige, politiserede vurderinger. Med andre ord: Hvor tæt er de på at være udviklede lande med fair retsvæsener, respekt for menneskerettigheder og demokrati, og med en fungerende markedsøkonomi?

Der findes mange forskellige kilder til sådanne data, men et udgangspunkt er EBRD’s såkaldte transitionsindeks. Dette indeks viser, hvor langt man er kommet i transitionen fra plan- til markedsøkonomi på en skala fra 1 (ingen transition) til 4 (fuldført transition). Her scorede Bulgarien sidste år 3,67, Rumænien 3,48, mens Kroatien – der som bekendt ikke er medlem – scorede 3,62. Til sammenligning var gennemsnittet i 2003 for de lande, der blev optaget i 2004 3,76. Med andre ord ser det ikke så dårligt ud, om end man må sige at Rumænien halter lidt bagefter.

Ser man i stedet på landenes korruptionsproblemer, er billedet i praksis det samme. Målt på Transparency Internationals CPI – en skala fra 0 (endemisk korruption) til 10 (ingen korruption), var gennemsnittet i de gamle EU-lande sidste år 7,7. Finland og Danmark lå i toppen, og Grækenland og Italien i bunden. Gennemsnit i de 10 lande, der blev optaget i 2004 var 5,3, hvilket er næsten uændret siden 2003 med Estland i toppen med en score på 6,7 (altså stort set som Spanien). Situationen er værre i de nye lande, hvor Bulgarien scorer 4,0 og Rumænien 3,1. Kroatien er igen mellem de to med en score på 3,4. Her er det også værd at bemærke, at Tyrkiet faktisk har bedre styr på sine korruptionsproblemer end Rumænien.

De samme forhold gør sig gældende på Freedom Houses to indikatorer for politiske rettigheder og civile friheder, der måles på en skala fra 1 (fuld frihed) til 7 (Nordkorea). Her scorer Bulgarien henholdsvis 1 og 2, mens både Rumænien og Kroatien får 2 på begge indikatorer. I Reporters Sans Frontiers pressefrihedsindeks er Bulgarien også foran med en score på 9, Kroatien i midten med 13 mens Rumænien halter bagefter med en score på 14. Rumænien ligger dermed placeret mellem Polen (efter Kazcynski-brødrenes regeringsdannelse)og den Centralafrikanske Republik, hvilket næppe er en flatterende position for et angiveligt europæisk land.

Hvis man breder rettighedsbegrebet ud til at dække de to hovedområder i Cingranelli og Richards menneskerettighedsindeks – fysisk integritet (skala 0 til 8) og empowerment (skala 0 til 10, der dækker fuldt demokrati), ser det endnu værre ud. Bulgarien får scorerne 5 og 6, Rumænien 5 og 3, mens Kroatien er langt foran med 7 og 8. Med hensyn til fysisk integritet – fraværet af f.eks. politiske fængslinger og forsvindinger – ligger de to nye medlemslande dermed sammen med Cuba og Nicaragua, mens Kroatien er på linie med Canada og Afrika-hemmeligheden Botswana. Når det kommer til rettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed er Rumænien reelt et uland.

Hvad kan man så lære af dataøvelsen ovenfor? Tja, konklusionen må være, at det ikke ser alt for godt ud for de to nye medlemslande. Hvis man særligt overvejer den manglende dynamik i en række indikatorer – problemerne er endemiske og ser ikke ud til at blive bedre over tid – er det derfor en nærliggende konklusion at de to lande er blevet optaget for tidligt. Tilhængere vil nok sige, at det netop er pointen – at de bliver lukket ind for at vi kan hjælpe dem med at overkomme deres problemer. Men det er med EU-medlemskab som med så mange andre politiske arrangementer: Man kan stort set ikke vise, at det har nogen gavnlig virkning. Se bare på Grækenlands problemer efter 26 års medlemskab.

Med andre ord var det måske en fejl at lukke dem ind i EU allerede i år. Under alle omstændigheder virker det mærkeligt, at man ikke også i samme ombæring har ladet Kroatien blive medlem. Landet klarer sig lige så godt eller bedre på de fleste indikatorer, og er med en PPP-justeret nationalindkomst på 10.131 dollars i 2004 endda rigere end begge. Hvorfor skulle det pinedød være Bulgarien, der stadig trækkes med voldsomme problemer, og Rumænien, der som man siger på engelsk på mange måder er en ’basket case’? Europæisk politik er ofte en øvelse i absurditet!

 

6 tanker om "Var Bulgarien og Rumæniens EU-medlemskab en fejltagelse?"

  1. Svend Haage

    Nej, jeg mener bestemt ikke, der har vaeret tale om en fejltagelse. Jeg er staerk tilhaenger af, at EU udvidder sig mest muligt mod oest, ogsaa meget gerne Tyrkiet og Ukraine. Befolkningsmaessigt er det i det store billede absolut noget, jeg mener, EU kan absorbere, og vi ved ikke, hvad fremtiden bringer. Udviddelsestraetheden er ved at melde sig i EU’s befolkning, Rusland (og pa sigt maske ogsa Kina) synes hele tiden at blive mindre og mindre medgorlig, og kraefter i Europa synes at vaere bange for at komme i konflikt med Rusland. Hellere tage, hvad vi kan fa, mens vi er sikre pa, at vi kan fa det.

    Svar
  2. Svend Haage

    Tak, jeg glemte at fa nordafrika med. Marokko og Tunesien synes jeg bestemt ogsa vi burde indlemme, men desvaerre sa sker det jo nok ikke. Jeg mener dog ikke, at jeg pa nogen made antydede, at “hele verdens problemer” kunne loses ved EU’s udviddelse. Og ja, E star for europaeisk (EU’s befolkning: 470 millioner), og DK star for dansk (5 millioner). Sammenlign med Kina og Indien og ikke mindst fremtidsprognoserne for deres befolkningstal om 50 ar (over 2 millarder i hvert af landene), sa synes jeg ikke, man burde vaere sa kraesen.

    Svar
  3. scipio

    Hmm, nej det var nok ikke for tidligt at optage dem, MEN det er et problem,når EU bagefter ikke tager den store kæp frem og sætter magt bag kravetom forandringer. For eet af de to lande stoppede den gode justits minister3 måneder bagefter … og i et af den forsøgte parlamentet at fyre præsidenten …Man sidder med fornemmelsen at EU optog “sminkede lande” …. og nuregner mascaraen væk …@Svend HaageJeg mener ikke løsningen på hele verdens problemer ligger i atindlemme dem i EU, E står som bekendt for EUROPÆISK, og jeg vedgodt at Georgien prøver at falde i den hat … men når vi har fået løstde problemer de sidste indlemmelser har givet kan vi overveje udvidelser,men ALDRIG Tyrkiet eller nordafrikanske lande (og der tror jeg jeg står sammenmed et stort flertal i EU).

    Svar
  4. Hans Henrik Hansen

    “Med andre ord var det måske en fejl at lukke dem ind i EU allerede i år” – efter min mening: JA!: Det er en dårlig idé at lukke nogensomhelst ind i den europæiske varme, FØR de til fulde opfylder adgangsbetingelserne. Er de først lukket ind, kan de i praksis ikke smides ud igen – og demed opstår betydelig risiko for, at reformiveren brat stilner af! :(Så er det langt bedre at fodre dem af med et par mindre godbidder til opmuntring – mens de står UDEN FOR og bereder sig.Udover at det i sig selv er det meget uheldigt for fællesskabet at lukke to lande ind, som har erkendte problemer med korruption hhv. kriminalitetsbekæmpelse, kan dette yderligere skabes uheldig præcedens ifm. fremtidige optagelsesforløb.

    Svar
  5. Hans Henrik Hansen

    “En god liberalist kan dårligt være utilfreds med udsigten til billig arbejdskraft,…” – næeh, men der må vel være flere huller i halsbåndet, hvis EU blot efterspørger ‘billig arbejdskraft’!(?)For mig at se skulle det ikke nødvendiggøre, at lande – ‘i utide’ – slippes ind med fuld adgang til institutioner mv., hvar der sandt for dyden huserer alt rigeligt med brodne kar i forvejen! 🙁

    Svar
  6. JC

    Det var en god beslutning at lukke to lande ind.En god liberalist kan dårligt være utilfreds med udsigten til billig arbejdskraft, og PPP-indekset er meget sigende i den sammenhæng. Det skal dog nævnes, at man skønner, at de officielle tal for produktionen kun medtager omkring 33 – 50 % af landenes reelle produktion. Netop på grund af korruptionen og de ineffektive myndigheder, er der store sorte økonomier i såvel Bulgarien som Rumænien. I Sofia, hvor jeg er lige nu, er priserne på tøj og fødevarer “kun” omkring 50-70 % billigere end i København. Hvis folk havde skullet overleve på de officielle gennemsnitslønninger, ville priserne have været væsentligt lavere.Ja, Kroatien bør også lukkes ind, ligesom resten af Balkanlandende, inklusive Serbien. Hvis vi får et EU med flere billige lande, så bliver det lettere at konkurrere med USA og Asien.

    Svar

Skriv et svar