At konstruere og miskonstruere typologier

Jeg skrev i foråret en lille artikelserie om den komparative metode til Weekendavisen. Den første artikel (”At sammenligne æbler og pærer”) blev bragt den 3. maj. Men min redaktør fandt desværre de to næste afsnit lidt for ’tekniske’; hvad der måske var lidt om. Da vi på Punditokraterne har mange studerende blandt vort faste læserkorps, vil jeg i stedet bringe dem her på siden. I den forbindelse er det også værd at erindre, at klare logiske retningslinier modvirker politisering; og derfor er væsentlige i en tid, hvor både politikere, meningsdannere og – i hvert fald fra tid til anden – forskere har det med at lade proportionerne fare.

———

Typologier et af de mest anvendte redskaber inden for socialvidenskaberne. Faktisk er sondringen mellem forskellige typer af sociale foreteelser lige så gammel som socialvidenskaben selv. Hvorfor er ikke svært at forklare. Selve udgangspunktet for den videnskabelige metode er, at der findes orden i kaos, at naturen huser både ensartethed og forskellighed. En typologi gør en ofte uoverskuelig virkelighed håndterbar ved at etablere ligheder ud af tilsyneladende forskelle – hvilket forhindrer, at vi drukner i den sociale verdens mangfoldighed.

Brugen af typologier møder vi allerede hos Aristoteles, der foregreb den moderne demokratiseringslitteratur, da han skelnede mellem politiske styreformer såsom demokrati, oligarki og tyranni. Og det typologiske redskab har ikke fået lov til at ruste siden. Tag blot den tyske sociolog Max Webers berømte sondring mellem tre typer af herredømme: karismatisk, traditionel og moderne. Denne taksonomiske opstilling har vist sig langtidsholdbar, har inspireret digre værker og – om end mere sjældent – interessante forskningsresultater.

Så langt, så godt. Socialvidenskabernes brug af typologier har imidlertid ikke været nogen ren succeshistorie. For ofte har økonomerne, politologerne og historikerne undladt at observere den taksonomiske logik, der ligger bag selve typebegrebet. Frem for alt er det – hvad logikken angår – nødvendigt at sætte vandtætte skodder mellem klassificeringer og typologiseringer.

En klassificering er en opdeling af empiriske observationer, der indfanger én bestemt dimension – normalt karakteriseret ved én bestemt egenskab eller et bestemt sæt af egenskaber. Klasserne dannes på baggrund af tilstedeværelsen eller fraværet af denne egenskab, og de to eneste tilhørende krav er, at klasserne er gensidigt udelukkende (ingen observation må falde i mere end én klasse), samt at den samlede klassifikation er udtømmende (alle observationer skal kunne indplaceres i klasserne).

Disse to krav gælder også for typologiseringer, men forskellen til klassificeringer er alligevel yderst håndfast. For en typologi er en opdeling af empiriske observationer, der bygger på mindst to dimensioner. Hver af disse dimensioner er kendetegnet af en eller flere egenskaber, og den samlede opstilling af typer er derfor flerdimensionel. Eller for at sige det på en anden måde: er der flere dimensioner, så er der også flere klassifikationer – og så står vi, samlet set, med en typologi mellem hænderne.

Lad mig give et eksempel fra mit eget forskningsfelt: demokrati. Demokratiets væsentligste egenskab består af frie valg, vil de fleste nok sige. Dersom egenskaben ’frie valg’ ikke til stede, så er der tale om demokratiets polære modsætning: autokrati. Autokratiets grundlæggende egenskab er netop ufrie valg (eller ligefrem fraværet af valg). Vi kan altså, hvis vi alene hæfter os ved egenskaben frie valg, danne en klassifikation bestående af de to klasser: ’demokrati’ (+ frie valg) og ’autokrati’ (- frie valg).

Men hvad nu, hvis vi har brug for at indfange to dimensioner? For eksempel bliver det ofte påpeget, at demokrati er bedst beskrevet ved kombinationen af frie valg og en retsstat – det vi normalt kalder ‘liberalt demokrati’, fordi retsstaten er det væsentligste element inden for liberal politisk teori. I denne situation er det nødvendigt at klassificere med hensyn til hver af disse to dimensioner.

Den første klassificering indfanger den elektorale dimension, de frie valg. Den anden klassificering indfanger den liberale dimension, retsstaten. Tilsammen danner de to sæt et ’property space’ – altså en konstruktion på baggrund af de identificerede egenskaber (på engelsk ’properties’) – der udgør en typologi. Fire typer er at finde i dette rum. For det første ’liberalt demokrati’ (+ frie valg, + retsstat), for det andet ’uliberalt demokrati’ (+ frie valg, – retsstat), for det tredje ’liberalt autokrati’ (- frie valg, + retsstat) og for det fjerde ’uliberalt autokrati’ (- frie valg, – retsstat).

Således er vi klædt på til at vende tilbage til den gængse praksis inden for socialvidenskaberne. Alt for mange forskere springer let og elegant hen over de logiske øvelser, som konstruktionen af typologier forudsætter. To problemer er værd at fremhæve. For det første er de fleste typologier, der findes i litteraturen, i virkeligheden klassifikationer, idet de er konstrueret med udgangspunkt i blot én dimension. Det er i sig selv ikke noget problem – det betyder bare, at vi som læsere skal udskifte ordet ’typologi’ med ordet ’klassifikation’, hvis vi vil forstå opdelingens natur. Nej, problemet er, at det teoretiske udgangspunkt ofte er flerdimensionalt, selv om den taksonomiske konstruktion ikke er det. Jeg har tidligere på denne side beskrevet, hvordan en række forskere har advaret om en stadig større kløft mellem elektorale og liberale demokratier – uden at holde de to dimensioner adskilte i den anvendte typologi. Når det sker, så bliver objekterne fejlklassificeret, og så bliver konklusionerne fejlagtige.

For det andet er det almindeligt kun at hæfte sig ved udvalgte typer, flerdimensionaliteten til trods. Webers beskrevne herredømme-typologi udgør et godt eksempel. Weber lagde en række forskellige egenskaber – og en række forskellige dimensioner – til grund for sine tre typer. Hvis vi skulle opstille hele hans ’property space’, så ville vi stå med overordentligt mange typer mellem hænderne. Men Weber holder sig som sagt, på det generelle niveau, til tre. Det er ikke nødvendigvis noget problem. Dersom kun disse tre typer danner logisk velfunderede kombinationer af egenskaber, eller dersom kun disse tre typer forefindes i den virkelige verden, så er reduktionen helt på sin plads. Men mellemregningerne skal frem i lyset – argumenterne for udeladelsen af de øvrige typer er påkrævet, hvis læseren skal kunne forstå konstruktionen. Og her halter det næsten altid, i øvrigt også i Webers tilfælde.

Det er, for at hamre pointen hjem, værd at erindre, at logik er logik, uanset om man bedriver socialvidenskab eller naturvidenskab. Uden logiske redskaber står vi tilbage med en kaotisk virkelighed, som vi er ude af stand til at gøre mere overskuelig – for vi skal som bekendt lære at kravle, før vi kan lære at gå.

Boyer, Carl. B. (1989 [1968]), A History of Mathematics, Second Edition, Revised by Uta C. Merzbach, John Wiley & Sons, Inc, New York.

Lazarsfeld P. F. & A. H. Barton (1951), ”Qualitative Measurement in the Social Sciences: Classification, Typologes, and Indices”, in D. Lerner & H. D. Lasswell (eds.), The Policy Sciences, Standford University Press.

1 Kommentar

  1. LuckyLibertas

    7. juli 2007 at 11:14

    Tak. Godt at læse.Man kan bare håbe at de begavede af “2+2 folk” også forstår at logik er mere end 2+2.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑