Om omfordeling og social mobilitet

Et af de få økonomiske argumenter, der nogle gange bliver brugt for at forsvare velfærdsstatens massive omfordeling er, at den mindskede forskel på rig og fattig øger den sociale mobilitet. I og med at social mobilitet er en nødvendig betingelse for, at samfundet udnytter sine ressourcer effektivt – så kloge børn af fattige forældre, for eksempel, får de videns- og ansvarstunge jobs i stedet for rige folks dumme børn – er ideen om at velfærdsstaten øger den sociale mobilitet også kernen i argumentet for at den ikke ’koster’ noget i form af tabt dynamik – at den statslige omfordeling med en Milton Friedman-parafrase er en ’gratis frokost’.

En ny artikel på vej i trykken i det velanskrevne fagtidsskrift Economics Letters gennemhuller dette argument. De tre spanske økonomer Rodríguez, Rodríguez og Salas, der i øvrigt ikke nævner velfærdsstaten med et eneste ord, undersøger her sammenhængen mellem social mobilitet og indkomstulighed efter al omfordeling har haft sin virkning. Ved hjælp af the European Community Household Panel fra de otte år mellem 1993 og 2000 måler de ulighed og social mobilitet i de 15 gamle EU-lande. Måden de gør det, muliggør også at dekomponere ulighedens virkning på mobilitet i dens tre komponenter: 1) virkninger af økonomisk vækst (som påvirker det specifikke ulighedsindeks); 2) virkninger af indkomstforskelle; og 3) virkninger af rene rang-forskelle – når nogen bliver rigere og andre bliver tilsvarende fattigere.

Når den sociale mobilitet måles i artiklen, viser der sig her som i andre undersøgelser, at den har meget dårlige kår i Danmark. Den såkaldt ’sociale arv’ er kun sværere at bryde i Luxembourg og Tyskland, hvis arbejdsmarkedsreguleringer ikke just er misundelsesværdige. Men hvis argumentet for velfærdsstaten – at velfærdsstatens omfordeling øger den sociale mobilitet – havde noget på sig, ville man forvente en negativ sammenhæng mellem indkomstulighed og social mobilitet. Rodríguez, Rodríguez og Salas finder derimod en klar og sikker positiv sammenhæng.

De tre økonomer fortolker sammenhængen som bevis for, at en høj grad af social mobilitet fører til en lille efterspørgsel efter statslig omfordeling, og at lande med høj social mobilitet derfor får en relativt høj grad af ulighed. Det skal dog bemærkes, at de ikke udfører nogen form for kausalitetstests. En lige så valid fortolkning er derfor, at den større grad af ulighed netop skaber en større grad af social mobilitet, da der er konkrete incitamenter for at alle, ligegyldigt deres forældres position i samfundet, arbejder for at forbedre deres situation. Og som det er blevet noteret af økonomer mindst siden Ludwig von Mises underminerer statslig omfordeling disse incitamenter.

Under alle omstændigheder demonstrerer de tre spanske økonomers forskning det absolut modsatte billede af det, der er nødvendigt for at opretholde et af de få økonomisk-teoretiske argumenter for velfærdsstaten. Bundlinien er, at udviklingen af den omfattende danske velfærdsstat siden starten af 1960erne ikke har påvirket den totale ulighed. Målt ved hjælp af Gini-koefficienten har den ligget på cirka 22½ siden den første internationalt sammenlignelige måling fra 1963. I samme periode er Danmark faldet fra at være verdens femterigeste land til at være nummer ti, og fra at have verdens sjettehøjeste privatforbrug til at være nummer 22. Det bliver stadig sværere at bortforklare, at velfærdsstaten er ansvarlig for at flere og flere lande overhaler os.

8 tanker om "Om omfordeling og social mobilitet"

  1. Mads

    Hej ChristianJeg tror den undersøgelse du refererer til er en enlig svale (og er Economic Letters et “velanskrevet” tidsskrift? – ISI Impact Factoren for 2006 er 0.366 – ikke imponerende :-). Hovedparten af både den økonomiske og sociologiske litteratur om intergenerationel indkomstmobilitet viser ret tydeligt, at mobiliteten (operationaliseret som intergenerationelle korrelationer i permanente indkomster og undertiden korrigeret for uobserverede familieheterogeneitet) er lavere i de skandinaviske lande end i de “liberale” lande (UK, USA) og kontinental- og Sydeuropa. Ergo, der er mere mobilitet i Skandinavien end i andre lande. Tjek evt. artikler af Anders Björklund/Marcus Jännti/Gary Solon. Mvh.Mads

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    @Mads: Ja, mange studier peger på en stor mobilitet i de skandinaviske lande, og muligvis er studiet en enlig svale. Men jeg vil alligevel tillade mig at se det som stærkt interessant, ikke mindst fordi det qua brugen af det europæiske huisholdningspanel er lavet på_fuldt_sammenlignelige data. Der er derfor ikke de sædvanlige problemer med mærkværdighede forskelle mellem offentlige statistikker som plager dele af litteraturen. Ydermere er der jo tale om et rigtigt panel, så man kan følge folk over tid. Det er normalt ellers kun muligt i DK og Sverige hvor registerdata tillader det.Mht. Economics Letters har det kun en ISI-faktor på 0.366, men den er misvisende. Tag et kig på Kalaitzidakis, Mamuneas og Stengos store ranking-papir, hvor de tager udgangspunkt i, hvor citerede artikler er fra forskellige tidsskrifter. Her er EL nummer 18 – foran f.eks. Journal of Labor Economics og Public Choice. Hvis det ikke er velanskrevet…

    Svar
  3. Hr Kommentar

    Det var da sjovt, for du skrev ellers først: “Når den sociale mobilitet måles i artiklen, viser der sig her som i andre undersøgelser, at den har meget dårlige kår i Danmark.”Og nu: “mange studier peger på en stor mobilitet i de skandinaviske lande, og muligvis er studiet en enlig svale.”What gives?

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    @Hr Kommentator: Jeg ville selvfølgelig ikke have postet denne kommentar, hvis jeg ikke havde det klare indtryk, at Rodríguez, Rodríguez og Salas studie var virkeligt veludført og på mange måder bedre og mere validt end den eksisterende litteratur. For mit vedkommende er det altid interessant hvad man får ud af at gøre tingene grundigt og korrekt! Og det er altså, at lighedsmageri og social immobilitet ser ud til at følges ad. Kommentaren med ar det skulle være en ‘enlig svale’ er ikke min, men Madses.

    Svar
  5. Mads

    Hej ChristianJeg er helt enig i, at der sagtens kan være stor forskel mellem ISI impact scoren og et tidsskrifts faktiske “street credit” i de relevante forskningsmiljøer. Ingen tvivl om det. Nu er jeg ikke økonom, men en Economic Journal ikke et godt eksempel på det? ISI scoren/rankingen er høj men ikke tårnhøj, men EJ anses for supergodt. “Vi” har naturligvis samme problemer i de sociologiske tidsskrifter.Mit indtryk er, at ECHP’eren er virkelig god hvad gælder variablenes sammenlignelighed på tværs af lande, men måske mere gennemsnitlig hvad gælder datakvaliteten (responrater, panelbortfald, etc.). Det er i hvert fald hvad jeg hører fra mine kolleger på SFI, som vistnok har leveret data til nogle af ECHP-bølgerne.Men det er naturligvis altid sjovt når nye papirer udfordrer den eksisterende ortodoksi. Det er jo sådan vi kommer videre.Mvh.Mads

    Svar
  6. Nikolaj Hawaleschka Stenberg

    Lidt fra skyttegravene: Sunday Times har et stykke om, hvor fabelagtigt “gratis” uddannelse er: “We need to get our brightest kids, wherever they are from, into our best universities. If we don’t, we all suffer.”… men den avis har selvfølgelig også været rød, siden Rupert Murdoch allierede sig med New Labour.

    Svar

Skriv et svar