Import giver magt

The Economist havde sidste uge en artikel om hvorledes den demokratisk dominerede kongres i USA i flere måneder har blokeret for øget frihandel med Peru, Panama, og i realiteten har afvist en aftale med Columbia.

I Peru og Panamas tilfælde er der fortsat en god chance for at handelsaftaler vil blive indgået, hvis de to lande kan leve op til de krav som kongressen har fået indført i handelsaftalen, ikke mindst krav til standarder for arbejdsmarked og miljø.

I Colombias tilfælde har demokraterne eksplicit givet udtryk for at den politiske vold i landet – ikke mindst rettet mod fagforeningsledere, er hovedårsagen til afvisningen af en handelsaftale. Det på trods af, at der er sket klare fremskridt i de senere år.

Christian Bjørnskov, har tidligere i flere indlæg skrevet om EUs rolle i forbindelse med de manglende fremskridt i WTO forhandlingerne, og senest om Frankrigs og Tysklands ønsker om en mere protektionistisk politik.

Der er selvfølgelig ikke noget nyt i, at handelspolitik bliver brugt i det indenrigspolitiske slagsmål. Det er i sidste ende altid det væsentligste, da det er her det afgøres hvem der der har magten. Her lever gamle myter om handel og dets virkninger desværre fortsat i bedste velgående.

En række klassiske fejlslutninger spiller her en afgørende rolle.

Fejlslutning nr. 1.

Den enes gevinst er den andens tab.

Den klassiske fejltagelse om at sælgers gevinst er købers tab leder i forbindelse med udenrigshandel til fejlslutningen om at frihandel er skadeligt for ens egen økonomi. I europæiske kontekst er denne holdning måske mest udpræget i Central- og Syd Europa, men ikke kun – og slet ikke når man taler om relationerne mellem I- og Ulande.

Den retoriske oprustning omkring arbejdsmiljø, fagforeninger og menneskerettigheder, som bl.a. ideologisk (venstrefløjs) og religiøst baserede NGO’er promoverer, passet perfekt til en populistisk politisk dagsorden, hvor særinteresser kan pakkes ind i pæne hensigter, der prædiker de fineste intentioner om f.eks. at reducere børnearbejde, forbedre vilkårene for arbejderne i den tredie verden osv.

Desværre har WTO’s sammenblanding af handels- og udviklingspolitik fremmet denne dagsorden.

Fejlslutning nr. 2.

Vores velstand er resultatet af politisk kamp.

En af de mest hårrejsende absurditeter der desværre synes at være ganske udpræget er, at vores vestand skulle være resultat af en (styret) politisk proces. Tillad mig at mene, at vores velstand først og fremmest er resultatet af hårdt arbejde. Og betydningen af den politiske proces alene udgøres af liberaliseringer.

Ideen om at den politiske proces/kamp og ikke frie markeder er afgørende – er ikke forbeholdt den traditionelle venstrefløj, om hvem man i det mindste kan sige at de har en ideologisk undskyldning for denne holdning. Den bruges også i tide (og især) i utide af den borgerligt liberale fløj, når den er politisk repræsenteret, jævnfør vores nuværende regering.

Men køber man først fejlslutningen om, at det i højere grad er det politiske system end borgernes arbejde der skaber velstand og velfærd, er det unægteligt nemmere at øge markedsbarrierne – til gavn for de der allerede er på markedet, men til skade for forbrugerne og udenlandske producenter, og derigennem i sidste ende for egne potentielle eksportører.

Fejlslutning nr. 3.

Det er økonomiens størrelse der er afgørende for et lands handelspolitiske styrke.

Jeg har flere gange mødt ovenstående opfattelse til forklaring af styrkeforholdet i WTO – også blandt tilhængere af WTO, og umiddelbart ser det jo også ud som en plausibel forklaring på hvorfor lande som Indien og Brasilien i dag sidder med ved de afgørende forhandlinger om fremtidens handelsaftaler – og det er formentlig også den opfattelse de selv har.

Begge lande er forøvrigt præget af en meget udpræget tro på myte 1 og 2. Problemet er bare, at hvis Brasilien og Indien for alvor skal gøre sig forhåbninger om at kunne tvinge I-landene, ikke mindst EU til at lave handelspolitiske indrømmelser er en forudsætning at de erkender, hvad der er den vigtigste forudsætning for magt i de internationale handelsforhandlinger, nemlig ens eget hjemmemarkeds betydning for andre landes økonomi. Det er altså importen (og adgangen for udenlandske investeringer) der er afgørende for et lands handelspolitiske magt, og ikke dets samlede BNP eller eksport.

Et tydeligt eksempel er balladen om EUs import af bananer fra Mellemamerika i 1990erne. Så længe det kun var de mellemamerikanske lande der protesterede mod Eus protektionisme blev det mødt med en udpræget ligegyldighed. Det var først da USA gik ind i sagen, at spillet ændrede sig. For mens de mellemamerikanske landes import fra Europa var ligegyldig var den europæiske eksport til USA det ikke.

Det handler om Kina.

Hvis ovenstående betragtninger er korrekte indebærer det, at der på mellemlangt sigt ikke kan forventes yderligere liberaliseringer af verdenshandlen, og at den afgørende aktør vil i sidste ende være Kina.

Brasilien og Indien bærer en stor del af ansvaret for sammenbruddet i forhandlingerne i WTO – og personlig må jeg indrømme, at jeg ikke tror på at WTO i årtierne fremover vil få nogen som helst betydning for evt. handelsliberaliseringer. Det kan derimod udviklingen i Kina. Allerede i dag er Kinas økonomiske udvikling kendetegnet ved en exceptionel kvantitativ åbenhed Således udgør handlen med omverden 75% af den samlede økonomiske aktivitet.

Men hermed er (desværre) også sagt, at der formentlig ikke kommer til at ske afgørende liberaliseringer på landbrugsområdet, da det ikke har nogen synderlig betydning for Kina. Eksporten af landbrugsprodukter har derimod stor betydning for et land som Brasilien, men deres økonomis betydning (både nuværende og potentielle – med den herskende konsensus i landet om at import er noget skidt) svarer til et mellemstort europæisk land, hvilket ikke er nok.

1 thought on “Import giver magt

  1. Niels A Nielsen

    Jeg kan følge dig langt hen ad vejen. Det er klart, at vores velstand hænger stærkt sammen med mulighederne for fri international handel, og at der rigtig mange steder – også blandt borgerlige – mangler forståelse af, gevinsterne ved import er mindst lige så store som gevinsterne ved eksport. Det ved enhver forbruger, der har skullet nøjes med de små, dyre bananer fra de franske kolonier i afrika ;-)Protektionisme er den dumhed at insistere på, at landets borgere skal spilde deres tid på at lave dårligere og dyrere varer eller tjenesteydelser end de, der nu tilbydes på markedet, i stedet for at lade markedet hjælpe dem med at finde på noget nyt at lave, som de kan lave bedre eller billigere end andre på markedet.”Begge lande er forøvrigt præget af en meget udpræget tro på myte 1 og 2. Problemet er bare, at hvis Brasilien og Indien for alvor skal gøre sig forhåbninger om at kunne tvinge I-landene, ikke mindst EU til at lave handelspolitiske indrømmelser er en forudsætning at de erkender, hvad der er den vigtigste forudsætning for magt i de internationale handelsforhandlinger, nemlig ens eget hjemmemarkeds betydning for andre landes økonomi.”Skal Brasilien og Indien åbne deres markeder, fordi de derved øger deres magt i de handelspolitiske forhandlinger? Er det ikke et lidt løjerligt argument, der ikke kan have den store virkning på dem, når de tror på myte 1?Skal de ikke ’bare’ overbevises om, at fejlslutning 1 er forkert og fortælles, at de kan hjælpe deres befolkninger enormt ved at åbne deres markeder for udenlandske varer. Import giver velstand!Men hvad nu hvis Kina, Brasilien og Indien i den nuværende situation liberaliserede handelen og altså åbnede deres markeder mere for import. Det ville vel på kort sigt føre til yderligere økonomisk ekspansion? Ville de allerede ekstremt boomende økonomier kunne holde til det? Ville infrastrukturen for eksempel kunne følge med? Der er vel nogle problemer der – på kort sigt.PS”Tillad mig at mene, at vores velstand først og fremmest er resultatet af hårdt arbejde”Det kan jeg godt tillade dig at mene 😉 men så må du også tillade mig at mene, at det lidt misvisende, når vi ser historisk på det. Vi er jo ikke mere velstående end forudgående generationer, fordi vi arbejder hårdere end dem. Mange generationer af bønder har arbejdet hårdt, uden at de følgende generationer er blevet rigere af det.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.