Hvad er de mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaberne?

Her er en post til de mere akademiske af vores læsere! Inspireret af vores emeritus Nicolai Foss, der forleden postede et lignende kald på Organizations and Markets, vil vi indbyde vores læsere til en lille sommerdiskussion: Giv jeres bud på, hvad der er det mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaberne. Det kan være som artikel, bog eller måske en mere overordnet idé. Lad mig starte med mit bidrag: John Maynard Keynes 1936-bog The General Theory of Employment, Interest and Money. Vi glæder os til at høre jeres bud – og hvorfor I mener de er overvurderede.

30 Kommentarer

  1. Here goes…”the strongest argument for game theory is simply to chat with someone who doesn’t know any.”Tyler Cowen,http://www.marginalrevolution.com/marginalrevolution/2005/10/is_game_theory_.htmlJeg er enig i Mandel’s kritik.

  2. Samuelsons arbejder om “public goods”. Der _er_ eksternaliteter og kollektive goder, og der er kollektive handlings-problemer, men sjældent er et ræsonnement blevet mere misbrugt til at retfærdiggøre politiske indgreb m.v. Størstedelen af de angivelige problemer er slet ikke “public goods” i begrebets egentlige forstand, og omvendt kan mange “public goods” i virkeligheden godt tilvejebringes (hvis dette endog overhovedet er ønskeligt) uden statens aktive indblanding.Nu ved jeg ikke, hvad der derudover kvalificerer som “samfundsvidenskabelig forskning”, men af politologer vil jeg da mene, at der næppe findes mange, der er mere overvurderet og overciteret end demokratiforskeren Robert Dahl, der når han er god er banal, og når han er skidt er helt galt på den.

  3. ”Das Kapital” er fundamentet for 100 års tragedier, økonomiske fejlslutninger, politiske katastrofer, menneskelige tragedier og intellektuelt svigt grundlægges med ”Das Kapital” . Af katastrofelitteratur må den få en første plads.Hvad i stedet med en liste over overset litteratur? Som alternativ til listen over overvurderet litteratur. Litteratur og forskning der burde have fået større udbredelse end det fik og som kan berige os, hvis vi læser det i dag?

  4. ”Das Kapital” er fundamentet for 100 års tragedier, økonomiske fejlslutninger, politiske katastrofer, menneskelige tragedier og intellektuelt svigt grundlægges med ”Das Kapital” . Af katastrofelitteratur må den få en første plads.Hvad i stedet med en liste over overset litteratur? Som alternativ til listen over overvurderet litteratur. Litteratur og forskning der burde have fået større udbredelse end det fik og som kan berige os, hvis vi læser det i dag?

  5. Christian Bentsen

    26. juli 2007 at 10:57

    @PKKJeg synes ikke det er rimeligt at beskrive Dahl som overvurderet eller overciteret. Han var trods alt blandt pionererne i forsøget på at begrebsafgrænse og definere begreberne magt og demokrati. Oftest citeres han jo med henblik på at gøre de stærkere positioner klarere og at benægte at han, med rette, udgør en relevant reference ramme er altså urimeligt. Nu kender jeg mest til magt og autoritet og ikke så forfærdeligt meget til demokrati men indenfor det første er han uomgængelig. Uden ham var der ingen Lukes eller B&B eller hvis de var der måtte de fremstå uforståelige. At han så havde for ensidige og åndsfattige analyser er noget andet… :-)Næhh, det ubetinget mest overflødige, vanvittige og direkte skadelige videnskabelige bidrag er relativisme og konstruktivisme. Sjældent har man set noget så tåbeligt og ethvert forsøg på at begrunde den ene af de to er ubetinget voldsomt umuligt at læse uden at blive stærkt generet. I sæar fordi så urimeligt mange – især humanister men også samfundsfolk – gudhjælpemig har taget sludret til sig og forsvarer det langt udover hvad man måtte forvente et nogenlunde normalt begavet væsen ville deltage i.Besøg RUC(Sandkassen) eller KUA (Primært HUM) og få bekræftet de fordomme der eksisterer. God sommer

  6. Jeg er ganske enig i Mads’ og Christian Bendtsens vurdering af post-modernisterne. (jf. http://www.punditokraterne.dk/pomo)Når jeg ikke pegede på den, var det fordi de efter min mening ikke udgør “samfundsvidenskabelig forskning” … 😉

  7. Frederik Hjorth

    27. juli 2007 at 10:14

    Sikke en skæg øvelse. Især Mads’ Luhmann-karakteristik er lige i øjet. Postmodernisme kan ganske rigtigt næsten kun overvurderes; til gengæld tror jeg nu også dens aktuelle popularitet (contra for eksempel Luhmanns) er rimeligt begrænset. Og så er overvurderingens omfang jo tilsvarende mindre.Anderledes med socialkonstruktivisme. Lad mig i den forbindelse anbefale en fin og meget relevant artikel, letlæst, fyndig og tankevækkende, om netop den overvurderede konstruktivisme. Den kan findes her:http://www.axess.se/english/2007/05/theme_edling.php“Reclaiming the Real” hedder den, og dens saliggørende ærinde er at reetablere positivismen i sociologien på bekostning af netop socialkonstruktivisme. Som for mange andre sociologi- (og ak, statskundskabs-) -studerende blev positivisme præsenteret for forfatteren som en håbløst naiv, arkaisk og protofascistisk (!) videnskabelig approach. Det eneste der duede var selvfølgelig socialkonstruktivisme. Men som forfatteren viser er konstruktivismen i sin moderate form triviel og i sin radikale form absurd.Artiklen bør være en god anledning til at holde op med at bruge positivisme som fyord i samfundsvidenskabelige kredse. Alle idéer raffineres og justeres med tiden. Man kan godt være stolt positivist uden det behøver være i Comtes oprindelige forstand – og uden at man behøver sukre pillen ved undskyldende at kalde sig “kritisk” positivist eller “postpositivist”. I øvrigt demonstererer “Reclaiming the Real”s forfatter, Christoffer Eidling, at ikke alle sociologer er værdirelativistiske digterfilosoffer. Der er håb.

  8. Som semi-positivistisk sociolog er jeg er helt enig i Christians nominering af konstruktivisme og ekstrem relativisme som nogle af de mest overvurderede “bidrag” til samfundsvidenskaberne. Man håber, at det, ligesom 80’ertøj og internettet, er en modelune. Det ser desværre ikke sådan ud.Så vil jeg vil også gerne nominere den tyske sociolog Niklas Luhmanns systemteori til et at de mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaben. Luhmann læste engang i en bog, at celler deler sig og tænkte, at sådan måtte det jo også være i ude i samfundet. Det kom der så en ekstremt kryptisk samfundsteori ud af, som ingen (vist nok) har fundet ud af præcist hvad handler om. Men teorien er kompliceret og derfor nærmest altid interessant i visse segmenter (især hvis man er relativist). Dette afholder imidlertid ikke teorien fra at være meget populær på visse universitets- og handelshøjskolemiljøer.Desuanfægtet teoriens anvendelighed må man respektere Luhmanns iver for at afprøve den. Selvom han startede sin akademiske karriere i en relativt sen alder skrev han, så vidt jeg husker, omkring 30 bøger og adskillige hundrede artikler! Respekt.

  9. @Christian Bentsen: “Besøg RUC(Sandkassen) eller KUA (Primært HUM) og få bekræftet de fordomme der eksisterer. “CBS kan desværre ikke sige sig fri for den samme fascination af konstruktivismen. Det afhænger sandsynligvis af studieretning, men SPRØK og Cand Merc MIB, hvor jeg selv har læst/læser er stærkt påvirkede.

  10. Ak ja; jeg er også bange for, at STS-bevægelsen ikke er sådan at få bugt med. Den danske afdeling har, så vidt jeg ved, kronede dage ikke blot på KUA, CBS og RUC, men også store dele af samfundsvidenskaberne og kulturuddannelser som DDC og KARCH: http://www.dasts.dk/ Man må beundre konstruktivisterne/de epistemiske relativister for deres insisteren på, at udgangspunktet – at videnskabernes landvindinger blot er sociale konstruktioner eller at der ikke findes objektiv viden – ikke også selv kan affærdiges som en relativ sandhed. I øvrigt kunne jeg godt tænke mig at få at vide, hvordan det er muligt at gøre eksempelvis tyngdekraften til en social konstruktion?For andre interesserede må Paul Boghossians bog ‘Fear of knowledge – against Relativism and Constructivism’ anbefales; en lille perle med mange fine indsigter i konstruktivismens og relativismens natur. Naturligvis afsluttet med en omfattende kritik af hele Science Wars-temaet og hug til både Rorty, Feyerabend, Kuhn, Latour, den sene Carnap (hvilket forræderi!) og de andre venner.

  11. Jeg vil gerne bakke op om Christians nominering af konstruktivisme (og andre lignende indbyggere i Kongeriget af Epistemologisk Mørke, som David Gordon kalder det). Sjældent har så mange mennesker brugt deres forstand på noget så unyttigt. Det er utvivlsomt samfundsvidenskabernes ‘Det store spring fremad’.

  12. Robert Putnams ide om at vi skal indgå i ‘fællesskaber’ for at stimulere den ‘sociale’ kapital, skal vel også ind på listen over social videnskabelige værker, der er i bedste fald er spekulative. Og som på trods af deres spekulative karakter har haft ganske stor indflydelse.I ‘Making Democracy Work’ er påstanden eksempelvis, at vikingernes besøg på Sicilien har forårsaget mafiaens indflydelse flere århunderede efter…I ‘Bowling Alone’ er der ikke EN ENESTE undersøgelse, der viser, at de sammenhænge Putnam så gerne vil finde, rent faktisk kan findes. Til gengæld er der en hel masse andet der – ifølge Putnam vist nok – peger i retning af, at man ikke taler med andre, når man ser TV…

  13. peter nedergaard

    31. juli 2007 at 10:57

    Interessant emne. Jeg savner imidlertid en definition af, hvad der skal forstås ved “overvurderet”. Er det overvurderet i form af mindre betydning for samfundet, end det normalt opfattes? Er det overvurderet forstået som “usand”? Er det overvurderet sub specie aeternitatis? Eller er det overvurderet forstået som “skadeligt”?Den spredte fägtning skyldes vist, at overvurderet opfattes forskelligt.

  14. peter nedergaard

    31. juli 2007 at 10:57

    Interessant emne. Jeg savner imidlertid en definition af, hvad der skal forstås ved “overvurderet”. Er det overvurderet i form af mindre betydning for samfundet, end det normalt opfattes? Er det overvurderet forstået som “usand”? Er det overvurderet sub specie aeternitatis? Eller er det overvurderet forstået som “skadeligt”?Den spredte fägtning skyldes vist, at overvurderet opfattes forskelligt.

  15. Til de af jer der har lyst til at svælge lidt i de utallige glæder som ‘poststruktulistisk diskursanalyse’ hidbringer, vil jeg anbefale at besøge følgende udbud på Institut for Statskundskab i efteråret 2007: http://www.sis.ku.dk/lp/VisKursus.asp?Knr=90022&Sprog=DK&InFrame=0Hvad mon de ender med at konkludere ved seminarets afslutning?

  16. Øhh, ærlig talt, det er forstemmende at se “relativisme” (hvilken relativering?) og “konstruktivisme” (hvilken?) slået i hartkorn med “postmodernisme”, som der tilsyneladende er enighed om at affeje som “overvurderet”. Igennem mere end hundrede år har perspektivisme og ståstedsbevidsthed forfulgt ånds- og samfundsvidenskaberne som en dunkel skygge, som det for enhver seriøs teoriproduktion er blevet stadig mere nødvendigt at forholde sig til. I de seneste 30-40 år er det nærmest blevet umuligt at betragte viden som andet end kontingent, og det gælder også ‘grundlagsviden’. Åbenbart er det ikke sevet ind her, men man skyder sig efter min opfattelse i foden, hvis man overlader konstruktivistiske (altså tidssvarende!) positioner til den såkaldt “kritiske” (=venstreorienterede) videnskab. De ovenstående indlæg giver det indtryk, at man faktisk vil lade videnskabens emancipationsentusiaster monopolisere “konstruktivismen”, selvom en operativ konstruktivistisk ansats kan give en fornem basis for at -tja- RELATIVERE de moraliserende positioner i samfundsvidenskaben. Niklas Luhmanns forfatterskab bekræfter faktisk dette, hvor verdensfjernt det end er. Som nævnt ovenfor, kan man fremhæve en “overordnet idé” som værende det mest overvurderede, så hermed mit bud: Det mest overvurderede i samfundsvidenskaberne er det politiske engagement! I al for megen videnskab spænder man sin forskning for en politisk vogn, kæphest eller tank, og denne sammenblanding af videnskab og politik er for mig at se ikke mindre kvalmende end diverse sammenblandinger af politik og religion.

  17. Vedr. Peter Kurrilds kommentar om Dahl: Helt og aldeles totalt uenig. For det første: Du kritiserer noget, fordi det er ‘helt galt på den’. Efter mine begreber kan et bidrag sagtens være værdifuldt og galt på den på samme tid; Buchanan og Tullocks ‘Calculus of Consent’ er et godt eksempel på dette. For det andet i din karakterisering af Dahl: Efter min mening er hans teoretiske bidrag værdifuldt primært fordi det giver en værdig og klar fremstilling af forskellige modsatredde positioner indenfor demokratiteorien. At hans egen position i stort er overbevisende på mig tæller også, men mindre i den sammenhæng. Hans empiriske arbejder (om magtstudier og om demokratisering, er dem jeg kender til) har fortjent været anerkendte bidrag, som andre har villet diskutere op imod. Den empiriske demokratiseringslitteratur er kommet meget videre end Dahls tidlige studier, men han har haft en væsentlig og positiv indflydelse på dette. Magtstudier generelt ved jeg ikke om er kommet så meget videre end Who Governs?. selvom der burde være plads til det efter John Gaventas eksempel. Vedr. Igors kommentar om PutnamEnig i, at Making Democracy Work er lovlig far-fetched, som man vist siger på nydansk. Men jeg forstår ikke din bemærkning om, at i ” ‘Bowling Alone’ er der ikke er EN ENESTE undersøgelse, der viser, at de sammenhænge Putnam så gerne vil finde, rent faktisk kan findes.”Desuden: skulle det, at et værk er spekulativt være ensbetydende med, at det er overvurderet. I sagens natur kan det være svært at sige noget, der ikke er en anelse spekulativt uden at det er banalt. Kavære man er uenig i ‘Bowling Alone’s konklusioner, men for mig at se er den værd at være uenig med. Ligesom Hayeks teoretiske bidrag er det.

  18. Christian Bjørnskov

    6. august 2007 at 08:04

    @Trane og Igor: Jeg havde egentlig lovet mig selv at jeg ikke ville poste på mit eget indlæg, men man kan jo skifte mening. Trane, jeg er helt uenig med dig mht. Putnam. Making Democracy Work er efter min mening et stærkt kritisabelt værk, men ahr været vigtigt i og med at det har sat gang i en værdifuld forskningsretning. Men når det kommer til Bowling Alone er jeg enig med Igor! Putnam bliver for eksempel ved med at bruge et mystisk en-dimensionelt mål for social kapital – også i senere arbejde – på trods af at en række forskere fuldstændigt har afvist at der er tale om ét og kun ét koncept. Tag et kig på Dietlind Stolles, Ric Uslaners eller mit arbejde på området for at overbevise dig selv. Putnam post-Making Democracy Work er rent fusk.

  19. Christian Bentsen

    6. august 2007 at 08:28

    @ TraneJo, magtbegrebet er stærkt udvidet og kommet markant videre end Dahl. Essensen var, og er, at Dahls analyse var for ensidig og hans magtbegreb var ikke i stand til at fange “moderne (såvel som ældre) magtrelationer. Han missede “indflydelse” såvel som “autoritet” og fremstod derved svækket. “A har magt over B i den udstrækning A kan få B til at handle anderledes end B ellers ville have gjort” (Fri oversættelse) Dahl.Påstanden er at han er for agent-centret og ikke inkorporerer beslutningsprocessen. (en-dimensional)Bacharach & Baratz supplere med adgangen til dagsordenen som det at besidde magt. (Brixtofte kunne udgøre et relevant eksempel eftersom han i vid udstrækning bestemte hvad der overhovedet skulle være til diskussion) De udgør den anden dimension.Eskalerende med Steven Lukes som plædere for at magt er når man er i stand til at styre hvilke ønsker og præferencer individet skal have. Og her ligger den tredje dimension. Nemlig distinktionen mellem ræferencer man har formet på ehh velinformeret grundlag, altså ægte præferencer mod falske interesser (noget som er formet på manipuleret grundlag). Så er der der feks. Russell og Foucault – Sidstnævnte interessant pga. Autoritets begreberne/diskussionen. I forbindelse med Magtudredningen blev der udgivet en uovertruffen dansk lille sag skrevet af Jens Peter et eller andet. (jeg er lidt rusten i begreberne så læs hellere den danske miniindføring)

  20. Hej ChristianTak for dit svar, og dine henvisninger. Jeg har læst en meget god artikel af Uslaner engang, og jeg kigger gerne på dit arbejde. Jeg husker to ting omkring Bowling Alone. Den ene er, at Putnam har haft et større hold af assistenter sat iværk med at gennemtrevle og tilpasse forskellige kvantitaive undersøgelser (af holdninger, (medie)forbrugsmønstre, deltagelsesmønstre osv.), så de kunne sige os noget om sammenhænge imellem disse. Et omfattende empirisk materiale er en god ting, det tæller op. Det kan godt være hans begreb om social kapital (at det mest drejer sig om tillid mellem borgere, og deltagelsesformer i upolitiske foreninger) er endimensionelt. Men hans metode giver alligevel mulighed for at give et billede i udvikling af dette over tid, der ikke går alene i en retning. Altså, i stedet for at sige, at den ubønhørlige udvikling har gået sin ensrettede gang med tingsliggørelse og social anomi og meningstab undsoweiter, så ser han bølgetoppe og -dale i amerikansk historie. Han søger bestemt at give et samlet billede – “det er sådan, vi er, vi amerikanere”, og det betyder, at pengene, altså dem der køber social kapital, ikke altid passer. Kavære han kobler de mange faktorer forkert, men det er, for mig at se, et vigtigt forsøg. Det andet er, at han skriver engageret og labert, samtidig med, at han prøver at være systematisk. Du har nok ret i, hvis det er det du mener, at der er noget lidt biedermeiersk over ham. Selvom han nævner ‘the dark side of social capital’, så vier han den ikke så megen opmærksomhed som den lyse side, eksempelvis. Jeg fornemmer af det du skriver, at et bidrag, hvis det bliver for bredtfavnende (for relevant? for populært?) i din bog får betegnelsen ‘fusk’. Det gør det ikke i min. Det, jeg mener, er blot, igen, at et bidrag sagtens kan være kritisabelt og værd at læse. Det betyder ikke, at de har fundet den rene, skinbarlige sandhed. I sammenhæng med dette er det ufrugtbart at ville afskrive hele tilgange (socialkonstruktivismen undsoweiter) som ‘overvurderede’. Det svarer til at ville afskrive økonometri. Hiv et konkret argument frem (et værk), i stedet for, og argumentér med det. Og en sidste tilføjelse: kavære der er mange, der har fået Foucault galt i halsen og gylpet et eller andet klamt op. Men Discipline and Punish er altså en pissegod bog.

  21. Hej Christian (nr. 2)Du har ret mht. Dahl og magt. Efter min mening er John Gaventas store bidrag, at han viser, hvordan de forskellige magtbegreber fra ‘faces of power’-debatten kan operationaliseres. Power and Powerlessness, hedder bogen, der vandt Woodrow Wilson-prisen i 1980. Det er sådan ca. det højeste man kan nå indenfor amerikansk statskundskab, og det var velfortjent. Der er også gode bidrag indenfor det mere Foucault-inspirerede, som Clarissa Rile Hayworth’s studie af amerikanske skoler (De-facing Power). Efter min mening er Gaventas og Hayworths tilgange inkompatible, da de berører forskellige problemstillinger indenfor magtstudiet.

  22. Christian Bjørnskov

    8. august 2007 at 02:20

    @Trane: Det var ikke min mening at sige, at bidrag der bliver for ‘bredtfavnende’ er fusk. Problemet med Putnam er, at han hodler fast i en forestilling om at de tre kerneelementer i hans social kapital begreb – social tillid, forenings- og social aktivitet, og sociale normer og normdannelse – er refleksioner af et udnerliggende fænomen han kalder social kapital. Det er et teoretisk konstrukt uden nogen form for robust empirisk støtte. Derfor bliver en række af hans konklusioner også i bedste fald meningsløse. Hvis du (eller andre) vil have yderligere info om det, kan du altid besøge Ric Uslaners hjemmeside eller evt. sende mig en e-mail.

  23. På sin vis har konstruktivismen fortjent sin nominering som “mest overvurderet” alene ud fra konstruktivistiske tilganges voldsomt dominerende position i visse grene af human/samfunds-videnskaberne, og fordi meget af forskningen vitterligt er noget skrammel.På den anden side er den fundamentalistiske opfattelse og totale afvisning af konstruktivisme, man kan læse her i tråden, temmelig misforstået og må bero på en ganske snæver eller ligefrem fejlagtig opfattelse af, hvad en konstruktivistisk tilgang går ud på. At det er ensbetydende med fx postmodernisme (som det antydes) er i hvert fald helt ude i skoven, uagtet at de fleste postmodernister givetvis også er konstruktivister.For nu at tage et ex her fra bloggen: Mantraet “Naturligt er godt”. Vi er tilsyneladende mange, der er enige i kunne afvise dette mantra som noget sludder. Alligevel må vi konstatere, at opfattelsen er bredt udbredt, ja så udbredt, at det ligefrem giver god mening at kalde den et “mantra”. Hvorfor er den det? Og hvornår blev den det? For det har den ikke altid været: Ikke bare er opfattelsen tvivlsom, den er også historisk bundet, altså ikke eviggyldig.Vil man have svar på de spørgsmål, forekommer en konstruktivistisk tilgang mig at være et godt bud. Et andet bud ville være en konspirationsteoretisk analyse, der viser at vi alle er blevet hjernevasket af helsekostindustriens propaganda. Andre bud?Det samme kunne man sige om alle mulige andre aspekter af “politisk korrekte” tankefigurer, som er til så stor irritation for læsere af denne blog og andre selvstændigt tænkende mennesker. På forhånd at afvise konstruktivistiske tilgange som sådan, gør os ikke klogere på samfundet omkring os, tværtimod. At der så med fordel kunne luges grundigt ud i konstruktivisterne, er en helt anden sag. Men det berettiger i mine øjne ikke “konstruktivismen” til en nomimering. Så kunne man jo også nominere “Klodsede anvendelser af regressionsanalyse” eller “Økonometrisk fusk”.Lad mig i stedet vende tilbage til Christians opfordring til at nominere VIRKELIGT overvurderede bidrag til forskningen.Jeg nominerer: IPCC’s klimarapport.@ Hr. Lykkeforsker Bjørnskov (og ganske off-topic): Jeg så indslaget med dig i tv-2s nyheder for lidt siden. Populær forskningsformidling af virkelig høj klasse, må jeg sige. Og ikke kun pga. bikini-babens medvirken. Hvis der var mere af den slags i nyhederne ville jeg se dem oftere (og her hentyder jeg til dit bidrag, ikke hende i bikiniens). Jeg så det sammen med nogle, der ikke i forvejen var bekendt med din forskning, og de fandt det også meget interessant. Konceptet kunne iøvrigt sagtens bære et helt selvstændigt program, så gå endelig videre med det. Du har jo næsten lomborgsk skærmtække 🙂 Må jeg foreslå “The Pursuit of Happiness” som arbejdstitel? Så er den liberale tone jo også slået an.

  24. @Jens BuschHelt og aldeles enig. Jeg forstår heller ikke den fundamentalistiske tilgang til konstruktivisme og relativisme. Desværre ser det ud til, at den moderate tilgang ikke er i særlig høj kurs i netop denne debat. Det kunne skyldes den polemiske præambel. Men uanset hvad, mener jeg du har ret i, at en total afvisning af disse retninger vil føre til, at man hælder barnet ud med badevandet. Det lader til, at det er legitimt at være “super” positivist, hvilket i mine øjne er ligeså naivt, som at være “super” modernist. Denne fundamentalistiske tilgang til teoriretningerne vil i min optik altid føre til, at forskningen bliver spekulativ og politisk. Det er en relevant og legitim holdning, at forskeren ikke kan frigøres fra sit arbejde, når vi beskæftiger os med samfundsvidenskab/humanisme. Det er ikke et naturvidenskabeligt fag, og det bliver det aldrig, uanset hvor forskrækkede samfundsvidenskaberne måtte være for at blive sammenlignet med “sandkassen” på RUC eller hum på KUA. At undlade at stille spørgsmålstegn ved sit eget ståsted er en videnskabelig illegitim praksis, og vil føre til, at videnskab og politik/religion blandes sammen. Tendenser til dette er bl.a. synligt på økonomi (Som er det eneste samfundsvidenskabelige fag, jeg kan udtale mig om), hvor man de sidste mange år i stigende grad har skjult sine holdninger bag et slør af matematik, for derigennem at opnå en “objektiv” tilgang. Imidlertid ændrer dette ikke ved, at matematikken blot er et sprog til at beskrive en virkelighed. Det er antagelserne, som styrer matematikken og ikke omvendt, eller sådan burde det i hvert fald være. Derfor kan jeg kun anbefale skeptiske neoklassiske økonomistuderende (Det synes især at være dem, der har problemet, og ikke de ”gamle” økonomer) at læse lidt klassisk økonomi, så de kan forstå, at matematikken er et “humanistisk”sprog og ikke andet. Man kan også vrøvle matematisk. Denne lille omvej bringer os tilbage til, at det er antagelserne som styrer resultaterne, og derved beskæftiger økonomen sig med det menneskelige væsen, og dermed bevæger man sig over i humanistiske fag såsom filosofi. Da det uomgængeligt forholder sig således, er samfundsvidenskaberne ligeledes underlagt de samme spilleregler, som de forhadte plathumanister, og derved synes det uholdbart at bibeholde en illusion om, at man er fritaget fra at overveje sit eget ståsted, bare fordi man er blevet enig med sig selv om, at det er uvidenskabeligt at være humanist. Måske er det derfor, at økonomisk teorihistorie er et nedprioriteret fag.

  25. Christian Bentsen

    9. august 2007 at 12:37

    @ Jens og Martin:”Hvilken relativisme”? så blev relativisme begrebet relativiseret og det er nærmest vanvittigt. “Det er umuligt at betragte viden som andet end vilkårlig”! Nu kræver i den underviser der berettede det groteske sludder for fyret. Indberet ham til institutledelsen for det er jo galamatias. Tag så semestret om og lev et lykkeligere liv!

  26. @Christian BentsenTak fordi du hiver debatten ned på et stade, hvor alle kan være med, omend det kunne være hensigstmæssigt, om du underbyggede dine postulater en anelse. Hvis du med et lettere liv mener, at det er belejligt at tro, at alt viden er “objektiv” – uafhængig af den enkelte forsker -, så har du fuldstændig ret. Det ville være lettere, men også uvidenskabeligt. Jeg beder dig på ingen måde acceptere, at der ikke findes en virkelighed men blot erkende, at samfundsvidenskabelig forskning heller ikke kan frigøre sig fra sit subjekt. Og i min optik er det en relevant erkendelse for alle, som søger at bedrive obejektiv forskning. Så derfor: Hvis du aldrig har haft en kritisk forelæser, så skynd dig at hive fat i institutlereden, så dit liv ikke forbliver så let, men måske mere interessant;)

  27. Christian Bentsen

    13. august 2007 at 01:25

    @ MartinOg tak for komplimenten…Din partner in crime, Jens, skrev at det var alment accepteret at viden er tilfældig. Det kan opfattes på to måder:1. Når vi får ny viden sker det ved tilfædigheder (ikke en sandsynlig tolkning)2. Viden er tilfældig; forstået således at noget, A, der betragtes som viden i dag kan meget vel være “forkert” i overmorgen. Eftersom der ikke foreligger nogen kriterier for hvornår “noget” kvalificerer sig som viden så er det ikke muligt at pege på noget der er “mere” viden end andet. Det var din partner in crime, Jens, der postulerede ovenstående som en “anerkendt kendsgerning gennem de sidste 30-40 år”. Jeg skal, ja jeg fristes til at anvende udtrykket “naturligvis”, ikke begrunde at påstanden er vanvittig. Det må da være ophavsmanden til et så outreret synspunkt som selv løfter bevisbyrden. Ikke sandt?Derudover bemærkede Jens at det var noget underligt noget sådan at skære den sådan at forstå at relativisme da er mange ting hvorfor han med rimelighed kan spørge: Hvilken type det mere præcist er der henvises til – Når nu der findes forskellige typer af relativisme. Problemet er blot at der ikke findes forskellige typer! (Der findes dem som ønsker at sondre mellem blød og hård relativisme men de har endnu ikke formået at trække grænsen) Du skriver: “At undlade at stille spørgsmålstegn ved sit eget ståsted er en videnskabelig illegitim praksis, og vil føre til, at videnskab og politik/religion blandes sammen”.Hvori består det illegitime? Og hvad er det mere præcist for et ståsted du henviser til? Hvis man er Bornholmer og stemmer på de Konservative får man så andre forskningsresultater end hvis man er fynbo og stemmer på de radikale?Eller mener du at hvis man ikke lægger sig stramt på en erkendelsesteoretisk referenceramme som dækker hele ens tilværelse så blander man religion og politik ind i sine videnskabelige arbejder? Når nu det er lykkedes mig at trække debatten ned på et niveau du normalt ikke befinder dig på så vil jeg da alligevel gerne høre hvad du har at sige til ovenstående citering. Og jeg håber da, på trods af niveauet, at du vil poste en kommentar. Godnat fra rendestenen

  28. @ChristianDu må undskylde, hvis jeg virkede overlegen, men jeg vil godt henlede din opmærksomhed på, at det snarere var din nedladende kommentar, end din egentlige holdning, som fik galden til at flyde over hos undertegnede. Så hvis vi kan føre et sobert niveau, vil jeg gerne diskutere med dig, selvom jeg tvivler på, at vi bliver enige. Men det behøver jo nødvendigvis ikke være endemålet med en debat i dette forum.Hvad angår kommentarerne til Jens’ indlæg, synes det mere relevant, at Jens svarer på dette. Og hvad angår dit spørgsmål omkring fynboen og bornholmeren med forskelligt politisk ståsted, er det korte svar: Ja. Jeg mener, det gør en forskel. Og ja. For at bedrive samfundsvidenskabelig forskning, er det vigtgt at være sig sit eget politiske bevidst for om muligt at kunne luge ud i sine egne fordomme. Venlig hilsen Martin.

  29. Christian Bentsen

    13. august 2007 at 09:33

    Så lad os da tage den – og jeg tror vi når til enighed!Først og fremmest så er viden ikke en tilfældig kundskab der er til stede for at forsvinde igen. Det var den gæve galler Descartes der sad og grublede foran pejsen da det det gik op for ham at vokset ved pejsen smeltede, ændrede karakter men alligevel fortsatte med at være voks. Og ud af denne simple erkendelse opstod ideen om at alt skulle betvivles. MEN kun det der var grund til at betvivle og tvivlen skulle ophøre dersom der ikke var gode grunde til at fastholde en tvivl. Alt dette var muligt fordi os mennesker er i besiddelse af et sprog hvorom det gælder at vi kan bekendtgøre hinanden i vores tanker. Følgelig taler vi om nøjagtig de samme ting når vi taler relativisme, Irak-krig, økologi og alt muligt andet. Og det fører os til at vi, uanset hvilket politisk ståsted en given forsker måtte have, kan diskutere de argumenter der bringes i spil.Mange forskere bliver jævnligt ringet op af journalister og af en eller anden uforklarlig årsag formår forskerne typisk at kvaje sig udover det forventlige – Men derfra og til at der foreligger en eller anden ”illegitim praksis” hvorom det gælder at forskerne ikke er klar over at deres horisont, baggrundsviden og politiske ståsted er med til at forme de spørgsmål eller den tvivl de nærer, er der da ingen grund til at tro. Uanset om den ene eller anden forsker tror på det ene eller andet så kan du, jeg og alle mulige andre tjekke deres argumentation og se om det hænger sammen.Hvis ikke den hænger sammen så er det jo os ligegyldigt om det er fordi forskeren er Bornholmer, Fynbo, Radikal eller Konservativ. Relativismen er i sit udgangspunkt knyttet til human videnskaberne og går basalt set ud fra to præmisser:1. Der findes ikke nogle kriterier for hvornår sociale strukturer kan anses at være bedre eller mere sande end andre.2. Eftersom der ikke findes nogen kriterier så må vi acceptere en stor diversitet af sociale strukturer. Den ene struktur er ligeså god/sand som den anden.Den type påstande skaber en lang række problemer. Først og fremmest er det kontraintuitivt at jeg skulle tilslutte mig en doktrin der gik ud på at der ikke kan gradueres i sociale strukturer og handlingsmønstre. Det synes oplagt at anse f.eks. Hells Angels for at være del af en kultur som jeg må fordømme. Det synes ligeledes oplagt at jeg på baggrund af forskellige indsigter må tage afstand fra en kultur hvor kvinder ikke må gå frit på gaden. Eller en kultur der tillader krænkelser af individet med henblik på at skabe bedre vilkår for massen osv. Det synes i det hele taget oplagt at jeg må tage afstand fra enhver kultur som ikke, forfatningsmæssigt, sikrer kulturens medlemmer mod overgreb af forskellig art. Der er meget mere at sige men foreløbigt er den mest presserende pointe hentet hjem. Så for at opsummere; så skylder du fortsat at forklare hvori det illegitime består i at en forsker ikke gør sig overvejelser over sit politisk-religiøse ståsted. Jeg er med på at du mener at nogle forskeres forskning er politisk/religiøst funderet/betinget men jeg kan ikke se at det udgør et problem.Men nu forkaster jeg jo så også konstruktivismen. Konstruktivistens grundantagelse er at vi sprogligt konstruerer virkeligheden. Heldigvis ved både du og jeg at det ikke er tilfældet. For hvis vi, hver i sær, konstruerede ”virkeligheden” så ville det betyde sprogets kollaps. Hvordan skulle man nogensinde meningsfuldt kunne kommunikere men en der befinder sig ”i sin egen konstruktion”?Og også venlig hilsen herfraps. posten er skrevet i en køre og jeg er relativt ny i det her blogunivers så tilgiv mig hvis det bliver for snirklet eller dunkelt.

  30. Hej Christian,I grunden tror jeg fronterne blev trukket for hårdt op, for ved gennemlæsning af dit udmærkede indlæg, tror jeg, vi kan nå til en gensidig forståelse. Jeg vil give dig helt ret i, at alle forskere uanset religon eller politik kan diskutere relevante problemstillinger. Jeg mener blot, at deres baggrund spiller ind på deres resultater i forbindelse med deres antagelser. Ofte ses det jo, at forskerne indenfor samfundsvidenskaberne ikke er enige, tiltrods for at man ikke som sådan kan konkludere, at den ene forsker har taget fejl. Derfor mener jeg stadig, at subjektet er en relevant kilde til forståelse af objektet. Så omend det måske ikke kvalificerer til “illegitim praksis”, ikke at gøre sig sit eget ståsted klart, mener jeg stadig, at det giver god mening at udfordre sine automatiske antagelser på baggrund af den samfundsopfattelse, som man anser som ideel.Du må undskylde hvis indlægget er knudret og usammenhængende, men jeg er kommet for sent igang.Venlig hilsen Martin.PS: Gode indlæg du har skrevet omkring “Død over mantraet….”. Hvem har nogensinde troet, at alt naturligt var ubetinget godt? For hvem kan det dog være en overraskelse, at det forholder sig anderledes?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑