Et af argumenterne for at få en mere integreret, om måske endda fuldt fælles, europæisk udenrigspolitik er, at man kan virke som en mere moralsk modvægt til det, mange ser som amerikansk Realpolitik med gustne motiver. Frankrig er som bekendt en af de stærkeste fortalere for fælles EU-politik, en officiel holdning der bestemt ikke er ændret med den nye præsident Sarkozy. Som sådan skulle man tro, at EU hvis de officielle intentioner var sande ville afstå fra kontakt med nogle af verdens mest menneskefjendske regimer. Men intentionerne og de fine ord er ligesom tønder de larmer mest når de er helt tomme.
Den type regimer er Libyen et pragteksempel på. Landet har stadig en række politiske fanger siddende i dets fængsler, brugen af tortur er udbredt, og man har fra officielt hold nægtet enhver undersøgelse af borgere, der regelmæssigt forsvinder sporløst når de har været i politiets varetægt. Befolkningen har heller ikke skyggen af politiske rettigheder i et land, der siden 1969 er blevet styret diktatorisk af Moammar Gaddafi. Ytrings- og pressefrihed er også en by i Rusland. På Reporters Sans Frontières årlige indeks ligger Libyen lunt mellem så velkendt frie lande som Hviderusland og Syrien.
Men den officielle europæiske moral har ikke forhindret Frankrig i at indgå en større våbenkøbsaftale med Libyen. Politiken skriver i dag, at de to lande har indgået en aftale om salg af panserværnsraketter og kommunikationsudstyr til en værdi af cirka 3 milliarder kroner. Den hjemlige franske opposition kritiserer regeringen for at indgå aftalen, ligesom den tidligere kritiserede Chirac-regeringen for at indgå en større aftaler om salg af nuklearteknologi til Libyen. Herve Morin, Frankrigs nye udenrigsminister, kalder kritikken et systematisk forsøg på at ødelægge en virkelig diplomatisk succes for Frankrig.
Der er ingen tvivl om, at Frankrig vil blive en nøglespiller, hvis EU en dag skulle få en fælles udenrigspolitik. Når man evaluerer spørgsmålet, om det er ønskværdigt at fortsætte den politiske integration i Europa, er det derfor helt centralt også at spørge, hvilken type udenrigspolitik, der vil blive ført. Dagens absurde nyhed betyder således kun, at jeg er blevet endnu mere skeptisk mht. EU’s politiske overbygning. Vil vi virkelig lade vores udenrigspolitik diktere af et land, der sælger våben til verdens mest menneskefjendske regimer så snart internationale embargoer ophæves? Vil vi lade Frankrig der umiddelbart før Irak-krigen var en af landets tre største kreditorer (rigtigt gættet, Irak skyldte penge for køb af våben og atomteknologi) udbrede sin globale indflydelse med dansk, svensk og britisk opbakning? For mig er svaret entydigt.
Også her er svaret entydigt – nemlig nej. Aftalen med Libyen er en katastrofe, og et EU med en politisk overbygning vil vakle videre ad lignende mørke veje. Forestillingen om EU som en egentlig union er – som også Karl Popper mente det – en uhyggelig vision.
Helt enig, Christian. En anden skamfuld sag er den om de bulgarske sygeplejersker, som blev tortureret og voldtaget under deres fangenskab i Libyen. Før de blev frigivet, blev de tvunget til at underskrive en erklæring om ikke at ville retsforfølge Libyen for tortur. Og det er der ingen problemer i, lader EU til at mene.”Ifølge en af sygeplejerskernes advokater, franskmanden Emmanuel Altit, kan et dokument, som er underskrevet under tvang, under ingen omstændigheder forhindre sygeplejerskerne i at anlægge en retssag. Men foreløbig skal de seks have lov til at komme til hægterne, før der tages stilling til det, hævder han.”Modsat har EU-landene tilsyneladende den opfattelse, at dokumentet er gældende. Ifølge præsident Nicolas Sarkozys Elysée-palæ var alle sygeplejerskernes advokater enige om holdbarheden af dokumentet.”Præsidentens talsmand, David Martinon, siger til avisen Le Monde, at fremgangsmåden blev godkendt på topniveau i EU, fordi den forinden blev diskuteret i breve mellem EU og Libyen underskrevet bl.a. af EU-kommissær Benita Ferrero-Waldner og af den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, der dengang var EU-formand.”En talsmand for EU-kommissæren siger til Le Monde, at alle 27 EU-lande konstant blev underrettet om alle detaljer i diskussionerne, og at ingen kan hævde ikke at kende betingelserne. “http://jp.dk/arkiv/?id=1028559
Formålet med EU er at Frankrig kan virkeliggøre sine stormagtsdrømme og få hævn for den bitre ydmygelse det var at blive befriet af amerikanerne efter anden verdenskrig. Fællesmarkedet og det indre marked var blot pressionsmidler som blev brugt til at få de enkelte lande til at opgive deres selvstændighed. “… Frankrig vil blive en nøglespiller, hvis EU en dag skulle få en fælles udenrigspolitik.” Ja. Rigtig udenrigspolitik handler i sidste ende om magt, derunder militær magt. Frankrig er en atommagt. Det er vi ikke. Tro ikke, at beslutningen om at trække på atom-aftrækkeren vil blive taget ved flertalsafstemning eller at Danmark får vetoret.
“Ifølge en af sygeplejerskernes advokater, franskmanden Emmanuel Altit, kan et dokument, som er underskrevet under tvang, under ingen omstændigheder forhindre sygeplejerskerne i at anlægge en retssag” – dét ville jeg også mene; men kunne vi ikke få nogle af ‘vore’ juridiske eksperter på banen her? For mig at se er det oplagt, at man ikke ‘politisk’ (og endda uden konkret lovhjemmel) kan fratage borgere deres lovfæstede rettigheder!