Rettigheder til velfærd? Rettigheder til økonomisk deroute

Hvis nogen skulle være i tvivl, er valgkampen gået i gang. Selvom statsministeren ikke har udskrevet valg endnu – i en så usikker politisk situation må det være en pine for en kontrolfreak at skulle gøre det – er der vist ikke meget tvivl om, at det snart er på vej. At Socialdemokraterne helt sikkert tror på, at valget kommer i efteråret, må være grunden til at de har lanceret deres store valgscoop: Velfærdsrettigheder. Skidt med at Hele Thorning Schmidt i en bog for blot få år siden advarede mod at lancere den slags rettigheder, og faktisk kaldte dem ødelæggende” og ”smart stemmefiskeri”(læs her). Nu er det altså officiel socialdemokratisk politik. Det bringer minder tilbage om Anker Jørgensen, og de er ikke just glade minder.

Tidligere overvismand og professor Torben M. Andersen advarer i dag i Berlingske Tidende mod forslaget, ligesom han advarer mod noget af regeringens valgflæsk. I og med at TMA er en fornuftig mand og en god økonom, er der al mulig grund til at se lidt på forslaget. Det kan gøres meget simpelt. Thorning vil give befolkningen ret til offentlig ’service’ på 29 specifikke punkter. Blandt andet skal der være en række garantier i sygehusvæsenet og hjemmeplejen, og et loft på klassekvotienter i folkeskolen på 24 elever. Hvis man indfører velfærdsrettigheder, kan der logisk set ske to ting:

1)      Man lader være med at overholde dem, da den offentlige kapacitet slet ikke kan håndtere det efterspørgselspres, en befolkning der tager rettighederne bogstaveligt vil give. Dermed er udspillet reduceret til rent valgflæsk uden indhold, hvilket ikke vil have anden effekt end at underminere befolkningens tiltro til politikerne endnu mere. Det vil naturligvis gå ekstra ud over Socialdemokraterne – men måske er det en naturlig udvikling at partiet enten skal dø eller reduceres til et ubetydeligt parti? Deres traditionelle kernevælger – ’arbejderen’ – uddøde jo for næsten 20 år siden.

2)      Den anden logiske konsekvens opstår, hvis politikerne rent faktisk tager udspillet alvorligt. Det vil føre til en stærkt stigende efterspørgsel efter folkeskolelærere, sygeplejersker, hjemmehjælpere og læger, og formodentlig også en hel del administrativt personale i den offentlige sektor. Dette i sig selv vil føre til stærkt stigende offentlige udgifter. Men da der i forvejen er mangel på de respektive folk, kan man kun på kort sigt få dem, der allerede er der, til at arbejde mere ved at hæve deres løn betragteligt, og på længere sigt tiltrække nye folk ved permanent at hæve de offentlige lønninger. I en situation med en skrumpende arbejdsstyrke og en stigende forsøgerbyrde kan en sådan offentlig ekspansion i sagens natur udelukkende ske på bekostning af det private erhvervsliv – hvis man da ikke på aldeles magisk vis får udvidet den effektive arbejdsstyrke. Da det kun kan ske ved at tage et alvorligt opgør med bistands/dagpengesystemet er det ikke sandsynligt.

Danske socialdemokratiske vælgere står derfor, hvis de tænker sig om, i et valg mellem pest eller kolera. Hvis partiet vælger løsning nummer 1, holder de vælgerne for nar og risikerer dermed at miste yderligere opbakning i en tid, hvor partiet kæmper for at berettige sin eksistens. Hvis det vælger nummer to, vil deres politik føre til en offentlig eksplosion, der i stigende grad presser det erhvervsliv der finansierer staten. På sigt betyder udspillet om velfærdsrettigheder derfor et offentligt budget, der stiger med noget der ligner 20-40 milliarder kroner, og det kan kun finansieres ved skatteforhøjelser eller gældsættelse. Var der nogen, der sagde Anker Jørgensen? Jeg er lykkelig for at jeg ikke er socialdemokrat, men jeg har stadig et stort problem: Anders Fogh er i praksis ikke mindre socialdemokrat end Helle Thorning.

6 thoughts on “Rettigheder til velfærd? Rettigheder til økonomisk deroute

  1. Michael Gram

    “I en situation med en skrumpende arbejdsstyrke og en stigende forsøgerbyrde kan en sådan offentlig ekspansion i sagens natur udelukkende ske på bekostning af det private erhvervsliv “Ja, og det er virkeligt en bombe af dimensioner man placerer under dansk økonomi. For der er allerede et massivt pres på arbejdsmarkedet, hvor det er særdeles vanskeligt at finde kvalificeret arbejdskraft. Flytter man så arbejdskraft fra de værdiskabende til de velfærdsskabende erhverv, kan samfundet kun blive fattigere.I mine øjne står dansk politik ved en økonomisk skillevej. Enten fortsætter man velfærdsudbygningen, fortsætter med at tale befolkningens forventninger i vejret, og betaler prisen i form af mindre vækst og højere skatter. Eller også stopper man op, kigger på den offentlige produktivitet, og tager opgøret med velfærdsnarkomanien. Med mit kendskab til danske politikere og dansk presse (det er synd for nogen og staten skal gøre noget), så er det næppe den sidste mulighed man vælger…

    Svar
  2. US

    “måske er det en naturlig udvikling at partiet enten skal dø eller reduceres til et ubetydeligt parti? Deres traditionelle kernevælger – ’arbejderen’ – uddøde jo for næsten 20 år siden.”Den køber jeg ikke. Der var ikke mange arbejdere tilbage for 20 år siden, men det forhindrede altså ikke statsministeren i at hedde Nyrup i 90erne. Er begrebet “kernevælger” ikke efterhånden blevet mere og mere illusorisk og ligegyldigt for især de store partier, og er det forhold, at partierne efterhånden har gennemskuet den udvikling ikke også en stor del af årsagen til, at vi har haft den politiske udvikling, vi har efter årtusindskiftet?Venstre har gennem efterhånden snart et årti holdt deres traditionelle borgerlige kernevælgere decideret for nar og givet dem adskillige slag i ansigtet i processen. Partiet sidder alligevel tungt på ministertaburetterne, og vil efter alt at dømme også gøre det i næste valgperiode. “Traditionelle kernevælgere” lader til i dag for de store partier mest af alt bare at være til besvær.

    Svar
  3. Christian S

    “Den køber jeg ikke. Der var ikke mange arbejdere tilbage for 20 år siden, men det forhindrede altså ikke statsministeren i at hedde Nyrup i 90erne.”Nu levede alle de pensionerede arbejder fra 60’ne og 70’ne jo stadigvaek for 20 aar siden. Og de havde stemmeret…Koeber du den nu?;)

    Svar
  4. Steven McTowlie

    Jeg har tænkt mig at få så meget international erfaring som muligt, så kan man altid være en del af en højtuddannet exodus når velfærdsstatens metastaser får økonomien til at implodere.

    Svar
  5. Helene Haabegaard

    Haha, tak for endnu et morsomt indlæg. Selv så jeg umiddelbart forslaget fra en lidt anden vinkel (jeg er jo heller ikke økonom).Når man ikke kan stemme med fødderne, bliver det meget svært at udøve kvalitetskontrol med producenterne. I et forsøg på at rette op på disse tilstande laver man så standardkodekser, evalueringer, faste ”rettigheder”. Man har krav på mindst 24 minutter af hjemmehjælperens tid, mindst 32 timers undervisning om ugen i gymnasiet osv. Det eneste revolutionerende i socialdemokraternes forslag er vel den hidtil usete ekstravagance. Nu sker der selvfølgelig et ekstremt spild indenfor den offentlige sektor, men det er da muligt at nogle forbrugere – hvis ikke mange – ville være villige til at betale mere for en bedre service på de punkter, socialdemokratiet tager op. De summer folk bruger på mærkevaretøj til deres poder, står jo i skærende kontrast til de skimmelsvampsbefængte bakterieghettoer, de så lader de ulyksalige afkom opbevare i 8-10 timer om dagen.Nu kan jeg ikke huske alle socialdemokratiets velfærdsrettigheder, men de lyder da alle rimeligt fornuftige (hvem sætter ikke pris på et bad en gang om dagen?). Og hvem frygter ikke den umenneskelige og degraderende behandling, man vil blive udsat for på et dansk sygehus i tilfælde af en ulykke?Men kan vi vide, hvad folk synes et bad om dagen er værd? Nej, det kan vi ikke. For ”et bad om dagen på plejehjem” eksisterer ikke på markedet. Det er simpelthen ikke muligt at allokere ressourcerne i forhold til folks prioriteringer, for de har ikke noget sted at komme til udtryk. Selvfølgelig er det vigtigt at påpege de nationaløkonomiske konsekvenser af at gennemføre et forslag som socialdemokraternes under det nuværende system, men jeg synes også man skal huske at tale om de problemer, fraværet af et frit marked med priser skaber. Jeg tror ikke, du er uenig i at det grundlæggende problem er at der hersker planøkonomiske tilstande på rigtig mange områder i den danske økonomi, men – hehe – er det virkelig så godt at opfordre til sparsommelighed for at få planøkonomien til at hænge bedre sammen?Jeg kommer til at tænke på en anekdote fra Sovjet. Det økonomiske råd stod med et problem. En mængde kød var forurenet af radioaktive stoffer og forureningen oversteg de fastsatte minimumsgrænser for tilladt radioaktivitet i fødevarer betydeligt. Hvad gjorde de? De hakkede da bare kødet op og blandede i det rene kød, så en endnu større mængde kød nu var radioaktivt, men holdt sig under minimumsgrænsen (der var dog stadig forbud mod at bruge kødet i børnehaver og til gravide). Det kunne så sendes ud i supermarkederne (eller hvad man nu vil kalde et sovjetisk fødevarelager). Var deres økonomiske sans og spareiver på nationens vegne dydig i dette tilfælde? Hvad med de tusindvis af mennesker, som hvert år bliver invalideret eller ligefrem dræbt af dårlig hygiejne, lægesjusk eller ren og skær sparsommelighed på danske sygehuse?Mvh. Helene Schou Haabegaard

    Svar

Leave a Reply to Steven McTowlie Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.