Sicilien mellem fortid og nutid

Jeg var et smut på Sicilien under min italienske afstikker til The European University i Firenze, og bringer her – med eneret for Punditokraterne – en lille kulturhistorisk beretning om Middelhavets største ø; en beretning der søger at afdække nogle forudsætningerne for økonomisk velstand.

Siciliens hovedstad Palermo er et pudsigt sted. Trafikken er kaotisk, og indbyggerne parkerer, som det passer dem – gerne helt ude i tredje række. Ikke to huse og er ens, det er svært at se noget mønster i vejnettet, og mange af slumkvartererne kan umuligt være godkendt til beboelse. Byplanlægning er tilsyneladende ikke noget, de lokale myndigheder bekymrer sig om. Det er ikke tilfældigt, at Palermo huser flere uregistrerede indbyggere end nogen anden italiensk by.

Men slipper man først gennem virvaret, så venter et imponerende syn. Området mellem Palermos gamle palads, Palazzo Reale, og Palermos domkirke står som en mindelse over højmiddelalderens blandingskultur par excellence. Her mødtes – for næsten 1000 år siden – Europas tre store civilisationer: den latinsk-katolske, den græsk-ortodokse og den arabisk-muslimske. Tag blot Palazzo Reales berømte Cappella Palatina. Kapellet blev påbegyndt i 1132 under den katolske kong Roger II. Dets mosaikker er græske, og dets prægtige træloft er udført af arabiske håndværkere.

Som Rogers navn antyder, daterer kapellet sig tilbage til en tid, hvor normannerne regerede Sicilien; men hvor befolkningen fortrinsvis bestod af arabere og grækere. I to korte århundreder fremstod det normanniske Sicilien som Europas økonomiske, kulturelle og litterære højborg. Så var det slut, og siden har Sicilien udviklet sig til lidt af en udørk på alle tre punkter.

Beretningen om den sicilianske blandingskultur under normannerne rummer en dobbelt lektie i statsbygning: et eksempel på storhed og fald. Den cocktail er nok et besøg værd. Vi skal tilbage til den gryende højmiddelalder. Europa var fra 1000 til 1300 hjemsted for en befolkningseksplosion, der førte til markante ændringer i næringsstrukturen, i særdeleshed i form af øget specialisering. Marginaljorde blev inddraget til dyrkning, hvilket gjorde ejendomsretten mere effektiv. Resultaterne lod ikke vente på sig: økonomisk vækst og en øget samhandel holdt deres indtog over størstedelen af det europæiske kontinent.

Højmiddelalderens nye velstand lader sig aflæse i de skriftlige vidnesbyrd. Det er ikke forkert at sige, at Europa efter år 1000 dukker frem af den tidlige middelalders tåger, hvad de nedskrevne kilder angår. Men det var en presset latinsk kristenhed, der nu atter fik tunge og mæle.

Den Iberiske Halvø og Sicilien havde i århundreder tilhørt muslimske arabere, og selv om de kristne indbyggere ikke var blevet fordrevet, så overdøvede muezzinernes stemmer kirkeklokkerne. På det syditalienske fastland styrede ortodokse byzantinere slagets gang – et levn efter den store kejser Justinians forsøg på at genvinde Romerrigets vestlige provinser i 500-tallet. Og mod nord havde de hedenske vikinger i over tohundrede år gjort strandhugst langs de kristne riger i Frankrig, England og Irland.

Lad os blive hos vikingerne for en kort stund. En del af mændene fra nord slog sig ned i det fremmede, og en af deres kolonier – der meget passende fik navnet ’Normandiet’ – skulle komme korset til undsætning få generationer senere. Vidt berømt er den normanniske Hertug Vilhelms erobring af England. Men allerede inden Vilhelms engelske politik kulminerede i slaget ved Hastings i 1066, havde normanniske eventyrere bidt sig fast langt mod syd, langs Apuliens og Calabriens kyster.

Der var for det meste tale om yngre brødre, der på grund af de normanniske arveregler ikke havde andel i slægtsgodset. Forrest i flokken stod Tancred de Hautevilles otte sønner, af hvilke ikke mindre end fem skulle opnå hertugværdigheden i det syditalienske. Mest navnkundig er den ældste søn af Tancreds andet ægteskab, Robert Guiscard – ’den listige’. Efter i løbet af 1050erne så nogenlunde at have sikret sig herredømmet over hele den italienske hæl og tå – samt store dele af området op imod Kirkestaten – landede Robert sammen med sin yngre bror Roger i 1060 på Sicilien. Det kom ikke til at gå stille af.

Normannerne geopolitiske succes, i England såvel som i Syditalien, kan føres tilbage til højmiddelalderens militærteknologiske nybrud. Enhver, der har læst Homers Illiade, vil have lagt mærke til de græske bronzealdersamfunds hierarkiske karakter. Beretningens helte er konger, fodsoldaterne får få ord med på vejen, og den menige græker eller trojaner kan ikke gøre andet end at håbe på gudernes velvilje.

Den samfundsopbygning skyldtes i høj grad, at bronze var en knap ressource. Kun konger og høvdinge kunne bekoste et ordentligt krigsudstyr – og deres greb om datidens voldsmonopol var derfor solidt. Jernteknologiens fremkomst vendte op og ned på samfundet. Jern er billigere at fremstille end bronze, og med de nye våben i hånden kunne borgere, bønder og hyrder pludselig deltage i spektaklet. Elitens voldsmonopol blev simpelthen brudt, og den demokratiske bystat, polis, tog kongedømmernes plads, i hvert fald i betydelige dele af det gamle Hellas.

Middelalderens ridderhære indvarslede et lignende skift i samfundets organisation – men denne gang tilbage til hierarki. Stigbøjlen, der via Vestasien nåede Europa ved denne tid, tillod rustningsklædte krigere at kæmpe fra hesteryg. Da hest, brynje og lanse var endog meget bekostelige, tiltvang den bevæbnede elite sig atter voldsmonopolet. Den militære organisation spejlede sig i feudalismen, en samfundsorganisation hvor den rustningsklædte ’hærmand’, herremanden, udgjorde omdrejningspunktet.

Normannerne var rene virtuoser, når det kom til at udnytte den nye militærteknologi. Det mest iøjnefaldende ved Hauteville-brødrenes erobring af Sicilien var deres tekniske militære overlegenhed. Selv om normannerne næsten altid var voldsomt i undertal, så gik Robert Guiscards og lillebror Rogers svært bevæbnede rytteri af med sejren stort set hver eneste gang. Araberne måtte bøje nakken, og omkring 1090 var hele øen i normannernes vold.

Så indtraf miraklet. Krigerfolket viste sig at være uovertrufne statsbyggere. Hautevillerne førte bevidst en tolerancepolitik, der var uset for den tid. Da Robert Gusicard og Roger i 1072 erobrede Palermo, de sicilianske arabers hovedstad, blev hverken muslimernes liv eller muslimsk ejendom udsat for overgreb – byens indbyggere slap med en skat. Kontrasten til en anden af periodens store erobringer, korsfarernes indtagelse af Jerusalem, kunne dårlig være større. Da det første korstog i juli måned 1099, blot sytten år efter Palermos fald, erobrede Den Hellige By, slagtede de den muslimske og jødiske befolkning som kvæg – selv ikke byens kristne gik ram forbi.

Og Palermo var ikke en enlig svale. Under Roger I – der overtog magtens tøjler efter storebror Guiscards død – opbyggede normannerne en stat, der var sammensat som et fint konstrueret urværk. Det arabiske bureaukrati blev videreført, og en stærk flåde med et betydeligt græsk indslag blev stablet på benene. På denne måde viste Roger I og sønnen Roger II sig i stand til at skabe en meget stærkere centralmagt, end tilfældet var i resten af Vesteuropa.

Der var tale om et bevidst forsøg på at holde feudalismens centrifugale kræfter i skak, og projektet lykkedes over al forventning. Roger II – kronet som konge af Sicilien juledag 1130 – gjorde den sicilianske stat sig til en af det kristne Europas stærkeste. Roger var Vesteuropas rigeste monark; hans skatteindtægter fra Palermo alene oversteg efter sigende den engelske konges samlede indtægter. Samtidigt trivedes videnskaben og litteraturen i den sicilianske blandingskultur. Arabernes kendskab til antikkens store græske værker fik stor betydning for middelalderens Europa, og inden for lyrikken forsøgte øens digtere sig ud i den ’folkesprogede’ gerning, som Dante, Petrarca og Boccacio få århundreder senere skulle gøre så berømt.

Hvad var det, der gjorde Huset Hauteville i stand til at skabe dette organisatoriske mirakel? To forhold er væsentlige, hvis man vil afdække systemets fjedre. Kombinationen af en pragmatisk tilgang til statskunsten og evnen til at skabe en stærk centralmagt gjorde underværker i en periode præget af både fanatisme og anarki.

Den samlede pakke kan spores tilbage til normannernes lømmelalder langt mod nord. Allerede da vikingerne slog sig ned i det senere Normandiet, viste de sig parate til at lære af omgivelserne. De begyndte meget hurtigt at tale fransk, blev omvendt til kristendommen, og lagde såvel deres lighedsidealer som deres langskibe på hylden til fordel for Kontinentaleuropas feudalsystem og militærteknologi.

Deres efterkommere i det syditalienske fortsatte i samme spor. I stedet for – som korsfarerne i kongeriget Jerusalem – at fastholde den vesteuropæiske samfundsform, så fulgte normannerne terrænet, i hvert fald under Huset Hauteville. Deres religiøse tolerance afspejlede blot deres generelle pragmatisme. Så de noget, de kunne bruge, så tog de det til sig – hvad Gud og Pave så måtte mene om den sag.

Men pragmatismen var kun den ene halvdel af pakken. Netop ved at tage den arabiske forvaltningstradition til sig viste Roger den I og Roger den II sig i stand til at holde de normanniske (røver-)baroner i skak. Siciliens stærke centralmagt sikrede en relativt høj grad af lov og orden – selve forudsætningen for et sundt økonomisk liv.

I to hundrede år funklede den normanniske stjerne i syden. Så udslukkedes den langsomt, og Syditalien tabte pusten, økonomisk såvel som kulturelt. Det er, paradoksalt nok, muligt at kæde Siciliens nuværende underudvikling sammen med normannernes succes. Da Huset Hauteville fik nogle generationer på bagen begyndte centraliseringstendenserne så ganske at overskygge pragmatismen.

Kontrasten til de samtidige begivenheder i Mellem- og Norditalien er slående. De italienske bystater nord for Rom kastede sig ved denne tid ud i et alternativt forsøg på at bekæmpe feudalismens centrifugale dynamik: de genopfandt republikanismen. Et sammensurium af demokratiske kanaler og ’checks and balances’ gjorde deres ’kommuner’ åbne for forandringer, samtidig med at de sikrede politisk stabilitet. På det økonomiske område forgreb den helt store stjerne mod nord – datidens Firenze – ligefrem den moderne kapitalisme.

Sicilien, der under Hautevillerne havde været betydeligt rigere end Norditalien, kunne slet ikke følge trop. Den stærke centralmagt tillod ikke politiske og økonomiske eksperimenter, og under godt fire århundreders spansk overherredømme gik næringslivet og kulturen gradvist i stå. Forskellene mellem Nord- og Syditalien har holdt sig til vor tid; som enhver dansk turist, der besøger Middelhavets største ø, vil kunne tale med om. Nutidens Palermo er en bleg skygge af Roger IIs prægtige stad. Det er ganske ironisk, at både nutidens trængsler og datidens storhed springer af samme kilde: af normannernes store statsbygningsprojekt.

5 thoughts on “Sicilien mellem fortid og nutid

  1. Skyblue

    Virkelig spændende beretning. Jeg har altid godt kunne tænke mig at vide noget mere om Normannerne og deres senere krige i England og andre steder. Er der nogen der kan anbefale en bog om emnet?

    Svar
  2. Jørgen Møller

    Kære SkyblueJeg er ikke så godt inde i den engelske side af normannernes ekspansion. Måske David G. kan hjælpe dig der. Men hvis du vil læse om deres syditalienske kampagner, så kan jeg anbefale John Julius Norwichs to bøger: The Normans in the South. 1016-1130 (1967) og The Kingdom in the Sun. 1130-1194 (1970). Det er ikke højere videnskab, men Lord Norwich er bestemt en underholdende fortæller.Venlige hilsenerJørgen

    Svar
  3. Jørgen Olsen

    Jamen, men da dog. Sikken en beretning. Hjertelig tak. Alle os historieinteresserede sluger noget sådant begærligt og lader det inspirere os politisk. Lidt sent, men også tak for dine artikler om Rumænien, jeg tror i juni måned. Til orientering for entusiaster.

    Svar

Leave a Reply to Jørgen OlsenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.