Den stenede færd imod demokratiet

Hvordan – og i hvilket omfang – kan ‘Vesten’ være med til at udbrede demokratiet i verdens brændpunkter? Det dobbelte spørgsmål har tiltrukket sig stor opmærksomhed over de seneste årtier. I de tidlige 1990ere var svarene almindeligvis optimistiske, siden vandt pessimismen indpas. Nu har en ny, og særegen, reaktion så meldt sig. Og da de forudgående analyser har haft en tendens til at sætte markante aftryk uden for det akademiske elfenbenstårn – i den virkelige verden – er der god grund til at tage diskussionen i øjesyn.

For godt halvandet årtis siden begyndte demokratiet at sprede sig med en hidtil uset hast. Østblokkens sammenbrud i 1989-1991 repræsenterede en storslået sejr for den demokratiske styreform. Og også i Sydamerika, Østasien og Afrika vendte flere og flere lande ved denne tid ryggen til fåmandsvælde og forskellige varianter af statssocialisme. Hvor det såkaldte Freedom House indeks ved sin grundlæggelse i de tidlige 1970ere karakteriserede under 30 procent af verdens lande som ’frie’ (dvs. demokratiske), var tallet i midten af 1990erne steget til omkring 40 procent.

De demokratiske landvindinger satte sig tydelige spor inden for den akademiske verden. Den såkaldte ’transitologi’-skole gjorde op med 1950ernes og 1960ernes noget traurige ’moderniseringslitteratur’: med forestillingen om at visse økonomiske og politiske forudsætninger var nødvendige, for at demokratiet kunne slå rod. Transitologerne påpegede friskt og frejdigt, at det nu om stunder var muligt at nå i sikker demokratisk havn fra meget forskellige udgangspunkter – og ved hjælp af meget forskellige rejsevejledninger.

Men i anden halvdel af 1990erne begyndte virkeligheden at komme i vejen. I store dele af den tidligere kommunistiske verden samt i en række afrikanske lande viste demokratiseringerne sig at have en betydelig natside. De frie valg banede vejen for politisk og økonomisk ustabilitet, ja i visse tilfælde fulgte blodige borgerkrige i kølvandet på de politiske åbninger. Og ved årtiets slutning brød demokratiet ligefrem sammen i flere lande; General Pervez Musharrafs militærkup i Pakistan i 1999 er værd at nævne i denne sammenhæng.

Væk var euforien fra de tidlige 1990ere, også blandt forskerne. Den ’demokratiske optimisme’ blev nu afløst af sin logiske modsætning, af ’demokratisk pessimisme’. Frem for alt begyndte en række politologer og politiske iagttagere atter at kredse om demokratiets sociale forudsætninger. Den nye dagsorden rettede med andre ord kikkerten bagud; fokus lå nu på den vestlige verdens egen stenede færd mod demokratiet i verden af i går.

Tilbageblikket blev sammenfattet i dobbelt pointe. For det første er det moderne – eller liberale – demokrati historisk set en sammensmeltning af frie valg og liberal konstitutionalisme. For det andet, og endnu mere væsentligt, kom det liberale element, retsstaten, til verden før nogen overhovedet havde tænkt på frie valg. Det var ingen tilfældighed, lød pessimisternes konklusion. For frie valg uden en retsstat er meningsløse – det svarer til at spille skak uden spilleregler. Spørgsmålet er derfor, om det overhovedet er muligt at ændre på rækkefølgen, således at frie valg kommer til at danne grundlaget for en liberal statsmagt.

Denne positive analyse bar i sig kimen til en normativ anbefaling. Demokratiseringsfremme skulle sigte på at fremme retsstaten, gerne i samarbejde med de siddende magthavere – først når lighed for loven, magtdeling og et nogenlunde effektivt bureaukrati var en realitet, kunne frie valg komme på tale.

Sådan lød budskabet hos anerkendte forskere og kommentatorer som Jack Snyder og Fareed Zakaria. Nu er denne ’sekventielle’ demokratidagsorden så selv kommet under beskydning. I en stort opslået artikel i januarudgaven af det anerkendte tidsskrift Journal of Democray langer Thomas Carothers ud efter Snyders og Zakarias udlægning af teksten. Carothers er ikke en hr. hvem-som-helst; faktisk var han en af hovedkræfterne i bestræbelserne på at mane til besindighed, da den demokratiske optimisme stod alene på scenen.

Men selvom Carothers altså indskriver sig i den mere pessimistiske tradition, som også Snyder og Zakaria udgår af, så har han ikke meget tilovers for deres anbefalinger om at sætte retsstaten foran de frie valg. Tre kritikpunkter er værd at nævne i denne sammenhæng.

For det første afviser Carothers, at diktatorer er værd at satse på, når det kommer til at lægge fundamentet for retsstaten. Den ’liberale autokrat’ er – principielt set – en selvmodsigelse. For der består en grundlæggende modsætning mellem personlig magtudøvelse og upartisk lovhåndhævelse. Betænk den liberale konstitutionalismes ideal par excellence: at love, ikke mennesker, regerer. Ordene ’autokrati’ og ’retsstat’ skriger simpelthen af hinanden. Så vidt teorien. Det er, erkender Carothers, rigtigt at udemokratiske magthavere i lande som Sydkorea, Taiwan og Singapore har været overbevisende statsbyggere. Men den østasiatiske undtagelse er netop det: en undtagelse der bekræfter en forstemmende hovedregel. For hver Lee Kuan Yew findes et dusin Robert Mugaber (eller i hvert fald Vladimir Putiner).

For det andet, og i forlængelse heraf, har parlamentarismen visse iboende fordele, når det kommer til at bane vejen for retsstaten. Demokratiske politikere er – per definizióne – ikke hævet over loven; nok sætter de loven som medlemmer af parlamentet, men de er også bundet af den. Og bevæger vi os atter fra teori til praksis, så gør den politiske konkurrence mellem alternative blokke det lettere at hindre den magtfuldkommenhed, som altid truer med at underminere retsstaten. Som den engelske historiker og politiske tænker Lord Acton så rammende har formuleret det: ”Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut”.

Endelig – for det tredje – overvurderer Snyder og Zakaria, hvad den vestlige verden egentlig kan udrette, når det kommer til at fremme demokratiet uden for kerneområderne i Europa, Nordamerika og Østasien. Irak kan naturligvis sagtens fremstilles som et eksempel på, at det ikke er kønt, når frie valg finder sted i fraværet af liberale skranker. Men frem for alt viser ’projekt Irak’, at udenforstående ikke bare med ét slag kan sende et underudviklet land på en færd imod demokratiet – og det gælder uanset om retsstaten eller de frie valg udgør fokuspunktet.

Hvor efterlader det os? Carothers anbefaler, at vi ser bort ’rækkefølgetankegangen’ og i stedet omfavner ’gradualisme’. Hvad dækker det begreb over? Jo, der er i bund og grund tale om den reformtilgang, den østrigske filosof Karl Popper for mere end et halvt århundrede siden døbte ’stykkevist konstruktionsarbejde’. Gradualismen adskiller sig fra rækkefølgetankegangen ved, at den ikke sætter retsstaten foran de frie valg. Begge dele er nødvendige, men det gælder om at fare varsomt frem – for hvis reformerne ikke er efterspurgt af befolkningen samt funderet i de eksisterende sociale institutioner, så har det demokratiske projekt en uheldig tendens til at gå under i sin egen ustadighed.

Carothers krasse kritik af rækkefølgetankegangen har ikke fået lov til at stå uimodsagt. I det nye nummer af Journal of Democracy indgår en diskussion, hvor blandt andet Jack Snyder tager til genmæle. Snyders kommentarer er dog ikke særligt overbevisende – han forsøger i bund og grund at vise, at også gradualismen nødvendigvis må sætte retsstaten først. Mere bid er der i den amerikanske politolog Francis Fukuyamas tilføjelse til Carothers analyse. Fukuyama erklærer sig enig i hovedbudskabet, men han påpeger, at Carothers har overset en ganske vigtig præmis.

En gradvis færd imod demokratiet er kun mulig, dersom spørgsmålet om statens territoriale omfang er løst. I Europa tog de mange hundrede år at slibe de moderne statsdannelser til – og der var tale om en blodig proces. I verden af i dag forhindrer det internationale samfu
nd, at problemet med state
ns afgrænsning løses med våbenmagt. Det er i det store og hele et gode, for krig er som bekendt menneskehedens store svøbe. Men resultatet er også, at kunstige statsdannelser som Sudan (der består af en et muslims/arabisk center og en kristen/afrikansk periferi) bliver holdt i live udefra. Sådanne stater er ude af stand til at tage selv begrænsede skridt imod demokratiet, fordi de forskellige befolkningsgrupper ikke anerkender hinandens legitimitet som borgere. Og derfor er det ikke særligt befordrende for demokratiets udbredelsesmuligheder, at territoriale afskalninger nu er en saga blot. Med Fukuyamas underspillede formulering: ”Måske er der, når alt kommer til alt, brug for en smule mere fleksibilitet på dette område”.

Denne tilføjelse er på sin plads. Men ret beset understøtter den blot Carothers gennemgående budskab: at demokratiet skal gro stærk indefra – ganske som det skete i den vestlige verden fra 1700-tallet og fremefter.

Carothers, Thomas (2007), ”The ’sequencing’ fallacy”, Journal of Democracy, Vol. 18, No 1.

Fukuyama, Francis (2007), ”Liberalism versus state-building”, Journal of Democracy, Vol. 18, No 3.

Mansfield, Edward D. & Jack Snyder (2007), ”The sequencing fallacy”, Journal of Democracy, Vol. 18, No 3.

5 Kommentarer

  1. Jørgenj Møller

    20. september 2007 at 01:25

    @ LimagolfDet er rigtigt, at Fukuyama har skiftet fokus – fra en hegeliansk ’struggle of recognition’ i The End of History til statsdannelse som makrofænomen. Men jeg mener egentlig ikke, der er nogen modsætning imellem de to emner. Fukuyamas tidligere argument var jo alene, at historien gik mod sin slutning, da den moderne liberale samfundsform så sin begyndelse for omkring to århundreder siden. Langsigtede strukturelle drivkræfter vil nu – fordi den psykologisk tilfredsstillende samfundsform er fundet – gøre, at verdens lande vil bevæge sig imod demokrati. Men i hele denne afsluttende proces vil der forekomme politiske og sociale reaktioner og tilbagefald, og den vil først blive tilendebragt i en endnu fjern fremtid. Der er altså tale om det, historikerne longue durée. Og den påstand kan jo ikke modbevis her knap to årtier senere.Nu fokuserer han så på kortsigtede forhindringer for demokratiet, og i særdeleshed de forhindringer der følger af manglende ’stateness’ – hvilket er spændende. Men nogen modsætning til 1989/92-påstanden kan jeg som sagt ikke se. Og jeg tror, at mange af de folk, der skoser Fukuyama for at have erklæret historien afsluttet, overser denne pointe, eller måske slet ikke har læst bogen.Til gengæld kan man måske sige, at The End of History-tesen ikke er særligt interessant, al den stund den er så langsigtet (og på lang sigt er vi jo, som Keynes påmindede os, alle døde). Men så meget desto mere grund til at rose ham for det nye fokus.

  2. Kære Jørgen – fremragende post

  3. jeg er helt enig med Jens R, aldeles fremragende!/Limagolf

  4. Ja, det er et virkeligt godt indlæg. Tak for det.Jeg er også selv tilhænger af gradualisme, både i økonomisk og politisk udvikling (hvilket også er hvorfor jeg ikke tror på Jeffrey Sachs’ og andres “Big Push” ideer, eksempelvis.). Jeg mener også at det er troværdigt at liberalisme/retsstat og demokrati er afhængige af hinanden, for at kunne bestå over længere tid (omend de er også er hinandens modsætninger på mange punkter). Men jeg synes blot at det er væsentligt at understrege, specielt for det internationale “development community”, at liberalisme og markedsøkonomi kommer FØRST. Det er simpelthen nødvendigt for at etablere det institutionelle og økonomiske fundament der kan bære demokrati. Først og fremmest er det jo, så vidt jeg ved, næsten en naturlov at ingen stat hvis indbyggere har en gennemsnitlig årlig (købekraftsjusteret) indkomst på mindre end 2-3000 dollars (mener jeg at det er, correct me if I’m wrong) har nogensinde formået at indføre demokratiske institutioner. Derudover er der jo også det argument som Zakaria fremfører at ingen stat, så vidt han ved, har nogensinde indført demokrati før markedsøkonomi. Som eneste undtagelse nævner han Indien, og han er dybt skeptisk overfor kvaliteten af deres demokratiske institutioner.For mig at se starter udviklingsprocessen i autoritære lande ofte med at en eller anden enevældig autokrat (Pinochet, Lee Kuan Yew, Deng Xiaoping etc.) indfører markedsøkonomiske reformer, enten pga. af idiosynkratiske luner, eller pga. lysten til at tiltrække udenlandske virksomheder og tjene penge, eller pga. et pres fra interessenter i landet, hvorefter velstandsniveauet stiger og presset for åbenhed og demokratisering begynder at manifestere sig blandt de nu mere myndiggjorte borgere. Alternativt udvikler en form for magtbalance sig imellem landets eliter, der dermed sætter dem i skak overfor hinanden og begrænser deres diskretionære muligheder for at intervenere i den almindelige borgers liv, og lader et marked udvikle sig (f.eks. England i 1600 tallet). Uanset hvordan kommer markedet først. Det er jo også den vej vores egne vestlige demokratier har taget – først markedsøkonomi, derpå demokratisk udvikling? Mvh

  5. Bortset fra det, virker det som om gradualisme og sekvetialisme er tæt beslægtede og den store modsætning står imellem den optimistiske og pessimistiske udlægning af demokratiets fremkomst.Så det slagsmål der finder sted her, er derfor mindre vigtigt end slagsmålet mellem det optimistiske og pessimistiske demokratisyn. Derfor kan det selvfølgelig godt blive bittert alligevel…Er jeg iøvrigt den eneste der finder det ironisk, at Francis “historien er død” Fukuyama lige pludselig mener at demokrati ikke bare vælter ud af alle sprækker overalt? Og det regner heller ikke med ponyer.Øv./Limagolf

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑