Tillid -– ikke et velfærdsstatfænomen!

Ugebrevet A4 –  LOs pendant til det ikke videre liberale Mandag Morgen -– har i denne uge en artikel om fænomenet social tillid. Baggrunden er, at Danmark har en af verdens mest tillidsfulde befolkninger og at forskningen de seneste ti år i stigende grad har knyttet netop tillid til forhold som økonomisk vækst, retslig kvalitet og korruption. Den særligt høje tillid i Norden kan således ses som en vigtig forklaring på, hvorfor en gruppe lande i en udkant af verden med elendigt klima er blandt verdens rigeste.

Så vidt, så godt – og ikke kun fordi et af mine forskningsresultater har sneget sig unavngivet ind i artiklen. Men kæden hopper af når A4 kommer til forklaringen på, hvorfor tilliden er så høj i Norden. Man er forudseligt nok påvirket af LO-relationen til at tolke tillid som et positivt forhold som man derfor på en eller anden måde må sætte i forbindelse med velfærdsstaten, men man har også indforskrevet en dansk ekspert, professor i statskundskab på Århus Universitet Gert Tinggaard Svendsen, til at føre sandhedsvidne for påstanden.

Nu er problemet blot, at hans mange kvaliteter til trods – flere punditokrater og en del af vores læsere vil nok placere ham som en stærk kandidat til verdens rareste menneske – er GTS altså ikke nogen stor empirisk forsker. Og når han i artiklen kommer med udsagn som ”at velfærdsstaten både hviler på og er med til at opbygge tillid”, ”at møde andre mennesker ansigt til ansigt i små fora giver meget på tillidskontoen” og ”Frankrigs lave placering hænger sammen med, at de har problemer med korruption”, taler han ganske enkelt mod den nyere forskning på området.

Stjernepolitologen Robert Putnam populariserede begrebet social kapital, som tillid er en del af, og gjorde i den sammenhæng den fatale fejl at argumentere for, at netværksaktivitet, normdannelse og social tillid var forskellige refleksioner af det samme forhold – social kapital. Senere forskning har vist, at de tre forhold er separate forhold. Aktivitet i frivillige organisationer fører altså ikke til mere social tillid, kun til tillid til de mennesker, man er aktive sammen med. Og forhold som korruption medfører ikke at folk mister tillid til hinanden – de mister højest tillid til staten og dens formelle institutioner. En hovedkonklusion fra den nyeste forskning peger faktisk på, at staten slet ikke har nogen rolle i forbindelse med tillid, medmindre den er rendyrket kommunistisk – så ødelægges folks tillid af kommunistisk politistatsadfærd.

Interesserede læsere kan for eksempel konsultere Eric Uslaners glimrende The Moral Foundations of Trust eller eventuelt min artikel om Determinants of Generalized Trust i januarnummeret af Public Choice i år. Hvis man er mindre forskningsinteresseret, kan man sådan set bare tage et kig på, hvor verdens mest tillidsfulde folk bor: Danmark, Norge og Sverige (66 % af befolknings mener man generelt kan stole på andre mennesker), New Hampshire (63 %) og Finland (58 %). Det gælder også for Canada, hvor tillidsniveauet er over 60 % alle andre steder end Quebec, den fransktalende og kulturelt franske provins hvor niveauet kun er 35 %.

Som en ordentlig journalist lader forfatteren, Iver Houmark Andersen, skeptiske stemmer komme til. Der er sund skepsis fra blandt andet Carl-Johan Dalggard, lektor ved Københavns Universitet, og CEPOS cheføkonom Mads Lundby, der begge anerkender forskningen i social tillid, men at GTS og andre ’strammer den’. Dahlgaard noterer for eksempel, konsistent med den nyere forskning, at ”social kapital kan være en forklaringsfaktor blandt andre”. Selvfølgelig er den det, handel og en række andre forhold gør stadig en meget væsentligt forskel.

Totalt set er det temmelig underligt at se LO forsøge at inddrage den social tillid som en faktor, man kan takke velfærdsstaten for, selvom de fleste forskere enten mener den er langt ældre, eller har helt andre forklaringer på den. En ting har Gert Svendsen dog ret i når han siger at ”Bøger og artikler om social kapital går som varmt brød, og der er enorm interesse for begrebet rundt om i verden”. Interessen – efterspørgslen efter viden om social kapital – er simpelthen enorm, og så er det måske mere forståeligt at der ind imellem er lidt svag kvalitet i udbuddet af viden.

5 Comments

  1. Peter Nannestad

    25. september 2007 at 02:26

    Jeg synes, Chr. Bjørnskov er lidt hurtigt på aftrækkeren – og lidt hård ved Gert Tinggaard Svendsen – når han affærdiger sammenhængen mellem velfærdsstat og social kapital (generaliseret tillid) så bastant som han gør, bl.a. i overskriften. Han er her heller ikke i overensstemmelse med den internationale litteratur på området, ja end ikke med Eric Uslaner, hvis bog han så varmt anbefaler.Det er bredt accepteret, at indkomst(u)lighed er den stærkeste determinant for graden af generaliseret tillid i et land. Det emne har bl.a. Uslaner harpet på til ulidelighed. Jeg ved ikke, om Chr. Bjørnskov vil hævde, at den høje grad af indkomstlighed i Danmark ikke har noget med velfærdsstaten at gøre, men jeg har vanskeligt ved at forestille mig det. Men så er der altså alligevel en sammenhæng mellem velfærdsstat og graden af generaliseret tillid, og det er oven i købet en sammenhæng, som ville være “gefundenes Fressen” for LO.Det andet spørgsmål, som er knap så velbelyst, er, hvorvidt en høj grad af generaliseret tillid i samfundet også er en direkte eller indirekte forudsætning for, at omfordelingspolitikker, som de kendes fra de nordiske velfærdsstater, overhovedet kan lade sig gennemføre. Det hævder bl.a. Rothstein og Uslaner (ja, ham igen) i en artikel fra 2005. Men det behøver ikke at være det sidste ord i denne sag.

  2. Jeg er selvfølgelig glad for at en så prominent forsker som Peter Nannestad tager sig tid til at besøge vores blog – også selvom jeg i forvejen vidste hvad hans holdning er. Men lad mig blot komme med en enkelt observation mht. om velfærdsstaten skaber lighed. Hvis man besøger the World Income Inequality Database og finder det sæt ulighedsmål (Gini-koefficienten), der er netto skatter, omfordeling osv. – altså ulighedsmålet efter at velfærdsstaten har været der – vil man opdage at det har ligget bemærkelsesværdigt stabilt omkring 22 siden den første observation i 1963. I og med at den ‘moderne’ velfærdsstat i høj grad startede med Socialdemokratiets nye partiprogram ‘Vejen Frem’ fra 1961, skulle man vel forvente, at uligheden havde været faldende siden da? Det har den ikke, hvilket leder mig til at stille spørgsmålstegn ved, om velfærdsstaten overhovedet er netto omfordelende. Og hvis den ikke er, falder det eneste strå dens apologeter holder sig til i tillidsdebaten, helt til jorden.

  3. Bjørnskov:Nu er jeg overhovedet ikke ekspert på dette område, jeg vil blot anfægte det du siger med at uligheden har været på et stabilt niveau siden 1963. For det er vel sådan at folks grad af tillid til hinanden ikke har noget at gøre med hvordan uligheden de facto er, men snarere hvordan befolkningen som helhed føler at uligheden er. Og, uden at vide det, vil jeg tro at folk tror uligheden er faldet siden starten af 1960´erne og på den måde kommer velfærdsstaten på spil igen. Har man nogle tal på hvordan folk tror det står til med uligheden?

  4. Christian Bjørnskov

    26. september 2007 at 01:08

    Jesper,du er selvfølgelig velkommen til at anfægte min påstand, men prøv selv at tage et kig på tallene i the World Income Inequality Database. Pre-transfer Gini’en faldt lidt mellem starten af 60’erne og nu, men post-transfer Gini’en har været bemærkelsesværdigt stabil. Hvis du ikke kan fidne tallene, kan jeg selvfølgelig sende dem til dig.Mht. din ide om folks perception af ulighed er det noget, vi er igang med at se på. Men det ser ikke særligt lovende ud.

  5. Det var lidt rodet skrevet af mig. Jeg vil ikke anfægte at uligheden faktisk har været stabil siden 60´erne når nu tallene taler deres tydelige sprog. Det var blot det med at selvom uligheden har været stabil, så betyder folks egen opfattelse at uligheden nok mere. Men det har du svaret på 🙂

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑