De aldrig hædrede – hvorfor er soldaterne der kæmpede den 9. april aldrig blevet hædret?

Jeg har just lagt en lille bog, skrevet af historikeren Torben Jørgensen med titlen “De aldrig hædrede” fra mig. Den handler om kampene den 9. april 1940, de danske soldater der deltog og det faktum at de aldrig blev hædret med de medaljer, der ellers har været tradition for, og som de vist blev lovet af kong Christian den 10. Noget jeg må indrømme, at jeg blev noget chokeret over at erfare.

Jeg er ærligt talt lidt nedtrykt efter at have læst den lille bog. Godt nok kan man med rette beskrive kampene den 9. april som noget nær skuespil fra den daværende regeringens side, men var virkelig nok for de soldater, der som de sidste (indtil videre) deltog i et egentlig militært forsvar af dansk jord. Der var tale om et i flere tilfælde heltemodigt forsvar fra de dårligt udrustede og uddannede Jenser, overfor en overmægtig modstander – hvilket nedenstående citater fra to af de overlevende vidner om.

Menig Berthelsen fortæller :

“Vesterby, der stod på højre side af Kanonen sprang bag om os for at komme i Dækning, blev ramt af et fjendtligt Projektil og faldt om. Han slæbte sig ud på Gaden, således at han kom i Dækning, men han var på dette Tidspunkt dødeligt såret. Vi lå i en forfærdelig Kugleregn, men var alligevel meget rolige og Skytten afgav næste Skud.

Jeg husker at jeg faldt ned af Kanonen ved dette Skud, og da jeg kravlede på Plads igen, gik der en Kugle gennem min Feitflaske, så Vandet løb ud af de to Huller den frembragte. Derefter blev nr. 313 Hansen ramt i Skinnebenet, så Benet brækkede og Kuglen fortsatte ned i Hælen, hvor den blev siddende. Foruden dette Skud blev han ramt i højre Skulder og Lår. Han blev slæbt i Dækning og var altså ukampdygtig. Jeg fik en Kugle gennem højre Fod, jeg mærkede det knap nok, men jeg var klar over det. Så afgav vi 3. Skud, og omtrent samtidig blev 305 [Hansenj dødelig såret og Bonde fik en Kugle gennem venstre Arm og jeg fik en i højre Lår.

305 hansen slæbte sig i Dækning og jeg indtog hans Plads, da Bonde blev ramt af nogle Splinter, antagelig fra Skjoldet på Kanonen. En af Splinterne ramte ham i højre øje, men ikke i selve øjenæblet. Han fik slæbt sig i Dækning og jeg var efterhånden blevet ene tilbage.

Hvis nogen spørger, hvorfor jeg ikke sørgede for at komme i Dækning, kan jeg ikke svare derpå, jeg var på dette Tidspunkt ramt i Foden og Låret, men jeg blev ved Kanonen, måske i Håb om at jeg selv kunne skyde eller, ja, jeg ved ikke, jeg var ikke engang så hårdt såret som mine Kammerater.

Kort efter blev jeg ramt af et Strejfskud i højre Hånd, og lidt efter en Kugle, der gik ind i højre Arm, lige over Albuen, den fortsatte ned gennem Leddet og gik ud lige under Albuen. Jeg var nu udelukket fra at komme i Dækning, og havde kun at håbe på, at Kuglerne ville gå uden om mig, men jeg fik endnu en, den femte og sidste, en Pansergranat i Skulderen, den ramte heldigvis ikke Knoglen, men den lavede et stort Kødsår. […J

Kampvognene var efterhånden kørt ned mod Spærringen på Sønderbro. Pludselig lød der et forfærdeligt Brag, og jeg så vor gode Kanon blive fuldstændig ødelagt af Kampvogne, der var kørt imod den. Jeg betragtede det som et Mirakel at jeg ikke ved samme Lejlighed blev fuldstændig massakreret; men jeg blev overhovedet ikke ramt af hverken Kanon eller Kampvogn.”

De sårede fra kanonbesætningen blev bragt ind i Nordisk Trikotagefabriks kontor. Berthelsen husker:

“Kort efter jeg kom ind og blev lagt på Gulvet døde Kornet Vesterby. 305 Hansen, der var blevet dødelig såret var ved Bevidsthed og jeg talte med ham. Han var klar over at han ikke kunne leve, men jeg begyndte at tale om Træfningen for at lede hans Tanker andre steder hen. Han kunne huske alt, og han glædede sig over at han havde skudt så godt, to Træffere midt i Kampvognene og Larvekæderne skudt af en Tredie. Vi fik tid til at ryge en Cigaret, og lidt efter hørte vi Ambulancen tudegennem Gaderne. Trods det at vi kom hurtigt under Lægebehandling kunne 305 Hansen ikke stå det igennem. Han døde kort efter Ankomsten til Sygehuset.”

Jeg kan forstå hvis det officielle Danmark ikke har lyst til at tænke tilbage til dette dystre lavpunkt i Danmark. Men at dette har indebåret at man ikke har hædret de deltagene soldater, som det sket efter krigene i 1848 og 1864 kan kun undre og er både pinligt og forstemmende.

Det kan også undre, at den nuværende regering og statsminister, der efter min mening gjorde det rigtige ved at tage afstand fra samarbejdspolitikken for et par år siden, ikke kan formå sig til at give de få hundrede tilbageværende fra kampene den gang en ordentlig offentlig hæder, det burde da være en åbenlys lejlighed til at understrege bruddet med tidligere regeringers holdning – og hvem ville finde på at kritisere, at man giver en medalje til en flok gamle mænd, der i deres ungdom med livet som indsats forsvarede Danmark?

Hvad der ligger bag den fortsatte afvisning ved jeg ikke, men det virker mærkeligt. Ikke mindst når man tænker på, at Søren Gades forgænger, Svend Aage Jensby, før han selv blev forsvarsminister skrev følgende brev til daværende forsvarsminister, Hans Hækkerup:

“Kære Hans

Den 9. april bragte Jyllands-Posten en artikel, hvori der fra flere sider blev givet udtryk for undren over, at de soldater, der for 60 år siden kæmpede mod den tyske besættelsesmagt, endnu ikke er tildelt en medalje.

Jeg tillader mig indtrængende at bede dig overveje, om man dog ikke kunne overrække de endnu levende soldater en anerkendelse for deres indsats. Jeg synes, det er på sin plads og fuldt fortjent, at danske soldater, der har gjort tjeneste i f.eks. Kosovo tildeles en medalje. Imidlertid burde man efter min mening i ligeså høj grad tildele de soldater,der dengang kæmpede direkte for Danmarks frihed mod en overmægtig fjende, en medalje.”

Det afviste Hækkerup.

Senere da Jensby selv blev minister, har han ligeledes afvist en medalje til de overlevende – en af hans afvisninger indeholder følgende:

“Efter krigen blev sagen taget op på ny, og det viste sig, at de intentioner, der førte til en indstiftelse af erindringsmedaljen i 1940, blev tilført nye islæt som følge af, at krigen varede længere og fik et andet forløb end forventet ved indstiftelse.Da den daværende regering mente, at risikoen for modstandsfolk og soldater, der gik i direkte kamp mod fjenden, var lige stor, var det regeringens ønske, at såvel soldater som sabotører og modstandsfolk i øvrigt skulle hædres for deres indsats under krigen ved tildeling af en medalje, men da modstandsbevægelsen kom med indvendinger imod den påtænkte dekorering, henlagde man sagen” […}

Det er vist politik (og politikere) når de(t) er værst. Jeg er normalt ikke særligt nationalistisk anlagt, – ideen om at man kan være nationalliberal har altid virket som lidt af en selvmodsigelse på mig, i hvert fald hvis det handler om at være liberal som i liberalist, men det her finder jeg er mere end bare pinligt.

6 thoughts on “De aldrig hædrede – hvorfor er soldaterne der kæmpede den 9. april aldrig blevet hædret?

  1. falkeøje

    Det samme gælder de søfolk, der sejlede i allieret krigstjeneste.De fik et mindeanker i Nyhavn, men det lå tungt med takken til dem og deres efterladte efter krigen.”De sejlede jo bare “.falkeøje

    Svar
  2. Kasper Kyndsberg

    Siden jeg som ung teenager læste om flugtrute nord (historien om, hvordan topnazisterne brugte Danmark som transitland, da de flygtede til Argentina) har jeg haft en vis skeptisk indgangsvinkel til det politiske etablissement. Flugtruten kunne umuligt være etableret, uden de danske myndigheders vidende, i det omfang det skete.Uden at folk nu skal tro jeg er fuldstændig vanvittig kunne jeg alligevel godt tænke mig at introducere ideen om en konspiration i en eller anden form, der hjalp nazisterne med at flygte efter krigen, kun i ekstremt ringe grad retsforfulgte kollaboratører og altså kun i ringe grad hædrede dem, der havde bekæmpet tyskerne.Efter krigen var de samme mennesker med til at skrive nogle historiebøger der kun i ringe grad forholdt sig til samarbejdspolitikken og de ofre at den bragte i form af at sende jøder retur til Tyskland, hjalp med at internere kommunister osv. Jeg synes at særligt i disse år kommer der mange historiebøger op om de reelle forhold under krigen. Men, endnu synes jeg ikke at man har placeret et politisk ansvar. For det overordnede billede synes jo som om, at i særdeleshed ministerierne og departementerne var fuldt vidende om, hvad der foregik, men forholdt sig fuldstændigt passive.

    Svar
  3. Christian Bjørnskov

    Mange tak til Niels for den glimrende post. Jeg har selv undret mig over, hvorfor det officielle Danmark i så mange år nærmest har fortiet modstanden. Heldigvis er der lokalt stadig en årlig hyldest. I gården bag Hertug Hans kirken på Sønderbro i Haderslev – cirka 100 meter fra hvor træfningen, der omtales i posten, fandt sted – står der et lille monument for de faldne, og der nedlægges en krans hvert år den 9. april. Men selv lokalt er det noget, mange politikere ikke bryder sig om. Man skulle jo nødigt støde følelserne hos det tyske mindretal, vel? Blot endnu et eksempel på det underlige danske selvhad, der ind imellem popper op de særeste steder.

    Svar
  4. Hans Henrik Hansen

    Iøvrigt er der vist noget om, at det senere har vist sig, at én af de faldne soldater i Haderslev faldt for en ‘ikke-Wehrmacht’-kugle! Ved Christian Bjørnskov mere om det??

    Svar
  5. LTN

    Interessant og foruroligende. Niels Westy, kan du ikke forklare lidt mere om den bagvedliggende politik? Hvorfor lod regeringen sabotørerne og modstandsfolkene nedlægge veto mod soldaternes medaljer?

    Svar

Leave a Reply to falkeøje Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.