Iøvrigt mener jeg, at journalisters brug af meningsmålinger er usaglige

Ja, ja, jeg ved det godt–jeg ved det godt.  Jeg har nu sagt og skrevet det så mange gange (her, her og her), at folk må være godt trætte af at høre mig sige, at danske journalister enten

1) ikke forstår, hvad meningsmålinger er, eller

2) er fuldstændigt ligeglade med, at de systematisk skriver ting, som de ikke har belæg for.

Eller for lige at opsummere: At journalisterne fortolker (og beder politikere og valgforskere om at fortolke) udsving i meningsmålingerne, som isoleret set er indenfor den statistiske usikkerhed (typisk 2 pct.).  Er udsvingene fra måling til måling mindre end som så, ved man (pr. konvention) ikke, om udsvingene i udvalget svarer til den faktiske situation i befolkningen som helhed.

Men nu prøver jeg så igen, men på en anden måde, nemlig ved at tage en faktisk artikel og så fjerne de formuleringer, som journalisterne faktisk ikke har belæg for at skrive.  Da jeg har skrevet det flere gange i Berlingske Tidende og er blevet interviewet til selvsamme fine avis om emnet (og iøvrigt også har taget det op overfor chefredaktionen), så håber jeg, at “min” avis tilgiver mig, at jeg bruger avisens historie fra sidste uge som illustration af min pointe.  (Andre aviser kunne lige så vel have været brugt; Berlingskes journalister er desværre på dette punkt ikke meget værre eller bedre end andre mediers, inkl. vennerne på 180 Grader.)  Så, here we go … Her er Morten Henriksens og Bjarne Steensbecks artikel fra Berlingske, søndag d. 30. september (i en version hentet fra B.T.s domæne), med en overstregning af, hvad der ikke er dækning for at skrive.  Prøv så at se, om resten giver mening:

Fortsat nedtur hos de Konservative

De Konservative har for alvor tabt pusten. Selv om det er en lille måned siden, at partiet fik sin mærkesag nummer et igennem Folketinget, så er vælgertilslutningen katastrofalt lav.

I en Gallup-måling høster det lille regeringsparti ikke spor på sin skattesejr. Tværtimod står partiet stille, erfarer Berlingske Tidende. Målingen siger 8,7 procent i vælgertilslutning mod 8,9 for en måned siden.

Og et godt stykke under resultatet fra 2005-valget på 10,3 procent. Den nye Gallup-måling kommer netop som partiet holder landsråd i Herning, og her blev det meste af eftermiddagen brugt på én ting: Nemlig krav fra dele af baglandet om nye skattelettelser.

Dog har ledelsen indtil videre fået nok af skattelettelser i denne omgang. Fokus skal nu rettes på nye områder.

Politisk ordfører Pia Christmas-Møller forklarer stilstanden med, at det ikke er lykkedes at forklare skattesejren:

»Altså, en stor del af forklaringen er en negativ medieformidling af skatteaftalen, men nu er vi klar med nye ting på dagsordenen. Vi skal engagere folk og væk fra alt det spindoktori, som kortslutter alting i politik.
Det er, hvor man har truffet sin beslutning, før man begynder debatten,« siger Christmas-Møller.

Et andet parti med retning mod bunden har været Ny Alliance. De retter sig og får fremgang til 5,5 procent af vælgerne. Dermed er regeringen nødt til fremover ikke kun at spørge Pia Kjærsgaard, men også Naser Khader.

»Vi har stabilieret os omkring de 5-6-7 procent. Og det ser ud til, at vores politiske udspil er faldet i god jord,« siger Anders Samuelsen, som dog kun lige med nød og næppe får brudt VKO-flertallet.

De har 87 mandater og behøver dermed kun et ekstra mandat mere i fremgang for at beholde magten – under forudsætning af, at de får to nordatlantiske mandater.

»Jeg tror simpelthen ikke på, at VKO vil få held til at holde magten. Vi er den eneste reelle mulighed for at bryde VKO-blokken.«

Venstres Troels Lund Poulsen er tilfreds med, at Venstre fortsat er Danmarks største parti. Selv om de nu kun er et procentpoint foran Socialdemokraterne: »Og så er Ny Alliance jo et borgerligt parti, og dermed er opbakningen jo solid,« siger han.

8 thoughts on “Iøvrigt mener jeg, at journalisters brug af meningsmålinger er usaglige

  1. Hans Henrik Hansen

    Helt enig!Men set fra journalistens/mediets standpunkt er problemet sikkert, at udeladelse af sådan misvisende talmagi ville gøre mange af deres ‘historier’ til ‘ikke-historier’!?Endnu værre bliver det vel af, at der ofte vil foreligge et så bredt udvalg af ‘målinger’, ‘analyser’ og ‘undersøgelser – samt ‘ekspertudsagn’ – at journalisten blot kan udvælge den ‘dokumentation’, som passer bedst til ‘vinklingen’?

    Svar
  2. Kasper

    Det er ved at blive ryddet op i den slags – i hvert fald på uddannelsen, hvor netop problematikken bliver gennemgået – og gudsketakoglov for det, for de historier er satme så trættende og forfærdelig som få….!!Desværre sidder der stadig en række af de gamle fjolser (undskyld udtrykket), som bare lirer det shite af en gang om måneden

    Svar
  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    Næ, citaterne er sådan set, isoleret betragtet, sikkert korrekt citeret (eller hvad ved jeg). Pointen er derimod, at udtalelserne (delvist) er baseret på faktuelt forkerte præmisser, som journalisterne så–overlagt eller uvidende–udfritter politikerne om, og hvor de så igen svarer på et grundlag, som de ikke har belæg for (overlagt eller p.g.a. uvidenhed).Når PCM f.eks. begynder at spekulere i, hvad “forklaringen” er, ligger det jo som et præmis, at de postulerede udsving er af en sådan art, at de rent faktisk kan eller bør søges “forklaret”. Endnu værre er det med TLP, som jo slet ikke har belæg for at tage stilling til, hvorvidt V er større end S, eller omvendt, eller de er lige store.

    Svar
  4. Claus

    Klar snak – men politikere, journalister (og by extension halv- og helprofessionelle rådgivere) har bare en fælles interesse i at tage den slags alt for bogstaveligt fordi det producerer så dejlig mange politiske “nyheder”. – det er ikke inkompetence det hele, det fungerer godt for dem.

    Svar
  5. Claus

    Pointen er udemærket – men betyder de overstregede citater at du mener der fejlciteres? For ellers er det vel svært at klandre medierne at de beskæftiger sig med emnet når politikerne gør det?

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.