Væksten i offentlige udgifter – et højrefløjsproblem i Danmark!

Vi bliver en gang imellem beskyldt for basalt set at skrive samme indlæg om og om igen – indlægget, der hedder ’øv bøv, venstrefløjen er dum’. Det er selvfølgelig ikke sandt, da vi ikke så meget interesserer os for, om politikere har prædikatet ’venstrefløj’ eller ’højrefløj’, men om den politik de anbefaler og fører er effektiv og frihedsorienteret. Og på netop det punkt kan det ofte være svært at finde en egentlig liberal fløj i dansk politik. Ikke mindst de sidste år har ’mine’ politiske kampfæller haft det særdeles svært i et politiske landskab, der kendetegnes af en hysterisk jagt på medianvælgeren, som både Fogh og Thorning gør hvad de kan for at lokke med et øget udgiftstryk.

Men man kan ikke blot afskrive problemet som noget, Anders Fogh er skyld i. Tag for eksempel et kig på udviklingen i de offentlige udgifter i det sidste halve århundrede. Tallene fra Penn World Tables tager udgangspunkt i nationalregnskabsidentiteten Y = C + I + G + NX, hvor Y er nationalindkomst, C er privatforbrug, I er investeringer, G er det offentliges andel af nationalindkomsten, og NX er nettoeksporten, som populært (og lidt upræcist) blot kaldes for betalingsbalancen.

Siden 1950 er de offentlige udgifter, fraregnet de offentlige overførsler, der fylder massivt i det danske budget men i sidste ende indgår i det private forbrug, vokset fra et niveau på 10,8 procent af nationalindkomsten i 1950 til omkring 23 procent i dag. Spørgsmålet er hvem der primært har været ansvarlig for at det offentliges rolle i dansk økonomi, målt på denne måde, er mere end fordoblet i efterkrigsperioden? Det spørgsmål svarer vi på ved at opdele alle årene efter hvorvidt den danske regering har været ledet af Socialdemokraterne eller et af de borgerlige partier.

Resultatet af denne øvelse er, at under de venstreorienterede regeringer har Danmark i gennemsnit haft en vækst i det offentliges andel af nationalproduktet på -0,09 procentpoint per år – altså faktisk en meget lille tilbagetrækning af det offentliges rolle. Under de højreorienterede regeringer i efterkrigsperioden har vi derimod oplevet en gennemsnitlig vækst i G på 0,13 procentpoint per år, en forskel der er statistisk signifikant ved ethvert niveau. De største vækstepisoder i G var under Fogh i 2002 (0,84), skarpt forfulgt af 1974 (0,79 under Hartling), 1951 (0,77 under Eriksen) og 1968 (0,71 da Baunsgaard var kommet til).

Naturligvis kan den slags simple sammenligninger nogle gange være misvisende, selvom forskellen ikke er til at tage fejl af. Man kunne selvfølgelig regne med, at forskellen skyldes den danske tradition for mindretalsregeringer – at en venstreorienteret opposition ofte har tvunget højrefløjens mindretalsregeringer til at øge de offentlige udgifter – men nærmere sammenligninger giver ikke støtte til dette billede. Hvis man i stedet forsøger at generere et indeks for, hvor på en politisk venstre-højre-skala gennemsnittet i Folketinget har været i et givent år, er der nemlig ingen forskel på væksten i det offentlige forbrug i relativt venstre- kontra højreorienterede år.

Bundlinien er, at det i overvejende grad har været højrefløjen i Danmark, der har stået for udvidelsen af det offentliges rolle siden 1950. Man kan ikke tørre skylden af på oppositionen, og det er ikke et argument, at det har været ’objektivt nødvendigt’, for andre velstående og velfungerende lande har væsentligt mindre procenter. New Zealand, for eksempel, der på mange måder er sammenligneligt med Danmark, har en offentlig sektor der i dag fylder 16-17 procent af nationalproduktet, og Singapores ’G’ er mindre end ti procent af nationalproduktet. Det forholdsmæssigt store danske forbrug er på ingen måde nødvendigt.

Så spørgsmålet i dag må være, hvad der da er galt med den danske højrefløj. Er danske politikere i K og V forbrugsgejle i en grad, så man må søge til en fransk venstrefløj for at finde sammenligning? Er de dårligere til at styre kommunernes udgiftsniveau? Løber centraladministrationen blot rundt om hjørner med en regering, de fleste embedsmænd alligevel ikke stemmer på? Og hvad har vi da gjort for at fortjene det?

17 Kommentarer

  1. B. Roger Persen

    17. oktober 2007 at 05:54

    Har Bjørnskov gjort tilsvarende beregningen for andre land, for eksempel Norge og Sverige? Er mønsteret annerledes andre steder?

  2. Peter Nedergaard

    17. oktober 2007 at 06:59

    Jeg synes, at Christian peger på en vigtig pointe, nemlig at højrefløjsregeringer udvider det offentliges rolle, mens centrum-venstre-regeringer holder det offenliges rolle i ave. Men centrum-venstre-regeringernes fornuft og højrefløjsregeringernes økonomiske ufornuft stopper jo ikke her. Centrum-venstre-regeringer tager også andre overordentligt økonomisk fornuftige initiativer: man nedsætter marginalskatteprocenten betragteligt, og mere end højrefløjsregeringer nogensinde har gjort, man privatiserer langt mere end højrefløjsreringerne, man udliciterer, mens højrefløjsregeringer stopper op på dette område, og centrum-venstre-regeringer fører endelig som helhed en mere ansvarlig finanspolitik. Hvad der derfor stadig er mig en kilde til stor undren er, at Christian alligevel – på trods af al økonomisk fornuft – tilsyneladende (efter flere indlæg at dømme) stadig vil sætte sin stemme på V eller K og ikke fx på på S. Stemmer Christian kun med følelserne? Betyder “virkelighedens test” slet ingen ting?

  3. Nu er det vel ikke centrum-venstre regeringer som sådan der sænker marginalskatten og privatiserer. Der er vel kun tale om Nyrup regeringen, hvor Radikale, som i økonomisk sammenhæng, dengang som nu, hører til blandt de borgerlige partier i Danmark, pressede S til at føre en økonomisk ansvarlig politik. Jeg har flere gange hørt soc.dem. bebrejde R at de mistede magten, både pga. modstanden mod en realistisk udlændingepolitik men da også fordi de ikke ville være med til at smøre medianvælgeren i samme grad som S./Nicolai

  4. Som altid en velskrevet artikel af Christian Bjørnskov, men resultatet er vel ikke så mystisk. Disse undersøgelser viser meget ofte et mudret billede. Der synes ikke at være forskel på borgerlige og venstreorienterede regeringer, og det er vel heller ikke så underligt.Folketinget er jo sammensat af vælgerne, og vælgerne forandrer sig ikke så meget på 3 eller 4 år. Vælgerne vil altid gerne have mere “gratis velfærd”, og det får de så.Har Christian nogle undersøgelser, som viser statistisk signifikante og væsentlige forskelle fra et eller andet sted i verden? Såvidt jeg husker, viser undersøgelser fra USA noget lignende som i Danmark, nemlig at der ikke er nævneværdig forskel på Demokrater og Republikanere, når det angår stigning i offentlige udgifter.Er der nogen, der ved, hvordan det ser ud i England?

  5. Peter Nedergaard

    17. oktober 2007 at 09:02

    Ad Nicolai: R er selvfølgelig en del af forklaringen på centrum-venstres finanspolitiske ansvarlighed, privatiseringer, udgiftspolitiske moderation, skattennedsættelser, osv., men da ikke hele forklaringen. Forklaringen er også, at S har mener at have et historisk ansvar for helhedens ve og vel i Danmark, mens målet for den nuværende regering ser ud til for alt i verden at blive siddende på ministerposterne – no matter what!

  6. Interessante beregninger og tanker. Dog synes jeg, at et bredere mere kvalitativt perspektiv kunne bidrage til en forståelse af at stigningen i offentlige udgifter ikke er et højrefløjsproblem. Nedenstående kan ses som en forlængelse af Bjørnskovs afsnit om mindretalsregeringer.Eksempelvis kunne man se på hvad konsekvenserne for højrefløjen kontra venstrefløjen ved en stramning af den offentlige aktivitet ville være. Man kunne jo forestille sig, at venstrefløjen, set med befolkningens øjne, ville have nemmere ved at argumentere for nødvendigheden af økonomiske indgreb, som har til formål at mindske den offentlige aktivitet i samfundet end højrefløjen. Tag blot den aktuelle situation, hvor økonomiske eksperter ser flaskehalse, inflation og overophedning, mens vores “højrefløj” nærmest undskylder at det offentlige ikke tilføres flere ressourcer. At man som frihedsorienteret skulle stemme på venstrefløjen for at få en mindre offentlig sektor vil jeg stadig betragte som en vittighed, så længe de prioritere staten frem for individets rettigheder og dermed ikke, set med mine øjne, er specielt frihedselskende. Et godt eksempel på at det modsatte er tilfældet er det nuværende skattestop – tænk, at staten har lagt bånd på selv (godt nok kun i en periode) ved at fraskrive sig muligheden for at intervenere i individets pengepung. Dette vil jeg kalde en sejr for de frihedselskende og et godt forsøg på at mindske det offentliges udgifter (en naturlig konsekvens skattestop).

  7. “Så spørgsmålet i dag må være, hvad der da er galt med den danske højrefløj. Er danske politikere i K og V forbrugsgejle i en grad, så man må søge til en fransk venstrefløj for at finde sammenligning? Er de dårligere til at styre kommunernes udgiftsniveau? Løber centraladministrationen blot rundt om hjørner med en regering, de fleste embedsmænd alligevel ikke stemmer på? Og hvad har vi da gjort for at fortjene det?”Spørgsmålet er måske snarere, om vi såkaldte venstreorienterede i grunden ikke er langt mere markedspositive end hele den højrefløj i åbenbart for enhver pris insisterer på at ville tilhøre 🙂

  8. Karsten Madsen

    18. oktober 2007 at 07:11

    Jeg vil give jer ret I at især venstre står uden faste holdninger, som de gerne vil flytte lidt på, hvis det også kan flytte vælgere. Det virker sjusket og ikke særlig ærligt! Føj! Men Bjørnskov, du skal stemme! Af den simple grund at jo flere vælgere de får, desto mere højrepolitik fører de. Jeg for tit den fornemmelse at dansk politik ikke står ret fjernt fra filmen “Kongekabale”. Men så slemt står det vel ikke til?

  9. Deprimerende, – men ikke helt uventede oplysninger fra Bjørnskov. Et muligt korrektiv er det forhold, at en ny regering overtager “lange forlig” fra den forrige, men dette bortforklarer næppe fænomenet.Måske er forklaringen den, at centrum-højre regeringer i langt højere grad end centrum-venstre do. forsøger at bestikke vælgerne for at beholde den regeringsmagt, der netop ikke er deres førstefødselsret i dette land, – jf. den nuværendes kompromisløse kurs mod venstre.Men uanset hvad: det er dybt deprimerende at se sine bange anelser i den grad understøttet. Hvad skal vi da gøre ved miseren? Eneste lille lysning var de konservatives fornyende indspark på landsmødet med Connie H. i spidsen: Partiet, der tør sige nej! Måske skulle de forsøge at fastholde denne antydede linie med samme kraft som de markerer sig på skattelettelserne.

  10. Meget interesseante indlæg. Jeg fik måske ikke udtrykt mig klart vedrørende USA. Artiklen af David Lee et al, som Christian henviser til, indikerer at amerikanske politikere ikke “flytter sig”. Fint nok. Jeg synes imidlertid, et nok så interesseant spørgsmål er, om det praktiske, nationaløkonomiske resultatet er det samme. Vokser det offentlige forbrug eller skattetrykket uanset hvilke partier, der har magten?Gregersen har ret i, at Demokrater presser på for et øget udgiftsniveau på det sociale og sundhedsmæssige område, men såvidt jeg er orienteret, har Republikanerne en tendens til et øget udgiftsniveau på andre områder, for eksempel på forsvarsområdet.Jeg synes derfor stadig, det ville være interesseant, at se hvordan de offentlige udgifter stiger eller falder afhængig af, om Demokrater eller Republikanere har majoritet. Er billedet det samme som i Danmark, altså at udgifterne stiger ligemeget hvem der har magten, eller måske ligefrem stiger mest når Republikanerne har magten?

  11. Johannes Gregersen

    18. oktober 2007 at 10:32

    Det er ærgeligt, at man ikke forsøger en mere substantiel forklaring på dette interessante fænomen – en forklaring, der nødvendigvis må have en politologisk grundsats. For selv om der selvfølgelig er en klassisk “Nixon goes to China” logik i spil her, så vil jeg mene, at der er et spørgsmål om det politiske systems indretning, der er årsag til fænomenet.Jeg vil nu tro, at billedet er anderledes i USA, så længe man ser på det føderale niveau, hvor republikanere generelt ikke øger velfærdsniveauet, og gerne sænker skatten for visse vælgergrupper, mens demokraterne presser på for et højere udgiftsniveau på det sociale og sundhedsmæssige område (se bare Hillary). Her ser man, hvordan man på det føderale niveau pleaser sine kernevælgere langt mere end swing voters/median voters. Dette kan have noget med stemmeprocenten at gøre – selv kernevælgere skal i USA forkæles for at komme op af sofaen..

  12. Christian Bjørnskov

    18. oktober 2007 at 10:47

    Et par kommentarer til de mange gode kommentarer. 1) Det_er_anderledes i USA. Se f.eks. Lee, Moretti og Butler, “Do Voters Affect or Elect Policies?”, Quarterly Journal of Economics 2004. 2) Ja, det er et eksempel på ‘Nixon goes to China’ logik – en litteratur i økonomi og politologi, der peger på at venstreorienterede regeringer er bedre til at liberalisere i kriser, fordi de bedre kan signalere at det er nødvendigt – men forskellene i DK holder selvom vi sletter kriseperioderne. 3) Nej, jeg har ikke gentaget det simple test for Sverige eller Norge, men prøv at sprøge mig sidst på året, så skulle der gerne foreligge nogle mere konkrete resultater. Og sidst, 4) til bl.a. PN: Nej, jeg bliver ikke ved med at stemme på VK. Jeg kan simpelthen ikke få mig til at stemme på et eneste af de partier, der er i Folketinget idag. Med Enhedslisten som en udemokratisk, marxistisk-religiøs undtagelse, er de alle forskellige afskygninger af socialdemokratisk politik.

  13. Jeg har selv puslet med noget lignende fornylig og er rimeligt overbevist om, at resultaterne holder. Men for at trække lidt på mine egne overvejelser, så disse to strøtanker:- Hvem skal man egentlig holde ansvarlig for udgiftsniveauet i et kalenderår? Dem, der er ved magten (størstedelen af) det pågældende år? Det virker logisk. Men omvendt bliver finanslovene jo vedtaget året før, og det er en ikke-triviel faktor at tage højde for i denne sammenhæng, idet det ofte er sket, at de to regeringer ikke har været en og samme … Om det er en forskel, der betyder meget eller lidt, kunne du, Christian, jo evt. undersøge.- Betyder det noget, hvem der er medianpartiet? Med 2001 som en undtagelse er det normalt ikke skred ved Folketingsvalg, som ændrer en regering, men derimod forandringer i hvilke partier, der ved regeringsdannelsen støtter hvem (f.eks. 1993, 1982, 1979, 1978, 1975 …). Medianpartiet har næsten altid været De Radikale, og derfor bliver spørgsmålet så: Er det i virkeligheden holdningsskift hos medianpartiet / placeringen af medianpartiet i det udgiftspolitiske billede, der bestemmer udviklingen? Det er en ikke-triviel mulighed–men én der muligvis forplumrer analysen en hel del …”Tilbage til minerne!” som Igor & Stanislaw ville sige …

  14. “… mens demokraterne falder over hinanden for at være mest Irak-kritisk. Nu er det ganske vist endnu kun the primaries, men alligevel.”Det gør de faktisk overhovedet ikke!Det er kun Obama og Edwards der snaker om tilbagetrækning med bare lidt fasthed i stemmen. Hillary har skitseret en politik der læner sig temmelig meget op ad Bushs, omend hun prøver at lægge afstand til ham. De opererer alle med stadig tilstedeværelse af tropper i Irak.”Spørgsmålet er altså ikke, om udgifterne er steget mere eller mindre under f.eks. Bush II vs. Clinton I – men til hvilke områder, pengene er blevet dirigeret hen til!”Arh, der er vel også et spørgsmål om udgifterne stiger?!Iøvrigt:PKK stiller spørgsmålet om man politisk skal regne statens udgifter til dette eller forrige finansår.Det er et rigtig godt spørgsmål, men det får mig til at tænke på et andet mere langsigtet problem i opregningen af forbruget under givne regeringer, nemlig at en regering godt kan administrere en politik der er vedtaget for lang tid siden.F.eks. blev efterlønnen vedtaget i 1980 (IIRC? ’78?) mens udgifterne først for alvor meldte sig sidst i halvfemserne. Dermed er det jo et godt spørgsmål hvem man skal holde økonomisk ansvarlig for politikken. Især da allerede vedtagne love er svære at få fjernet igen, se e.g. feriepenge og lukkelov. To lamme love ingen ville kunne finde på at vedtage i dag, men som man på den anden side ikke kan få fjernet.Bare en strøtanke!/Limagolf

  15. Johannes Gregersen

    19. oktober 2007 at 09:00

    For at opsummere: Politics matters!Som Downs (delvist korrekt – jeg efterlader politikerne lidt mere plads til ideologi) siger sådan nogenlunde: “politicians will formulate what ever policy that will maximize their votes.” I Danmark- med en stemmeprocent omkring 85 – er det en midtsøgende politik, der er vote-maximizing. Venstre lover velfærd, Socialdemokraterne stram udlændingepolitik.. I USA – med en stemmeprocent omkring 30 – er det kerneælgerne, der skal forkæles for at få dem ud af sofaen med hhv. sundhedsvæsen + social security eller skattelettelser og øget militærbudget (roughly put). Man ser i disse dage en kamp blandt de republikanske kandidater om at være den mest konservative kandidat (f.eks.: Mitt Romney: “I am – so to speak – the Republican candidate in the Republican party”), mens demokraterne falder over hinanden for at være mest Irak-kritisk. Nu er det ganske vist endnu kun the primaries, men alligevel.Spørgsmålet er altså ikke, om udgifterne er steget mere eller mindre under f.eks. Bush II vs. Clinton I – men til hvilke områder, pengene er blevet dirigeret hen til!

  16. En rigtig interessant diskussion. Lige et par pointer:(1) Der er, som PKK er inde på, bruig for en mere detaljeret analyse. En af dimensionerne er at se på, hvilke faktorer som især slår igennem på de borgerlige udgiftstryk. Ændringen i udgiftstrykket er jo lig med:Realvækst i off. forbrug + vækst i off.deflator – økonomisk vækst – inflationDet behøver jo ikke være pga. højere realvækst i off. forbrug, at trykket vokser. En anden mulighed er, at borgerlige regeringer især lader lønningerne til de offentligt ansatte vokse (som er hovedkomponenten i deflatoren) – muligvis fordi fagforeningerne er mere aggresive, eller fordi de borgerlige forsøger at købe sig stemmer her. (2) Det er som udgangspunkt fornuftigt at fokusere på off. konsum frem for overførsler. Der ligger et forvridningstab her, som med ædruelige antagelser klart overstiger tabet fra både beskatning og overførsler. Men helt uskyldigt er nu ikke at se bort fra overførsler. Måske skulle du veje med forvridningstabene? Kan en del af forklaringen på forskellene mellem borgerlige/socialistiske regeringer i øvrigt være, at de borgerlige omfordeler til nogle mere velhavende, der har større nytte af oof.forbrug, mens de andre når deres målgrupper bedre via overførsler?(3) Johannes G.s analyse i kommentar 14 er ret lige i øjet. Der gælder dog et men: Medianvælgermodellen gælder strengt taget kun for to partisystemer. I flerpartimodeller vil partierne også konkurrere om “nabostemmer” på en måde, der kan holde dem borte fra medianvælgerpositionen. F.eks. er det tydeligt, at både RV og S mistede stemmer til bl.a. SF, da de forsøgte at gå efter medianvælgeren. Det samme ville ske på højresiden, hvis der var et seriøst alternativ til V.

  17. – Et anderkendende nik til Johannes Gregersens henvisning til Downs…Desværre er det ikke fyldestgørende at bringe “Nixon goes to China” på banen. Det kreperlige er, at Danmark ikke har en højrefløj i klassisk forstand. Igennem velfærdsstatens opbygning har den danske venstrefløj jo vundet retten til at definere den politiske diskurs – en bedrift som jeg selv mener, er den mest betydelige i dansk politisk historie. Ved at binde vælgerne til et politisk projekt som velfærdsstaten tvinges de såkaldte borgerlige partier til, at vælge imellem en reel værdikamp og dermed et opgør med den socialistiske konstruktivisme, og regeringsmagten. (Hvad man så måtte ønske regeringsmagten for, når man reelt kun kan føre oppositionens politik…)

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑