Sparetips til politikerne # 2: Halvér ulandshjælpen

Som vi har gjort opmærksom på tidligere, handler valgkampen i udpræget grad om hvor meget de forskellige partier vil øge de offentlige udgifter, og hvilke grupper i samfundet der skal have mere fra resten. Vi kører derfor denne serie om, hvor politikerne i stedet kan spare for at undgå en offentlig sektor, der vejer endnu tungere og kvæler endnu mere privat initiativ. Så her er sparetip #2 til de kære politikere: Halvér ulandshjælpen!

Forslaget vil nok udløse et ramaskrig hos mange mennesker, men da vi har skrevet om emnet før, burde vores faste læsere ikke være overraskede. Almindelige menneskers ramaskrig og sandsynlige vilde forargelse bunder i, at de fleste vil se forslaget som en omvendt Robin Hood: Man tager fra verdens fattigste for at give til et af klodens rigeste folk. Det kunne ikke være mere forkert. 40 års forskning i ulandshjælp har nemlig vist, at denne hjælp slet ikke gavner de fattige lande. Nok er mange udviklingsprojekter glimrende, og de efterlader et positivt fingeraftryk på lokalsamfundet, men samtidig er ulandshjælpen forbundet med store problemer på det nationale plan: Jo mere ’hjælp’, et land får, jo mindre er dets tilbøjelighed til at implementere pinagtigt nødvendige reformer af retsvæsenet, og jo mindre tilbøjeligt er det til at demokratisere. Ulandes internationale konkurrenceevne skades også af større inflows af hjælp (gennem Hollandsk Syge), og der opstår en række yderligere forvridninger af priser og incitamenter i hele økonomien.

En halvering af ulandsbistanden vil derfor ikke indebære et tab for fattige lande, men måske et tab for særinteresser i både Danmark og den tredje verden. Man kan stole på at disse særinteresser, hvoraf mange finansieres af bistanden, vil råbe særdeles højt og gentage påstanden om den omvendte Robin Hood, selvom vi ved at den er ufunderet. Men en sådan halvering vil praktisk taget kun have en direkte effekt: Den vil spare den danske stat en udgift på syv (7) milliarder kroner om året. Oveni kan man endda rimeligvis regne med, at en del af de ressourcer som bruges i hjælpeindustrien – både midler og de mange ingeniører, der beskæftiges af Rambøll, COWI osv. – vil blive brugt mere effektivt andre steder i den danske økonomi, der som bekendt bl.a. mangler ingeniører.

Så hvorfor venter vi? Besparelsen er omkostningsfri for ulandene – den kan endda på sigt gavne de politiske incitamenter i en række mindre demokratiske styrer – og den vil være til fordel for Danmark. Det eneste den koster er myten om at vi hjælper de fattige.

20 thoughts on “Sparetips til politikerne # 2: Halvér ulandshjælpen

  1. RasmusE

    Hvad med store donorfinansierede projekter som bygning af veje, broer, jernbaner osv.Det har EU da haft succes med gennem regionsstøtte til fattigere områder i Europa. I Baltikum har jeg kørt på flotte nye veje finansieret af EU, kunne man ikke forestille sig at bruge ulandshjælpen på samme måde i ulandene?Og så kan det godt være den makroøkonomiske effekt ikke er til at få øje på, men jeg har stadig utroligt svært ved at se, hvordan bygningen af en brønd eller skole ikke skulle være en stor hjælp for et lille lokalsamfund.I øvrigt mener jeg, at den største hjælp for Afrika og U-landene ville være nedbrydningen af toldmure og handelsrestriktioner.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    Rasmus E skrev: “I øvrigt mener jeg, at den største hjælp for Afrika og U-landene ville være nedbrydningen af toldmure og handelsrestriktioner”. Jeg kunne ikke være mere enig – og det gælder iøvrigt både vores restriktioner og ulandenes egne.Mht. mikrolån ser de ud til at virke ganske godt i nogle lande, men ikke i andre. Tricket er bl.a. at dem der virker, er de banker der er selvfinansierende, dvs. dem der ikke ‘behøver’ bistand.Og mht. Hollandsk Syge er den simplest mulige forklaring følgende: Ulandsbistand kommer i kroner, dollars, euro osv. For at den kan nå ind i landet, skal den omveksles til landes valuta. Så jo mere ulandsbistand man får, jo større bliver efterspørgslen efter valutaen, og jo mere stiger valutakursen derfor. Det betyder, at landets varer bliver dyrere i udlandet, og dermed er ulandets internationale konkurrenceevne altså skadet direkte af ulandsbistanden.

    Svar
  3. JR

    RasmusE: “Hvad med store donorfinansierede projekter som bygning af veje, broer, jernbaner osv. Det har EU da haft succes med gennem regionsstøtte til fattigere områder i Europa. I Baltikum har jeg kørt på flotte nye veje finansieret af EU, kunne man ikke forestille sig at bruge ulandshjælpen på samme måde i ulandene?”Det gør man også (se evt. um.dk). Hvorvidt EU har succes med sin regionsstøtte er mere tvivlsomt. I forhold til de investeringer man foretager sig er der så vidt jeg ved ikke særlig stor effekt på “catch-up” effekten (altså at fattige landes økonomier vokser hurtigere end rige landes).”Og så kan det godt være den makroøkonomiske effekt ikke er til at få øje på, men jeg har stadig utroligt svært ved at se, hvordan bygningen af en brønd eller skole ikke skulle være en stor hjælp for et lille lokalsamfund.”Det er det givetvis også. Du skal så bare huske, at en hel række andre mennesker i ulandet netop pga. denne hjælp har fået en sværere hverdag (de er måske blevet arbejdsløse, jvf. Hollandsk Syge)”I øvrigt mener jeg, at den største hjælp for Afrika og U-landene ville være nedbrydningen af toldmure og handelsrestriktioner.”Helt enig. Og den største selvhjælp vil være at sikre ejendomsretten og de institutioner som opretholder den. Læs f.eks. dette tekststykke af Hernando de Soto:http://www.udviklingstal.dk/desoto.htm

    Svar
  4. RasmusE

    Tak for svarene.Men kan det virkelig være rigtigt, at der blandt alle verdens kloge økonomer ikke er et eneste bud på, hvordan man kan yde bistand i en eller anden form til u-lande uden at forårsage “hollandsk syge”?mvh

    Svar
  5. Mark Gray

    Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, er det vidst man siger. Og i har jo ret i, at der er sket forbløffende lidt blandt visse ulande. Man skal jo blot se sig om i verden. Og så alligevel ikke. Store dele af Asien og Latinamerika klarer sig forbløffende godt, mens Afrika halter meget bagefter. Jeres analyse er, i mine øjne, måske lidt for simpel.Men lad os antage at i har ret, at udlandsbistand som sådan er noget skidt noget. Om ikke andet så i hvert fald indretningen af den som den har været hidtil. De penge som ‘spares’ ved at skære i ulandsbistanden kan man vel godt ‘bruge’ på at finansiere en lettelse af toldmurerne omkring Europa (hvis sådan noget var praktisk muligt, vel at mærke). Det forslag er dog slet ikke originalt. Derimod er der et andet forslag som jeg er interesseret i at høre jeres kommentarer på:http://gregmankiw.blogspot.com/2007/10/alternative-to-foreign-aid.htmlI åbnede op for adfærdsregulering i sparetip nummer 1 så dette kan vel ikke være så slemt 🙂

    Svar
  6. LuckyLibertas

    “Hjælpen” har enda gjort fattigdom til et større problem end det var for 30-40 år siden og der er frygtelig mange flere der er berørt.Vi skal selvfølgelig hjælpe, men ikke på denne håbløse måde. Vi kunne i stedet begynde med at afskaffe alle handelsforhindringer og lade være med at ophøje diktatorer til forhandlingsparter. Hvorfor halvere den nuværende “hjælp” når den beviseligen skader, jeg foreslår sparetippet udvidet til at være en total afskaffelse af “ulandsbistand”.

    Svar
  7. DenUvidende

    Hvad er hollandsk syge?Hvad er punditokraternes indstilling til mikrolån? Ville det ikke være mere oplagt og bæredygtigt end blot at fratage halvdelen af støtten? På sigt kunne man forestille sig at behovet for støtte faldt fra + en rigere befolkning vil typisk have mere magt og kræve mere demokrati.

    Svar
  8. RasmusE

    I stedet for at tale dunder mod U-landshjælpen hele tiden, kunne I så ikke bare en enkelt gang anvende jeres økonomiske viden og komme med nogle forslag til, hvordan U-landshjælpen måske kunne bruges mere effektivt.

    Svar
  9. falkeøje

    Hjælpen har gjort mere skade end gavn, for det viser sig jo, at den er gået rub og stub til krige.Det var hovedløst at afskaffe de gamle kolonimagter.Afrika havde været bedre stillet, hvis de endnu eksisterede.falkeøje

    Svar
  10. JR

    RasmusE siger: “I stedet for at tale dunder mod U-landshjælpen hele tiden, kunne I så ikke bare en enkelt gang anvende jeres økonomiske viden og komme med nogle forslag til, hvordan U-landshjælpen måske kunne bruges mere effektivt.”RasmusE, prøv at læse dette tidligere indlæg: http://www.punditokraterne.dk/ulandshjaelpDer er intet håb. Problemerne er iboende. At forske i hvordan ulandshjælpen kan forbedres er sikkert ligeså uinteressant for punditokraterne som det ville være at forske i optimering af allokering af statsstøtte til landbruget. Væk med lortet i stedet.

    Svar
  11. totalpedal

    RasmusE er et perfekt eksempel på mennesker der hellere vil “feel good than do good”.Ulandsbistanden skader mere end den gavner, men det er ikke interessant for RasmusE. Op i røven med Afrika, det er RasmusE’s følelse at af at være en god og altruistisk person der er vigtigst. At bistanden så skader mere end den gavner kan være ligegyldigt for det er jo følelsen af at være åh så god der tæller.

    Svar
  12. denneutrale

    Burde diskussionen ikke holdes over det Ekstra Blads niveau vi ser ovenfor?? Intelligente mennesker burde kunne argumentere bedre end det! Og hvad med forslaget om mikrolån? Det kunne da være et forslag til en alternativ anvendelse, som RasmusE efterlyser

    Svar
  13. JR

    denneutrale: “Og hvad med forslaget om mikrolån? Det kunne da være et forslag til en alternativ anvendelse, som RasmusE efterlyser”Naturligvis. Det er da heller ikke første gang man forsøger sig med at etablere banker for ulandsbistand i ulandene mhp. at give fattige billige små lån. Personligt har jeg svært ved at se hvordan et sådan program skulle undsige sig de negative bivirkninger som alle andre hjælpeprogrammer lider under (se linket i mit tidligere indlæg). Men lad os da bare stille spørgsmålet:Er der videnskabelig dokumentation for, at en donorbetalt finansieringsinstitution med mikrolån forøger den makroøkonomiske vækst i ulande?Personligt vil jeg tro, at bivirkningerne som for alle andre hjælpeprogrammer vil negere pengeindsprøjtningen. Hvis der er økonomisk rationale i at lave mikrobanker er jeg ret overbevist om, at markedskræfterne nok skal sørge for udbredelsen af disse.

    Svar
  14. RasmusE

    Helt sort ser det da ikke ud, du har da fået sådan en som mig til at bekymre sig om effektiviteten af ulandshjælp :-)Selv om du siger gavnen er behæftet med usikkerhed, så synes jeg nu alligevel man fortsat skal give ulandshjælp, og så satse på de ting du nævner. Infrastruktur og uddannelse. Så længe vi ikke kan få nosset os sammen til at fjerne handelsbarrierer, så længe er ulandshjælp også den eneste måde at signalere til resten af verden, at vi rent faktisk bekymrer os om dem.Jeg har et familiemedlem der arbejder for um, og ifølge ham, er det altså også noget man bliver mere og mere opmærksom på, så der er da håb forude.Tak for svaret.

    Svar
  15. Martin Rannje

    Problemet er at, til trods for at det formentlig går lodret imod de fleste danskeres logik, så er der videnskabeligt set en lige så stor sandsynlighed for at ulandsbistanden er decideret skadelig, som at den gavner. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan man kan godtgøre brugen af skatteborgernes penge på det, når der INGEN som helst påviselig effekt er af det, og at der endda overhovedet ikke synes at være noget dynamik i ulandsbistandssamfundet (de diskuterer basalt set de samme ting de gjorde for 30-40 år siden den dag i dag, og bliver ved med at gøre som de altid har gjort). Det mest groteske er at fortalerne endda stædigt insisterer på at den SKAL forøges!Hvorfor er det at ulandsbistand MÅ virke, selvom det aldrig er blevet påvist at det gør? Det minder mig en smule om diskussionen af folkeskoleklasse-størrelser, hvor der hidtil heller ikke er blevet påvist nogen sammenhæng imellem dette og elevernes præstationer. Forskellen er at ulandsbistandens bevis-materiale er langt mindre overbevisende…Mht. UM og DANIDA – det er muligt at de er opmærksomme på problemet, men den dag de har tænkt sig gøre noget ved det er formentlig den dag et vidst dyr vil flyve. Så vidt jeg ved kæmper DANIDA folkene med næb og kløer for at forsvare deres (ikke-eksisterende) eksistensberettigelse – et godt eksempel er deres påkrævede “uafhængige evalueringsrapporter”, som de er forpligtet til at hyre eksterne konsulenter til at udføre. Så vidt jeg ved er det der sker i denne proces det (forudsigelige?) at konsulenterne afleverer deres rapport med konklusioner, der viser “ingen effekt”, hvorefter at DANIDA så beder dem om at skrive konklusionen om igen og igen indtil at den er så udvandet at ingen kan slutte noget som helst meningsfuldt fra den. Nej jeg kan i sagens natur ikke bevise dette, men jeg kan kun henvise til deres hjemmeside, og så kan man jo granske et par af evalueringsrapporterne og se om man kan få noget brugbart information ud af dem. Mit bedste bud er at det kan man ikke. Derfor har jeg svært ved at se hvorfor det skulle hjælpe at man i UM bliver opmærksomme på at ulandsbistand ingen effekt har.Mvh

    Svar
  16. Halvtoverbevist

    Hvad med de projekter, som Danida støtter, hvor private giver hospitalsudstyr væk til fattige regioner i ulande, og Danida betaler transporten – er det så også skidt? Der nævnes flere gange, at det på et makroniveau er skidt med hjælp – men godt for visse på lokalniveau. Jeg kan sagtens følge makroargumentet – men det svigter mht lokale, for alt andet lige kan man vel næppe lave reformer og fryd og gammen fra den ene dag til den anden. Hvad de stakkels fattige, der er afhængige at få hjælp? En brønd fx. Skal de bare sejle i deres egen sø? Som nævnt, ikke helt overbevist, for jeg bekymrer mig for de ekstremt fattige, der ikke besidder nogen form for indflydelse og som kan blive ladt i stikken.

    Svar
  17. trane

    Det er godt, at Christian Bjørnskov bringer temaet om ulandshjælp og dens effektivitet på bane. Det forekommer mig dog at være en meget utydelig sammenhæng som de mange års forskning viser. Kunne du, Christian, måske komme lidt mere ind på, hvad det er, studierne siger. Din seneste post om dette refererede til Collier og Hoefler, tror jeg det var, og så på sammenhængen med militærbudgetter. En ting, der særligt undrer mig er det ‘blanket statement’, du kommer med. På den ene side siger du, at forskningen viser der ingen positiv sammenhæng er. Men på den anden side er der, siger du, givetvis mange enkeltprojekter, der er ‘gavnlige’, på en eller anden måde. Eller også har nogle gavnlige projekter på mikroniveau uheldige effekter på makroniveau. Alligevel slutter du, at en formindskelse af ulandshjælpen – utan tvekan – vil være til gavn (eller i det mindste ikke til skade) for ulandene. Den forskning, du refererer til er vist primært økonomisk og kvantitativt orienteret, og det er der meget godt at sige om. Men det er svært at udlede årsagssammenhænge af disse studier, umiddelbart, som jeg ser det. Det betyder for mig ikke, at den hellige bistandsgrav er vel forvaret. Men det er, efter min mening, et utilstrækkeligt grundlag at træffe beslutninger på baggrund af. Der er megen litteratur af den mere kvalitative og historiske art som går mere ind i delaspekter på forskellige områder, og hjælper med at forklare de større sammenhænge; hvorfor der i grunden er sket så begrænset en udvikling i ulande. Hvis jeg skal hæfte mig særligt ved en enkelt ting, så bør man tage kvantitative tidsseriestudier med et gran salt, eller i hvert fald en vis nærmere vurdering. Alternativet er nemlig, at man siger, at bistand givet til Indonesien under Suharto er det samme som bistand givet idag; at der ingen forskel er. Ligeledes at der, for at fortsætte med eksemplet, ikke er forskel på at give penge til Suharto-regimet i slutningen af 1960’erne (inden konsolideringen af hans regime, inden den store olievirksomhed) og at give penge i begyndelsen af 1990erne.Hvis de større kvantitative analyser kan sige noget nærmere om i hvilke perioder og under hvilke omstændigheder hjælpen har været a) negativ, b) neutral eller c) positiv i en eller anden forstand, så har vi et bedre grundlag for at fortsætte eller skrotte eller ændre i ulandshjælpen. Hvis jeg skal pege på et område, hvor pengene er givet godt ud, er det de, der går til afholdelse af valg i ulande. Til hjælp med udformning af valglove, til implementering af valg osv. Det er klart at valgene til tider slår fejl, altså at de ikke er frie og fair, eller at de ikke bliver respekteret efterfølgende. Men overordnet set mener jeg de er givet godt ud. Støtte til diverse NGOer mener jeg også har en positiv effekt overordnet set, men det er min fornemmelse, at disse er relativt dyre i drift (megen korruption, høje monitoreringsomkostnigner osv.). Støtte til fx centre for torturofre giver umiddelbart støtte til en lille gruppe (af højtuddannede, særligt, gennem løn), men det er mit indtryk, at de giver en høj grad af synlighed omkring politisk frihed og mangel på samme. Hvilket er en vigtig funktion, der er værd at betale for. Som de øvrige kommentatorer ville jeg også mene, at sænkelse af toldbarrierer ville have en væsentlig positiv effekt i mange ulande. Her bæres omkostningerne, som nævnt af andre, særligt af landmænd og lignende grupper. Et mere kontroversielt tiltag, som økonomen Lant Pritchett har været fortaler for, er at øge indvandringen fra u- til ilande. Altså øge den legale arbejdskraftsmobilitet på tværs af landegrænser. Det er klart et forslag, der ville gavne ulandene bredt set, men ligeledes et forslag, der stiller krav til ændringer af velfærdsstatsordninger, medborgerskabsforhold osv.

    Svar
  18. Pietro

    @Mark: Forslaget med at “støtte” (dvs. undlade at bestjæle) virksomheder der investerer i ulande, lider af den samme skavank som enhver anden form for økonomisk hjælp: Det gør det billige for korrupte regeringer at bevare magten og udplyndre befolkningen, og derfor vil de gøre det i højere grad.De manglende investeringer skyldes interne forhold i ulandene som kunne afhjælpes helt uden hjælp fra de rige lande. Først og fremmest manglende retssikkerhed, korruption, vilkårlig og omfattende regulering af økonomien og direkte forhindringer for udlandshandel i form af bureaukrati og høje udgående toldsatser.Det vil stadig være en forrygende idé at fjerne alle former for indgående told til EU. Tolden er uretfærdig, forhindrer en effektiv arbejdsdeling og gør alle parter fattigere. Det vil ikke “koste” noget at fjerne tolden. Det vil skade visse gruppers snævre særinteresser (læs: landbruget og italienske skofabrikanter), men EUs befolkning som sådan ville bliver rigere af åbne grænser, og det ville afrikanerne også.

    Svar
  19. JR

    RasmusE: “Men kan det virkelig være rigtigt, at der blandt alle verdens kloge økonomer ikke er et eneste bud på, hvordan man kan yde bistand i en eller anden form til u-lande uden at forårsage “hollandsk syge”?”Bistand som er rettet mod at forbedre eksportvirksomhedernes konkurrenceevne kan hvis den er effektiv (med et stort hvis) reducere eller fjerne den hollandske syge. Det kan f.eks. være investering i infrastruktur eller uddannelse. Det befrier dem dog ikke fra andre sideeffekter. Et eksempel på ulandsbistand som formentlig er helt uden uheldige sideeffekter er studieophold i donorlandet. Men det er formentlig kun en økonomisk attraktiv form for bistand for den allerbedste del af de studerende i ulandene (noget f.eks. USA og Frankrig længe har praktiseret).På samme hvis kan du helt sikkert finde andre bistandsformer som teoretisk kan være en fordel for ulandene når den gives på en bestemt måde til en bestemt del af befolkningen. Problemet er bare, at sådan er virkeligheden ikke (som de talrige undersøgelser punditokraterne har præsenteret viser) – ligesom en planøkonomi i virkeligheden ikke er mere effektiv end en markedsøkonomi. Årsager er formentlig mange, men et par eksempler kunne være politiske og økonomiske særinteresser i både donor- og recipientlandene.Hvis man ser på den politiske debat om udviklingsbistand sidste 10-20 år har jeg _aldrig_ hørt fortalerne for højere udviklingsbistand bekymre sig om effektiviteten af hjælpen – det har kun drejet sig om størrelsen. Højrefløjen er ikke stort bedre. Når det er det politiske budskab fra forvalterne af udviklingsbistanden, ser jeg ganske enkelt intet håb for, at man får et bare nogenlunde resultat når hjælpen længere nede i systemet skal vrides og masseres til at passe alle andre aktørerers særinteresser. At der så oveni er nogle indbyggede problemer i hjælpen gør naturligvis ikke problemet mindre.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.