Økonomisk frihed og individuelle rettigheder – en kommentar i anledning af operation dagsværk den 7. november

I foråret blev Christian Bjørnskov og undertegnede kontaktet af Operation dagsværk, og bedt om en “liberalistisk” vinkel på udviklingen i Bolivia og kollektive rettigheder, som der er blevet skrevet om før bl.a. her på bloggen. Det kom der nedenstående tekst ud af. Det indgår vist nok (jeg er dog ikke sikker) i det endelige materiale, som OD har sendt ud til interesserede gymnasier. Der er næppe mange af bloggens læsere der kommer til at stifte bekendtskab med det materiale, så derfor kan det læses her.

Økonomisk frihed og individuelle rettigheder

 

Økonomisk frihed defineres typisk som afhængig af den offentlige sektors og skatternes omfang, kvaliteten af retssystemet og styrken af den private ejendomsret, pengepolitik, handelspolitik og regulering.

 

En række internationale studier har vist, at der både historisk og i dag er stor sammenhæng mellem graden af økonomisk frihed og et lands velstand og vækst. Således er BNP per indbygger i de 25 % mest frie lande i verden i gennemsnit næsten 10 gange højere end i de 25 % af verdens lande med mindst økonomisk frihed1. Det klart vigtigste element i den økonomiske frihed, som understreget af bl.a. Nobelpristageren Douglass Norths historiske forskning fra Europa, er graden af privat, individuelt definerede ejendomsrettigheder. Spørgsmålet i denne artikel er, hvordan klarer Bolivia sig på dette punkt? og hvordan forholder det sig til begrebet ’kollektive rettigheder’?

Mens Danmark er kendetegnet ved en høj grad af økonomisk frihed og at retsvæsenet effektivt og fair garanterer borgernes individuelle rettigheder og ejendomsret, gælder dette langtfra i Bolivia. Den offentlige sektor er korrupt og blander sig kraftigt i vare- og arbejdsmarkederne. Retsvæsenet har fortsat svært ved at opretholde sin uafhængighed og styrke – særligt i forhold til beskyttelsen af den private ejendomsret – og har svært ved at garantere borgernes individuelle rettigheder. I internationale sammenligninger, hvor hvert land placeres på en skala fra 0-10, vurderes kvaliteten af Bolivias retsvæsen til 3,5 – tre point dårligere end Chile – og seks point dårligere end Danmark.2

Efter at Evo Morales blev valgt som præsident er kvaliteten af retsvæsenet svækket yderligere, bl.a. på grund af re-nationaliseringer. Den peruvianske økonom Alvaro Vargos Llosa udtrykte dette i en artikel i Foreign Policy således, at der i Latinamerika eksisterer en skæbnesvanger forkærlighed for stærke og karismatiske ledere, frem for retsregler3. Det har historisk udmøntet sig i, at den enkelte borgers rettigheder og muligheder primært har været afhængig af politiske (og militære) forbindelser, og kun i begrænset omfang har kunnet forsvares juridisk.

Bolivia historisk set

Bolivia er i dag et af Latinamerikas fattigste lande, hvis velstand stort set er stået i stampe de seneste 50 år. Til sammenligning kan nævnes, at mens velstanden i Irland i midten af 1950erne var ca. det dobbelte af Bolivias, var den 50 år senere steget til mere end det 10-dobbelte. Selv efter latinamerikanske forhold har Bolivias økonomi klaret sig bemærkelsesværdigt ringe det seneste halve århundrede. Levestandarden i Bolivia var således lidt højere end den brasilianske i midten af 1950erne. 50 år senere er brasilianerne ca. tre gange så velstående som bolivianerne.4

I lighed med nabolandene satsede Bolivia fra begyndelsen af 1950erne på økonomisk vækst gennem statsligt ejerskab i minedrift og industri, koblet med et latinamerikansk særkende, nemlig beskyttelse af indenlandsk produktion gennem handelsrestriktioner, hvorved konkurrencen fra udlandet minimeredes. Den førte politik kan kun beskrives som en fiasko, der hverken forbedrede den generelle levestandard eller reducerede fattigdommen. En mildt sagt turbulent politisk historie inklusiv perioder med skiftende militærdiktatur og tilbagevendende hyperinflation har heller ikke virket befordrende for varig økonomisk vækst. Efter den sidste nedsmeltning i midten af 1980erne gennemførtes en række reformer, der mindskede handelsrestriktionerne, samtidig med en række statslige virksomheder privatiseredes. Det er denne periode der populært kaldes den “neo-liberalistiske periode”. Bortset fra Chile der i dag er en moderne markedsøkonomi med få restriktioner og høj grad af retssikkerhed, har de fleste latinamerikanske lande dog bibeholdt en række forhold der ikke har meget med en moderne markedsøkonomi at gøre. Det er en af grundene til den (mildt sagt) kun moderate økonomiske fremgang illustreret i Figur 1. Centralt står den fortsatte manglende grad af individuelle ejendomsrettigheder.

Individuel vs. kollektiv ejendomsret

Mens det centrale paradigme i 2. halvdel af det 20. århundrede var ét Bolivia med ét sprog (spansk), har de seneste årtier været præget af et stigende krav om anerkendelse af de forskellige indianerstammers forskellige kultur og sprog. Parallelt er der rejst krav om territoriale – kollektive – rettigheder baseret på etnisk oprindelse, da den bolivianske fattigdom rammer landets indianere uforholdsmæssigt hårdt. Spørgsmålet er, hvordan de virker.

Hvis vi overfører bolivianske forhold til Danmark, kan man sige at det at give en specifik indianerstamme ret til et kollektivt ejerskab svarer til at give lollikker ret til Lolland, så længe de bor på Lolland. I det øjeblik de flytter, mister de alle rettigheder og da de ikke besidder en individuel ejendomsret, har de ingen individuelle rettigheder. Kollektive rettigheder kan derfor ikke sammenlignes med de rettigheder man har i den kommune man er bosat i, da der ikke er fri og ikke-diskriminerende adgang til de kollektive rettigheder. Skulle fattige mennesker fra f.eks. La Paz ønske at flytte til et sådant område, vil det ikke være muligt for dem at få del i de kollektive rettigheder. Det indebærer en ganske effektiv svækkelse af bolivianernes geografiske og sociale mobilitet.

Vi ved fra historisk erfaring fra andre systemer uden privat ejendomsret, at folk med en politisk eller på anden vis ’socialt’ allokeret adgang til jord, hverken dyrker den så samvittighedsfuldt eller vedligeholder den på samme måde som privat ejendom. Givet den politisk bestemte risiko for, at brugsretten til jorden ikke tilhører familien næste år, forsvinder incitamentet til at vedligeholde og udvikle området.

Erfaringer fra mange ulande såvel som europæisk historie peger også på, at privat ejendomsret til jord er helt central i at skabe produktive investeringer, der kan løfte mennesker ud af fattigdom. Jorden er som oftest det eneste, der kan stilles som sikkerhed for banklån, som er nødvendige for at kunne investere, hvis man ikke tilfældigvis er født ind i en rig familie.

Endelig kan man stille spørgsmålstegn ved den måde, brugsret eller lignende forhold fordeles, når ejendomsrett
en tilhører et stort ’ko
llektiv’. Vil brugen gå til de mest effektive og arbejdsomme, eller i højere grad til dem med bedst forbindelser og størst mulighed for at ’smøre’ beslutningstagerne? Dette punkt er af afgørende betydning i samfund som Bolivia, hvor korruption er udbredt, risikoen for at blive opdaget begrænset og sanktionerne – med de rette forbindelser – kan undgås.

Vejen frem

Der er ingen tvivl om, at den indianske befolkning i store dele af Bolivias historie er blevet behandlet som andenrangs borgere – også efter de i 1952 formelt blev inkluderet i det politiske system på lige fod med den traditionelle middel- og overklasse. 1990ernes anerkendelse af indiansk kultur og sprog kan ses som led i, at denne del af Bolivias befolkning og dets historie og kultur endelig anerkendes som en del af landets historie- og kulturarv.

Men set i et økonomisk perspektiv – i et land hvor 17 % af befolkningen lever i absolut fattigdom og hvor de ti procent fattigste kun tjener en procent af nationalindkomsten – er det et problem, hvis man satser på kollektiv frem for individuel ejendomsret. Denne prioritering vil fortsat indebære en økonomisk udvikling, hvor chancen for at løfte de fattigste bolivianere ud af armoden er forsvindende lille. Desværre er en af myterne – ikke mindst blandt såkaldt “progressive” kræfter i og udenfor Latinamerika – at den private ejendomsret primært eksisterer til beskyttelse af den allerede velstående og indflydelsesrige del af befolkningen. Det forholder sig i virkeligheden omvendt: Manglen på individuelle rettigheder betyder, at en stor del af befolkningen holdes i dyb fattigdom fordi de ikke har ret til frugterne af deres menneskelige og økonomiske ressourcer.

At være rig i mange ulande betyder, at man samtidig har muligheden for at gennemtvinge sin vilje og forsvare sine (lovligt og ulovligt) erhvervede værdier med midler der ikke er forenelige med en moderne retsstat (der netop garanterer alle borgeres individuelle rettigheder). Det er derfor af afgørende betydning for Bolivias fremtidige økonomiske muligheder – ikke mindst for den fattige del af befolkningen – at man fokuserer på dette område. Desværre har det traditionelt ikke været tilfældet hverken i Bolivia eller resten af Latinamerika.

1 Gwartney, Lawson & Easterly; Economic freedom of the World: 2006 annual report, Vancouver: Fraser Institute 2006: 3; 22 (Fig. 1.6). Se f.eks. også Niclas Berggren: The Benefits of Economic Freedom: A Survey. The Independent Review 8 (2003), 193-211.

2Data fra Economic Freedom of the World; kan findes på www.freetheworld.com.

3Alvaro Vargas Llosa: Return of the Idiot. Foreign Policy, maj/juni 2007.

4 Penn World Tables, mark 6.2.

 

Niels Westy Munch-Holbek og Christian Bjørnskov, juni 2007

9 thoughts on “Økonomisk frihed og individuelle rettigheder – en kommentar i anledning af operation dagsværk den 7. november

  1. JC

    Glimrende artikel! Jeg forstår til gengæld ikke, hvorfor socialisme tilsyneladende appellerer så kraftigt til sydamerikanerne.

    Svar
  2. Jonas Petersen

    Måske I også skulle informere dem om, at denne ‘liberalistiske’ vinkel faktisk også er ret mainstream nationaløkonomisk videnskab og ikke bare er en politisk opfattelse. Meget få økonomer herhjemme ville jo argumentere imod, at privat ejendomsret er vigtigt for økonomisk vækst, og importsubstitution er en dårlig strategi.

    Svar
  3. Peter Nedergaard

    Det er en meget fin artikel. Jeg er enig Jonas i, at den ikke er specielt liberalistisk, men først og fremmest en applicering af accepteret teori på den sydamerikanske situation. I skriver, at “der i Latinamerika eksisterer en skæbnesvanger forkærlighed for stærke og karismatiske ledere frem for retsregler”. Er der nogen, som kender til videnskabelige analyser af, HVORFOR det forholder sig sådan?

    Svar
  4. Kristian Graff

    (Beklager, engelsk tastatur)Jeg er enig i Niels Westys betragtninger om, hvorfor der hersker en forkaerlighed for socialisme i Sydamerika og forstaar din undren over for, at positionen i naerheden af USA skulle have indflydelse paa det. Jeg kan se, at mit indlaeg kunne tolkes i den retning.Men det skyldes vist mest, at jeg maa have udtrykt mig uklart. Min pointe var blot en institutionel betragtning om de sydamerikanske landes politiske systemer og disses indflydelse. Det kan hurtigt blive en hoenen-og-aegget diskussion, men ikke desto mindre mener jeg, at man kan argumentere for, at landenes valg af praesidentielle systemer har indflydelse paa fremkomsten af “den staerke mand” i politik (m/k). Det understoettes da ogsaa af Juan Linz’s analyser af, at direkte (eller “naesten-direkte”) valg af en praesident foerer til fokus paa personer og karisma, frem for partier og politiske programmer. Af IDEA’s kategorisering fremgaar det, at det er tilfaeldet i Argentina, Bolivia, Brazilien, Columbia, Venezuela etc. Argumentationen gentages i Sartoris Comparative Constitutional Engineering, der ogsaa peger paa, at de sydamerikanske lande med enkelte undtagelser lider under svage partier (til trods for, at flere lande har PR-valg til parlamenter), hvilket understreger pointen om staeke praesidenter. Henvisningen til USA var derfor blot en henvisning til indflydelse ifht. politisk system og ikke ideologi. Lijphart skriver (i Constitutional choices for new democracies), at “The U.S. presidential model was widely imitated in Latin America in the nineteenth century”. Og af doemme ud fra landenes nuvaerende systemer, er det stadig den politiske model i langt de fleste sydamerikanske lande. Mht. substantielle pointer, er jeg som naevnt enig med Niels Westys pointer og vil igen gerne fremhaeve Huntington og ogsa Barrington og Moore jr.’s klassiske studie: “Social origins of dictatorship and democracy”, der dog begge er out-dated paa nogle omrader.

    Svar
  5. Niels Westy

    Til Kristian GraffDu har ret i at jeg havde misforstået dig – og er helt enig i at præsidentsystemet (og forøvrigt også den amerikanske grundlov) i vid udstrækning er blevet kopieret i de Latinamerikanske lande – men den virkelighed hvori det indgår er med nordeuropæiske og amerikanske øjne dybt surrealistisk.Blot et enkelt af de mere morsomme eksempler på hvad lovgivning kan anvendes til. I (vist nok) 1942 indførte den daværende diktator og præsident Getulio Vargas i Braslien en lov der forbød utroskab. Loven er mig bekendt aldrig blevet ophævet – man kunne jo lige så godt have lavet en lov der forbød jordens rotation 🙂

    Svar
  6. Niels Westy

    Jeg er meget enig med de af kommentarerne, der hæfter sig ved, at artiklen vel er at betragte som mainstream economics, hvilket i andre sammenhænge åbenbart opfattes som liberalistisk – det forklarer jo også den noget misvisende brug af udtryk som neo-liberalisme om Latinamerika i 90erne. Hvad angår Latinamerikas forkærlighed for socialisme, så undrer følgende kommentar fra Kristian Krall en del:Lijphart m.fl. har blandt andet peget på, at lande primært påvirkes af geografiske, kulturelle og kolonimæssige forhold. Sydamerikanske lande er i den sammenhæng påvirket af amerikansk indflydelse og de fleste lande har i dag præsidentielle systemer med flertalsvalg, der som regel fører til svage politiske partier og stærke statsledere (præsidenter). Jeg er meget enig i betydningen af kultur (og religion), men at hæfte sig ved den geografiske nærhed til USA undrer mig en del. Det er snarere forskellene mellem USA/Canada og de andre, der springer i øjnene.Hvis jeg skulle komme med et nogenlunde kort bud ville jeg pege på bl.a. følgende:1. Betydningen af hvem der koloniserede hvilke dele af Syd- og Nordamerika (læs: England kontra Spanien/Portugal).2. At de Latinamerikanske lande i lighed med mange europæiske lande er meget elitære.3. Hvis socialisme defineres som statsligt ejerskab af produktionsmidlerne, har mange af de latinamerikanske lande i højere grad været præget af socialisme i store dele af det 20. århundrede end det har været gældende i Europa.Det er i hvert fald forkert at lægge vægt på nærheden til USA, indflydelsen på samfundstrukturer og opbygning har været yderst begrænset. De fleste Latinamerikanske lande har primært været påvirket af strømninger fra de gamle kolonimagter Portugal og Spanien, samt Italien og Frankrig.

    Svar
  7. Kristian Graff

    Mht. politologiske forklaringer på, hvorfor stærke, karismatiske ledere er populære i Sydamerika, har jeg ikke stødt på konkrete studier, men her er et par generelle bud:Mest oplagt er det nok at kigge på deres valg af politiske systemer. Lijphart m.fl. har blandt andet peget på, at lande primært påvirkes af geografiske, kulturelle og kolonimæssige forhold. Sydamerikanske lande er i den sammenhæng påvirket af amerikansk indflydelse og de fleste lande har i dag præsidentielle systemer med flertalsvalg, der som regel fører til svage politiske partier og stærke statsledere (præsidenter). Derudover gjorde Huntington i 1969 (Political Order in Changing Societies) opmærksom på, at en række lande i højere grad ønsker stabilitet frem for frihed og demokrati i tider med omstilling eller politisk uro. Huntington pegede i 60’erne på kommunismens evne til at skabe stabilitet (?!), men måske der er noget rigtigt i hans påstand til trods for fejlanalysen af Sovjet. Hvis man derudover kigger tilbage på det 20. århundredes enorme ustabilitet og mange systemskift, kan man måske finde støtte til, at befolkningerne i større grad søger ro, som de så håber at finde i en stærk leder.Derudover kan man jo altid henvise til en vis Max Webers analyser af den karismatiske leder. Weber så dog en sådan som en nødvendighed sammen med et professionelt bureaukrati, hvilket dermed ikke forklarer manglen på retsregler…

    Svar

Leave a Reply to Kristian GraffCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.