NA ja, NA nej – reflektioner over valget 07

Jeg hører vist til de mange, der overvejede at stemme på Ny Alliance, men undlod det til sidst. Og hvorfor nu det?

Tja, skal det udtrykkes meget kort, må det blive, at jeg overvejede at stemme på NA, fordi jeg søtter Anders Samuelsen-fløjen, men undlod det, fordi jeg tror, at den udgør et mindretal i partiet.

En lidt længere forklaring – for de tålmodige – følger her.

Som mange andre på denne blog har jeg været svært nedtrykt over niveauet i den politiske debat ganske længe. Det virkede unægtelig som et slagsmål om at være den bedste og mest troværdige socialdemokrat. Det fyldte mig med noget nær afsky i en sådan grad, at jeg helst slet ikke ville beskæftige mig med indenrigspolitik, hverken her på bloggen eller i øvrigt, bl.a. takkede jeg til at levere en klumme til 180grader — hvad jeg i dag er glad for, for det var blevet en temmelig trist klumme.

Men på vej til valgstedet i tirsdags skete der noget. Jeg blev ganske simpelt grebet af stemningen. For der er sgu’ noget smukt over en valgdag.

Jeg gider ikke høre økonomernes utvivlsomt rigtige forklarinnger om, hvordan den enkelte stemme er betydningsløs. Det minder mig om de to økonomiprofessorer, der var ude at gå. – Hør, er det ikke en 100 kr seddel, der ligger dér på gaden? – Nej, det kan det ikke være, så ville nogen andre have samlet den op.

Jeg er ligeglad om min stemme ikke vejer noget i det samlede billede, jeg vil deltage i det demokrati, jeg har været så svine heldig at blive født ind i.

Demokrati er ikke smukt, som Churchill allerede har bemærket det, men det er det mindst ringe. Det bygger bl.a. på, at man ofte må gå på kompromis med andre ud fra den erkendelse, at ingen kender sandheden, at smag og behag er forskellig, og at alle er ligeværdige i deres ret til at danne deres egen opfattelse inden for meget vide grænser, der reelt set kun udgøres af Borgerlig Straffelov.

Hvorfor nu denne udflugt om demokratiet? Fordi det er en væsentlig grund til, at jeg endte med ikke at kunne støtte NA.

Da NA blev præsenteret, fremstod de som et borgerligt-liberalt alternativ. Samuelsen præsenterede en fladskat, hvilket er tættere på, end vi normalt gør os klart, f.eks. skal misundelsesskatten (kaldet topskatten) blot fjernes for at være meget tæt på resultatet. Og Khader havde udmærket sig ved at stå ved de danske værdier om ytringsfrihed, mens hans partifæller i RV nok en gang svigtede af bar politisk befippelse over, at provokationen var afsendt fra JP og rettet mod en anden religion end den kristne, som man normalt ikke har fine følelser overfor.

Det særligt opmuntrende var Khaders opgør med Jelveds hysteriske dæmonisering af DF. Det tegnede til, at man kunne få et borgerligt-liberalt alternativ, som kunne rykke regeringsmagten i den retning.

Men så gik det galt. Hovedparten af RVs vælgere er folk, der synes at elske pladderhumanismen, og egentlig kun har fravalgt socialismen, fordi de synes, den er utrendy. Disse personer overtog nu NA og snart begyndte NA at gentage de rituelle udfald mod DF.

Blot for at skåne vores kommentarspalte, så er jeg ikke DF’er. De har klart udtalt, at de ikke er liberale, og at de vil hindre V i at føre en for liberal politik. Og det har de i den grad gjort. Men jeg kan simpelt hen ikke følge den dæmonisering, som partiet bliver til del. DF liggger ikke længere fra den politiske midte eller har mere ekstreme holdninger end SF. Ja, som Hayek påpegede det, kan man ikke have et socialistisk samfund uden at det krænker grundlæggende menneskerettigheder, men jeg kan ikke få mig selv til at fremstille Villy som en grum despot, der vil ødelægge Danmark. Og ja, DF har nogle nationale holdninger, som kan virke klaustrofobiske, men det er gak at tro, at de er første stop på vejen mod udryddelseslejrerne.

Vi kan være uenige om, hvad der udgør en given ideologi, f.eks. liberalisme, men jeg mener, at man må følge sin ideologi i alle forhold. Jeg forstår derfor ikke de, der betragter politik som et tag-selv bord, hvor man tager lidt liberalisme her og lidt socialisme dér.

NA overtog en række af de trendy venstreorienterede holdninger, herunder en udenrigspolitik, der betænkeligt minder om Lykketoftlinjen (dvs. et grundlæggende had til USA og Israel, der er uafhængig af Irak, Afghanistan, som dokumenteret ved Lykketofts tale 23/8 2001). I den sammenhæng blev Samuelsens skattelinje blot en detalje.

Jeg har til en vis grad forståelse for, at man erklærer ikke at ville samarbejde med DF, men så må man også sige nej til SF. Gør man ikke det som borgerlig-liberal, er man en overfladisk hykler.

Jeg håber, at Samuelsen-fløjen i NA kan blive stærkere. Men indtil det sker, valgte jeg at stemme personligt på en person, som jeg håber kan trække regeringen i den rigtige retning, også selvom det indebærer et samarbejde med partier, der ligger en fjernt.

27 Kommentarer

  1. Jeg må tilslutte mig koret af ‘helt enig’ 🙂 Jeg kom dog ret hurtig til den opfattelse af NA efter valgkampen var skudt igang, eftersom de slet ikke nævnte Samuelsens skatteforslag, og i deres oplæg til valget var kun en sætning om lavere skat på arbejde. Min opfattelse af dette var, at deres politik ændrede sig fra skattelettelse til skatteomlægning.Det hjalp heller ikke på min opfattelse af partiet, at mange af de opstillede kandidater lød til, at de kun stillede op for NA af bekvemmelighedsmæssige årsager. Bl.a. med udtalelser der gav indtryk af, at de hørte bedre hjemme hos de radikale eller sf…

  2. Som sædvanlig er mr. law og jeg enige.Det fundamentale problem med NA er, at de ikke deler din opfattelse af folkestyret som noget smukt.Deres undladelse af at pege på Fogh (og nej, tricket med “dronningerunde” var der INGEN der troede på) var lurepasseri for fremkalde færøsk auktion. Med andre ord “Stem på os, så vi kan blive ministre”.Og deres 40% skat var jo heller ikke 40%, når det kom til stykket. Men 40% plus bruttoskat. Det er det vi andre kalder 48%…Jeg oplever faktisk ikke Khader som hovedproblemet. Og det er beskæmmende at høre kilder fra NA hænge Khaders accent ud som årsagen til det skuffende valgresultat. I mine øjne er det Gitte Seeberg, de skal hælde ud først. Hun er bitter over at hun ikke blev minister når de to andre i trioen Kylle, Pylle og Rylle (Lene E og Henriette Kjær) blev det. Selv har hun ikke fremsat et eneste politisk forslag endnu, bare vrænget af andres ideer, gode såvel som dårlige. Så ud med hendes negative energi.Fogh? Han har aldrig haft det bedre. Tør Pia sætte ti års arbejde på udlændingesagen over styr for en skattereform? Næppe….

  3. Som så ofte før: i den grad enig ( – dog: flad skat kræver vel, at alle fradrag fjernes). Og smukke ord om vores mindst ringe styreform tillige. Afventer med nogen spænding det rivegilde, der synes på vej i NA.

  4. Helt enig. Du udtrykker meget smukt mine inderste tanker på valgdagen, og i dagene op til..

  5. Meget enig med dig Jesper Lau. Hvis Anders Samuelsen havde været partileder ville jeg med stor sandsynlighed have stemt på NA. Khader er ganske enkelt for umoden til at være partileder. Han vrøvler og vakler for meget til at være troværdig.

  6. Absolut enig. Den efterhånden endeløse kø af håbefulde FT-kandidater der har valgt “politisk isolation af DF” som deres væsentligste mærkesag er efter min mening dybt patetisk. Det er et udtryk for desparation og total mangel på substans, dybde og strategi. Hvordan kan man gå til valg med det væsentligste formål at udelukke et parti fra den demokratiske proces? Det er simpelthen for plat, og jeg ville mene det samme hvis nogen stillede op for at sætte Enhedslisten uden for indflydelse, til trods for at jeg mener at deres indflydelse er mere problematisk end DFs.Og det gælder specielt for Ny Alliance – at deres skattepolitik kom til at fylde så lidt i sidste ende var efter min mening dybt tåbeligt. Det var jo det eneste der reelt adskilte dem fra de Radikale og socialdemokratiet, bortset fra at de ville pege på Fogh. Det var det eneste “nytænkende” og forfriskende i dansk politik. Alle de enerverende tirader om menneskesyn og amerikansk verdensorden har vi jo hørt til hudløshed.Jeg må indrømme at jeg er enig med Henrik Dahl i hans analyser af venstrefløjen, og jeg venter spændt på den dag hvor det går op for Mette Frederiksen og Co. at moraliseren, indignation og forargelse fuldstændigt preller af på de vælgere som de gerne vil generobre fra DF. Det har vidst nærmere den modsatte effekt.Mvh

  7. Også jeg: Helt enig..Jeg stemte på Pinden fordi han enkelte gange har demonstreret gode liberale takter og så er han statsretsmand.. Glæder mig forresten vildt til at følge Jesper Laus undervisning på overbygningen. Hvis hans undervisning er bare halvt så skarp som hans indlæg her på siden, bliver det jo den rene svir.. Selvom man selvfølgelig skal skelne mellem den retsdogmatiske retsrealist professor og hans alter ego Mr. Law 🙂

  8. Jeg må også erklære mig enig med Mr. Law. Når man sidder her med sin avis og lader øjnene glide ned over de 179 medlemmer af Folketinget, kan man ikke undlade at tænke på Hilmar Baunsgaard, der i et ædrueligt øjeblik udtalte, at ”når de kloge, smukke og rige ikke vil, så vi andre jo”, om det at sidde på tinge. Han henviste selvfølgelig til Cicero, der i ’Om staten’ diskuterede det notoriske problem med, at det sjældent er de bedste hoveder, der ender med at styre landet. Især må man som samfundsborger bekymre sig om, at politikerne bliver yngre og yngre. Næsten 40 af de nyvalgte folketingsmedlemmer er under 35 år, hvad der svarer til lidt mere end hvert fjerde medlem, og næsten halvdelen af disse er i 20rne. Der er intet galt med ungdommen, men regere landet skal de ikke. Disse unge politikere er jo mennesker, der kommer direkte fra eksamensbordet eller fra de politiske ungdomsbevægelser, uden nogen nævneværdig erhvervs- eller livserfaring. Man kan nævne en Ida Auken. Eller en Simon Emil Ammitzbøl. Hvem kan få sig selv til at stemme på dem? Skal de sidde og fremsætte, vedtage og forkaste lovforslag? Er det ikke et problem for det repræsentative demokrati? Det er i al fald et problem på den måde at forstå, at man skaber en politisk ”klasse” eller elite, der ikke har delt vilkår med resten af befolkningen. Den gode Machiavelli mente jo, at en sådan klasse enten ville føre til, at befolkningen en dag begynder at underkaste sig demagogerne—og her er vi måske i dag?—eller føre til, at befolkningen gør oprør mod systemet. Man kan også spørge sig selv, om man kan blive god til at håndtere magten, når man aldrig selv har prøvet at være under den? Kan man blive en god kommandant, hvis man aldrig har prøvet at adlyde? Hvordan er det i erhvervslivet? Er det ikke anderledes dér? Kan man bare komme ind fra højre? Hvis man ikke kender til virkningerne af de politiske love og den magt, som politikerne udøver, bliver politikere ofte teknokratiske i deres politiske virke. Man medvirker til at lave hovsa-lovgivning, altså deciderede upraktisable love, fordi man ikke har stået på den anden side, og følt lovenes indvirkning på hverdagslivet. Den politiske klasse kommer dermed til at sidde som var de græske guder på deres Oplymp, mens befolkningen undrende og resignerende må se til nedefra, velvidende at de kommer til at betale flere og flere skattekroner. Den slags skaber politikerlede som tilfældet er i Frankrig. Jeg ved ikke, hvad løsningen er, for vil man have bedre hoveder ind i politik—og er vi nok mange der gerne så—må man gøre det mere attraktivt at være politiker. Mange erhvervsfolk og privatansatte har ganske enkelt ikke råd til at opgive deres gesjæft eller stilling, for den er jo væk, når de træder ud af Folketinget igen, og derfor rekrutteres politikere ofte fra den offentlige sektor, fra admnistrative stillinger og den slags, hvor man er sikret en såkaldt ”tilbagegangsstilling”—har man hørt noget lignende—hvis man ryger ud af Folketinget ved det efterfølgende valg. På den anden side kan man sige, at hvis det at være politiker bliver gjort alt for attraktivt, vil endnu flere unge, uerfarne mennesker forsøge at blive valgt ind og således gøre politik til deres førstekarriere og ikke andenkarriere, som er det der skaber de klogeste politikere. Visse partier rekrutterer dog bredere end andre partier. Er der nogen, der egentlig er klar over, hvor mange af medlemmerne af den Radikale folketingsgruppe, som er rekrutteret fra det private erhvervsliv? Helveg? Ammitzbøl? Vestager? Dybkjær? Østergaard? Jeg gætter på mellem nul og en, men dog tættest på nul. De kommer alle fra enten Radikal Ungdom eller andre offentlige embeder. En sådan skæv rekruttering svækker demokratiets repræsentativitet. Så har jeg også lige en kommentar til selve tråden. Et politisk parti, som kan beskyldes for meget, er Dansk Folkeparti. Hvad man ikke kan beskylde dem for er dog at rekruttere cand.scient.pol’er. Og igen har den klarsynede Mr. Law jo indlysende ret. Det er ikke et traditionelt borgerligt parti, for det vil bevare velfærdsstaten som den er—eller endog udbygge den. Men partiet er nu heller ikke udelukkende socialdemokratisk i sin kerne. Det er opstået på ruinerne af Berlinmurens fald—og undskyld jeg gentager mig selv, men det her er meget afgørende—hvor det politiske og det nationale blev skilt ad. Før 1989 var alle partier jo ”danske folkepartier”, men efter kommunismens fald det blev politiske identisk med det europæiske, og derfor er det ikke så underligt, at Dansk Folkeparti opstod i kølvandet herpå. Dansk blev et ideologisk begreb på linje med liberalisme og socialisme, og derfor handler politik i dag ikke om, hvilket parti der er bedre end det andet (ideologi), men er et udtryk for, hvem man er (identitet). Dansk Folkeparti er et identitetspolitisk og ikke ideologisk parti, og udgør resterne af tiden før Murens fald. Det opsamler i sig alle de gamle partier fra højre til venstre, og er derfor vanskeligt at placere. Jeg vil dog mene, at det befinder sig til venstre. Dansk Folkeparti vil forsvare det hele, som det er og altid har været—herunder og især også den monstrøse velfærdsstat; denne kastrerede hankat, der vokser og vokser i størrelsen, men bliver mere og mere impotent—og dermed er det selvfølgelig ikke et borgerligt parti, men derfor bør man naturligvis respektere det som et almindeligt parti på linje med andre partier, og ikke dæmonisere det og dets vælgere, selvfølgelig da. Og apropos. Et lidt besynderligt aspekt ved hele diskussionen om DF er jo, at de på venstrefløjen, der altid kritiserer DFs vælgere for ikke at respektere andres kultur, ja de respekterer jo heller ikke DF-vælgernes livsform og vaner. Det er jo campingtøjet, maden, kolonihaven, musikken, som man ikke bryder sig om, det vil altså sige deres ”kultur”.

  9. Interessante pointer om de positive elementer af Ny Alliances tidlige periode (flad skat, ytringsfrihed, opgør med anti-DF). Der var bestemt nye og sympatiske toner fra dette parti.Jeg var dog ikke én af dem, der red med på Ny Alliance-bølgen. Jeg var udemærket godt klar over, at partiet (når det endelig fik præsenteret mere konkret politik) ikke ville være et liberalt parti. Hvad kunne man ellers forvente af et parti, der frem for alt udsprang af Radikale Venstre med deres endeløse moraliseren og paternalisme? Det er ikke nemt at bryde ud af igen.Så jeg ventede, og jeg fik ret.

  10. “Khader havde udmærket sig ved at stå ved de danske værdier om ytringsfrihed”Både ja og nej. Han fejlede efter min mening i sit forsøg med Demokratiske Muslimer, der alene blev en mediestunt for ham selv. Når de andre ikke havde de samme meninger om ham, var de ikke ‘demokratiske’. Hvis han havde ment noget alvorligt med det, skulle han have ladet flere komme med ombord. Men han blev bange at blive sat i bås med folk med en anden opfattelse af strafferetten end det store flertal i Danmark, men som ikke desto mindre bekender sig som demokrater. Det var for stor en udfordring for ham. Jeg mener også NA slog sig for stort op som modsætning til DF, når de i det store og hele tilslutter jeg VKO (undskyld; som Pia siger: VOK), og når Khader samtidig lagde vægt på, at han ikke ville samarbejde med Thorning og Vestager, fordi han så ville få “Asmaa og alle imamerne med”. Deres valgkamp blev for fokuseret på symbolpolitik, i stedet for på det egentligt nye i partiet; skattepolitikken. Iøvrigt forstår jeg ikke, men det er vist en generel uenighed med Mr. Law, at det skulle være specielt venstreorienteret at være skeptisk overfor vores regerings udenrigspolitik. Den er jo hverken konservativ eller liberal for tiden (med en lille undtagelse, hvad tegningekrisen angår).

  11. Hr og fru Danmark

    16. november 2007 at 04:33

    #9Nu er det da dig, der er nedladende, når du skriver, at alle DF’ere går i campingtøj.

  12. Gider du lige forklare parallellen mellem 100 kr. på gaden-joken og så den ringe sandsynlighed for at blive den udslagsgivende stemme? Har du fået Nyrup som metafor-coach?

  13. NA går ind for en 48 procent bruttoskat. Hvad sexet er der i det ?Uanset hvad, så har VKO stået bag skattestoppet og bag de omend få reelle skattelettelser i 2004 og nu her i 2007.NA er på alle væsenligste punkter værdipolitisk til venstre for midten.NA er Jelved minus 2 procent. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt dem tale i fraser som “anstændighed” og at Danmark skal være “åbent”. Har der nogensinde været så mange statsborgere fra andre lande der arbejder i Danmark?Regeringens for mig eneste svaghed har været de manglende reelle større skattelettelser. Bemærk at de radikale IKKE vil skattelettelser – de vil kun skatteomlægninger.Når det så er sagt er det mig ubegribeligt at skatterne er frosset fast. Uanset vi befinder os i 2007 og der har været en krafitig vækst i økonomien, statsgælden er de-facto snart væk sammen med udlandsgælden – så skal borgerne stadig brandbeskattes?Anders Fogh Rasmussen burde ikke have udskrevet valg på et tidspunkt hvor der ikke var mere medvind i meningsmålinger og regeringen ikke havde et bedre projekt at sælge i en valgkamp. En valgkamp der var yderst ringe og hvor Villypopulismen havde gode kår.

  14. Jeg er enig med Trane i, at det ikke er særligt liberalt eller borgerligt at gå i krig. Ægte borgerlige/liberale ville vælge at handle istedet. Handel skaber frihed og velstand, det gør krig ikke, Mr. Law.

  15. Jeg var selv ved at stemme på Ny Alliance, men kom på lidt bedre tanker: For hvem pokker vil have en flad skat, hvis det er en konsekvens af en skatteomlægning, når man kan stemme på Konservative, som bare vil have skattelettelser – endda i toppen.Jeg har svært ved at forstå hvorfor der er så meget (især borgerlig) hype omkring det her i Danmark. Bevares – der er tale om skattelettelser ét sted, men “tax-hikes” et andet, så på sin vis er man jo lige vidt. Du får ihvertfald ikke de effekter ud af det, som en ren skattelettelse ville medføre.

  16. @ generelt180grader har efter aftale optrykt denne posting som dagens klumme. Det blev med en vis forsinkelse, da jeg har været off-line de seneste dage.@ Bruce LeeMin vits om de to økonomiprofessorer angik ikke marginalnyttebetragtningerne. Ser du efter, kan du se, at der står, at de er “utvivlsomt rigtige”, hvilket måske endda er for venligt.Min modvilje var rettet mod den generalisering, som (dårlige) økonomer forfalder til. Det er jo rigtigt, at et stykke papir på gaden næppe er en 100 kr seddel, fordi andre ville have samlet den op. Men det kan jo være, at man er den første, som ser den, eller at andre har overset den, eller har set den, men også var økonomiprofessorer.Tilsvarende finder jeg betragtninger om marginalnytte ved stemmeafgivelse for en uinteressant overførelse af teorier fra en erhvervssammenhæng, hvor de giver mening, til et politisk liv, hvor de er direkte dræbende. Jeg kan forstå, at man stemmer blankt, fordi man ikke kan få sig selv til at støtte et af de opstillede partier. Men at blive væk, fordi man ikke direkte får noget ud af det…?Jeg vil være MED, ikke nødvendigvis afgøre. Det er da megalomanisk forskruet absolut at ville være den udslagsgivende stemme. Jeg er fuldt tilfreds med at kunne identificere mig med det sidste ciffer og er bedøvende ligeglad med, hvilke og hvor mange, der står foran mig til venstre, så længe vi tilsammen danner et tal, der er større end det, de får til venstre i salen.@ LibertasDet glæder mig, at min pointe om de forskellige mulige opfattelser af liberalisme ikke var helt forgæves.Min opfattelse af liberalisme er, at ethvert menneske uanset hudfarve og fødselssted er født frit og med en umistelig ret til at søge at forme sit liv og søge lykken.Min opfattelse af liberalisme er, at jeg har ikke bare ret men pligt til at hjælpe et menneske i nød, uanset om det skyldes ulykke, sygdom, handicap, fattigdom eller undertrykkelse.Du er velkommen til at være uenig, men sådan opfatter jeg liberalismen.På den baggrund er det også min opfattelse, at liberalisme fremmes ved fri handel, fordi fri handel per definition indgås af personer, der frit vælger at indgå en byttehandel, som de begge opfatter som gavnlig. Herved fordeles ressourcer bedst muligt. Fri handel er en del af den frihed, som kendetegner liberalismen.Frihed er fraværet af tvang. Fri handel forudsætter et værn mod tvang. Fri handel kan kun eksisterer, hvis der er et magtmonopol, som kan sikre den enkeltes frihed. Gennem tiderne ser vi, at enhver handelsplads, enhver købstad, ethvert marked har været kendetegnet ved en magt, der kunne fastlægge tre ting: regler, tvistløsning og orden. Enhver købstad, om den var nok så middelalderlig, havde en ovbog, en domstol og et politi. Det gælder også for frie samfund i øvrigt.Det er min opfattelse af liberalisme, at vi har brug for et voldsmonopol, dvs. en stat. Jeg er enig med Oliver Wendell Holmes Jr., når han sagde, “Taxes are what we pay for a civilized society.”Min liberalisme er ikke et statsløst anarki, men en retsstat med klare (negative) frihedsrettigheder i en konstitution, der herudover lader afgørelser træffe ved demokrati. Jeg er ikke imod staten, men imod en stat, der krænker det enkelte menneskes frihed.Min liberalisme anerkender behovet for en stat og betragter det som naivt at tro, at fri handel kan erstatte såvel politi som militær, endsige være fri.Min liberalisme mener jeg kan føres tilbage til den amerikanske revolution, der var – alt i alt – utrolig vellykket, og til den franske, der var – alt i alt – mindre vellykket, men dog at foretrække for det degenerede monarki, det erstattede.Jeg mindes ikke, at Tom Paine skrev, at alle problemer ville løses, bare man handlede med undertrykkerne.I min liberalisme er frihed mere værd end fred, men du er velkommen til at være uenig.Min liberalisme indebærer, at vi bruger vold, ikke bare mod de, der har angrebet eller truet os, men også mod de, hvis eneste forbrydelse er at undertrykke deres egen befolkning, for det er en tilstrækkelig forbrydelse.Min liberalisme har ikke meget til overs for den reaktionære del af folkeretten, der vil beskytte den enkelte diktators ret til suverænt at mishandle sin befolkning. Han skal sove lige så uroligt om natten og frygte et voldeligt endeligt lige som de politiske fanger, han holder i sine fængsler.Det glæder mig, at folkeretten omsider har anerkendt retten til humanitær intervention, som vi i sin tid så det i Kosovo. Og min liberalisme håber, at folkeretten vil udvikle sig yderligere, så de snævre betingelser for indgreb udvides yderligere.I den vilde verden – eller Vesten, om du vil – som vi lever i, ser jeg intet galt i, at en række anstændige stater slutter sig sammen og lyncher en statsleder, der var en notorisk morder og despot.Min liberalisme er således revolutionær, for jeg mener ikke, at jeg kan se bort fra andres lidelser, mens jeg nyder min egen frihed lige så lidt, som jeg kan ignorere det, hvis min nabo tævede sine børn og mishandlede konen. Og hører man til de fattige sjæle, som savner et argument til egeninteressen, så er mit svar, at så længe vi har frihed, mens andre bliver undertrykt, bliver der aldrig fred til at nyde vores frihed i. For ingen despot kan sove roligt, når vores liv er så meget bedre end det, han kan tilbyde.Fri handel kan ikke matche vold, det kan kun vold. Har du glemt, hvordan det gik World Trade Towers? Så meget for fri handel som værn mod tyrani.Min liberalisme er revolutionær og på det punkt, og kun dér, vedkender jeg mig et fællesskab med mange andre politiske retninger, der i tidens løb har kaldt sig revolutionære. Men i lighed med Burke, der støttede den amerikanske revolution og tog afstand fra den franske, er det min opfattelse, at vi ikke skal bruge vold uden at gøre os klart, om vi kan opnå en bedre situation ex post end ex ante. Men kan vi det, skal vi gøre det uden andet påskud, end at vi tror på, at alle mennesker er født frie.Det er min liberalisme, og jeg betragter modviljen mod at bruge vold for at værne friheden som enten et udslag af en sær form for abstraktion fremkaldt af forkælelse eller som udtryk for en tabermentalitet blandt folk, der ikke rigtig tror på, at deres livssyn er værd at slås for, fordi de egentlig ikke rigtig tror, at det kan overleve under nogen omstændigheder. Det er sidstnævnte defaitistiske holdning vi jævnligt ser i pressen, når de med forstilt uskyld spørger, hvorfor hader vores fjender os, og når de postulerer, at vi aldrig kan besejrer vores fjender, fordi der blot opstår flere for hver vi dræber. Svaret på det vrøvl er naturligvis, at de hader os, fordi vi er frie, og selvom vores modstand har radikaliseret mange, har deres fanatisme og massedrab frastødt endnu flere.Så jeg tror på, at min liberalisme vinder.Det er min liberalisme, du er velkommen til at have en anden opfattelse. Dét er også en del af min liberalisme.@ Legal BastardDu skal være velkommen, men du bliver nok skuffet. For ja, jeg prøver faktisk at sondre mellem jura og politik. Det første er bundet, det andet er frit.Da jura imidlertid er størknet politik, er jeg ofte nødt til at forklare, hvilke politiske hensyn der lå bag en given regulering eller indretning af de samfundsforhold, som jeg underviser om. Og jeg tvivler på, at mine elever ikke kan gennemskue, hvilke politiske holdninger, jeg har.Men jeg prøver ikke desto mindre på at holde det adskilt. Ikke kun fordi jeg er så forfærdelig moralsk, som svaret ovf. gerne skulle antyde, men også af egeninteresse. Som en, der startede i en rød kommuneskole i 1972, og derefter i et rødt gymnasium i 1981, har jeg erfaring for, at politiske propaganda til begavede unge mennesker blot får dem til at indtage den modsatte holdning. Mest i trods, men man risikerer, at de aldrig kommer videre.Så jeg prøver af et ærligt hjerte. Prøver.

  17. ”Min opfattelse af liberalisme er, at jeg har ikke bare ret men pligt til at hjælpe et menneske i nød, uanset om det skyldes ulykke, sygdom, handicap, fattigdom eller undertrykkelse.”Er denne pligt juridisk bindende?

  18. Man kan være uenig om, hvad der ligger i liberalisme, men der bør ikke herske tvivl om, at The Twin Towers rigtige navn var World Trade Center og ikke en blanding af begge dele. Og det hedder en lovbog og ikke en ovbog. Tsk, tsk.@ SebastianKun hvis den er vedtaget som sådan.Så min henvisning er til det, jeg vil kalde en moralsk pligt. Moral er det, enhver kan vælge at følge. Jura er det, man er forpligtet til at følge. Jura vil ofte afspejle moralske valg, men ikke nødvendigvis ens egne.

  19. Liberalisme som moralfilosofi frem for politik altså? Det er i mine øjne netop Ny Alliances og den øvrige centrum-venstrefløjs store problem.

  20. Mr. Law: “Jeg vil være MED, ikke nødvendigvis afgøre. Det er da megalomanisk forskruet absolut at ville være den udslagsgivende stemme. Jeg er fuldt tilfreds med at kunne identificere mig med det sidste ciffer og er bedøvende ligeglad med, hvilke og hvor mange, der står foran mig til venstre, så længe vi tilsammen danner et tal, der er større end det, de får til venstre i salen.”Kære Jesper,Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår dig her–eller også tror jeg, du slår løs på en stråmand. Der er da ingen her, som har argumenteret for, at ens stemme skal være udslagsgivende, eller at man kun skal stemme, hvis ens stemme er udslagsgivende.Det, som flere fokuserer på, og som er indeholdt i rational choice kalkulationen, er, at hvis sandsynligheden for at ens stemme er udslagsgivende ikke bare er lille men faktisk -> 0, så er den forventede nytte af at stemme (nytte af udfald x sandsynlighed for udfald) = 0. Det er der ikke noget “megalomanisk forskruet” ved at fremføre–det er simpelthen banal matematik. Min pointe i min oprindelige, gamle post og–tror jeg–Altmanns her, er, at i sådanne situationer (altså dem, hvor ens stemme reelt er inderligt ligegyldig) må det altså være noget andet end udfaldet, der skal til, hvis det skal være meningsfuldt at stemme.Lad os kort tage et eksempel, som jeg rent faktisk har skrevet 480 sider om … Hvis en enkelt mand, helt alene, marcherer henover det væmmelige & brutale regimes plads, hvor alle tanks & soldater er linet op, altimens han svingende med frihedens fane proklamerer den liberale revolutions komme, så kan vi nok sympatisere med hans idealer, men det er svært at se, at det er en særligt rationel handling, hvis det er en regimeforandring, han har som formål. Det eneste, der kan gøre den rationel–selv i en bred og blød forstand–er, hvis det ikke er regimeforandringen som sådan, han sigter imod, men noget andet (f.eks. at gøre det af princip rigtige, etc.).At stemme i et demokrati med mange vælgere er ikke fundamentalt anderledes. Det var Anthony Downs’ pointe i 1957, Gordon Tullocks og Mancur Olsons i 1960erne, o.s.v., o.s.v., og formodentlig Altmanns i 2007.

  21. Kære Peter,Hvis du ikke har forstået mig, kan fejlen kun være min. Så lad mig prøve en gang til.Jeg mener ikke, at det er relevant, om der er nogen nytte opnået ved at stemme. Jeg ville stemme, selvom indflydelsen af min stemme var lig nul, enten fordi det parti, jeg stemte på, var klart i mindretal eller fordi det var klart i flertal. Jeg vil ganske simpelt gerne tælles med og markere, hvad jeg støtter – omend min støtte i dette tilfælde var mindre end halvhjertet. Hvis man vil formulere det i nyttebetragtninger, så betragter jeg det som nyttigt at blive talt med. Men du har ret i, at det ikke er udfaldet, som jeg betragter som afgørende. Det er: to stand up and be counted. Dine bemærkninger om udfald får mig til at mistænke, at nytte stadig handler om at kunne påvirke udfaldet, hvilket jeg altså tillægger mindre vægt og betragter som – i hvert fald lidt – egocentrisk, selvom jeg da gerne vil være på det vindende hold.Sammenligningen med den ensomme demonstrant er for mig at se ikke helt velvalgt her. Modsætningen mellem et diktatur og et demokrati er jo netop, at man kan stand up uden at blive skudt ned. Når man har den mulighed, så synes jeg også, at man skal bruge den.

  22. Dang. Jeg overså en kommentar.@ SebastianNej, ikke helt. Moral og politik er for mig at se to dele af det samme. Det fælles element er, at det er en subjektiv overbevisning, som den enkelte frit kan sammensætte (og her vil nogle filosoffer og andre psykologer nok indvende, om vi virkelig frit kan vælge vores subjektive præferencer, men det er for mig at se irrelevant her).Den skillelinje, som Legal Bastard (det er altså hans nome-de-blog) og jeg sigter til, er forskellen på jura vs. moral/politik. Det sidste følger af det første, men afviger ved at være fastlåst. Sagt på en anden måde: jura skal man følge og nogle resultater er rigtigere end andre, hvilket man kan få fastslået ved at følge særlige procedurer. Men ens moralske og politiske overbevisning kan man frit danne sig, hvilket ikke nødvendigvis gør den mindre forpligtende for en selv – kun for andre.Jeg beklager at måtte stå af debatten her, men der er andre gøremål.

  23. Man skal ikke kommentere, når man ikke har tid til at læse korrektur.@ SebastianJeg mente naturligvis, at jura følger af moral/politik, ikke omvendt. Du havde nok gættet det, men jeg kunne ikke lade det stå upåtalt.

  24. Jeg forstår dig godt Lau, men kan ikke dy mig for følgende parafrase: ”Min opfattelse af socialisme er, at jeg har ikke bare ret men pligt til at hjælpe et menneske i nød, uanset om det skyldes ulykke, sygdom, handicap, fattigdom eller undertrykkelse.” Det der konstituerer liberalisme som et alternativ til socialisme er jo nok mindre målet end midlerne.

  25. Mr. Law: Det er en fin formulering af liberalisme generelt. Dog kan jeg ikke tilslutte mig det revolutionære element, som du fremstiller det. Jeg mener, ligesom du, at den amerikanske revolution var mere vellykket end den franske. Og min opfattelse af det ikke- eller anti-konservative ved krigen i Irak sigtede netop til Burke. Du skriver meget rigtigt, med Burke, at vi ikke skal bruge vold uden at gøre os klart, om vi kan opnå en bedre situation ex post end ex ante. Det er her min uenighed med dig ligger ift. Irak. Jeg mener, at både vi og irakerne flest havde været bedre stillet, hvis ikke vi havde påbegyndt en krig, eller i det mindste, hvis vi havde ventet med det. Du skriver som om modstand mod krigen i Irak er begrundet i ”en modvilje mod at bruge vold for at værne friheden”. Men som jeg har nævnt før går ganske mange mennesker på tværs af det politiske spektrum ind for en fortsat indsats (altså krig) i Afghanistan. Det samme gælder ift. Kosovo og humanitære interventioner generelt set. Det er altså ikke platfodet pacifisme, ”modvilje mod at bruge vold” som sådan, eller forkælelse eller tabermentalitet, der forklarer modstanden. Den er faktisk begrundet i samme grundopfattelse af liberalismen, som den du fremfører:”Min opfattelse af liberalisme er, at jeg har ikke bare ret men pligt til at hjælpe et menneske i nød, uanset om det skyldes ulykke, sygdom, handicap, fattigdom eller undertrykkelse.”Det er også vigtigt at bemærke, at i begrundelsen for Irak-krigen fra vores Folketings hold var det ikke irakernes frihed som sådan, der var afgørende. Det var det bare ikke. Det var vores egen sikkerhed, sådan som den blev opfattet på det tidspunkt. Vi var (på et dårligt grundlag viste det sig, men det er irrelevant i denne sammenhæng) bange for, at Saddam var ved at udvikle, og ville benytte, atomvåben. Det kan godt være, at du støttede krigen med den begrundelse, der fremføres i indlægget; at befri irakerne for en væmmelig diktator. Men den begrundelse deltes hverken af regeringen eller oppositionen. Sandsynligheden af et positivt udfald af krigen beror jo i et vist omfang på om der er enighed om mål og midler. Mht. målene har vores regering skiftet mening undervejs. Det har du ikke; det anerkender og respekterer jeg. Men det har vores regering altså, og det burde være et problem for dig. Når Anders Fogh Rasmussen bliver spurgt om krigen i Irak, så svarer han konsekvent: ”Jeg er så en af dem, der mener, at det er godt, at Saddam Hussein ikke er ved magten længere.” Jo, det er jo godt nok. Men han svarer ikke på, om Irak (og vi selv) generelt er bedre stillet, end hvis vi var blevet væk. Han fremstiller en verden, hvor alt er godt, fordi diktatoren er væk. Man kan vel også sige, at vi ikke har været helt enige med vore allierede om midlerne til at nå målet. For liberale er det jo en kedelig ting, at vore allierede ikke klart tager afstand fra tortur. Det har de bare ikke gjort. Wolfowitz mfl.’s idé med krigen i Irak var at stabilisere Mellemøsten ved at demokratisere Irak, og dermed (eller snarere; samtidig hermed) sikre en stabil levering af olie. Afhængigt af udførelsen (altså, hvor meget demokrati, og hvor megen selvbestemmelse irakerne reelt får ud af det) er denne idé ikke så dårlig. Der er i hvert fald nogle klare fordele. Der er imidlertid også nogle klare ulemper, selv hvis man skulle få oprettet et demokrati i Irak. Ulemperne fremgår bare ikke så klart af dine indlæg.I forhold til vores indflydelse i andre lande end Irak har vi måttet svække indsatsen i Afghanistan på kort og mellemlangt sigt. Vi har måttet holde os gode venner med Saudiarabien og de centralasiatiske lande (også nogle væmmelige diktaturer). Vi har skabt en frygt i Iran, og i regionen generelt, som de politiske ledere der kan spille på. Det er blevet sværere at være liberal i Iran, og vores intervention i Irak har været medvirkende til det. Rusland holder sig gode venner med Iran, og der er ikke meget vi rigtigt kan gøre ved det. Vi ville have en anelse mere at skulle have sagt, alt andet lige, hvis ikke vi havde sat alle styrker ind i Irak. Økonomisk magt (og afmagt) betyder jo ganske meget i international politik, og derfor er det også et problem, at vi (dvs. særligt vore allierede) finansierer krigen ved at optage store lån i… Kina. Selvom der er meget godt at sige om Kinas udvikling på det seneste, kan Kinas styrke ift. vore allierede betyde, at kommunistpartiet lettere kan knægte et af de bedst-fungerende demokratier i Asien, nemlig Taiwan. På trods af disse strategiske overvejelser, der kan være nok så vigtige, kunne det dog være, at det var det hele værd, hvis nu irakerne har fået det bedre. Her burde det også for liberale veje tungt, at så mange er døde og flygtede. Vi ved godt, at krig er noget grumt noget. Vi ved også, at ikke alle de mange døde er ’vores skyld’. Men vi har dog været medvirkende årsag, og irakerne flest ville være bedre stillet ift. fysisk sikkerhed selv under Saddams diktatur. En million døde. Det er mange. Jeg mener selvfølgelig ikke, at ”bare vi ikke var i Irak, så var alting godt, og verden på rette kurs”. Men alt i alt, så ville både vi og irakerne være bedre stillet. Vore politikere burde have lyttet bedre efter Burke, som sagde noget i retning af, at en sand lovgiver må have et følsomt hjerte. Han må elske og respektere sine medmennesker og frygte sig selv.

  26. “Men på vej til valgstedet i tirsdags skete der noget. Jeg blev ganske simpelt grebet af stemningen. For der er sgu’ noget smukt over en valgdag.”Smukt? Jeg og mange andre liberalister anser valgdagene i dag som tragedier – forauktioner på stjålne effekter, som Mencken udtrykte det.”Jeg gider ikke høre økonomernes utvivlsomt rigtige forklarinnger om, hvordan den enkelte stemme er betydningsløs.”Man behøver ikek være økonomi for at vide at en stemme er noget når ubetydelig. Man skal bare kunne en smule matematik.”Det minder mig om de to økonomiprofessorer, der var ude at gå. – Hør, er det ikke en 100 kr seddel, der ligger dér på gaden? – Nej, det kan det ikke være, så ville nogen andre have samlet den op.Jeg er ligeglad om min stemme ikke vejer noget i det samlede billede, jeg vil deltage i det demokrati, jeg har været så svine heldig at blive født ind i.”Og så bukkes og skrabes der ellers for demokratiet. Nåja, det skal man jo også som god borgerlig.

  27. @ TraneDer er gået en uge siden dit indlæg, og jeg har desværre været optaget off-line, men dit indlæg er så velskrevet, at jeg alligevel vil benytte lejligheden til at besvare det. Jeg forstår og respekterer din vurdering, og jeg tror, at vi ligger tæt i vores opfattelse af, hvad liberalisme er (eller bør være).Du skriver, at du ikke deler den revolutionære side, men samtidig skriver du en række ting, der får mig til at tro, at det gør du alligevel. Du gør det blot ikke i forhold til Irak.Det eneste punkt, hvor jeg egentlig er uenig, er dermed Irak.Jeg mener ikke, at Irak i dag er dårligere stillet, end før Saddam blev styrtet. Og det er ikke kun, fordi jeg tror, at det reelle tabstal er væsentligt lavere end den mio. du nævner.For at få en forståelse af det fascistiske regime i Irak under Baath-partiet, så læs Kanan Makiya, Republic of Fear. Han blev siden svinet til som USA-kollaboratør af den gakkede del af venstrefløjen, hvilket er beskrevet i Nick Cohens, What’s Left? Men bogen er god nok, og dens billede af en dybt totalitær rædselsstat er rystende.Der er en grund til, at et massivt flertal af irakerne blev ved med at svare, at det havde været alle ofrene værd at få fjernet Saddam, når PIPA holdt sine halvårlige undersøgelser. Desværre holdt PIPA op med det, men den seneste undersøgelse var fra sept 06, et halvt år efter spængningen af Den Gyldne Moske i Samarra, der udløste den hårdeste del af opgøret mellem Sunni og Shia. Alligevel lå tallene over 85 pct., som jeg husker det, blandt de grupper, som Saddam havde undertrykt og som udgjorde over 80 pct. af befolkningen. Altså et komfortabelt flertal. Disse meningsmålinger blev konsekvent fortiet af MSM, og i stedet har man bragt undersøgelser, der angik det mere uldne spørgsmål, om invasionen var “berettiget”. Her har irakerne være mere delte, fordi national æresfølelse spiller ind, men PIPAs spørgsmål, der bl.a. findes i samme tidsperioder, var klare; kun blandt Sunni var der et flertal, som savnede Saddam. Og det er så typisk dem, der bliver interviewet af MSM i deres exil i Syrien eller Jordan.Kort fortalt, jeg tror stadig et flertal af irakerne mener, at selvom tiderne er dårlige, er de trods alt – trods alle ofrene – stadig bedre stillet end under Saddam.Jeg er heller ikke enig i, at det kun var vores sikkerhed, der begrundede invasionen. Det var den formelle casus belli, fordi den var skudsikker — Saddam brød utvivlsomt mod sanktionerne og samarbejdede ikke med Blix — hvad den danske opposition til deres store ærgelse da også har måtte erkende. Men invasionen var en direkte videreførelse af Iraqi Liberation Act fra 1998. Som bekendt blev underskrevet af Clinton (ham den populære, som også bombede Irak samme år uden tilladelse fra Sikkerhedsrådet og med fuld opbakning fra den danske regering, altså Nyrop).Formålet med invasionen har været at skabe et demokrati, ikke bare at erstatte en diktator med en anden, som den dybt urealistiske realistiske-skole ellers har anbefalet. Denne skoles utilstrækkelighed ses ikke kun af, hvor hadet Vesten blev i Mellemøsten, hvor “vores” diktatorer herskede, hvilket førte til al-Qaeda og 9/11, men også af et mere nutidigt eksempel som Pakistan og vores mislykkede støtte til Musharraf.Det er rigtigt, at demokrati kan producere de forkerte valg. Men selv de forkerte valg er bedre end en diktator, som vi støtter og dermed tager ansvaret for. Tag f.eks. palæstinenserne. De er så småt ved at fortryde, at de valgte Hamas. Og så burde vi endda have standset vores økonomiske hjælp mere hårdt end vi gjorde for at understrege den demokratiske lektie, at man får de politikere, man fortjener, og de forhold, man selv har valgt.Jeg mener ikke, at det havde nyttet at vente med at fjerne Saddam. Ikke bare kunne tropperne ikke forblive opmarcheret i længere tid, og det var det eneste,som overhovedet fik Saddam til at lade som om, han ville samarbejde. Blix havde aldrig tænkt sig at komme med en udtalelse, der kunne legitimere et angreb, og Duelfer-rapporten er fyldt med al det, som Saddam lykkedes at skjule fra ham. Ikke WMD, men andre gode sager. Blix blev valgt, fordi han ikke var nogen Ekeus. Han var fra sin tid i IAEA kendt, som Manden Saddam kunne nare, og man kan ikke fortænke ham i, at han i dag turer rundt som Manden der vidste bedre.Vi får aldrig at vide, om vi kunne have væltet Saddam på en bedre måde. Men jeg føler mig sikker på, at Saddams styre var brudt sammen til sidst. Og når de 80 pct. Shia og Kurdere rejste sig imod deres 20 pct. plageånder hos Sunni, tror jeg, at vi havde fået tabstal, der ligger over selv de værste gæt, som krigsmodstanderne kan komme med om krigens tabstal. Det skete ikke, fordi vores tropper lagde sig i mellem. At det så fremstilles i MSM som om, det er vores tropper, der dræber, eller som om, vi fører krig mod “irakerne”, viser blot hvilke elendige medier vi har.Hvis udviklingen fortsat stabliseres, og det tyder alt på lige nu, så var krigen i Irak ikke bare rigtig den gang, men også nu, og det kan blive det vigtigste skridt i udbredelsen af en liberal verdensorden (med de mange variationer, som netop den kan antage), der blev taget her i begyndelsen af det 21. årh.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑