Valgets tabere

Hermed–som sædvanligt–lidt kreativt genbrug, d.v.s. min faste lørdags-/”Perspektiv”-klumme fra Berlingske Tidende:

Perspektiv: De største partier blev de største tabere.

Folketingsvalgkampen og mediernes dækning af samme illustrerede meget klart, på godt og ondt, hvordan dækningen af dansk politik er blevet til en kampsport mellem hvilke politikere, der kan levere de mest forberedte bemærkninger flest gange uden at virke for kunstige – og hvordan de af medierne udråbte eksperter efterfølgende minutiøst kan dissekere hver enkelt detalje, som om det var en fodboldkamp. Hvem fik de fineste hug ind? Hvem så ikke så godt ud i aften? Hvem skal være »præsident« i år, og er det »blå blok« eller »rød blok«, der fører med et mulehår? Indbegrebet af hele den proces må siges at være Naser Khader og Ny Alliance, der fra først til sidst fremstod som et mediedrevet designer-parti, som først kunne udråbes til at være det nye og smarte og derefter til at være de kiksede storbytosser. Først var de vinderne og så var de taberne. Mellem disse yderpoler kom så spindoktorers, kommentatorers, dagblades og ugeblades fokus på personerne i partiet, deres privatliv, og næsten incestuøse relationer mellem TV-værter, kommentatorer, kommunikationsrådgivere og politikerne selv. Men skærer man igennem det hele, hvem var så valgets egentlige store tabere? Tydeligvis ikke Villy Søvndal, men derudover er det bemærkelsesværdigt, at to partiledere af stort set alle blev udråbt til at have gjort det godt, om end de ved nærmere eftertanke åbenlyst må betegnes som valgets egentlige tabere: De to store partiers ledere, regeringslederen og oppositionslederen. De tabte på forskellig vis, men nøgternt vurderet er de, uanset mediernes overstrømmende lovprisning af dem, valgets faktiske tabere og med problemer forude.

Helle Thorning-Schmidt førte en valgkamp, som næsten alle har rost. Hun var i duellerne – med enkelte, små undtagelser – en langt bedre og mere offensiv debattør, end mange ville have forudset. Hun formåede at indgå en relativt robust alliance med SF og Det Radikale Venstre, og det lykkedes for en gangs skyld at holde ro og orden på egen bagsmæk. Alligevel kan resultatet – uden for Politikens redaktionskontor og Socialdemokraternes pressekontor – reelt ikke betegnes som andet end en eklatant fiasko. Det er ikke blot de historiske fakta: At det var tredje folketingsvalg i træk med socialdemokratisk tilbagegang, og at partiet ligger på den laveste tilslutning i mere end 100 år. Det kan man, som Thorning-Schmidt og Sass Larsen, kalde at »holde skansen«, men det er langt, langt værre end det. Det ydmygende valgresultat i 2001 kunne man (i lighed med jordskredsvalget i 1973) bortforklare som en engangsforeteelse, drevet af særlige omstændigheder (efterlønsreformen og indvandrerdebatten). Det endnu ringere resultat i 2005 forsøgte man at bortforklare med, at V og K havde flere penge, og at medierne havde været hårde ved S – og lige præcis den udlægning kom Mogens Lykketoft også med i tirsdags. Men efter tre nederlag og en vedvarende historisk lav tilslutning, kan man ikke længere tale om noget forbigående. Socialdemokraterne er i takt med, at de klassiske arbejdere næsten er forsvundet, og at dem, der er tilbage, overvejende er gået til Venstre og Dansk Folkeparti, blevet reduceret til blot ét af to større partier. Man er simpelthen ikke længere et parti, der repræsenterer hovedstrømningen i »det danske folk«.

Med mindre Thorning-Schmidt skifter politik og strategi markant, så har hun reelt kun ét håb at hænge sin taske på forud for det næste folketingsvalg, og det er, at dansk økonomi begynder at sætte sig på halen. Sker det, vil det kunne skabe en sneboldeffekt af dårlige nyheder for VK-regeringen. Men i fraværet på dét og et politisk kursskifte hos Socialdemokraterne selv, er det svært at se, hvordan partiet i overskuelig fremtid – om nogensinde – skulle kunne nå tilbage til at blive det store, altdominerende parti i dansk politik, det engang var. Når den indsigt spreder sig, er det spørgsmålet, om Thorning-Schmidt fortsat kan holde ro på bagsmækken og i oppositionen. Anders Fogh Rasmussen formåede – mod manges forventning – at holde et VKO-flertal og at fortsætte som statsminister, samt at blive valgets store stemmesluger. Man kunne sige, at hvis dét er at »tabe«, så er der mange politikere, der gerne ville være tabere. Ikke desto mindre må valgresultatet ses som et partimæssigt og politisk nederlag for Venstres formand. Det var fjerde valg i træk, hvor Venstre gik tilbage, inklusive altså ved de to seneste folketingsvalg.

Dermed er partiet reelt tilbage på det niveau, som man fik i 1998 – med Uffe Ellemann- Jensen i spidsen og med en langt mere markant, liberal profil. Der er allerede nu internt i Venstre mange, der hæfter sig ved, at jo længere, man siden 2001 er rykket mod midten af dansk politik, desto dårligere har man klaret sig. I den forbindelse vil de samme hæfte sig ved, at de stemmer, som Venstre har tabt, ikke er gået til oppositionen, men til De Konservative og Ny Alliance, der begge har markeret sig som fortalere for lavere skatter og kritiske overfor bureaukrati og regulering. Spørgsmål som for får år siden ville have været centrale mærkesager for Venstre. Fortsætter den nuværende tendens for partiet, bør man forberede sig på både at have mistet sin sjæl og sine vælgere, og det er næppe den sammenfatning, Anders Fogh Rasmussen ønsker at have stående over sin tid som Venstreleder.

3 Kommentarer

  1. Helt enig i din analyse. Jeg vil dog tilføje, at jeg længe har følt, at Fogh har gang i noget som kan forsvares også fra en klassisk borgerlig-liberal vinkel. Kald det et “borgerliggørelses”-projekt. Hvor det første del-mål er at fjerne den socialdemokratiske “baseline” i det danske samfund. Dette kræver – desværre – at man tager noget af deres bagage til sig, for så efterfølgende at “dumpe” den langsomt men sikkert.Især skattestoppet og den efterfølgende reaktion på venstrefløjen, hvor selv SF begyndte om at tale om fuld finansiering af nye forslag og begrænsede skattelettelser, er i min mening en kæmpe sejr. At det ikke er den endelige sejr, er klart, men det er ved gud en start.

  2. En anke angående din analyse af Socialdemokraternes fremtid. Det er unægtelig rigtigt, at Socialdemokraterne ikke længere er DET STORE PARTI, men at der nu i stedet er en duo af store folkelige partier, der hver tager ca. 1/4 af vælgerne.Jeg tror egentlig, at der blandt socialdemokraterne er en udbredt erkendelse af, at man ikke når over 30 % inden for en overskuelig fremtid. Dem, der ikke kan udholde den tanke, har vist allerede forladt skuden.Men Socialdemokraterne behøver heller ikke 30 % af stemmerne for at komme i regering. Partiet er fortsat ubetinget leder af oppositionen, og der skal ikke flyttes voldsomt mange procent henover midten, før hun er statsminister.Det er muligt, at hun “reelt kun [har] ét håb at hænge sin taske på forud for det næste folketingsvalg, og det er, at dansk økonomi begynder at sætte sig på halen.” Men en betydelig økonomisk afmatning er vel også ret sandsynlig inden for de næste tre-fire år. Jeg tror godt, at vores næste statsminister kunne komme til at hedde Helle – også selvom S og V stadig til den tid er nogenlunde lige store.

  3. Kasper: “Jeg tror egentlig, at der blandt socialdemokraterne er en udbredt erkendelse af, at man ikke når over 30 % inden for en overskuelig fremtid. Dem, der ikke kan udholde den tanke, har vist allerede forladt skuden.”Jeg er ikke sikker. Hvis man lytter til f.eks. Svend Auken eller Mogens Lykketoft, eller for den sags skyld Mette Frederiksen, så virker det som om, at de endnu lever under den misforståelse.”Men Socialdemokraterne behøver heller ikke 30 % af stemmerne for at komme i regering. Partiet er fortsat ubetinget leder af oppositionen, og der skal ikke flyttes voldsomt mange procent henover midten, før hun er statsminister.”Enig–har faktisk lige sagt det samme til et post-valg analyse møde her i aften.”Det er muligt, at hun “reelt kun [har] ét håb at hænge sin taske på forud for det næste folketingsvalg, og det er, at dansk økonomi begynder at sætte sig på halen.” Men en betydelig økonomisk afmatning er vel også ret sandsynlig inden for de næste tre-fire år.”Absolut–det var sådan set også min (underliggende) pointe. Men dét er en eksogen faktor, og altså ikke én man (generelt) selv skaber/er herre over. Og omvendt kan der så også ske så meget andet på tre-fire år … (Var der mon mere end tre-fire-fem personer i landet, som i 2005 forudså, at der i 2007 ville være et helt nyt mere eller mindre borgerligt parti, som i en periode lå på +10 pct.?) Men bottom-line er, at Sossernes tid som det store, nationale, altdominerende folkeparti er slut–slut, prut, finale. “Bevægelsen” er død, og partiet er nu blot et af tre partier, der de sidste 20-25 år har kunnet kapre 1/4 af stemmerne.

Skriv et svar til Christian S Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑