Punditokraternes egen ministerrokade

Anders Fogh Rasmussen har netop sat sit nye ministerhold. Blandt nyskabelserne er bl.a. “Velfærdsministeriet” og “Klimaministeriet”. Det giver i alt 19 ministerposter (hvoraf Bendt Bendtsen og Birthe Rønn Hornbech hver besidder dobbeltministerier i form af henholdsvis Økonomi- og Erhvervsministeriet og Integrations- og Kirkeministeriet).

Ministerrokaden giver Punditokraterne lejlighed til at invitere vores læsere til at deltage i et lille tankeeksperiment. Hvilke ministerier skulle bibeholdes og hvilke nedlægges, såfremt en borgerlig-liberal regering efter læsernes smag var ved magten?

Et hurtigt bud fra undertegnede på hvilke ministerier der er tilstrækkelige og nødvendige i et borgerligt- liberalt Danmark kunne se således ud:

  • Statsministeriet,
  • Finansministeriet (med ansvar for skat og økonomi),
  • Indenrigsministeriet,
  • Udenrigsministeriet,
  • Justitsministeriet, og
  • Forsvarsministeriet

Læsere og medpunditokrater, der har lyst til at deltage i løjerne er selvfølgelig velkomne til at begrunde deres til- og fravalg og evt. sætte navne på relevante ministre (og nye ministerier).

28 Kommentarer

  1. Glimrende. Egentlig kunne man også skære Økonomiministeriet fra, for ministeriets styrelser kunne ligge under Justitsministeriet eller Finansministeriet (hvis de da skulle videreføres).Forsvarsministeriet kunne også lægges ind under Udenrigsministeriet, som måske endda kunne lægges ind under Statsministeriet.

  2. Der er for mange gengangere på det ministerhold. Kunne Fogh fx ikke finde en mere velegnet videnskabsminister end Helge Sander? Carina Christensen synes jeg heller ikke har gjort sig så heldigt bemærket. For slet ikke at tale om den gamle traver Birthe Rønn Hornbech. Hvor er de nye politiske talenter? Hvor er crèmen af den danske borgerlighed henne?

  3. En anden, lidt friere, øvelse kunne være at finde på ministerier, som der IKKE er brug for, men som man med den nuværende logik kunne oprette.Når der f.eks. skal en fødevareminister til at sikre, at danskerne ikke putter fordærvede fødevarer i hovedet, hvad så med en internetminister? Der er jo ganske meget spam, virus og børneporno, som det kan give arbejde til mange embedsmænd at regulere.Og hvis landbruget skal have sin egen minister, hvorfor så ikke andre erhvervsområder? Hvad med en medieminister, der skal stå vagt om mediernes ytringsfrihed, eller en VVS-minister, der skal sikre, at blikkenslageren kommer til tiden.

  4. Jeg tror ikke et sekund på, at disse ministre vil gøre Danmark mere borgerligt. Der er alt, alt for mange “golddiggers” iblandt.

  5. Hey – det er en interessant ide jeg også selv tit har leget lidt med. Efter min mening er der alt, alt for mange overflødige ministerier. De fleste kunne nedlægges eller omdannes til en styrelse under et af de mere væsentlige ministerier. Jeg er også selv kommet nogenlunde frem til den samme liste som dig, omend jeg ikke kan forstå hvad man skal med Økonomiministeriet? Det som det ministerium laver der ikke kan flyttes til finansministeriets regi er bare overflødigt, efter min mening. Det er nok med en økonomistyrelse, som den der er nu, til at styre den resterende offentlige sektors økonomi. Skat har også før været under FM, så hvorfor vi har et separat skatteministerium nu er mig en gåde – men det er nok fordi at der er så hulens meget af det. (skat, altså).Hvis man skulle være radikal kunne man sådan set også fjerne UM og FVM og overlade styringen af de anliggender til USA og NATO. 🙂 Eller bare helt droppe det. Men det hører vidst til ovre i hjørnet med de mere eksotiske forslag. :-)På det mere seriøse plan mener jeg til gengæld godt at der kan være brug for et indenrigsministerium, f.eks. m. en kulturarvsstyrelse under (istedet for KUM, som det er nu)? Jeg tænker bare at der vel er nogle indenrigsanliggender der må og skulle ordnes, der ikke bare kan lægges meningsfuldt under hverken JM, FM el. STM (der reelt kun skal være Statsministerens sekretariat). Årh ja, og så glemmer jeg naturligvis det væsentligste ministerium: “Ministeriet for Afvikling af Offentlig Virksomhed”, som en gammel mand engang har foreslået det. :-)Mvh

  6. Jacob Mchangama

    23. november 2007 at 03:15

    Ad Rannje:Jeg er ved nærmere eftetanke enig i at Økonomiministeriet kan udgå og Indenrigsministeriet kan tilføjes. Økonomiministeriets opgaver kan i beskåret omfang lægges ind under FM og Inderigsministeriet kan stå for den berøringsflade det offentlige måtte have med uddannelse, sundhed, fødevarer, integration m.v.Ad Søren:Jeg er faktisk ret spændt på hvad BRH kan bidrage med på integrationsområdet (når dette område nu skal have et selvstændigt ministerie).

  7. Søren Mejding skrev:”Der er for mange gengangere på det ministerhold. Kunne Fogh fx ikke finde en mere velegnet videnskabsminister end Helge Sander? Carina Christensen synes jeg heller ikke har gjort sig så heldigt bemærket. For slet ikke at tale om den gamle traver Birthe Rønn Hornbech. Hvor er de nye politiske talenter? Hvor er crèmen af den danske borgerlighed henne?”Jeg tænkte det nok. Sir Humphrey har svaret.Sir Humphrey: MP’s are chosen by the people, they’re chosen by their local party, thirty five men in grubby raincoats or thirty five women in silly hats.Bernard: And the government are selected from the best of them.Sir Humphrey: Bernard, there are only six hundred and thirty MP’s. If one party has just over three hundred it forms a government, of that three hundred one hundred are too old and silly, one hundred are too young and too callow, which leaves just about a hundred MP’s to fill one hundred governmental posts. There’s no choice at all, they’ve had no selection, no training.

  8. Et ikke helt urealistisk bud kunne være at lade den danske ministersammensætning afspejle EU. Det Europæiske Råd har 10 forskellige sammensætninger:Rådet (Statsministeriet)Almindelige anliggender og eksterne forbindelser (Udenrigsministeriet)Økonomi og finans (Finansministeriet)Samarbejde om retlige og indre anliggender (Justitsministeriet)Beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik (Indenrigsministeriet (?) i mangel af bedre navn)Konkurrenceevne (‘Globaliseringsministeriet’)Transport, telekommunikation og energi (Transportministeriet)Landbrug og fiskeri (Fødevareministeriet)Miljø (Miljøministeriet)Uddannelse, ungdom og kultur (Undervisnings- og kulturministeriet)Dertil kommer vel Forsvarsministeriet. Det er naturligvis ikke skåret helt ind til benet, men 11 ministerier med en meningsfuld ressortfordeling er vel også en slags ‘fremskridt’?

  9. Jeg kan huske en partileder der for år tilbage foreslog at nedlægge forsvarsministeriet og erstatte det med en telefonsvarer der siger “vi overgiver os” på russisk.Om ikke andet, så er forsvaret bestemt ikke en af det danske kerneopgaver og hvis man gerne vil bidrage, kunne vi lige så godt udlicitere denne del af opgaven og give amerikanerne eller briterne et tilskud til driften af deres forsvar – det er jo ultimativt det, der skal forsvare os alligevel.

  10. Niels A Nielsen

    23. november 2007 at 07:08

    Jacob, din ministerliste er fin. Den afspejler, at det er et _land_, der skal regeres. “Velfærdsministeriet” – Kan det opfattes på anden vis end, at politikerne opfatter sig selv som givere af “velfærd”. Borgerne står i politikernes forståelse i forhold til staten som var de forældrenes umyndige børn!Men den politiske selvovervurdering når dog alligevel nye højder med et “Klimaministerium”. Det næste bliver vel “Minister for den evige salighed”.

  11. Peter Nedergaard

    23. november 2007 at 10:21

    Jeg har altid syntes, at Danmarks første ministerium efter systemskiftet og indførelsen af folketingsparlamentarismen i 1901 – med enkelte moderniseringer – angav en klassisk kernemodel for, hvilke ministre der behøves. Deuntzers regering var Danmarks regering 24. juli 1901 – 14. januar 1905 og bestod af følgende ministre:Konseilspræsident og Udenrigsminister: J.H. Deuntzer Finansminister: C.F. Hage Indenrigsminister: Enevold Sørensen Justitsminister: P.A. Alberti – tillige Minister for Island til 31. januar 1904 Kultusminister (Kirke- og Undervisningsvæsenet): J.C. Christensen Krigsminister: V.H.O. Madsen Marineminister: F.H. Jøhnke Minister for offentlige arbejder: Viggo Hørup til februar 1902, derefter C. F. Hage Landbrugsminister: Ole Hansen Man bør selvfølgelig lægge krigs- og marineministerierne sammen til et forsvarsministerium. Landbrugsministeriet er vore dages Erhvervsministerium. Herudover mangler Jacob i forhold til denne klassiske ministermodel nogen, som kan tage sig af “kultusområdet” (kirke- og undervisning) samt de offentlige arbejder (sidstnævnte kunne dog, som det skete i 1902, lægges ind under Finansministeriet).

  12. Christian Bjørnskov

    24. november 2007 at 01:45

    Forrygende tråd! Men en ting @Mikkel: Hvorfor vil du have et globaliseringsministerium? Som jeg ser det, handler det ministerium udelukkende om at holde fingrene væk! Eneste mulige opgave kunne være at presse EU maksimalt for at afskaffe landbrugspolitikken og toldmurene.

  13. Jacob Mchangama

    24. november 2007 at 04:04

    Jeg har, jf. min kommentar under 6 rettet det oprindelige indlæg til.

  14. #4Det er ikke dér, problemet typisk ligger, frøken. Så kunne de jo bare skiftes ud, men det nytter oftest ikke spor. Problemet er nemlig snarere den ejendommelige, centrifugale ’naturlov’ der tilsiger, at ministre har en tendens til forbavsende hurtigt efter udnævnelsen at identificere sig med ”deres” ministerium, således at miljøministeren taler miljøets sag, forsvarsministeren bliver forsvarets talsmand osv. Der kan nævnes mange eksempler op gennem tiden, men et af de mest åbenlyse af slagsen var VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaards ledelse, om hvem Hans-Jørgen Nielsen engang udtalte: ”Han har et stort talent for at sige en masse sagligt og konkret, der sagligt og konkret ingenting siger. Hver gang han udlader sig, sidder man med hjertet i halsen af lutter angst for, at han skal plumpe i og ødelægge de smukke tomheder ved at sige noget. Det sker gudskelov sjældent.” Efter at socialdemokraterne havde været ved magten i mange år, ønskede borgerne med valget af Baunsgaard naturligt nok at begrænse statens rolle. Det lykkedes ikke for VKR-regeringen , tværtimod må man sige. Antallet af offentligt ansatte steg dramatisk og skatterne var på himmelflugt under Baunsgaard. De respektive ministre havde simpelthen for travlt med at tale deres ministeriums ’sag’, frem for at følge Baunsgaards overordnede stramningspolitik, og regeringslederen selv var for svag til at holde sammen på tropperne. Resultatet var forudsigeligt nok en masse frustrerede borgerlige vælgere. Det er her, problemet ligger, desværre.

  15. @BielefeldEt af Hilmar Baunsgaard’s problemer var jo også, at han skulle administrere en koalitionsregering, der bestod af De Radikale, Venstre og Konservative, som hver især kæmpede for at varetage deres egne interesser. Men det er selvfølgelig rigtigt set, at ministre, uanset politisk farve i øvrigt, er lidt for tilbøjelige til at “identificere sig med deres ministerium”. Connie Hedegaard kunne mistænkeligt ligne sådan en minister i sit nye klimaministerium, men det er statsministeren nok meget bevidst omkring.

  16. Som sådan vil det vel altid være et fremskridt, hvis man kunne fjerne et ministerium hist og her; og Jacobs oprindelige forslag er også ganske glimrende.Men man kan jo skære nok så mange departementchefer væk, uden at samfundet bliver mere liberalt. Første skridt på “the right way” må først og fremmest være at afregulere; når det så er gjort, vil man hurtigt se, at mange ministerier vil have overlevet sig selv.Blandt de områder man så kunne afregulere er, for at nævne et par, områderne for infrastruktur, kollektivistik transport, pas m.v. (altså nummerplader, jagt- og fiskeritegn), diverse du-skal-søge-tilladelse-før-du-må-handle-reguleringer, nationalbanken osv.

  17. Fin liste Jake, jeg savner dog en Glistrup-klassiker:Ministeriet til afvikling af offentlig virksomhed

  18. Peter Nedergaard

    26. november 2007 at 09:25

    @Nikolaj H.S.: Jeg går ud fra, at du vil overholde grundloven. Ifølge den skal staten understøtte den evangelisk-lutherske folkekirke. Det var klogt set af grundlovsfædrene, og hertil behøves en minister.

  19. Der står vel ikke direkte at der skal være en decideret kirkeminister – selvom den protestantiske kirke er en grundlovsforankret, integreret del af den danske stat, kan man vel ligeså godt nøjes m. en lille kirkestyrelse under Indenrigsministeriet. Hvor meget arbejde kan der da være forbundet med at administrere den danske folkekirke…Mvh

  20. Peter Nedergaard

    26. november 2007 at 10:53

    @Martin: Vi har altid haft en kirkeminister, så længe vi har haft en grundlov, der har sagde, at folkekirken skal understøttes af staten. Det mente man også, da Danmarks første liberale regering blev dannet i 1901.

  21. lige @P.Nørgaard: At der skulle mangle et kirke-/undervisningsministerium og en minister for offentlige arbejder kan jeg kun være fuldstændig uenig i. Disse to/tre områder er — om nogen — nogle, som Statan skal holde sig fra.

  22. Peter Nedergaard

    27. november 2007 at 01:55

    Ang. folkekirkens særstatus:Man skal huske, at vi i Danmark har religionsfrhed (man må tro, hvad man vil), men vi har ikke religionslighed (alle religioner er ikke stillet lige i lovgivningen). Der hersker altså intet religiøst lighedsmageri her til lands.

  23. #22Der er kun religionsfrihed UDEN FOR folkekirken, som Hans Gammeltoft-Hansen engang har sagt, eftersom den danske stat i sidste ende bestemmer, hvad der skal synges af salmer i folkekirken. Sådan er det ikke i frikirkerne, her er der masser af frihed, derfor forstavelsen fri- foran kirke.

  24. Nu, hvor der bliver diskuteret, hvad ministre kan gøre bedre, er det værd at bemærke den nye integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der som det første udtalte til pressen: “Man skal ikke forvente, at jeg begynder at udtale mig om enkeltsager, medmindre jeg er sikker på, at den enkelte journalist har læst alle sagens bilag”. Et lige så stort problem er pressens rolle. Der synes at bliver flere og flere ringe journalister, eller måske skyldes det bare, at alle vil være først med nyhederne?Ofte ved journalister ikke, hvad de selv står og siger, og kan ikke give politikerne et ordentligt modspil.Man krummer tæer nogle gange.

  25. # 24Pressens forhold til politikerne og vice versa bør hele tiden kigges grundigt efter i sømmene. En ny lov bliver ofte lavet sådan her. En ærgerrig ung kvindelig journalist fra en tv-station får en melding på sin telefon om, at en lille pige er faldet ned fra et klatrestativ på en legeplads et sted i København NV. Hun ræser derudaf på sin cykel, og når lige at fange et par rystede vidner, der så kan berette, at pigen er kørt på skadestuen med et brud på kravebenet og et par brækkede legemsdele. Ak, hvordan kunne det ikke have endt?! Optændt af et ønske om at bringe denne dramatiske historie som den første journalist, iler hun derpå videre til skadestuen, hvor hun modvilligt får et interview med pigens ulykkelige mor, der hulkende på tv spørger sig selv og seerne og politikerne, hvordan noget sådan dog kunne ske. Journalisten har en forudfattet mening om sagen og ikke mindst om dens konsekvenser, og dem vil hun have en politiker til at overtage. Journalisten ringer derfor til den minister, der er ansvarlig på området, men ministeren ønsker ikke at udtale sig om ”den konkrete sag” på nuværende tidspunkt. Fandens osse! tænker journalisten. I pressekredse kaldes dette at finde en ”singing bird”. Hvis politikeren ikke siger, hvad journalisten gerne vil høre, bringes svaret ikke i medierne; hvis han derimod fortæller det, kommer udtalelsen på forsiden af Ekstra Bladet næste dag. Denne historie lader hun ikke give fra sig. Hun beslutter sig derfor for at gå til en af oppositionspolitikerne, der nok skulle have en mening om denne sag. Og ganske rigtigt kræver politikeren straks, at ministeren tager affære og det kan ikke gå stærkt nok. Den slags ulykker må selvfølgelig ikke gentage sig i et civiliseret samfund som det danske. Politikeren henviser med en overbevisende stemmeføring til tal fra ”de lande vi normalt sammenligner os med”, der tænkte-vi-det-ikke-nok viser sig at være i gennemsnit hele 6,72 procent lavere end i Danmark. Sagde han 6,72 procent lavere?! Yes! Journalisten har en god historie. Al mediepostyret truer nu med at gøre historien til et emne, som ministeren simpelthen MÅ tage stilling til. Han må finde en løsning på det opståede problem, det er vel det, han sidder der for! Der er et folketingsvalg lige rundt om hjørnet, og nu skal han ikke fældes på denne medieoppustede sag. På tv bebuder oppositionspolitikeren øjeblikkeligt, at ministeren er kaldt i samråd, og ministeren nikker og ser alvorlig ud: ”Det er en trist, trist sag, og det er klart, at regeringen nu vil gøre alt, hvad der skal til, for at sådanne ulykkelige episoder ikke gentager sig fremover”, siger han med hovedet lidt på skrå. Der går nogle dage. Der går nogle uger. Verden har bevæget sig videre. Befolkningen har for længst glemt historien om den lille pige og det brækkede kraveben, og de får aldrig at vide, om og hvordan ”problemet” løses. Et par måneder efter episoden kaldes ministeren i samråd, sagen drøftes og belyses fra forskellige vinkler, tekniske eksperter rådspørges, og en ny lov fremsættes. De fleste politikere kan da ikke have noget imod, at der fremover ikke falder børn ned ad klatrestativer, og enstemmigt vedtager de en ny lov på området, som påbyder at alle klatrestativer på alle legepladser i hele Danmark har gelændere, så man ikke drætter udover kanten. Jovist, en herlig kombination af discountjournalistik og hovsalovgivning. Sådan fungerer demokratiet også nogle gange.

  26. # 25True… Nu har jeg undervist i forfatningsret i 4 år – og hver gang der kommer nye studerende får de store øjne, når jeg fortæller dem at Ekstra Bladet er den lovgivende magt … men der skal ikke mange eksempler til, før de får aha-oplevelsen…

  27. > BielefeldHvorfor er journalisten kvinde og ministeren mand? In case you haven’t heard: der er flere og flere kvindelige ministre.

  28. Tine F. skrev:”…..der er flere og flere kvindelige ministre”.Jo, og det kunne jo så også være en indikation på, at magten befinder sig et andet sted, nemlig i bestyrelseslokalerne og på direktionsgangene.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑