Ændring i amerikanernes vurdering af Irak

Her på bloggen vil vi jo gerne give jer de vinkler, som Main Stream Media (MSM) ikke formår, enten fordi de, ahem, ikke har tid i en travl verden, hvor der sker så meget, eller af andre, host, gode grunde.

Her er f.eks. en lille notits fra Ritzau plukket fra dagens Berlinger:

Hjem fra Irak uanset hvad

Washington: Selv om det amerikanske militær de seneste to måneder har rapporteret om spredte fremskridt i sikkerhedssituationen i Irak, gør det ikke befolkningen i USA mere velvillig over for krigen. Det viser en meningsmåling, som blev offentliggjort sent tirsdag lokal tid. Ønsket om at hente de amerikanske soldater hjem er uændret på 54 procent af de adspurgte, viser opinionsundersøgelsen, som er udført af Pew Research Center for The Peple and the Press. Der er også uændret 46 pct., som mener, at USA’s engagement i Irak vil ende med fiasko. Undersøgelsen viser samtidig, at amerikanerne værdsætter soldaternes indsats. 48 procent mener, at den militære operation går godt. Ritzau.

Tja, de har faktisk det meste med. Lidt over halvdelen vil have soldaterne hjem, så overskriften synes velbegrundet. 46 pct. regner med en fiasko, mens 48 pct. værdsætter soldaternes insats og synes, at operationen går godt. Men det er nu alligevel, som om der mangler noget…

Prøv at sammenligne med, hvordan Pew selv fremlægger teksten. Det her er altså den tekst, gutterne fra Ritzau så, da de skulle beslutte sig til, hvordan den nyhed skulle skæres:

PUBLIC SEES PROGRESS IN WAR EFFORT

For the first time in a long time, nearly half of Americans express positive opinions about the situation in Iraq. A growing number says the U.S. war effort is going well, while greater percentages also believe the United States is making progress in reducing the number of Iraqi casualties, defeating the insurgents and preventing a civil war in Iraq.

Roughly half of the public (48%) believes the U.S. military effort in Iraq is going very or fairly well. Judgments about the overall situation in Iraq have been improving steadily since the summer. As recently as June, only about a third of Americans (34%) said things were going well in Iraq.

[mere…]

Det er en lidt anden vinkel, selvom tallene er de samme.

Der er vel ikke noget at sige til, at Pew er imponeret over udviklingen i den positive opfattelse af, hvordan det går i Irak. Her er tallene steget fra 30 til 48 pct. siden februar, en fremgang på over 50 pct. Det var så ikke liiige den vinkel, Ritzau fokuserede på.

Det er også interessant, at den står lige mellem de, der tror, at Irak ender som en fiasko, og de, som tror på, at det ender godt (faktisk står den 46 – 48 pct., men usikkerheden dækker forskellen). I den sammenhæng er det også interessant, at den står lige mellem de, der mener, at terroristerne er ved at blive besejret, og de, som ikke tror det (43-44 pct.), men det dækker over en vækst blandt optimisterne fra 30 og et fald blandt pessimisterne fra 55. I betragtning af, hvor negativ opfattelsen har været, er det et forbløffende skifte, og der er ingen grund til at tro, at udviklingen standser, medmindre forholdene i Irak gør det.

For alt dette er sket siden februar, hvor MSM har gjort deres bedste, eller værste om man vil, for at male et dystert billede af udviklingen. Først hævdede de, at The Surge ikke ville nytte noget, så hævdede de, at general Petraeus overdrev de gode tal (husker I: General Betray-Us?), og da det viste sig, at tallene var endnu bedre, blev de tavse ganske længe, indtil Friedman og andre begyndte at undre sig, hvorefter de så nølende medgav, at det gik godt med sikkerhed, meeen den politiske situation var stadig ikke god, selvom der er almindelig enighed om, at den politiske løsning ikke kommer, før sikkerheden og tilliden er grundfæstet. Der står MSM lige nu, og selvom de gode nyheder først er begyndt at sive siden september, så har opfattelsen alligevel ændret sig.

Hvilken om nogen betydning har dette holdningsskifte?

For det første må man konstatere, at der ikke er tale om et holdningsskifte til krigen som sådan, ikke endnu i hvert fald.

Et flertal på 54 pct. vil have tropperne hjem. At lade dem blive støttes kun af 41 pct., hvilket interessant nok er faldet med 1 pct., hvilket er overraskende i forhold til den positive udvikling dokumenteret på de andre spørgsmål, selv hvis den manglende procent skyldes en statistisk usikkerhed.

Nu er spørgsmålet om at bringe tropperne hjem altid lidt usikkert, for reelt er det vel 100 pct., som vil have dem hjem. Spørgsmålet er, hvad man ligger i spørgsmålet, hvilket kan variere mellem to yderpunkter:

1) Træk tropperne hjem, for vi har tabt i Irak og kan ikke udrette mere.

2) Træk tropperne hjem, for vi har vundet i Irak og kan ikke udrette mere.

Da spørgsmålet fra Pew angik, om man ønskede at trække tropperne hjem eller lade dem blive, til situationen har stabliseret sig, må det antages, at de flerste som svarede ja, hører til nr. 1. Men det er ikke oplagt, for tilhængerne af nr. 2 vil også argumentere for, at tropperne bør trækkes hjem gradvist, så irakerne tvinges til at tage et ansvar, og man dermed undgår en Cypern-løsning.

Jeg tror, at tallene mest sandsynligt taler for en betydelig krigstræthed blandt befolkningen. Et stigende antal har bemærket, trods MSM ihærdige forsøg, at det går bedre i Irak, men det ændrer ikke på, at de vil have tropperne hjem. Uanset om det går godt eller skidt, er man ved at være træt. Derfor den stabile tilslutning på lidt over halvdelen uanset den positive ændring af situationen. Mit gæt er, at en fortsat positiv udvikling i Irak ikke vil påvirke antallet af folk, der vil have tropperne hjem, men jeg gætter på, at andelen af nr. 1 vil falde, og andelen af nr. 2 vil stige. Det kan få betydning for valgkampen, der har – pyha – et helt år endnu at løbe på.

Hvis en demokratisk præsidentkandidat overspiller kortet om at bringe tropperne hjem og fremstiller det som et nederlag, kan det give et gevaldigt bagslag, fordi stadig flere er blevet opmærksomme på, at det faktisk er muligt at nå en god løsning i Irak. Det vil give republikanerne en chance for at fremstille deres modstandere som forræderiske krystere, der vil snatch defeat from the jaws of victory. Samtidig kan de selv anføre, at tropperne skal hjem og vel at mærke hjem til en – om ikke en ticker tape parade – så i hvert fald til tak for en kæmpe og vellykket indsats.

Ikke bare vil en forbedret opfattelse af Irak gøre, at republikanske kandidater ikke længere er toxic i brede dele af befolkning, demokratiske kandidater vil således være fanget mellem at skulle please defaitisterne i MoveOn, der udgør en væsentlig adgang til at vinde primærvalgene, og samtidig skulle undgå at ødelægge deres chancer hos den mere fornuftige og brede del af befolkningen, der afgør valget i sidste ende. Clinton har indtil videre gjort det bedst, men netop derfor er hun ikke populær hos netroots. Hvis det får demokraterne til at vælge en kandidat, der taler om fiasko i Irak, mens udviklingen ubestrideligt går den anden vej, så er de republikanske kandidater ikke bare non-toxic, så har de faktisk en chance. Om det i øvrigt er godt efter en ikke særligt vellykket periode med republikansk hegemoni er tvivlsomt, selvom valgnedlaget i Kongressen måske har hjulpet lidt og genopfrisket mindet om Reaganomics (og nej, jeg er ikke økonom, så for mig står det mere for de politiske principper end de trufne valg).

Hvad præs. Bush angår, er der næppe meget håb. Hans rating er stadig lav, uanset fremgangen. Nu er det med Bush som med Clinton (Bill, men for den sags skyld også Hillary), uanset om det pludseligt skulle gå godt og alle problemer blive løst i Mellemøsten (hvad der er højst usandsynligt), og selvom medierne ville dække det fair (hvad der er helt usandsynligt), ville Bush stadig ikke komme meget højere end de ca. 50 pct., der stemte på ham i 2004. Hvis vi kommer til at se en positiv udvikling, overhovedet, bliver det til et sted midt i de 40 pct. approval, men det er tvivlsomt. Hvis Irak forbliver et demokrati, så kan hans tal måske forbedres om et par generationer. Det skete med Reagan, hvor det efterhånden kun er få af de gamle venstreorienterede frontkæmpere, som tør stå ved deres foragt for manden med deres gamle påstande om, at han var lallende senil, en B-skuespiller og al det der. Historien er ikke bare nådig, den har fordelen af 20-20 hindsight.

Og for så lige for at tage lidt af presset på vores kommentarboks. Det kan stadig gå galt i Irak. Sadr kan ombestemme sig og mene, at han alligevel har mere at opnå som militsleder end som korrupt politiker. Al Qeada kan få snigmyrdet Shia-lederen al Sistani, der er det tætteste på en Mandela, Irak har. Meget kan gå galt. Men lige nu virker det unægtelig som om, at det ikke gør, og at demokratiet overlever i Irak, hvilket i givet fald vil være den vigtigste positive udvikling i området i nyere historie. Kun en fredsløsning mellem Israel og Palæstina vil være på samme niveau, og det endda kun, hvis Palæstina bliver et fungerende demokrati og ikke et autokraklepsi, som de øvrige stater i området.

3 thoughts on “Ændring i amerikanernes vurdering af Irak

  1. Jacob Lester

    Det er jo voldsomt interessant, at det ellers så udskældte The Surge rent faktisk lader til at virke. Irak har jo ikke været så fredeligt som det er nu i meget lang tid, og al det er blevet opnået med en relativ lille troppeforøgelse. Måske har John McCain ret, når han som en af de eneste taler for at sende mange flere soldater til Irak, selv om det er et upopulært synspunkt. Måske vil befolkningen, på trods af krigstræthed, ændre holdning, hvis den (omend relativt) fredelige situation i Irak fortsætter.Vi kunne sådan set også godt bruge et Surge i Afghanistan, hvor over halvdelen af den danske befolkning jo også nu er imod vores tilstedeværelse der. Vi har jo også haft et par hårde måneder, hvor vi har mistet fem soldater.I det hele taget er det jo også en interessant diskussion, om befolkningen og meningsmålinger overhovedet burde veje på vægten, når det kommer til at vurdere ubehagelige spørgsmål som de militære, hvor følelserne hurtigt kan tage over. For den mangel på vilje som det fremkalder hos politikerne, der er bange for at vælgerne skal tage deres levebrød fra dem, er netop det, der vil være grunden til et eventuelt nederlag i Irak og Afghanistan. Og lige nu trækker de bare pinen i langdrag, for hvor meget hurtigere ville vi f.eks. ikke kunne pacificere Taleban i Afghanistan, hvis ISAF havde dobbelt så mange eller flere soldater til rådighed?

    Svar
  2. Limagolf

    http://blog.wired.com/defense/2007/11/psychological-o.html#moreEndnu en af de mange nuancerede artikler fra Irak der bliver skrevet i disse dage.Man bør dog nok gentage at the surge ikke kan opretholdes længere end til foråret. Da roterer de ekstra tropper hjem. Efter april er der færre tropper end før “the surge”.Efter fire års krig har Bush administrationen endnu ikke formået at ændre troppesammensætningen i USAs væbnede styrker, så den afspejler den nye virkelighed. Det er et af de bedste eksempler på den inkompetence krigen har været ført med.I det mindste lader det til Irakerne er trætte af den mest yderligtgående religiøse vold./Limagolf

    Svar
  3. C

    Der er næppe tvivl om, at det går bedre i Irak. Rent faktisk havde selveste NYT en forsideartikel for et par uger siden, hvor netop dette blev fremhævet. Her i USA er det da også klart, atdemokraterne har flyttet fokus markant væk fra “tropperne skal hjem”. Mit spørgsmål er: Bliver noget af dette rapporteret hjemme i DK? Jeg ser intet på netudgaverne af de store aviser…?”Hvad præs. Bush angår, er der næppe meget håb. Hans rating er stadig lav, uanset fremgangen. Nu er det med Bush som med Clinton (Bill, men for den sags skyld også Hillary), uanset om det pludseligt skulle gå godt og alle problemer blive løst i Mellemøsten (hvad der er højst usandsynligt), og selvom medierne ville dække det fair (hvad der er helt usandsynligt), ville Bush stadig ikke komme meget højere end de ca. 50 pct., der stemte på ham i 2004. Hvis vi kommer til at se en positiv udvikling, overhovedet, bliver det til et sted midt i de 40 pct. approval, men det er tvivlsomt. Hvis Irak forbliver et demokrati, så kan hans tal måske forbedres om et par generationer. Det skete med Reagan, hvor det efterhånden kun er få af de gamle venstreorienterede frontkæmpere, som tør stå ved deres foragt for manden med deres gamle påstande om, at han var lallende senil, en B-skuespiller og al det der. Historien er ikke bare nådig, den har fordelen af 20-20 hindsight.”Eneste problem hermed er, at Bush desværre har været ansvarlig for en række forfatningsstridige tiltag, som historien nok næppe vil glemme. De taler stadig om Lincolns ulovlige ophævelse af habus corpus, og de vil gøre det samme med Bush om 100 år. Han er ved gud ingen Reagan!

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.