Gode historier er vinklede med nuancer

I denne blog har vi ofte kritiseret Berlingske for dets dækning af udenrigspolitiske emner, især dækningen af Irak, fordi den var præget af en negativ ensidighed. Det var ganske vist også tilfældet for dækningen i de øvrige MSM, både danske og udenlandske, men af “vores” Berlingske burde man kunne forvente sig mere. Og kontrasten til deres indenlandske holdningsmættede 2. sektion og holdningen i lederen var ofte for opsigtsvækkende til at ignorere.

Kan man rise, må man også rose, når lejligheden er til det. Og det skyldes ikke kun den hjertevarme juletid, som nu er indledt, men deres dækning af Afghanistan i den sidste tid.

Det har længe undret mig, at dækningen af indsatsen i Afghanistan vedvarende var rimelig positiv, omend meget spredt og beskeden, så dog rimelig positiv. Jeg tror, at det skyldtes ønsket om at skabe en kontrast mellem den “rigtige” og “lovlige” krig i Afghanistan og den “forkerte” og “ulovlige” krig i Irak. Man fokuserede på Irak og brugte blot Afghanistan som kontrastbaggrund.

Det var en lidt ejendommelig manøvre, fordi den krævede, at vi glemte, at de fleste af modstanderne af Irak også var modstandere af Afghanistan, og tilmed med de samme argumenter: nogle brugte It’s all about oil, andre begrundede det i anti-amerikanisme (man må ikke være på hold med USA uanset anledningen) og andre igen i modstand mod den aktivistiske udenrigspolitik, der i begyndelsen af 1990’erne havde afløst vores 1864-traume, og som stadig fremkalder ubehag i nogle kredse, der af et ærligt hjerte hader Staten og al dens væsen, fra parkeringsvagter over Skat til soldater.

Det var også en farlig manøvre at bruge som retorisk kneb, for mens der aldrig rigtig var en risiko for, at Irak blev et nyt Vietnam, så var og er der en risiko for, at Afghanistan bliver et nyt Afghanistan.

En del af forklaringen kan nok søges i sammenligningen med netop de to krige, selvom den slags historiske sammenligninger aldrig helt kan lade sig gøre.

Da Koreakrigen brød ud, var det så kort efter WWII, at der stadig var en generelt positiv opfattelse i befolkningen af amerikanerne som befriere. De anti-amerikanske kredse, hovedsageligt kommunisterne og de mindre bevidstgjorte fellow-travelers forsøgte ganske vist at ophidse imod krigen, men den gik ikke rigtig. Først da Vietnamkrigen brød ud med amerikansk deltagelse en generation senere var kommunismen og anti-amerikanismen blevet tilstrækkelig udbredt til at gøre det salonfæhigt at være imod krigen. Den dag i dag fremstår Vietnamkrigen som en “god” krig for mange gamle venstreorienterede, og en pæn del af krigsmodstanden skal søges i nostalgi hos deres velopdragne børn for at genskabe stemningen fra den gang. Igen og igen har man hørt, og hører til dels stadig dem sukke over, at vi i modsætning til deres beundrede forældre, den fantastiske “oprørske” 68-generation, ikke havde en Vietnamkrig til at radikalisere os. At Vietnam desværre var en sejr for diktaturet, kan ses af de mange tusinder af bådflytninge, og dominoteoriens betydning kunne ses i the killings fields i Cambodia. Men naturligvis vil de i dag hævde, at det netop var amerikanernes skyld. Tja, prøv at sammenligne levestandarden i Sydkorea, hvor USA stod fast, og i Sydvietnam, hvor man gav op, for at få et mindre positivt billede, end det de fleste kulturrapportere og musikanmeldere lader passere som konventionel visdom.

Tilsvarende med Afghanistan og Irak. Krigen i Afghanistan kom lige efter 9/11, og selvom mange på venstrefløjen prøvede at starte en Vietnamstemning, fra Jørgen Knudsens og (og senere diverse DR-ansattes) uheldige bemærkninger om, at der endelig var nogle, som dræbte amerikanere, til de mere spagfærdige indvendinger om det mærkelige i, at vi tog dræbte amerikanerne så alvorligt, når vi var ret ligeglade med dræbte afrikanere, palæstinensere etc., så var der ikke rigtig stemning for den slags. Men da Irak kom, var stemningen på plads. Tingene går trods alt hurtigere i dag.

Anyway, det går stadig bedre i Irak, og det tyder ikke på, at amerikanerne giver op, heller ikke selvom præsidentposten går til en demokrat næste gang. Så den ensidigt negative dækning har ikke rigtig skadet noget for alvor, og hvis den positive udvikling fortsætter, som det tyder på for nærværende, vil selv MSM være nødt til at enten fortælle om det, hvilket vil påvirke stemningen den modsatte vej (se her), eller fortie det og dermed overlade nyhedsdækningen til mere positive omend obskure medier.

Hvordan så i Afghanistan? Her går det i det meste af MSM som forventet. Man er begyndt at hive den positive vurdering ind til fordel for anti-amerikansk antipati og hvad-kan-det-nytte holdninger, inkl. den lidt mere ækle variant, hvad-kan-det-nytte-at-udbrede-demokrati-til-halenegere, som man undertiden oplever på højrefløjen.

Men ikke i Berlingske. Ikke endnu i hvert fald. Tværtimod har man ikke kun på lederplads – det gjorde man også før, men også i avisens 1. sektion dækket krigen kritisk – det gjorde man også før, men nu også fair – og det er nyt.

Man har nævnt meningsmålinger, der viser lokalbefolkningens opbakning. Dem nævnte man aldrig, da det var Irak. Man nævner de danske soldaters opbakning til projektet. Det gjorde man først, da Fogh havde besluttet at trække os ud af Irak. Og man nævner endda, at teleban ikke klarer sig særlig godt, men kun formår at påføre os tab, fordi de er skiftet til en desperat terrorstrategi, som gør dem til fjender af befolkningen selv i de små områder, hvor de blev betragtet med sympati. Det var nøjagtig samme udvikling i Irak, hvilket vi i dag kan se har medført de – for os og det irakiske demokrati – positive resultater af, men som man i MSM hele tiden prøvede at fremstille som om, at terroristerne var ustoppelige.

Kort sagt, Berlingske har – indtil videre i det mindste – valgt en anden kurs i dækningen af Afghanistan, end de valgte i Irak. Lutter ros herfra til det. Så giver det bedre mening at holde en avis end bare at købe sin daglige avis tilfældigt, fordi dækningen jo alligevel var den samme, som man i øvrigt også fik i DR.

Berlingskes forholdsvis nye chefredaktør (er der en sammenhæng?) skriver i sin blog, at Berlingske ønsker at være mere opmærksomme på positive nyheder. Hun peger på, at gode historier er negative historier. Det er f.s.v. rigtigt. En journalist vil hellere fortælle om flyet, der styrtede ned, end om de tusinde fly, som landede normalt. Men mon ikke, at chefredaktøren er opmærksom på, at der er et andet problem på spil her, for det forhold, hun peger på, er jo et grundvilkår, som ikke står til at ændre. Så hvad er det så, hun ønsker at opnå?

Et bud kan være, at journalister i lighed med mange andre uddannelser er blevet mere overfladiske og dermed har fået en forkert opfattelse af, hvad kritisk journalistik er. De tror, at det er at forholde sig kritisk til bestemte fænomener: USA, Israel, borgerlige regeringer i al almindelighed, og DF i særdeleshed.

Men kritisk journalistik er at være kritisk over for sine kilder, så man kan efterstræbe det, som bør være målet for enhver journalist, at fortælle sandheden.

Nu afhænger sandheden af, hvad man selv tror på. Fakta kan beskrives rimeligt objektivt, f.eks. at der er sprunget en bombe. Men fortolkningen (hvem gjorde det og hvorfor) indebærer subjektive vurderinger, som nok kan prætendere at være sandhed, men som afhænger af individuelle værdipræmisser.

En reportage vil derfor altid være “vinklet”, medmindre den kun indskrænker sig til kun at gengive objektive oplysninger, hvilket de færreste medier kan leve af.

Men den gode reportage er også nuanceret, sådan at man tage alle facetter med, der synes relevante, og man forholder sig kritisk til sine kilder for at undgå, at man bliver vildledt. I dag er det alt for let
at narre journalister. Vi
har set det mange gange, ikke bare i Irak, men også andre steder med krigen i Sydlibanon som et særligt ubehageligt oplagt eksempel.

Et sidste spørgsmål er, hvilken vinkel skal så vælges? Dybest ser er der kun to: journalistens egen eller det medie, hvor vedkommende er ansat.

For mig at se, er svaret klart det sidste. Det er journalistens opgave at bruge kildekritik, rigtig kildekritik, til at sikre, at vinklingen ikke forfalder til at blive ensidighed. Vinklingen må vige for kildekritikken. Men vinklingen bør afgøres af mediet; det er derfor, man har en ansvarlig redaktion. Desværre lider mange journalister vist under den forestilling, at det bør være en første, og at det krænker deres ytringsfrihed at vælge den sidste. Det kræver en modig redaktion at gøre op med den misforståelse.

Så denne posting slutter i julehumør. Godt gået, Berlingske. Fortsæt og husk, at den gode historie er vinklet i overensstemmelse med avisens værdigrundlag og med nuancer og baseret på en så grundig kildekritik, som arbejdstempoet tillader.

7 thoughts on “Gode historier er vinklede med nuancer

  1. Limagolf

    WA og resten af den danske presse er usammenlignelige.I WA får man velresearchede historier om effekten af foreslået lovgivning, i resten af pressen rapporteres der mest om personfnidder og taktik. I WA afspejler historierne, på godt og ondt, den enkelte journalist, hvor de fleste andre aviser lader det hele flyde sammen til en stor gang blæver. Det betyder dog man indimellem er tvangsindlagt til diverse journalisters tvangstanker, men det kan både være oplysende og morsomt (når det ikke er trættende). Endvidere er det interressant at se skribenterne folde sig ud på tværs af de traditionelle redaktionsskel. De fleste af journalisterne leverer indhold til både nyheds-, kultur- og bogsektionen. Det giver en uventet dybde i alle artikler!Jeg har ikke behov for en træ-baseret avis til hverdag, men Weekendavisen dækker et hul som ingen af de andre aviser gør. Og så er det vel danmarks sidste borgerlige avis (sådan i gammeldags forstand)?Problemet med deres dækning er at der ofte er tale om pletvise nedslag i stoffet. De har jo ikke haft nogen kontinuerlig dækning fra Irak eller afghanistan, eksempelvis. Men når de har noget med, plejer det at være på et niveau noget over konkurrenternes.Når det så er sagt, kan man altså finde en masse god journalistik gratis på nettet, også udenrigs. Uanset at Mr. Law ikke synes om dem alle, leverer de store amerikanske aviser en dækning der er milevidt over hvad vi er vant til i Danmark! Prøv også nogen af de mindre kendte som Christian Science Monitor, der er ofte fortrinlig journalistik. Når det gælder det israelske stof kan man veksle mellem Jerusalem Post og Ha’aretz, så får man vist det meste med.Med det væld af muligheder der er på nettet, behøver man altså ikke en daglig avis, medmindre man pakker ualmindeligt mange fisk ind!/Limagolf

    Svar
  2. Limagolf

    Jeg synes iøvrigt at Mr. Law har været forbløffende tavs om de fantastiske fabrikationer af W. Thomas Smith Jr. NRO har publiceret, når man tænker hvor meget han var efter Beauchamp og TNR.Beauchamps artikler havde nogle mindre unøjagtigheder der ikke påvirkede hovedkonklusionerne nævneværdigt (men dog var udtryk for dårlig dømmekraft). NRO har udgivet historier fra Libanon der er helt hen i vejret! 100% opspind.Tavshed.;-)/Limagolf

    Svar
  3. Mr Law

    Hov, hov, Limagolf,Det er ikke fair at komme med opfordringer i kommentarboksen. Dem risikerer jeg at overse, navnlig i denne travle juletid.Men du peger i øvrigt på noget helt centralt: nemlig at der er slagside i de oplysninger, jeg falder over. Jeg mindes nu heller ikke, at jeg har givet indtryk af, at jeg skulle være særlig alsidig i min kritik. Hvis jeg har givet det indtryk, beklager jeg dybt. Det var ikke min mening. Ama’r.Jeg har således ikke set links til denne person fra NRO, men hvis du har, og du ikke gider lave din egen blog, så indsæt dem forneden — og hvis der er tale om en journalist, der har fabrikeret historier, så skal jeg allerede på forhånd bidrage med et FY!Men sjovt at du lige skulle nævne Beauchamp og de “mindre unøjagtigheder”, ahem, så har TNR omsider givet sig og taget afstand fra ham.Linket er her: http://www.tnr.com/politics/story.html?id=51f6dc92-7f1d-4d5b-aebe-94668b7bfb32&p=13Det er godt nok en ynkelig fragåelse, hvor de bruger den gamle vi-trækker-vores-historie-men-den-var-alligevel-sand-på-et mere-overordnet-plan-undskyldning, som Daily Mail brugte, da de havde bragt falske trofæfotos af britiske soldaters “mishandling”, og som BBC brugte efter Hutton-rapporten. Men en fragåelse blev det da til. Man har næsten ondt af stakkels Beauchamp, der jo bare ville være med på den der med vi-støtter-skam-vores-soldater-selvom-de-er-nogle-krigsforbryderiske-bondeknolde, der er så populær i de fashionable kredse, som TNR er hoforgan for. Når man ser på de film, Hollywood spytter ud for tiden, og som i øvrigt går elendigt, selvom de da nok skal få nogle europæiske filmpriser, så er det da næsten synd, at han skulle få et fur, bare fordi han ikke var kendt nok til at slippe afsted med det. Og dog.For journalister og skribenter skal holde sig til fakta og ikke fabrikere historier, uanset hvor velkomne de er i forskellige medier. Medmindre de klart markerer, at der er tale om fiktion. Det gælder både TNR og NRO.Den der sondring, som journalistforbundet fik en “ekspertgruppe” til at barsle med for at redde Gulbrandsens Afghanistanfilm, hvor dokumentarprogram er et program, der objektivt søger at holde sig til fakta og være nuanceret, mens en dokumentarfilm giver skaberen ret til at manipulere og fabulere frit, er nok det tætteste branchen er kommet på et troværdighedsselvmord. Det er meget muligt, at Moore tjener godt på den slags, men det er en vildledende brug af forstavelsen “dokumentar-“.

    Svar
  4. Hans Henrik Hansen

    Meget enig i det skrevne – dog er jeg usikker på, om også Weekendavisen hører til blandt MSM!(?)Faktisk synes jeg, at WA generelt har (haft) en ganske god – til tider måske lidt vel ‘bred’ – dækning af vor militære indsats forskellige steder i verden. Med prædikatet ‘vel’ sigter jeg især til hr. Høy, som i de seneste måneder har undergået en ganske dramatisk holdningsændring, hvorimod jeg synes, at fx. Anne Knudsen og Pernille Bramming har skrevet mange ganske oplysende artikler om bla. Irak.(Senest udkomne avis bringer en interessant artikel om CIMIC-indsatsen i Afghanistan, skrevet af en (kvindelig) kombattant!)

    Svar
  5. Limagolf

    http://andrewsullivan.theatlantic.com/the_daily_dish/2007/12/nro-was-told-of.htmlHr. Sullivan (og Matt Yglesias, bl.a.) har været efter NRO, der jo ikke ligefrem har holdt sig på måtten under Beauchamp sagen. Nu viser det sig at de selv betydeligt værre. De Amerikanske konservative blogs reagerer med tavshed eller lavmælt mumlen.Som jeg forstod Beauchamp-sagen, havde Beauchamp, der selv er soldat i Irak, skrevet en artikel serie der fortalte om hvorledes soldaterne oplevede krigen. I disse artikler blev der fundet nogle få fejl og unøjagtigheder, der dog ikke rokker nævneværdigt ved hans indtryk af krigen set som soldat. Det er fair nok at kritisere ham og TNR, men der balancerede ikke nogle politiske pointer på fejlene.I modsætning til NROs dækning fra Libanon, hvor korrespondenten opfinder nogle hundrede Al Queda krigere til lejligheden.Det der irriterer mig mest ved de Amerikanske konservative blogs er deres:a) uendelige selvretfærdighedb) fantastiske evne til at glemme de utroligt mange gange de selv har megakvajet sig, SAMTIDIGT med at de ruller sig ud med frontalangreb på en snæver del af virkelighedenOg jeg mener faktisk godt man kan aflæse slagsiden i de oplysninger du videregiver! Jeg har aldrig påstået at du skulle have påstået at dine links ikke er ensidige. ;-PVirkeligheden i Mellemøsten er nuanceret, og det er ikke det indtryk man får når man læser dine indlæg.Læs noget mere Abu Aardvark og ikke kun når han er enig med dine betragtninger. Og Danger Room (hos Wired). Osv.Plus at massemedierne altså stadigvæk er de eneste der leverer reel researchet journalistik derude. Det er meget få bloggere der laver andet end at kommentere nyheder!/LimagolfP.S. Jeg gider ikke at lave en blog, jeg ville bare spilde for meget tid på ligegyldigt pedanteri om Mellemøsten 🙂 Altså mere end jeg bruge i forvejen.

    Svar
  6. Bielefeld

    Krig i ord og billederJournalisternes ord og artikler har en stor betydning, og det er godt og relevant med en vedvarende kritik af journaliststanden, men hvad med pressefotografernes levende og døde billeder? Hvor stor en del af skylden eller æren har de for, hvor meget eller hvor lidt en befolkning bakker op om en nødvendig krig? Irakkrigen, eksempelvis? Måske bør vi midt i vores kritik af de skrevne medier ikke helt glemme en af vor tids egentlige herskere: nemlig fjernsynet og dets billedskaberes daglige kaskader af billeder. Disse imagologer virker dog også ofte selv magtesløse i forhold til den stigende mediekonkurrence, der presser dem til at underholde mere…..oplyse stadigt mindre…..i et højere tempo…..med mindre kildekritik…..efter mindre research…..med en dårligere uddannelse i bagagen…..til en højere løn. Løsningen er selvfølgelig ikke at vende tilbage til mediemonopolet, men snarere en øget selvdisciplin og selvkritik blandt mediefolk. Det er en pokkers ærgerlig udvikling, at den fjerde statsmagt, der ellers var med til at bane vejen for demokratiets udbredelse, også ser ud til hjælpe med at udhule det igen. Da Johannes Gensfleisch zur Laden zum Gutenberg opfandt den moderne bogtrykkerkunst mistede munkene deres monopol på det at læse, og kirkens magt blev gradvist overtaget af kongerne og adelen. I stedet for teokrati fik vi et aristokrati—den første klasse. Så lanceredes billigbøgerne i takt med den ny tekniks fremkomst—så vidt jeg husker en tysk entreprenør—og det at læse sivede langsomt ned gennem den ny middelklasse, som fik deres magtposition styrket i det 18. århundrede. Så blev hurtigrotationsprocessen opfundet og vupti blev aviserne så billige og informationerne spredt så hurtigt, at de borgerlige revolutioner i Europa brød ud og spæde borgerlige demokratier indført flere steder. Karl Popper advarede kort inden sin død om det billedproducerende fjernsyn, som han kaldte ”en fare for demokratiet”. Fjernsynets billeder appellerer til følelsernes logik. Det føler vi godt. Vi påvirkes følelsesmæssigt af at se irakiske lig blive slæbt bort af en råbende menneskemængde i lange, hvide klæder ned ad en støvet, larmende, kaotisk gade i Bagdad. Nu og da endog ledsaget af sørgmunter underlægningsmusik, der selvfølgelig skal forstærke helhedsindtrykket. Alt for ofte forstærker denne musik stemningen på en måde, som på ingen måde er ’journalistisk forsvarlig’. Krigsbilleder appellerer til følelser og ikke som ord til intellektet. Det har Elsa Gress i tidernes morgen skrevet noget klogt om. Eftersom krigsbilleder ikke levner tid og plads til refleksion hos seerne, har de (vi?) en tilbøjelighed til at ”sluge det hele råt”. Billedernes vold og magt hæmmer vores evne til selvstændig refleksion. Analyseapparatet slås ganske enkelt fra, når vi kigger på billeder. Vi bliver passificeret og vi elsker det. Det kan ikke lade sig gøre, når man læser en artikel. Fjernsynet er med til at skabe et slags ’øjeblikssamfund’, der fjerner fokus fra de længere og vigtigere perspektiver. Billeder af døde irakere—man må vist nok endnu ikke fotografere døde amerikanere i krigszoner—får os til at tænke: ’Neeej, nu er det altså noook!’. Eller som min gamle farmor plejede at sige, når vi sad og så nyhederne sammen: ’Jamen, du godeste, hvad er det dog for en verden!’. Det tager henved tredive år at skabe demokratier, som Michael Ignatieff engang har udtalt, men det er der ikke tid til, i al fald ikke i den elektroniske tidsalder. Krigsbilleder har en kolossal suggestionskraft på os mennesker, og jeg vil til enhver tid hævde, at de har større betydning for, hvor populær eller upopulær en krig er i befolkningen, end journalisternes meninger i avisspalterne nogensinde vil få. Verdens første krigsbilleder blev i øvrigt taget under Krimkrigen mellem 1853 og 1856 (den amerikanske borgerkrig var den anden krig, under hvilken der blev taget fotografier). Specielt den engelske fotograf Roger Fentons billeder under Krimkrigen er senere blevet gjort til genstand for opmærksomhed i forbindelse med diskussioner om mediernes rolle for kriges popularitet. Der var det særlige ved hans billeder under krigen, at de var underlagt streng censur. Der måtte ikke tages fotografier af sårede på slagmarken, og dræbte soldater måtte heller ikke fotograferes. Flere steder på internettet kan man se Fentons billeder af britiske soldater, der smilende og selvsikkert poserer i grupper foran kameraet. Sådanne ”propagandabilleder” er der efterhånden langt imellem i vestlige medier. Hvornår har man sidst set sådanne pressefotos? At der ikke blev taget billeder af døde engelske soldater under Krimkrigen skyldtes to ting: dels havde Fenton og de andre fotografer ganske enkelt forbud mod at tage dem efter ordre fra den britiske regering, dels var den såkaldte kollodiumproces—der dog trods alt gjorde det muligt at fotografere—både besværlig og krævede meget udstyr. Kontrafaktisk pjat, men alligevel: hvor mange amerikanere ville i dag være positivt indstillede over for Irakkrigen, hvis ikke massemedierne på en daglig basis klyngebombarderede os med billeder af stakkels irakere liggende i vejkanten med afrevne lemmer og blodet flydende ned ad tindingen? Det er jo ikke fordi sådanne barske hverdagsrealiteter ikke skal dækkes af medierne, det er selvfølgelig en del af pressens opgave at gøre det, men krigsbilleder er ikke desto mindre med til at gøre befolkningen blinde for de længere perspektiver. Mon ikke Karl Popper også havde ret i dette tilfælde? At fjernsynet med dets billeder kan være en fare for demokratiet? Med al dets manipulative potentiale? De skiftende kameravinkler…..vekslende mellem total- og næroptagelser…..af og til i slowmotion…..med lidelsesfyldt ledsagemusik…..og dramatiske lys- og skyggevirkninger. Er vi gået fra teokrati over aristokrati og demokati til telekrati?

    Svar
  7. Thomas Lindqvist

    Ikke uvæsentligt.Der er heller ingen tvivl om, at Abu Ghraib billederne og andre håndgribelige dokumentationer af tortur af irakere har været medvirkende til at gøre projektet betydeligt mindre velanset i store dele af de vestlige befolkninger. Så kan man skrive nok så meget om, hvor god og rigtig krigen er. /Thomas

    Svar

Leave a Reply to BielefeldCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.