På denne side er vi ikke just kendt for at rose den nuværende regering for dens politiske kurs, målsætninger eller resultater.

På to områder – private daginstitutioner og ældrepleje – er der dog grund til at rose regeringens initiativer som værende i klar overenstemmelse en grundlæggende liberal samfundsopfattelse, som man burde kunne forvente var den røde tråd i regeringens vision for det gode danske samfund. Regeringen – og så bliver den utålmodige og “revolutionære” lænestolsliberalistvinkel alligevel sneget ind – har bare valgt ikke at fokusere på disse ellers bemærkelsesværdige resultater.

Den 1. oktober 2005 blev lov om social service liberaliseret således, at det i langt højere grad blev muligt at oprette private daginstitutioner baseret på en ”Friedmansk” voucher model, hvor pengene følger barnet og forældrene derfor frit kan vælge mellem private og kommunale børnepasningstilbud (hovedpunkterne i loven fremgår her).

I dagens Berlingske kan man læse at at der i Danmark p.t. er 100 registrerede private daginstitutioner mod kun 20 ved årets begyndelse, en eksplosiv vækst, som DLO forventer vil stige således at der vil være 500 private daginstitutioner i år 2008.

Hvad er så gevinsten ved disse private daginstitutioner?: dette klip fra TV2 nyhederne tyder på at private daginstitutioner for samme beløb som det offentlige kan tilbyde flere m2 og mere tid per pædagog til det enkelte barn end hvad kommunale dagsinstitutioner kan præstere. Endvidere er der en langt større fleksibilitet for så vidt angår åbningstider og man slipper for det administrative og bureaukratiske bøvl, som offentlige institutioner er belastet af og som kræver så meget tid og ressourcer.

Derudover giver private daginstitutioner forældre mulighed for at vælge daginstitutioner drevet på et grundlag som forældrene finder mest hensigstmæssigt for deres børn, hvilket tilskynder til i højere grad at tage ansvar for ens barns opdragelse, skaber mulighed for stærkere (frivilligt baserede) lokalmiljøer og er en frihed som burde være alle forældre forundt.

Endvidere vil private daginstitutioner tvinge kommunale institutioner til at højne deres standard. Det kunne man tro at pædagogernes fagforening BUPL ville synes var en ønskværdig konsekvens men nej. Til Dagbladet Arbejderen udtaler Bertha Langhoff Hansen, formand for, BUPL, i Midt-sjælland:

Private daginstitutioner kan selv fastsætte forældrebetalingen, og det åbner for lokale ildsjæle, som kan give et kvalitativt bedre tilbud. Vi mener, at vi skal værne om de offentlige tilbud og sikre en ordentlig standard. Hvis vi ikke gør det, skaber vi kimen til øget ulighed i samfundet.

Det er klart at ”private ildsjæle” der vil højne kvaliteten af børnepasningen her til lands må være en fagforening for pædagogers værste mareridt. Det skulle jo nødigt komme til at handle om børnenes tarv, fremfor fastholdelse af pædagogernes velerhvervede rettigheder og fastlagte arbejdsrutiner.

Et andet klassisk velfærdsområde, hvor regeringen har åbnet op for frit valgsordninger er ældreplejen, hvor ældre i højere grad kan vælge mellem private og offentlige plejetilbud. Ankestyrelsen har i en række undersøgelser kortlagt konsekvenserne af denne ordning. Her et citat fra en undersøgelse fra 2006:

“Undersøgelsen viser, at hovedparten af brugerne i overvejende grad – 83 pct. – er meget tilfredse eller tilfredse med den leverede hjemmehjælp. Dog er tilfredshedsgraden størst blandt de brugere, der mener, at de får leveret hele hjælpen fra private leverandører.”

Undersøgelsen viser også at 65 pct. af brugerne oplever det frie leverandørvalg som godt, mens 2 pct. af brugerne oplever ordningen som dårlig. Men heller ikke indenfor ældreplejen er det alle i det kommunale system, der bryder sig om at de der skal nyde godt af velfærdsordninger får frit valg og højnet kvaliteten, som man kan læse i en anden undersøgelse fra 2007:


“Mange af visitatorerne i interviewrunden oplever, at de private leverandører oftest er lidt mere servicemindede end de kommunale leverandører. Dette kommer til udtryk ved, at de private leverandører oftere er villige til at gøre lidt ekstra for borgeren. Mange visitatorer ser dette som en fordel, men flere påpeger dog faren ved, at de private leverandører dermed yder service, der går ud over, hvad borgeren er visiteret til, og hvad der er fastsat i kommunens kvalitetsstandard, hvilket kan medføre et kvalitets- og udgiftspres opad.”
Blandt visse offentlige visitatorer er det altså et problem at private leverandører af velfærdsydelser strækker sig længere for de ældre. En tydeligere udstiling af i hvor høj grad den almindelige borgers ve og vel risikerer at træde i baggrunden i store offentligt administrerede systemer skal man lede længe efter. 

På trods af de ovennævnte landvindinger mindes jeg ikke at have hørt regeringen nævne noget herom i løbet af valgkampen, hvilket forekommer fuldstændigt uforståeligt. Her har man to helt konkrete eksempler på at det frie marked kan levere kernevelfærdsydelser, der er af en højere kvalitet end de der leveres af det offentlige og som tilvælges af helt almindelige danskere, der er utilfredse med kommunale ordninger.

Alligevel vælger man i velfærdsdebatten at love flere og større tilskud til det offentlige, fremfor at bruge eksemplerne som brohoveder, der kunne være med til sikre en højere grad af folkelig opbakning til privatisering og frit-valgsordninger på andre velfærdsområder.

Villy Søvndal og Helle Thorning Smidt burde have været konfronteret med citaterne fra BUPL og de offentlige visitatorer hver gang de med ansigtet i forurettede folder talte om det offentliges nødvendighed for sammenhængskraften og de svageste i samfundet.

Til utilfredse offentligt ansatte i kommunale daginstitutioner og demonstrerende forældre til børn i samme burde man fra regeringen have sagt: Vi har skabt rammerne for at I selv kan skabe private daginstitutioner drevet på den måde I synes mest hensigstmæssig. I har alle muligheder for at skabe de forhold I mener er mest optimale for Jeres børn. Tag ansvar fremfor bevidstløst at kræve flere penge til et offentligt system, som aldrig kan levere samme service, som den der kommer af, at I som kritiske og omsorgsfulde forældre udnytter Jeres frie valg til at fravælge skidt og tilvælge kanel. I stedet synes regeringen at være så paralyseret af frygt for grupper af offentligt ansatte at man ikke engang vil fejre sine egne sejre.