Debatindlæg om Afrika

Jeg har et debatindlæg i dagens udgave af Berlingske under titlen “Afrikas ledere svigter”

”Afrika og Europa er bundet sammen af historie, kultur, geografi, en fælles fremtid såvel som et fælles sæt af værdier: respekt for menneskerettigheder, frihed, lighed, solidaritet, retfærdighed, retsstatsprincipper og demokrati” hedder det højtideligt i den fælles erklæring fra EU-Afrika topmødet i Lissabon som afholdes fra den 10-12 december 2007.

Det er da også rigtigt at visse afrikanske lande som Botswana, Ghana, Senegal og Uganda har taget vigtige skridt på vej mod økonomisk fremskridt og konsolidering af demokrati, der viser at Afrikas potentiale kan opfyldes. Men respekten for menneskerettigheder og frihed er i alt for mange afrikanske lande underordnet undertrykkende regimers vilkårlige og kleptokratiske handlinger.

Hvad der er næsten ligeså slående er den nærmest totale mangel på afrikansk selvjustits. Afrikanske ledere virker ofte mere solidariske med hinanden end med de befolkninger som de står i spidsen for. Det er nærmest uhørt at afrikanske ledere kritiserer selv alvorlige overgreb på afrikanske borgeres basale menneskerettigheder.At afrikanske ledere i Lissabon velvilligt stiller op med en brutal diktator som Robert Mugabe er et godt eksempel derpå. Desværre er dette udtryk for et mønster snarere end en enlig svale.

I 2006 holdt den Afrikanske Union (AU) således sit årlige møde for stats- og regeringsledere i Sudan, hvor mere end 200.000 mennesker er blevet myrdet af værtslandets regime og dets militser. Ikke én eneste resolution nævnede overgrebene i Darfur eller tyranniet i Zimbabwe. I stedet vedtog man tomme resolutioner om indførelsen af det ”andet årti for uddannelse i Afrika” og ”et international år for afrikansk fodbold”. Kronen på værket var da man valgte Sudan som formand for AU i 2007. Så meget for AUs angivelige respekt for menneskerettigheder, retfærdighed og retsstatsprincipper. Så meget for ofrene i Darfur og Zimbabwe.

Også i FN regi holder de afrikanske stater i Menneskerettighedsrådet hånden over Zimbabwe og Sudan, mens man gladeligt lægger stemmer til diktaturstaters kampagne mod ytringsfrihed. Afrikas mest velstående demokrati Sydafrika stemmer rutinemæssigt for den dagsorden der stilles af udemokratiske lande i Menneskerettighedsrådet og holder i sine bilaterale forbindelser med Zimbabwe hånden over Robert Mugabe. At Sydafrika vender det blinde øje til massive krænkelser af menneskerettigheder i Afrika er særligt kritisabelt, når man tænker på, hvor væsentlig udenlandsk støtte var i kampen mod apartheidregimet og hvor vigtig en rolle Sydafrika kunne spille for udbredelse af en større respekt for basale menneskettigheder på kontinentet.

Tavsheden overfor systematiske overgreb på basale menneskerettigheder står også i stærk kontrast til den aktive måde, hvorpå nyligt uafhængige afrikanske stater i 60’erne og 70’erne – med rette – brugte FN som en effektiv platform til at fordømme og udstille de europæiske lande, der endnu ikke havde afkoloniseret deres besiddelser i Afrika.

At EU-Afrika topmødet hverken har Darfur eller situationen i Zimbabwe på dagsordnen er på denne baggrund en hån mod de millioner af afrikanere, som topmødet angiveligt skulle komme til gode. At en række europæiske lande har en fortid som undertrykkende koloniherrer er ikke en valid undskyldning for at være eftergivende. Nuværende europæiske regeringer har ingen skyld i fortidens synder og for den afrikaner der bliver tortureret, får myrdet sin familie og konfiskeret sin ejendom er det en ringe trøst at krænkeren er en landsmand fremfor en europæer.

1 thought on “Debatindlæg om Afrika

  1. Hans Henrik Hansen

    Meget enig!Jeg fandt det iøvrigt beskæmmende, at DRs væsentligste dækning af Lissabon-mødet (i hvert tilfælde i nyhedsudsendelserne) var centreret omkring statsministerens verbale skærmydsler med Mugabe! 🙁

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.