Punditokraternes julehilsen 2007

Det er atter blevet tid til at først at begive sig i dagevis ud i gavehelvede for at finde gaver til de krævende små og vennerne, der har alt, for derefter udmattet at synke ned i den traditionelle, danske jul. Og ligesom sidste år, kommer her derfor et julekort fra Redacteuren til Punditokraternes trofaste læsere, før han også når det magiske øjeblik klokken fire på mandag, hvor julen indtræder.

 

Lad mig begynde med det vigtigste: En stor tak til de mange læsere, både dem der ’blot’ følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Den tak gælder også dem, der jævnligt erklærer sig umisforståeligt uenige med os. For mens vi er lykkelige for at skabe debat på et andet, og forhåbentligt mere solidt fundament end de almindelige meninger, må vi også være taknemmelige for, at selv vores egne argumenter bliver udfordret konstant.

Videre til punkt to: Årets begivenheder. 2007 bød ikke på en Muhammed-krise eller lignende, men dog på det første Folketingsvalg, hvor jeg valgte at stemme blankt. Vi kan nu med ganske deprimerende sikkerhed sige, at der ikke findes et eneste, rigtigt borgerligt parti i Danmark mere. Det Konservative Folkeparti har altid haft en hang til større stat – husk blot hvem der indførte topskatten og hvor klimaministeren kommer fra – men nu har Venstre med Claus Hjorts infamøse små skridts politik overhalet selv de Radikale venstre om og placeret sig på midten af dansk politik, lige ved siden af Socialdemokraterne. En række andre begivenheder, ikke mindst den absurde lighedsdebat og den næsten dårligst tænkelige skatte- og afgiftsomlægning har også forpestet mit i forvejen skeptiske forhold til dansk politik. Ikke noget at være taknemmelig for der, bortset fra de ufrivilligt komiske indslag fra talrige politikere, når de bejler ubehjælpsomt til medianvælgeren.

Men punkt nummer tre er dog det vigtigste: Julen selv. December er ved at være ovre, og når vi når januar vender danskernes forbrugstilbøjelighed tilbage til det almindelige niveau efter en måned med gavekøb, ekstra cafebesøg, ekstra luksus, og for nogles vedkommende ekstra rejser væk fra det hele. Alt sammen til gavn for utallige mennesker, der leverer vores inderste – og yderste – ønsker. Så umiddelbart før julefreden sænker sig, er den eneste, helt uvidenskabelige og aldeles ukontroversielle pointe med dagens indlæg simpel. Jeg ønsker alle mine med-punditokrater, vores andre bidragsydere og hele vores læserskare en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

3 thoughts on “Punditokraternes julehilsen 2007

  1. RasmusE

    Glædelig jul og godt nytår herfra også, håber I fortsat vil pirke lidt til debatlysten hos nogle af os forstenede socialdemokrater 🙂

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.