Mangel på brændstof

Hvis overskriften giver forventning om, at her er endnu et indlæg om vores civilisations snarlige undergang til opbyggelse for de efterhånden mange, der glæder sig over, at man da ikke kan blive ved med at have det så svinagtigt godt, bliver man nok skuffet. Læsere, der forventer den slags, læser nu sjældent vores blog. Men de læsere, der gør, bliver nok skuffede alligevel, omend af andre grunde.

Problemet er, at jeg er rimeligt tilfreds.

Eller rettere: problemet er, at jeg ikke har blogget ganske længe. Denne blogs utroligt langmodige redaktør har måtte nøjes med en klumme, som jeg havde lovet at levere til 180 grader (se ndf.), hvilket er mit eneste bidrag i mere end en måned. Der er utvivlsomt nogle af vores læsere, som har nydt denne pause, men som (gruppe-)blogger er det ikke så godt.

Det var ellers min hensigt at bidrage med en julehilsen som år før, komplet med en henvisning til min gamle posting om Karl-Bertil Jonsson, men det blev ikke til noget. Så var det tanken at lave en nytårshilsen i det tidlige januar med friske bud på det nye år. Nope.

Først troede jeg, at det var fordi, mit day job var mere travlt end sædvanligt. Men jeg har arbejdet som advokat og har derfor en noget puritansk opfattelse af “travlt”, så det kan ikke rigtig bruges som undskyldning.

Nej, det er meget værre. Jeg er tilfreds, sådan da.

Det er åbenbart utilfredshed, der er et væsentligt brændstof for blogging, og jeg er løbet næsten tør.

Bevares, verden er ikke perfekt, langt fra, meget langt fra. Men det går nu heller ikke så dårligt endda.

Tag nu f.eks. Berlingeren, der plejede at give det daglige brændstof. Men ikke rigtig længere. Enten er de blevet bedre, eller jeg er blevet mere large, eller bare sløv, men det får ikke rigtig min puls op at ringe.

Avisens leder er for det meste velskrevet og rammer fint de borgerligt-liberale holdninger, som er avisens erklærede holdning. Om det er dybtfølt eller blot tillært ved jeg ikke, og det rager mig også en papand, når blot det er gjort godt.

Og jo, selvfølgelig er der småting. At avisens amerikanske korrespondenter er faldet pladask for Obama komplet med en dæmonisering af alt til højre for ham startende med “Clinton-maskinen” og osv. var helt forudseeligt og egentlig ganske uskyldigt, og netop derfor er det svært at blive ophidset over det; man bliver jo heller ikke sur på Dupond & Dupont. Desuden er løbet i år så åbent, at det ikke virker så lammende naivt, som da avisen støttede Kerry i 2004.

Og vist er det da lidt trættende, at man stadig bærer nag over, at det blev Sarkozy, som vandt i Frankrig, og ikke den smukke socialistleder, hvorfor man sværter manden, som man bedst kan. Men det ændrer jo ikke på, at både Tyskland og Frankrig i dag ledes af personer, der er umådeligt mere liberale og pro-amerikanske end deres forgængere.

Så nej, der er ikke rigtig noget at komme efter, og da slet ikke, når avisens kultur- og debatdel stadig er god.

På samme måde med det store udland. Den aktivistiske udenrigspolitik har givet mig stof til mange postings, når den skulle forsvares. Men det er der heller ikke rigtig behov for længere.

Det går fortsat godt i Irak. Der er fortsat terror, men drabsraten er vist nede på Sydafrikansk niveau, og vi har endnu til gode at høre det argument, at tingene var bedre under apartheid. Selv de politiske resultater begynder at vise sig, hvilket er hurtigere end forventet, men forleden faldt den politiske løsning på Baath-medlemmernes status på plads. Hvor svært den slags er, kan man måske få en idé om ved at sammenligne med vores såkaldte retsopgør efter kun fem års ret let besættelse. Her er det opgøret med et langt mere grusomt regime, der har myrdet langt flere i gennem flere generationer, der skal bearbejdes. På den baggrund går det rimeligt godt, som også bemærket af IMF i deres nylige rapport, der peger på de høje oliepriser, som en faktor, der har modvirket den vanskelige sikkerhedssituation og giver håb for fremtiden uden at forklejne de mange tilbageværende problemer.

Selvom det stadig kan gå galt, tyder det på, at vores indsats vil lykkes: at fjerne et grusomt diktatur og indføre et demokrati. Naturligvis bliver det demokrati næppe perfekt — uden sammenligning i øvrigt: er det amerikanske primærvalgsystem det? — men at pege på, at demokratiet i Irak næppe bliver perfekt er ikke et afgørende argument imod det. Det er forkert at hævde, at Saddams styre var ikke perfekt, og det er det nye demokrati heller ikke, så det kan være lige fedt.

Hvis det demokrati, som allerede er indført, faktisk overlever, og det tyder alt på lige nu, så er det en kæmpe succes i forhold til Saddams styre.

Det gamle system byggede på, at 1/5 af befolkningen undertrykte de øvrige 4/5. Det er et lidt af et mirakel, at vi har kunne befri de undertrykte uden at ende i et slagteri som Rwanda – hvor galt det kunne være gået, fik vi en smagsprøve på efter angrebet på den Gyldne Moske i Samarra i februar 2006, hvor en lang periode af relativ fremgang omsider gled over i en eskalerende borgerkrig. Det var en mørk periode, og den kan komme igen, men stadig mere tyder på, at det ikke sker.

Tabstallet er forfærdeligt, men stadig langt mindre, end hvis vi ikke havde været til stede for at hindre slagteriet mellem de forskellige grupper. WHO har for nyligt opgjort de samlede tabstal til ca. 150.000 med knapt en kvart million som max i dette skøn. Det var en undersøgelse, der var langt mere grundig end sjuskeriet fra The Lancet, der som bekendt erklærede tab på 100.000 allerede ved det amerikanske præsidentvalg i 2004 og 600.000 forud for kongresvalget i 2006. Det er tankevækkende, at disse tal, der fra starten blev fremhævet som dårligt underbyggede og stærkt politiserende, alligevel blev brugt af folk som Søvndal og Lykketoft. For Søvndal er det et lille problem, for hans image bygger ikke på troværdighed, men en charmerende frækhed; for Lykketoft er det en katastrofe af de samme grunde, bare omvendt.

Man kan diskutere, hvad der standsede den selvdestruktive udvikling i Irak. Var det The Surge? At den har hjulpet, kan vanskeligt benægtes, men jeg tror ikke, at det var hovedforklaringen. Sunni havde allerede vendt sig imod al-Qaeda året før i Anbar; det blev blot fortiet af MSM, der hellere ville dyrke den defaitistiske myte om, at for hver terrorist, vi dræber, kommer der ti nye. Nej, det gjorde der ikke, tværtimod blev al-Qaeda stadig mere upopulær. Den positive udvikling skyldes ikke kun The Surge, selvom det oplagt har givet irakerne mod til at kæmpe imod al-Qaedas dødskult at vide, at amerikanerne alligevel ikke havde tænkt sig at kvitte dem.

Den egentlige årsag til den positive udvikling er irakerne selv. De kiggede ned i dybet og trak sig tilbage. Al-Sadr indså efter episoden i Najaf, at han havde mere at vinde uden sin kriminelle milits end med, og sunni indså, at al-Qaeda ikke kunne tilbagegive dem magten i Irak, kun ødelægge det.

Det er en tautologi, at man ikke kan indføre et demokrati uden, at folket ønsker det. Det er årsagen til min optimisme mht Irak: at irakerne vil freden, vil et samlet Irak, og ønsker et demokrati. Og selvom det demokrati næppe kommer til at ligne vores, er det stadig en kæmpe gevinst for Irak og for Mellemøsten. Blot tænk på næste gang, der skal være valg. Og næste, og næste. Selvom både de lokale despoters medier og – påfaldende synkront – de vestlige MSM vil fokusere på den terror, som sikkert vil søge at hindre demokratiet, vil den menige araber ikke kunne undgå at se det syn, vi andre tager for givet i vores del af verden, men som der er e
t særsyn: at den enkelte
via stemmesedlen får lov at bestemme, hvem der skal bestemme over dem.

Men hvis det går godt i Irak, så må der da være andre steder, hvor det er galt?

Tja, det afhænger af, hvordan man ser på det.

I Afghanistan er taliban presset i defensiven. De har tabt den strategisk vigtige Musa Qala, og er i desperation begyndt at bruge selvmordsbombere, hovedsageligt af udenlandsk herkomst i form af unge madrassa-hjernevaskede teenagere. Det vil givet vist øge vores tab og styrker dermed de defaitistiske kredse, der er så stærke i meget af Europa. Men det er netop den strategi, som ødelagde al-Qaeda i Irak og synes på vej til at gøre det igen i Afghanistan, hvor befolkningens had til taliban er stærkt stigende i takt med de vilkårlige bombedrab på civile og på de, der bygger landet op. Taliban blev i sin tid modtaget med sympati, fordi de repræsenterede en styrke, der kunne genopbygge landet og skabe fred og sikkerhed efter års rivalisering, men nu opfattes de som destruktive og udenlandske.

Det er også interessant at se, at MSM ikke dækker Afghanistan på samme ensidigt negative måde som Irak. Endnu da. Dækningen er langt mere nuanceret og dermed også positiv, end den nogensinde var i Irak. Det fremstilles ikke, som om vi bekæmper afghanerne, men det fremhæves, hvordan vi søger at hjælpe. Påstanden om, at vi kun er der for oliens skyld, er begrænset til satirikere som Michael Moore (og selv han synes så småt at blive gennemskuet selv langt ud på den venstrefløj, som indtil for nyligt troede, at han var en dokumentarist). Også denne vinkling kan ændre sig, men lige nu er dækningen rimelig sober.

I det hele virker det som om, der fortsat er opbakning bag den aktivistiske udenrigspolitik. Det var ærgerligt, at vi trak os fra Irak, lige som det begyndte at gå bedre, men hvis det var prisen for, at befolkningen stadig bakker op, er det prisen værd. Og det tyder det på. Meningsmålingerne om vores EU-forbehold viser f.eks., at modviljen mod forsvarsforbeholdet er stor. Den modvilje skyldes en opbakning til den aktivistiske politik fra ikke bare de, der normalt støtter den slags, men også fra venstreorienterede, der stadig har vanskeligt ved at støtte kampen mod en fjende uanset, hvor uhyrlig vedkommende er, hvis det indebærer at kæmpe sammen med amerikanere.

Er der andre udenrigspolitiske problemer? Ja, masser, men også her er der på sin egen skæve måde grund til optimisme.

Dafur har gjort det klart for selv de mest naive, at FN aldrig har været og aldrig bliver i sin nuværende form den moralske overdomstol, som mange venstreorienterede gerne ville gøre den til. Lad dem bare tale om “retfærdig” krig, det mener vi jo alle sammen, men de kan ikke længere hævde, at det forudsætter tilladelse fra Sikkerhedsrådet eller FN systemet i øvrigt.

Iran har vist, at krigstruslen i 2003 gjorde et sådant indtryk, at de standsede deres a-program. Pres virker altså. Denne sag, hvor CIA gik offentligt i rette med landets præsident for at fremsætte nogle holdninger, som de fleste kyndige iagttagere siden har beskrevet som lettere naive og dårligt underbyggede, er i øvrigt interessant i sig selv. Den viser nemlig, hvor løssluppen CIA er blevet i opgøret med den nuværende Bush-administration. Det var den historie, vi blev snydt for i dækningen af Plame-sagen, fordi journalisterne var for nemme at narre. Men der er ikke rigtigt noget at blogge om, for Kissinger har allerede sagt det, der skal siges, så et enkelt link er nok.

Det var i øvrigt ikke kun Iran, der blev skræmt af den amerikanske krigsmaskine. Libyen opgav sit a-program tilbage i 2003, og det afslørede Dr Khans atombombe-shop, hvor lokale despoter kunne købe et DIY a-program. I det hele kan vi konstatere, at da amerikanerne var stærke og truende, kom der gang i reformerne i Mellemøsten, og da amerikanerne blev svage og sad fast i Irak, blev reformerne rullet tilbage. De, der virkelig hader USA, kan more sig herover, men det er på bekostning af friheden i Mellemøsten. Så meget for troen på, at de undertrykte befolkninger i Mellemøsten “bare” kan befri sig selv og indføre demokrati uden hjælp ude fra.

Og for de, som stadig tror, at den inderligt urealistiske Realistiske Skole har noget at byde på, så er Pakistan et glimrende, dvs. rædsomt, eksempel. Troen på, at vi bare skal støtte den lokale diktator med at undertrykke sin befolkning for at opnå ro, er ikke meget værd i den del af verdenen, rent bortset fra at være moralsk korrupt.

Hjemmefronten da, her er der da noget galt? Både ja og nej, mest nej.

Guderne skal vi, at vores regering ikke fører værdikamp, endsige kulturkamp, men som jeg hævder i klummen i 180grader fra weekenden, så kan mindre også gøre det.

Jeg er ikke blind for argumentet om, at regeringen er med til at gøre borgerne mere venstreorienterede. Men jeg tvivler på, at det er regeringens indsats, der har skabt det skred, som åbenbart har fundet sted. Jeg tvivler kort sagt på, at regeringer har så meget betydning for folks holdninger. For de yngres vedkommende tilskriver jeg det nærmere en pendulfart mellem holdninger, som indtræder hvert tiår eller så. Min generation var i opposition til vores lærere, den nuværende generation er i opposition til os. At gymnasielærerne er de samme, skyldes mere arbejdsmarkedets særlige forhold, også det særsyn, at vi for tiden må have de mest artige elever, der mener nøjagtig det samme som deres lærere.

En af kommentatorerne til min klumme benyttede fodboldanalogien til at sige, at regeringen var parat til at score selvmål bare for at holde på bolden. Det var ikke bare vittigt turneret, men også foruroligende. Det har godt nok været tæt på selvmål nogle gange.

Der var Foghs bemærkninger om liberalismen, selvom jeg må tilstå, at jeg undertiden i cyberspace møder udgaver af liberalismen, som jeg også opfatter som forældede eller urealistiske.

Og der er den sygelige dyrkelse af lighed og dermed undsigelsen af det helt centrale princip, at man skal belønnes efter indsats, og at det skal kunne betale sig at arbejde. Men som jeg tidligere har skrevet om (her), kan også dette forsvares, eller i det mindste gøres forståeligt, hvis man gør sig forskellen på politisk og økonomisk lighed klart.  Vi skal blive ved med at kritisere regeringen på dette og lignende punkter, hvilket er let, men der er ingen grund til at fortvivle over de manglende resultater. Det er trods alt bedre end at have Mogens the Lancet Lykketoft på en ledende post.

Det ændrer ikke på, at regeringen i velfærdsdebatten er foruroligende tæt på selvmål. Det er nødvendigt at gøre det klart, at velfærd ikke er uforeneligt med liberalisme, også hvor det angår sociale foranstaltninger, og at der er forskel på en social velfærdsstat, der beskytter den enkeltes integritet, og så den knusende forsorgsstat, som socialdemokraterne ønsker. Hvis regeringen bliver ved med at anvende socialdemokratiske begreber og sprog, vil befolkningen før eller siden vælge den ægte vare i stedet.

Så risikoen for selvmål er bestemt til stede, men jeg mener blot ikke, at det er sket endnu. Tværtimod mener jeg, at vi har fået et par afgørende mål ind hos modparten.

Jeg kan se, at Scripio i kommentarspalten til redaktørens indlæg fra i går allerede har fremhævet skattestoppet. Jeg er enig, selvom skattestoppet formodentlig synger på sidste vers, når statsministeren nedsætter sin skattekommission. Men selv det gør ikke noget, for skattestoppets vigtigste funktion er opfyldt. Det var at afvise opfattelsen af, at skatten og forsorgsstaten som en naturlov måtte vokse ubønhørligt, altid og uafvendeligt. Som ethvert o

pgør med en naturlov var det et mirakel, men det lod sig gøre. Det var muligt at standse bæstets mareridtsagtige vækst og vise, at selv offentlige myndigheder kan sætte tæring efter næring. Det hylekor, som har dannet sig beskyttende omkring DR, fordi de opfatter nedskæringerne i det 3 mia store budget som et uhørt grusomt angreb, viser blot, at der fortsat er behov for skattestoppet.

Hvis skattekommissionen kan skabe en forenkling, helst den retfærdige fladeskat, hvor de største skuldre bærer de bredeste byrder, men hvor ingen straffes for at gøre en ekstra indsats, som tilfældet er det med progressiv beskatning, er denne pause i skattestoppet berettiget. Den pædagogiske effekt vil holde sig.

Et andet mål har været at bevidstgøre befolkningen om, at der er en sammenhæng mellem forsorgsstaten og indvandringen. Et ekstremt gavmildt socialt system kan ganske simpelt ikke forenes med fri indvandring over åbne grænser, men kræver lukkede grænser for alle andre end de absolut velstillede. Man er nødt til at nå en balance mellem de to yderpunkter: lukkede respektive åbne grænser. Jeg så gerne, at den balance blev lagt et andet sted end for nærværende, så heller ikke her er der perfektion. Men det er trods alt positivt, at balanceproblemet er blevet erkendt i brede kredse, selv langt ind i den mere overfladiske del af caffe latte-segmentet. Vi får formodentlig aldrig så naiv en minister som Anita Bay Bundgaard igen. Denne erkendelse af en vigtig sammenhæng er i det store perspektiv et vigtigt mål i kampen for et bedre samfund.

Og når vi taler om caffe latte og naivitet, så er det da også glædeligt, at Anders Samuelsen-fløjen tilsyneladende har vundet over Gitte Seeberg-fløjen, så NA nu erklærer sig som klart borgerlig. Under valgkampen kom man ærlig talt i tvivl, om de blot var borgerlig i økonomiske spørgsmål og venstreorienteret naive i udenrigspolitik, og dermed reelt blot var en RV-klon, som drøftet her. Det er nu afklaret. Spørgsmålet er blot, om fløjkampen har givet dem et banesår, så bekendelsen til borgerlige værdier kom for sent.

Tja, det blev langt. Men det var også længe siden.

Jeg må beklage, men jeg er altså rimelig tilfreds med tingenes tilstand.

Jeg nåede som sagt ikke min julehilsen. Men som svenskofil østdansker fik jeg genopfrisket min dosis af svensk jule-tv, herunder den svenske version af Disneys juleshow. Den tålmodige læser, der har hængt på indtil nu, vil sikkert ikke undre sig over, at en af mine favoritter er historien om tyren Ferdinand. De mere mugne læsere må gerne mumle, at der nok nærmere er tale om en stud end en tyr. Jeg vil sidde under min korkeg og være lykkelig.

9 thoughts on “Mangel på brændstof

  1. scipio

    Igen et glimrende indlæg fra Mr. Law.Det er jo rigtigt at det på mange måder går rigtigt rigtigt godt, i Danmark,Europa og verden som helhed, men vi vil typisk læse artikler om mangemange forskellige former for problemer … og fokusere på de ting somvitterligt ikke går for godt, f.eks. punkter hvor den nuværende regeringskuffer. Samtidig glemmer vi ofte at store forandringer tager tid!Mht. de ting Mr. Law skriver om, så har jeg to konkrete kommentarer:- mht. Irak er jeg nok lidt mere bekymret end Mr. Law. Jeg er bekymret for hvad der sker når USA begynder at trække flere soldater hjem … der er jo nok ikke meget kærlighed mellem de forskellige befolkningsgrupper, så hvad sker der når der ikke længere er en slagkraftig og upartisk militær styrke til at forhindre dem i at fare i flæskt på hinanden … forsoning efter krige kan tage generationer ….- desuden undre det mig at Mr. Law undlader at nævne den økonomiske udvikling i Kina og Indien som bare buldre fremad for tiden. På een og samme tid sker der en fantastisk reduktion af fattigdommen i verden, vist den største reduktion nogensinde, dels viser det en bedre vej for andre ulande end diverse støtteordninger …

    Svar
  2. JR

    …og jeg som troede, at du ville kommentere den alarmistiske analyse fra ECO Consult for nogle måneder siden og viderebragt af adskillige landsdækkende medier om, at benzinen nemt kunne komme op at koste i nærheden af 15 kroner per liter her til januar. Sidst jeg tankede kostede den lidt under 9 kroner.http://bilmagasinet.benjamin.dk/article/18481http://information.dk/97421http://www.oliebranchen.dk/Priser/Benzinpriser%20i%20Danmark%20og%20r%C3%A5olieprisen.aspxNu er Klaus Illum fra ECO Consult (eller er han ECO Consult?) civilingeniør og tydeligvis fortaler for planøkonomi: “At gøre os fri af olien er en gigantisk planlægningsopgave, som markedet ikke kan løfte – derfor er det grotesk, at energisektoren er blevet liberaliseret og energiplanlægning opgivet.” Måske skulle han ikke have begivet sig ud i økonomiske betragtninger, men holdt sig til sit fagområde.

    Svar
  3. trane

    En note om Lancet:Det er interessant at se, hvad Megan McArdle siger om Lancet på Bloggingheads: http://bloggingheads.tv/diavlogs/8223?in=00:53:56&out=01:08:59Det, hun kan svinge sig op til at sige, er:1) En af forskerne fra Johns Hopkins søgte at fremskynde review-processen2) Redaktøren for Lancet er imod krigen i Irak3) Lafta, en af forfatterne, er ikke ‘establishment epidemiolog’4) Der er en masse studier om dødsfald i Irak, og man kan vælge det tal, man vil, lidt efter politisk ståsted. 5) Men hun vil ikke anklage nogen for nogetDa Lancet-studierne kom frem var hun meget hurtigere ude med riven. Den har hun klogeligt trukket noget tilbage. Klogeligt; ikke fordi tallet som Johns Hopkins-folkene kom frem til nødvendigvis må være rigtige. Men fordi få har kunnet fremkomme med sober og saglig kritik af dem. Jeg har ikke kunnet finde nogen, i hvert fald. Spagat prøvede og fejlede. Stephen Moore prøvede og fejlede. David Kane prøvede og fejlede grufuldt. Det er glædeligt, at senere studier giver grund til mere optimisme end Johns Hopkins-folkenes. Men den ‘kritik’ som studiet blev mødt med er nu stadig en skændsel, uanset hvad man ellers mener om krigen. Derfor er Lykketofts troværdighed, i hvert fald forsåvidt denne sag angår, intakt. Anderledes med Gitte Lillelund Bech, der fulgte anti-Lancet-bølgen og uden at blinke kopierede særligt Moores pointer. Sjuskeriet lå i dette tilfælde hos Lillelund Bech.

    Svar
  4. Mr Law

    En kort udflugt fra korkegen for at svare på kommentarer:@ JRBeklager, du var advaret.@ ScipioJa, der vil være behov for udenlandske tropper i mange år frem over. Spørgsmålet er, hvor mange? Jeg er, som du rigtig påpeger, optimist og tror, at det bliver relativt få. Min vurdering støtter jeg på den stærke nationalisme, som irakerne har. De har en – i mange andre sammenhænge – rimeligt usympatisk tro på at være særligt udvalgte i deres region. Det er de i øvrigt ikke alene om. Og nej, her tænkte jeg ikke på en lille udsat stat med et stærkt demokrati og fri presse, men os selv. Men denne irakiske nationalisme er også grunden til at tro, at landet og dets nye forfatning kan og vil stå på egne ben og overlever overgangen fra Baath-regimentet fascisme (nej, det er ikke en forkert betegnelse, men historisk begrundet) til demokrati.Min optisme bygger også på, at selv de førende demokratiske kandidater i USA har tilkendegivet, at de vil beholde tropper i landet noget tid endnu. Ganske vist har de trukket i land på det punkt efterhånden som primærvalgkampen har gjort dem sårbare over for de mere fanatiske “kernevælgere”, men her spiller det positivt ind, at MSM (næsten) er holdt op med at rapportere om Irak. Desto mindre NYT, WaPo og LAT skriver, og desto mindre CNN og CBS viser fra Irak, desto mindre ophidsede bliver de, og desto større mulighed får Clinton og Obama til at komme væk fra den defaitistiske linje. Man siger, at ingen nyheder er gode nyheder; men i MSM gælder helt åbenbart, at gode nyheder er ingen nyheder. Det skyldes ikke nødvendigvis kun en venstresnoet grundholdning hos MSM, men også nyhedsbranchens natur: ganske få gider at høre om gode nyheder. Min posting ovf. er skrevet over samme læst; når der ikke er noget at være negativ over, kniber det med motivationen.Her er et link til en nylig opgørelse over fordelingen af gode og dårlige nyheder fra Irak i den seneste, mere positive, tid:http://pajamasmedia.com/2008/01/good_news_from_iraq_more_than.php(Hat tip – as ever: Instapundit)@ TraneTja, jeg tror, at vi er enige om, at Iraqi Body Count (IBC), som tæller tab oplyst i de irakiske medier, helt uundgåeligt når et for lavt tal, fordi ikke alle tab bliver omtalt i medierne, men at man ikke af den grund kan mistænke dem for at nære særligt varme følelser for Bush, tværtimod. IBCs tal er helt sikkert for lave, men der er også en vis overgrænse for, hvor meget for lave, de realistisk kan være — herom senere.Og vi er nok også enige om, at sandheden om de irakiske tab aldrig bliver helt afklaret.Men jeg har noget vanskeligere ved at tro på, at tallene kan bruges så vilkårligt, som du gerne vil give indtryk af.Jeg har navnlig svært ved at tro, at WHO skulle have valgt en opgørelsesmåde, som var positiv for krigsindsatsen og dermed for USA. Det ligner ikke rigtig et FN organ (I husker FN, ikke sandt, og dets “moral authority”, som Clare Short en gang højstemt talte om. Og hvor Sikkerhedsrådet lige for tiden ledes af Libyen, der før det har ledet deres menneskerettighedsorgan).Jeg tror m.a.o. ikke, at springet fra WHOs skøn på 150.000 til the Lancet med 600.000 bare er udtryk for et tilfældigt greb i posen.Det interessante er, så vidt jeg har forstået kritikken, dels opgørelsen af tiden under Saddam, hvor data notorisk var manipulerede, dels den meget begrænsede indsamling af data pga krigen og terroren, som ligger bag Lancet-undersøgelserne. Ser man på de tidlige undersøgelser i 2004, brugte de 47 clustere til 1.849 interviews, hvorimod UN’ Development Program UNDP brugte 2.200 clustere til 21.688 interviews. Lancet nåede på den baggrund til et skøn mellem 69.000 og 155.000. Et tal, gennemsnittet på de ca. 100.000, der blev brugt ikke mindst i den hjemlige debat af diverse ophidsede kunstnere og andre skønånder. UNDP nåede derimod med sin indsamling af data “kun” til 18.000 til 29.000, hvilket ikke fik nær den samme interesse. Det rigtig interessante er imidlertid, at UNDPs tal lå langt tættere på IBC. Wikipedia har en meget god sammenfatning af kritik og mod-kritik, herunder debatten om clustere. Igen, vi får aldrig den fulde sandhed at vide.Du må gerne tro på the Lancet, personligt tror jeg mere på WHO.Min præference skyldes ikke så meget statistiske betragtninger, for dem har jeg ærlig talt ikke forstand på, men en mere common sense betragtning. Da the Lancet bragte tallet på 600.000 var det så afsindigt højt, at IBC følte sig nødsaget til at udsende en pressemeddelelse (se link ndf), hvor de tog afstand fra resultatet ud fra den simple betragtning, at hvis tallet var bare tilnærmelsesvis rigtigt, kunne det ikke undgå at blive bemærket i medierne og dermed have påvirket IBCs tal. WHO ligger også højere end IBC, der lige p.t. ligger på godt 88.000, men langt fra så højt som the Lancet. Der er noget af et spring fra 150.000 til 600.000.Det spring var Lykketoft klar til at tage.Det er — i det mindste for mig — en påmindelse om, hvor vigtigt det er at undgå en socialdemokratisk regering i hvert fald nogle år endnu, indtil den slags socialdemokrater er historie, og der er kommet mere fornuftige folk som kredsen omkring Helle Thorning-Schmidt, der endnu er alt for snæver. Det er vigtigt, også selvom det kan være svært at se forskellen til den siddende regering. Forskellen er der, vi har bare glemt, hvor galt det kan være og blive. Det er et sølle argument for at støtte en regering, og et godt argument for forlade korkegen en gang i mellem for at ændre tingenes tilstand, men dog et argument alligevel.Her er pressemeddelelsen fra IBC, hvor de tager afstand fra the Lancet-undersøgelsen:http://www.iraqbodycount.org/analysis/beyond/reality-checks/@ omnesDer var de sædvanlige småfejl. Taleban staves fortrinsvis med e og ikke med i på dansk, hvorimod Anita faktisk hedder Bundegaard med et e, som hun blev snydt for. Der er sikkert flere, men de her faldt særligt i øjnene.Og nu, tilbage til korkegen.

    Svar
  5. trane

    Mr. Law:Tak for din tilbagemelding. Nogle få, hurtige input. ”Tja, jeg tror, at vi er enige om, at Iraqi Body Count (IBC), som tæller tab oplyst i de irakiske medier, helt uundgåeligt når et for lavt tal, fordi ikke alle tab bliver omtalt i medierne, men at man ikke af den grund kan mistænke dem for at nære særligt varme følelser for Bush, tværtimod. IBCs tal er helt sikkert for lave, men der er også en vis overgrænse for, hvor meget for lave, de realistisk kan være — herom senere.”Jep, helt og aldeles enig.”Og vi er nok også enige om, at sandheden om de irakiske tab aldrig bliver helt afklaret.”Mjo… mon ikke det kommer for dagen om nogle år? Sådan når røgen har lagt sig og sådan. ”Men jeg har noget vanskeligere ved at tro på, at tallene kan bruges så vilkårligt, som du gerne vil give indtryk af.”Min pointe var ikke, at man kan bruge dem vilkårligt. Pointen var, at McArdle, der tidligere har udtalt sig voldsomt kritisk om Lancet-studierne, nu kun strækker sig så langt som til at sige sådan. Det er bemærkelsesværdigt. Hun er gået fra at sige, at Lancet-folkene var nogle uduelige, politiserende klamphuggere til at sige, at “derom kan siges meget, både for og imod… (men jeg støtter krigen)”. ”Jeg har navnlig svært ved at tro, at WHO skulle have valgt en opgørelsesmåde, som var positiv for krigsindsatsen og dermed for USA. Det ligner ikke rigtig et FN organ (I husker FN, ikke sandt, og dets “moral authority”, som Clare Short en gang højstemt talte om. Og hvor Sikkerhedsrådet lige for tiden ledes af Libyen, der før det har ledet deres menneskerettighedsorgan).Jeg tror m.a.o. ikke, at springet fra WHOs skøn på 150.000 til the Lancet med 600.000 bare er udtryk for et tilfældigt greb i posen.”Tjo, det kan godt være WHOs tal er bedre. Men det skal man jo så gå ind i en metodisk diskussion af. Hvad kan forskellene skyldes? Er de to studier usammenlignelige, eller kan man indenfor de statistiske parametre godt få mening ud af de forskellige tal?”Det interessante er, så vidt jeg har forstået kritikken, dels opgørelsen af tiden under Saddam, hvor data notorisk var manipulerede, dels den meget begrænsede indsamling af data pga krigen og terroren, som ligger bag Lancet-undersøgelserne. Ser man på de tidlige undersøgelser i 2004, brugte de 47 clustere til 1.849 interviews, hvorimod UN’ Development Program UNDP brugte 2.200 clustere til 21.688 interviews. Lancet nåede på den baggrund til et skøn mellem 69.000 og 155.000. Et tal, gennemsnittet på de ca. 100.000, der blev brugt ikke mindst i den hjemlige debat af diverse ophidsede kunstnere og andre skønånder. UNDP nåede derimod med sin indsamling af data “kun” til 18.000 til 29.000, hvilket ikke fik nær den samme interesse. Det rigtig interessante er imidlertid, at UNDPs tal lå langt tættere på IBC. Wikipedia har en meget god sammenfatning af kritik og mod-kritik, herunder debatten om clustere. Igen, vi får aldrig den fulde sandhed at vide.”Hvad angår kilder har jeg, som du, mest henholdt mig til Wikipedia samt til diskussioner på hhv. Deltoid, Crooked Timber og David Kanes egen blog. Såvidt jeg begriber statistikernes diskussion, er det ikke så interessant, at stikprøven i Lancetstudiet er mindre end UNDP-studiet. Stikprøvens størrelse, som fx ved opinionsundersøgelser i Danmark, betyder utrolig meget op til et vist punkt. Efter det punkt betyder den meget lidt. Størrelsen på befolkningen betyder sådan cirka ingenting, hvis man når over det accepterede niveau for stikprøven. Her var Lancet-folkene, så vidt jeg kan læse mig til, på fast grund (set ift. hvor vanskeligt det er at gennemføre undersøgelser af den type i et krigshærget land). På Wikipedia er der en omtale af forskellen på Lancet-studiet og UNDP. (Bemærk: Denne føres alene ift. metodiske spørgsmål; stikprøveudvælgelse, spørgemetodik, arbejdstid, personalets faglighed mv.). En af Lancet-forfatterne bemærker, at UNDP kan have undervurderet antallet af døde, fordi de har skullet stille ganske mange spørgsmål i hver husstand (de måtte efter første runde sende et hold tilbage og geninterviewe en række husstand). Lancet-studiet undersøgte kun dødelighed. Såvidt jeg har forstået Lancet-undersøgelsen, adspurgte forskerne folk (i tilfældigt udvalgte husstande) om fødsler, dødsfald, og tilvandring til og udvandring fra familien over de seneste år. Derefter har man sammenlignet dødelighed i samme tidsperiode før og efter invasionen. I de 1.849 tilfældigt udvalgte husstande svarede de adspurgte familier, at 300 familiemedlemmer var omkommet ved vold i perioden efter invasionen mod 2 (to!) i samme tidsperiode før invasionen. På landsplan svarer dette resultat til, at merdødeligheden generelt ligger på mellem ca. 392.000 og 940.000 personer i perioden efter (altså i Lancet II). Det er, som forfatterne også selv bemærkede, svært at komme med en præcis angivelse af, hvilket tal, der er det reelle, og de opfordrede derfor til at yderligere studier gennemføres. ”Du må gerne tro på the Lancet, personligt tror jeg mere på WHO.Min præference skyldes ikke så meget statistiske betragtninger, for dem har jeg ærlig talt ikke forstand på, men en mere common sense betragtning. Da the Lancet bragte tallet på 600.000 var det så afsindigt højt, at IBC følte sig nødsaget til at udsende en pressemeddelelse (se link ndf), hvor de tog afstand fra resultatet ud fra den simple betragtning, at hvis tallet var bare tilnærmelsesvis rigtigt, kunne det ikke undgå at blive bemærket i medierne og dermed have påvirket IBCs tal. WHO ligger også højere end IBC, der lige p.t. ligger på godt 88.000, men langt fra så højt som the Lancet. Der er noget af et spring fra 150.000 til 600.000.”Det er svært at sige, hvad min ’præference’ er. Men efter det jeg har læst, finder jeg fortsat grund til at fæste lid til Lancet-studiet. Langt størstedelen af den ’kritik’, der har været fremført, har været enten ad hominem-angreb eller til lejligheden opfundne metodeproblemer, pointeret af folk, der ikke har læst studierne. Men det er jo ikke ensbetydende med, at de er rigtige. Der er, som forfatterne også selv har bemærket, en række kilder til usikkerhed og fejl. Såvidt jeg kan bedømme har (havde) Lancet (dvs. Johns Hopkins)-folkene gjort et mere omhyggeligt arbejde end andre (hidtil) med at begrænse fejlene. ”Det spring var Lykketoft klar til at tage.”Igen, Lykketoft havde sit på det tørre i denne sag. Anderledes med Gitte Lillelund Bech. Hun skrev i et indlæg i WA, at undersøgelsen var ”ekstremt ubekvem læsning for alle, der vægter videnskabelig hæderlighed.” Herefter argumenterede hun netop som du udfra stikprøvens størrelse. Her baserede hun sig – fejlagtigt – på Steven E. Moores kritik (se herom på Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/Lancet_surveys_of_Iraq_War_casualties ). Min fornemmer, da jeg læste hendes indlæg (jeg skrev en lille note om det dengang) var, at hun godt hun godt vidste, at hun var på gyngende grund. Hun fandt i hvert fald grund til at skrive, sådan temmelig alvorligt knudret, at man ”altid kan diskutere hvad ’standard’ er”. Hvilket ikke afholdt hende fra at jage en pæl gennem studiets konklusioner, kalde folk navne mv. Hun kunne faktisk have fundet egentlige kritikpunkter. Men på det tidspunkt dog ingen, så vidt jeg kan se, der havde bedre grundlag end Lancetstudiets forfattere. Det, jeg bliver fortørnet over her, er ikke så meget om det er det ene eller det andet tal, vi lægger til grund. Problemet er, at Lillelund Bech var ligeglad med om hendes kritik passede eller ej. Hun kunne have tjekket, eller fået nogen til at tjekke det. Det gjorde hun ikke. Så kan jeg være enig eller uenig med hende om, hvorvidt og hvornår vi skal gå i krig. Men jeg brø’s mig altså ikke om at blive løjet for. Interesserede kan læse hendes indlæg her: http://www.gittelillelundbech.venstre.dk/index.php?id=61Men altså, summa summarum: Jeg vil glæde mig over to ting. Det ene er, at et studie – gennemført med samme type videnskabelige metode som Lancet-studie
    rne – giver grund til at tro
    , at tabene ikke er så store som man skal tro udfra Lancet-studiernes resultater. Det andet er, at diskussionen, i hvert fald for så vidt dit indlæg angår, nu kan føres på en mindre skinger, mere ærlig og sådan i det hele taget bedre måde. Tak for det.

    Svar
  6. Jørgen Damgaard

    @Mr. LawDet er da utroligt med dig.Jeg kender ingen i den offentlige debat, der har så svært ved at erkende, at han har taget fejl. Indrøm eller tilstå nu Mr. Law, bare en enkelt gang, at Irak-strategien er slået helt fejl. I stedet for at komme med alle dine forudsigelser, som synes grebet ud af den blå luft.

    Svar
  7. Skovgaard

    Marginalskat på 63% + moms + afgifter, men manden er tilfreds!?? Ja, så er ambitionsniveauet nok ikke så stort.

    Svar
  8. Mr Law

    @ TraneTja, jeg mener nu stadig, at kritikken fra IBC var ganske ødelæggende for The Lancets undersøgelse, og jeg har ikke stor tillid til en politiker, som Lykketoft, der vælger at bruge en sådan undersøgelse uden at forholde sig til netop den kritik. Men hvis han næste gang henviser til WHO-undersøgelsen i stedet for, så vil jeg da tage det som et tegn på, at han ikke er så anti-amerikansk, som jeg opfatter ham som.@ Jørgen DamgaardMange tak, og jeg synes da også, at det er utroligt med dig.Jeg har i indlæg efter indlæg argumenteret for mine holdninger, herunder navnlig:AT Irak er bedre i dag end under Saddam,AT de demokratiske institutioner har overlevet,AT de også synes at ville overleve i fremtiden,AT Irak dermed udgør en positiv indflydelse i regionen,AT den styrkelse, som Iran har fået af Irakkrigen, er mindre end den svækkelse, som samme krig har medført ved yderligere at isolere landet og samle dets fjender,AT terrorismen bedst kan bekæmpes ved at gøre op med de autoritære regimer og indføre demokrati, uanset at demokratiske valg utvivlsomt vil føre til nye autoritære regimer nogle steder, hvilke vi så må fortsætte med at bekæmpe, ogAT den såkaldte realistiske skole er dybt urealistisk og naiv, udover at være moralsk korrupt, og derfor ikke kan give os sikkerhed.Ved at komme med en sådan opfordring risikerer du bare, at jeg begynder at gentage mig selv for alvor. Uha.Jeg har også noteret mig,AT der selv blandt krigskritiske analytikere ikke længere tales om Irak som en fiasko, men at man i stedet er begyndt at tale dystert om, at det bliver en meget blodig sejr, jf. i øvrigt Lancet-diskussionen ovf.AT der i MSM tales stadig mindre om Irak,AT Irak næsten er forsvundet som emne i den amerikanske valgkamp, ogAT der ikke længere er nogle af de seriøse demokratiske kandidater, der taler om en fuldstændig tilbagetrækning, og det endda i en sårbar del af valgkampen, hvor de er nødt til at tale de mere hysteriske kernevælgeres (kossaks) sprog.Måske skulle du selv overveje at revurdere dine positioner, så du undgår den gamle venstrefløjs skæbne efter Den Kolde Krig, hvor de heller ikke kunne vælge rigtigt mellem demokrati og diktatur?@ SkovgaardNå ja, tilfreds og tilfreds. Jeg kunne da godt tænke mig, at tingene var anderledes, se t.eks. min posting fra i dag om muligheden for at bruge NA som et borgerligt protestparti.Min pointe er nærmere, at jeg – i hvert fald for tiden – har andet at tage mig til, og ikke føler mig helt så kaldet til at blogge, som jeg har gjort, hvilket jeg tilskriver en vis tilfredshed med tingene, som de er.Du må gerne opfatte mig som beskeden; det ville da være rart, hvis nogen gjorde det for en gangs skyld. Men der er nu nok mere tale om en realistisk (eller desillusioneret) opfattelse af, hvad vi kan opnå på den korte bane.

    Svar

Leave a Reply to scipioCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.