NA da da

En uge kan være lang tid i politik, og lige nu må tiden synes at falde Khader og Samuelsen meget lang.

Spørgsmålet denne gang er: betyder Malou Aamunds exit afslutningen på Ny Alliance?

Der er næppe tvivl om, at det må betyde et yderligere tab af opbakning, når NA fremstår som en hurtigt synkende skude. Til gengæld var deres opbakning allerede så lav, at det næppe kan betyde det store.

Alligevel tror jeg, at Aamund Sr har ret, når han hævder, at NA fortsat har en eksistensberettigelse — eller mission er måske et bedre ord for at understrege troens betydning i denne sammenhæng.

Lad os se på det fra forskellige perspektiver.

Hvis NA virkelig holder fast i, at de hører til på den borgerlige blok, hvordan stiller det så os, de potentielle vælgere på den blok? Hvis vi ikke er tilfredse med den nuværende regering, og det kan vi godt tillade os at lægge til grund både for egne og læsernes vegne her på bloggen, har vi vel følgende muligheder:

1) Vi kæmper for at få et nyt borgerligt-liberalt parti valgt ind i Folketinget ved næste valg nogle år fremme i tiden.

Det er umådeligt svært at komme ind som nyt parti uden den fordel, der ligger i at have allerede valgte MF’ere til at trække læsset. Det kræver et afsindigt stort arbejde og en voldsom interesse for politik. Det er der nogle, som vil præstere. Respekt for det, men hvor går vi andre mere dovne hunde hen? Videre til nr. 2.

2) Vi stemmer personligt på politikere, der enten fuldt ud eller dog i højere grad står for de ting, vi tror på, og så håber vi, at de med deres personlige stemmer som ballast kan trække partiet i den rigtige retning.

Det er en fornuftig løsning, men det er svært at overse, at disse politikere lever et farligt liv, fordi de ofte opfattes som illoyale i partiet. Erfaringen viser os også, at det er meget begrænset, hvad der kan flyttes ad den vej. Det fører os til nr. 3.

3) Vi stemmer på et protestparti, hvis det i højere grad end de etablerede partier (V og K) står for de rigtige, dvs. vores, holdninger. Hvis partiet opnår tilstrækkeligt med mandater, vil de etablerede partier lade sig trække i den rigtige retning, såkaldte “brede flertal” (hvilket er christiansborgsk for et andet flertal end det nuværende, uanset at det numerisk måtte rumme det samme antal mandater). Hvis det ikke lykkes at samle mandaterne nok, tja, så er vores rigtige holdninger ikke gode nok, og vi må affinde os med at kæmpe videre på det rent åndelige plan, hvilket normalt er ret ukompliceret og giver en varm fornemmelse af at være udvalgt.

Det var den løsning, som jeg argumenterede for i min klumme til 180 grader, omtalt i postingen ndf., og den løsning har for mig at se ikke ændret sig. Det forudsætter imidlertid, at protestpartiet har holdninger, der i højere grad modsvarer vores end de etablerede partier, ellers er det tilbage til nr. 2.

For at vurdere, om NA har det, må vi se det fra NAs perspektiv.

Efter valgkampen og den interne fløjkamp har NA meldt sig som et borgerligt parti, og Seeberg-fløjen er skredet.

Aamunds exit fastslår blot formelt, hvad der allerede var tilfældet reelt: at man står uden rigtig indflydelse, når man nu har valgt side og ikke vil hjælpe en socialdemokratisk regering til.

NA kan nu enten vælge at stræbe efter det, som jeg utroligt nedladende har kaldt caffelatte-segmentet, dvs. de vælgere, der gerne vil have pladderhumanisme, men er for intelligente til at være socialister. Det er vel en vælgergruppe, der udgør mellem 10 – 20 pct. Ikke dårligt, problemet er bare, at der allerede er et parti, som med stort held har gået efter det segment, nemlig Radikale Venstre. Så vælger man den vej, skal man slås med en stærk konkurrent om et beskedent marked.

NA kan også vælge at stræbe efter den – igen en smule subjektivt beskrevet – fornuftige og oplyste del af befolkningen, dvs. de borgerlige eller liberale. Afhængigt af, hvordan dét defineres, kan det segment udgøre et godt stykke over halvdelen af vælgerne, inkl. en pæn del af caffelatterne. Ikke bare er der en hulens meget større målgruppe, man er også så heldig, at størstedelen af denne målgruppe for tiden føler sig forladt. Der er ingen konkurrence om disse mennesker, ingen der angler efter deres accept, ingen der fedter for deres præferencer.

Det burde være et ret let valg at træffe.

Det kræver så, at man kan opfylde rollen som et seriøst protestparti, der er beskrevet i nr. 3 ovf. Det burde ikke være så svært. Forslaget om en skattereform og indførelsen af et nyt system, der er mere enkelt og retfærdigt (den proportionale skat), vil række langt bare i sig selv. Men derudover burde det også være nemt at skrive et partiprogram på en halv times tid. Tag det, RV mener, og vælg så noget mere borgerligt-liberalt. Eller endnu bedre: tag nogle af de etablerede partiers tidligere valgprogrammer og ajourfør det. Det er næsten copy-and-paste blot med lidt let redigering. Hvor svært kan det være.

Det næste er kommunikationen. Hele fordelen for nr. 3 (det eksisterende protestparti) frem for nr. 1 (det uvalgte protestparti) er den eksponering, som tilstedeværelsen i Folketinget giver. Eksponeringen kan benyttes til kommunikation af egne holdninger, og her ville det være en god idé med noget så usædvanligt som ærlighed.

Det, der driver folk til den utaknemmelige og dårligt lønnede tilværelse om MF’er, er næppe kun en ubændig trang til at blande sig i andre menneskers liv, men ofte også en vis personlig ærgerrighed. Det må være forklaringen på, at så mange politikere vælger at fremstille de mest håbløse kompromisser ikke, som det de er, utilfredsstillende kompromisser som man har måtte indgå, fordi man ikke alene havde mandater nok, men søger at fremstille dem som kloge og fornuftige løsninger. Man gør en dyd af nødvendigheden og forsømmer dermed at stå ved de synspunkter, man burde se som sin fornemmeste pligt at repræsentere. Hvor ville det dog være befriende, hvis man hørte en MF’er sige efter indgåelsen af endnu et mudret forlig: “Det er ikke særlig godt, men vi kunne ikke gøre det bedre, da vi ikke havde stemmer nok til at nå et bedre resultat. Vi ville hellere have opnået det og det, og ville I også foretrække det, så stem på os næste gang.” Det ville være forfriskende ærligt.

Er ærlighed overhovedet gangbar i politik. Svaret er formodentlig klart nej på udbydersiden og blandt de kommentatorer, der hygger sig dér, men jeg tror, at svaret er meget anderledes hos aftagerne.

Et lille sidespring affødt af, at vi nu kender resultaterne fra Super Tuesday. Her har McCain lagt sig grundigt i spidsen, selvom han sidste sommer var erklæret død og borte. To forhold, der ikke direkte var i hans kontrol, har ganske vist hjulpet. Det ene er, at indsatsen i Irak ikke, som det en overgang tegnede til, blev et nederlag, men igen tegner til at blive en sejr; det andet er Giulianis implosion. Men en væsentlig forklaring er nu også McCains – i det store billede, hvis vi ser bort fra mindre, ahem, taktisk begrundede hop – ærlighed. Som Gerson bemærker i dagens WaPo:

For all the talk about the influence of money and organization on politics, the McCain revival demonstrates that issues and political character still matter. McCain argued year after year, with Churchillian bullheadedness, that America needed a more aggressive and sophisticated counterinsurgency strategy in Iraq. Occasionally, there are political rewards for simply being right.

Det interessante er, at McCain nok har stødt mange, men til gengæld tiltrukket endnu flere. Om det er nok til at slå den demokratiske kandidat til sin tid er endnu uvist. Men alt tyder på, at det var nok til at vinde nomineringen.

Tilbage til dansk
politik. Der mangler nemli
g en vinkel, og det er statsministerens. Han har nu de magiske 90 mandater. Vil han havde en interesse i at holde kunstigt liv i NA, f.eks. ved at lade dem deltage i forlig, hvis de giver sig hen i rollen som protestparti til den politik, han selv fører?

Det kan der faktisk argumenteres for.

For statsministeren, hvis strategiske evner synes at være et godt stykke over gennemsnittet på Christiansborg, kan måske se en interesse i, at rollen som det uafhængige midterparti, der opsamler utilfredse stemmer, går til et parti, der er erklæret borgerligt, hellere end at ydmyge og dermed aflive NA og se rollen gå til RV, der vil arbejde for en socialdemokratisk regering.

Det vil være for langt ude at antage, at Fogh i sit stille sind drømmer om at se NA vokse til et stort borgerligt protestparti, så meget fantasi er der vist ingen, som har. Men det er ikke nødvendigvis forkert at antage, at Fogh, hvis pragmatisme er mindst lige så stærk som hans strategiske evner, ikke vil have noget imod, at NA bliver noget stærkere, f.eks. overtager et pænt stykke af den opbakning, som RV fik under Jelved. Foghs mange bemærkninger om, at han er interesseret i brede forlig, var næppe tom snak. Hvis NA kan rydde vejen, behøver de næppe trække særlig hårdt i Fogh for at få ham med i den rigtige retning.

Nuvel. Et er spekulation, noget andet er praktisk politik. Mens dette er skrevet, kan resten af gruppen være imploderet. Men NA har stadig en mulighed, måske endda en mission.

7 thoughts on “NA da da

  1. Hans Henrik Hansen

    “Vi stemmer personligt på politikere, der enten fuldt ud eller dog i højere grad står for de ting, vi tror på, og så håber vi, at…” – jo, men problemet er vel her, at opnå en hensigtsmæssig styring/fordeling af sådanne stemmer?: Hvis vi nu fx. (rent hypotetisk, förstås!) allesammen stemte på ‘Pinden’, ville vi jo i praksis også stemme alle de sædvanlige ‘nitwits’ fra samme parti ind i tinget!? Så du mangler vel i grunden følgende option:2a) Vi tropper op i en (eller flere?) vælgerforeninger og søger aktivt at influere på kandidatopstillingen ?

    Svar
  2. Kimpo

    Ja, det var jo til at forudse, at eliten (den rigtige elite) så NA som en relativt tom reklamesøjle for en ikke nærmere specificerede borgerlighed. En søjle der selvfølgelig bør udnyttes. Det bliver spændende at se om I kan få kontrol med resterne, udmanøvrere de tilbageværende tosser og få produktet placeret.Jeg finder det egentlig ganske klamt sådan at spille spillet, men jeg tilhører heller ikke eliten, hvilket da også blev understreget, da jeg læste ordene:”Det, der driver folk til den utaknemmelige og dårligt lønnede tilværelse om MF’er, er næppe kun en ubændig trang til at blande sig i andre menneskers liv, men ofte også en vis personlig ærgerrighed.”Aha, dårligt lønnet? Hvad tjener du selv?Så kommer der noget om ærlighed, og her er det nok at kæden hopper af: Hvor mange ærlige mennesker er så rige at en folketingsgage vil være en lønnedgang? Well, I overklassens selvforståelse sikkert mange, men jeg køber den altså ikke (har ikke råd).Næeee, at bygge videre på Ny Arrogance, er nekrofilt. Det er slapt. Det er uhæderligt og forløjet. NAs sjæl svømmer rundt i en cafe latte. Vil man noget langsigtet, må man støtte liberalisterne eller evt. komme med et selvstændigt alternativ.

    Svar
  3. Morten Sørensen

    NA, herunder Anders Samuelsen, har ved flere lejligheder både direkte og indirekte sagt, at det ikke er for liberale. Bortset fra skattepolitiken så er partiprogrammet da også mest socialistisk.Der er så to muligheder.Du læser noget helt andet end jeg ud af deres partiprogram, eller også (sat på spidsen) beder du NA glemme alt om, hvad de står for og i stedet rende efter nogle ledige holdninger. Du opfordrer til, at politikere bliver reduceret (eller ophøjet hvordan man nu ser på det) til sælgere, for hvem det gælder om at sælge mest muligt af de varer, der bliver efterspurgt.Jeg vil i stedet have politikere, der oprigtigt mener og tror på det, de siger. De skal ikke være nogen, der blot tager de ledige synspunkter for at have et levebrød som Folketingspolitikere.

    Svar
  4. Per N

    Godt skrevet kimpo, så slipper jeg for at blive skældt ud, for at forvente et menigsfuldt svar på noget vrøvl ( det er kun en komentar det her)

    Svar
  5. LuckyLibertas

    NA er ikke borgeligt og har aldrig været det, så meget ændrer folks sande overbevisninger sig ikke.Når man kan se NA som intressant ud fra et borgerligt synspunkt, må man med vilje overse at partiet Liberalisterne findes, og at partiet endnu ikke er fyldt med slidte vendekåber. Det kunne jo være her hos Liberalisterne troværdigheden og principfastheden, som efterspørges på denne side findes. Destillatet fra denne sides forfattere/ejere kan ikke føre til andet end, at Liberalisternes program ligger bedst til, men hvor er den interesse/støtte, som kunne gøre det muligt for partiet at komme i Folketinget næste gang.Betragt dagen fra idag som en lang valgkamp og begynd med ord, at være med til at skabe den virkelige rampe for de liberale og borgerlige holdninger.McCain for President:)

    Svar
  6. JR

    “NA kan også vælge at stræbe efter den – igen en smule subjektivt beskrevet – fornuftige og oplyste del af befolkningen, dvs. de borgerlige eller liberale. Afhængigt af, hvordan dét defineres, kan det segment udgøre et godt stykke over halvdelen af vælgerne, inkl. en pæn del af caffelatterne. Ikke bare er der en hulens meget større målgruppe, man er også så heldig, at størstedelen af denne målgruppe for tiden føler sig forladt. Der er ingen konkurrence om disse mennesker, ingen der angler efter deres accept, ingen der fedter for deres præferencer.”Hvor ved du fra, at størstedelen af denne målgruppe føler sig forladt? De stærke meningsmålinger til regeringspartierne tyder da på, at det ikke er tilfældet. Man må da også skelne mellem regeringspartiernes holdninger og den politik de rent faktisk har mandater til at gennemføre.Som jeg ser det vil det varige fingeraftryk fra NA være, at de sparkede et samarbejde på visse områder mellem DF, S og SF i gang. Det kan man dog håbe fortoner sig efterhånden som regeringen indser hvor deres parlamentariske forankring ligger.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.