Hvordan debatten om euro-forbeholdet er skæv

Hvis man hører på statsministeren, de konservative og de fleste andre danske politikere, er der mange gode grunde til at Danmark skal droppe sit forbehold mod euroen og dermed også droppe kronen. Det samme vil mange nationaløkonomer sige, men de vil også fortælle om de lige så mange gode argumenter imod at droppe kronen. Vælgerne – de knap fem millioner almindelige danskere – er altså tvunget til at forholde sig til enten politikernes mening eller økonomernes svar på spørgsmålet, der nærmest kan opsummeres som et ’øh tjo, måske, måske ikke’.

De traditionelle svar på spørgsmålet om Danmark skal indføre euoren, læner sig alle op af Robert Mundells Nobelpris-vindende teoridannelse om ’optimale valutaområder’. Keynesianeren Mundell, der selv lænede sig op ad den markedssocialistiske økonom Abba Lerner, opstillede seks krav til et optimalt område, dvs. et økonomisk område, der med fordel kan implementere en fælles valutakurs.

Det først krav er, at arbejdskraften er mobil indenfor området. Hvis ikke, vil en dårlig økonomisk periode i ét medlemsland betyde højere arbejdsløshed i landet, mens at en god økonomisk periode vil udløse inflation. Dette problem – de såkaldt ’asymmetriske stød’, der giver forskellige konjunkturer i forskellige lande – kan derimod undgås hvis der er mobil arbejdskraft indenfor valutaunionen, og dermed kunne man undgå at der er behov for forskellig økonomisk politik i forskellige dele af unionen. Det burde være klart, at EU virkelig halter på dette punkt.

En optimal valutaunion bør også have en diversificeret produktionsstruktur, så hver del så at sige vinder på gyngerne, hvad de taber på karrusellerne. Ellers ender man igen i den ubehagelige situation, at der er forskellige behov for økonomisk politik i forskellige dele af unionen, noget der vanskeliggøres af en fælles valuta. EU klarer sig godt på dette punkt, ligesom det også har fuld frihandel indenfor området, og perfekt kapitalmobilitet. Mht. det tredje punkt – pris- og lønfleksibilitet – varierer forholdene ret stærkt på tværs af unionens lande, og nogle lande er decideret fjendtlige overfor det at have fleksible arbejdsmarkeder, Det på trods af, at man uden en valutamekanisme – og den har man jo ikke længere med en fælles mønt – enten må have fleksible lønninger eller også bliver nødt til at se al tilpasning på arbejdsmarkedet ske via større og mere variabel arbejdsløshed.

Sidst understregede Mundell, at et optimalt valutaområde må have en slags overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne, så områder, der er ramt af lavkonjunktur, kan hjælpes af områder, der har bedre konjunkturer. Dette findes ikke i EU medmindre man regner strukturfondene med som en slags overførsel, men der arbejdes i perioder intenst på at lave en slags mekanisme, for eksempel gennem en fælleseuropæisk skat.

Oveni disse standardkrav fra Mundells oprindelige teorier, har flere økonomer og politologer peget på, at man også bliver nødt til at have forholdsmæssigt ens politiske præferencer, dvs. at lande i den samme situation vil foretrække at gøre cirka det samme. Ellers vil man i en valutaunion få meget svært ved at enes om den ’rigtige’ kurs, noget man i høj grad allerede ser ske i forbindelse med den Europæiske Centralbank, hvor tyskerne står for en konservativ prisstabilitets-kurs, mens Frankrigs tradition har været at bruge centralbanken aktivt politisk og dermed acceptere langt højere og mere uforudseelig inflation. EU ser derfor ikke godt ud på det område.

Det bør derfor stå relativt klart for læseren, at mens jeg ikke personligt er begejstret for ideen om en fælles valuta, kan man på det foreliggende grundlag faktisk godt argumentere både for og imod, at Danmark skulle tilslutte sig euroen. Men der er to vigtige ekstra forhold, der taler imod en fælles valuta.

For det første er en af de mekanismer, Mundell oprindeligt forestillede sig kunne bruges mod problemerne med asymmetriske stød – transfereringer indenfor unionen – i praksis ofte fuldstændigt uden virkning. Hvis man overfører midler til en hvilken som helst regering, vil den bruge midlerne i forhold til dens egne politiske prioriteringer og ikke de objektivt ’nødvendige’ økonomiske investeringer. EU’s strukturfonde har således med stor sandsynlighed overhovedet ikke bidraget til den økonomiske udvikling i de områder i Sydeuropa, der har modtaget store del af dem. Dermed bliver asymmetriske stød så meget mere vigtige når man ikke effektivt kan eller vil udjævne dem. Og hvor dygtige er politikere lige til den slags?

Den anden grund til at beholde sin egen valuta i stedet for at slutte sig til en fælles mønt, har Nobelprisvinderen Edward Prescott som ophavsmand. Prescott har på det seneste argumenteret for, at mange lande bør have deres egen valuta af en særlig grund: Hvis Frankrig for eksempel fører ekspansiv finanspolitik – forsøger at ’sætte gang i hjulene’ ved at lade det offentlige bruge flere penge – vil det føre til at valutakursen styrkes. Dermed bliver landets varer dyrere i udlandet og importerede varer bliver billigere, og landets betalingsbalance forværres dermed. Men hvis Frankrig, som det er tilfældet, er med i en valutaunion som EU, bærer landet ikke den fulde virkning af sin uansvarlige finanspolitik, fordi valutakursstyrkelsen også rammer de andre EU-landes betalingsbalancer. Der opstår dermed et klassisk såkaldt ’freerider’-problem, som betyder at alle regeringer i en valutaunion vil have svækkede incitamenter til at føre ansvarlig politik, fordi de kun bærer en mindre del af omkostningerne for deres politik. Når tolv lande er medlemmer af en union, er det ikke underligt at en del af landenes politik er mindre end optimalt ansvarlig. Så der er ingen hokus-pokus i at en hel række lande har brudt med den monetære unions Vækst- og Stabilitetspagts regler, vel?

Det særlige problem i den offentlige debat er derfor, at mens de fleste traditionelle nationaløkonomers svar på spørgsmålet om euroen hviler på Mundells teoridannelse og derfor er famlende på-den-ene-side-og-på-den-anden-side-svar, vil politikere som hovedregel altid foretrække større politisk indflydelse, og de vil praktisk taget aldrig fremhæve ordninger, der begrænser og disciplinerer dem selv! Et af den moderne politiske økonomis vigtigste indvendinger mod dansk euro-medlemsskab bliver derfor forbigået i tavshed i debatten. Mange danskere kan sikkert få svært ved at sluge argumentet på grund af deres underligt høje tillid til politikerne, men et af de springende punkter er netop, at en tilslutning til euroen vil betyde ikke blot at vores egne udgiftsgejle politikere vil blive endnu mindre ansvarlige, men også at dansk økonomi vil være endnu mere sårbar overfor uansvarlighed i resten af Europa. Selv en blind ikke-økonom må da kunne føle argumentet med sin stok.

8 thoughts on “Hvordan debatten om euro-forbeholdet er skæv

  1. Peter Nedergaard

    Kære Christian,Lad mig nævne et par grunde til, at det er bedre at være ØMU-medlem end ikke-ØMU-medlem.For det første er en væsentlig årsag til indførelsen af ØMU’en den kritiske revurdering, som fandt sted af den traditionelle teori om valutaområder, der stammede fra Robert Mundell. I den forbindelse sattes der spørgsmålstegn ved, om valutakursændringer i form af devalueringer overhovedet kan bruges til at løse makroøkonomiske problemer, når nu resultatet før eller siden blev øgede produktionsomkostninger for det devaluerende land. Desuden havde forskningen vist, at valutakursændringer ofte snarere beroede på politiske kalkulationer (fx brug af devalueringer lige før et valg for at øge efterspørgslen) end på forsøg på at løse makroøkonomiske problemer. Det er i denne sammenhæng afgørende, at vælgerne ofte er kortsigtede og ikke altid belønner bekæmpelsen af offentlig gæld og offentlige budgetunderskud. Denne grund til ØMU-medlemsskab bygger på den politologiske teori vedrørende det politiske systems funktionsmåde, som vandt frem efter keynesianismens teoretiske kollaps. En anden væsentlig årsag til, at vi skal gå med i ØMU’en er erkendelsen af, at der er en noget længere liste af fordele ved helt faste valutakurser, end man havde indset i den traditionelle teori. Dels indebærer en valutaunion lavere transaktionsomkostninger, men den giver samtidig mere effektive markeder med mere gennemskuelige prisstrukturer, mindre prisdiskrimination og lavere informationsomkostninger. Desuden betyder ØMU’en, at det for virksomhederne bliver lettere at udarbejde sikre kalkuler med hensyn til udgifter og indtægter. Det er lig med øgede investeringer og produktion og dermed velfærd. Endelig indebærer en valutaunion som ØMU’en lavere rentesatser på grund af, at der kræves en lavere risikopræmie i forbindelse med investeringer. Denne grund til ØMU-medlemsskab er først og fremmest mikroøkonomisk.Dette er to væsentlige grunde til, at regeringen og det meste af Folketinget (minus yderfløjene) er på ret spor i kritikken af det danske ØMU-forbehold.

    Svar
  2. nai

    Lad mig lige forstå din posting på rette vis. Bruger du en keynesiansk økonom til at argumentere mod ØMU’en, fordi det fjerner politikernes mulighed for gennem styring af rente/valutakurser at styre befolkningens privatøkonomi for på den måde at forsøge at regulere konjunkturerne? Hvad blev der af frimarkedstænkningen i den sammenhæng? Det er selvfølgelig teoretisk set korrekt at uansvarlige stater ville blive straffet for skødesløs omgang med økonomien, men det er vist kun i teorien at det foregår på den måde. Den seneste tids hændelser på de finansielle markeder viser vist med al tydelighed at der er tale om forbundne kar og man ikke vil kunne isolere finansielle problemer. På den måde bliver alle ramt, hvis et af de store lande ikke kan styrer finanspolitikke.Den stramme regelstyring i ECB og ikke mindst de fastsatte mål for inflation, budgetunderskud mm. er vel den bedst mulige garanti for en økonomisk politik, der ikke blafrer i populistiske politikeres retning./Nicolai

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    Det er vel også værd at minde om Hayeks dybe mistro til planerne om en fælleseuropæisk valuta (ja til en europæisk politisk union i det hele taget).I en tale ved den 14. årlige Hayek Memorial Lecture arrangeret af IEA sagde Andrew Neil blandt andet:”The rise of the European Union, on which so many of us pinned our hopes for so long, was rumbled as a grandiose project by Hayek long before Euroscepticism became fashionable. To a Hayekian, there are few starker instances of his Fatal Conceit than the EU’s hubristic launch of a single currency. The euro’s supporters, of course, were hardcore Cartesians. They devised what they thought was a purely rational currency, abstracted from history, experience, culture or even economics. Their aim was to get rid of the messy, seemingly irrational patchwork of different currencies across Europe, all irritatingly lacking uniformity and harmony. To them, it was self-evident that Europe ought to be a single country; and that countries should have their own currencies. Any economic objections to the single currency, and there were many, were dismissed as irrelevant. The argument always was that if there were enough political will and clever administrators to push it through, the project would triumph. Today Hayek would be telling us that the Cartesian result was wholly predictable: the creation of an inappropriate, one-size-fits-all monetary policy in an area which is far removed from what economists call an optimal currency area. It is now widely accepted that the single currency has helped keep Germany and Italy in recession or near-recession while fuelling an inflationary boom at the periphery of the euro zone, in Spain and Greece. Hayek would not have been surprised: it is the stiff price you pay for abandoning evolutionary rationalism.”Jeg er meget spændt på at se, om Euroen vil overleve en udbredt europæisk recession, som uden tvivl vil få hvert land til at blæse på nabolandenes interesser i endnu højere grad end vi allerede har set det. Alle lande vil føre ekspansiv finanspolitik på den fælles regning – ingen vil holde sig tilbage og dermed betale regningen…

    Svar
  4. Niels A Nielsen

    Bjørnskov har forklaret meget klart ovenfor, hvorfor euroen er en prokrustesseng. Af politiske grunde, vil man uniformere Europa, og man vil derfor give hende en enhedsvaluta. Men uniformen klemmer. For lige under den fine ensfarvede klædning ligger vores spraglede rigdom af forskellige, sprog, kultur og traditioner, der naturligt giver en meget lavere arbejdskraftsmobilitet mellem landene, end der er mellem stater i USA f. eks. Og som forklaret ovenfor også meget forskellige grader af fleksibilitet og tilpasningsevne på markederne.En enhedsvaluta som euroen risikerer på bare lidt længere sigt at føre til at nogle områder/lande må leve med meget langvarig eller permanent økonomisk svaghed og underudvikling, der sikkert (forgæves) vil blive forsøgt afhjælpet med forskellige former for overførsler fra rige til fattige områder. Men hvor længe vil de rige områder/lande finde sig i det? Hvor stor er den økonomiske solidaritet imellem de europæiske lande, når det kommer til stykket?Fleksibilitet i valutakurserne (og fri handel) giver mulighed for, at ubalancer imellem landene kan udjævnes langt hurtigere og mindre smertefuldt. Og de enkelte landes økonomiske uansvarlighed straffes af markederne, når de har deres egen valuta!! I ØMU’en belønnes den reelt, selvom man har forsøgt sig med et system af bøder for finanspolitisk uansvarlighed. Men har Tyskland betalt for sine overskridelser af det aftalte? Har Frankrig?Hvad mon der sker, når økonomisk recession for alvor rammer lande i Europa?

    Svar
  5. nai

    Nu er jeg ikke uddannet økonom, så jeg skal nok passe lidt på, men er ØMU’en ikke pragmatisk set det bedste middel vi har til at bekæmpe lige præcis den situation der beskrives overfor, hvor hvert enkelt land benytter ekspansiv finanspolitik mod vækstproblemer i stedet for at tage fat om mere grundlæggende strukturproblemer.Man kan da i hvert fald i iagttage at det venstreorienterede kritik hele tiden går på, at hver enkelt stat har fået stækket mulighederne for med finanspolitikken at påvirke konjunkturerne.Hvordan er erfaringene fra USA hvor man i et område på størrelse med Europa har en fælles valuta?/Nicolai

    Svar
  6. Niels Westy

    Euroen er først og fremmest en politisk projekt. Falder projektet ikke på andet, så bør det falde på, at det er en forudsætning at lønninger er fleksible – og det er de oftes kun den ene vej. Det indebærer, at at ubalancer indenfor euroområdet kun langsomt kan løses, og kun gennem længere tid med høj arbejdsløshed.

    Svar
  7. peter nedergaard

    Til Niels A og Niels Westy.Hvorfor lytter I ikke til, hvad repræsentanter for eksportorienterede danske virksomheder selv mener om sagen: at ØMU’en VILLE give dem konkurrencefordele, at ØMU’en VILLE medføre mere konkurrence, at ØMU’en VILLE medføre mere transparens på markedet, at ØMU’en VILLE mindske usikkerheden ved investeringer osv.

    Svar
  8. Niels A Nielsen

    @Peter Nedergaard1) Skal de politiske institutioner indrettes efter eksportvirksomheders kortsigtede økonomiske interesser?2) Har du høje tanker om Hans Skov Christensen (DA), Niels Due Jensen (Grundfos) eller Peter Tuborg (Arla) i politiske sager? Jeg har det ikke. Deres “holdninger” i Muhammedsagen, til indvandring og til EU fremkalder ærligt talt mest foragt hos mig. 3) Synes du Eurozonens hidtidige økonomiske meritter taler for idéen?Lederen af Institute of Economic Affairs, John Blundell, bekriver præcist EU’s dårligdomme, og hvad han kalder: “the Eurozone’s Dismal Performance”. Som han lakonisk skriver: “The U.S. economy is doubling every 25 years; the eurozone economy is doubling every 140 years.”http://www.heritage.org/Research/Europe/hl983.cfmAllerede Edmund Burke vidste, at også (eller måske især) købmænd kan forblændes af grandiose politiske planer som de for eksempel kom til udtryk i den franske revolution. Han skriver i sit vigtigste værk “Reflections on the revolution in France”:”Formerly few, except the ambitious great, or the desperate and indigent, were to be feared as instruments in revolutions. What has happened in France teaches us, with many other things, that there are more causes than have commonly been taken into our consideration, by which government may be subverted. The monied men, merchants, principal tradesmen, and men of letters (hitherto generally thought the peaceable and even timid part of society), are the chief actors in the French revolution. But the fact is, that as money increases and circulates, and as the circulation of news, in politics and letters, becomes more and more diffused, the persons who diffuse this money, and this intelligence, become more and more important. This was not long undiscovered. Views of ambition were in France, for the first time, presented to these classes of men. Objects in the state, in the army, in the system of civil offices of every kind. Their eyes were dazzled with this new prospect. They were, as it were, electrified and made to lose the natural spirit of their situation. A bribe, great without example in the history of the world, was held out to them —the whole government of a very large kingdom.”Lyt hellere til Bjørnskov 😉

    Svar

Leave a Reply to Niels Westy Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.