Castro træder tilbage

Vi havde her på bloggen en debat i december 2006, da Chiles tidligere “leder” og “statsoverhoved”, eller slet og ret diktatoren Augusto Pinochet døde, hvor vi drøftede, hvordan historien burde vurdere hans indsats.

Nu har hans kollega, Fidel Castro på Cuba, valgt at træde tilbage og overlader hvervet som diktator til sin lillebror, der har kørt forretningen i den sidste tid.

Det er således nu muligt at vurdere noget af det, vi drøftede forrige år, nemlig om Castro vil blive omtalt på samme måde som Pinochet. Meget taler jo for, at de bør få samme omtale: de var begge diktatorer i et sydamerikansk land, der systematisk og vedvarende undertrykte enhver politisk modstand (se et nyligt eksempel her). En del af de undertrykte var ikke videre sympatiske personer med hang til selv at indføre diktatur, men det berettiger næppe den hårdhændede behandling og da slet ikke undertrykkelse af de mange andre opponenter, som blot var demokrater. Og begge har indført visse økonomiske reformer, som gavnede landet, omend Pinochet nok må siges at have valgt bedre end Castro. Men begge kan sikkert fremstilles som idealister, der selv troede på, at deres diktatur var gavnligt for landets og dets befolkning.

Jeg har ikke haft tid til at læse MSM, men jeg vover alligevel at komme med et skøn, og det er, bam-ba-da-bammm, at der vil være forskel i omtalen af de to gamle slyngler. Kort sagt, jeg gætter på, at Castro får en pænere omtale end Pinochet.

Hvis jeg får ret, hvis altså, er det endnu et uhyggeligt eksempel på, at det, man i dag kalder venstrefløjen, har en alvorlig karakterbrist, som gør det næsten umuligt for dem at tage afstand fra diktatur og umenneskelig opførsel, når den udføres af folk, de opfatter som deres egne, dvs. når marxistisk teori bliver påberåbt af de pågældende slyngler.

Nick Cohen, der selv opfatter sig som venstreorienteret, har i sin fremragende analyse, man fristes til at sige obduktion, af venstrefløjen, What’s Left, forklaret det sådan, at den demokratiske venstrefløj tror, at hele venstrefløjen udgør en familie, og at man derfor må forsvare den udemokratiske totalitære del på samme måde, som man ville forsvare en uopdragen mindre søskende. Cohen, det kære menneske, afviser imidlertid, at totalitære grupper hører til på venstrefløjen, og opfordrer derfor sine meningsfæller til at gøre op med dem med samme ihærdighed, som de tager afstand fra højreorienterede bøller.

Det minder lidt om Preben Wilhjelm, der for nyligt afviste, at Blekingegadebanden overhovedet hørte til på venstrefløjen. De opførte sig totalitært og hørte dermed til højrefløjen. Det er dybt naivt, men i det mindste er tankegangen helt logisk: alt, hvad der er godt, er venstrefløj, alt hvad der er skidt, er højrefløj. Hvis noget tyder på at være godt, er det venstrefløj, og før banden blev afsløret som mordere, blev de betragtet som venstrefløj og forsvaret som sådan, men da det kom frem, at de var nogle dybt ubehagelige typer, placeres de på højrefløjen. Sådan får man altid ret og en god samvittighed.

En anden og mere kras tilgang kan man læse om i dagens udgave af FAZ, hvor prof. Götz Aly, selv en gammel 68’er, har skrevet bogen med den sigende titel Unser Kampf. Hvis det giver mindelser om national-socialisterne et par generationer før, er det ikke tilfældigt, for Alys tese er, at 68’erne ikke var nazisternes modstykke, men deres bagtrop; den sidste store totalitære ungdomsbevægelse. Her er et citat fra anmeldelsen:

„Unser Kampf“ heißt Alys Buch, im Untertitel schlicht und verständlich „1968“; und die steile These lässt sich wohl so zusammenfassen: Die Revolte habe nicht etwa die Demokratisierung und Modernisierung der Gesellschaft gebracht, die Befreiung der Individuen und den Anstoß für die fälligen Reformen (wie die Veteranen die Folgen gern deuten). Vielmehr sei sie die letzte Zuckung des Totalitarismus gewesen und der letzten großen Jugendbewegung, dem Nationalsozialismus, so ähnlich, dass man beim Studium der Zeitzeugnisse einen Schrecken bekomme. Die Gewaltbereitschaft, der Kult um den Massenmörder Mao Tse-tung, der antibürgerliche Furor, der Hass auf Amerika und der Terror gegen die sogenannten Scheißliberalen, speziell gegen die Modernisierer und Reformer an den Universitäten, das alles unterscheide sich vom Wirken der Nazis vor deren Machtergreifung eigentlich nur dadurch, dass die Revolte von 1968 gescheitert sei.

Tja, der er unægtelig en del lighedspunkter. Ikke bare socialismen og kampen mod det liberale samfunds demokrati og markedsøkonomi, men også det irrationelle had til USA og jøderne i Israel, og førerdyrkelsen, der var så fremtrædende et behov, at de gik fra at dyrke Stalin, da han blev detroniseret, til at dyrke Mao, endda med det Orwell’ske udtryk Ny venstre for at sløre, at de fortsatte stalinismen blot med et nyt fjæs (hvad enten det så var Mao, Pol Pot eller Hoxha).

Jeg har ikke læst bogen og må forlade mig på anmeldelsen, der er skrevet af den yngre husanmelder Claudius Seidl, der bekender at have en vis forhåndssympati for den ældre 68-generation. Jeg tror dog, at Seidl har ret, når han afviser forsøget på at spejle 68-generationen i 33-generationen. De sidstnævnte var, beklageligvis, væsentligt bedre end de første, bedre til at beslutte sig, bedre til at organisere sig, og bedre til at føre deres ideer ud i livet. Som Seidl bemærker, så begyndte ens karrierer i SA, mens den normalt sluttede, når man gik ind i studenterforbundet SDS. Som universitetsansat kan jeg ikke undlade at bemærke, at det nu ikke just skadede karrieren at være venstreorienteret i 1970’erne og 1980’erne, men Seidl har formodentlig ret, når man taler om den virkelige verden, hvor der gælder mere kontante krav.

Seidl slutter med et hjertesuk. 68’erne bekæmpede en række institutioner, som kirke, familie, traditioner, universiteter og fordomsfri lærdom og borgerlig dannelse, i den tro, at det var kapitalismens instrumenter. Det var dens lænker.

Tja, jeg ved ikke helt, om jeg kan tilslutte mig det med lænkerne, men jeg slutter også med et hjertesuk. Hvornår holder venstrefløjen op med at lade sig fascinere af vold og undertrykkelse, og hvornår begynder de at tage klar afstand fra totalitære regimer, inkl. små operettediktatorer som Castro? Det er på høje tid.

15 thoughts on “Castro træder tilbage

  1. Niels Westy

    Omtalen i MSM har allerede vist, at myterne vil leve en tid endnu. Således omtalte DR i går alfabetiseringen af Cuba efter Castros magtovertagelse. Sandheden er, at Cuba allerede før revolutionen var en af de sydamerikanske lande med den højeste alfabetiseringsgrad, og den fortsatte vækst i denne efter revolutionen er langt mindre imponerende end mange andre Sydamerikanske lande har præsteret. En anden myte, der sikkert vil leve en tid endnu er myten om sundhedsvæsnet – også her gælder, at Cuba i 1950erne havde et efter sydamerikanske forhold højt niveau. Her kan der med rette stilles spørgsmålstegn ved om der overhovedet er sket en forbedring af forholdene, i og med at tal for f.eks. børnedødelighed osv. er mere usikre i dag end de var i 1950erne.Den endelige “historiske” dom vil først komme efter et regimeskifte. Og dommen vil være hård – Fidel Castro er en af dem mest hensynsløse og brutale diktatorer Sydamerika har oplevet i nyere tid (og der er en del at vælge imellem), og sammenlignet med f.eks. Pinochet taler vi om en brutalitet og undertrykkelse der har været mange gange værre, hvis vi måler på antallet af fængslede, torturerede og dræbte.Efter regimeskiftet vil jeg tro, at han vil blive husket på niveau med andre kommunistiske diktatorer, ud over en lille fanatisk tilhængerskare. Derudover vil jeg henvise til hvad jeg før har skrevet om netop Pinochet og Castro – se https://www.punditokraterne.dk/hvad-valget-af-helte-siger-om-en-selv-post114775

    Svar
  2. Twan Manders

    Du slutter med “Hvornår holder venstrefløjen op med at lade sig fascinere af vold og undertrykkelse, og hvornår begynder de at tage klar afstand fra totalitære regimer, inkl. små operettediktatorer som Castro?”Men hvem er “venstrefløjen” … og når vi nu er ved det hvem er “højrefløjen” … Du holder fast i en verdensopfattelse der var frem for 20-30 år siden hvor der var tale om en socialistisk venstrefløj og (hvis jeg må kalde det) en liberal højrefløj. Socialisme stod skarpt over for kapitalisme dengang. Men altså, det er mange år siden. Alligevel skælder du ud på venstrefløjen og sætter lighedstegn mange steder som om det er helt normalt. Socialisme = Venstrefløj = Kampen mod demokrati og markedsøkonomi = 68-erne. Det er som om du har fundet en artikel fra 1972 og skrevet 2008 på den. Eneste formål med din svada er at miskreditere en venstrefløj som slet ikke er den venstrefløj som du mener er venstrefløj. Meget af hvad venstrefløjen mente i 1968 har de ikke haft ret i, og på samme måde havde højrefløjen ikke meget ret i hvad de mente var rigtig dengang.

    Svar
  3. Mr Law

    @ Westy og HvidbergJeg har ikke fået læst så meget endnu, da aftenen først lige er begyndt. Løb Berlingeren igennem, og her var lederen som sædvanligt bedre end journalisternes bidrag. Synd, at aviser ikke længere redigeres. Resten har jeg ikke nået, men den foreløbige oversigt er ikke køn.@ Twan MandersJeg er enig i, at venstre og højre ikke længere giver meget mening. Det var derfor, jeg tog det forbehold i begyndelsen af postingen.Efter min opfattelse står venstre for individualisme, mens højre står for kollektivisme, så efter den opfattelse var socialismen aldrig venstre, men højre, da den jo udgjorde en kollektivistisk reaktion fra ca. 1820 på den liberalisme, som havde domineret de foregående godt 50 år. Meeen, jeg må også medgive, at man de sidste halvandet hundrede år har brugt betegnelserne på en anden måde, og det bøjer jeg mig for, omend modvilligt. Lidt konservativ har man da lov at være.Jeg er også enig med dig i, at det, man så traditionelt kalder venstrefløjen, i dag er anderledes end venstrefløjen før. Andelen af ekstreme diktaturtilhængere er f.eks. langt lavere end for 30 år siden, hvilket da er et fremskridt.Desværre må jeg også give Nick Cohen ret i hans ovennævnte bog, når han påpeger, at selvom brede dele af venstrefløjen ikke længere tror på de kollektivistiske idealer fra 1930’erne med planøkonomi, nationaliseringer og et-parti-stat, så har de desværre bevaret modviljen mod det, der i sin tid repræsenterede disse kollektivistiske måls modsætninger og hindringer, dvs. det repræsentative demokrati, markedsøkonomien, den teknologiske udvikling, USA som eksponent for alt dette, osv. Man har opgivet at være for, fordi man indså, at det man var for, var uhyggeligt og umenneskeligt, men man er stadig imod mange af de samme ting, som man var imod den gang.Det er mit indtryk af det, man nu kalder venstrefløjen, at den lider af en alvorlig karakterbrist, som beskrevet i postingen.Det kan du naturligvis argumentere imod, og jeg skal med stor og inderlig glæde medgive at have taget fejl, hvis du kan vise, at venstrefløjen- beskriver Castro lige så kritisk, som de beskrev Pinochet, eller- betragter det at tage på solferie i Havanna med samme afsky, som de betragtede en solferie i Sun City under Sydafrikas apartheid, eller- tager afstand fra de autonome fra Nørrebro på samme måde, som de tager afstand fra nynazisterne fra Greve, eller- kritiserer palæstinenserne lige så meget som de kritiserer jøderne,for blot at nævne nogle oplagte punkter.Men jeg tror, at du vil blive skuffet.

    Svar
  4. RasmusE

    Ville bare lige sige, at Bjørnskovs nekrolog over Pinochet, som der henvises til, i mine øjne netop er et eksempel på den diktator-apologi, du selv begræder, og som man altså desværre finder på både venstre og højrefløjen. At den så i tilfældet Castro er endnu mere udtalt, kan nok godt være. Ville bare lige nævne det.Ligesom det skete for Pinochet for mange år siden, er Castro nu ikke længere ved magten, og lad os så håbe, Cuba kommer ind i den civiliserede verden. Måske ville det hjælpe lidt, hvis ikke Floridas eksilcubanere fik lov at styre den amerikanske udenrigspolitik, og der blev åbnet lidt op for embargoen.

    Svar
  5. kgw

    Kære BjørnskovDen statistiske analyse du leverer ovenfor er (forhåbentlig) under vanligt niveau. Jeg så på datasættet (http://www.cid.harvard.edu/ciddata/barrolee/appendix_data_tables.xls), og man skal have meget farvede briller på for ikke at se, at Cuba faktisk i det mindste har gjort det ok siden 1960. Lad mig understrege, at jeg absolut mener, at Castro var en diktator, som ikke har fortjent den moralske støtte fra selv den moderate venstrefløj, som han har modtaget. Hans afgang er en befrielse, som forhåbentlig kan føre til demokrati, frihedsrettigheder og markedsøkonomi på Cuba. Men den her diskussion handler om fakta og procentregning.Bjørnskovs procenter (som naturligvis i sig selv er rigtige nok) er udregnet som den procentvise stigning i “average years of school”. Derfor vil en stigning fra et meget lavt niveau naturligvis resultere i en stor procentvis stigning. F.eks. formåede Irak fra 1960 til 2000 at præstere en stigning på 1967% – fra 0,21 års skolegang til 4,34. Danmark formåede i samme periode kun en stigning på 13 % – fra knap 9 år til godt 10 år.De lande, som Bjørnskov oplister, startede alle under – de fleste langt under – Cubas niveau og ingen af dem har trods deres større procentvise vækst indhentet Cuba. Faktisk kan jeg efter et hurtigt kig på datasættet kun finde tre lande i verden, der har præsteret at overhale Cuba – altså gå fra et lavere uddannelsesniveau end Cuba i 1960 til et højere i 2000. Det er de asiatiske tigre Taiwan, Singapore og Malaysia. Cubas uddannelsesmæssige udvikling er ikke enestående – den minder f.eks. meget om Philipinernes – men er sammenlignet med resten af Latinamerika over gennemsnittet. I absolutte tal har Cuba formået at øge uddannelseslængden med knap fire år, hvilket i latinamerika kun overgås af Mexico og Peru, der begge stadig ligger under Cuba i total uddannelseslængde.Og Chile? Ja, det har haft markant lavere vækst i uddannelseslængden, både målt fra 1960 (58 % vs. Cubas 105 %) og fra 1975 (42 % vs. Cubas 64 %).

    Svar
  6. Niels Bollerup Andersen

    Der er en generel tendens til, at unge venstreorienterede tror, at de kan skabe et samfund, bygget på akkurat de samme værdier, som de samfund Stalin, Mao, Castro etc. skabte, uden at det bliver voldeligt.Jeg har selv diskuteret det med nogle venstreorienterede, og deres forestillinger om den socialistiske utopi, hvor folk danser rundt i økologisk tøj, mens de spiser gulerødder og er glade, er ubalanceret og naiv. Det er en meget skidt trend, som findes i den venstreorienterede ungdom, men de skal vel kunne se dem selv i spejlet om morgenen?!?

    Svar
  7. Søren Nørbak

    Til kgw.Jeg ser ikke de store fejl ved Bjørnskovs statistiske analyse. Hans pointe er at Cubas generelle uddannelsesniveau var godt før Castro og at det kommunistiske regime blot byggede videre på noget der i forvejen fungerede/ var godt.MvHSøren

    Svar
  8. Søren Nørbak

    Det er mere fra Dansk-cubansk venskabsforening og DR’s dækning af Cuba/Castro:”horisont på P1″ fra i tirsdag: http://www.dr.dk/P1/Horisontpaap1/udsendelser/2008/02/19114637.htm Kim Bildsøe Lassen agerer mikrofon holder for en række pro-Castro kommentarer fra Jørgen Laurvig, Sven-Erik Simonsen og Rosalba Cazon Lopez. Især Sven-Erik Simonsen udmærker sig med et indlæg om det demokratiske og fri Cuba (Sven-Erik Simonsen er fra Dansk-cubansk venskabsforening).

    Svar
  9. kgw

    Til Søren:Jeg mener ikke, at der er fejl i tallene, jeg mener, at de er misvisende. Bjørnskov vælger ud af mængden af latinamerikanske seks, der alle har højere procentvis stigning (fordi de kommer fra et væsentligt lavere niveau). Således kommer Cuba til at fremstå som det land, der har haft den laveste udvikling i uddannelsesniveauet, hvilket ikke er korrekt når man ser på resten af landene. Som nævnt ligger Cuba på tredjepladsen, hvis man ser på, hvor mange år den gennemsnitlige uddannelseslængde er øget.Der er så rigeligt at kritisere Castro for, men jeg synes man må give ham, at uddannelsessystemet er blevet administreret forholdsvis kompetent. Hvilket naturligvis aldrig kan blive en valid undskyldning for mangel på demokrati, ytringsfrihed mv.vhKasper

    Svar
  10. Sebastian A

    Du har fået ret, DR fortsætter deres mange årige forherligelse af Castro:P1 morgen http://www.dr.dk/p1/p1morgen 3. time.Niels Lindvig: “Fidel Castro er ikke en diktator” og “Cuba har et fantastisk godt sundhedssystem med latinamerikanske øjne” og “børnedødeligheden er meget lav i forhold til vest europa”P1 værten stillede ikke kritiske spm, holdt blot mikrofonen i ren DR stil!Det skal alle danskere tvinges til at betale til…. bvadr!

    Svar
  11. Christian Bjørnskov

    Helt enig, DR og andre medier har meget svært ved at sige noget dårligt om Castro, men blvier ved med at prise hans uddannelsesindsats. Så lad os kigge på hvor effektiv den har været – for ethvert argument må da basere sig på hvor meget_bedre_det er blevet i stedet for hvor godt det er nu. Ikke mindst fordi det er almindeligt kendt udenfor DRs rækker, at Cuba allerede i 1960 var et af Latinamerikas bedst uddannede lande. Her er tallene for procentuel vækst i gennemsnitsuddannelsen, beregnet på bassi af Barro-Lee datasættet:Cuba: 105% fremgangEcuador: 121 % (samme som Jamaica og Venezuela)Honduras: 141%Peru: 142 %El Salvador: 165 %Hvordan man kan tilskrive Castro æren for at have forbedret Cubas uddannelsessystem har jeg svært ved at se.Og til RasmusE: Jeg forstår ikke helt, hvordan du kan se min Pinochet-nekrolog som en apologi. Om noget var den et forsøg på at vise, at Pinochet-regimet var ansvarligt for en række væsentlige reformer af det chilenske samfund_på_samme_tid_som det foretog sig handlinger, der ikke kan undskyldes!

    Svar
  12. RasmusE

    Jeg tror grænsen for apologi afhænger af øjnene der ser. Jeg tror godt man kan indføre reformer, både økonomiske og sociale, uden at være diktator og undertrykke meningsmodstandere. Det mener du selvfølgelig også, men din kronik var alligevel en smule “pinochet var ond, men altså måske var det nødvendigt, for Salvador Allende var jo socialist”. Og der ser jeg bare ikke den store forskel på din Pinochet-apologi i forhold til andres Castro-apologi.Med forbehold for at have lagt ord i mundene på dig :-)mvh

    Svar
  13. Søren

    Danmarks førende borgerlige avis (yeah right), Berlingske Tidende, brillerer med at fremhæve, at godt nok er der hverken ytringsfrihed eller økonomisk velstand på Cuba – men til gengæld har ingen lande flere balletdansere pr. indbygger. Hmm…Amerikanerne får også en god del af skylden for tingenes tilstand og cubanernes forarmelse, idet den kære Berlingske-journalist angriber amerikanernes handelsboykot og generelt konfrontatoriske linje. Jeg vil i stedet glæde mig over, at USA – modsat fremtrædende danske politikere med Auken og Lykketoft i spidsen – aldrig har vaklet i sin modstand mod denne gale diktator. Men i Sværtegade er indstillingen måske en anden…

    Svar

Leave a Reply to RasmusECancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.