Bill Buckley, RIP

New York Times har netop for få minutter siden meddelt, at amerikansk konservatismes grand old man, “Mr. Conservative” himself, William F. Buckley, Jr. (1925-2008), er afgået ved døden.

Da jeg i sin tid først stødte på Buckleys navn, var jeg til at begynde med ikke imponeret–men det skyldtes nok, at jeg alene havde Murray Rothbards meget negative vurdering af manden, som var meget præget af deres modsætninger i 1960erne og uenighed om sikkerheds- og udenrigspolitik.  Som tiden gik, blev jeg mere og mere imponeret over Buckley, som trods hans lidt specielle taleform uden sammenligning var USA’s mest velartikulerede–og morsomme–konservative tænker i det 20. århundredes anden halvdel.  Han blev “verdensberømt” i USA som 22-årig med bogen God and Man at Yale, og han var som skribent, stilistisk og intellektuelt set, milevidt over niveauet fra mange af de mere højlydte, nyere konservative kommentatorer såsom Ann Coulter, Laura Ingraham og Michelle Malkin, for nu blot at nævne nogle oplagte, eller tågehorn som Mike Huckabee.  Hos Buckley var der–selv når man var uenig med ham–altid en vis (høj) standard, selv når han var morsom og perfid.

Samtidigt var Buckley, både intellektuelt og organisatorisk (ikke mindst som grundlægger og redaktør af National Review og initiativtager til “Young Americans for Freedom”), en person af måske større betydning for formningen af amerikansk konservatisme end nogen anden amerikansk konservativ i det 20. århundrede, ihvertfald et par præsidenter inkluderet.  Som WSJ skriver:

“Buckley and his talented stable of editors and contributors gave coherence and shape to what he called “a fusion” of traditionalism, anti-Communist internationalism and free-market economics. Equally important, the magazine worked to discredit fringe elements like the John Birchers, the Jew-haters and the Lindbergh isolationists.”

 Det er ikke helt ved siden af at sige, at uden Buckley, Goldwater og Reagan, ville der ikke have været nogen amerikansk konservativ “revolution” i 1980erne.  Han var en ener, og som NYT skriver én, der “marshaled polysyllabic exuberance, famously arched eyebrows and a refined, perspicacious mind to elevate conservatism to the center of American political discourse”.

Vi har tidligere skrevet om ham herNational Review selv gør det her.

Updates:

PS. Her er National Review‘s “mission statement” (1955).  Buckleys sidste klumme og en af hans sidste artikler: “Goldwater, The John Birch Society & Me” (Commentary).

PPS. Kort interview og “appreciation” på Charlie Rose.  En times interview og portræt sammesteds.

6 thoughts on “Bill Buckley, RIP

  1. Astrid

    En glimrende kommentar. Og lad os holde fast i, at Buckley var konservativ med stort K, og ikke liberalist, selv om han også var en stor forkæmper for den personlige frihed. Men det er alle ægte konservative.

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Astrid: Dine endeløse repetitioner af indholdstomme fraser bliver ikke bedre af, at Du tilsyneladende ikke sætter dig ind i de ting, Du kommenterer, selv når Du får serveret de relevante links. Buckley var klart en kulturelt konservativ person, men hans amerikanske konservatisme har _intet_ at gøre med den kontinental-europæiske “big government” konservatisme, som Du synes at plædere for; han var efter eget udsagn “libertarian” og endog særdeles liberalt indstillet i økonomiske spørgsmål. Jeg har allerede andetsteds nævnt hans store begejstring for og nære samarbejde med Mises, Hayek og Friedman, samt det forhold at han i titlen på sine erindringer refererede til sig selv som “libertarian”. Kan Du fortsat ikke fordøje det, så tyg på denne udtalelse til det minimalstats-liberale “Reason Magazine” i et 1983-interview: “I share about 90 percent of the views of most libertarians”; de sidste 10 pct. var i det store billede mestendels vedr. udenrigspolitikken, samt vedr. abort (som de fleste amerikanske libertarianere formodentlig er for, mens Buckley var imod).

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.