Replik til Sørlander

I et indlæg på 180grader er Kai Sørlander gået i rette med min klumme sammesteds vedrørende den administrative udvisning af to tunesere mistænkt for at ville dræbe Kurt Westergaard.

Det pragmatiske forsvar for udvisningerne ville være at påpege at gældende ret ikke forbyder sådanne administrative udvisninger. Der er specifik hjemmel i udlændingelovens § 25 til administrative udvisninger uden prøvelse, og intet i grundloven forbyder dette. Det lovforberedende arbejde har udtrykkeligt taget stilling til Danmarks internationale forpligtelser under EMRK, der tillader staterne vid adgang til at kontrollere udlændinges adgang, ophold og eventuelle udvisning fra deres territorier. Statens vigtigste opgave er at beskytte danske borgere, og i en tid med terrortrusler mod Danmark ville det være lemfældigt at udstyre potentielle terrorister med videregående rettigheder, end hvad der med sikkerhed følger af gældende dansk ret og vores internationale forpligtelser.

Et sådant forsvar ville umiddelbart være juridisk velfunderet selvom en række domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (her, her og her) rejser alvorlig tvivl om, hvorvidt sådanne udvisninger kan gennemføres uden prøvelse (jeg håber at få tid til at kommentere dommene i en særskilt postering). Selv hvis udvisningerne er i overensstemmelse med EMRK, gør dette dog ikke administrative udvisninger uangribelige. Ethvert nationalt og internationalt rettighedskatalog indeholder bevidste og ubevidste smuthuller, som efterlader borgeren med færre retssikkerhedsgarantier og staten med større diskretionær magt end hvad en klassisk liberal tilgangsvinkel tilsiger.

Men Sørlanders ærinde er et helt andet og langt mere vidtgående end ovenstående. Sørlander skriver bla, at hans kritik:

”drejer sig alene om et rent principielt problem [Min fremhævning] i forholdet imellem demokrati og jura – mellem politisk magt og dømmende magt [….]Det grundlæggende spørgsmål er: Hvem skal vi sikkerheds- og retspolitisk give den endelige magt? Skal det være en demokratisk valgt og demokratisk ansvarlig instans, eller skal det være et særligt udvalg af jurister? I et velfungerende demokrati kan der næppe være megen tvivl om svaret. Dér bør den politiske magt være demokratisk funderet; og dér bør de sikkerhedspolitiske skøn ligge i demokratiske organer. Vi har ingen sikkerhed for, at det er ufejlbarligt; men det er en logisk følge af det krav om politisk ligeværdighed, som er demokratiets ideologiske fundament. Desuden er der heller ikke noget andet system, som er sikret større ufejlbarlighed.”

Sørlander opstiller – så vidt ses – dermed et præmis om, at den endelige vurdering af nationens sikkerhed i en retsstat altid må foretages og afgøres af den udøvende magt. Samt at den udøvende magts beføjelser i så henseende trumfer hensynet til individets interesse i at få afprøvet om den udøvende magts beslutning er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder eller for den sags skyld gældende ret som den ville finde anvendelse i forhold til et ligeså fundamentalt indgreb mod et individ, der har dansk statsborgerskab. På denne præmis konkluderer Sørlander endog, at domstolskontrol med den udøvende magts vurdering af selv indgribende beslutninger er udemokratisk, når sådanne beslutninger er baseret på national sikkerhed. Som jeg læser Sørlanders klumme, anser han dette for at være et generelt princip, som et liberalt demokratis retsorden bør respektere, og at det således ikke er begrænset til sager om udvisninger og/eller udlændinge.

Hvis min gengivelse af Sørlanders pointe er korrekt, tager Sørlander alvorligt fejl juridisk set, ligesom hans grundlæggende filosofi åbner op for en type demokrati, der afviger radikalt fra den samfundsorden – baseret på det liberale demokrati – Sørlander almindeligvis er fortaler for.

Juridisk set er Sørlanders præmis forfejlet, fordi danske domstole har mulighed for at vurdere spørgsmål vedrørende national sikkerhed og efterretningstjenesternes arbejde i en lang række sager. Straffelovens kapitel 12 omhandler således forbrydelser mod “statens selvstændighed og sikkerhed”. Forbrydelser der naturligvis ikke kan sanktioneres administrativt, men kræver domfældelse. En sådan domfældelse forudsætter således f.eks. at domstolen er enig med PET og anklagemyndigheden i at den tiltalte:

”…med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger….” (Straffelovens §114, stk. 1 (Terrorisme)).

En domstol vil have meget svært ved at domfælde i en sådan sag uden at inddrage den type spørgsmål, som Sørlander har erklæret domstolene uegnede til at behandle.

Derudover har Danmark ratificeret og inkorporeret EMRK. I EMRK artikel 8-11 sikres en række rettigheder herunder retten til privatliv, ytringsfrihed og foreningsfriheden. Det er dog ikke absolutte rettigheder, idet der kan foretages indgreb heri under hensyntagen til bl.a. national sikkerhed, dog kun med lovhjemmel og såfremt indgrebet er “nødvendigt i et demokratisk samfund”. Denne nødvendighedstest, vil ultimativt skulle foretages af domstolene. Dermed har Folketinget eksplicit givet både de danske domstole og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol hjemmel til at efterprøve indgreb i frihedsrettigheder –  også administrative indgreb rettet mod udlændinge – hvor sådanne indgreb hviler på national sikkerhed.

Et konkret eksempel er Grevil-sagen, hvor to journalister og en redaktør fra Berlingske Tidende var tiltalt for uberettiget at videregive ”oplysninger, der er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar” i strid med Straffelovens § 152d, stk. 3. Byretten frifandt journalisterne udfra følgende betragtninger:

De nævnte bestemmelser i straffeloven skal læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions [EMRK] artikel 10 og praksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol [EMD] vedrørende denne bestemmelse.

[…]Afvejningen af de modstående væsentlige hensyn i sagen fører efter rettens opfattelse til, at den betydelige offentlige interesse omkring beslutningen af krigsdeltagelse i 2003 skal tillægges en sådan vægt overfor risikoen for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, at det kan lægges til grund, at de tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, da de valgte at videregive de fortrolige oplysninger til pressen.    

Skulle Sørlanders præmis have været gældende i denne sag ville Berlingskes journalister skulle kunne sanktioneres af justitsministeren uden domstolskontrol, da de jo netop blev tiltalt for at have videregivet oplysninger der vedrørte statens sikkerhed. Vi skulle således blot have accepteret FEs vurdering af, hvorvidt offentliggørelsen af hemmeligstemplede rapporter vedrørte statens sikkerhed uden hensyntagen til indholdet deraf (der i høj grad allerede var lækket og dermed kendt) og uden hensyntagen til journalisternes ytringsfrihed eller offentlighedens i
nteresse i sagen. En såda
n retstilstand tillader heldigvis, hverken dansk ret eller EMRK, hvorfor de danske domstole prøvede sagen og frifandt de to journalister under hensyntagen til deres ytringsfrihed og det lækkede materiales natur.

Storbritannien er – på trods af Blairregeringens angreb på både Habeas Corpus og ytringsfriheden – om noget et land, der identificeres med retsstaten. I 2006 træf det britiske House of Lords en afgørelse, hvor den underkendte de britiske myndigheders tidsubestemte frihedsberøvelse af terrormistænkte udlændinge. Frihedsberøvelsen var netop baseret på national sikkerhed. Sørlander burde nærlæse House of Lords præmisser, idet de udviser en langt dybere forståelse af magtfordelingen i et liberalt demokrati baseret på fundamentale frihedsrettigheder end den version Sørlander gør sig selv til fortaler for. Domstolen udtalte bl.a.: 

I accept at once that the executive and the legislature are to be accorded a wide margin of discretion in matters relating to national security, especially where the Convention rights of others such as the right to life may be put in jeopardy. But the width of the margin depends on the context. Here the context is set by the nature of the right to liberty which the Convention guarantees to everyone, and by the responsibility that rests on the court to give effect to the guarantee to minimise the risk of arbitrariness and to ensure the rule of law.

Put another way, the margin of the discretionary judgment that the courts will accord to the executive and to Parliament where this right is in issue is narrower than will be appropriate in other contexts. We are not dealing here with matters of social or economic policy, where opinions may reasonably differ in a democratic society and where choices on behalf of the country as a whole are properly left to government and to the legislature. We are dealing with actions taken on behalf of society as a whole which affect the rights and freedoms of the individual. This is where the courts may legitimately intervene, to ensure that the actions taken are proportionate. It is an essential safeguard, if individual rights and freedoms are to be protected in a democratic society which respects the principle that minorities, however unpopular, have the same rights as the majority.”

De ovennævnte domme er eksempler på, at domstole er ganske udmærket egnede til at tage stilling til indgreb fra statens side og balancere disse over for hensynet til national sikkerhed uden dermed at fravriste den udøvende magt dens naturlige og primære ansvar på for at holde nationen sikker. Sørlander har ret i at dommere lige så lidt som politikere er ufejlbarlige. Men det faktum, at en uafhængig instans vurderer den udøvende magts indgribende beslutninger er nu engang del af selve det fundament, som vores og andre vestlige retsstater er bygget på. Kontrol foretaget af uafhæninge og uafsættelige dommere der ikke er på valg, værner således mod alle former for magtmisbrug, som magthavere bevidst eller ubevidst begår, når der ingen kontrol er med deres handlinger. Især – som i nærværende sag – hvor folkestemningen naturligt og forståeligt nok er for administrative indgreb og tunesernes prompte udvisning. Dertil kommer, at en konkret dom ikke fratager den udøvende magt muligheden for med andre midler at søge at realisere dens målsætninger. Initiativet ligger stadig fuld og fast hos den udøvende magt, der inden for frihedsrettighedernes rammer har en stor grad af frihed og fleksibilitet til at manøvrere.

At karakterisere ovenstående domme som udemokratiske ville derfor være forkert – i hvert fald hvis man med demokrati mener liberalt demokrati. Hovedsageligt fordi indgribende beslutninger overfor borgere inden for en demokratisk stats jurisdiktion bør underkastets domstolskontrol ud fra et hensyn til individets frihedsrettigheder og værnet mod diskretionært magtmisbrug.

I tillæg til de hensyn der fremgår af de ovennævnte konkrete eksempler fra dansk og udenlandsk retspraksis kan domstolskontrol også i den brede offentligheds øjne legitimere og understøtte statens reaktion. Det er således svært at bestride, at en domstolskontrol kan give en afgørelse som den foreliggende en grad af objektivitet, som en afgørelse truffet af en minister på baggrund af en indstilling fra en efterretningstjeneste aldrig kan opnå alene.

Hertil kan det naturligvis anføres, at domstolene i en hypotetisk prøvelse af udvisningerne af de to tunesere givetvis hverken kan eller ønsker at foretage en fuldstændig efterprøvelse af PET’s skøn, idet domstolene – som det også har været anført i debatten – ikke besidder den efterretningsmæssige ekspertise som PET. Men denne kritik overser det vigtige forhold, at en afgørelse som den foreliggende aldrig alene vil have karakter af en efterretningsmæssig vurdering. I højere grad end den rent efterretningsmæssige del af afgørelsen vil domstolen således være egnet til at efterprøve om de formelle regler, som normalt finder anvendelse, når det offentlige agerer, er blevet fulgt. Har den pågældende således haft mulighed for at komme med sin side i sagen? Hvad hvis han mener, at der er tale om en forveksling af personer, og han således ikke er den rette mistænkte? Hvad hvis han mener, at PET har handlet uden for sine beføjelser i forbindelse med efterforskningen? Alle disse spørgsmål er naturligvis hypotetiske, og det ville være meget overraskende, såfremt PET i en sag som den foreliggende ikke har en meget god sag, hvilket givetvis er grunden til at ministeren har godkendt udvisningen. Men det er ikke hvad debatten bør dreje sig om. Debatten sigter ikke mod at tvinge efterretningstjenesten til at afsløre sine kilder og efterforskningsmetoder, ej heller at mistænkeliggøre efterretningstjenesten arbejde. Spørgsmålet er snarere, hvorvidt vi som nation bør sikre, at et individ der står over for et fundamentalt indgreb fra statens side, har ret til at anmode en uafhængig instans om at kigge statsmagten over skulderen.

Endelig ville det også være forkert at karakterisere domstolskontrol af spørgsmål om national sikkerhed som udemokratisk af den grund, at den lovgivende magt jo selv positivt har begrænset både egen og den udøvende magts beføjelser ved alle de materielle og processuelle retsgarantier som ifølge dansk lov og ret garanteres af domstolene, samt ved f.eks. at ratificere EMRK, der anerkender den Europæiske Menneskerettighedsdomstols jurisdiktion. Det er også værd at bemærke at den dømmende magt i sådanne situationer ikke blot beskytter individet, men også – indirekte – den lovgivende magt, derved at det sikres, at de rammer de folkevalgte har opstillet bliver respekteret af den udøvende magt.

En ordning, hvorefter administrative udvisninger skulle prøves af et særligt domstolslignende organ ville tjene de ovennævnte retssikkerhedshensyn og ville naturligvis også skulle basere sig på en lov vedtaget af et flertal i Folketinget, hvorfor de samme betragtninger gør sig gældende. De ovennævnte domme og retssikkerhedsmæssige hensyn er således et godt bevis på, at Sørlanders grundlæggende præmis ville udgøre et markant brud med retsstatens magtfordeling i et liberalt demokrati, og en uhørt koncentration af potentielt vilkårlige beføjelser hos den udøvende magt.

Hvis jeg har misrepræsenteret Sørlanders pointe og Sørlander anerkender nødvendigheden af domstolskontrol i sager om national sikkerhed – blot ikke i udvisningssager – må man spørge, hvad der gør udvisningssager særligt uegnede til domstolskontrol? Svaret er, at domstole naturligvis ligesåvel kan tage stilling til spørgsmål om national sikkerhed i udvisningssager som i øvrige sager, hvor et individ udsættes for et statsligt indgreb.

I værste fald gør Sørlander sig derfor til talsmand for et system, hvor selv alvorlige indgreb i frihedsrettigheder kan undtages domstolskontrol blo

t ved at karakterisere dem som baseret på national sikkerhed, og som dermed underminerer en kernekomponent i det vestlige liberale demokrati til fordel for vilkårlighed. I bedste fald er Sørlanders argumentation usammenhængende. Såfremt det sidste er tilfældet er det godt i tråd med en af min oprindelige klummes pointer: at både den værdipolitiske højre- og venstrefløj er gladest for frihedsrettigheder når de passer ind i disses fløjes respektive politiske agendaer.

14 Kommentarer

  1. Så er der vist nok ord om det emne. Skal de ikke bare UD så snart det kan lade sig gøre? Og derefter skal der være en familiesammenføring.

  2. LuckyLibertas

    4. marts 2008 at 10:48

    Jacob,At du henviser til flere situationer, hvor dommerne blot må lægge pet´s vurderinger til grund, idet dommerne hverken vil eller skal kompromittere det uafhængige domstolsvæsen med skøn over rigets sikkerhed, dokumenterer ikke din påstand.Konklusionen må være at man snarere skulle se på de love som sætter domstolene i sådanne situationer. Dommerne vil ikke jfr. deres formand vurdere rigets sikkerhed og så er det fuldstændig underordnet om det er sager med danske statsborgere eller ikke.Kan du slet ikke se at alt hvad de uafhængige domstole står for i et oplyst demokrati kompromitteres, hvis dommere skal sidde med vilkårlige skøn over rigets sikkerhed.Det er da det værste der kan ske for retsstaten at tilliden til de uafhængige domstole brister, så at opfordre lovgiver til at flytte magt fra udøver til domstolene i denne sag ville være en meget dårlig ide og at prøve at strække lovgivningen dertil endnu værre, især med Grundloven.

  3. Noble Savage

    4. marts 2008 at 11:37

    Ad Lucky Libertas:”Konklusionen må være at man snarere skulle se på de love som sætter domstolene i sådanne situationer. Dommerne vil ikke jfr. deres formand vurdere rigets sikkerhed og så er det fuldstændig underordnet om det er sager med danske statsborgere eller ikke.Kan du slet ikke se at alt hvad de uafhængige domstole står for i et oplyst demokrati kompromitteres, hvis dommere skal sidde med vilkårlige skøn over rigets sikkerhed.”Det var dog en mærkværdig konklusion al den stund at indlægget netop henviser til en konkret dansk dom der tager stilling til rigets sikkerhed.Er det din holdning, at man skal kunne undtage domstolskontrol fra f.eks. straffelovens kapitel 12?? I modsat fald skal domstolene jo per definition tage stilling til dette spørgsmål i forbindelse med indgreb i frihedsrettigheder. Di argumentation forekommer derfor tåget. Endelig er Grundloven er slet ikke i spil i dette spørgsmål.

  4. En kompliceret sag.Den gøres vemmelig, fordi at vi nu har 50 års fakta på plads; domstolene er med i at ‘forære Danmark væk’. Vores håb som borgere er dermed, bevidst, bedst stillet med en Folkevalgt beslutningsmagt, fordi vi kan da, selvom det er svært, sparke de folkevalgte på plads; ud. Dét kan vi ikke med en rød dommerstand. anti-sharia

  5. Noble Savage

    5. marts 2008 at 05:33

    Ad Anti-Shariah:Er du frisk på at begrunde din påstand om at en rød-dommerstand er ved at forære Danmark væk? Var det dommerstanden der indførte 80’ernes udlændingelovgivning? Den evigt voksende velfærdsstat? En skatteprocent på 63? etc. etc. Den danske dommerstand er givetvis blandt de mindst politiserende overhovedet da de som hovedregel meget sjældent underkender den lovgivende og udøvende magt.

  6. @12: Jeg er desværre enig. Om noget burde man måske snarere end neo-Hørupianismen, der pludseligt kribler frem i kommentarerne her, styrke domstolene yderligere. Det er sket alt, alt for få gange, at højesteret er gået imod politikerne.

  7. Auberon Herbert

    5. marts 2008 at 09:53

    Det vil være let at sige, at Sørlanders demokrati- og statsopfattelse hermed viser sig som populistisk og grænsende til det små-fascistoide. Men bare fordi noget er let at sige, er det jo ikke nødvendigvis forkert. Hele denne sag får meget godt lettet for det, der har været gemt væk – fx som et stykke træ, man vender om, hvorefter alle ormene og maddikerne kravler frem.

  8. LuckyLibertas

    5. marts 2008 at 10:59

    Ja rigets sikkerhed bliver aldrig en nemt håndterbar størrelse og at foreslå den flyttet til domstolene vil som sagt blot rokke ved tilliden til de uafhængige domstole. Det er nok bedst at diskutere disse sager og politisk holde udøver på flertallets sti, spm. er blot hvordan man orienterer sig i disse emner, der i sagens natur er specielle og lukkede lige netop af hensyn til rigets sikkerhed.Jeg synes det er problematisk, men vil ikke være med til at lægge lidt ligegydig pynt på oplysnigen ved at inddrage dommerne der jo heller ikke vil få grundlaget oplyst, idet denne pynt som sagt kan ødelægge tilliden til de uafhængige domstole, og man skal jo ikke reparere en mangel med endnu flere. Jurister skal isærdeleshed ikke opfinde retstilstande som ikke findes, det skal den lovgivende forsamling.

  9. Lone Pedersen

    5. marts 2008 at 11:13

    Det er jo et valg, vi må træffe. Vi får ikke begge dele.Mchangama skriver:”I værste fald gør Sørlander sig derfor til talsmand for et system, hvor selv alvorlige indgreb i frihedsrettigheder kan undtages domstolskontrol blot ved at karakterisere dem som baseret på national sikkerhed..”National sikkerhed er ikke en lille detalje eller noget der bør kaldes “blot”. Vi er midt i en krig mellem frihed og demokrati på den ene side, der står overfor formørkethed, censur og ufrihed. Hvis vi som Mchangama vælger at prioritere disse formørkede personers frihedsrettigheder – og det vil Mchangama måske nok vælge, fordi han er jurist og ekspert på området – så vælger vi også i dette konkrete spørgsmål, at Westergaard sandsynligvis dræbes og i hvert tilfælde, at samtlige satiretegnere, kunstnere og andre ikke tør at kritisere islam eller terrorister og andre voldspersoners anvendelse af islam som legitimering af deres handlinger. Her er vi allerede snart ved at være.Vi ved jo godt at et planlagt mord kun sjældent lader sig bevise, slet ikke i dette tilfælde, hvor der også må kræves hemmeligholdelse, hvorfor PET måtte lade den anden gå. Hvid de to tunesere skal blive i landet er det en alvorlig sag, der skaber angst ig giver præcedens. Mchangama du fordyber sig i noget jura (hvor jeg ikke engang er sikker på, at du har ret) mens den frie verden er alvorligt truet af nogle kræfter, som du åbenbart ikke ser. Vi kan ikke give personer, der er her som gæster og blot er kommet inden for grænsen (og disse står jo ret åbne i dag), fulde frihedsrettigheder. De to tunesere dømmes ikke, men de bliver bedt om at forlade landet, fordi der er rimelig vished for, at de kan tænkes at true riget. Sådan må det være.Hvis de får lov at blive vil ingen mere turde kritisere islam eller kritisere det forhold, at terrorister bruger islam som åndelig begrundelse (det var præcis det, som Westergaards virkelighedstro tegning gjorde). Resultatet vil være, at islam i endnu højere grad hos os bliver til islamismen. Det hjælpes godt på vej, hvis islam ikke -i modsætning til de andre religioner – frit kan udfordres og kritiseres. Ser du ikke, at heri ligger overordnet truslen og faren for vores frie verden. Det at en tegner mister livet, vil skræmme os alle meget, det vil skabe stor frygt og ramme vores ytringsfrihed mere. Det må simpelthen ikke ske. Vi kan ikke give de to tunesere fulde frihedsrettigheder, selvom dette måske nok kunne have været bedst. Vi kan ikke redde hele verden. Vil du Mchangama puste ballonen så højt op, og give gæster her i landet, der havde ondt i sinde alle mulige ædle og udmærkede rettigheder, når det indebærer så høj en pris for dit land, for landets borgere og for den anden væsentlige frihedsrettighed for alle disse borgere, ytringsfriheden?Ud fra en politisk og afvejet fornuftmæssig vurdering forekommer det mig, at Sørlander vil gavne demokratiet og borgerne i de vestlige lande mest, mens Mchangamas vurdering af, at vi ikke uden en domstols vurdering må bede de tunesiske gæster om straks at forlade landet, giver hensynet til disse tos frihedsrettigheder første prioritet over de andre hensyn, som han burde vægte højere, når han er sat over for et valg. Og vi er sat overfor dette valg.Vi må vælge mellem vores land, vores demokrati, vores ytringsfrihed og de to tuneseres frihedsrettigheder. Jeg vælger det første.

  10. Danmark er i krig mod islamismen. I krig og kærlighed gælder alle en kneb, og vi kan ikke vinde krigen mod islamismen ved at lege søndagsskole. Så Sørlander – der iøvrigt er Danmarks største og eneste betydelige filosof – har fuldstændig ret. Jeg væmmes over naive pladderhumanister som ovenstående forfatter.

  11. Bravo, Mchangama – fremragende indlæg, lige i øjet!

  12. Jeg kunne godt tænke mig, at diskutere et andet aspekt af denne sag: Bør vi arbejde for at tillade (altså ved at forsøge at få ændret den europæiske menneskerettighedskonvention eller udtræde af denne – hvis det da er muligt) udvisning i visse tilfælde til lande hvor regeringerne benytter tortur?Personligt har jeg ikke problemer med at udvise udlændige som har udøvet kriminalitet til deres hjemland uagtet at retssikkerheden i dette land er tvivlsom. Hvis man ikke vil tilbage til sit hjemland kan man jo bare lade være med at begå kriminalitet i Danmark.Dommene fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i hvert fald fjernet min tillid til denne (omend jeg da synes, at man i fald man trækker sig ud af konventionen bør sikre de fornuftige af rettighederne i denne – men jeg ved som sagt ikke om det er en mulighed at trække sig ud af den).

  13. LuckyLibertas

    5. marts 2008 at 12:28

    NobelSavage,Uanset hvilken lov rigets sikkerhed indgår i skal domstolene kun tage stilling til det selvstændigt strafbare ikke om det strafbare også risikerer rigets sikkerhed, og er der sammenblandning må domstolene lægge udøvers skøn til grund. Man kan da ikke sætte dommere til at fækte i blinde.Mht. Grundloven så prøvede Jacob altså på at sætte den i spil, men uden held, idet §71 i Grundloven skal ses i sin helhed og der er heri også taget særskilt stilling til ikke statsborgere som var Jacobs udgangspunkt for diskussionen, selvom den retteligen ikke burde køre derfra.

  14. Tja, nu er de to tunesere så sat på fri fod – fordi de ikke kan udvises til deres hjemland, idet man ikke kan afvise, at der foregår tortur i Tunesien. I en anden sag har Integrationsministeriet konkluderet, at afviste asylansøgere heller ikke kan udleveres til Grækenland, fordi der foregår også tur. Og Grækenland er enddda medlem af både NATO og EU.Hvad gør vi så? Det betyder jo, at hvis en udlænding krydser grænsen til Danmark, så kan vi aldrig slippe for ham igen, fordi de allerfleste lande i verden anvender tortur. Ja, selv USA gør det jo – ihvertfald ifølge venstrefløjen. Vi er nok nødt til at indrette et europæisk eller danske Guantamo, hvor vi kan anbringe alle de udlændinge, som vi ikke kan eller vil have gående ud i det danske samfund, men heller ikke sende retur til, hvor de kom fra. PS. Jeg er iøvrigt sikker på, at hvis vi sendte de to tunesere til Tunesien, så vil de blive hyldet som folkehelte.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑