Er organisationsaktivitet godt for økonomien?

En af de mest indflydelsesrige ideer i samfundsvidenskaberne i de senere år har været at ’netværksaktivitet’ er godt for samfundets udvikling. Siden Robert Putnam i 1993 populariserede begrebet social kapital og definerede det som “features of social organization, such as trust, norms, and networks, that can improve the efficiency of society by facilitating coordinated actions”, har mange samfundsforskere og endnu flere politikere regent med, at hvis man bare på en eller anden måde investerer i at folk mødes i forskellige frivillige organisationer, skal det nok gå alt sammen. Ideen om at man effektivt kan udveksle viden og hjælp når man er organiseret, ligger bag både relativt nutidige ideer om fagbevægelsen, forskellige korporatistiske teorier, Robert Dahls syn på hvordan demokrati virker, og i en vis forstand også superstjernen Richard Floridas ideer om den ’kreative klasse’. Teorien har haft så stor indflydelse, at flere lande inklusive Australien har implementeret politiker direkte baseret på den, og den er heller ikke uden indflydelse i Danmark.

Men sådanne teorier kan naturligvis ikke stå uimodsagt, og enkelte husker da også både Adam Smith og den store amerikanske politolog Mancur Olson, der begge havde et noget andet syn på sagerne. Smith skrev i hovedværket ’the Wealth of Nations’ at ”people of the same trade seldom meet together, even for merriment and diversion, but the conversation ends in a conspiracy against the public, or in some contrivance to raise prices”. Olson pegede også i sin “the Rise and Decline of Nations” at organiserede særinteresser som oftest fører til ineffektive politiker der kun gavner særinteresserne på bekostning af resten af befolkningen. Med andre ord peger Olson på, at overdreven organisationsaktivitet vil føre til mindre produktivitet og lavere vækst, alt andet lige, mens Putnam peger i den anden retning.

Dermed er det et empirisk spørgsmål hvem der har ret: Er organisationsaktivitet gavnligt pga. at alle kan arbejde mere effektivt sammen på den måde, eller åbner den blot op for ekstra politisk påvirkning fra snævre særinteresser? Det har længe været et spørgsmål, der har været svært at svare på for samfundsvidenskaben pga. mangelen på informationer om organisationsaktivitet, men for nylig har amerikanerne Dennis Coates, Jac Heckelman og Bonnie Wilson gjort en speciel indsats og har fundet og renset data for 87 lande, som de har udnyttet i en serie papirer. Og de understøtter ikke den herskende politiske ortodoksi at networking og frivillige organisationer totalt set er af det gode.

Coates, Heckelman og Wilson finder, at jo tættere netværkene er i et land, jo langsommere vokser det (læs f.eks. her og her). Deres estimater peger på, at i det gennemsnitlige OECD-land vil ti ekstra organisationer – og gennemsnittet er faktisk 914 organisationer – sænke væksten med i det mindste en tredjedel procentpoint. Organisationsaktiviteten fanger med andre ord i langt højere grad en negativ Smithsk/Olsonsk indflydelse fra særinteresser end en positiv Putnamsk/Floridask effekt.

Hvis man skal stramme fortolkningen en smule betyder det at en del af Tysklands elendige økonomi de senere år til de 5000 organisationer – 61 per million indbyggere – der for i det mindste manges vedkommende påvirker tysk politik i en grad så det kun kan betegnes med Olsons term ’økonomisk sklerose’. Men Danmark er heller ikke ligefrem kendt for sin mangel på organisationer, nærmere tværtimod. Landet har nogle af de stærkeste organisationer i den vestlige verden, og man kan måske overveje hvad det betyder for muligheden for at reformere velfærdsstaten før økonomien begynder at tage alvorlig skade igen. For hvordan er det nu det går, hvis man begynder at tale reformer i Danmark? Hører man særinteresser lufte deres politiske utilfredshed i medierne? I høj grad ja, og dem vil Putnam/Florida-fløjen give større spillerum. Hvad siger man til det?

6 thoughts on “Er organisationsaktivitet godt for økonomien?

  1. Morten Pedersen

    Kære Christian BjørnskovSom sædvanlig en glimrende betragtning, og Coates, Heckelman og Wilsons undersøgelser er da også særdeles interessante.Jeg har dog et lille opklarende spørgsmål:Jeg har altid estimeret Robert Putnams tese om social kapital højt, da den netop understreger det gode i et velfungerende civil(!)-samfund. Derfor undrer kritikken af ham mig.Er ‘social kapital’ ikke netop det, der kan opstå af frivillige netværk mellem mennesker, men som i en til stadighed mere reguleret stat, som f.eks. den danske, får trange kår? Er der ikke netop en forskel mellem det civilsamfund og den sociale kapital, som Putnam taler om, og så den uhellige alliance mellem visse, stærke organisationer og et villigt statsapparat, som du med rette kritiserer?Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl, men er du ikke lidt grov ved Putnam, eller er det blot mig, der har læst Putnam, som jeg gerne ville læse ham?Venlig hilsenStud.scient.pol.Morten Pedersen

    Svar
  2. Martin Rannje

    Jeg er enig m. Morten Pedersens betragtning – det var faktisk det første der slog mig da jeg læste posten. Nu er det nogle år siden jeg har læst Putnams i øvrigt glimrende bog, men sådan som jeg husker det har jeg svært ved at forstå kritikken. Jeg husker det nemlig som om at det fremgår rimeligt tydeligt både af bogen og responsen på den at der netop IKKE var tale om fagforeninger eller nogen andre former for politiske organisationer, men at der derimod var tale om noget så uskadeligt som fodboldklubber, fugleforeninger osv. – altså rene civilsamfundsorganisationer UDEN politisk sigte. I den forstand er det en meget De Tocqeville inspireret bog, og noget af det den blev kritiseret for i det politologiske tidsskrift på mit institut, for nogle år siden, var at den ikke tog højde nok for statens rolle i historiens udvikling. Så jeg har altid tolket bogen som at social kapital er godt for institutioner og økonomi, men det er IKKE noget som man kan skabe ovenfra v. politiske indgreb, det er derimod noget der optår nedefra.Det er muligt at man dog kan overføre hans princip til alle organisationer og dermed også politiske som f.eks. fagforeninger og alle de andre interesseorganisationer – det var noget af det jeg selv tænkte dengang jeg læste den. Men det er efter min mening også særdeles muligt at princippet ikke kan overføres, fordi at den politiske karakter af de nævnte organisationsformer gør dem væsensforskellige fra de frivillige, apolitiske civilsamfundsorganisationer – f.eks. har de et kompetitivt sigte og er involveret i det politiske nulsums magtspil. Derudover er det tit noget folk gør mere af behov end fordi de har lyst, og derfor er det vel særdeles tænkeligt at den slags slet ikke genererer tillid (og dermed social kapital).Jeg er ikke sikker på at Putnam og Olson er gensidigt uforenelige.Mvh

    Svar
  3. Christian Bjørnskov

    Kære Morten og MartinEt par afklaringer. Jeg startede med at stole fuldt og fast på Putnams historie, brugte den som udgangspunkt i mit speciale og det første år af min PhD. Men jo mere jeg har arbejdet med data, jo dårligere er det kommet til at se ud for den gode Harvard-professor. Morten skriver at “Er ‘social kapital’ ikke netop det, der kan opstå af frivillige netværk mellem mennesker”, og vurderer at det har trangekår i en velfærdsstat a la Danmark. Jo, hvis man tror på Putnam, men sådan ser det faktisk ikke ud i virkeligheden! Den del af Putnams social kapital-koncept der er forbundet med positive outcomes – social tillid – er faktisk_ikke_kasualt forbundet med netværksaktivitet. Og selvom Martin_i_princippet_har ret i at organisationer har forskellige sigter, kan man i praksis ikke skille dem ad. Lande, der har mange af den ene slags, har også mange af den anden. Og selv organisationer der er “så uskadelige som fodboldklubber” er også særinteresser. man behøver sådan set bare se på hvordan lokale fodboldklubber forvrider kommunale budgetter for at få bygget prestigefyldte stadion osv. Pointen med kommentaren er, at ‘on balance’ er organisationsaktivitet sandsynligvis skadelig for økonomisk vækst, uanset hvilken type vi taler om. For der findes faktisk ikke et eneste studie – udover Putnams egne nye og statistisk underlige – der finder en positiv effekt af organisationer.

    Svar
  4. trane

    Hej Christian:Jeg tilslutter mig Morten og Martins kommentarer, og mener ikke du svarer på dem. Du skriver i dit indlæg:”Olson pegede også i sin “the Rise and Decline of Nations” at organiserede særinteresser som oftest fører til ineffektive politiker der kun gavner særinteresserne på bekostning af resten af befolkningen. Med andre ord peger Olson på, at overdreven organisationsaktivitet vil føre til mindre produktivitet og lavere vækst, alt andet lige, mens Putnam peger i den anden retning.”Putnam vil, som Morten og Martin pointerer, snarere sige, at et velorganiseret civilsamfund er bedre rustet til at holde statslige organer SÅVEL SOM interesseorganisationers repræsentanter i ørerne, end et mere fragmenteret sådant. Sagt på en anden måde, så udtaler Putnam og Olson sig om forskellige typer organisationer på forskellige niveauer og med hensyn til forskellige afhængige variable. Derfor er det forkert at sige, at Putnam ’peger i den anden retning’. Dit citat fra Adam Smith understøtter heller ikke den modsætning du stiller op. Han skriver netop ’people of the same trade’, hvor Putnam som du ved ser på amatørornitologer o.l. organisationer med et relativt indadvendt sigte. Putnams argument er ikke i modstrid med Adam Smiths. Jeg tror faktisk godt man kunne finde et citat eller flere hos Smith der kunne føres direkte over i Putnam, men det må du spørge PKK om. Under alle omstændigheder er det forkert når du skriver, at ”det er et empirisk spørgsmål, hvem der har ret”. Vi kan jo ikke afklare det empirisk før vi har afklaret begreberne, par example ved at definere, hvad vi vil rubricere som særinteresser og hvad som fælles interesser, samt ved at præcisere den afhængige variabel; taler vi om effektivitet ift. produktionen af forskellige offentlige ydelser (fx tilfredshed med denne, eller produktivitet i den offentlige sektor) eller om ’effektmål’ (for så vidt som de er målbare og der kan etableres en klar sammenhæng til uafhængig variabel) ift. bredere variable som fx økonomisk vækst.Jeg synes det er et interessant fund, umiddelbart, det med den statistiske sammenhæng mellem antal organisationer og økonomisk vækst. Men for at kunne forklare sammenhængen må vi jo vide mere om de forskellige typer af organisationer ift. forskellige variable, fx: a) medlemstal, b) medlemsafhængighed overfor statsafhængighed (fx målt i finanseringsandele), aktivitetstype, aktivitetsniveau, medlemstyper, rekrutteringsgrundlag, størrelse, aktivitetsmål, organiseringsformer. Der er virkelig mange variable, der skal tages højde for. Du skriver selv ift. eksemplet Tyskland, at du strammer det en smule. Det har du ret i, og det kunne da være interessant at gå ind i Tyskland som case for at eftervise den bredere test. Det ville først indebære at man konstruerer et katalog over mulige forklaringer på manglende økonomisk vækst i Tyskland de seneste år (den afhængige variabel). Kan vi tænke os alternative og konsistente forklaringer? Måske noget med sammenlægning af to lande med meget forskellige økonomiske strukturer? Måske noget med indvandringspolitik, hvis vi vil gå op i det? Noget tredje, noget fjerde? Derefter kan man så prøve at typologisere de mange forskellige foreninger (vores uafhængige variabel). Måske er nogen ’af det gode’, andre ’af det onde’? Det er jo meget godt at vide, hvilke der er hvad, både når man skal give en god forklaring af et fænomen, og tilrettelægge en velbegrundet strategi ift. det. Du har indlysende ret i, at fodboldklubber – ift. mange af deres aktiviteter – er interesseorganisationer, der forsvarer særinteresser (støtte til medlemmernes aktiviteter). Men det giver samtidigt ikke så meget mening, når du skriver, at ”man i praksis ikke skille dem ad.” En god forklaring skal netop kunne indfange, teoretisk, at en organisation kan spille flere roller i forskellige sammenhænge og have meget forskellige effekter på det omgivende samfund. At en fodboldklub modtager støtte betyder jo ikke nødvendigvis, at den ’kun’ er en interesseorganisation, ejheller at den som interesseorganisation har een og kun een ensretet effekt på det omgivende samfund. Den kan stadig virke som Putnam ser det. Og, som Martin pointerer, kunne forklaringer, der fokuserer mere på statslige aktører have noget at bidrage med ift. at forklare udsving på den afhængige variabel. Du skriver som opsummering:”Pointen med kommentaren er, at ‘on balance’ er organisationsaktivitet sandsynligvis skadelig for økonomisk vækst, uanset hvilken type vi taler om. For der findes faktisk ikke et eneste studie – udover Putnams egne nye og statistisk underlige – der finder en positiv effekt af organisationer.”Det er en meget uklar sætning som, mener jeg, afspejler en uklarhed i hele kommentarens argument. For det første, det med ’on balance’: Ville ’nul organisationsaktivitet’ være optimalt, eller er der et eller andet punkt for organisering, hvor det ’tipper’? Hvor kunne det så ligge? Er der et særligt godt eksempel, der viser, hvordan mekanismen fungerer (altså, fx et land der løbende har ’skåret ned’ på organiseringen og i jævn sammenhæng hermed har oplevet stigende vækst, der ikke forklares af andre faktorer)? Hvad indebærer det at ’mindske’ organiseringen? Dernæst; du har ikke underbygget den del om, at det er organisering ’uanset typen’ så længe du ikke har operationaliseret dette (det har du ikke gjort i kommentaren). For det andet, det med ’’økonomisk vækst’: Hvilke trade-offs er der mellem økonomisk vækst og andre gode mål ift. større eller mindre organiseringsgrad? For det tredje det med ’positiv effekt af organisationer’: Igen, Putnam fokuserer oprindeligt på social tillid og effektivitet i det offentlige, ikke økonomisk vækst bredere set. Samlet set: Mine kommentarer skal, som Martin og Mortens, ikke læses som et forsvar for ’mere støtte til civilsamfundet’. Jeg kan bare ikke se, hvad det er for en mekanisme, du mener er i spil, og hvordan denne spiller sammen med andre. P.S. Jeg mener også det er lovlig kreativt (undskyld…) at klumpe Florida og Dahl sammen, fordi deres vinkler er forskellige. Florida mener, så vidt jeg har forstået, at man (altså Staten eller Kommunen) skal UNDER-støtte den kreative klasse ved fx at give incitamenter for bestemte grupper til at bosætte sig i et område. Der er altså tale om en erhvervsøkonomisk strategi. Jeg har ikke set noget sted hos Dahl, hvor han mener man skal UNDER-støtte civilsamfundsorg. á la Putnam. Han har nok argumenteret for støtte til politiske partier, men det er med en helt anden begrundelse; for at styrke konkurrencen mellem partier. Fællesskabet mellem Putnam og Dahl ift. civilsamfundsorganisationer er, at Staten skal sikre foreningsfrihed mv. og så egentlig ikke så meget mere.

    Svar
  5. Christian Bjørnskov

    @ Trane:Jeg kan ikke kommentere på hele din lange kommmentar, men du skriver at:’Vi kan jo ikke afklare det empirisk før vi har afklaret begreberne, par example ved at definere, hvad vi vil rubricere som særinteresser og hvad som fælles interesser, samt ved at præcisere den afhængige variabel; taler vi om effektivitet ift. produktionen af forskellige offentlige ydelser (fx tilfredshed med denne, eller produktivitet i den offentlige sektor) eller om ’effektmål’ (for så vidt som de er målbare og der kan etableres en klar sammenhæng til uafhængig variabel) ift. bredere variable som fx økonomisk vækst.’Jeg er i princippet enig, men ideen med at ‘rubricere’ noget som særinteresser og andre organisationer som andet er naiv. For mit vedkommende mener jeg den korrekte vej frem er at lade data tale for sig selv – i hvor høj grad kan vi splitte Olson- og Putnam-type organisationer og så se hvad der sker. Det kan man i princippet gøre med World Values Survey, men i praksis viser det sig, at lande der har mange af én type organisationer også har mange af den anden. Man kan derfor ikke meningsfyldt splitte de to ad. Hvis man alligevel prøver, finder de fleste at der enten ikke er nogen vækst-effekt overhovedet, eller at den er negativ for begge typer. Putnams forklaring får derfor meget få point i den empiriske litteratur, der fokuserer på vækst. Mht. dit andet argument med at præcisere hvad man måler – hvad er vesntresidevariablen – har du selvfølgelig ret. Er det vækst, investeringer, ‘governance’, eller noget helt fjerde? Men igen, litteraturen so far viser enten nul eller negative effekter af organisationsaktivitet på de fleste indikatorer. Så efter at være startet min PhD i 2002 med at stole fuldt og fast på Putnams smukke og intuitivt appelerende argumenter, er jeg seks år senere endt med at mene, at han tager blatant fejl. Men der kan jo komme nye studier, der viser noget andet, ikke?

    Svar
  6. trane

    Hej ChristianMange tak for din tilbagemelding. Du skriver:“men ideen med at ‘rubricere’ noget som særinteresser og andre organisationer som andet er naiv”Det var netop min pointe, at hver organisation tjener både særinteresser og fællesinteresser. Vi er derfor nødt til at skelne mellem forskellige typer af interesser og måder hvorpå forskellige organisationer sætter disse igennem. Dertil kommer selvfølgelig forskellige niveauer og typer af fællesskaber som forskellige foreninger tjener. Det jeg skrev var: ”En god forklaring skal netop kunne indfange, teoretisk, at en organisation kan spille flere roller i forskellige sammenhænge og have meget forskellige effekter på det omgivende samfund. At en fodboldklub modtager støtte betyder jo ikke nødvendigvis, at den ’kun’ er en interesseorganisation, ejheller at den som interesseorganisation har een og kun een ensrettet effekt på det omgivende samfund”.Du skriver også:“den korrekte vej frem er at lade data tale for sig selv – i hvor høj grad kan vi splitte Olson- og Putnam-type organisationer og så se hvad der sker”Jeg ikke se, hvad du mener med at ’lade data tale for sig selv’, ej heller med at ’splitte op i Olson og Putnam-type organisationer’. Som du selv siger, og som jeg også skrev, er det forkert at klassificere organisationer som RENT af den ene eller anden type. Med andre ord; hvis man klumper flere aspekter af den uafhængige variabel sammen, kan man ikke ’se hvad der sker’. Sammenhængen, hvis den etableres, vil være uklar eller falsk. Som jeg ser det, ville en god analyse af dit i øvrigt interessante spørgsmål basere sig på tidsseriedata med relativt mange punkter. Coates mfl.’s datasæt har, så vidt jeg kan se, kun to punkter tidsmæssigt. Det er et interessant datasæt, men det er svært at etablere en årsagssammenhæng udfra det. Endelig: Du skriver som om jeg skulle mene, at Putnam holder den rene skinbarlige sandhed i sin hånd. Det mener jeg ikke. Mine kommentarer er rettet mod din tese, at ’organisationsaktivitet er ikke godt for økonomien’. Jeg mener ikke du har præciseret hvilke organisationsaktiviteter, der har hvilke effekter på økonomien. Derfor er den bredere tese – indenfor rammerne af dit indlæg – meningsløs. Jeg er i øvrigt meget interesseret i dine egne studier af social kapital, så jeg håber du i kommende indlæg om dem vil lægge vægt på ikke kun konklusionerne, men også på, hvordan du udleder forskellige hypoteser, hvordan du operationaliserer dem, og på hvilket materiale, du tester dem. Så kan man bedre se ’hvad forskningen siger’, og man kan bedre revidere sine synspunkter derefter.Vhtrane

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.