Flere bivirkninger ved ulandshjælp

Vi har ved flere tidligere lejligheder skrevet om hvordan – og hvorfor – ulandshjælp ikke er en hjælp til verdens fattigste lande. I de seneste år er der kommet stadig klarere dokumentation for, at ulandshjælpen, på trods af en række gode projekterfaringer, ikke er en hjælp fordi den har stærke bivirkninger. Det føles ofte som om man lærer om nye bivirkninger og ny dokumentation for hver konference, man deltager i.

 

Forleden havde jeg så den udelte fornøjelse at have professor Martin Paldam på besøg som gæsteforelæser i faget Developing and Emerging Economies, som jeg deler med en kollega ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Paldam var inviteret til at tale om ulandshjælp, og havde valgt at vinkle sin forelæsning ud fra sine mange studier af litteraturen som helhed – dvs. hvad viser den ulandsøkonomiske forskning totalt set, og hvorfor er nogle studier og forskere uenige med resten? Paldam viste et ganske enkelt eksempel, baseret på at den gennemsnitlige ulandsvækst for tiden er cirka 1,5 %. Cost-benefit analyser har vist at det ’sociale’ afkast af det typiske udviklingsprojekt, dvs. hvor godt et projekt virker for lokalområdet, er omtrent 10 %. Givet at det helt typiske uland får 7.5 % hjælp, kan man derfor på simpel vis regne ud hvor meget godt ulandshjælpen gør. Eksemplet viser at uden bivirkninger burde hjælpen udløse 0,10 * 7,5 = 0,75 procentpoint vækst per år. Det er dermed halvdelen af den gennemsnitlige vækst i det typiske uland, og burde altså være klart synlig i data. Men det er den ikke! Helt logisk set, og med de sædvanlige forbehold om statistisk præcision osv., betyder det at bivirkningerne altså må udgøre omkring -0,75 procentpoint i det gennemsnitlige uland.

 

Så tilbage til bivirkningerne. En del af dem er rent økonomiske, andre er mere politiske, og så er der mindst én ny, nemlig den jeg præsenterede evidens for forleden på den årlige amerikanske public choice konference i San Antonio (konferenceversionen kan læses her). Muligheden foreligger nemlig, at selvom ulandshjælpen ikke fører til økonomisk vækst og dermed ikke hjælper de fattige på længere sigt, kunne den jo være forbundet med en mere jævn fordeling af den totale indkomst, og dermed være en vis hjælp til de relativt fattigste på kort-medium sigt. Med andre ord var der altså en teoretisk mulighed for at ulandshjælpen ikke er helt spildt.

 

Men når man ser på de kolde fakta, der kommer ud af en analyse af internationale data siden 1960, falder ens illusioner igen til jorden – som stort set altid i studiet af ulandshjælp. Analysen peger på, at mens ulandshjælp ikke rykker ved noget som helst i autokratier, medfører den problemer når fattige lande demokratiserer. Demokratisering i lande uden ulandshjælp medfører hverken mere eller mindre indkomstulighed, men i det gennemsnitlige uland peger en serie estimater på at en demokratisering fra autokrati til fuldt demokrati, som man har i f.eks. Botswana, effektivt fører til en overførsel af midler fra de fattigste 80 procent til de rigeste 20 procent af befolkningen! For denne ’elite’ betyder en demokratisering en ekstra købekraft svarende til cirka 200 dollars, eller fem procent ekstra, og tilsvarende mindre i resten af befolkningen med en potentiel indkomst reduktion for den fattigste femtedel af befolkningen på cirka 12 procent. Og effekten er stærkere, jo mere ulandshjælp landet får.

 

Spørgsmålet må derfor blive, hvad vi gør når vi fra blandt andet dansk side forsøger at ’hjælpe’ lande til at indføre mere demokratiske tilstande, og gør det med ulandshjælp? Hvis man skal tro estimaterne – og lad mig for god ordens skyld understrege, at det er et af de meget få studier af forholdet mellem indkomstfordeling og ulandshjælp – peger de på, at vi med støtten til demokratisering på det nærmeste skaber uheldige bivirkninger, hvis ulandet da rent faktisk indfører demokrati. Der er mange grunde til det, men elendigheden vil næsten ingen ende tage.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.