Månedsarkiv: april 2008

Kronik i Berlingeren

Som tidligere annonceret er her et link til min kronik i Berlingeren om Irak fem år efter.

Hovedsynspunkterne er

– at demokratiet i Irak tegner til at overleve.

– at Irak dermed er bedre stillet end ante-bellum.

– at den rigtige strategi i krigen mod terror fortsat er at søge demokratiet udbredt i Mellemøsten (og andre steder), om nødvendigt ved militær intervention.

– at FN repræsenterer en forældet version af folkeretten, der snarere hindrer end fremmer kampen for frihed.

Discuss.

Norsk bog om Muhammed-karikatur

Redaktionen fik forleden en besked fra ’John Smith’ – et pseudonym for en for os ukendt nordmand, som er i gang med at skrive en bog om Muhammed-karikaturer. Som led i nogle mediers bekræftelse af ytringsfriheden, bringer vi her Johns opfordring:

1001 karikaturer av Muhammed

Hvad bør svaret fra vestens frihedselskende mennesker være på de fascistiske kræfter i Islam som truer med vold for at forhindre kritik og karikaturer af Islam?

Hvis du er en af de mange som deler min opfatning at vi må bekæmpe denne totalitære ideologi, så har du nu chancen for at deltage.

Jeg skriver en bog kaldet “1001 karikaturer af Mohammed” som et forsvar for retten til at kritisere og lave karikaturer. Som det fremgår af bogens titel, så har jeg behov for bidrag i form a 1001 karikaturer af Mohammed.

Jeg skriver bogen under et pseudonym på grund af farerne ved kritik af Islam. Alle bidrag vil blive behandlet fortroligt og alle karikaturer bliver offentligjort under pseudonymer.

Skab historie: forsvar friheden som mange tager for givet. Med en blyant kan du rejse dig og kæmpe for retten til frihed. Send dine bidrag til:

1001.muhammed@gmail.com

 

De to Belgier

Nogle gange kan det være sjovt at forestille sig, hvordan virkeligheden kunne være hvis verden så bare en smule anderledes ud. For tiden er den slags tanker måske ikke så langt fra virkelighedens verden om bare nogle få år: Der er stor sandsynlighed for at Belgien, et europæisk land, der har været uafhængigt siden 1830, falder fra hinanden. Og det er måske ikke så dårligt. Grunden er, at de to dele af Belgien – det fransktalende Wallonien, inklusive den 80 procent fransk-talende Bruxelles-region, og det flamsktalende Flandern – er lige så forskellige som to lande. Det nordlige Flandern ligner Holland og tilhører på mange måder Nordeuropa, mens det sydlige Wallonien er udpræget fransk og kan placeres økonomisk og kulturelt i Sydeuropa.

For at starte med de økonomiske forskelle, klarer Flandern som helhed væsentligt bedre på næsten alle områder. Selv når man tager det ekstremt rige område omkring Antwerpen ud af statistikken, er Flandern markant rigere end Wallonien. Ifølge de officielle statistikker var den (uvægtede) regionale gennemsnitsindkomst i Flandern uden Antwerpen 29.833 euro mod 20.549 i Wallonien i 2007, mens tallene korrigeret for prisforskelle – altså i købekraftskorrigerede euro fra Wikipedia (læs her) var henholdsvis 27,356 Euro i Flandern mod 21,858 i Wallonien. Arbejdsløsheden er, igen ifølge Wikipedia, cirka 9 procent i Flandern mod 17 procent i Wallonien og hele 22 procent i Bruxelles-regionen. De flamske investeringer i forskning og udvikling er væsentligt højere, og ikke mindst er flamlænderne cirka ti procent mere produktive end wallonerne.

Og der er andre sigende forskelle. Wallonien ligner også på andre områder Frankrig. Wallonien har for eksempel tre fjerdedele så mange offentligt ansatte per 1000 indbyggere som det europæiske gennemsnit mens Flandern også har flere end gennemsnittet, men kun cirka en fjerdedel flere. Den traditionelle franske offentlige indflydelse på samfundet skinner dermed også igennem i sammenligningen mellem de to Belgier. Og hvis man har rejst i Frankrig kender man til de fleste franskmænds modvilje mod at tale et andet sprog end fransk. Selvom mange franskmænd gør grin med den wallonske dialekt, er der samme uvilje mod at tale fremmedsprog i den fransktalende del af Belgien, inklusiv flamsk som dog bliver talt af mere end halvdelen af den belgiske befolkning. Modsat taler de fleste flamlændinge flamsk, fransk, engelsk og også ofte et fornuftigt tysk. Helt generelt er der virkeligt markante forskelle i uddannelse mellem de to dele, hvor Flandern befinder sig i den europæiske top og Wallonien hører til den dårlige fjerdedel.

Og der er andre sigende forskelle. Wallonien ligner også på andre områder Frankrig. Wallonien har for eksempel tre fjerdedele så mange offentligt ansatte per 1000 indbyggere som det europæiske gennemsnit mens Flandern også har flere end gennemsnittet, men kun cirka en fjerdedel flere. Den traditionelle franske offentlige indflydelse på samfundet skinner dermed også igennem i sammenligningen mellem de to Belgier. Og hvis man har rejst i Frankrig kender man til de fleste franskmænds modvilje mod at tale et andet sprog end fransk. Selvom mange franskmænd gør grin med den wallonske dialekt, er der samme uvilje mod at tale fremmedsprog i den fransktalende del af Belgien, inklusiv flamsk som dog bliver talt af mere end halvdelen af den belgiske befolkning. Modsat taler de fleste flamlændinge flamsk, fransk, engelsk og også ofte et fornuftigt tysk. Helt generelt er der virkeligt markante forskelle i uddannelse mellem de to dele, hvor Flandern befinder sig i den europæiske top og Wallonien hører til den dårlige fjerdedel.

Hvorfor nu denne svada mod de fransktalende belgiere, kunne man spørge? Der er to grunde. For det første har jeg oplevet skellet meget tydeligt, de gange jeg har været i Belgien, og også blandt de belgiere jeg kender. Man oplever konkret de store forskelle, og også den lidt typiske franske arrogance, der trives i det sydlige – de er lidt nogle bønder og krejlere, oppe det nordlige Belgien, n’est ce pas? Hvis man mener, at jyder og københavnere har fordomme mod hinanden, skulle man tage til Belgien og grave lidt i stereotyperne. For det andet har der slået mig og andre samfundsforskere – og senest min kollega i Maryland Eric Uslaner, der er en af verdens absolut førende tillidseksperter – at den sociale lim, sammenhængskraft, ærlighedsnormer, den sociale kapital eller hvad man vil kalde det, er så slående stærkere i Flandern.

Som land betragtet ligger Belgien med et tillidsniveau på cirka 30 procent, eller en smule højere end det europæiske og globale gennemsnit. Men dette gennemsnit dækker over markante forskelle. Når man stiller spørgsmålet ”Generelt, mener du at man kan stole på de fleste mennesker, eller bør man være forsigtig?” er det 24 procent, der svarer ja i Wallonien. Det er praktisk taget det samme som i Frankrig. Tager man nord for sproggrænsen, siger 38 procent ja i Flandern, og altså lidt flere end i Tyskland eller Storbritannien. Også på denne centrale parameter er Belgien delt midt igennem: Wallonien hører til Syd, Flandern til Nord.

Hvorfor de to halvdele ikke for længst er splittet i to stater er mig en gåde. Efter sidste valg tog det som bekendt langt over 100 dage at danne regering, og midt i processen måtte parterne – der består af et wallonsk socialistparti, et flamsk socialistparti osv – sendes hjem med en alvorlig formaning fra kongen. Men måske er den fælles kongefamilie det sidste, der binder de to dele sammen? Og måske er det blot for stærk kost for et EU, der ellers har støttet slovensk, kroatisk og andre landes selvstændighed, når nu den ’europæiske’ hovedstad ligger midt på skillelinjen – og er fransktalende?

(endnu) Mere om FN og ytringsfrihed

Undertegnede var i aftes i DR Udland (23 minutter inde i udsendelsen) for at kommentere på et initiativ fra FNs såkaldt alliancefri stater. Disse stater har oprettet et center for “Menneskerettigheder og Kulturel Diversitet” i Teheran. Som man kan forestille sig er det ikke en styrkelse men derimod en indskrænkelse af ytringsfriheden dette center skal beskæftige sig med. De Alliancefri stater søger nu FN organisationen UNESCOs støtte til dette center, hvilket skal ses i sammenhæng med de alliancefri staters (ledet af de muslimske stater i OIC) bestræbelser på at relativisere ytringsfriheden i FNs Menneskerettighedsråd, som vi har behandlet indgående på denne side. 

 

Politisk ideologi og offentligt forbrug i Skandinavien

Det offentlige forbrug har ikke just været under kontrol under den nuværende regering, og hvis de offentlige arbejdsgivere ender med at bøje sig for bl.a. pædagoger og sygeplejerskers ublu lønkrav, bliver det heller ikke i år, de får udviklingen bare nogenlunde bremset. Nogle vil måske sige, at det er Fogh-regeringen, der føre socialdemokratisk politik, men billedet rækker længere tilbage end som så. Vi har tidligere skrevet om fænomenet (læs her), og understreget, at ”vi ikke så meget interesserer os for, om politikere har prædikatet ’venstrefløj’ eller ’højrefløj’, men om den politik de anbefaler og fører er effektiv og frihedsorientere”. Dengang spurgte vi, om ”danske politikere i K og V [er] forbrugsgejle i en grad, så man må søge til en fransk venstrefløj for at finde sammenligning?” I den forbindelse lovede jeg nogle læsere, at når jeg en dag fik taget mig sammen til at se grundigere på problemet, ville jeg skrive om det igen.

Og den tid er kommet nu. For halvanden uge siden præsenterede jeg mit lille konferencepapir ” On political ideology and the structure of national accounts in the Nordic countries, 1950-2004” på den årlige europæiske public choice conference i Jena. I papiret har jeg gjort som jeg lovede – set nærmere på sammenhængen mellem regeringens ideologi og den relative størrelse af det offentlige forbrug (minus overførsler), det private forbrug, og investeringsraten, i de politisk fragmenterede, men stærkt konsensusorienterede nordiske samfund. Resultatet bekræfter de værste forventninger.

I de fem nordiske lande er et regeringsskifte mod højre generelt forbundet med et større offentligt forbrug. Så mens man i for eksempel Storbritannien og USA finder den almindeligt accepterede sammenhæng at venstrefløjen er mere tilbøjelig til at øge de offentlige udgifter, er det faktisk omvendt hos os. Resultaterne peger på, at særligt de senere års højreorienterede regeringer har øget den offentlige byrde. Punktestimatet peger på, at siden midten af halvfjerdserne har en moderat højreorienteret regering (tænk på en typisk konservativt ledet regering) øget de offentlige udgifter med cirka et halvt procentpoint mere om året end en socialdemokratisk regering.

Dvs. hvis regeringen sidder i tre år, koster den relativt set hver dansker (baby, ansat eller pensionist) omkring 4000 kroner mere det sidste år end med en socialdemokratisk regering. Man kan naturligvis komme med en række bortforklaringer og halvdårlige undskyldninger – vi har en tradition for konsensus og brede forlig som vi skal bevare, de fleste regeringer har jo været i mindretal, der skal holdes ro på arbejdsmarkedet osv. – men vi må når dagen er omme som liberale spørge os selv, hvordan vi kan tillade ’vores’ side i Folketinget, Riksdagen og hvad de ellers hedder, at opføre sig som om de var venstrefløjen. Det er tid til lidt ideologisk hovedrengøring, og vi burde have haft den for længst.

Veteranerne den 9. april – de aldrig hædrede og en splittet nation

I anledning af årsdagen for den tyske invasion, har jeg skrevet en klumme i 180grader, under overskriften “Veteranerne den 9, april – de aldrig hædrede“. Indholdsmæssigt ligger klummen tæt på et tidligere indlæg her på bloggen.

Det interessante er måske ikke selve klummne, men derimod en række af de kommentarer der er srevet til den. De viser vist med al tydelighed, at vi fortsat er en splittet nation. vi var splittede i 30erne med hensyn til hvordan vi skulle agere i forhold til Tyskland, og vi var bestemt også splittede både under krigen og bagefter.

Noget andet og mere skræmmende er måske den ringe viden om begivenhederne dengang, som afsløres i nogle af kommentarerne. Her skrives skråsikkert, at “det er underlødigt at påstå, at politikerne ikke kæmpede for Danmarks frihed” mens en anden kommentar er, at “Socialdemokraterne og de radikale var helt indstillet på, at Danmark skulle være en del af det kommende nazistiske Neuropa. Og den fhv. radikale partiformand, Scavenius, der endte som statsminister, ville endda have, at Danmark skulle deltage i krigen på tysk side”

De to udsagn viser om ikke andet, hvor vigtigt det er fortsat at forske i begivenhederne dengang, og nok så vigtigt at formidle denne viden videre – det er mere end tiltrængt.

Selve klummen handler først og fremmest om det absurde i, at veteranerne fra den 9, april ikke er blevet behandlet på linie med danske soldater både før og efter 2. verdenskrig, hvor man har uddelt erindringsmedaljer for at have stået til rådighed “for fædrelandet”, som det hed dengang (uanset om man kom i kamp eller ej).

At de aldrig har fået en fair behandling handler dog mere om hvordan skriftende regeringer (uanset sammensætning) efter 2. verdenskrig har ageret end hvordan der blev ageret under krigen. Bl.a. kunne den manglende anerkendelse måske skyldes behovet for at fastholde illusionen om en samlet dansk befolkning under 2. verdenskrig.

Men det er jo en illusion. Befolkningen var splittet både før, under og efter krigen, og Stauning rammer vist i høj grad plet, når han i sin nytårstale ved årsskiftet 1939-40 sagde:

“vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et egentlig forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt krigsberedskab”

For ansvaret for hele forløbet op til 9. april kan selvfølglig ikke kun placeres på landets ledende politikere, men skal deles med de der stemte på dem. Men derfor er det selvfølglig fortsat legitimt at mene, at besættelsen af Danmark og begivenhederne både op til, under – og desværre også efter besættelsen ikke just taler til den danske befolknings ære.

Vi kan jo takke andre, der havde et værdisæt der var noget mere agtværdigt end det, store dele af den danske befolkning havde (og har?) for at det scenarie, som danske politikere – og formentlig også en del af befolkningen – troede på som det sandsynlige, nemlig at Tyskland ville vinde – ikke materialiserede sig.

Hvordan ville det være gået, hvis f.eks. England havde sluttet fred med Tyskland i 1940? – der var følere ude fra tysk side. Det havde næppe først til varig fred, men havde den engelske regering fulgt den danske logik, ville det have været resultatet. Som det gik, valgte englænderne ikke at lave en seperatfred (som ville have indebåret, at de kunne beholde deres kolonier), men valgte i stedet at fortsætte kampen, og i realiten også, at de ville miste deres kolonier, hvilket var en klar betingelse fra amerikansk side, for at støtte englænderne materielt og med kreditter.

Men fordi vi internt i Danmark var splittede og fulgte en vej, der ikke just taler til vores ære (men som absolut var rationel, når man alene definerede sig ud fra en snæver national interesse), vil jeg nu ikke mene, at det gør det legitimt bagefter at behandle soldaterne der var indkaldt 9. april som man har gjort det. De var parat til at slås for landets frihed, og en del gjorde det – både efter ordre og i enkelte tilfælde på trods af ordre (Der var givet besked til soldaterne i Haderslev om, at man indstillede kamphandlingerne, og at de skulle trække sig tilbage, hvilket man lokalt ikke fulgte).

Men måske er det dét, der er grunden til, at vi fortsat ikke har fået den store fortælling om Danmark under krigen og de der i modsætning til det politiske system, valgte at kæmpe – og det gælder både soldater og senere frihedskæmperne – fortalt. Ikke ud fra at tilgodese en eller anden politisk agenda i dag, men fortalt ud fra et ønske om at forstå de mekanismer der gør, at nogle vælger at kæmpe for værdier større end dem selv, mens andre vælger at trykke sig mod jorden i håbet om at det går over.

Og det er vel en evigt gyldig problemstilling. 

Sidder hjertet til højre?

Hermed min lørdags-klumme fra Berlingske:

Perspektiv: Sidder hjertet til højre?

Et kendt, men tyndslidt, udsagn siger, at »er man ikke venstreorienteret som ung, har man intet hjerte, og er man ikke højreorienteret som gammel, har man ingen hjerne«.

Men hvornår har man egentlig »et hjerte«? Er det, når man gennem en omfattende, statslig omfordeling vil tage fra nogen og give til andre? Eller er det, når man selv frivilligt giver egne penge og tid til at hjælpe? Intet dikterer, at de to ting skulle være udtryk for det samme. For det første er det jo ikke nødvendigvis det samme at være generøs med andres penge som at være det med ens egne. Logisk set kan man sagtens være en asocial venstreorienteret, der går ind for større omfordeling, men aldrig selv hjælper andre. For det andet behøver man ikke at være egoist, fordi man er modstander af statslig omfordeling – man kan sagtens samtidig mene, at man selv har en moralsk forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød.

Er der noget, der tyder på, at man måske skal passe på med at associere »social indignation« eller »social samvittighed« ensidigt med det at være venstreorienteret og gå ind for stor omfordeling? Ja, det er der faktisk. I november forrige år udkom i USA en bog, der indtil videre har fået stor opmærksomhed dér, men pudsigt nok stort set ingen i lande som vores, hvor borgerne ellers ofte pryder sig med at være socialt bevidste, fordi vi betaler meget i skat. Bogen »Who Really Cares« (Hvem er egentlig omsorgsfulde?) er skrevet af forvaltnings-professoren Arthur C. Brooks fra Syracuse University, og han har med udgangspunkt i en række omfattende datasæt og statistiske analyser af disse set nærmere på, hvem der i USA (og andre lande) giver tid og penge til velgørende formål, og hvem der ikke gør.

To tredjedele af USAs 300 mio. indbyggere giver hvert år frivilligt penge til at hjælpe andre, og de giver betragtelige beløb. Men 75 mio. giver aldrig penge og 130 mio. bruger aldrig tid på velgørende arbejde. Så hvilke faktorer betyder noget for, om man giver eller ikke?

Ved at se på en lang række muligheder og samtidig statistiske kontrollere for andre elementer, finder Brooks, at der er fire forhold, der er særligt afgørende for, hvorvidt folk giver til velgørenhed eller ej: Religion; synet på statens rolle i borgernes liv; kilden til familiens indkomst; typen af familie.

Er man mere religiøs, mener man, at det ikke er statens opgave at stå for velfærd. Kommer man fra stærke familier, hvor man har lært dyden at være generøs, er det mere sandsynligt, at man vil være gavmild, og det gælder endog uafhængigt af indkomst. Lad os tage to hypotetiske personer, som tjener det samme. Mens den ene går hyppigt i kirke og er modstander af offentlige velfærdsydelser, går den anden aldrig i kirke og vil have mere omfordeling. Brooks’ analyser viser, at det er dobbelt så sandsynligt, at den førstnævnte vil donere til velgørenhed, og at han i alt vil give hele hundrede – 100! – gange flere penge årligt end den sidstnævnte. Naturligvis er der undtagelser – dette er gennemsnit – men resultaterne er klare.

Disse træk slår igennem, når man holder gavmildheden op imod ideologisk observans. Det er umiddelbart kun marginalt mere sandsynligt, at en selverklæret konservativ amerikaner giver penge til velgørenhed, end at en venstreorienteret gør det, mens sandsynligheden for at sidstnævnte udfører frivilligt arbejde er lidt højere. Men ser man på, hvor meget der gives, bliver forskellene meget udprægede: Konservative amerikanere gav i 2000 næsten en tredjedel flere penge væk end den modsatte fløj (1.600 dollar om året mod 1.227). Nogle vil sikkert gætte på, at denne forskel skyldes, at højreorienterede har flere penge at give af, men det er ikke tilfældet – snarere tværtimod: Venstreorienterede familier havde indkomster, der var i gennemsnit seks pct. højere end højreorienterede familier. Deler man op på indkomstgrupper og observans får man endog det billede, at konservative amerikanere i hver eneste indkomstgruppe er mere generøse end de venstreorienterede i samme. Gavmildheden slår sågar igennem, når det gælder at give blod til hospitalerne: Hvis alle gav så meget blod som de angiveligt koldhjertede konservative, ville USAs blodforsyning stige med knap 45 pct.

Mønstret matcher også partipolitisk: Republikanere tenderer i retning af at være mere generøse end Demokrater. Dét fik anekdotisk en vis opmærksomhed i forbindelse med præsidentvalget i 2000, hvor det kom frem, at Al Gore gav meget beskedne 0,2 pct. af sin pæne indkomst til velgørenhed – hvilket var kun 1/10 af gennemsnittet. Ser man på et kort over USA, er det stort set nøjagtigt de samme delstater, som i 2004 blev vundet af Demokraternes præsidentkandidat John Kerry, som i 2001 var dem, hvor indbyggerne gav mindre generøst end gennemsnittet, mens 24 af de 25 stater, hvor man er mest generøse, gik til Bush.

En anden myte, som Brooks afliver, er, at amerikanerne i et internationalt perspektiv skulle være specielt koldhjertede og egoistiske. Han har set nærmere på, hvor meget de giver til velgørenhed i forhold til f.eks. europæerne. Opgjort pr. indbygger giver amerikanerne i gennemsnit tre en halv gang mere end franskmænd, syv gange mere end tyskere og 14 gange mere end italienere. I USA deltog 51 pct. af befolkningen som frivillige til støtte for »gode sager« i 1998, mens tallet var 41 pct., når man ser bort fra religiøse sager. I Danmark er de tilsvarende tal 18 og 14 pct.

Mere om FNs Menneskerettighedsråd

Jeg har i dagens JP et debatindlæg vedrørende FNs Menneskerettighedsråd, der fortsætter sine farceagtige sessioner i Geneve. Dette med fuld støtte fra de vestlige stater, hvis agendaer gang på gang bliver udvandet eller nedstemt af et flertal bestående af lande med en mere end tvivlsom beskyttelse af basale menneskerettigheder.

En repræsentativ bestyrelse

Siden kvindernes internationale kampdag i marts har der været fornyet debat om det faktum, at kvinder er stærkt underrepræsenterede i de større selskabers bestyrelser.

Som altid er nogle begyndt at tale om kvoter, hvorved man vil tvinge selskaberne til at ansætte kvinder.

Nu er ligestilling et af de områder, hvor det af indlysende biologiske grunde er svært at være neutral. Jeg må derfor understrege, at mit synspunkt også støttes af en række kvinder.

Synspunktet er, at kvoter er en skidt idé. Kvoter er for torsk, ikke for mennesker, og positiv diskrimination er stadig diskrimination, både af de, der nyder fortrin (er du ansat af dygtighed eller fordi du skal opfylde kvoten), og de, der forfordeles.

Denne posting er affødt af dagens udgave af The Times, der viser lidt om, hvor galt det kan gå, hvis man vil have, at bestyrelserne skal afspejle den øvrige befolkningssammensætning. Den britiske kunststøtte ved Arts Council har i sine skemaer et punkt, hvor den seksuelle orientering af bestyrelsesmedlemmer ønskes oplyst. Helt forudsigeligt (no sex, please, we are British) har det mødt modstand hos kunstnerne, uanset deres seksuelle orientering.

Det er da heldigvis også den fremherskende opfattelse, også hos de grupper, der for tiden arbejder for flere kvinder i bestyrelserne. De påpeger et mere relevant problem, nemlig at rekrutteringen er for snæver i de større virksomheder, dvs. at nye kandidater søges i allerede kendte netværk. Det er en forståelig mekanisme, fordi udpegningen forudsætter tillid, og tillid begrundes som oftest på forhistorie og betroede folks vurderingen, og kun i mindre grad på vurdering af kvalifikationer fra ukendte ansøgere.

Det er nok nærmere i dette forhold, man skal finde forklaringen på kvinders underrepræsentation, og ikke i egentlig kvindeundertrykkelse.

Problemet ligger i rekruttering. Man bør derimod ikke stræbe efter bestyrelser, der i videst mulige omfang skal spejle samfundets sammensætning af rødhårede, kvinder, handicappet, religiøse, frimærkesamlere, etniske og andre grupper.

Ikke en aprilsnar

I går var det 1. april, og traditionen tro havde de forskellige medier hver deres aprilsnar.

En aprilsnar fortæller noget om dem, der lader sig narre. For eksempel kan man ikke kende CEPOS særligt godt, hvis man — som Børsen — troede på Informations historie om, at CEPOS og CBS skulle fusioneres. CEPOS går ikke på støtten, men havde den handlet om, at CEPOS ville privatisere CBS og sætte dem fri, så havde historien været mere troværdig — bortset fra, at CEPOS ikke har midler i samme omfang som AE.

Men en aprilsnar fortæller også noget om dem, der fortæller den. Den viser ganske ofte deres egne fordomme.

Information begrunder historien med, at CEPOS gerne vil have fat på de studerende og påvirke dem. Tja, det er da rigtigt, at de (vi, jeg er med i bestyrelsen) gerne vil påvirke de unge, men det kan vel gøres mindre anmassende end ved at overtage en undervisningsinstitution, f.eks. ved frivillige tilbud om undervisning og foredrag (se tilbuddene hos CEPOS her). Det er vist marxisternes lange (den varer nogle år endnu, indtil pensionsalderen oprinder) march gennem institutionerne, der spøger i bevistheden.

En anden selvafslørende aprilsnar var journalistforbundets fagblad Journalisten, der fortalte, at Paula Larrain skulle overtage posten som chefredaktør på Se og Hør, fordi Henrik Qvortrup nægtede at efterkomme et krav fra ejerne om at gå endnu lavere. Hermed fik forbundet, der åbenbart ser det som sin fineste pligt at fastholde den venstreorienterede konformitet blandt journalister, sendt et spark til Larrain som tak for, at hun havde stillet op for et borgerligt parti. Hun er i øvrigt for nyligt blevet blogger på Journalisten, så mere uforsonligt er det nu heller ikke; de hygger sig nok i det snævre danske journalistmiljø.

I dag kan man så læse, hvilke aprilsnar der er blevet forsøgt. Men det fortæller desværre ikke, hvilke af de helt usandsynlige historier fra i går, der ikke var en aprilsnar og dermed alligevel – helt utroligt – var sande.

Vi iler med at afhjælpe denne mangel og kan fastslå, at nej, det var ikke en aprilsnar, at de venstreekstreme grupper får et nyt ungdomshus for at undgå mere vold. Ritt Bjerregaard har hermed givet efter for volden, selvom hun klart tog afstand fra at gøre noget sådant. Der foreligger ikke noget om, at man også vil lave en kommandocentral et ungdomshus for de højreekstreme, der hidtil har måtte dyrke deres modkultur og særlige musiksmag i private lokaler i Greve. Men måske hører vi mere herom næste 1. april.

Update: Det er lykkedes 180grader at få fat på den tale, som skal holdes ved indvielsen. Ahem.