De to Belgier

Nogle gange kan det være sjovt at forestille sig, hvordan virkeligheden kunne være hvis verden så bare en smule anderledes ud. For tiden er den slags tanker måske ikke så langt fra virkelighedens verden om bare nogle få år: Der er stor sandsynlighed for at Belgien, et europæisk land, der har været uafhængigt siden 1830, falder fra hinanden. Og det er måske ikke så dårligt. Grunden er, at de to dele af Belgien – det fransktalende Wallonien, inklusive den 80 procent fransk-talende Bruxelles-region, og det flamsktalende Flandern – er lige så forskellige som to lande. Det nordlige Flandern ligner Holland og tilhører på mange måder Nordeuropa, mens det sydlige Wallonien er udpræget fransk og kan placeres økonomisk og kulturelt i Sydeuropa.

For at starte med de økonomiske forskelle, klarer Flandern som helhed væsentligt bedre på næsten alle områder. Selv når man tager det ekstremt rige område omkring Antwerpen ud af statistikken, er Flandern markant rigere end Wallonien. Ifølge de officielle statistikker var den (uvægtede) regionale gennemsnitsindkomst i Flandern uden Antwerpen 29.833 euro mod 20.549 i Wallonien i 2007, mens tallene korrigeret for prisforskelle – altså i købekraftskorrigerede euro fra Wikipedia (læs her) var henholdsvis 27,356 Euro i Flandern mod 21,858 i Wallonien. Arbejdsløsheden er, igen ifølge Wikipedia, cirka 9 procent i Flandern mod 17 procent i Wallonien og hele 22 procent i Bruxelles-regionen. De flamske investeringer i forskning og udvikling er væsentligt højere, og ikke mindst er flamlænderne cirka ti procent mere produktive end wallonerne.

Og der er andre sigende forskelle. Wallonien ligner også på andre områder Frankrig. Wallonien har for eksempel tre fjerdedele så mange offentligt ansatte per 1000 indbyggere som det europæiske gennemsnit mens Flandern også har flere end gennemsnittet, men kun cirka en fjerdedel flere. Den traditionelle franske offentlige indflydelse på samfundet skinner dermed også igennem i sammenligningen mellem de to Belgier. Og hvis man har rejst i Frankrig kender man til de fleste franskmænds modvilje mod at tale et andet sprog end fransk. Selvom mange franskmænd gør grin med den wallonske dialekt, er der samme uvilje mod at tale fremmedsprog i den fransktalende del af Belgien, inklusiv flamsk som dog bliver talt af mere end halvdelen af den belgiske befolkning. Modsat taler de fleste flamlændinge flamsk, fransk, engelsk og også ofte et fornuftigt tysk. Helt generelt er der virkeligt markante forskelle i uddannelse mellem de to dele, hvor Flandern befinder sig i den europæiske top og Wallonien hører til den dårlige fjerdedel.

Og der er andre sigende forskelle. Wallonien ligner også på andre områder Frankrig. Wallonien har for eksempel tre fjerdedele så mange offentligt ansatte per 1000 indbyggere som det europæiske gennemsnit mens Flandern også har flere end gennemsnittet, men kun cirka en fjerdedel flere. Den traditionelle franske offentlige indflydelse på samfundet skinner dermed også igennem i sammenligningen mellem de to Belgier. Og hvis man har rejst i Frankrig kender man til de fleste franskmænds modvilje mod at tale et andet sprog end fransk. Selvom mange franskmænd gør grin med den wallonske dialekt, er der samme uvilje mod at tale fremmedsprog i den fransktalende del af Belgien, inklusiv flamsk som dog bliver talt af mere end halvdelen af den belgiske befolkning. Modsat taler de fleste flamlændinge flamsk, fransk, engelsk og også ofte et fornuftigt tysk. Helt generelt er der virkeligt markante forskelle i uddannelse mellem de to dele, hvor Flandern befinder sig i den europæiske top og Wallonien hører til den dårlige fjerdedel.

Hvorfor nu denne svada mod de fransktalende belgiere, kunne man spørge? Der er to grunde. For det første har jeg oplevet skellet meget tydeligt, de gange jeg har været i Belgien, og også blandt de belgiere jeg kender. Man oplever konkret de store forskelle, og også den lidt typiske franske arrogance, der trives i det sydlige – de er lidt nogle bønder og krejlere, oppe det nordlige Belgien, n’est ce pas? Hvis man mener, at jyder og københavnere har fordomme mod hinanden, skulle man tage til Belgien og grave lidt i stereotyperne. For det andet har der slået mig og andre samfundsforskere – og senest min kollega i Maryland Eric Uslaner, der er en af verdens absolut førende tillidseksperter – at den sociale lim, sammenhængskraft, ærlighedsnormer, den sociale kapital eller hvad man vil kalde det, er så slående stærkere i Flandern.

Som land betragtet ligger Belgien med et tillidsniveau på cirka 30 procent, eller en smule højere end det europæiske og globale gennemsnit. Men dette gennemsnit dækker over markante forskelle. Når man stiller spørgsmålet ”Generelt, mener du at man kan stole på de fleste mennesker, eller bør man være forsigtig?” er det 24 procent, der svarer ja i Wallonien. Det er praktisk taget det samme som i Frankrig. Tager man nord for sproggrænsen, siger 38 procent ja i Flandern, og altså lidt flere end i Tyskland eller Storbritannien. Også på denne centrale parameter er Belgien delt midt igennem: Wallonien hører til Syd, Flandern til Nord.

Hvorfor de to halvdele ikke for længst er splittet i to stater er mig en gåde. Efter sidste valg tog det som bekendt langt over 100 dage at danne regering, og midt i processen måtte parterne – der består af et wallonsk socialistparti, et flamsk socialistparti osv – sendes hjem med en alvorlig formaning fra kongen. Men måske er den fælles kongefamilie det sidste, der binder de to dele sammen? Og måske er det blot for stærk kost for et EU, der ellers har støttet slovensk, kroatisk og andre landes selvstændighed, når nu den ’europæiske’ hovedstad ligger midt på skillelinjen – og er fransktalende?

12 Kommentarer

  1. Mon det kunne tænkes, at efter Belgierne rev sig løs fra Holland (1830), 15 år efter at Napolions hære var slået tilbage, at disse værdi normer, som vi i vort eget smukke land, higer meget om – nemlig vort kongehus, og selvstændighed, selv om vi dog til stadighed, føler en indbyrdes trang til at hune dem over på den anden side af gaden, åen, og ikke mindst broen ? Menneske har altid brug for at danne sig i klikker, og føle sig en del af noget størrer, sådan er vi som flok dyr. Jeg tror ikke man skal se så meget på selve de politiske og analytiske statestikker her, men mere på selve den generelle nationale følelses norm der eksistere i dag i Belgien. Min personlige opfattelse af den generelle Belgier, er at han altid vil forblive BELGIER.Dette bliver også så tydeligt beskrevet af forfatteren A. Kristi om hendes mester detektiv Hercule Poirot, hver gang han blive spurgt om han er Fransk, og der svarer han altid bestemt og stædigt ” NEJ BELGIER ! ” og dette skal man ikke tage fejl af.Blot min mening iblandt mange

  2. Hans Henrik Hansen

    18. april 2008 at 11:44

    Jeg tror, der er tale om et ‘parforhold’ med de sædvanlige op- og nedture – og der har vist i tidens løb været adskillige af begge slags? Iøvrigt mener jeg, det oprindeligt var ‘nord’, der var ‘underdog’, idet Vallonien nød godt af råstofforekomster og kemisk industri(?).Men spørgsmålet om eventuel deling må vel også ses i lyset af, hvor store mindretalsproblemer, diverse grænsedragningsalternativer ville frembyde?Et andet, stort problem ville være hovedstaden: HVEM skulle ‘have’ Bruxelles??Når jeg tidligere har hørt om ‘delingsplaner’, synes jeg der har været tale om en mulig TREdeling: Nord, Syd og Bruxelles!(?)

  3. Ja, det er noget underligt noget med Belgien. Som endog stadig benytter sig af den østrigske salmebog. Hvad er det i det hele taget for noget? Landet har jo været en del af såvel Prøjsen som Habsburgerne. Man plejer at sige, at Belgien—noget unormalt for en europæisk nationalstat—er et land af tre undertrykte minoriteter: flanderne, valonerne og tyskerne. Ja, glem nu ikke tyskerne, der også vil løsrive sig fra valonerne. Tyskerne har alle dage forsøgt at udnytte modsætningen mellem valonere og flamlændere politisk. Det forsøger de også lige så stille i dag. Forgæves. Tyskerne er ikke så talrige længere, så derfor må landet kæmpe med det notoriske problem mellem en majoritet (Flandern) og en minoritet (Valonien), som altid giver en nationalstat bøvl, fordi minoriteter per definition føler sig undertrykte. Dette problem kan kun løses på én måde: nemlig ved at gøre Belgien til et officielt multikulturalistisk samfund. Kun ved fra officielt hold at proklamere, at staten Belgien består af mange nationer og ikke kun to eller tre, kan man få Valonien til at forsvinde politisk set. Multikulturalisme får i virkeligheden ikke en minoritet til at blive mere men mindre synlig. Det var jo også den måde, hvorpå Canadas liberale premierminister Trudeau (op)løste landets problem mellem de engelsk- og fransktalende canadiere. Hvis man er interesseret i Belgiens historie, kan man læse Hugo Claus’ nyklassiker Belgiens sorg.

  4. Efter selv at have været i Bruxelles flere gange, samt boet der i et par år, også via mit tidligere virke ved rederiet A. P. Møller, må jeg tilslutte mig din mening Hans Henrik.De fansktalende Belgier anser sig for mere, og har nok en tendens til snopperi omkring selve deres egne personlige relationer til kongefamilien, men jeg tror igen vi skal huske at der er tale om et folk, og på intet tidspunkt har diskutionerne været så højt oppe at køre, så man lige frem kunne sige, at en dele mellem regioner ville blive til en realitet.En ting er at man også taler om samme sag hjemme i lille Danmark, men dog med et stille smil om læberne, men igen – er det ikke blot dette at mennesker har brug for at pege fingre, og slutte sig tæt sammen i deres eget mindre samfund, for at finde korpsånden og styrken frem, for at fremhæve deres personlige jeg i det totale samfundslag?

  5. Bielefeld>> Må ingen tilslutte mig det sagte her i denne spændende debat om en af Europas vigtige lande. Jeg vil straks se om jeg kan finde Hugo Claus bog, det lyder mere end spændende. Jeg tror måske blot at man ikke skal lade problemet vinde…og forstå mig nu ret, ikke lade det være et problem, at folk i et lille land ser forskelligt på hinanden, men tage det nærmere som en opgave at løse den, som den Canadiske model. Se muligheder frem for forhindringer.Vi er nok som mennesker bare meget styret af de informationer vi læser os til i medierne, og disse vil jo gerne sælge de bedste historier. Jeg tror måske derfor også at vi som mennesker, skal være lidt bedre til at sortere i de foreviste problemstillinger.Hvornår har man sidst læst i nyheds aviserne om dejlige oplevelser fra Voldsmose eller Gellerup parken i Århus ? hvornår har der været skrevet noget godt om de unge i København eller for den sags skyld om de gode ting der sker imellem palistinenser og Israeler der bor dør om dør…. ja der kunne stilles mange flere af disse spørgsmål, men sagen er at 100 af disse lykke historier ikke sælger så godt som en lille ulykkelig historie, der blive pustet op i bladene.Fortæller dette ikke mere om os som mennesker “Dyr” eller ?

  6. En lille linkvistisk bemærkning.Spørgsmålet ”Generelt, mener du at man kan stole på de fleste mennesker, eller bør man være forsigtig?” kan vel logisk set kun besvares med “Ja.”Enten kan man stole på de fleste mennesker, eller man bør være forsigtig.Hvad betyder et eventuelt “nej”?

  7. Vivi Andersen

    21. april 2008 at 11:59

    5.Det er ikke de lykkelige historier – fortalte eller ufortalte – der forårsager at folk bliver uenige , bliver voldelige, går i krig osv. mod hinanden, men de modsatte.Angående de hjemlige områder ala Vollsmose er der ganske mange gange fortalt om `lykkelige`historier, som desværre kort tid efter må vige pladsen for den virkelighed, som også eksisterer i sådanne områder.De lykkelige historier opviser ikke negative konsekvenser for omverdenen .Det gør de ulykkelige.Integrationsudgifterne er ikke blevet mindre med årene – tværtimod.Det samme gælder for udgifterne til lov-og-orden- systemet .Det er heller ikke de lykkelige historier der splitter Danmark op i Rene og Urene, Rettroende og Vantro, 1. klasses Mennekser og 2. klasses Mennesker.De ulykkelige historier er i praksis ifærd med at grave et Grand Canyon i det Danske samfund.Derfor skrives og tales der langt oftere om ulykkelige historier – formoder jeg.

  8. Trots betydande kulturella och språkliga skillnader, trots stora politiska motsättningar och spänningar och trots helt olika ekonomiska intressen, så har det aldrig utvecklat sig en väpnad konflikt mellan nederländsk- och franskspråkiga belgier. De skjuter inte på varandra helt enkelt. Det är riktigt imponerande när man tänker efter, och det är det som gör Belgien så intressant enligt min uppfattning.

  9. Vivi>> Jeg er enig med dig i at det er det usagte og der hvor en kommunikation brister mellem to naboer, venner eller folkeslag, der giver os usikkeheden i hjertet på det fremmed og lader os selv danne niigen gange de væreste tankerne, om det ukendte, men medierne kan også hjælpe med at puste til ilden eller dæmpe den.Martin B>> jeg må igen tilslutte mig, og jeg tror det eneste sted disse to lande ønsker at gå i krig mod hinanden, er lige som med Agentina og Brasilien …nemlig på en fodbold bane. Det ville jo være herligt hvis alle stridigheder kunne løses på så fredelig vis, men så heldige har vi mennesker nok aldrig lov til blive.

  10. Lars Christian “Jeg er enig med dig i at det er det usagte og der hvor en kommunikation brister mellem to naboer, venner eller folkeslag, der giver os usikkeheden i hjertet på det fremmed….”Nu behøver der vel ikke nødvendigvis være tale om en kommunikationsbrist. Der kan jo også bare være tale om reel uenighed – hvor der ikke findes noget acceptabelt kompromis. Det er sjovt som mange tror at det er manglende kommunikation der er skyld i alle problemerne, og at kodeordet er “dialog” der uundgåeligt vil løse alle problemer. Men hvad nu hvis der er et grundlæggende modsætningsforhold – så kan vi ikke bare fjerne det ved snak, og modsætningen vil også være der selvom man kender modpartens synspunkt. Det er da arrogant bare at antage at alting skyldes banale kommunikationsbrister…

  11. Endelig tilbage fra England og Skotland, sorry jeg ikke lige har passet mit virke ved denne spændende diskution, beklager inderligt De Herre og Damer, bukker dybt ;o)Flemming:Jeg må dels give dig ret, men som udgangspunkt må der altid foregå en åben dialog mellem to parter, for at man overhovedet kan nå til enighed …eller uenighed. Der hvor den mange gange stopper er når begge parter bare tier, og lader tanker rulle om den anden part og antager visse uhensigtmæssige ting om den anden.Du har ret i at dialog ikke bare er enbetydende med forsoning, men for at en god dialog kan skabes med to parter, må der først være tale om fuld indsigt i den anden part, og dermed forståelse hvorfor den anden handler som parten gør. Til sidst, men absolut vigtigst af alt – RESPEKT ! respekt for den andens synspunkt og holdninger, og er der skabt dette, kan to uenige parter i den mindste være enige om at de ikke deler sammen synspunkt, men dog respektere hinanden synspunkter. Derfor kan en god dialog være vejen til den klare forståelse og respekt imellem to uenige parter, og dette er i sig selv et acceptabelt kompromis.

  12. Christian Bjørnskov

    26. april 2008 at 07:21

    En smule ordkløveri til LCH-S, men en vigtig bid ordkløveri for mig: Du har ret så vidt at man bør have respekt for den andens ret til at have et andet synspunkt, men jeg er helt uenig i at man bør have respekt for synspunktet i sig selv. Jeg vil f.eks. til enhver tid forsvare muslimske fundamentalisters ret til at deltage på lige fod i debatten, men har intet andet end foragt tilovers for de fleste af deres synspunkter. Det samme gælder i Belgien, på trods af at mange politikere har forsøgt at udelukke Vlaams Belang fra ‘det gode selskab’ ligesom Nyrup forsøgte med DF herhjemme.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑