Erkendelsen breder sig – nu også i WaPo

Der er gået en del tid siden min seneste posting, der endda kun var et link til min kronik i Berlingske om Irak. Heldigvis er tiden gået godt, også i Irak.

Den erkendelse har nu sør’me også bredt sig til den venstreorienterede Washington Post, der i dagens leder kommenterer på situationen. Det gør de under denne overskrift:

THE IRAQI UPTURN

Don’t look now, but the  U.S.-backed government and army may be winning the war.

Sørger man linket på forsiden, skal man se efter denne titel:

Who says we can’t win in Iraq?

Det gjorde sjovt nok deres foretrukne kandidat Barack Obama, eller rettere: gør. Lederen har derfor dette venskabelige råd tili kandidaten, så han ikke virker helt løsrevet fra virkeligheden:

… it ought to mandate an already-overdue rethinking by the “this-war-is-lost” caucus in Washington, including Sen. Barack Obama (D-Ill.).

Tja, han er nok ikke den eneste, som skal omstille sig. Da danske journalister i vidt omfang skriver af fra lader sig inspirere af de toneangivende venstreorienterede MSM i USA er spørgsmålet nu, hvor længe der går, før de også ændrer signaler? Mit gæt er en små 10 – 15 år, men jeg er nu også lidt af et hængehoved, når det gælder danske journalisters kritiske sans.

Trænger man til lidt opmuntring oven på dagens terrorangreb på den danske ambassade i Pakistan, og er ovenstående ikke nok, så er her et link til Pajamas Media, der linker til tre artikler om det fænomen, som danske journalister (heller) ikke rigtig har opdaget endnu, nemlig al-Qaedas alvorlige svækkelse. Og til beroligelse, eller ærgrelse, for de, der tror, at den slags kun findes i obskure højredrejede medier, kan det nævnes, at det er toppen af den venstreorienterede MSM (the New Yorker, New Republic og WaPo). Jeg satte særlig pris på artiklen i New Republic, men læs selv. Et gennemgående træk i artiklerne er, at al-Qaeda og bin Ladens mænd har skadet deres sag. Ikke bare er de blevet slået militært og dermed vist, at det moderne samfund ikke er et dekadent og ulivsdueligt projekt, de er også blevet grundigt hadede for deres opførsel og praksis. Lidt som kommunisterne, der først lokkede en hel del, indtil de fik syn for sagen.

Det kultursammenstød mellem demokrati og 600-tals fanatisme, som bin Laden (og ganske mange danske journalister) gerne vil fremmane som arabernes foretrukne skæbne, synes ikke at være så oplagt endda.

UPDATE: Man skal passe på med at skære alle journalister over en kam. Selv når det gælder danske, kan det en sjælden gang hænde, at man tager fejl. Da jeg skrev denne posting, havde jeg ikke fået læst Weekendavisen; en af mine ellers få sunde vaner. Som en læser rigtigt har påpeget, havde Pernille Bramming en artikel, som varmt kan anbefales. Den gør op med det, der ofte er krigsmodstandernes sidste strå, Irans styrkelse. I regionen dominerer enten Iran eller Irak, og en svækkelse af Irak, hvad enten det skyldes blokaden mod Saddam eller fjernelsen af samme, styrker Iran på den korte bane. Men som artiklen i WEA viser, er irakerne ikke til sinds at blive iranernes vasaller, uanset religionen, eller måske netop derfor. Køb avisen, læs artiklen og døm selv.

PB er en af de få danske journalister, muligvis den eneste, der ikke synes opsat på at beskrive araberne som et fanatisk folkefærd dømt til at henslæbe deres liv under diktatur. Hvad angår resten af hendes kolleger, tror jeg, mit gæt på 10 – 15 år kommer til at passe. Det var den tid, det tog dem at indse, at tabet af et “alternativ” i form af den virkeliggjorte socialisme i Central- og Øst-Europa ikke nødvendigvis ville ende i fiasko, men måske endda kunne blive en god ting. På den anden side, det kan da også være, at de er hurtigere i opfattelsen denne gang. Lad os se…

20 Comments

  1. Ja, efterhånden som man sænker barren for succeskriterierne i Irak, så ser det da unægteligt lysere ud.Men jeg synes da det er positivt. Jeg synes bare ikke man skal glemme de mange kæmpefejl, som blev begået umiddelbart efter krigen. Hvem ved, måske var det netop de mange kritikere af den amerikanske administrations elendighed, der har været hovedårsagen til en bedre gennemtænkt strategi for de amerikanske tropper i Irak, så lad være at affærdige alle kritikere som forblændede.

  2. “Det kultursammenstød mellem demokrati og 600-tals fanatisme, som bin Laden (og ganske mange danske journalister) gerne vil fremmane som arabernes foretrukne skæbne, synes ikke at være så oplagt endda.”Først og fremmest er det jo gode nyheder fra Irak. Men er de sidste tre linier ikke lidt noget ønsketænkning. Jeg er med på at Bin Laden og netværket meget muligt er svækket både organisatorisk og som ideologisk modebølge, men derfra og så til at sige at der ikke er sammenstød med demokrati, synes jeg er noget af en stramning. Det er jo ikke sådan at den islamiske verden har forkastet den religiøse ortodoksi og at der i stedet skylder demokrati og menneskerettigheder hen over landene. Der er muligvis ikke helt så stor opbakning til den mest ekstreme islamiske dagsorden, men der eksisterer da stadigt et enormt sammenstød mellem demokrati og så de former for islam der dominerer i den islamiske verden.Prøv f.eks. at læse om de kristne’s situation i Algeriet (både JP og Kristligt-dagblad har haft en fin dækning). Det forekommer mig i den grad at være “islam” der er hovedårsagen til problemerne – og dermed til sammenstød med demokrati m.m.

  3. LuckyLibertas

    2. juni 2008 at 08:22

    Det ville være fint, hvis en Punditokrat, også ville forholde sig til, enten Helle Merete Brix “Mod Mørket” om det muslimske broderskab, eller Kai Sørlanders “Forsvar for Rationaliteten”. Begavede forfattere, som har noget væsentligt, at sige om islams “rygrad” og indflydelse idag.Liberalisme uden virkelighedsforståelse kommer ikke langt. Det retstomme rum findes ikke og det traditionstomme heller ikke.Alle spil kræver regler og håndhævelse. Og alt drejer sig om, hvem som bestemmer reglerne.

  4. Tja, Limagolf,Jeg skal ikke nægte, at hvis man vil finde noget negativt i Irak, så kan man.Historien om al-Sistani tyder nu på at være en and, formodentlig plantet af Iran i de lidt for lette vestlige medier.Og din vurdering af Irans betydning i Irak modsiges af Pernille Brammings artikel.Men bortset fra det, ja, så går det godt.

  5. LuckyLibertas

    3. juni 2008 at 04:11

    Irak, uden Vesten, tager nok sin tid, og til den tid vil der naturligt opstå et magttomrum, som bl.a Iran er parat at udfylde.Vedrørende Iran, se dagens Jyllandspost International, hvor den iranske journalist og forfatter Amir Taheri beskriver faren og Vestens manglende forstand på muslimsk “tankegang” a la Iran.

  6. @Mr LawJeg læste også den glimrende artikel af Pernille Bramming i WA, og ja, den går i stor stil imod den herskende mening. Jeg mindes at vi tidligere har diskuteret Irak, og jeg var temmeligt skeptisk. Det ser ud til at gå i retning af dine forudsigelser, hvilket jeg meget håber, men samtidig kan jeg ikke lade være med at være lidt pessimistisk mht. forholdene, for det er jo i mellemøsten … men jo, hvis det går godt, eller bare bedre, så må du stå som en af de MEGET få som har troet på projektet ….

  7. Hans Henrik Hansen

    3. juni 2008 at 08:37

    “Mit gæt er en små 10 – 15 år, men jeg er nu også lidt af et hængehoved, når…” – ja, faktisk har Pernille Bramming i seneste WA en artikel, ‘Opgøret med Iran’, der anslår samme tema.! 🙂

  8. Ja, det går fantastisk i Irak.OK, det går måske ikke fantastisk, men det går bedre end for et år siden. Da var Irak selvfølgelig også sindsygt voldeligt sted, der snildt kunne have gjort det ud for en af helvedes inderste cirkler. Nu er Irak måske rykket ud til en af de yderste. Fantastisk.Man hvis man kigger lidt bag (den glædelige) nyhed om at volden er faldet (fra multi-grotesk til meget høj), vil det vise sig at grundende ikke er så glædelige.Bl.a. er det helt tydeligt at Iraks Iransk støttede shia-dominerede regering endelig er ved at sætte sig igennem.De seneste uger har der været et hav af kærlighedserklæringer til Iran fra bl.a. statsminister Maliki, præsident Talibani, og flere andre højt placerede regeringsmedlemmer.Ayatollah Sistani siges at være på trapperne med en fatwa der tillader angreb på de vantro indvandrere.Alle, sunnier som shiaer, langer ud efter den aftale (SOFA) USA gerne vil have til at fortsat have tropper i Irak når den nuværende FN resolution udløber. Det kan være den næste Amerikanske præsident slet ikke skal planlægge hvordan tropperne kan trækkes ud, men skal planlægge hvordan tropperne kan blive.Der er næppe tvivl om at Irak bliver domineret af Iran når USA forlader landet. Derfor er det også meget tvivlsomt om der fortsat vil være demokrati som vi kender det i Irak om nogen år (ikke at der rigtig har været det endnu).Det er for eksempel ikke urimeligt at se Nouri al Malikis nylige angreb på Moqtada al Sadr i Basra og sadr city, operation Charge of the Knights, som det første skud i det snarlige provinsvalg.Her kæmpede ISCI’s Badr brigader (stiftet i Tehran i 1980’erne) sammen med den Irakiske hær mod al Sadrs Mahdi hær. Illustrativt var det også at Maliki selv tog ned til Basra for at lede slaget, hvilket effektivt gjorde Iraks hær til Malikis personlige milits.Flot.Men lige nu, vil det selvfølgelig også være fremgang hvis Irak udvikler sig til et stabilt mini-Iran. Det bliver nok uden kurderne, så der skal der nok også opstå noget bøvl!/Limagolf

  9. Nu har jeg fået læst Pernille Brammings artikel og jeg er ikke imponeret.Hun lægger op til at angrebet på Moqtada al sadr er et opgør mellem Irak og Iran, men intet kunne være mere forkert!Nok er al Sadr støttet af Iran, men han er kun en af mange og et tegn på at Iran søger den bredest mulige inflydelse i Irak.Under operation Charge of the Knights blev en våbenhvile forhandlet på plads i Qom af den Iranske Revolutionære garde. Det burde sige noget om Irans inflydelse i Irak. Efterfølgende meldte Iran ud at de støttede Malikis regring i kampen mod al Sadr, men at begge parter skulle ophøre slåskampen med det samme. Hvilket de så gjorde.Og hvorfor så det?Godt nok fik Pernille Bramming nævnt at ISCI (også kendt som SIIC, tidl. SCIRI) og Badr Organisationen har bånd til Tehran.Men hun glemte at nævne at det har Nouri al Malikis Dawa parti også. Faktisk har de været tæt allieret med Iran siden starten af firserne. Dawa’s militære gren stod, med Iransk støtte, bag angreb på Amerikanske interesser i Libanon i starten af firserne.Det er en massiv mangel i en artikel der hævder at Maliki mod al Sadr er lig Irak mod Iran. De toneangivende partier i United Iraqi Alliance har endog meget tætte bånd til Iran.Man også have nævnt kurdiske præsident Talebanis PUK’s tætte forhold til Dawa og Tehran, hvis det var den vinkel man ønskde på artiklen.Hvis i er i tvivl, har I kunnet følge toppen af den Irakiske regerings kærlighedserklæringer til Iran de sidste 14 dage.Det vi har set i Irak de seneste uger er en Iranskstøttet regering der med selvtillid har arbejdet på at udrydde politiske rivaler. At det så ikke er lykkedes og kampene kun er stoppet fordi al Sadr og Dawa/ISCI har lavet en balanceret våbenhvile, gør ikke sagen bedre.Det positive er dog at de værste af al Sadrs bøller er af gaden. Det er dem der har gået og generet kvinder med makeup osv.Men det korte af det lange er at der er utoligt mange vigtige oplysninger der ikke er med i Pernille Brammings artikel./LimagolfP.S: I kan følge de daglige beretninger om terror på McClatchy’s hjemmeside:http://www.mcclatchydc.com/212/story/39543.htmlDe har en meget god dækning af konflikten.

  10. @Niels C”Men det er nu nok tvivlsomt om man nogensinde vil se en klar alliance mellem Iran og de bærende Shia kræfter i Irak.”?!?!De bærende shia-kræfter i Irak, Dawa og ISCI/Badr Organisationen har haft hovedkvarter i Tehran og er blevet financieret af Iran siden 1980’erne. ISCI/Badr Organisationen er decideret grundlagt af Iran!Det med at Sadr skulle være støttet af Iran er tynd propaganda. Bevares, de støtter ham, men deres egentlige forlængede arm er netop regeringspartierne Dawa/ISCI/Badr org., som de da også støttede mod Sadr!Hvorfor skulle de tage sig af et begrænset sunni-mindretal? Shiaerne udgør over 60% of befolkningen og sidder på de rigeste områder.Desuden har sunnierne ikke gjort sig populære gennem:1) Mange års brutal undertrykkelse af Saddam Hussein2) Sunniekstremisitske angreb på shia-helligdomme og pilgrimme.Sunnierne får med grovfilen af den shiitiske/kurdiske alliance. Iran har et kurdisk problem (eller rettere kurderne har et Iransk problem!). Men mon ikke Iran er mere interesseret i indflydelse i Iran til gengæld for ikke at angribe kurderne i Irak. Deres egne kurdere skal de nok tage sig af… Det virker som en god handel for Iranerne./Limagolf

  11. Det går fantastisk i Irak! Igår blev 50 sprængt i luften i mosul, i dag 18+75 i Bagdad:http://ap.google.com/article/ALeqM5gkx-3oYeFwuWKCusr2jrojs98w8wD913FK5O2Truck explosion kills 18, wounds 75 in IraqBy ROBERT H. REID – 16 hours ago BAGHDAD (AP) — A truck packed with rockets blew up Wednesday in a Shiite area of Baghdad, killing 18 people in the deadliest single blast in the city in more than three months. Three U.S. soldiers were killed by gunfire north of the capital.A U.S. military spokesman said the blast appeared to have been an accident that occurred as Shiite militiamen were transporting the weapons through a densely populated neighborhood of northern Baghdad — possibly to fire at a nearby American base.Iraqi police said a suicide truck bomber had targeted the house of an Iraqi police general, who was not at home but whose nephew was among those killed. U.S. officials said 75 people were wounded, and police said they included the general’s elderly parents.But the U.S. military disputed the police account, saying Shiite extremists were transporting rockets and mortars on a tractor-trailer when the weapons mistakenly exploded. Witnesses also confirmed the vehicle was carrying weapons.

  12. Apropos “det kurdiske problem” har Juan Cole oversat følgende fra dagens al zaman avis:The Iranian shelling of Iraqi Kurdistan has caused villagers near Sulaimaniya to have to flee their homes in droves. (The Iranians maintain that the PEJAK Kurdish guerrilla group is basing itself in Iraqi Kurdistan and slipping over to Iran to blow things up. Iran has its own large Kurdish population that PEJAK wants to liberate from Tehran. The issue is similar to that generating tensions with Turkey.Irak er et meget kompliceret sted./Limagolf

  13. “Irak er et meget kompliceret sted”Præcis. Så kan vi i lyset af dette ubestridelige faktum måske slippe for at høre flere sætninger a la “we are winning in Iraq”, for ingen ved længere, hvad det dækker over.

  14. “Irak er et meget kompliceret sted”Præcis. Så kan vi i lyset af dette ubestridelige faktum måske slippe for at høre flere sætninger a la “we are loosing in Iraq”, for ingen ved længere, hvad det dækker over.

  15. The Citizen

    5. juni 2008 at 11:40

    “Irak er et meget kompliceret sted”Præcis. Og problemet er, at der reelt ikke er nogen, der ved, hvad vi laver i Irak. Noget med demokrati, selvstændighed og noget, men hvor meget, hvordan, med hvem, på hvilke vilkår og til hvilken pris?Ingen.har.den.fjerneste.anelse.Så vi prøver lidt her, noget andet der, skifter strategi og taktik, hver gang der bliver udnævnt en ny øverstkommanderende og sovser i det hele taget rundt i tingene.Men det er vel sådan det måtte gå, når nu Bush satte krigen i gang, fordi han følte, at han måtte gøre noget, men i øvrigt ikke havde overvejet den dybere visdom af sine handlinger; der skulle bare handles, goddammit:http://tinyurl.com/3zrn8l(Al snak om sejr nederlag er i øvrigt absurd. Krigen som sådan er for længst vundet, spørgsmålet er bare, hvordan virkeligheden ser ud på jorden, den dag vi tager hjem. Hvem skulle vi dog kunne “tabe til” i Irak? Ingen. Men vi kan en dag vælge at sige, at nok er nok og nu vil vi ikke smide flere penge og liv oven i den dynge, vi allerede har lagt, og det vel det, der kaldes et “nederlag” i Irak-betydningen.Men at nægte overhovedet at snakke om, hvorvidt perspektiverne er den kommende pris værd, fordi vi så snakker om at tage hjem fra Irak, og dermed snakker om at “tabe”, det er manglende respekt for de døde. Det er en logisk fejlslutning at sige, at “hvis vi tager hjem nu, så døde de for ingenting”. De bliver ikke mindre døde af det, til gengæld sparer vi de “kommende faldne” for at dø – hvis ellers konklusionen er, at vi skal hjem fra Irak.Dog; eftersom der jo altså ikke er noget håndfast sæt definitioner på vores mål med at opholde os i Irak, så er det en diskussion, der er umulig at føre. Vi kan bare slynge mere eller mindre ubrugelige statistikker i hovedet på hinanden og være enige om, at det hele er mediernes skyld.Tilbage er at “stay the course or else the terraists win!” Det er dæl’me en god strategi at have i Den 4. Verdenskrig, GSAVE, GWOT, whatever. Man skulle mene, at hvis det er SÅ vigtigt, så var det måske værd at bruge mere end 2 minutter og bagiden af en serviet på at udfærdige konceptet?)

  16. Hans Henrik Hansen

    5. juni 2008 at 11:46

    “Den helt ensidige focus på USA’s (og Danmark’s) roller i konflikten parret med den evige snak om olien” – måske en anelse OT her, men prøv at (gen)høre (Grundlovs)dagens ‘P1formiddag’, hvori Chr. Harlang bla. ‘påviser’, at Danmarks deltagelse i invasionen var grundlovsstridig! 🙂

  17. Først tak til Mr. Law for den fortsatte dækning, for os, der ikke altid orker at følge med.Det største problem med dækningen af Irak har været, at ‘hadet’ til Bush har forhindret en bare nogenlunde hæderlig dækning af den meget komplicerede situation i Irak. Den helt ensidige focus på USA’s (og Danmark’s) roller i konflikten parret med den evige snak om olien, har betydet at man har tabt de geopolitiske perspektiver i konflikten. Der er samtidig en fundemental skævhed i vægtningen. Eks. Sadr militsen terror i Basra dækkes, men egentlig mest i lyset af om den engelske strategi har været forkert eller ej. Det er ‘os’ der har svigtet. Tanken om at man kunne drage Sadr militsen og dens støtter i Iran til ansvar er fuldstændig fraværende. Der forventes simpelthen ikke samme adfærd af muslimer, som af vestlige soldater. På den måde er MSM tilgang til den muslimske verden dehumaniserende, og det kan vise sig at være det største problem på længere sigt. Limagolf : Det er vanskeligt at vurdere det taktiske spil, måske kan det blot være at Iran ønsker at være med på den vindende side, og derfor har skiftet ‘lidt’ side i det interne magtspil. Men det er nu nok tvivlsomt om man nogensinde vil se en klar alliance mellem Iran og de bærende Shia kræfter i Irak. Om ikke andet så må Irak jo hele tiden have et øje til det store sunni mindretal ? Og med hensyn til kurderne, så har Iran jo også et kurdisk problem af en slags. Ja Iran har faktisk en del etniske problemer, men det hører man jo heller ikke så meget om i gennemsnits pressen.

  18. Fra Juan Cole i dag, det går sandelig godt!Al-Hayat reports in Arabic that the Da’wa (Islamic Mission) Party has decisively split. It is the party of the Iraqi Prime Minister Nuri al-Maliki. The new branch, Da’wa- National Reform, has been formed by former PM Ibrahim Jaafari, and the local leadership of Islamic Mission political offices in many cities, including in Najaf, has defected to it. Al-Maliki’s faction vows to regain control of those offices. Al-Hayat estimated that at least 10 members of parliament have also defected to the new party led by Jaafari.Those 10 members of Da’wa- National Reform in parliament have joined a new political bloc consisting of the Sadrists (30 MPs), the Iraqi List (24), National Dialogue (11), Islamic Virtue Party (Fadhila) (15). These 90 MPs oppose the soft partition of Iraq and generally have a strong Iraqi nationalist orientation. Several have expressed opposition to the US-Iraqi security agreement now being negotiated.So, al-Maliki is not only not making a lot of progress in attaining national reconciliation, his own party is collapsing underneath him. It is really quite remarkable that a sitting prime minister should preside over a schism in his own party, despite his control of billions of dollars in patronage.Apparently, al-Maliki has been maneuvered by the Bush administration into a position where he has virtually no popular or party support, and is left with Washington has his only anchor.Actually the Islamic Mission Party already had had two main branches in parliament, the Da’wa Islamiya of al-Maliki and the Da’wa- Iraq Organization of Abdul Karim Anizi. The party was originally founded around 1958 and was among the first Muslim fundamentalist parties to strive for an Islamic state, which it finally attained with the Iraqi Constitution of 2005 (it forbids civil legislation that contradicts Islamic canon law.)

  19. Beklager, at jeg kun sjældent kommer forbi kommentarspalten, men det distraherer helt utroligt at læse blogs. Interessant, men distraherende.Hvis demokratiet i Irak overlever, og det tyder alt på nu, så er det en sejr.Her er en leder fra WSJ, der omtaler den – for nogle – noget ubekvemme sejr:http://online.wsj.com/article/SB121270725304950289.html?mod=googlenews_wsjLederen har bl.a. denne underholdende sætning:”The good news in Iraq is increasingly undeniable, even to the media.”Og hvis man tror, at den slags holdninger kun er forbeholdt de liberale høge, så synes det bløde WaPo at fremture i denne leder:http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2008/06/06/AR2008060603646.html?hpid=opinionsbox1Hvor de fortsat prøver at tale Obama ud af hans stadig mere virkelighedsfjerne modstand mod indsatsen i Irak og beroligende påpeger, at der såmænd ikke er den store forskel på ham og den hidtidige udenrigspolitik.Til Limagolf vil jeg blot sige, at jeg har mere tillid til Pernille Bramming end til Juan Cole. Det bedste, man kan sige om folk som Cole, er, at de er vedholdende i deres holdninger. Det er en værdi, jeg kan tilslutte mig. Men i hans tilfælde er der ikke så meget mere at komme efter. Cole repræsenterer den rabiate anti-holdning i mellemøsten forskningen, som er et beklageligt levn fra Edward Said. Cole er anti-USA, anti-Israel og ikke overraskende anti-Irak. Han står stadig mere alene med sin vurdering af Irans store styrke, prøv f.eks. at se WSJ leder, der omtaler Irans våbenhvile sådan:”Mr. Sadr backed down from a full-scale confrontation, following an Iranian-brokered “truce” that had all the hallmarks of a de facto surrender.”Irans indflydelse i Irak er skrøbelig og bliver stadig dårligere. Sadr hånes netop, fordi han støttes af Iran, og den irakiske regering spiller i stadig større omfang på befolkningens vrede mod Iran for at levere våben til de stadigt mere upopulære militser.Irans bedste chance er et svagt Irak. Det ved irakerne, og de handler derefter.

  20. @ Mr. LawJuan Cole er ganske rigtig hardcore anti-Bush af et godt hjerte, men han har den store fordel at han taler både farsi og arabisk og jævnligt oversætter lokale avistekster, som den jeg citerede.Man skal tage Coles meninger med et gran salt, men hans fremhævning af lokale primærkilder er et uomtvisteligt gode.Mht. Iran er det ubestridt at Badr Organisationen kæmpede side om side med den Irakiske hær i operation Charge of the Knights. Badr Organisatione er stiftet af Iran og en stor del af medlemmer har modtaget træning af den Iranske Revolutionsgarde, ja sågar været medlemmer. Derfor giver jeg ikke så meget for WSJ’s leder. De lever i den konservative amerikanske ekko-kammer. Der er lydt…Sadr er jo iøvrigt kendt for at være pan-arabist og derfor ikke en oplagt allieret for Iran, men det er en anden historie.Har du læst om Malikis besøg hos Ahmadinejad i Iran i dag?Maliki elsker Ahmadinejad! Han har lovet at USA ikke får lov til at angribe Iran fra Irak./Limagolf

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑