Jeg skrev i går et indlæg om det amerikanske præsidentvalg, bl.a. med kommentarer omkring Barack Obamas økonomiske politik. I dag har International Herald Tribune en glimrende artikel om de to kandidaters bud på økonomisk politik under overskriften

“Obama and McCain hit old notes on the U.S. economy ” – hvilket på den indholdsmæssige side er “spot on”. Som det indledningsvis konstateres i artiklen så dækker al snakken om forandringer og bud på samarbejde hen over partiskel over, at “For all the efforts of Senators John McCain and Barack Obama to portray themselves as willing to break with party orthodoxy to get things done, the economic debate that opened their general election campaign this week previews a classic clash. It is a battle between Republican supply-side economics and a Democratic tradition that uses government levers to try to reduce inequality and spur the economy, og senere pointeres det, at  “fiscal experts say that both the McCain plan and the Obama plan would increase the deficit, and that neither man has adequately explained how his proposals would be paid for” dog fulgt op med at “several fiscal analysts have said that they believe that McCain’s plan would increase the deficit more, because of the size of the tax cuts he is seeking” det sidste skal jeg afholde mig fra at kommentere – idet jeg ikke vil påberåbe mig til strækkelig med indsigt til dette. Men mon ikke vi vil se en valgkamp hvor de to kandidater med al magt vil gå efter at udstille den anden som økonomisk uansvarlig? Ligesom det allerede nu synes klart, at McCain vil prøve at genkalde Jimmy Carters præsidentperiode, når han skal karakterisere Barack Obama – dette har han allerede gjort som modsvar til Obamas karakteristik af en periode med McCain som en 3. Bush periode. en fordel for Obama må her være, at Jimmy Carters præsidentperiode ligger 30 år tilbage i tiden, og derfor kun huskes af en mindre del af befolkningen.

I modsætning til flere af kommentarerne til mit sidste indlæg, som synes overbevist om at Barack Obama vil vinde valget til efteråret, er jeg slet ikke så sikker på det – på trods af, at Obamas kampange allerede indtil nu har sat nye milepæle for ikke kun evnen til at rejse penge, men også for evnen til at markedsføre en kandidat som “brand”. At vi i europa foretrækker demokratiske præsidentkandidater er næppe overraskende, al den stund at de ofte minder mest om vores egne politikere (er der ikke noget Blair i sin storhedstid over Obama?).

Mere nøgternt må det vist indtil videre konstateres, at når alt hypen omkring de to kandidater skrældes af, så er der nok ikke den store fornyelse at komme efter – den dårlige amerikanske økonomi bedres jo næppe af hverken store retoriske evner eller personlig sympati.

Måske skulle det spørgsmål man stiller sig snarere være, hvor store chancer den kommende præsident vil have for at blive genvalgt, med tanke på det økonomiske morads USA befinder sig i for øjeblikket. Endnu større offentlige underskud er næppe vejen frem.