The Growth Report I – Neoliberalisme og Washington Consensus

I maj måned udkom “Growth Report: Strategies for Sustained Growth and Inclusive Development”, der kan læses i sin fulde længde på Verdensbankens hjemmesider. Rapporten er resultatet af en række workshops med deltagelse af politikere og udviklingseksperter, der har forsøgt at belyse hvilke forhold der har været af betydning for 13 udviklingslande der har opnået høje vedvarende vækstrater. Arbejdet er sket under ledelse af nobelpristageren og økonomen Michael Spencer.

Vi vil i en række indlæg i den kommende tid søge at belyse nogle af de problemstillinger, som rapporten beskæftiger sig med. I denne omgang vil jeg nøjes med at beskæftige mig med hvorvidt rapporten kan læses som en kritik af den nu berømt/berygtede “Washington Consensus”, der blev formuleret af John Williamson i 1990, som en beskrivelse af

….the lowest common denominator of policy advice being addressed by the Washington-based institutions to Latin American countries as of 1989.

– han har vist senere fortrudt ikke mindst betegnelsen “Washington Consensus”, hvorom han senere har sagt, at

Audiences the world over seem to believe that this signifies a set of neoliberal policies that have been imposed on hapless countries by the Washington-based international financial institutions and have led them to crisis and misery. There are people who cannot utter the term without foaming at the mouth.”

Der er ingen tvivl om at de 10 punkter der udgør Washington Consensus, er blevet dæmoniseret og misbrugt ikke mindst af den globaliserings- og markedskritiske venstrefløj op gennem 90erne og ind i dette årti.

Så sent som i forrige uges udgave af Weekendavisen videregav Cand. mag i spansk og internationale udviklingsstudier, Helene Staal Lund og Ph.d.-studerende i Political Science ved det europæiske universitet i Firenze, Jeppe Dørup Olesen i artiklen (findes i tillægget Ideer) “Rul staten ud”, fremstillingen af Washington Consensus som en “neoliberalistisk” opskrift, og skriver videre, at

…..de seneste 20 års neo-liberale økonomiske anbefalinger i udviklingspolitikken har ikke leveret varen, men tværtimod har resulteret i katastrofer.

Hvis dette udsagn skal være korrekt indebærer det to ting. For det første skal Washington Consensus være udtryk for en særlig (neo)liberalistisk tilgang, og derefter skal de tiltag og den politik som IMF og Verdensbanken har stået for vel rettelig også have resulteret i, at de involverede lande har ført en neoliberalistisk politik.

Hvad er egentlig Washington Consensus? – og er den neoliberalistisk?

Det kan godt være, at Helene Staal og Jeppe Dørup Olsen kan bøje spanske verber, men deres viden om økonomisk historie og teori lader en del tilbage at ønske. For det første er det naturligvis problematisk at betegne IMF og Verdensbanken som neoliberalistiske, al den stund, at en “ægte”  neoliberalist vil mene, at begge institutioner bør nedlægges. Noget andet er, at man vist ikke behøver at være liberalist for at være enig i de fleste af Washington Consensus “krav” til et lands økonomiske politik:

  • Offentlig budgetdiciplin
  • At offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt økonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, som f.eks.primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur
  • skattereformer (sænkning af marginalskatter og udbredning af skattebasen)
  • markedsbestemte renter
  • En konkurrencedygtig valutakurs
  • Handelsliberaliseringer
  • Liberalisering af adgangen for direkte udenlandske investeringer
  • Privatisering
  • Deregulering (øge konkurrencen)
  • Sikre den private ejendomsret

(for en listen på engelsk, se f.eks. her ).

Jeg vil tillade mig at mene, at de fleste vil være enige i, at ovenstående langt hen af vejen egentlig bare er udtryk for ganske almindelig sund fornuft. Når det således hævdes, at Washington Consensus er

“essensen af, hvad neo-liberal økonomisk teori havde udrettet i 1980erne”

som Helene Staal og Jeppe Dørup Olsen bl.a. gør det i deres artikel, overser de, at rekommandationerne i lige så høj grad gælder for I-lande, og om ikke før, så i løbet af 1970erne og starten af 80erne blev “commen sence” i en række I-lande. Og ydermere gør det mainstream politik i den rige del af verden lig med neoliberalisme, hvilket jeg ikke er sikker på at den socialdemokratiske bevægelse bryder sig om 🙂 – eller ægte neoliberale for den sags skyld.

Tillad mig at mene, at hverken Hayek eller Friedman ville finde, at Danmark var eller er et særligt neoliberalistisk samfund, med minimal statslig indblanding – hverken i Schlutters 80ere, Nyrups 90ere eller under den nuværende borgerlige regering.

IMF, “Washington Consensus” og Argentinas økonomiske nedsmeltning.

Begrebet “Washington Consensus” blev i løbet af 1990erne hastigt gjort til en af globaliseringsmodstandernes yndlings aversioner – og ikke så få steder på kloden (sjovt nok typisk i ulande præget af mangel på alt det Washington Consensus foreskriver) – gjort lig med amerikansk imperialisme og kapitalistisk udnyttelse. F. eks. anklagede Brasiliens nuværende socialistiske præsident Lula, mens han var i opposition i 90erne, den daværende socialdemokratiske præsident Fernado Henrique Cardoso, for at føre neoliberalistisk politik “som formuleret i Washington Consensus”.

Efter at Lula, overtog magten har han langt hen af vejen ført samme politik som den forgående regering. Hvorvidt man vil mene, at Brasiliens skiftende regeringer fra 1990erne og frem kan betegnes som neoliberale, kræver vist næsten magiske evner. Sidstnævnte håber jeg at vende tilbage til i et senere indlæg

En del kritikere af Washington Consensus og IMF, har brugt nedsmeltningen af den argentinske økonomi i begyndelse af dette årtusinde som et slags “final proof” på Washington Consensus fallit. Således skriver Helene Staal Lund og Jeppe Dørup Olesen i før nævnte artikel bl.a., at

efter Argentinas bankerot blev det sværere for økonomerne at forsvare the Washington Consensus

Men de nævner selvfølgelig intet om, at Argentina på ingen måde levede op til kriterierne i Washington Consensus. At IMF, der fortsatte med at låne til den Argentinske regering, lang tid efter, at markedet havde mistet tiltroen til landets økonomi, er noget andet. Der ER al mulig grund til at være skeptisk overfor IMFs involvering og rolle – ikke kun i forbindelse med Argentina – men det er ikke en skepsis og en kritik, der kan begrundes i, at man levede op til kriterierne i “Washington consensus”, eller at IMF lod sig lede af neoliberale ideer – tværtimod.

Som INDEPENDENT EVALUATION OFFICE (IEO) hos IMF , oprettet i 2000 ( før det fandt der ingen uafhængige evalueringer sted af IMFs aktiviteter) opsummerer det i “THE ROLE OF THE IMF IN ARGENTINA, 1991-2002”, fra 2003, kan en række især interne forhold angives at have haft betydning for krisen i Argentina. Disse var bl.a. en ekspansiv finanspolitik i år med høj vækst, manglende fleksibilitet i valutakursregimet på grund af fastlåsning til dollaren, manglende reformer på en række kritiske områder, bl.a. fik man aldrig gjort op med et ekstremt ufleksibelt arbejdsmarked, ligesom man ikke formåede at udbrede skattebasen – Argentina var og er notorisk ineffektiv i at inddrive skatter, der i den formelle økonomi er høje, og selvsagt stort set ikke-eksisterende i den uformelle sektor.

Manglende disciplin og styring af de offentlige finanser, manglende markedsreformer og en ufleksibel valutakurs kan næppe anses for at være i overensstemmelse med “Washington Consensus” og alligevel fortsatte IMF som nævnt med at yde lån til Argentina helt frem til slutningen af 2001. Om årsagerne skal findes i inkompetence eller naivitet fra IMFs side eller om den væsentligste faktor var politisk pres skal jeg ikke afgøre.  At en række eksterne chocks, som f. eks. den finansielle krise i Asien og Rusland i 1998 og Brasiliens devaluering året efter ikke gjorde tingene lettere for Argentina undskylder hverken manglende indenlandsk tilpasning eller IMFs lidet flatterende rolle som “Investor of last resort”.

I 2002 kollapsede den argentinske økonomi fuldstændig og efterfølgende opgav den argentinske regering af honorere sine gældsforpligtelser og devaluerede Pesoen. I første omgang lykkedes det faktisk for Argentina at opnå betydelige vækstrater – ikke mindst på grund af en gunstig prisudvikling på en række landbrugsprodukter, hvor Argentina står stærkt. Men i skrivende stund, hvor inflationen reelt har rundet de 25%, er landet igen plaget af social uro, ikke mindst på grund af konflikten med landets bønder. Konflikten skyldes indførelsen af en høj eksportskat på udvalgte landbrugsvarer, og manglende investeringer gør, at fremtidsudsigterne for landets fortsatte vækst er alt andet end lyse. Måske er det for meget forlangt, men jeg går ud fra, at den krise der er under opsejling, ikke bliver tilskrevet en postuleret neoliberalisme eller IMF,  til hvem Argentina i 2005 i lighed med Brasilien betalte alle udeståender.

Er “Growth Report: Strategies for Sustained Growth and Inclusive Development.” et opgør med Washington Consensus?

Mens Washington Consensus især var afledt af de daværende store økonomiske problemer, som plagede de fleste latinamerikanske lande gennem 1980erne, og først og fremmest er en opskrift på stabilisering af de pågældende økonomier, er “Growth Strategy” et forsøg på at udlede hvad man kan lære af de 13 lande (Botswana, Brasilien, Kina, Hong Kong, Indonesien, Japan, Syd-Korea, Malaysia, Malta, Oman, Singapore, Taiwan og Thailand), der over en 25 årig periode i anden halvdel af det 20. århundrede opretholdt gennemsnitlige vækstrater på 7% eller derover.

Hovedpointerne i rapporten er, at

The Growth Report identifies some of the distinctive characteristics of high-growth countries and highlights the importance of leadership and governance, economic security, competition, sound fiscal and monetary policy, and public investment in health and education..

Rapporten er blevet udlagt som et paradigmeskifte i forhold til Washington Consensus og indebærer at staten skal have en større rolle i økonomien, Nogle har endda udlagt den som en direkte kritik af Washington Consensus. Efter at have læst rapporten har jeg nu svært ved at genkende dette billede, med mindre der refereres til følgende afsnit fra rapporten:

In recent decades governments were advised to stabilize, privatize and liberalize. There is merit in what lies behind this injunction—governments should not try to do too much, replacing markets or closing the economy off from the rest of the world. But we believe this prescription defines the role of government too narrowly. Just because governments are sometimes clumsy and sometimes errant, does not mean they should be written out of the script.

Men som vi så, indebærer Washington Consensus ikke hvad der bare ligner en klassisk natvægterstat. Jeg er lige ved at tilføje desværre for en række landes (som f.eks. Argentina) vedkommende. Som det fremgik blev der eksplicit lagt vægt på, at staten havde en rolle at spille indenfor infrastruktur, uddannelse og sundhed – præcis de punkter, som også fremhæves i den nye rapport. Og dem er der for alvor ikke noget nyt ved – det har været verdensbankens standpunkt stort set fra dennes start.

Som det fremgår af dette indlæg finder jeg ikke at der er belæg for kritik af selve Washington Consensus. Det ville også være underligt at jeg skulle mene andet, med tanke på at der tale om nogle meget banale sandheder, som langt de fleste økonomer er enige i ikke står til diskussion

Til gengæld er der grund til at være kritisk overfor de faktiske tiltag, som IMF og Verdensbanken har stået bag, men ikke fordi de er udtryk for en speciel neoliberalistisk indfaldsvinkel – i mange tilfælde tværtimod. IMF har mere end én gang, mere været ledet af politisk pres end økonomisk fornuft. For både Verdensbanken og IMF bør en tilsyneladende udpræget naivitet og godtroenhed også fremhæves.

Endelig er der det simple spørgsmål, hvorvidt IMF og Verdensbanken reelt har været en del af løsningen. Har de virkelig fremmet ansvarlig økonomisk politik og vækst, eller snarere virket som dels en scapegoat og sovepude for en række uansvarlige og korrupte regeringer og administrationer, og dermed snarere været en del af problemet end af løsningen.

Men som før nævnt, må jeg som (neo)liberalist selvfølgelig også erkende, at jeg er enig med Milton Friedman i, at begge institutioner burde være nedlagt for længst.

5 Kommentarer

  1. din artikel er spændende nok, men jeg tror også du må se deres kritisk af de såkaldte neoliberale tanker som en mere generel kritik af ligevægtstænkning og monetarisme som sådan. at du skriver at man ikke kan være uenig i de ’13’ bud eller hvor mange der er – det er jeg et levende bevis på man kan være. Privatiseringer af fx vand, hvilket stadig bruges, skaber ikke mere rigdom. det skaber dyrere vandforsyning. shock liberaliseringer og privatiseringer af fx Ghana(som ALTID har fulgt WBs og IMFs anbefalinger til punkt og prikke) har fx forårsaget at langt størstedelen den ris der spises ikke længere foregår på Ghanesisk jord, men derimod er skyld er grund til en stor del af del af betalingsbalance underskuddet – og dermed også gæld. jeg tror eksemplet med argentina du fremhæver ikke er specielt godt, når man snakker om WBs og IMFs politik virker eller ej. man skal ned og have fat i de fattige, men dog stabile lande for belyse det. Worst Case Scenario, med stabile omgivelser, er nu altid en bedste måle at foretage falsifikation på.

  2. kasper skriver:”at du skriver at man ikke kan være uenig i de ’13’ bud eller hvor mange der er – det er jeg et levende bevis på man kan være. Privatiseringer af fx vand, hvilket stadig bruges, skaber ikke mere rigdom. det skaber dyrere vandforsyning. shock liberaliseringer og privatiseringer af fx Ghana(som ALTID har fulgt WBs og IMFs anbefalinger til punkt og prikke) har fx forårsaget at langt størstedelen den ris der spises ikke længere foregår på Ghanesisk jord, men derimod er skyld er grund til en stor del af del af betalingsbalance underskuddet – og dermed også gæld.”Da jeg ikke kender forholdene specifikt i Ghana (bortset fra, at deres økonomiske vækst ikke har været noget at råbe hurra for siden uafhængigheden), vil jeg ikke tage stilling til dette land specifikt.Til gengæld ved jeg en del om Latinamerika, og det var på baggrund af udviklingen i den del af verden, at Williamson opstillede de 10 kriterier – som jeg hævder er udtryk for Commen sence. Angående privatiseringer står der dels intet i Washington Concensus om indenfor hvilke områder, men ligesom det altid er dette punkt der hives frem, glemmer man altid at der også punktet:”offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt økonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, som f.eks.primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur”Og det er hvad man gør og har gjort f.eks. i de skandinaviske lande i årtier – vi har altså været neoliberalistiske i årtier?? – Spørg den gennemsnitlige socialdemokratiske eller socialistisk folkeparti vælger om hvad det er væsentligst at det offentlige investerer i – skal vi gætte på at det historisk ville lyde nogenlunde hen af offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, de……..” er de så også neoliberalistiske???Det fremgår endda af Washington Consensus, at man skal foretage investeringer der forbedrer et lands indkomstfordeling. så med mindrer man tillægger de involverede institutioner det mærkværdige ønske, at forbedring er lig øget ulighed, så må det indebærer, at kritikerne mener, at det er et neoliberalistisk særkende at fremme en mere lige indkomstfordeling!!!Noget andet er, at jeg gerne står inde for at privatisering indenfor f.eks. vand, el og så videre kan være vejen frem, problemet er vist mere hvordan man privatiserer. Det kan godt være, at prisen stiger på en række af disse goder – det kan især være at det stiger, fordi det tidligere har været subsidieret af det offentlige. Det gælder f.eks. benzin i Venezuela, der koster 24 øre for en liter? Og hvem gavner det? – Ja det gavner først og fremmest de der har bil. Og hvem gavner det ikke? Ja det gavner især ikke de der IKKE har bil, og hvem er de sidstnævnte? Det er de fattige.Og hvem gavner det, hvis adgangen til vand er meget billig? Ja, det gavner de der allerede har adgang til vand (og betaler for det) Hvem gavner det ikke? Ja det er dem der ikke har adgang til vand – igen typisk de fattigste.Erfaringen fra Latinamerika, hvor det har været reglen, snarere end undtagelsen, at ikke kun energi og vandforsyning osv. var statsejet, men også produktionsvirksomheder, olieselskaber, pengeinstitutter, miner osv osv.har været – og fortsat i større elller mindre omfang er offentligt ejede, er at det især har gavnet udvalgte deltagere i den formelle økonomi (det vil sige middelklasse efter lokale forhold), mens især de der står udenfor den formelle økonomi intet har fået ud af det – og tværtimod i kraft af suboptimal økonomisk vækst, høj inflation osv har måtte betale for “de udvalgtes” levestandard, De fattige har været helt overladt til ringe skoler, hospitaler osv.mens deres indkomst har været præget af at være deltagere i en økonomi, der ikke har efterspurgt de ressourcer der var rigelighed på ( bl.a. ufaglært arbejdskraft). Offentlige investeringer har derimod været kronisk ineffektive, præget af politiske særinteresser, korruption, ønsket om at sætte monomenter over egen storhed osv.

  3. Ved ikke om statskundskabere per se er specielt gode til spansk…

  4. Jeg er overrasket over, at debatten for og imod Washington-konsensus stadig lever. Men det skal ikke afholde mig fra selv at deltage i den.Washington-konsensus er udtryk for en policy-konsensus blandt en specifik gruppe i et specifikt rum i en specifik historisk situation. Der er intet endeligt eller universelt ved Washington-konsensus.Latinamerikas erfaring med Washington-konsensus har været traumatisk netop fordi den er blevet appliceret som en “one size fits all” tankegang. De mange og ofte hastigt gennemførte reformer omkring budgetansvarlighed, økonomisk åbenhed og privatiseringer har haft stor social slagside. Dette uagtet alle teoretiske argumenter om det modsatte. De fattigste har i vidt omfang betalt prisen for reformerne. Imens har de rigeste tjent på de farceagtigt udførte privatiseringer. Reaktionen ser vi idag, hvor markedet, det internationale finansielle system, det repræsentative demokrati og de traditionelle eliter er delegitimeret i en række af de lande, der har haft de dårligste forudsætninger for at opnå succes med reformerne.Eksemplet med brændstofpriser tjener til illustration. Venezuelas subsidierede brændstofpriser bidrager til at holde priserne på offentlig transport nede. Dette er vitalt for de mange, der lever på et eksistensminimum og fx hver dag har behov for at tage bussen ind til Caracas for at sælge batterier på et gadehjørne for dernæst at tage bussen hjem i slummen medbringende basisfødevarer til endnu en dag. Da man i februar 1989 satte brændstofpriserne op, førte det derfor til en voldsom social opstand, der kostede hundreder af menneskeliv, destabiliserede det politiske system og underminerede hele reformagendaen. I en sådan situation kommer økonomisk teori til kort. De fattige kan ikke bruge teoretiske argumenter om bedre ressourceallokering, højere produktivitet, vækst og velstand til noget, når deres levebrød er truet her og nu. Denne sociale virkelighed formåede Washington-konsensus som den blev praktiseret i Latinamerika ikke at se i øjnene. Og derfor er det lykkeligt at konsensus har flyttet sig i en anden retning.

  5. ronnie Nielsen skriver:Latinamerikas erfaring med Washington-konsensus har været traumatisk netop fordi den er blevet appliceret som en “one size fits all” tankegang. De mange og ofte hastigt gennemførte reformer omkring budgetansvarlighed, økonomisk åbenhed og privatiseringer har haft stor social slagside. Dette uagtet alle teoretiske argumenter om det modsatte. De fattigste har i vidt omfang betalt prisen for reformerne.Det er ganske enkelt noget vrøvl, at sætte lighedstegn mellem budgetansvarlighed, Washington Consensus og ansvar for fattigdom i Latinamerika – det er ren og skær politisk venstrefløjs-ævlebævle uden imperisk evidens – tværtimod. Kronisk høj inflation, høje handelsbarrier og statslig produktionsvirksomhed bærer tilsammen et stort ansvar for ulighed og miserabel vækst i det sidste halve århundrede i Latinamerika.Den latinamerikanske økonomi der set over tid har været tættest på WashingtonConsensus er vel Chile de seneste 25 år, som har været den ubestridt mest effektive økonomi i bekæmpelsen af absolut fattigdom i Latinamerika. Hvad angår argumentet om lave brændstofpriser af hensyn til den kollektive transport, så er det jo helt ude i hampen – det kunne jo (hvis det var det man ville), klares med almindelig subsidiering af den kollektive transport – hvorfor subsidiere de der har råd til at køre i egen bil? Og hvor udviklet er den kollektive trafik i Venezuela forøvrigt?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑