Om at måle forskeres kvalitet

Et af de store spørgsmål i de senere års debat om de danske universiteters forskningsoutput og –kvalitet har været, hvordan man måler en så uhåndterbar størrelse som kvaliteten af den forskning, der bedrives. Internt på de enkelte universiteter er det også en diskussion, der må tages, ikke mindst når man skal evaluere, hvilke institutter, der klarer sig bedre end andre og – internt på institutterne – hvilke individuelle forskere, der klarer sig bedst og derfor bør stå forrest i køen til tillæg osv.

Spørgsmålet er også relevant i andre debatter – og lad mig blot indrømme at en af grundene til at skrive dette indlæg, har været Christopher Bugge Harders fortsatte forsvar for en af det internationale klimapanels, IPCCs, ledende forfattere, Nebojsa Nakicenovic. Jeg har karakteriseret ham som andenrangsforsker, Bugge har forsvaret ham og blandt andet hævdet andetsteds, at Nakicenovic har været i betragtning til Nobelprisen i økonomi. Der er således noget af en forskel på vores vurdering af mandens kvaliteter, som en formel evaluering måske kan kaste lidt lys over.

På et helt andet plan er der rent personligt også ofte svært at forklare familie og venner, hvor man står i hierarkiet, og hvorfor man tager de valg, man tager på sit arbejde. Et spørgsmål, som man for eksempel ret ofte må svare på, er ”Hvorfor har du ikke skrevet en bog?” Det bliver forhåbentlig klart i det følgende, hvorfor jeg ikke har skrevet en bog, og i øvrigt heller ikke har planer om det i den nærmeste fremtid. Så formålet med dette indlæg er at forklare, hvordan man på solid basis evaluerer forskningskvalitet.

En vurdering af enkelte institutters og enkelte forskeres kvalitet kan på det mest fornuftige grundlag foretages på basis af, hvad der udgives. Alt andet lige er mere i et vist omfang naturligvis bedre, men alt er stort set aldrig lige. Man må derfor skelne mellem hvilke typer udgivelser, der er tale om, og hvilken kvalitet, de på den ene eller anden måde har. Lige så vel må man se på, om den enkelte forsker konsistent publicerer i et bestemt kvalitetslag – en enlig svale gør som bekendt ingen sommer, heller ikke i den videnskabelige verden. Men det er ikke så svært: Indenfor nationaløkonomi gælder det, ligesom det helt generelt gælder for naturvidenskaberne, de mere kvantitativt orienterede og/eller angelsaksisk orienterede dele af statskundskab, og i stigende grad den kvantitative del af sociologi, at den tunge del af forskningen publiceres i internationale videnskabelige tidsskrifter, og at der er et helt klart kvalitets- og prestigehierarki blandt tidsskrifterne.

Et sådant hierarki kan naturligvis lyde underligt, og en af mine mest begavede venner har da også undret sig over, at hvorfor man ’løber efter prestigen’. Sagen er blot, at prestige i denne sammenhæng ikke er et hult begreb. Jo bedre – og dermed jo mere prestigiøst – et tidsskrift er, afhænger af hvor skrap kvalitetskontrollen er hos tidsskriftet. Når et videnskabeligt tidsskrift modtager et manuskript, sendes det nemlig til ’review’ hos andre forskere indenfor samme område. Disse forskere, og ofte også manuskriptets forfattere, holdes strengt anonyme så man minimerer risikoen for nepotisme eller personopgør. Det er reviewernes grundige tilbagemelding til redaktøren, samt redaktørens egen vurdering, der bestemmer om manuskriptet skal 1) optages, 2) skal genovervejes såfremt en række ændringer foretages, eller om det 3) bør afvises blankt. Denne kvalitetskontrol varierer dermed fra tidsskrift til tidsskrift, og med strengere krav og flere topforskere som reviewers, jo bedre tidsskriftet er. Omvendt får tidsskrifter med et særligt godt ry flere manuskripter tilsendt, og kan derfor tillade sig at være mere kræsne og dermed hæve overliggeren for hvad det kræver, at få en artikel publiceret. Selvom processen ikke er perfekt – enkelte smuttere sniger sig igennem og selv Nobelprisvindende bidrag bliver nogle gange afvist – betyder den at de mest kvalitetsbevidste tidsskrifter også i gennemsnit publicerer de bedste artikler, og at der herefter er et klart hierarki, afhængigt af hvor strenge krav, tidsskrifterne stiller – og hvor strenge krav de kan tillade sig at stille.

Og kravene er strenge hos de bedste! For at tage et af de klareste eksempler, får man hos det amerikanske Quarterly Journal of Economics, der har været udgivet i mere end 100 år, flere tusinde manuskripter tilsendt om året. Af de mange modtagne manuskripter kommer en mindre del (et godt gæt er cirka 800) forbi redaktørens skrivebord – mange afvises før de når ud i review-processen fordi de, for eksempel, ikke har tilstrækkeligt bred interesse for læserskaren eller er åbenlyst under niveau. Af den mindre del, der faktisk når processen, afviser man derefter cirka 95 procent af alle manuskripter. På denne måde holder tidsskriftet kvaliteten oppe i de relativt få artikler, der trykkes i de fire årlige numre.

På denne baggrund opstår der altså et klart hierarki blandt de mange videnskabelige tidsskrifter. Indenfor nationaløkonomi – mit eget område, eksisterer der et klart A-hold: Den lille håndfuld absolut prestigiøse tidsskrifter omfatter som minimum American Economic Review, Journal of Political Economy, Econometrica og (naturligvis) Quarterly Journal of Economics. For nationaløkonomer med lidt bredere forskningsfelter kan det også diskuteres om de to supertidsskrifter indenfor statskundskab, American Political Science Review og American Journal of Political Science, skal tælles med. Bredt set indenfor naturvidenskaberne er der samme type hierarki, og langt de fleste vil sandsynligvis placere Nature og Science i spidsen for enhver liste.

Det siger sig selv at en meget lille gruppe får publiceret konsistent i A-holdet, men mindre kan gøre det. Næste trin på kvalitetsstigen, og stadig et særdeles prestigefyldt trin, består af de såkaldte ’leading field journals’, dvs. toptidsskrifterne indenfor mere specialiserede områder. For mit eget vedkommende vil det inkludere Journal of Economic Growth, Journal of Development Economics, og Journal of Economic Behavior & Organization, dvs. de to toptidsskrifter indenfor udviklingsøkonomi plus det absolut førende specialtidsskrift der behandler mere adfærdsøkonomiske problemstillinger. Tidsskriftet Public Choice – som denne blogs tidligere redaktør Peter Kurrild-Klitgaard er europæisk redaktør for – er sværere at placere, da det er leading field journal indenfor et område, der befinder sig midt mellem nationaløkonomi og statskundskab, men skal muligvis tælles med for de forskere, hvis interesseområde netop befinder sig i gråzonen mellem politisk økonomi og statskundskab.

Længere nede kommer så en lang, lang række fornuftige og kvalitetsbevidste tidsskrifter, som jeg ikke vil opliste her – der er over hundrede af dem alene indenfor økonomi. Og i bunden af det hele kommer så bøgerne og bidragene til redigerede bøger. Grunden er ganske simpel: Mange bøger har slet ingen review-proces, og for de redigerede bøger der har, betyder den som oftest at man kan risikere at måtte lave småændringer i sit bidrag, men at manuskriptet ikke kan afvises. Derfor er svaret på det indledende spørgsmål – hvorfor har jeg ikke skrevet en bog eller bidraget til ret mange – ret klart: For mange bogkapitler eller selvstændige bøger er et sikkert signal om, at ens forskning ikke har kvalitet til at blive publiceret andre steder. Dette skaber derfor også lidt af et skisma mellem hvad den almindelige offentlighed ser som betydningsfulde forskere – det er ofte dem med bøgerne, ikke mindst dem på dansk – og dem, der i virkeligheden har høj kvalitet og er med på forskningsfronten.

Udstyret med lidt viden om hvad de vigtige parametre er, kan læserne så selv tage et kig på tre ikke helt
tilfældigt udvalgte forsk
ere: Harvard-professoren Robert Barro, mig selv, og IPCCs Nebojsa Nakicenovic (tryk på navnet for at komme til forskerens CV). Barro har de sidste tre år været bookmakernes topkandidat til Nobelprisen, og er et usædvanligt sikkert bud på en pris i fremtiden. Hans forskningsbidrag har været indenfor politisk økonomi, inflationsforhold og ikke mindst har hans bidrag til den empiriske vækstforskning revolutioneret måden, man måler økonomiske vækstfaktorer. Mine egne bidrag i mine tre år som PhD-studerende og tre år som forsker derefter har af mange grunde været mere beskedne, men jeg har taget mig selv med som eksempel på en sådan cirka rimeligt fornuftig dansk forsker. Sidste på listen er Nakicenovic, hovedforfatteren bag IPCCs økonomiske estimater og et interessant eksempel på hvor langt man kan komme med en stor organisation i ryggen, og masser af publicity.

I modsætning til de fleste indlæg her på stedet, vil jeg ikke konkludere noget som helst. Læserne kan reflektere over hvordan man bedømmer forskningskvaliteten, og de kan hver især gå ind og læse de tre eksemplers CV’er og publikationslister. Enhver er fri til at danne sin egen mening, ligesom enhver er fri til at lufte den i kommentarerne nedenfor.

19 Kommentarer

  1. Torben Peitersen

    25. juli 2008 at 01:35

    @Christian BjørnskovDu er opmærksom på, at Nakicenovic’ artikler er et udvalg, ikke?Et bedre mål end impact factor kan vise sig at være h-indexet, som er det højeste tal, X, man kan nå fra sin publikationsliste, hvor man har X publikationer som hver er citeret mindst X gange. Problemet med impact factors er, at for mange tidsskrifter (fx Nature) er det kun omkring 5% af artiklerne, der trækker det store læs mht. de citationer, som ligger til grund for udregningen af impact factor. I realiteten kan man have publiceret en artikel i et høj-impact-factor tidsskrift, som aldrig bliver citeret, hvorved man “nasser” på de andre forfatteres præstation. h-indexet forsøger at tage højde for både produktivitet og kvalitet, hvor kvalitet skal forstås som hvor højt andre forskere i realiteten sætter éns arbejde, dvs. citerer det.

  2. Torben Peitersen

    25. juli 2008 at 01:38

    Beklager fejlen i linket. Det skulle have været h-index

  3. Torben Peitersen

    25. juli 2008 at 01:38

    Nå. Beklager.

  4. På de fleste institutter – mon ikke i grunden det er alle? – foretages der en vurdering i første omgang af ansættelse af den bedste kandidat blandt ansøgere til en stiling, og i anden omgang af belønning af forskningsindsats via løntillæg. Mit indtryk er, at det ift. disse vurderinger indenfor mange fag vil være nyttigt hurtigt at kunne sammenligne kandidater på antal publikationer set ift. tidsskrift-ranking samt ‘impact factor’. Sådan for en grovsortering. Derefter kan et bedømmelsesudvalg, en institut- eller forskningsleder anlægge forskellige andre kriterier, herunder egen vurdering af kvaliteten af de forskellige ansøger/ansattes forskning.Ift. fordeling af forskningsmidler efter ‘forskningskvalitet’ i konkurrence mellem forskelliige institutter indenfor samme fag, så er princippet fint, men efter min mening er der, som flere kommentarer er inde på, en del omkostninger ved det system, der er ved at blive foldet ud. Også for mange til at det kan betale sig, når der iøvrigt er flere områder, hvor konkurrencemekanismen er i spil, og hvor det på en langt billigere og mindre bureaukratisk måde end det, såvidt jeg ved, forudsættes i den nye model i Danmark.Der ligger allerede en vigtig konkurrenceparameter i, hvordan ansættelseespolitik påvirker et instituts ry. Hvis et institut konsekvent (eller blot en enkelt gang; tillid har det jo med at fordufte i kaskader) ansætter, forfremmer eller belønner mindre gode forskere internt, så vil det påvirke instituttets ry eller varemærke om man vil. Dygtige forskere, der har andre muligheder, vil søge andre steder hen. De kvikkeste vordende studerende vil ikke søge dertil, hvilket vil påvirke institutte indtjening (ii hvert fald på sigt, selvom man i første omgang blot vil optage ansøgere med dårligere kvalifikationer). Man vil også i mindre grad kunne tiltrække ekstern finansiering. Der er allerde i forskningsrådsregi ganske megen konkurrence.Givet at disse mekanismer er i spil allerede, hvad vil et mere omfattende system af bevilling ift. kvantitative mål på kvalitet nytte?Såvidt jeg har forstået, skal der nedsættes (er der nedsat?) en række udvalg, der skal udarbejde en liste og ranking af tidsskrifter indenfor deres forskellige fag. Jeg tror det mest realistiske scenarie er, at det på en del områder er svært at repræsentere hele fag. Uanset om man antager, at disse repræsentanter er de rene altruister og superbureaukrater, der nøjagtigt, nøgternt og sagligt repræsenterer deres respektive fag, så vil der nok være tidsskrifter, der bliver glemt eksempelvis. Under alle omstændigheder vil repræsentanter, må man formode, skulle have en kop kaffe og en ostemad og måske lidt lommepenge for de mange møder i udvalgene. Dernæst vil de bruge en del tid på at få input fra kolleger, så de bedst muligt repræsenterer faget. Det vil tage tid og koste penge.Videre: Selv hvis vi forudsætter, at det kun vil koste ganske lidt tid og få penge, så må man formode, at liste og ranking løbende skal opdateres. Mere tid og flere penge, hvert år.I det bedste scenarie, hvor rankingen forudsættes at være nogenlunde retvisende (hvordan man nu vil opfatte dette?), rimelig billigt, og hvor det ikke udnyttes af de enkelte udpgede til at styrke egne kæpheste (hvem kunne dog tænke noget sådant om forskere?), da vil indekset sikkert også kunne manipuleres.Jeg hørte fornylig, at det gennemsitlige antal læsninger af en videnskabelig artikel er 2 (to!). Kavære det er lidt højere, men selv hvis det er det dobbelte eller tredobbelte, så er det da en voldsomt begrænset impact. (Også hvis man korrigerer for mulige kilder til ‘undertælling’). Og det gør det des lettere at manipulere sin egen impact factor (fx ved at klikke ind på sine egne artikler gennem nettidsskrifter syvogtyve gange om dagen).Alt i alt virker det på mig som en stor bureaukratisk øvelse, der trods sin gode hensigt i bedste fald vil være for dyr ift. nytteværdien.

  5. P.S. Det nævnte gennemsnit for antal læsninger af artikler gælder samfundsvidenskaberne. P.P.S. Christian, det er et fint indlæg du har skrevet, men jeg kan ikke forstå, hvordan det kan udgøre et svar til Christoffer. Det er da bedre at vise, hvor manden tager fejl, fremfor at sige, at hans ranking er dårlig.

  6. Christoffer Bugge Harder

    25. juli 2008 at 05:14

    Kære Bjørnskov,jeg er behørigt beæret. Jeg har siden jeg blev færdig i marts selv været i færd med den besværlige proces med at få produceret og udgivet mine første egne videnskabelige artikler, så jeg kender selvfølgelig godt til forholdene omkring kvalitet af tidsskrifter, citationer og impact-factors – konkret dog kun i naturvidenskaben/biologien. Og jeg håber, at du kan gennemskue mine lejlighedsvist lidt drillende henvisninger til din lykkeforskning – lad mig slå fast, at jeg på ingen måde vil betegne dig som en andenrangsforsker – bare, hvis du havde fået den opfattelse. Men jeg vil tilslutte mig Martin Rannjes karakteristik af Nakicenovic – han er ingen Barro, Friedman, Krugman eller Ricardo Hausmann (for nu at namedroppe nogle af de få økonomiske topkanoner, jeg kender), men en habil forsker i midten af feltet ud fra hans publikationsliste – altså den KOMPLETTE, ikke? En direkte sammenligning mellem dig og Nakicenovichttp://scholar.google.dk/scholar?q=nakicenovic&hl=da&lr=og http://scholar.google.dk/scholar?hl=da&lr=&q=christian+bj%C3%B8rnskover altså ikke i sig selv overbevisende om, at Nakicenovic er en anderangsforsker og du en førsterangs – hvilket er det indtryk, du forsøger at give.Og hvad med Ian Castles, som du hellere tror på:http://scholar.google.dk/scholar?hl=da&lr=&q=ian+castlesOg måske sekundært her – men langt vigtigst mht. klimadebatten og fremskrivningerne, som er det absolut mest interessante mht. Nakicenovic (jeg kan ikke huske, hvor jeg skulle have kaldt ham for nobelpriskandidat, men det tager jeg i givet fald sikkert helt fejl i) – hvorfor ikke hellere bruge din tid på at prøve at forholde dig til/tilbagevise SRES-holdets argumenter:1) At deres fremskrivninger har passet fint på 1990erne (og ikke, som du her på stedet har forsøgt at give indtryk af, skød 3-400% over), samt2) at deres fremskrivninger ikke, som du hele tiden insinuerer, overdriver co2-udledningerne, men derimod har UNDERVURDERET dem siden 2000? Og noget, jeg synes, at du også skulle prøve at kigge nærmere på: Prøv at anvende dine egne kriterier for “topforskere”på de 100, du påstår er “topforskere” indenfor klimavidenskabenhttp://www.punditokraterne.dk/global-opvarmning-og-ipcc—igen-post142880#comments Hvor ligger f.eks Nigel Lawson, der ingen relevant uddannelse overhovedet har og har et rundt 0 – nul – publikationer, på den liste? Og hvad med Zbigniew Jaworowski? Hans eneste klimarelevante publikationer er fra Lyndon LaRouches månedlige tidsskrift. Hvor høj mener du helt præcist at dette tidsskrifts prestige og impact-factor er? 🙂 Og kan du give mig en meget overbevisende forklaring på, hvorfor du i dit eget fag, økonomi, insisterer på at få informationer fra solid, peer-reviewet videnskab, mens du i klimaforskningen tydeligvis tror langt mere på blogs, avisinterviews og forskere, der kun publicerer hos Lyndon LaRouche, end på f.eks James Hansen? Hans publikationsliste kan ses her:http://scholar.google.dk/scholar?q=james+hansen&hl=da&lr=- og han er indiskutabelt på linje med Navnlig det sidste spørgsmål tror jeg nok, at der er andre end undertegnede, der kunne tænke sig at høre en rigtig god forklaring på snarest. MvhChristoffer

  7. Christoffer Bugge Harder

    25. juli 2008 at 10:42

    …..og der forsvandt noget:”James Hansen er indiskutabelt på linje med” …. Barro indenfor økonomien i klimaforskningens absolutte Superliga og ville stensikkert have været Nobelpriskandidat ud fra fuldstændig objektive kriterier, hvis en sådan ellers fandtes i atmosfærevidenskaberne. (James Hansen er i øvrigt her på bloggen af Punditokrat-skribenten Niels A.Nielsen blevet affejet med skudsmålet: “rablende”, grebet af “religiøst vanvid” og “ideologisk besat” – åbenbart modsat f.eks Jaworowski fra Lyndon LaRouches Schiller-Institut, eller Roy Spencer, der er kreationist, eller Nil-Axel Mörner, der udbyder universitetskurser i at finde vand med ønskekviste…………..:-)) Og endnu en ting, der er nok så væsentlig i spørgsmålet om vurderingen af forskeres kvalitet: Ekspertise indenfor det relevante fagområde. Uanset, hvad Nakicenovic i øvrigt måtte have publiceret, er hans fagområde altså energiøkonomi/datalogi, mens Bjørnskovs er lykkeforskning/udviklingsøkonomi. Den ærede punditokrat, David Gress, har skrevet, er, at “forskere kan sige de utroligste vrøvl, når de kommer udenfor deres egne snævre områder” – og at dømme ud fra Gress egne udtalelser om miljø og klima er jeg 100% enig. Den eneste af dine 100 “topforskere”, der virkelig ER topforsker, er nok Freeman Dyson – og alle hans kvaliteter ufortalt har han altså aldrig beskæftiget sig med klima. Det er et ret almindeligt fænomen, at store forskere på deres gnavne gamle dage begynder at tro, at de har noget kvalificeret at sige om alt mellem himmel og jord eller/og forfalder til at dyrke personlige aversioner – et meget brugt eksempel på dette fra mit fagområde, genetikken, er den brilliante britiske genetiker – og storryger – Ronald Fisher (som jeg selv beundrer meget): I sine sidste år brugte han oceaner af tid på et hidsigt angreb på teorierne om sammenhæng mellem tobak og kræft, hvilket overhovedet ikke var hans område af biologien. (Fisher døde dog – ikke overraskende – kort efter af kræft). Klimaforskere som Gavin Schmidt, James Annan, Dorthe Dahl-Jensen, Stephan Rahmstorf eller Nicholas Caillon er ubetinget mere kvalificerede til at udtale sig om klima end Freeman Dyson – også selvom deres publikationer har færre citationer end Dysons om hans tågekammer. På samme måde med energiøkonomien: Du har fokuseret snævert på ét element, nemlig købekraftsparitet (PPP) – og alle er, så vidt jeg kan se, helt enige i, at det giver en usikkerhed ifht. almindelig MER-metrik. Så vidt jeg kan se – jvfr. Manne og Richiels samt McKibbin et al., som jeg før har henvist dig til – ville en PPP-korrektion have betydet en nedskrivning af emissionerne med hv. 15 og 40% ifht. Nakicenovic. Så spørger jeg bare: Ville en simpel PPP-korrektion på data for 1990-2008 (og intet andet) så ikke gøre SRES´ forudsigelser DÅRLIGERE – nu, hvor det faktisk har vist sig, at de var alt for forsigtige?Selv en noksagt i økonomi som jeg kan udmærket forstå, at u-landene nok ikke begynder at foretage alle deres indkøb i Vesteuropa, men de nøgne kendsgerninger støtter vel netop Nakicenovic et al.s argumenter om, at PPP/MER- usikkerhederne er langt mindre end talrige andre usikkerheder mht. teknologiske forandringer, politiske beslutninger, befolkningsvækst, landbrug osv. osv? Bjørnskov, hvis du kan lave en økonomisk model for co2-udslip, der er bedre end SRES-holdets, så er jeg sikker på, at du vil blive lyttet til. Så synes jeg, at du skal starte med det oplagte: Lav en model, der er lige så god som deres for 1990-99 – og en, der bedre kan forklare, hvorfor udledningerne er steget langt kraftigere end forventet siden 2000. Hvis du ærligt og oprigtigt ønsker at gøre scenarierne på dette område bedre og har konstruktiv kritik, så vil ingen ærlige eller oprigtige forskere have noget imod det. Men er dette – helt ærligt – dit ærinde, hvis du nu skal lægge hånden på hjertet? Mit indtryk er klokkeklart, at det eneste, dette her handler om for dig, er at famle efter hvad som helst af bekvemme undskyldninger for at skyde på alt, der har med IPCC at gøre – af personlige og politiske aversioner. Du har på intet tidspunkt i vores marathondebatter for alvor forholdt dig til de enkle kendsgerninger mht. SRES fremskrivninger contra virkeligheden, som du er blevet konfronteret med, men er blevet ved med at skyde på Nakicenovic med stort set de samme argumenter. Som jeg skrev i den nylige klimatråd:http://www.punditokraterne.dk/global-opvarmning-og-ipcc—igen-post142880#comments“Det må være meget belastende for Nakicenovic og konsorter hele tiden at skulle være udsat for uunderbygget mistænkeliggørelse fra denne verdens bagsædechauffører og mandagstrænere, og hvis Bjørnskov vil høre min mening (og det vil han muligvis ikke, men vi har jo heldigvis ytringsfrihed) ville jeg opfordre til, at han enten kommer med noget konkret eller også indstiller det billige skyderi. Und so reicht´s”!MvhChristofferP.S Og Bjørnskov, jeg vil også meget gerne høre dig redegøre for den videnskabelige kvalitet af det ikke-peer reviewede tidsskrift “Energy & Environment”, som Löhles rekonstruktion blev offentliggjort i – samt denne klimaartikel fra “Nexus magazine”: http://www.nexusmagazine.eu/nx14_1.htmlaf Christopher Monckton (den har også været trykt i Sunday Telegraph og er endda blevet anprist af David Gress i en selvstændig post her på stedet):http://punditokraterne.smartlog.dk/imod-panikmagerne-post76266Og hvad med dette videnskabelige tidsskrifts andre interessante nyopdagelser?:”THE SHADOW GOVERNMENT’S UFO AGENDABy Steven M. Greer, MD. With its arsenal of reverse-engineered craft and electromagnetic psy-ops weapons, the global shadow government has been faking alien abduction scenarios and may still be planning to stage an alien invasion of Earth”.”DECEPTIONS OF 9/11: THE CHANGING TIDEBy Michael W. Mandeville. Increasing numbers of anti-war and 9/11 Truth Movement activists are exposing the lies perpetrated by sinister forces in the Anglo-American-Zionist establishment who are alleged to be behind a series of terrorist plots”. Jeg ser meget frem til at høre fra dig.

  8. En måde at måle tidsskrifters kvalitet på er også den såkaldte “Impact Factor” der måler antallet af citater til et bestemt tidsskrift over en årrække, som andel af det totale antal publicerede “items” i tidsskriftet i årrækken. Det er naturligvis ikke et tilstrækkeligt billede, men det giver en idé om hvad der er “prestige” i og hvad der ikke er. Og så er citering vel også et mål i sig selv… Der er desuden et rimeligt sammenfald imellem top-10-listerne og hvad de fleste anser for at være tonangivende tidsskrifter (f.eks. Q. Jour. of Econ., Am. Econ. Rev., Jour. Pol. Econ., Am. Pol. Sci. Rev., Am. Jour. Pol. Sci., Comp. Politics osv.). Jeg går ud fra at f.eks. Top-ti listerne over forskellige områder kan findes her: http://www.sciencegateway.org/rank/index.htmlJeg ved at der også findes fulde lister for de enkelte felter (i hvert fald for statskundskab, men jeg kan ikke finde dem på nettet…)Umiddelbart ville jeg ikke betegne Nakicenovic som en “anden-rangs-forsker”, ud fra hans CV alene. Synes det ser ganske godt ud – slet ikke i samme liga som f.eks. Barro, men “anden-rangs-forsker” er en vel hård betegnelse for en person bare fordi at han ikke er i “superligaen” (“anden-rangs-forsker” lyder som en eller anden lusket RUC-professor der har publiceret 1 artikel siden årtusindsskiftet).Mvh

  9. Meget interessant emne ! Og faktisk meget vigtigt.Der er en reform på vej mht. financieringen af de danske universiteter, hvor forskningskvalitet skal inkluderes, men hvordan måler man denne ? Det viser sig at være meget meget svært, specielt når man går på tværs af meget forskellige forskningsområder … God forskningskvalitet er meget forskellig fra område til område og at skrive en bog er (vist) toppen i nogle dele af den humanistiske forskning …Kvaliteten af journaler er et af de bedre forsøg på at måle forskningskvalitet, MEN at sammenligne impakt faktorer på tværs af forskningsgenre kan dårligt sammenlignes: Store forsknings områder vil opnå højere impakt end små og tidskrifter med højkvalitets forskning men meget svært forståeligt forskning, f.eks. indenfor matematik eller kvantefysik vil ikke stå særligt godt ….Efter min mening så er den bedste måde at måle forskning at vente 10 år og se hvilke der har haft en effekt …. kun meget meget få artikler har særligt stor effekt …. men denne metode er jo lidt svær at anvende her og nu af politkere og bevilgingsgivere …Sammenligningen af to forskere indenfor samme felt er nok lidt lettere: Robert Barro og IPCCs Nebojsa Nakicenovic. Robert Barro er jo en klar vinder, men man kan sige at Nebosja Nakicenovic har sikkert brugt lang tid på diverse organisatoriske aktiviteter.

  10. carl-johan dalgaard

    25. juli 2008 at 12:44

    @scipio: Det er præcis korrekt, at universitetsmidlerne i stigende grad vil blive fordelt efter forskningsresultater. Således vil der, mig bekendt, skulle fostres øget konkurrence mellem institutter på forskellige universiteter (dvs. på tværs af fx økonomi afdelinger). Ligeledes vil der være konkurrence indenfor universiteterne; midlerne indenfor de forskellige fakulteter vil også skulle påvirkes af forskningsproduktionen. Til den ende er der arbejde undervejs på SAMF ved KU der går på at konstruere ranglister for tidsskrifter (på økonomisk institut har lignende lister eksisteret i næsten 10 år, og anvendes til at uddele løntillæg). Således vil flere publikationer i “A-gruppen” (jf Christian’s indlæg) trække flere penge til instituttet. Udover de tidsskrifter Christian nævner tæller “A-gruppen”- indenfor økonomi – vist også Review of Economic Studies og Economic Journal. Disse tilføjelser har dog mere at gøre med, at der er et formelt krav på hvor mange tidsskrifter der falder i A-gruppen. For det er svært for økonomer at blive helt enige om hvad top tidsskrifterne er, foruden “de store 4”, som Christian opregnede. En mere komplet rangliste for økonomi tidsskrifter, baseret på impact (dvs. ekskl. selv-citationer indenfor tidsskriftet), er at finde her: http://ideas.repec.org/top/top.journals.simple.htmlPå samfundsfag må en lignende proces være undervejs. Her er Am.J.Pol.Sc formegentlig at finde på A listen … men det ved Peter Kurrid-Klitgaard sikkert meget mere om. Jeg gætter på det også er vanskeligt at vælge tidsskrifter her, foruden et par “indlysende” kandidater.Personligt er jeg tilhænger af, at bevillinger fordeles efter kvaliteten af institutionen, hvilket bl.a. handler om forskningsproduktionen. Men der er bestemt også potentielle problemer i systemet, som man kan øjne på horisonten. For eksempel vil publikationer skulle “deles”, i det omfang der er tale om medforfattere fra forskellige forskningsinstitutioner. Denne erkendelse fornemmer jeg allerede har en vis indflydelse på tankegangen i administrationen; det er ganske enkelt mindre “velset” at deltage i netværk hvor “risikoen” er den, at man som (fx) københavner publicerer med en århusianer, eller forskere på CBS. Man “ser” ganske enkelt hellere, fra administrationens side, at samarbejdet foregår mellem forskere på samme institution. Det er næsten unødvendigt at påpege hvor uheldigt det vil være, hvis denne attitude for alvor vinder fodfæste. Men i sidste ende handler folk jo på incitamenter…Hr. Nakicenovic har jeg ikke så mange meninger om, siden det ikke er mit felt. Men jeg vil dog give Christian ret i at de publikationer han fremhæver på sin hjemmeside ikke ville give ret mange “point” i kampen om en stilling på et bedre universitet, indenfor økonomi. I al fald hvis det er de rene forskningskompetencer der er i fokus, når stillingen skal besættes. (Og ikke, fx, hvor mange eksterne midler personen har trukket mellem år og dag … ).

  11. Niels A Nielsen

    27. juli 2008 at 08:10

    Feynmans tekst om “cargo cult science” herunder har bud til alle forskere, uanset på hvilket trin de er. Om den forsker, der følger hans bud, får flere artikler optaget i prestigøse tidsskrifter, tvivler jeg nok desværre på; men han vil dog have gjort sit til at bekæmpe “Cargo Cult science” i verden.http://wwwcdf.pd.infn.it/~loreti/science.html

  12. CB: “Et af de store spørgsmål i de senere års debat om de danske universiteters forskningsoutput og –kvalitet har været, hvordan man måler en så uhåndterbar størrelse som kvaliteten af den forskning, der bedrives. Internt på de enkelte universiteter er det også en diskussion, der må tages, ikke mindst når man skal evaluere, hvilke institutter, der klarer sig bedre end andre og – internt på institutterne – hvilke individuelle forskere, der klarer sig bedst og derfor bør stå forrest i køen til tillæg osv.”Er den nemmeste parameter som lægfolk kan anvende til at bedømme en forsker ikke hans løn? Lønnen inkluderer naturligvis også andre kvaliteter end forskningen, men man må forvente, at dygtige forskere, der er dårlige formidlere/undervisere søger mod sektorforskningen i stedet for universitetet. Man kan så prøve at lave en korrektion for “fund-raising”-evner hvis man vil.Personligt har jeg ikke meget tiltro til den metrik som Christian her slår til lyd for, specielt ikke til at sammenligne forskellige institutter. Der er f.eks. fandens til forskel på “vidensprodukterne” fra f.eks. en datalog og en historiker. Mit bud er, at f.eks. Sergey Brin og Larry Page (Googles grundlæggere) har skabt en hel del mere værdi en to historikere med samme forskningskvaliteter efter Christians mål (uden at jeg i øvrigt har noget at udsætte på historikere).Nej, kom med noget solid forskning som viser et link mellem det økonomiske afkast af en forsker og Christians (og andres) metrik – så kan vi snakke om det.Og ja, det første afsnit i min postering var ment som en provokation;-)

  13. Christoffer Bugge Harder

    5. september 2008 at 07:58

    @Bjørnskov: Nu tillader jeg mig at genoplive denne tråd efter en måned. Årsagen er, at Nakicenovic på forespørgsel har været så venlig at sende mig sin (i hvert fald næsten) totale publikationsliste. Den er for lang at bringe her, men hvis du vil se den, vil jeg meget gerne sende dig den pr. e-post. Jeg vil her blot citere hans svar – jeg havde skrevet og nævnt, at du havde påstået, at han havde få videnskabelige peer-reviewede publikationer på sit CV (jeg syntes ikke, at jeg ville skrive til ham, at du anså ham for en “andenrangsforsker”) – det forekommer mig at være en rimelig sammenfatning af dit synspunkt her. Nakicenovic skrev:”Mit Freude gebe ich Ihnen meine Publikationen bekannt. Leider habe ich im Laufe der Jahre etwas den Überblick verloren, und die genaue Anzahl meiner Veröffentlichten sind mir nicht bekannt. Die Liste ist daher nicht vollständig, es fehlen mit Sicherheit vor allem einige meiner älteren Arbeiten. Die Anzahl meiner “peer-reviewed” Publikationen sind 110. Zusätzlich bin ich Autor von 16 wissenschaftlichen Büchern, und Editor von 6 Journal Special Issues. Ich fungiere auch als Editorial Board Mitglied einiger der führenden wissenschaftlichen Zeitschriften, wie z.B. ich bin Herausgeber des International Journal on Technological Forecasting and Social Change, und Mitherausgeber des International Journal on Climate Policy und International Journal of Energy Sector Management”. Obwohl die Liste nicht vollständig ist, sollte sie ausreichen, die Behauptungen zu entkräften”. Kort og godt står Nakicenovic bag mindst 110 peer-reviewede artikler (samt muligvis yderligere et par ældre). Uden at gå i detaljer kan man konstatere,- at han f.eks har publiceret i et tidsskrift som Science med en impact factor på 29.78, -at de fleste af hans artikler (på “google.scholar”) er citeret mellem 20 og 100 gange, – at hans bøger og SRES-emissionsscenarierne er citeret mellem 100 og 700 gange-at hans “eget” tidsskrift “Technological Forecasting and Social Change”, som han ofte har publiceret i, er en absolut “leading field journal” indenfor energiøkonomi med en impact factor på 0,889. De eksempler, Bjørnskov nævner som “leading field journals” og altså lige under den absolutte top (JO Economic Growth, JO Development Economics, og JO Economic Behavior & Organization samt Public choice) har impact factors på mellem 0,912 og 0,570. Bjørnskov har selv 20 peer-reviewede artikler, og hans mest citerede artikel “The happy few” fra tidsskriftet “Kyklos” har 70 citationer. “Kyklos” har en impact factor på 0,367. Nakicenovic er ca. 20 år ældre end dig, Bjørnskov. Hvis du skal nå op på hans niveau om 20 år, skal du producere knap 100 artikler og herudover fremstille det samme antal skelsættende rapporter samt bøger med lignende citationstal. At dømme efter dine hidtidige bidrag på 7 år (<3 artikler om året) skal du da så vidt jeg kan se vist snart til at skrue op for ambitionsniveauet, hvis du til den tid skal nå op på at kunne kalde dig "andenrangsforsker" efter din egen målestok? 🙂 Jeg vil mene, at det ovenstående taler sit eget meget tydelige sprog. Jeg overlader det til læserne at vurdere, om Bjørnskovs karakteristik af Nakicenovic som "andenrangsforsker" er rimelig, eller om de fuldstændig objektive tal tal "ausreichen, die Behauptungen zu entkräften", og at karakteristikken dermed rammer Bjørnskov selv hårdt i nakken.P.S. Men Bjørnskov, jeg vil stadig meget gerne høre dit svar på, hvordan du i lyset af din ovenstående ganske nøgterne og ukontroversielle redegørelse for almindelige krav til forskningskvalitet kan betegne folk som Lawson, Richard Courtney eller John McLean (uden nogen som helst formelle kvalifikationer indenfor emnet og naturligvis med 0 publikationer) som "topforskere" indenfor klimavidenskaben - og tage dig selv alvorligt? Du må da for pokker selv kunne se, at din dobbeltmoral her skriger til himlen? Og jeg vil også opfordre dig kraftigt til at komme på banen og forholde dig til Nakicenovics argumenter i lyset af de nøgne kendsgerninger: SRES´ scenarier af co2-emissionerne holdt fint stik fra 1990-2000 - samt, at, som påvist af Raupach et al., estimaterne siden 2000 har været alt for FORSIGTIGE. Begge dele i lodret imod, hvad du gentagne gange har påstået eller insinueret. Jeg kan blot gentage, at jeg synes, at du 1) enten skulle komme med noget meget overbevisende meget snart, eller 2) skulle tage at trække dine påstande tilbage og undskylde for nu gennem flere år at have spredt unødvendig forvirring og udslynget uunderbyggede og fejlagtige anklager. Det er selvfølgelig, hvis du da vil hævde, at din kritik ikke er rent ideologisk betinget bragesnak?

  14. Bugge Harder er det bedste argument der findes for en kortere dagpengeperiode (færre værdiløse akademikere med for meget fritid til at læse ligegyldige analer). Selvfølgelig skriver han på tysk så man ikke har en chance for at checke hvad han skriver. Tag ham for guds skyld ikke seriøst, Bjørnskov. Han har åbenbart bare et umætteligt behov for at træde på dem der er mindre end ham selv.

  15. Christoffer Bugge Harder

    22. oktober 2008 at 02:07

    John A., din kommentars niveau taler næsten for sig selv, men lad mig tydeliggøre sagens kerne: Bjørnskov hævder direkte, at Nakicenovic er en “andenrangsforsker”, der kun har nået sin position, fordi han har IPCC i ryggen. Det er efter min mening en ganske grov anklage mod en kollega, og Bjørnskov har tilsyneladende ikke baseret denne temmeligt voldsomme konklusion på andet end de udvalgte publikationer, Nakicenovic præsenterer på sin hjemmeside. Bjørnskov kan umuligt være uvidende om, at det er ganske almindeligt, at forskere ikke citerer alle deres publikationer på dere hjemmeside. Der står da også højt og tydeligt på Nakicenovics hjemmeside, at “lists of publications and lectures are available on request”. Jeg tillod mig så at spørge – og tænk engang, det viste sig altså, at Nakicenovic faktisk har forfattet mere end 110 videnskabelige artikler. Man kan således tage Bjørnskovs handske op og lave en nem lille sammenligning mellem Nakicenovic-Bjørnskov ud fra en række objektive kvalitetskrav:1. Nakicenovic har langt flere videnskabelige publikationer end Bjørnskov2. Nakicenovic har været mere produktiv også målt pr. årsbasis end Bjørnskov3. Nakicenovics artikler er udgivet i langt mere prestigefyldte tidsskrifter end Bjørnskovs (målt på impact-faktor)4. Nakicenovics arbejder er citeret betydeligt mere end Bjørnskovs5. Nakicenovic har højere formelle kvalifikationer end Bjørnskov6. Nakicenovics er professor på Technische Universität Wien, der ifht. denne ranglistehttp://www.webometrics.info/top4000.asp?zoom_highlight=technische+universit%E4t+wien&offset=1300befinder sig som nr. 109 i verden. Bjørnskov er lektor på Århus Handelshøjskole, der på samme rangliste befinder sig på en glorværdig 1329. plads.7. Nakicenovics ekspertise er indenfor energiøkonomi og teknologi, mens Bjørnskovs er lykkeforskning/udvikling.Kort og godt: 7-0 til Nakicenovic. Bjørnskov har ganske enkelt været alt for hurtig på aftrækkeren i sin letgennemskuelige ideologiske modvilje mod IPCC og alt dets væsen. Ud fra Bjørnskovs egen foreslagne målestok samt andre umiddelbare og objektive krav er Nakicenovic altså langt bedre formelt kvalificeret, ikke mindst vedrørende co2-udslip og energianvendelse – og han har formentlig fået sin professortitel på feltet af præcis samme grund. Lad mig understrege, at jeg ikke vil insinuere, at Bjørnskov er en ukvalificeret eller dårlig forsker, men nu begyndte han altså selv på stenkasteriet – og så må han værsgo tage skade for hjemgæld. Det synes jeg faktisk er meget rimeligt, og al min kritik vedrører alene faktuelle forhold. Hvis Nakicenovic kun havde udgivet bøger og ingen artikler, kunne jeg bedre forstå Bjørnskovs reservationer; men at han udover 110-120 artikler også har haft overskud til at udgive bøger, kan jeg vanskeligt se kan give minus i regnskabet. At en forsker skriver bøger, kan vel lige så godt signalere et stort personligt overskud og en bredere samfundsmæssig interesse? (Milton Friedman skrev da også flere halv-populære bøger?) Derudover har Nakicenovic og co. heller ikke, som Bjørnskov vedholdende insinuerer, overdrevet co2-udslippet for at legitimere politisk intervention, men derimod beskrevet det korrekt for årene 1990-2000 – og endda undervurderet det fra 2000 og fremefter. Der er simpelthen ikke én eneste af Bjørnskovs talrige og ofte gentagne anklager mod Nakicenovic eller SRES-gruppen, der holder vand ved et nærmere fact-check. Og det kræver såmænd ikke det store arbejde: Man skal bare kigge på nogle grafer for faktisk overfor projiceret co2-udslip, et par økonomiske fagartikler omkring MER/PPP og energieffektivitet samt tjekke komplette publikationslister. Jeg tror oprigtig talt, at det står ret klart for enhver inklusive Bjørnskov selv, og det ville efter min mening klæde ham ikke bare at krybe i skjul, når han konfronteres med det ovenstående. Jeg har derudover slet ingen økonomiske kvalifikationer, så jeg forstår ikke, hvad du mener med, at jeg “slår på nogen, der er mindre end mig selv” i min kritik af Bjørnskov? Hvis jeg var i hans sted, ville jeg tage dine trøsterige ord som noget af en uforskammethed…..? Jeg tillod mig derudover at skrive til Nakicenovic på tysk, eftersom han er fra Østrig, og eftersom mit eget tyske er noget bedre end mit engelske (hvis du absolut vil vide det). Jeg beklager da, hvis det voldte dig kvaler, men jeg vil nu gætte på, at de fleste med folkeskoletysk eller bare lidt sund fornuft vil have en meget god chance for at tjekke, at “Die Anzahl meiner “peer-reviewed” Publikationen sind 110″ kan oversættes til “antallet af mine peer-reviewede publikationer er 110” – det er vist næppe en så ligefrem uoverstigelig forhindring for Bjørnskov, at det er en gangbar undskyldning for ikke at forholde sig til kritikken.P.S. Mht. dagpengereformer kan jeg i øvrigt berolige dig med, at jeg skam har et fuldtidsarbejde, hvor der endda skal betales mellemskat.P.P.S …….og for din egen skyld, så prøv næste gang at huske to N´er i “annaler”, hvis du vil have folk til at tage dig alvorligt – det andet lyder så uæstetisk……. 😉

  16. Kære Bjørnskov,Vær dog gentleman nok til at samle handsken op.Din publikationsliste lugter jo langt væk af kvantitet. Ikke kvalitet. Lidt ligesom det amerikanske køkken. Når man ser bort fra Public Choice, som inden for økonomi er en c-journal, men måske er højere rangeret inden for andre forskningsgrene, så har du “kun” to publikationer i gode tidsskrifter, altså b-journals. Resten af dine papers er publiceret i Journal of Inferior Economics.Sådan må det vel være når man politiserer mere end man kontemplerer.

  17. Det her er da en ualmindelig interessant diskussion. Jeg afventer også Bjørnskovs svar, men det er måske for meget forlangt?Nakicenovic har i øvrigt også publiceret i Nature.

  18. Christoffer Bugge Harder

    10. december 2008 at 11:26

    Morten DD: Det glæder mig, at du finder diskussionen interessant. Tak for henvisningen til Nakicenovics Nature-artikel – den havde jeg faktisk overset. Det er dog blot en “brief communication”:http://www.iiasa.ac.at/Research/TNT/WEB/Nature-SRES-Grub-Naki.taf.pdf Et meget mere substantielt bidrag til forskningen fra “andenrangsforskeren” Nakicenovic er det seneste skud på listen i endnu et A-tidsskrift, Proceedings of the National Academy of Science, med titlen “Temperature increase of 21st century mitigation scenarios”:http://www.pnas.org/content/105/40/15258.full.pdf+htmlP.S: Mere generelt: Det mest interessante i denne debat er efterhånden at reflektere over, hvordan visse liberale og indiskutabelt begavede intellektuelle i så høj grad tillader deres ideologiske forudindtagethed at gå så hårdt ud over deres jugement i klimadebatten. Bjørnskovs kritik på denne blog af SRES-holdet og IPCCs og andres brug af deres arbejde illustrerer for mig at se en total intellektuel fallit. Han har omkring det faktuelle insinueret, at IPCCs co2-fremskrivninger skød 3-400% over for 1990ernes vedkommende, at Stern og IPCC “helt og aldeles ignorerer” den økonomiske konsensus om købekraftsparitets(PPP)korrektion for til sidst blot at lande på, at der var en “potentielt vigtig” forudindtagethed i den manglende PPP-korrektion samt ikke nærmere dokumenterede påstande om disses angiveligt “betydelige” størrelse. Han har suppleret det med uelegante personangreb på Nakicenovic, hvor han først end ikke var klar over, at Nakicenovic var økonom, og derefter skiftede til at påstå, at han var “andenrangsforsker”. Alle de faktuelle indvendinger er behandlet af både SRES-holdet selv og andre for år tilbage (se evt. henvisningerne til McKibbin + Manne & Richiels ovenfor) – og desuden er alle påstande om overvurdering af co2-udslip p.t. overhalet af virkeligheden, der viser, at det slår selv de mest pessimistiske forudsigelser i disse år (Raupach et al.). Navnlig det sidste forhold har fået de fleste usaglige kritikere til at pakke sammen og koncentrere sig om noget mindre håbløst at skyde efter. Men ikke Bjørnskov. Hvergang, han er blevet konfronteret med en tilbagevisning af en påstand, er han trofast fortsat til den næste uden at forholde sig til indvendingerne eller trække forkerte påstande tilbage. Og det er et helt generelt mønster også i hans øvrige klimakritik, hvor han ukritisk uden videre tager alle mulige fuldstændig udokumenterede påstande fra ikke-videnskabelige kilder (blog-indlæg af en vis Lubos Motl, avisinterview med Ole Humlum, Loehles temperaturrekonstruktion fra et ikke-peer-reviewet tidsskrift) for gode varer – påstande, der for visses vedkommende er tilbagevist af klimavidenskaben for årtier siden.Et efter min mening ganske illustrativt forhold har været i debatten om den såkaldte Hockeystavskurve:http://www.punditokraterne.dk/af-et-skriftem-l-i-klimakirken-post110389http://www.punditokraterne.dk/nye-klimadata—igen–men-denne-gang-med-varm-middelalder–post122298 Bjørnskov: “Måden Mann bruger principal components analysis er simpelthen fejlagtig […] tæt på at være ren svindel […] [en] indikation på mere eller mindre bevidst fusk, da_ingen_af de mange statistiske programmer, der findes på markedet, kan lave denne manøvre”. Her beskylder han altså, så vidt jeg kan se, Mann, Bradley og Hughes for svindel, fordi de har brugt en statistisk metode, “ikke-centreret PCA”, han ikke kender, og som ikke kan udføres med standardprogrammerne SPSS eller SAS! Hverken henvisninger til, at “ikke-centreret PCA” så rent faktisk ifølge statistikere er en anerkendt metode OG er anvendt af flere andre i klimavidenskaben (http://www.realclimate.org/index.php?p=98) eller til, at andre multivariate analysemetoder anvendt på de samme data giver samme resultat (http://www.realclimate.org/RuthetalJClim2004.pdf) har kunnet rokke ham en tomme: For Bjørnskov var fusk den klart mest oplagte forklaring. Jeg er ingen kapacitet indenfor multivariat statistik, men ondskabsfulde typer kunne unægtelig tænke sig den mulige forklaring, at der findes statistiske metoder, som Bjørnskov ikke kendte til – og som måske rakte en kende udover dem, Bjørnskov har haft brug for til sin forskning i, hvordan kongehuset gør os alle rigere, eller i, hvordan vores vikingeblod i årerne har gjort det muligt for os i Norden at sælge jordbær ved ubemandede vejkantsposter? 🙂 Når han så nu kalder Nakicenovic for “andenrangsforsker” i samme åndedrag, som han gerne priser underskriverne af dette uvidenskabelige protestbrev mod IPCC (http://www.nationalpost.com/news/story.html?id=164004) som “topforskere” – selvom flertallet af dem enten har opfundet deres titler, aldrig publiceret én eneste klimarelateret artikel eller kun publiceret dem for Lyndon La Rouche – er det derude, hvor det begynder at blive en smule ufrivilligt komisk. Både mht. mangel på kritisk sans, selvovervurdering og en ditto undervurdering af sine modstandere, som efterhånden antager groteske dimensioner. Jeg ved heller ikke, om Bjørnskov kan lokkes til at besvare kritikken, og han må selvfølgelig sige og mene, hvad han vil. Men jeg ville i hans sted begynde at bekymre mig for min generelle troværdighed – og jeg ville måske også begynde at overveje, om hovedårsagen til, at klimaskeptikere ofte behandles med vrede, respektløshed og (velfortjent) foragt fra sagkundskaben, kunne være, at klimaforskerne er dødtrætte af at skulle spilde deres tid på at forholde sig til de samme håbløse gamle argumenter og den samme usaglige kritik igen og igen. MvhChristoffer

  19. Julegave ide #5:Et svar fra Bjørnskov på Christoffers kommentarer!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑