Månedsarkiv: september 2008

Mere om danske mediers bias

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2008. 17 svar

Mr. Law har skrevet meget om de danske mediers underlige bias i dækningen af amerikansk politik og den amerikanske valgkamp, eller med andre ord, deres dybe kærlighed til Demokraterne og mistro til Republikanerne. Mr. Law skal ikke stå alene med sin kamp for at bringe lidt balance i billedet, og siden en ven i dag gjorde mig opmærksom på endnu en journalistisk brøler, bringer vi den her.

Sagen er, at en artikel i gårsdagens Politiken endnu en gang søger at diskreditere den ene af præsidentkandidaterne. Politiken skriver at ”En af USA’s største investeringsvirksomheder Freddie Mac har hver måned betalt 15.000 dollar til lederen af John McCains kampagne, Rick Davis.” Baggrunden er, at den amerikanske stat netop har overtaget de to store hypotekbanker (og altså kreditgivere til andenhåndsmarkeder), the Federal National Mortgage Association som populært kaldes Fannie Mae, og Federal Home Loan Mortgage Corporation, populært kaldet Freddie Mac.

Artiklen afsluttes med kommentaren at ”Afsløringen kommer på et tidspunkt, hvor McCain og hans demokratiske rival Barack Obama anklager hinanden for at pleje forbindelser til lobbyister og særinteressenter, der søger politiske fordele hos kampagnerne, som i højere og højere grad formes af den finansielle krise.” Information bragte samme historie på forsiden i morges, hvor den kaldes en ’korruptionsskandale’ (rettelig er den en lobbyisme-skandale, men k-ordet ligger som altid løst i journalisternes mund), og nævner eksplicit McCains kampagneleder. Læs selv mellem linjerne i begge aviser.

Politikens artikel tegner dermed et billede af den politiske situation i USA, som de fleste danske læsere vil nikke genkendende til fra tidligere reportager, men er det sådan den amerikanske virkelighed ser ud? Svaret er nej. Harvard-professoren Greg Mankiw dokumenterer dette ved at bringe en smule evidens ind i dén debat (læs her). På sin blog lister han de fire amerikanske politikere, der i perioden 1989-2008 har modtaget de største bidrag fra Fannie Mae og Freddie Mac. De er i rækkefølge:

 

1.      Dodd, Christopher J, D-CT, $133,900

2.      Kerry, John, D-MA, $111,000

3.      Obama, Barack, D-IL, $105,849

4.      Clinton, Hillary, D-NY, $75,550

Først på en sjetteplads finder man en republikaner, Robert F. Bennett fra Utah, der har modtaget $61,499. Listen over de 25 største modtagere tæller otte (8) republikanere og 17 demokrater, og omfatter blandt andet Nancy Pelosi, der pt. er Speaker i Repræsentanternes Hus. De 17 demokrater har i alt modtaget $971.028 mens de otte republikanere står for bidrag på $382.698.

Det er efterhånden ved at blive trivielt, men man bliver nødt til at konstatere det en gang til: Danske journalisters billede af amerikansk politik og samfund har ofte meget lidt med virkeligheden at gøre, og skræmmende meget med deres egen ideologi. Man skulle tro der sad en redaktør hist og pist med røde ører.

”Ryger børn og unge virkelig mere hash?” – om unges narkotikaforbrug og utroværdige journalister

Af Niels Westy, den 23. september 2008. 16 svar

I forbindelse med mit indlæg i sidste uge om hvorledes politikerne og den gældende narkotikalovgivning sikrer stigende bandekriminalitet og medfølgende blodige kamp om markederne for illegale stoffer, faldt det nogle for brystet, at jeg argumenterede for en legalisering af illegale stoffer.

En enkelt kommentar anførte som ”bevis” på det naive i min holdning, det øgede forbrug af hash blandt helt unge, som medierne har beskæftiget sig med i denne uge, med udgangspunkt i tal fra den årlige narkotikarapport fra sundhedsstyrelsen. Tallene er der nu ikke noget nyt i. Rapporten blev offentliggjort i november sidste år, men har åbenbart ikke haft journalistisk interesse før nu.

Med eksplicit henvisning til tal fra nævnte rapport citerer Berlingske Tidende under overskriften ”Børn og unge ryger mere hash ”, projektleder i København Søren Thide for, at ”Problemet er større end nogensinde før. Jeg har aldrig set så mange dårlige unge som i dag”.

Nu skal jeg ikke udtale mig om hvem og hvad Søren Thide ser til daglig, men der er næppe dækning for hans bombastiske udtalelser, hvis de udbredes til at skulle være alment gældende. De undersøgelser der henvises til i artiklen underbygger ikke hans udtalelser,

På mange måder understreger Berlingskes historie, at der er belæg for, at journalister havner ret langt nede på ranglisten over troværdige erhverv når befolkningen spørges. Der er tale om en plat sensationspræget journalistik, med meget lidt substans.

Det er korrekt, at rapporten fra sidste år viser en mindre stigning i andelen af 15-16 årige der har prøvet at ryge hash siden 2003 (måske har en højere andel været på efterskole?). Det kan både være udtryk for en tendens til, at en generelt højere andel der prøver at ryge hash, men der kan lige så godt være tale om at de unge blot prøver det lidt tidligere – det er ikke til at vide.

Sundhedsstyrelsens egne konklusioner på udviklingen er nogenlunde det modsatte af Berlingskes overskrift om, at børn og unge ryger mere hash. 

I sammenfatningen kan man således læse, at ”nyere, landsdækkende undersøgelser overordnet [viser], at udbredelsen af det eksperimenterende brug af både hash og andre illegale stoffer blandt de yngre voksne og voksne er svagt faldende. Kurven synes således i dag at være knækket efter markante stigninger i brugen af illegale stoffer op igennem slut-halvfemserne, som blev efterfulgt af et højt men stabilt niveau fra 2000 og frem.

Denne konklusion er der både dækning for i i tallene for 16-20 årige og 16-24 årige. Og jeg vil tillade mig at anse førstnævnte som absolut unge og ikke voksne.

At journalisterne kan finde behandlere og andre, der får deres udkomme af at male fanden på vægen, bør naturligvis ikke overraske. De har en naturlig interesse både i at gøre problemerne større end de reelt er, og dernæst selvfølgelig i at promovere ideen om, at de selv gør en positiv forskel, hvilket jeg stærkt betvivler.

Nu er det et gennemgående problem, at man indenfor socialt arbejde er temmelig resistente overfor begrebet evaluering – den begrænses ofte til at spørge sig selv om hvordan det går. Men hvis succesraten følger den for behandling af stofmisbrugere generelt, kan vi med nogenlunde sandsynlighed affærdige indsatsen som betydningsløs.

Fra internationale undersøgelser, hvor man har sammenlignet lande med en stor afvænningsindsats og lande med stort set ingen, ved vi at andelen af stofmisbrugere der opgiver deres afhængighed er forbavsende ens, – nemlig ca. 5%, hvilket tilsiger, at behandlingen af stofmisbrugere er meningsløs.

Hvad sundhedsstyrelsens undersøgelse – som nok må anses at være lidet robust – viser er også, at det kun er en lille del af de unge der har et løbende forbrug. Mens 27% af unge mellem 16 og 20 i den seneste undersøgelse har prøvet er ryge hash, er det kun 6% der har røget indenfor den seneste måned.

Måske skal det også medtages, at mens andelen af 16-24 årige der har prøvet hash på et eller andet tidspunkt, nærmer sig halvdelen af denne aldergruppe, regner man med at der i hele Danmark er siger og skriver i alt 7.000, som man betegner som afhængige af hash. Sammenlignet med antallet af alkoholikere må det vel siges at være ganske ubetydeligt.

At historien om de unges hashforbrug, der lige fik en ekstra omgang ved historien om misbrugere ned til 8 års alderen (her er det vel rimeligt at antage at hashen nok er det mindste af det stakkels barns problemer), kommer nu skyldes selvfølgelig den igangværende fejde på udbyderside.

For år tilbage var en af de populære tilbagevendende rædselshistorier, at brugen af Ecstacy bredte sig nærmest som en steppebrand blandt landets unge. Faktum var, at da populariteten var på sit højeste var andelen af unge der havde prøvet ecstacy omkring 5% – ikke just tal der burde give grund til panik blandt teenageforældre.

Et tal der for øvrigt sidenhen har været faldende, hvilket naturligvis ikke indebærer, at det ikke kan stige igen – en udvikling, der ligesom den vi har oplevet i de sidste 4 årtier ligger uden for politikeres og offentlige myndigheder indflydelse (selv om de gerne vil give indtryk af noget andet) – det styres primært af de kulturelle strømninger blandt de unge selv.

Sagt på en anden måde. Jeg kan huske et klip fra en TVudsendelse en gang for mange år siden om Rockmusik i USA i 50erne. I klippet opfordrer en – om det var en DJ eller en præst et sted i sydstaterne husker jeg ikke, med ordene ”it’s the devils music”, alle unge til at ødelægge deres singleplader med Elvis, Chuck Berry og andre af datidens musikalske helte.

På sin vis havde han selvfølgelig ret. Forbruget af både legale og illegale stimulanser er næppe højt blandt unge, der går til folkedans, i forhold til unge der foretrækker mere nutidig dansemusik. Men skal vi/har iv ret til at  forbyde det? Skal Per Kirkeby udstillingen på Louisiana for øjeblikket være forbudt for børn, fordi en del af billederne blev lavet under indflydelse af svampe? Skal vi nedlægge P3 og nægte børnene at spille rytmisk musik? Det ville vist give nogle problemer med vores forhold til ytringsfriheden.

Eller måske skal vi bare glæde os over, at de fleste unge mennesker (også dem der prøver at ryge hash og måske et eller flere af de hårdere stoffer), desuagtet at vi ikke tillægger dem denne egenskab, faktisk er i stand til at slippe igennem ungdommen uden varige men. 

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

Af Niels Westy, den 16. september 2008. 44 svar

De politiske partier står i disse dage i kø for at vise handlekraft og komme med bud på hvordan man stopper det narkoopgør, som Københavns gader i disse tider lægger brosten til. F.eks. vil SF efter en 24 timers frit lejde slå til med razziaer i stor stil mod rockerborge og “kendte” tilholdssteder for indvandrerbander – S vil reaktivere rockerloven og DF vil mandsopdække rockere og indvandrerbandernes medlemmer.

Men lige så populistiske SFs og andres forslag er, lige så håbløst ineffektive er de også. Der er tale om tom symbolpolitik, der ikke indeholder et eneste bud på løsninger af det grundlæggende problem, og drivkraften bag de kriminelle miljøers magt og brutalitet, nemlig narkotikamarkedet.

Men lad os nu forestille os, at det rent faktisk var muligt via en gigantisk politiaktion at bure de banditter, der render rundt og gør gaderne usikre, især på Nørrebro, inde. Noget der grænser til det usandsynlige, for slet ikke at tale om at holde dem indespærrede – der er jo trods alt fortsat en bevisbyrde der skal løftes. Hvad ville der så ske? Tjah, på kort sigt ville der utvivlsomt være færre “incidenter”, men det vil kun være en stakket frist. Der vil stadig være et marked for narkotika, og der vil stadig være en høj profit for de der er tilstrækkeligt risikovillige, hvorfor de ledige pladser som leverandører og pushere hurtigt vil blive fyldt ud.

De høje og hurtige profitter vil også sikre, at det herefter kun er et spørgsmål om tid, før vi igen oplever nye blodige kampe om det lukrative narkotika-marked. Sådan er det i de amerikanske ghettoer, sådan var det i forbudstidens USA, og sådan er det i Danmarks ghettoer.

Selvfølgelig kan der være længere perioder med relativ ro. Det kan enten skyldes at en enkelt aktør/organisation dominerer markedet fuldstændig (monopol), eller aktørerne deler markedet mellem sig (karteldannelse). Men som vi ved fra legale markeder er det vanskeligt at opretholde monopoler og karteldannelser over tid uden brug af tvang eller lovgivning der hindrer konkurrence udefra.

Hvor man på et legalt marked ville konkurrere på kvalitet og pris, er der al mulig grund til at antage, at man på det illegale marked konkurrerer på noget helt andet, nemlig den brutalitet man er parat til at udvise i kampen om markedsdominans. Igen, de historiske eksempler står i kø.

Man kan finde det utroligt. Men på trods af, at bekæmpelsen af narkotihandlen og den medfølgende kriminalitet – det være sig herhjemme eller i udlandet – har været én lang perlerække af ufatteligt omkostningsfyldte fiaskoer, både økonomisk og menneskeligt, så er der åbenbart politisk konsensus om at lukke øjnene for virkeligheden, og lade som om politiet rent faktisk kan gøre noget.

Men hvis man ønsker effektivt at bekæmpe den organiserede kriminalitet, er det noget helt andet der skal til, man skal nemlig fjerne deres indtægtsgrundlag. Her er den billigste, mest effektive og humane fremgangsmåde at afkriminalisere narkotikahandlen i en eller anden form. Hermed fjernes profitten ved at sælge narkotika (stort set hele den pris forbrugerne betaler går til risikoaflønning) hvilket både svækker de nuværende kriminelle organisationer her og nu, og på sigt gør det mindre attraktivt for andre at vælge en karriere indenfor organiseret kriminalitet.

Desværre er der intet der tyder på at politikerne har lært noget som helst af den massive historiske data, der entydigt viser, at det ikke er muligt at vinde kampen mod narkotika.

Tværtimod vælger man konsekvent at føre en politik,  der ingen indvirkning har på antallet af narkomaner, (bortset fra de, og det er de fleste, narkodødsfald der skyldes at stofferne er ulovlige), og samtidig konsekvent ikke kun styrker de kriminelle miljøer, men også deres råhed.

Og indtil man radikalt ændrer narkotikapolitik, er der vist kun en ting at sige i forlængelse af den seneste tids skyderier, nemlig at “You ain’t seen nothing yet”.

Der er tale om det 3. store opgør om det danske narkomarked – (i 1980erne var det Hells Angels opgør med de Christaniabaserede Bullshit rockere, i 1990erne var det Bandidos (der arbejder sammen med nogle af invandrerbanderne i det nuværende slagsmå) i lige så mange årtier.

Opgør der i omfang og brutalitet har fået et ryk opad hver gang. Så det er  formentlig et rimeligt gæt, at det næste opgør vil blive endnu blodigere end det nuværende (narkomarkedets dynamik tilsiger dette). Om de fortsatte blodsudgydelser skulle få politikerne til at vende sig mod løsninger der virker i stedet for løsninger der gør sig godt i overskrifterne, er der til gengæld grund til at tvivle på – og det er vist heller ikke formålet med alle udmeldingerne fra partierne i disse dage.

Farvel

Af Jacob Mchangama, den 15. september 2008. 14 svar

Denne punditokrat har – primært på grund af arbejdsbyrder – alt for længe forsømt at poste på denne blog, hvilket bloggens hårdtarbejdende redaktør ikke kan være tjent med.

Jeg er netop tiltrådt en ny stilling, og vil den forbindelse benytte lejligheden til at takke af som punditokrat, da jeg som led i mit nye arbejde fast vil skulle blogge hos et stort dansk dagblad og dermed ikke vil kunne skrive oftere på denne side end det er tilfældet nu.

Det har for en ung jurist, som mig været et privilegie at få lov til frit at at kunne udgyde mine tanker om de emner jeg havde lyst til i selskab med personligheder som de øvrige punditokrater, hvoraf mange har influeret mit syn på verden med deres ideér. Derfor et stort tak til alle nuværende og tidligere punditokrater med et særligt tak til den forhenværende redaktør, som var letsindig nok til at lade mig ind i folden.

Det har også været et privilegie at have en kritisk og velinformeret læserskare, som – ofte med begavede og indsigtsfulde kommentarer – nok skulle lade en vide, hvis de syntes der var huller i ens argumentation. Derfor også et stort tak til bloggens læsere – også de som jeg oftest har været uenig med.

Jeg vil tillade mig at benytte denne lejlighed til at invitere bloggens læsere til det første debatarrangement, jeg har har fornøjelsen af at arrangere i min nye stilling. Her vil jeg debatere domstolenes rolle i en demokratisk retsstat med filosoffen Kai Sørlander – en fortsættelse af en debat, som gav anledning til mange kommentarer her på siden tidligere i år.

Jeg håber således, at de af bloggens læsere der er interesserede i retspolitik vil møde op og deltage i debatten. Det vil også give mig en kærkommen lejlighed til at sætte navn/ansigt på nogle af de læsere som jeg i årenes løb har krydset klinger med og måske til at fortsætte debatten over et glas øl på en af de mange nærliggende beværtninger.

Med tak

Jacob Mchangama

VRWC – den store højrefløjssammensværgelse

Af admin, den 12. september 2008. 33 svar

Da jeg for få dage siden ironiserede over, at mange danske journalister tror, at kun Republikanerne kaster med mudder, mens Demokraterne kun fremsætter relevant kritik, var det stadig til at more sig over.

Men efter at McCain/Palin nu pludselig fører over Obama/Biden, selv på Intrade, har det ændret sig fra spøjst til forrykt. Store dele af MSM, med Berlingske i en ikke særligt flatterende førerposition, har kastet alle hæmninger over bord og sætter nu alt ind for at redde deres hvide ridder Obama og ramme den løgnagtige opkomling til McCain. Tænk, MSM er i virkeligheden a Vast Right-Wing Conspiracy, der tillader McCain at lyve uhæmmet. Sådan her begynder Berlingskes udsendte korrespondent sit korstog:

McCain slipper ustraffet fra løgne

John McCain fortsætter med at spy løgne ud om Barack Obama, men slipper ustraffet fra det.

Og sådan fortsætter det derudaf.

Korrespondenten mener altså, at MSM ikke har været kritiske over for Sarah Palin? Halloo, Jorden kalder Pilestræde, er der nogen i redaktionen?

Fra det øjeblik, Palin blev udpeget som VEEP, har MSM kastet sig over hende, både med fornuftig kritik og den hårrejsende (hun var mormor til sit eget barn; hun var medlem af en løsrivelsesbevægelse; hendes 17 årige datter var gravid, hun modtog diæter og sidst, men ikke mindst, hun var bare så uerfaren, hvilket nok er en charme hos Obama, men en stor fejl hos en kvinde, især hvis hun er Republikaner). Som Krauthammer meget præcist bemærker: Not since Henry II asked if no one would rid him of his turbulent priest, have so many so urgently volunteered for duty. Det blev så slemt, at Intrade endda lavede en kontrakt/væddemål på, om Palin blev trukket tilbage (det blev hun ikke, det blev kontrakten derimod). Men bare fordi kampagnen mod hende ikke virkede efter hensigten, betyder det vel ikke, at den ikke var der? Jo, synes korrespondenten at mene. Der er ingen, ingen som tør gå løs på McCain og Palin.

Et af de få punkter, som man fik ind på Palin, var hendes modstand mod broen. Det viste sig, at hun havde været for, før hun var imod. Men det ændrer ikke på, at hun faktisk var imod. John Kerry var som bekendt for Irak-krigen, før han var imod, og det gav vel ikke rigtig anledning til at betvivle, om han faktisk var imod. Det var han, og han tabte — heldigvis for irakerne. Tilsvarende må man for det første konstatere, at det var Palin, og ikke Kongressen, som korrespondenten tror, der stoppede broen, for pengene var givet. Palin hoppede på protestbølgen mod earmarks og det er fortsat hendes standpunkt. Dernnæst kan man konstatere fra denne notits i NYT, at man faktisk opfattede hende som den, der standsede broen. Klippet er fra september sidste år; før der gik valgkamp i sagen. Endelig må man spørge, hvem af Palin og Obama, der står for, at staten skal lade være med at bruge offentlige midler; det er nok Palin. Kort sagt, den historie har fået mere dækning end den kan bære. Bare ikke efter Berlingskes mening.

Det var i øvrigt samme korrespondent som få kort tid siden brugte adskillige spalter på at antyde, at McCain nok var præsenil, fordi han kom med fortalelser. Men det er først, når Republikanerne falder over Obamas harmløse fortalelse om “my muslim faith”, at han kan se, at det er banal mudderkastning.

Det var for resten også ham, der – i lighed med de fleste af sine danske kolleger – brugte citatfuskeriet, hvor McCain citeres for, at krigen i Irak for hans skyld kan vare i 100 år. Alle, der vil vide det, ved, at McCain netop ikke talte om krig, men om, at amerikanske soldater kunne forblive udstationerede, når først en krig var vundet, og pegede i den forbindelse på Tyskland og Japan, hvor soldaterne foreløbig har været mere end 60 år. Så er det lidt søgt at hævde, at kun Republikanerne lyver og forvrider.

Hvis man vil se, hvordan en mere nuanceret og virkelighedsnær opgørelse over, hvem der egentlig kaster med mudder i denne valgkamp, så er her en opgørelse fra WaPo. Læs og krum tæer. Der er meget langt til forestillingen om, at de onde ler og de gode græder.

Nu er der ingen grund til at hænge korrespondenten ud, for han er ikke værre end sine kolleger på avisen. Den manglende dømmekraft synes at have ramt de fleste. Her er dækningen af Palins første interview, hvor man gør sig lystig over Palins svar på spørgsmålet om “Bush doktrinen”. For det første kan man sammenligne med NYT, der er mere nådig. Når man er længere ude med kritik af en republikaner end NYT, er det på tide at svømme indad igen. Dernæst er her et eksempel på, hvor vanskeligt spørgsmålet egentlig var – hvis man skulle have lyst til at nuancere bedømmelsen af Palins indsats, for hvad var egentlig Bush doktrinen? Endelig kan man spørge, hvorfor Obama ikke er blevet grillet mere over sine svar på Fox, hvor han modstræbende indrømmer, at The Surge faktisk har virket, men fik lov at slippe af krogen ved at hævde, at det jo virkede bedre end nogen kunne have troet. Enhver journalist må kunne pege på mindst en mand, der ikke blev overrasket over udfaldet af The Surge: John McCain.

At man ikke just er sippet i forsøget på at få skovlen under Palin ses også af dagens WaPo, der ovf. citeres for en noget bedre artikel, men altså også kan levere denne slags. I artiklen hævder de, at Palin under en tale i går, den 11. september, til soldater, der skulle til Irak, forbandt Saddam Hussein med terrorangrebet den 11. september 2001; en forbindelse der viste sig at være forkert, selvom Saddam i udstrakt grad samarbejdede med terrorgrupper. Men som sammenfatningen her i Commentary viser, så sagde Palin blot, at soldaterne skulle ned og bekæmpe de, der var ansvarlige for 9/11. Da soldaterne ikke skal bekæmpe Saddam – han er ligesom væk – men derimod al-Qaeda, som er ved at blive udslettet, og da al-Qaeda faktisk har forbindelse til 9/11, det var faktisk dem, der lavede det, tja, så havde Palin faktisk ikke sagt noget forkert. For at gøre det endnu værre, så indsatte WaPo en linje for at reparere på historien, men derved blev hele artiklen meningsløs, for hvis Palin havde ret i det,  hun sagde til soldaterne, hvorfor så overhovedet fremhæve det? Men for journalisterne på Berlingske er McCain og Palin åbenbart fredet mod angreb. Tsk, tsk.

Berlingeren har med en sådan kraft og så klart et sprogbrug taget stilling for Obama og imod McCain, at man ikke længere kan forvente nogen fair nyhedsdækning fra dem.

Spørgsmålet er, om redaktionen er med på den. Traditionelt har arbejdsfordelingen i Pilestræde været, at redaktionen skrev ledende artikler, der passede med avisens linje og hovedparten af læsernes holdninger, mens journalisterne i 1. sektion fulgte deres egen hvis-jeg-var-bedre-skrev-jeg-for-Politiken-linje.

Men dækningen af valget, fra idolplakaten med Obama, der vist hverken var en joke eller udslaget af manglende opsyn med en naiv 15
årig ferieafløser fra e
t nordkystgymnasium, til dagens alt-for-Obama artikler er alligevel udtryk for en sådan satsning, at det næsten må kræve opbakning fra ledelsen. Lad os vente og se.

Problemet er jo, at vi ikke rigtig har nogle alternativer, i hvert fald ikke medier i dead-wood branchen (det udelukker 180grader), eller med daglig udgivelse (det udelukker WEA).

Vores eneste chance er at prøve at råbe dem op. Halloo, er der virkelig nogen som tror, at det kun er Republikanerne som laver spin og kaster med mudder?

Mærkedage

Af admin, den 11. september 2008. 24 svar

For mig har datoen i dag, 11. september, en særlig betydning. Det har den for mange. For nogle er det især Chile, for andre er det USA, man især tænker på.

For mig hører datoen 11. september 2001 i samme kategori som 9. april 1940. Det var en dag, hvor en kamp, der længe havde været under vejs, pludselig blev åbenbar.

Der er masser af blogs om, hvordan vi skal se på 9/11. Så her er et citat fra kort før den anden mærkedag, den i april 1940.

Det er Joseph Goebbels, og her gengivet på engelsk, da jeg kun har den fra Kissingers, Diplomacy (1994), der i sin tur har den fra Poul Johnsons, Modern Times (1983), der forhåbentlig har den fra Joe. Det er nemlig et citat, der udstiller den pacifisme, der bar en væsentlig del af ansvaret for det ragnarok, som WWII slap løs. Det er en pacifisme, der beskrives udførtligt i Kissingers bog, og endnu mere udførligt f.s.v.a. Frankrig i Rod Kedwards, La Vie en Bleu (1995). Her beskrives, hvordan rædslen for endnu en storkrig lammede først tanken og så handlekraften hos de mere civiliserede stater og overlod initiativet og rigelig tid til at fremme deres mål til de totalitære stater, Tyskland, Rusland og Italien (og Japan på en fjernere front).

Her er, hvordan Goebbels oplevede sine modstanderes “civiliserede” opførsel:

Up to now we have succeeded in leaving the enemy in the dark concerning Germany’s real goals, just as before 1932 our domestic foes never saw where we were going or that our oath of legality was just a trick … They could have suppressed us. They could have arrested a couple of us in 1925 and that would have been that, the end. No, they let us through the danger zone. That’s exactly how it was in foreign policy too … In 1933 a French premier ought to have said (and if I had been the French premier I would have said it): “The new Reich Chancellor is the man who wrote Mein Kampf, which says this and that. This man cannot be tolerated in our vincinity. Either he disappears or we march!” But they didn’t do it. They left us alone and let us slip through the risky zone, and we were able to sail around all dangerous reefs. And when we were done, and well armed, better than they, then they started the war!

Kursiveringen til sidst er angivet fra originalen. Og nej, den sidste sætning er ikke en skrivefejl fra min side. WWII blev som bekendt begyndt af englænderne og franskmændene som erklærede Tyskland krig, fordi Tyskland havde reageret på polske krænkelser — det var i hvert fald Joes historie, som ganske mange troede på og så England som den store krigsophidser, der havde startet en helt unødvendig krig. En krig, som i begyndelsen så ud til at ende helt galt, men som endte nogen lunde godt, selvom det tog yderligere et halvt århundrede før den sidste fjende nedlagde våbene (og nu, under Putin, er ved at tage dem op igen).

Må vi lære af vores fejl og huske vores mindedage.

Og nu, hvor vi er ved citaterne, så også denne fra Vegetius:

Igitur qui desiderat pacem, praeparet bellum.

Og hvis den var for lang, så er her den kortere version:

Si vis pacem, para bellum.

Og hvis I heller ikke forstår latin, så kan det – har jeg ladet mig fortælle – oversættes med, at hvis man ønsker freden, må man ville krigen.

Stougaard om Palin

Af Altmann, den 10. september 2008. 45 svar

Der går ikke en dag, hvor Berlingske Tidendes Karl Erik Stougaard og Poul Høi ikke føjer nye niveauer til deres dækning af USA og amerikansk politik, vel at mærke af den lavereliggende karakter.  Her er lidt fra dagens Berlinger:

Sarah Palin skaber begejstring hos hvide kvinder og sender for første gang John McCain forbi Barack Obama i et snit af meningsmålingerne. Men McCain og Palin har fiflet med hendes CV.

Er amerikanerne så dumme, at de køber John McCains og Sarah Palins løfter om at skabe forandringer?

Spørgsmålet kommer fra den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama … [Obama] ønsker at henlede vælgernes opmærksomhed på, at McCain-lejren rent faktisk har et problem med at fortælle sandheden om vicepræsidentkandidat Sarah Palin.

… I TV-reklamer og valgtaler slår han hårdt på flere oplysninger om Palin, som har vist sig ikke at holde stik. McCain og Palin påstår, at hun var imod og fik stoppet byggeriet af en kontroversiel bro til en lille ø i Alaska.

Det passer ikke. Palin støttede tværtimod byggeriet, og det var den amerikanske kongres i Washington, som stoppede projektet, fastslår flere uafhængige undersøgelser [men disse omtales ikke af Stougaard, Altmann].

… Til trods for den klare dokumentation [som altså ikke er omtalt af Stougaard, Altmann] fastholder McCain-lejren, at Sarah Palin var imod og fik stoppet broen, og at hun er imod støtte fra forbundsregeringen.

»Hun fik stoppet den. Hun spillede en rolle i den beslutning,« siger McCains chefrådgiver, Mark Salter.

Men ifølge en TV-reklame fra Obama er det »løgn«, og i taler slår han fast, at Republikanerne »opdigter« et misvisende CV for Palin: »Men man kan ikke bare genopfinde sig selv. Amerikanerne er ikke dumme,« lyder det fra Obama.

– som altså får det sidste ord.  Så hvad vi har her er, at Stougaard fortæller læserne, at Palin lyver om sit CV, for det siger nogle unavngivne “uafhængige undersøgelser”.  En Republikaner citeres ganske vist for at sige, at det er ukorrekt, men det er løgn.  Sådan.
Så hvem kan man stole på, når det gælder denne sag?  Hvad med at gå til den ikke just Palin-beundrende, ikke helt konservative, men generelt ganske respekterede New York Times (der i øvrigt ellers er danske korrespondenters foretrukne kilde).  Her er, hvad avisen skrev om Palin, inden der gik valgkamp i det hele:
Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. (New York Times, 22. september 2007)
Sidst men ikke mindst er det værd at bemærke, at Stougaard lægger Republikanerne i munden, at Palin skulle have stoppet “the bridge to nowhere”.  Hvad Palin sagde er, at hun som guvernør var modstander af den (“thanks but no thanks”), og det får man fremstillet som, at hun hævder at have stoppet den.
Flot journalistik.

Hjælp til fortravlede journalister – nu med update

Af admin, den 9. september 2008. 7 svar

Blandt journalister er det et velkendt faktum, at Republikanerne smidder med mudder, mens de noble Demokrater sjældent falder så lavt.

Man behøver ikke følge ret meget med i amerikanske valgkampe for at kunne undre sig over, hvordan den misforståelse har spredt sig. Men formodentlig skyldes det den måde, danske journalister opdeler de informationer, som de får om kandidaterne. Kritik af Rep-kandidater skal naturligvis tages alvorligt og gengives udførligt, det er den kritiske presses opgave. Kritik af Dem-kandidater er derimod mudderkastning, som den kritiske presse bør have afsky over for og undlade at nedværdige sig til.

Tag nu bare denne artikel fra Berlingske, hvor den udsendte korrespondent prøver at bearbejde, at senile McCain efter valget af den uerfarne Palin har indhentet den umådeligt erfarne Obama og den klartskuende Biden. Den side fra RealClearPolitics, der henvises til, er her. Selv har jeg nu ikke så meget fidus til meningsmålinger, men selv på Intrade er forskellen blevet væsentlig mindre.

Som det fremgår af artiklen, citeres Obama-lejren så udførligt for sin tese om, at man i bedste fald er vildført og i værste fald er dum, hvis man stemmer Rep, at det er lidt svært at se, hvad der er referat, og hvad der er analyse. Men det kan jo ske, når man har lidt travlt og skal levere en hel artikel stort set hver eneste dag. Puha.

Da denne blog stadig nærer en tilsyneladende uigengældt kærlighed til Tanten, skal vi her tilbyde lidt hjælp. De har f.eks. også denne historie om, at den væmmelige Palin har taget imod diæter helt ufortjent.

Deres bloggende juraprofessor fandt via en amerikansk juraprofessors blog (Instapundit) en anden juraprofessors blog, hvor der er lidt af den kildekritik, som åbenbart tager for lang tid selv at lave. Så let kan man altså peppe sine historier op og skabe lidt nuancer.

Hvad viser det – ud over at juraprofessorer har for meget tid? Det viser, at man da må håbe for Berlingske og den danske journaliststand i øvrigt, at Obama faktisk vinder valget. Det vil få deres dækning til at se mere harmløs ud.

Men hvis McCain vinder. Av, av, av.

UPDATE:

Foranlediget af kommentarspalten har en interesseret læser sendt dette link til selveste NYT, der viser, at det vist ikke var helt uberettiget af Rep at fremstille Palin som en modstander af broen. Teksten lyder i al sin gribende korthed:

Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. Ketchikan is Alaska’s entry port for northbound cruise ships that bring more than one million visitors yearly. Flights into Gravina Island require a 15-minute ferry ride to reach the more densely populated Revillagigedo Island and Ketchikan.

Tja, pointen med denne blog var at påvise, at danske journalister har det med at sluge pressematerialet fra Dem råt og ukritisk, og at de med ganske få klik med musen (hvis de nu har så forfærdeligt travlt, at de ikke kan undersøge sagerne selv), kan få nogle nuancer med, som de mangler i dag. Det kan være, at man ikke kan lide pointen, men den er altså svær at tale sig uden om.

Misforstå mig ikke. Naivitet kan være indtagende, især hos helt små børn. Men ikke hos store behårede journalister. Der må man forvente noget mere, især når man har fravalgt Politiken og købt en avis, der markedsfører sig som dennes politiske modsætning. Og nej, jeg mener ikke, at man skal være ukritisk ovf. Rep. Jeg ønsker ikke, at man skal op af den ene grøft for at styrte sig i den anden.

Og blot for at undgå andre misforståelser, så er det ikke hermed sagt, at Palin er helt uskyldig. Hun er en succesfuld politiker, hvilket man ikke bliver med barnesindet i behold. Er man i et system, hvor skattepenge skvulper rundt, er det vanskeligt at holde hændernen i lommen hele tiden. Det interessante er, om man forsøger at retfærdiggøre det, eller om man godt kan se, at systemet skal ændres. Her gør Palin ærligt talt mere indtryk af at ville “change” end Obamas hold.

Bedømmelsen af, hvem vi bør foretrække som præsident i USA, hører til en selvstændig posting og kommer ikke her. Kun disse to hints, hvis man virkelig skulle være i tvivl om mit standpunkt: Hvem går mest ind for frihandel, og hvem kan se Putin i øjnene og troværdigt true ham til at undlade nye overfald ind i et allerede intimideret Europa?

Når tiden kommer … II

Af Altmann, den 9. september 2008. Skriv et svar

Husk lige, at i diskussionerne om De Konservatives magtskifte, så læste I det første gang her.  Nuvel, vi tog fejl m.h.t., hvorvidt Connie Hedegaard havde en “marginal fordel” eller ej, men for en gangs skyld skyld er vi ikke kede af at tage (lidt) fejl.  Og resten af analysen holder såmænd.