Når USA på tirsdag vælger sin næste konservative præsident, kan vi være sikre på, at det bliver en af de mere økonomisk interventionistiske af slagsen, og som overskriften antyder, vil jeg i lighed med de fleste, blive temmelig overrasket, hvis ikke det bliver Barack Obama (i modsætning til hvad jeg troede i foråret).
Men ligesom det monetaristiske paradigmeskifte og afreguleringen af amerikansk økonomi, ovenpå 1960ernes og 1970ernes fejlslagne keynesianske økonomiforståelse i forhold til pengepolitik og reguleringer med rødder endnu længere tilbage i tiden, der i dag er knyttet til Ronald Reagans navn, startede allerede under Jimmy Carter, kan man vist ikke mindst med de seneste måneders begivenheder in mente med rette anføre, at paradigmeskiftet til en mere interventionistisk økonomisk politik skete under George Bush.
Godt nok præsenteredes redningen af den finansielle sektor med beklagelse, men allerede inden den (åbenlyse) finansielle krise, var man parat til at hjælpe f.eks. den skrantende amerikanske bilindustri, ligesom støtten til amerikansk landbrug er steget.
Ud over at være konservativ i europæisk forstand (i grove træk lidt i retning af at vælge mellem Connie Hedegaard og Lene Espersen) har begge kandidater ført en populistisk valgkamp, der ikke står tilbage for en typisk europæisk statscentreret valgkamp.
The Daily Show, som læsere af denne blog vil vide at jeg sætter stor pris på, tager dette under kærlig behandling under overskriften Get your auction paddles ready — it’s time to bid on each candidate’s impossible economic plan . (kig 3 minutter inde i indslaget).
Som skrevet i et indlæg tidligere på året, har undertegnede meget svært ved at se det nye i Obamas politik. Det minder mest af alt om demokratisk hyldevare, hvilket hans fremtoning dog bestemt ikke kan siges at være. Det er næppe for meget at sige, at han har kørt den måske mest imponerende valgkampange i USA’s historie.
Som mærkevare betragtet er Obama fuldt på højde med både Apple, Nike og BMW – omend jeg tvivler på at holdbarheden kan gøre de nævnte mærker det efter. At indholdet, hvis vi blive i bilsproget, så mere minder om Peugeot (der har stort held med at iklæde standardkomponenter et flot design) end om BMW (der er en noget mere innovativ bilfabrikant), er en anden sag.
I et andet indlæg i foråret skrev jeg om hvad jeg som europæer var bekymret for hos Barack Obama, nemlig først og fremmest at han i sine valgløfter lægger op til en mere restriktiv handelspolitik. Den skepsis og frygt synes jeg kun er blevet forstærket under valgkampen. Det være sig, når han taler om at bevare arbejdspladser i USA, eller når man ser på den styrkelse af fagbevægelsen der lægges op til.
Dette i modsætning til John McCain, der til gengæld, til stor beklagelse, valgte at sælge sig selv til det religiøse højre i en efter min opfattelse fatal fejlsatsning.
På trods af, at Mitt Romney som mormon er problematisk i visse vælgeres øjne, havde det nok været en fordel med tanke på hvor vigtig økonomien er blevet i slutfasen af valgkampen, hvis han var blevet vicepræsidentkandidat.
Eller som The Economist skriver om forskellen på senateren McCain og præsidentkandidaten McCain i denne uges leder :
The selection of Mr McCain as the Republicans candidate was a powerful reason to reconsider. Mr McCain has his faults: he is an instinctive politician, quick to judge and with a sharp temper. And his age has long been a concern (how many global companies in distress would bring in a new 72-year-old boss?). Yet he has bravely taken unpopular positionsfor free trade, immigration reform, the surge in Iraq, tackling climate change and campaign-finance reform. A western Republican in the Reagan mould, he has a long record of working with both Democrats and Americas allies.
Og med beklagelse fortsætter under overskriften If only the real John McCain had been running
That, however, was Senator McCain; the Candidate McCain of the past six months has too often seemed the victim of political sorcery, his good features magically inverted, his bad ones exaggerated. The fiscal conservative who once tackled Mr Bush over his unaffordable tax cuts now proposes not just to keep the cuts, but to deepen them. The man who denounced the religious right as agents of intolerance now embraces theocratic culture warriors. The campaigner against ethanol subsidies (who had a better record on global warming than most Democrats) came out in favour of a petrol-tax holiday. It has not all disappeared: his support for free trade has never wavered. Yet rather than heading towards the centre after he won the nomination, Mr McCain moved to the right.
Og The Economist endorsement af Obama er bestemt ikke uden sine betænkligheder:
Our main doubts about Mr Obama have to do with the damage a muddle-headed Democratic Congress might try to do to the economy. Despite the protectionist rhetoric that still sometimes seeps into his speeches, Mr Obama would not sponsor a China-bashing bill. But what happens if one appears out of Congress? Worryingly, he has a poor record of defying his partys baronies, especially the unions. His advisers insist that Mr Obama is too clever to usher in a new age of over-regulation, that he will stop such nonsense getting out of Congress, that he is a political chameleon who would move to the centre in Washington. But the risk remains that on economic matters the centre that Mr Obama moves to would be that of his party, not that of the country as a whole.
Et par af mine elever spurgte mig for et par dage siden, hvem jeg troede der ville vinde valget, hvor til jeg svarede, at uanset hvem der vandt håbede jeg på, at de ikke ville opfylde deres valgønsker, og det gælder ikke mindst Barack Obama.
Hvis han gør det, eller føjer en demokratisk domineret kongres i ønsket om at beskytte amerikanske arbejdspladser, vil den magi der står om ham ikke mindst i Europa og Latinamerika nok hurtigt fordufte omend det selvfølgelig hurtigt kan ske under alle omstændigheder, når verden opdager, at Barack Obama først og fremmest er…… amerikaner.