Månedsarkiv: oktober 2008

Indecision 2008 V -– forhåbentlig bryder Obama sine valgløfter

Når USA på tirsdag vælger sin næste konservative præsident, kan vi være sikre på, at det bliver en af de mere økonomisk interventionistiske af slagsen, og som overskriften antyder, vil jeg i lighed med de fleste, blive temmelig overrasket, hvis ikke det bliver Barack Obama (i modsætning til hvad jeg troede i foråret).

Men ligesom det monetaristiske paradigmeskifte og afreguleringen af amerikansk økonomi, ovenpå 1960ernes og 1970ernes fejlslagne keynesianske økonomiforståelse i forhold til pengepolitik og reguleringer med rødder endnu længere tilbage i tiden, der i dag er knyttet til Ronald Reagans navn, startede allerede under Jimmy Carter, kan man vist – ikke mindst med de seneste måneders begivenheder in mente – med rette anføre, at paradigmeskiftet til en mere interventionistisk økonomisk politik skete under George Bush.

Godt nok præsenteredes ”redningen” af den finansielle sektor med beklagelse, men allerede inden den (åbenlyse) finansielle krise, var man parat til at hjælpe f.eks. den skrantende amerikanske bilindustri, ligesom støtten til amerikansk landbrug er steget.

Ud over at være konservativ i europæisk forstand (i grove træk lidt i retning af at vælge mellem Connie Hedegaard og Lene Espersen) har begge kandidater ført en populistisk valgkamp, der ikke står tilbage for en typisk europæisk statscentreret valgkamp.

The Daily Show, som læsere af denne blog vil vide at jeg sætter stor pris på, tager dette under kærlig behandling under overskriften Get your auction paddles ready — it’s time to bid on each candidate’s impossible economic plan . (kig 3 minutter inde i indslaget).

Som skrevet i et indlæg tidligere på året, har undertegnede meget svært ved at se det nye i Obamas politik. Det minder mest af alt om demokratisk hyldevare, hvilket hans fremtoning dog bestemt ikke kan siges at være. Det er næppe for meget at sige, at han har kørt den måske mest imponerende valgkampange i USA’s historie.

Som mærkevare betragtet er Obama fuldt på højde med både Apple, Nike og BMW – omend jeg tvivler på at holdbarheden kan gøre de nævnte mærker det efter. At indholdet, hvis vi blive i bilsproget, så mere minder om Peugeot (der har stort held med at iklæde standardkomponenter et flot design) end om BMW (der er en noget mere innovativ bilfabrikant), er en anden sag.

I et andet indlæg i foråret skrev jeg om hvad jeg som europæer var bekymret for hos Barack Obama, nemlig først og fremmest at han i sine valgløfter lægger op til en mere restriktiv handelspolitik. Den skepsis og frygt synes jeg kun er blevet forstærket under valgkampen. Det være sig, når han taler om at bevare arbejdspladser i USA, eller når man ser på den styrkelse af fagbevægelsen der lægges op til.

Dette i modsætning til John McCain, der til gengæld, til stor beklagelse, valgte at sælge sig selv til det religiøse højre i en efter min opfattelse fatal fejlsatsning.

På trods af, at Mitt Romney som mormon er problematisk i visse vælgeres øjne, havde det nok været en fordel med tanke på hvor vigtig økonomien er blevet i slutfasen af valgkampen, hvis han var blevet vicepræsidentkandidat.

Eller som The Economist skriver om forskellen på senateren McCain og præsidentkandidaten McCain i denne uges leder :

”The selection of Mr McCain as the Republicans’ candidate was a powerful reason to reconsider. Mr McCain has his faults: he is an instinctive politician, quick to judge and with a sharp temper. And his age has long been a concern (how many global companies in distress would bring in a new 72-year-old boss?). Yet he has bravely taken unpopular positions—for free trade, immigration reform, the surge in Iraq, tackling climate change and campaign-finance reform. A western Republican in the Reagan mould, he has a long record of working with both Democrats and America’s allies.”

Og med beklagelse fortsætter under overskriften If only the real John McCain had been running

”That, however, was Senator McCain; the Candidate McCain of the past six months has too often seemed the victim of political sorcery, his good features magically inverted, his bad ones exaggerated. The fiscal conservative who once tackled Mr Bush over his unaffordable tax cuts now proposes not just to keep the cuts, but to deepen them. The man who denounced the religious right as “agents of intolerance” now embraces theocratic culture warriors. The campaigner against ethanol subsidies (who had a better record on global warming than most Democrats) came out in favour of a petrol-tax holiday. It has not all disappeared: his support for free trade has never wavered. Yet rather than heading towards the centre after he won the nomination, Mr McCain moved to the right.”

Og The Economist endorsement af Obama er bestemt ikke uden sine betænkligheder:

”Our main doubts about Mr Obama have to do with the damage a muddle-headed Democratic Congress might try to do to the economy. Despite the protectionist rhetoric that still sometimes seeps into his speeches, Mr Obama would not sponsor a China-bashing bill. But what happens if one appears out of Congress? Worryingly, he has a poor record of defying his party’s baronies, especially the unions. His advisers insist that Mr Obama is too clever to usher in a new age of over-regulation, that he will stop such nonsense getting out of Congress, that he is a political chameleon who would move to the centre in Washington. But the risk remains that on economic matters the centre that Mr Obama moves to would be that of his party, not that of the country as a whole. ”

Et par af mine elever spurgte mig for et par dage siden, hvem jeg troede der ville vinde valget, hvor til jeg svarede, at uanset hvem der vandt håbede jeg på, at de ikke ville opfylde deres valgønsker, og det gælder ikke mindst Barack Obama.

Hvis han gør det, eller føjer en demokratisk domineret kongres i ønsket om at beskytte amerikanske arbejdspladser, vil den magi der står om ham ikke mindst i Europa og Latinamerika nok hurtigt fordufte – omend det selvfølgelig hurtigt kan ske under alle omstændigheder, når verden opdager, at Barack Obama først og fremmest er…… amerikaner.

African Executive om liberalisme – i Afrika og Vesten

Vi har flere gange refereret til det udmærkede afrikanske ugebrev The African Executive. Denne uge bringer AE et indlæg (læs her) om det zimbabwiske partis MDC’s næstformand, Tendai Bitis, syn på finanskrisen, hvor han i næsten skræmmende grad reflekterer jubelråb fra den europæiske venstrefløj om at liberalismen skulle være død. Forfatteren til indlægget, Rejoice Ngwenya der er tilknyttet the Coalition for Market and Liberal Solutions, lægger ikke fingrene imellem i sit svar på Bitis påstande om, at det er det globale marked der har ødelagt Zimbabwes økonomi, og nu er ved at ødelægge den vestlige verdens.

Ngwenya skriver, for eksempel, at Bitis indlæg ”though light-years away from factual reality, makes good reading especially to those interventionists who romanticise about the virtues of welfare states”. Hun understreger også, at “to accuse liberalism of “predatory globalisation and infectious accumulation” is to spite the very fundamentals of civilisation”. De star nemlig lysende klart for Ngwenya, at det er en grundlæggende liberalistisk og kapitalistisk funderet økonomi, der har bragt verden til hvor den er nu, og løftet vestens runde milliard mennesker ud af fattigdom. Vil man andet end personlig magt mens man skyder skylden på andre, er der ingen vej udenom liberalisering – ikke mindst i et Zimbabwe, der før blev kaldt Afrikas brødkurv, men nu nærmer sig en situation, der mere ligner der, hvor brødet kommer ud igen.

Der er også velrettede hug til en idé, der er blevet populær i Europa på det sidste, nemlig den at staten skal holde liv i visse virksomheder. Ngwenya refererer her til James Shikwati – en af Østafrikas få dygtige og uafhængige økonomer – når han understreger at ”no one would ever have discovered that the collapsed companies in America had a problem, taxpayers’ money would have kept them artificially in operation”. Selvom Shikwatis kommentar handler om afrikanske virksomheders elendige performance, slår den hovedet på sømmet for Lene Espersens udtalelse fornylig om at danske banker ikke må gå fallit. Hvis de ikke må det, får det aldrig konsekvenser at nogen banker er veldrevne forretninger der leverer en ordentlig vare til deres kunder (og samfundet) mens andre ikke er. Ligeledes kortslutter man en del af markedet ved at holde borgerne skadesfri, hvis deres bank går fallit. Hvis det ikke er en risiko, hvorfor skal folk så vælge bank efter hvor veldrevet den er? Som Morten Albæk herhjemme har påpeget, er det den enkelte borgers ansvar at vurdere, om en virksomhed, som vedkommende vælger at bruge, er sikker og veldrevet, og at undgå at benytte sig af risikable og dårligt drevne forretninger. Hvis borgerne ikke har dette fundamentale incitament, er der væsentligt mindre grund til at drive virksomheder ordentligt. For eksempler på det modsatte, kan man blot kaste blikket mod øst, og se situationen i de nabolande, der indtil for nylig kortsluttede denne del af markedet. Var de polske virksomheder fantastisk veldrevne, profitable og servicemindede før 1989?

Ngwenya slutter artiklen med et smukt billede på problemet med politiske reguleringer af markedet. Som hun skriver, er meningen med offentlig regulering at fastsætte og håndhæve nogle simple principper omkring ’fair play’ i markedet – f.eks. i monopollovgivning – meget ligesom en fodbolddommer håndhæver spillets regler. Men politiske reguleringer bliver skadelige i det øjeblik dommeren ”starts kicking the ball around”. Om noget, det er hvad danske og europæiske politikere, anført af Frankrigs Nicolas Sarkozy, er gået i gang med at forsøge for tiden.

Den østrigske skole og finanskrisen

Hvis nogle af bloggens læsere skulle have en halv eller hel time til overs, vil jeg anbefale dem at bruge tiden på at se en forelæsning med Peter J. Boettke om økonomi, den østrigske skole og finanskrisen. Der er tale om en både oplysende og ikke mindst underholdene forelæsning – kan ses på The Future of Freedom Foundations hjemmesider, under overskriften “Economic Liberty Lecture Series: Austrian Economics and the Present Crisis“. God fornøjelse.

Finanskrisen – interventionisme eller koldt vand i blodet

Mens europæiske og amerikanske politiske ledere synes at deltage i et race om, hvem der kan vise mest ’beslutsomhed’, er de videnskabelige diskussioner om finanskrisen begyndt. Sagen er nemlig, at finanskrisen er ved at være overstået, og de fleste vestlige økonomier er på vej ind i en regulær recession. Og den videnskabelige – og i stor stil også praktiske – diskussion har mindst to sider. På forunderlig vis bragte the International Herald Tribune sidste weekend begge sider af sagen.

Paul Krugman, professor på Princeton og af uvisse grunde manden der får Nobelprisen i økonomi i år (mere om det senere), skriver som ventet en minianalyse, der ender i markante politiske interventionskrav. Krugman indleder med at sammenligne, at det amerikanske finansministerium ’lod’ Lehman Brothers gå fallit, med russisk roulette. Hans vurderinger, at ”they’d better do something soon – in fact, they’d better announce a coordinated rescue plan this weekend – or the world economy may experience its worst slump since the Great Depression”.

Krugman argumenterer, at krisen startede med at boblen på det amerikanske ejendomsmarked brast, hvilket gav en serie tvangsauktioner og dermed tab hos banker og andre finansielle institutioner, ikke mindst de to statslige hypotekbanker Fannie Mae og Freddie Mac. Det førte, mener han, til en nedadgående spiral idet banker trak sig tilbage fra markederne, hvilket tvang ejendomspriser yderligere ned og dermed forstærkede det første problem. På denne måde lukkede pengemarkederne ned.

Krugmans svar på det er: Staterne må gøre noget! Han går så vidt at han skriver at ”Europe, lacking a common government, has literally been unable to get its act together”. Pudsigt som Krugman, som man ikke just kan beskylde for at være dum, ikke accepterer at Europa ikke er et land, men en region med meget forskellige lande og forskellige politiske traditioner. Men det han vil have os alle sammen til at gøre, er at følge Gordon Brown i at ’rekapitalisere’ banker, dvs. effektivt at forære de finansielle institutioner en stor bunke penge, som de har tabt i tvivlsomme handler under boblen.

På denne måde mener Krugman, at man skal hjælpe bankerne ved at sikre dem mod tab. Før vi går videre til det modsatte synspunkt, kan jeg ikke lade være med at pege på, at Krugman for få år siden publicerede analyser der vist, at netop den type statslig forsikring, som han i denne situation argumenterer for, var en vigtig udløsende faktor for den dybe asiatiske krise i 1997. Krugmans indsigt dengang var, at denne type politisk forsikring skaber et moral hazard problem ved at tillade finansielle institutioner at investere væsentligt mere risikabelt. Hvis det går galt, er de jo forsikrede af staten, og hvis det går godt, scorer man selv en større gevinst end hvis man havde investeret lidt mere konservativt. Men moral hazard problemer gælder ikke i vesten, eller hvordan?

Videre til det modsatte synspunkt, som professor i økonomi ved Chicago University Casey Mulligan står for. Mulligan, der bestemt heller ikke er en hvem-som-helst, argumenterer derimod for at hele den almindelige, politiske analyse, som Krugman står for, er baseret på to fejlagtige antagelser: ”First, saving America’s banks won’t save the economy. And second, the economy doesn’t need saving. It’s stronger than we think.” Ganske enkelt mener han, at betydningen af den finansielle sektor er stærkt overvurderet.

For det første peger Mulligan på, at når en eller flere banker går ned, rykker andre og bedre konsoliderede banker ind og overtager den del af markedet. Som han påpeger, er både Bank of America og J.P. Morgan Chase allerede i gang med det. Det er en del af den almindelige markedsmekanisme, at når de dårligste går ned, sørger profitmotivet for at mere produktive/profitable agenter – om de allerede er på markedet eller ej – rykker ind i hulet. For det andet understreger Mulligan, at ”financial-sector gyrations like these are hardly connected to non-financial sector performance”. Med andre ord har de ofte store udsving på aktiemarkeder og lignende stort set ingen realøkonomisk betydning!

Mulligan substantierer sit argument med konkrete tal. Profitabiliteten i den ikke-finansielle sektor, dvs. økonomiens totale, marginale kapitalprodukt (MPK), ligger i almindelige år i USA omkring 7-8%.  Mens MPK faldt til omtrent ½% under 30ernes depression, lå det amerikanske MPK så højt som cirka 10% for et år siden og rapporter peger på, at det ikke er faldet nævneværdigt. Hvis bankerne havde spillet den rolle, som politikere og Krugman-fløjen blandt økonomer påstår, ville det ikke være tilfældet. I stedet udbyder en lang række andre agenter – pensionsfonde, venture capitalists og mange andre – også den kapital, man forestiller sig er specifik for bankerne.

Der er ingen tvivl om, at finanskrisen koster arbejdspladser og er en belastning for mange firmaer, men man bør ikke overvurdere krisen eller overvurdere betydningen af de særdeles synlige finansielle agenter. Herhjemme har professor Michael Møller udtrykt det ganske godt, da han forleden karakteriserede det som en krise ”der vender den tunge ende opad”. Taberne er danskere (og andre) med store investeringer – og særligt investeringer, der ikke er tilstrækkeligt diversificeret – mens de fleste almindelige mennesker faktisk ikke kommer til at mærke andet til den end den recession, som både USA og Danmark allerede var på vej ind i med stormskridt.

Når man først har taget en dyb indånding og set på Mulligan og andres argumenter, er den egentlige fare ikke økonomisk, men politisk. Man har næsten kunnet se julelysene i øjnene på politikere, der tørster efter at vise ’beslutsomhed’, om den så viser sig som marxistisk glæde over en krise eller jubel over, at nu kan man måske bruge frygten som løftestang for at snige Danmark ind i eurozonen. Politikernes foretruk
ne handling er som altid d
irekte kontrol. Og som Paul Krugman burde vide, hvis han tog sin egen tidligere forskning alvorligt, skaber den slags problemer med moral hazard og inefficiens, som udløser kriser i stedet for at løse dem.

The Party is over….men for hvem?

I mit indlæg i sidste uge skrev jeg om, at den nuværende finansielle krise langt fra kan beskrives som resultatet af frie finansielle markeder, hvilket politikere, journalister og andet godtfolk ellers gerne så – ikke kun her, men også (ikke mindst) i USA.

Et hyppigt bragt tvklip de sidste par uger, er med Nancy Pelosi, der i forbindelse med vedtagelsen af den amerikanske ”Bailout” plan proklamerer, at ”the party is over”. Spørgsmålet er bare om hun er klar over for hvem?

Retorikken i de seneste uger både her og i USA har trukket heftigt på gammelkendte religiøse forestillinger om grådighed og spekulation som roden til alt ondt. En retorik vi har hørt mange gange før.

For mens medierne har været mere end almindeligt glade for at drage en anlog til krisen i 30erne, (det er fortsat ikke gået op for dem, at det var en politisk skabt krise), har de i samme moment glemt, at samme kritik af markedet og de fæle spekulanter har været fremherskende i forbindelse med alle finansielle ogg økonomiske kriser indtil dato. Tag blot Asiens finansielle krise i 1997-98, eller EMS-krisen i 1993. Også dengang var det ”spekulanterne og markedets skyld”. Først efter at der var faldet ro på valutamarkederne, og bl.a. den svenske krones værdi var blevet kraftigt nedskrevet erkendte man (bl.a. den danske nationalbank), at krisen var politisk determineret. Det overrasker næppe nogen, at eksponeringen af dette faktum var langt mindre i medierne, end udfaldene mod de slemme slemme spekulanter.

Men det er unægtelig heller ikke nemt, når ikke engang spekulanterne vil være ved, at de rent faktisk er….spekulanter. Tag f. eks. direktøren for dansk spekulantforening, undskyld aktionærforening, der sidestiller sine medlemmer med forbrugere der har købt fordærvet kød i den tro at det var fersk. Hvad skal man ellers mene om følgende udsagn, taget fra ”debatten” på DR2 i torsdags, hvor direktøren for dansk aktionærforening, Charlotte Lindholm, på et tidspunkt udtalte, at ”mange af de her aktionærer er blevet stopfodret med de her aktier fra bankernes side og de har ofte ikke fået at vide, at der var en risiko forbundet med det” – måske, og dette er skrevet af en hvis bankaktier ikke har det for godt for tiden, skulle de pågældende spekulanter have overvejet, hvorfor bankerne betaler bankrådgivernes løn. Der er vel heller ingen der tror på det, hvis ens bilforhandler påstår at netop hans biler ikke ruster, eller er der?

Jeg er klar over, at en diskussion mellem os der fastholder, at den nuværende udvikling først og fremmest er politisk determineret, og de der tolker den nuværende udvikling som udtryk for de frie markeders fallit, er præget af fundamentale forskelle i virkelighedsopfattelse.

Hvor jeg ville beskrive USA som en blandingsøkonomi med en (globalt set) stor offentlig sektor – den er på niveau med Tysklands(lidt mindre) og Australien (lidt mere) – præget af et yderst problematisk og ineffektivt samspil mellem regulerende myndigheder og de finansielle markeder, har andre tilsyneladende nemt ved at se bort fra de tætte bånd mellem det politiske system og centrale aktører i det finansielle system.

Jeg er således ikke bekymret for markedets ”evner” – hvis det da får lov til at fungere. Til gengæld finder jeg den manglende selverkendelse på Capitol Hill og i Det Hvide Hus, yderst bekymrende. Demokraterne prøver, ikke overraskende at lægge al skyld for miseren på det hvide hus og den første politik – hvilket kun delvist er rimeligt. At den nuværende administration har stået for en uansvarlig økonomisk politik er der ikke tvivl om. Den synes i høj grad at være præget ikke af konservative, men neokonservative værdier. Sidstnævnte har en eklatant mangel på forståelse og respekt for økonomiske sammenhænge, måske bl.a. fordi en del af neokonservatismens fortalere oprindeligt startede på den yderste venstrefløj, og i modsætning til den traditionelle amerikanske konservatisme, er præget af en manglende accept af ”economic fundamentals” – økonomisk politik er for dem først og fremmest ……politik. Men ansvaret for væksten i de offentlige udgifter må dog deles mellem Capitol Hill og det Hvide Hus – selv om en del ikke tror det, så er USA jo et demokrati.

Og et er omfanget aff de eksterne og interne balanceproblemer der er for nuværende i den amerikanske økonomi, noget andet er de problemer der vil være i de kommende år. Her er det et godt spørgsmål, hvorvidt det politiske system kan og vil anerkende, at der skal ganske skrappe reformer til for at bremse den fortsatte amerikanske gældsætning. Desværre ser det ikke ud til at denne erkendelse ligger lige for.

Så mens jeg som anført ikke mener, at den nuværende krise på nogen måde kan ses som resultatet af markedskræfternes frie spil, er jeg mere tilbøjelig til at give de iagttagere ret, der taler om at der er et finansielt magtskifte i gang, hvorefter USA’s dominans vil være reduveret markant. Bl.a. har historikeren Niall Ferguson i en artikel i Finansiel Times den 2. januar i år sammenlignet udviklingen i USA med det osmanske rige i slutningen af det 19. århundrede. Han skriver bl.a. at, ”Yet, on closer inspection, we are indeed living through a global shift in the balance of power very similar to that which occurred in the 1870s. This is the story of how an over-extended empire sought to cope with an external debt crisis by selling off revenue streams to foreign investors. The empire that suffered these setbacks in the 1870s was the Ottoman empire. Today it is the US.” og afslutter med at ”It remains to be seen how quickly today’s financial shift will be followed by a comparable geopolitical shift in favour of the new export and energy empires of the east. Suffice to say that the historical analogy does not bode well for America’s quasi-imperial network of bases and allies across the Middle East and Asia. Debtor empires sooner or later have to do more than just sell shares to satisfy their creditors.”

Det behøver ikke gå så galt (set med amerikanske øjne), men det kræver som sagt en selverkendelse i det amerikanske politiske system, som jeg har svært ved at få øje på hverken i det Hvide Hus, på Capitol Hill eller hos nogen af de to præsidentkandidater.

Som økonomen Robert Reischauer siger til International Herald Tribune om de to kandidaters forslag til at løse den nuværende økonomiske krise;

“Before the crisis, neither of them was telling how it really was going to be. Now one really doesn’t know how it’s going to be because we seem to have blown away any notion of fiscal limitations.” og fortsætter med, “At some point we as a nation are going to have to ask, ‘Where are we going to get the money to do all this, and at what price?’ That’s the question no one can answer.”

Så selv om Niall Ferguson nok trækker analogien med den finansielle krise i 1873 og det Osmanske riges efterfølgende bankerot vel langt, så er der grund til en hvis bekymring – ikke over markedskræfterne, men over sandsynligheden for at den næste præsident vil/kan føre en mere sund amerikansk økonomisk politik, der sikrer en øget indenlandsk opsparing. Faren – primært hvis Obama vinder – er betydelig for kortsigtede politiske indgreb, hvor øgede handelsrestriktioner f.eks. bruges til at begrænse det amerikanske handels- og derigennem betalingsbalanceunderskud og bibeholde arbejdspladser, i et forsøg på
at undgå den nødvendige
økonomiske tilpasning.

Ja, ”the party is over”, men jeg tvivler på at de i Washington er klar over for hvem.

Historien gentager sig aldrig, men politikere og journalister gør det altid.

Som det vist er de fleste bekendt har de sidste uger været domineret af en finansiel krise, der er blevet sammenlignet med den krisen I 1930erne, der (fejlagtigt) ofte angives at tage sin start I børskrakket I 1929. Fejlagtigt, fordi det var den efterfølgende pengepolitik der bærer hovedansvaret for datidens krise som påpeget af Milton Friedman og Anna J. Schwartz.

Overskriften til dette indlæg er er mindre omskrivning af et berømt citat af franskmanden Voltaire. For i takt med at den amerikanske finanskrise udfoldede sig og dens effekter spredte sig til bl.a. Europa, har det været mageløst hvor meget sludder man ha skulle lægge øjne og ører til. Om det skal tilskrives manglende viden, ugidelighed eller manglende lyst til at erkende, at krisen mere er resultat af det ”politiske marked” end det frie markeds fallit, skal jeg lade være usagt.

Men faktum er, at de finansielle markeder – også I USA – langt fra er så frie, som ikke kun dele af venstrefløjen, men også borgerlige politikere som f.eks. Connie Hedegård tilsyneladende tror – men hvor skulle hun også vide andet fra? Det er nok for meget at forlange, at hun skulle have en viden om forholdende der rækker ud over det hun hurtigt har skimmet i aviserne, eller overhørt i de elektroniske medier? Hvilket dog ikke afholder hende fra at udtale sig, men deri minder hun jo blot om de fleste andre politikere.

Eller måske har hun hørt på nogen af alle de eksperter, der har vandret gennem medierne, uden at man tilsyneladende har overvejet hvor uafhængige de er med tanke på, at en stor del af dem på den ene eller anden måde er knyttet til den finansielle sektor.

Men hvis krisen viser noget, er det ikke at markedet har spillet fallit, men snarere at der er grundt til at tage en række problemstillinger, der både er velkendte og veldokumenterede mere alvorligt.

Det gælder f.eks. gennemsigtighed på markedet, – et problem der ikke kun er gældende på de finansielle markeder eller andre markeder for den sags skyld. Og problemerne er reelt langt større i den offentlige sektor, sammenblandingen af økonomi og politik (se slutning af dette indlæg), og problemerne omkring moralsk hasard er alle kendte problemstillinger.

I DR2 debatten I torsdags udtalte økonomiminister Lene Espersen (der ellers var ganske fornuftig at lytte til), at “banker må ikke må gå ned”, hvorved man bryder helt fundamentale vilkår der må gælde for ethvert marked – også det finansielle – hvis det med rette skal kunne betegnes som et “frit marked”. Hendes udtalelser er i sig selv en garanti for “banker vil gå ned” igen og igen og…. Vi har set det før, og vi kommer til at se det igen.

I samme debat satte socialdemokratiets formand, Helle Thorning forøvrigt også trumf på, ved at sige at “markedet skulle være samfundets tjener og ikke omvendt” – mon ikke hun mente “politikernes tjener”? – hvilket vist netop har været et af problemerne i USA.

Roskilde Bank, Bonusbanken og andres skæbne er jo ikke uden historiske fortilfælde, men på mange måder har man reageret på samme måde som tidligere. Den indskydergaranti, som regeringen nu har hævet til 350.000 kroner blev indført i kølvandet på kronebankens fallit i midten af 80erne. Det skete ikke til de store bankers udelte begejstring. Arsagen er selvfølgelig den enkelte og velkendte, at en indskydergaranti mindsker risikoen for borgerne ved at placere deres penge i banker der lover høje indlånsrenter. Dennes aflønning kræver, alt andet lige, at der løbes større ricisi.

Nu er det selvfølgelig forventeligt, at kapitalismens undergang og det frie markeds fallit proklameres I forbindelse med den finansielle krise. Det er sket hver eneste gang der har været problemer, – det være sig I 1930erne, 1970erne, eller forbindelse med den asiatiske finansielle krise I 1997. Ved nærmere eftersyn har man hver gang måtte konstatere, at det snare var det “politiske marked” der strålede I al sin imperfektion, end resultatet af det “frie markeds hærgen”.

Således også denne gang. Det har bestemt ikke skortet på advarsler om, at situationen på de finansielle markeder (eller den økonomiske politik generelt) har været uholdbar I en årrække I USA. Således udtalte Greenspan (der bestemt ikke er uden ansvar for det morads USA er havnet i) i april 2005, at “we increase the risk of insolvency and crisis….Without restrictions on the size of Fannie May and Freddie Mac, we put at risk our ability to preserce sound and safe finansiel markets in the United States”, og i et interview med abcnews for nylig pegede Bill Clinton (lidt mere end halvt inde I interviwet) på, at demokraterne i årevis modsatte sig forslag fra både republikansk side og hans egen (da han selv var præsident), der kunne bringe Fannie Mae og Freddie Mac under kontrol. Om der er nogen sammenhæng mellem det faktum, at især demokratiske politikere har været begavet med midler fra Freddie Mac og Fannie Mae, se også tidligere indlæg på bloggen her , og deres vægren ved at erkende problemerne skal jeg ikke gøre mig til herre over, men det ligner jo en tanke. 

At der har været et “særligt forhold” mellem de to hypotekerbanker og politikerne, – især demokraterne er der vist ikke meget tvivl om. At der samtidig har været et minoritetsaspekt I forbindelse med den mere end lemplige kreditpolitik fra de to institutioner gør ikke sagen mindre problematisk, hvilket kan forklare en række demokratiske politikeres afvisning af, at der var noget galt med Freddie Mac og Fannie Mays forretningsmetoder ved en høring I slutningen af 2004, se også her.

Begge præsidentkandidater har været ude med udtalelser om grådige spekulanter og deres ansvar, – jeg går ud fra, at de hermed mener investorer der prøver at profitoptimere. De skulle måske hellere have rettet skytses mod grådige OG inkomptente politikere.

Det er ikke så lidt af et paradoks, at en repræsentant fra det parti, der især har modsatte sig at bedre kontrol og indsigt i Fannie May og Freddie Mac, f.eks at de skulle fungere på samme vilkår som andre finansielle institutioner, med al sandsynlighed vil vinde valget netop på grund af en krise der ikke udelukkende, men i vid udstrækning kan tilskrives den boligboble, som Fannie Mae og Freddie Mac har et stort ansvar for.

Og hvis Wall Street har været grådig (hvilket jeg så sandelig håber at de er), hvad skal man så kalde et system, der er indrettet på at formidle lån til folk, der kun under de mest (usandsynlige) gunstige forhold vil kunne honorere disse?