Indecision 2008 V -– forhåbentlig bryder Obama sine valgløfter

Når USA på tirsdag vælger sin næste konservative præsident, kan vi være sikre på, at det bliver en af de mere økonomisk interventionistiske af slagsen, og som overskriften antyder, vil jeg i lighed med de fleste, blive temmelig overrasket, hvis ikke det bliver Barack Obama (i modsætning til hvad jeg troede i foråret).

Men ligesom det monetaristiske paradigmeskifte og afreguleringen af amerikansk økonomi, ovenpå 1960ernes og 1970ernes fejlslagne keynesianske økonomiforståelse i forhold til pengepolitik og reguleringer med rødder endnu længere tilbage i tiden, der i dag er knyttet til Ronald Reagans navn, startede allerede under Jimmy Carter, kan man vist – ikke mindst med de seneste måneders begivenheder in mente – med rette anføre, at paradigmeskiftet til en mere interventionistisk økonomisk politik skete under George Bush.

Godt nok præsenteredes ”redningen” af den finansielle sektor med beklagelse, men allerede inden den (åbenlyse) finansielle krise, var man parat til at hjælpe f.eks. den skrantende amerikanske bilindustri, ligesom støtten til amerikansk landbrug er steget.

Ud over at være konservativ i europæisk forstand (i grove træk lidt i retning af at vælge mellem Connie Hedegaard og Lene Espersen) har begge kandidater ført en populistisk valgkamp, der ikke står tilbage for en typisk europæisk statscentreret valgkamp.

The Daily Show, som læsere af denne blog vil vide at jeg sætter stor pris på, tager dette under kærlig behandling under overskriften Get your auction paddles ready — it’s time to bid on each candidate’s impossible economic plan . (kig 3 minutter inde i indslaget).

Som skrevet i et indlæg tidligere på året, har undertegnede meget svært ved at se det nye i Obamas politik. Det minder mest af alt om demokratisk hyldevare, hvilket hans fremtoning dog bestemt ikke kan siges at være. Det er næppe for meget at sige, at han har kørt den måske mest imponerende valgkampange i USA’s historie.

Som mærkevare betragtet er Obama fuldt på højde med både Apple, Nike og BMW – omend jeg tvivler på at holdbarheden kan gøre de nævnte mærker det efter. At indholdet, hvis vi blive i bilsproget, så mere minder om Peugeot (der har stort held med at iklæde standardkomponenter et flot design) end om BMW (der er en noget mere innovativ bilfabrikant), er en anden sag.

I et andet indlæg i foråret skrev jeg om hvad jeg som europæer var bekymret for hos Barack Obama, nemlig først og fremmest at han i sine valgløfter lægger op til en mere restriktiv handelspolitik. Den skepsis og frygt synes jeg kun er blevet forstærket under valgkampen. Det være sig, når han taler om at bevare arbejdspladser i USA, eller når man ser på den styrkelse af fagbevægelsen der lægges op til.

Dette i modsætning til John McCain, der til gengæld, til stor beklagelse, valgte at sælge sig selv til det religiøse højre i en efter min opfattelse fatal fejlsatsning.

På trods af, at Mitt Romney som mormon er problematisk i visse vælgeres øjne, havde det nok været en fordel med tanke på hvor vigtig økonomien er blevet i slutfasen af valgkampen, hvis han var blevet vicepræsidentkandidat.

Eller som The Economist skriver om forskellen på senateren McCain og præsidentkandidaten McCain i denne uges leder :

”The selection of Mr McCain as the Republicans’ candidate was a powerful reason to reconsider. Mr McCain has his faults: he is an instinctive politician, quick to judge and with a sharp temper. And his age has long been a concern (how many global companies in distress would bring in a new 72-year-old boss?). Yet he has bravely taken unpopular positions—for free trade, immigration reform, the surge in Iraq, tackling climate change and campaign-finance reform. A western Republican in the Reagan mould, he has a long record of working with both Democrats and America’s allies.”

Og med beklagelse fortsætter under overskriften If only the real John McCain had been running

”That, however, was Senator McCain; the Candidate McCain of the past six months has too often seemed the victim of political sorcery, his good features magically inverted, his bad ones exaggerated. The fiscal conservative who once tackled Mr Bush over his unaffordable tax cuts now proposes not just to keep the cuts, but to deepen them. The man who denounced the religious right as “agents of intolerance” now embraces theocratic culture warriors. The campaigner against ethanol subsidies (who had a better record on global warming than most Democrats) came out in favour of a petrol-tax holiday. It has not all disappeared: his support for free trade has never wavered. Yet rather than heading towards the centre after he won the nomination, Mr McCain moved to the right.”

Og The Economist endorsement af Obama er bestemt ikke uden sine betænkligheder:

”Our main doubts about Mr Obama have to do with the damage a muddle-headed Democratic Congress might try to do to the economy. Despite the protectionist rhetoric that still sometimes seeps into his speeches, Mr Obama would not sponsor a China-bashing bill. But what happens if one appears out of Congress? Worryingly, he has a poor record of defying his party’s baronies, especially the unions. His advisers insist that Mr Obama is too clever to usher in a new age of over-regulation, that he will stop such nonsense getting out of Congress, that he is a political chameleon who would move to the centre in Washington. But the risk remains that on economic matters the centre that Mr Obama moves to would be that of his party, not that of the country as a whole. ”

Et par af mine elever spurgte mig for et par dage siden, hvem jeg troede der ville vinde valget, hvor til jeg svarede, at uanset hvem der vandt håbede jeg på, at de ikke ville opfylde deres valgønsker, og det gælder ikke mindst Barack Obama.

Hvis han gør det, eller føjer en demokratisk domineret kongres i ønsket om at beskytte amerikanske arbejdspladser, vil den magi der står om ham ikke mindst i Europa og Latinamerika nok hurtigt fordufte – omend det selvfølgelig hurtigt kan ske under alle omstændigheder, når verden opdager, at Barack Obama først og fremmest er…… amerikaner.

7 thoughts on “Indecision 2008 V -– forhåbentlig bryder Obama sine valgløfter

  1. Carsten Valgreen

    Godt indlæg.Det er som om vi i Europa ikke altid forstår hvor splittet og polariseret et land USA er kulturelt og politisk. Der er rural America med kristne, traditionsbundne, indadskuende, anti-intellektuelle værdier. Der er urban America med modernistisk, liberal (i US forstand), intellektuelt-snobbede, udadvendte værdier. Der er Syden i den ene ende og New England i den anden. Det er ikke noget nyt, nogle af linjerne går tilbage til borgerkrigen. Nogle af mine amerikanske venner siger direkte “This is two countries”. Og de bliver tydeligt mere polariserede (og venstreorienterede) end de egentlig er i en slags værdi-modreaktion. De bliver så at sige villige til at leve med lærer-fagforeningers katastrofale indflydelse og mere interventionistik økonomisk politik end de egenlig er for, blot for at sikre personlige sociale frihedsværdier (bøsser og abort).Jeg synes i virkeligheden mere man kan tale om, at det er Dansk Folkeparti mod det Radikale Venstre (eller måske den by-intellektuelle akademiker del af S?) end om to konservative. Ingen af disse er vel specielt appelerende for en liberal (i europæisk forstand) punditokrat. Jeg er ikke sikker på hvad jeg havde stemt.Obama er klassisk urban America. Han er intellektuel (tidl. redaktør af Harvard Law review, kan det blive mere New England?). Han er fra Chicago. Men han vinder vel blandt andet fordi han ikke er New England WASP (som Kerry), fordi han kan række ud til en del af rural America (minoriteter og tildels også nogle kristne). Og fordi Bush (rural) har været så åbenlyst håbløs. Clinton (RV) vandt ligeledes fordi han kunne række ud til Syden med sin baggrund. Og så havde han den fordel at modstanderne var urban America Rockefeller Republikanere.McCain er blevet presset ind i den modsatte rolle. Der va måske ikke mange andre muligheder. Derfor Palin (DF). Og derfor nogle helt forrygende pinlige scener, hvor han må stille sig op og sige at “Obama is a decent family man”, efter at han selv har været med til at piske the Base op med grænsesøgende anti-Obama tilsvining og en tilhører kalder Obama for araber (arabere er åbenbart ikke “decent family men” ifølge McCains desperate redning, hvilket Jon Stewart straks samlede op på the Daily Show). Bemærk i øvrigt også hvor Obama biased the “Daily Show” helt utilsløret er, men Jon Stewart (RV) er vel også indbegrebet af urban Democrat America.Economist er jo et blad der er kerne urban America og de ender derfor med at støtte den Demokratiske kandidat, som de altid gør. Men selvfølgelig med beklagelse fordi bladet jo er liberalt i europæisk forstand og demokraterne ikke er det. De ønskede sig nok at McCain (K men til lejligheden udklædt som DF) kunne være blevet deres ideal kandidat. Men det havde nok aldrig virket og var urealistisk. Alligevel er jeg også lidt skuffet. Kunne have været så sejt med et valg mellem to “urban America” kandidater (K mod RV), i stedet for endnu en træls genafspilning af værdikampen. Jeg deler ikke nødvendigvis bekymringerne om Obamas handelspolitik. Efter hvad jeg hører har hele hans kampagne haft meget travlt med at forsikre eliten (der ved hvad der er på spil) om at det er spil for galleriet. Hans hold af økonomer er godt, midtsøgende og temmeligt pragmatisk med gode kapaciteter. Doug Holz-Eakin er et stærkt kort hos McCain (jeg hørte ham tale for et år siden, og var ret imponeret), men der er vist ikke så mange andre gode kort på den hånd. Jeg synes også at China bashing har været på retur i Kongressen i det sidste år eller så, trods økonomisk nedtur (eller på grund af finansiel krise? Man skal langt ud på fringe højrefløjen for at skyde skylden på kinesernes skyld: “De lånte os for mange penge for billigt”!). Graham-Schumer opgav jo deres vanvittigt farlige lovefter at have været en tur i Kina (kineserne var efter sigende gode til at sætte tingene på plads for dem, med hjælp fra amerikanske økonomer).Mit bud er,at Obama bliver en ny Clinton. Men Clinton var vel bedst da Kongressen var republikansk efter 1994, så Niels (og Economist) har nok ret i at der er en del risiko på kort sigt, indtil Republikanerne vinder midtvejsalget i 2010. Og til sidst. Er det ikke interessant at vi i Europa også i stigende grad er endt med DF-RV eller urban/rural America type værdikamp som den nye politiske spænding i stedet for den klassiske venstre-højre socialist/bogerlig dimension. Hvad skal vi som liberale gøre ved det, og hvordan får vi forklaret bedre at politik ikke er endimensionelt? Hvad siger de tilstedeværende politologer?

    Svar
  2. JR

    “Er det ikke interessant at vi i Europa også i stigende grad er endt med DF-RV eller urban/rural America type værdikamp som den nye politiske spænding i stedet for den klassiske venstre-højre socialist/bogerlig dimension. Hvad skal vi som liberale gøre ved det, og hvordan får vi forklaret bedre at politik ikke er endimensionelt? Hvad siger de tilstedeværende politologer?”Der er vel ikke så meget at forklare. Folk ved udmærket, at politik ikke er en-dimensionelt. Det er blot et spørgsmål om prioriteter. Det du i virkeligheden ønsker er vel nærmere at få befolkningen til at opprioritere de klassiske brudlinjer i politik i forhold til nu.Jeg tror det er en rimelig antagelse, at mange mennesker opfatter de værdipolitiske spørgsmål som afgørende for nationens overlevelse, mens højre-venstre-spørgsmålene opfattes som afgørende for vores økonomiske udvikling og udviklingen i den personlige frihed.I en tid med store interne værdipolitiske konflikter i Danmark hidrørende fra en befolkningssammensætning som hastigt ændres vil de værdipolitiske spørgsmål formentlig altid være vigtigst. Eller som Søren Krarup så vidt jeg husker sagde i et interview med Jacob Mchangama (Djævelens Advokat) at i den nuværende situation havde han ganske enkelt lagt sin kamp for økonomisk og personlig frihed til side til fordel for det han opfattede som en kamp for nationens overlevelse.Så mit svar er, at den klassiske højre-venstre-opdeling først vil genopstå når de værdipolitiske (inklusiv de kulturelle) konflikter i Danmark aftager. Mit gæt er, at det vil ske den dag Helvede fryser til is.Det betyder dog ikke, at der ikke er plads til at profilere sig på f.eks. den økonomiske politik. Man skal bare gøre sig klart, at man ikke slipper udenom at også profilere sig på det værdipolitiske område. Den økonomiske politik er så en sekundær grund til at vælge parti. Det tror jeg da også er en af de lærdomme Liberal Alliance har taget med sig.

    Svar
  3. Niels Westy

    Carsten skrev, at “Economist er jo et blad der er kerne urban America og de ender derfor med at støtte den Demokratiske kandidat, som de altid gør”Ret skal være ret, og det er bestemt ikke korrekt, at Economist altid ender med at give en demokrat deres endorsement. Reagan fik den i 1980, Bob Dole i 1996 og George Bush i 2000. i 92 gik den til Clinton og i 2004 til Kerry. I 84 og 88 gav de ingen endorsement. Hvis der er et mønster i deres endorsement er det, at de i den pågældende periode ikke har givet den til en sidende præsident en eneste gang.

    Svar
  4. LuckyLibertas

    Er det ikke lidt for tidligt at afskrive McCain;Se: http://borsen.dk/medier/nyhed/143619/newsfeeds_rss/ 🙂 mennesker elsker det kendte……..en all american winner guy vs. en snakkende stræber af tvivlsom herkomst…?..tja……og endelig viser de seneste polls med usikkerhed på CA.3 at det ikke er afgjort; 50/44 Se: http://www.realclearpolitics.com/epolls/2008/president/us/general_election_mccain_vs_obama-225.html For frihandel og fred, håber jeg vi må vente med den sorte president – hun skal nok komme, når tid er.

    Svar
  5. Henrik

    Med lidt ironi kan man da glæde sig til den dag obama støtter bliver afkrævet støtte til Obamas udenrigspolitik. Han støtter ikke Irak krigen fordi han ikke troede USA vil vinde på den krig. Men forleden dag udtalte han sin støtte til at USA bombede/gik ind i Pakistan uden regeringens støtte ( altså den pakistanske!) hvis de skulle jage terrorister. Mon Helle T etc vil give deres støtte til det.

    Svar
  6. Mander

    Det er i disse tilfælde, at jeg er glad for, at jeg ikke er amerikansk liberalist på vej til stemmeurnen, for der er da absolut ingen af dem, der kan betegnes som drømmekandidater.Men så igen, nu er det jo ikke ligefrem fordi de danske kandidater er noget at råbe hurra for…

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.